Den københavnske Trykkefrihedsadresse 20. februar 1835
Til Kongen!
Den Tillid, hvormed den Danske Borger er bleven vant til at vende sig til sin Konge i Anliggender, der angaae hans Vel og Vee, giver os den Fortrøstning, at Deres Majestæt allernaadigst vil værdige et Andragende Deres Opmærksomhed, som allerunderdanigst frembæres for Deres Majestæts Throne af Undersaatter, besielede af de ærefrygtsfuldeste og tillidsfuldeste Sindelag.
En allerundanigst Forbøn for den Frihed, som den nærværende Trykkelovgivning hjemler i Danmark, er Gjendstanden for dette Andragende. Det frembæres af Mænd, som, i forskiellige Stillinger i Samfundet, alle have stræbt, skjøndt paa forskjellig Maade, at nytte den ædle Frihed, hvoraf det danske Folk hidindtil har været i Besiddelse, til at meddele Ordet til Medborgere og at modtage det af Medborgere; af Mænd, som alle ere gjennemtrængte af Overbeviisningen om det uskatterlige Gode, Golket har havt i denne Frihed; af den Overbeviisning at de ikke bedre kunne lægge deres Erkjendtlighed for denne Frihed, deres Taknemmelighed imod dens Giver for Dagen, end ved at forene sig om at bringe den Bøn for deres Konges Øren at han ikke vil berøve sit Folk, hvad han selv har givet det.
Det er halvhundrede Aar og derover, at Danmark er bleven styret af Deres Majestæt. Efterverdenen vil vidne, at intet andet Tidsrum i Danmarks Historie, af lige Omfang, har saa store Fremskridt, saa glædelig en Udvikling at fremvise af Sprog og Litteratur, Videnskab og Kunst, Almeenoplysning og aandelig Dannelse. Den vil ogsaa vidne, at iblandt alle de Foranstaltninger, der begunstigede denne Udvikling, var ingen saa vigtig, saa velgjørende, som en Trykkefrihed, bygget paa deb i vor Lovgivning opstillede Grundsætning: at Forfatterne kun ved Lovene ere indskrænkede i deres Virksomhed, og ved Overtrædelse af disse, kun ere undergivne Domstolenes Kjendelse. Thi Sikkerhed under Lovene gav Sindsroe og Tilfredshed, Frihed under Lovene gav Frimodighed og Virkelyst; og en frodig Opblomstring af Litteraturen i de forskjellige Fag forskjønnede Livet, bragte almeennyttig Kundskab ind i alle Stænder af Samfundet, bragte Ære over det danske Navn, Velsignelse over Regjeringen, der fredede om den ædle Væxt.
Halvhundrede Aar og derover ere hengangne under denne faderlige Regjering – rige paa Omvæltninger fjern og nær, paa prøvende Tilskikkelser. Naar Folket i saadanne Tider lærte, hvad det havde i sin Konge, da var der ikke mindre Leilighed for Folket til at vise sin Konge, hvad han har i sit Folk. Imedens gjensidig Mistroe lønligt undergravede Forholdene i andre Stater, bestod det danske Folks Hengivenhed og Troskab enhver Prøve. Thi dette Folk havde sin Regjerings Tillid; havde det stærkeste Beviis herpaa i en Trykkefrihed, som i andre Stater indskrænkedes med altid større Ængstelighed, og ligesom Folket lærte at agte og skatte Værdien af denne Trykkefrihed høiere og høiere – ved hvis Hjælp Forbedringer bleve fremkaldte, Misbrug oplyste eller forhindrede, saaledes lærte det ogsaa bedre og bedre at nytte den frie Meddelelse af Tanken til udvikling og Bestyrkelse af Borgersind og Borgerdyder: lærte at formilde de onde Dages Tryk med Troskab og Taalmod og opoffrende Hjælpsomhed, at nytte de gode Dage med kyndig og driftig, besindig og samdrægtig Virken.
Denne Velsignelse, som er og bliver den bedste Lovtale over Deres Majestæts Regjering, trives ikke i Lande, hvor Pressen er underkastet Censuren eller andre forebyggende Tvangsindretninger. Thi hvor Skribenten bevogtes med mistroisk Øie og den uskyldige som den skyldige behandles som ildesindet eller anndelig umyndig, der er intet Hjem for Videnskab og videnskabelig Virken, allermindst dens virksomme Indflydelse paa det borgerlige Liv og dets Idrætter; hvor frimodig indbyrdes Meddelelse af Landets Borgere om Landets Anliggender er bandlyst, fæster Mistro, Nag og Forbittrelse kun alt for let Rod i Sjelen og bliver Spiren til forbryderske Planer og Foretagender. For slige Onder har Gud og Kongen hidtil beskjærmet vort Fædreland.
Naar derfor et Antal af trohengivne Undersaatter her nærmer sig til Deres Majestæts Throne, da vove vi Intet ved at føre Ordet i vore Medborgeres Navn, i Stad og Land, naar vi bønfaldende fremføre det Ønske, der gjenlyder fra Alles Mund: at det danske Folk maa vedblive at skylde sin Konge den dyrebare Gave, det engang har modtaget af hans Haand – at Foranstaltninger, ved hvilke Skribentens Virksomhed underkastes andet Baand end Lovenes og Domstolenes, maa blive holdte udenfor Grændserne af et Land, hvor oprigtig Kjærlighed til Konge og Fædreland altid har havt sit Hjem.
I den Tid, hvor Deres Majestæt har ført Rigets Roer, var der ved Slutningen af forrige Aarhundrede en høist farlig Periode, fuld af revolutionair Gjæring, der nogle Gange frembragte de forvovneste Misbrug af Pressen; alligevel vedblev Fædrelandet, uden skadeligste Følger, at nyde Trykkefrihedens Velgjerninger. Vi bede Deres Majestæt allernaadigst at overveie, om ikke de nuværende Forhold ere langt mindre betænkelige. Vi vove at troe, at de Følelser, som ville besjele alle Fædrelandets Sønner, naar de see, at Intet kan bevæge Deres Majestæt til at berøve dem den frie Tankeyttrings store Gode, vil fremkalde hos alle Bedre og Sindigere, en almindelig Misbilligelse af ethvert Forsøg paa at gjøre en ulovlig og usømmelig Brug af Pressen, og forene alle gode Skribenter om at modvirke enhver Misbrug af denne Art; vi ere tillige overbeviste om, at en saadan Stemning og en saadan Iver altid maa blive det kraftigste Middel imod Indflydelse af Kaadhed eller ond Villie. Det er Deres Majestæts Haand, som ikke allene har løst Bondens Stavnsbaand, men har igjennem alle følgende Tidsrum fredet om denne Velgjerning, og ved en Række af faderlige Foranstaltninger betrygget denne Frihed. Trykkefriheden i Danmark er ældre af Aar end Bondens Frihed; den er hele Folkets Frihed; og skulde vi ikke kunne fortrøste os til, at Deres Majestæt vil med samme Viisdom og Fasthed holde Haanden over denne Lov, som engang lyste Fred over den danske Presse, og siden den Tid har betrygget Folkets aandelige Liv, Tankernes fri Yttring i Danmark!
Kjøbenhavn d. 20.de Febr. 1835.