Den hvide kaptajn
Den hvide kaptajn | |
Fra tidernes morgen har mennesket fablet | |
om døden. | |
Filosofferne har grublet, | |
malere har prøvet at give den liv | |
i farver, | |
og digterne har hyllet den ind i ord | |
for at skjule det nøgne skelet, | |
de selv havde manet frem. | |
De fik mennesket til at gyse for døden. | |
Ved at vise en knokkelmand | |
med en le i den sorte kappes folder, | |
ved at dreje lyset, | |
så det blinkede i det grinende gebis | |
og kastede skygger om de tomme øjenhuler | |
i det grufulde ansigt. | |
De bildte mennesket ind, | |
at det var døden - - - - | |
Men det passer ikke. | |
- Jeg véd det. | |
Jeg kender døden, | |
for jeg har mødt ham: | |
- DEN HVIDE KAPTAJN. - | |
Han stod på broen på længslernes skib, | |
og menneskene så ham | |
og rakte hænderne mod ham. | |
I hjertet bar han den hellige flamme, | |
som gav liv til alverdens kunst. | |
Den glødede i de brændende øjne | |
og fyldte de levende hænder. | |
&/nbsp; | |
Et genskær af lyset fra evigheden | |
farvede det hvide hår | |
med en glorie af sølv. | |
- - - - | |
Menneskene så ham | |
- den hvide kaptajn - på det hvide skib - | |
men de vidste ikke, | |
at det var døden. | |
Ham ventede de jo som en knokkelmand | |
med en le i den sorte kappes folder. | |
Ham ventede de som evighedsrædselen, | |
som den store, uigenkaldelige afslutning | |
og ikke som en lykkelig begyndelse. | |
Mennesket vidste ikke, | |
at længslernes skib | |
er skibet, | |
som sejler sjælene til livets land. | |
De vidste ikke, | |
at deres hjertes evige uro | |
var længsel mod den hvide kaptajn. | |
Men jeg véd det, | |
for jeg har mødt | |
DEN HVIDE KAPTAJN. |
Dette værk er udgivet under Creative Commons Navngivelse – Del på samme vilkår 3.0 Unported-licensen.
|