Den gamle Verden/6
De var klatret ned fra Klitterne og stod nu
i Havstokken, hvor Vandet brød paa og brød
paa i korte og krappe Bølger. Det blæste
stadig stærkere og Blæsten førte en lunken og
sød Dis med sig … Bag dem til begge Sider
bøjede Klitternes brudte Kam bort i Mørket
og foran dem forskød Bølgetungen stadig
Grænselinien mellem Strand og Hav.
Himmelen syntes næsten klarere nu, da det røde
Skær helt var forsvundet.
Allerede i nogen Tid havde de gaaet her uden at tale, optaget af den Samtale, der havde været og som havde sat deres Sind i Bevægelse. De havde faaet en Fornemmelse af hinanden og ingen af dem følte sig mere alene. Men de gik saa underligt og tumlede om i Mørket, kredsende om hinanden og om sig selv. De stirrede snart tilbage mod Klitterne, snart ud over Vandet. Han gik et Stykke langs Stranden, vendte saa tilbage og blev forundret over ikke at finde hende der, hvor han havde forladt hende.
Da han saa efter hende, sad hun paa en stor Sten, som skød sig ud i Vandet. Hun var sunket helt sammen og havde næsten bøjet sit Hoved ned i Skødet. Han gik hen til hende og hun løftede sit blege Ansigt mod ham. Han saa, at hun var viljeløs af Træthed og Udmattelse. Og dog stirrede hun paa ham, vedholdende som vilde hun læse noget i hans Øjne.
Var det Bølgeslaget, der paavirkede dem med sin stadig tilbagevigende Rytme? Han blev som hun … følte kun Trang til at sætte sig og blive siddende, stirrende et eller andet Sted hen. Han kunde have lagt sig ved hendes Fødder og ladet Sandet glide mellem sine Fingre uden at tænke paa andet.
Da sagde hun idetsamme:
— Lad os gaa op i Klitterne og lægge os et Øjeblik. Jeg er bleven saa træt …
Hun vilde rejse sig og han søgte at hjælpe hende. Tung og lad støttede hun sig til ham. Og de stod i Mørket tæt sammen og følte sig saa smaa i de uhyre Omgivelser, saa helt overladte til hinanden i dette livløse Rum, der dog var i urolig Bevægelse. Der lød et Par skarpe Maageskrig ude over Vandet og de lyttede længe til disse flygtige Lyde af Liv.
— Mellem andre Mennesker, sagde han, da de gik op til Klitterne, føler ingen af os sig mere hjemme… Men er vi mere hjemme her? Er her ikke lige saa tomt og dødt?
— Jo, sagde hun… vi føler akkurat Trang til at skrige een Gang som Maagerne. Een Gang og ikke mere.
Han tog hendes Arm:
— Har det nu været tomme Ord alt det iaften … intet mere. Har det ikke ført os lidt nærmere sammen?
— De ser … jeg forsvarer mig ikke mere, sagde hun.
Sandet i Klitterne var vaadt. Men i en Huling, i Læ af en Skærm Marehalm fandt de et tørt Sted, stort nok til at de kunde være der. Hun lagde sig stille og lukkede Øjnene. Han blev staaende og saa paa hende med et vemodigt Smil om sine Læber. Han kom til at tænke paa alt hvad hun havde fortalt, om hvor omtumlet hendes Liv havde været. Nu laa hun dér… og ingen kunde se paa hendes Ungpigeskikkelse, hvad Aarene havde ført med sig. Hun lignede et sovende Barn, der længe har været sygt og som Feberen har gjort blegt og udtæret.
Men den Medlidenhed, han følte, var ikke helt ægte. Der blandede sig andre Følelser deri. Det Liv, han havde levet, havde ogsaa sat sine Spor. Og han kunde ikke lade være, han maatte bøje sig ned over hende …
0g da han stod bøjet over hende, kyssede han hende.
— Aa nej, lad være … sagde hun.
Men hun gjorde ingen Modstand.
Og han lagde sig hos hende. Han tog hende i sine Arme og kyssede hende atter og atter, paa Mund og Kinder, paa Hals og Bryst. Som for at øve Vold mod alt det, han havde følt, som for at udslette det igen. Eller var det, fordi de laa her som de to ensomste Mennesker i Verden og derfor maatte søge ind mod hinanden? Eller var det Havet eller Blæsten, der hidsede hans Blod? Han tog hende helt ind til sig, han slog sine Arme om hende. Han kyssede hende som om hun ellers vilde dø i hans Arme … eller var hun død og gjaldt det for ham om at kysse hende levende, at give hende tilbage til alt det, hun havde forladt. Hun rørte sig ikke, hun laa stiv og kold i hans Arme, kun Øjenlaagene dirrede svagt. Og det syntes ham, at jo mere han kyssede hende, des mere kold og stiv blev hun, des mere døde hun. Han kastede sig ind mod hende, han greb om hendes Hals og Skuldre og førte Haanden ind under Kjolelinningen for at føle Livets Varme dér. Saa rejste han sig og saa paa hende, samlede hendes Skikkelse i et eneste Blik og sank atter ned hos hende, greb om hendes Lænder og kyssede vildt til… Men hun laa stadig i den samme Døs, saa berøvet al Sans og al Fornuft, helt i eet med Sandet, som en Marmorblok. Men … da han atter løftede Hovedet og strøg sit Haar tilbage. da saa han det… aa han vilde ikke se det … disse Taarer, der kom piblende ud fra hendes lukkede Øjenkroge … han vilde ikke se det, han kastede sig atter over hende, strøg med sine Hænder over hendes Lemmer og trykkede sig ind til hende med sin Mund mod hendes. Nu havde ogsaa han lukket Øjnene for ikke at se, hvad han ikke vilde se. Men han kunde ikke lade være at mærke, at hendes Kinder blev vaade … hun græd.
Han løftede sit Hoved og slap hende, tumlede om, søgte at rejse sig og kom tilsidst ogsaa paa Benene.
Hendes Ansigt havde ikke skiftet Udtryk … men Taarerne banede sig Vej over Kinderne. Hun græd som et Barn, i stride Strømme, ustandseligt, uden at røre sig.
Han sad og saa paa hende — og saa kom der ogsaa Taarer i hans Øjne.
Nej, det kunde han ikke …
Han sank paa Knæ ved hendes Side, han lagde hendes Kjole tilrette og strøg hendes Haar tilbage, puslede om hende som havde han lagt hende iseng og hun nu skulde sove godt til den lyse Morgen. Han satte sig hos hende og tog hendes Haand. Hvor var den lille og hvor var den kold, som ejede hun ikke en eneste varm Bloddraabe mere. og stadig græd hun … det vilde ikke høre op igen.
Han nævnede hendes Navn.
Hun slog Øjnene op og saa forvildet paa ham … saa rejste hun sig overende i Sandet.
— Aa ja, sukkede hun.
Han kastede sig ned foran hende:
— Vær ikke vred …
Hun tog hans Haand mellem sine kolde Hænder og klappede hans Kinder.
— Hvorfor skulde jeg være vred?
— Aa nej … men De græd … De blev bedrøvet …
— Jeg græd … aa, det er dejligt at græde! … Og hjælp mig nu op, vi maa hjem!
Ingen af dem vendte sig og saa ud over Havet, da de stod oppe paa Klitterne. Ganske stille gik hun ved hans Side. Da de kom ind i Plantagen, hvor der var saa mørkt, at de vanskeligt kunde finde Vej, sagde han, idet hun et Øjeblik støttede sig til hans Arm:
— Skal jeg saa rejse?
— Rejse?
— Ja, et andet Sted hen …?
— Nej, sagde hun … De maa blive … Hvis De da vil! Vi finder nok en Løsning.