Den gamle Verden/4

by Louis Levy

De var kommet ind i Plantagen, i Læ for Blæsten, som de hørte suse i Fyrretræskronerne. Mørket laa tæt til den ene Side mellem Stammerne, til den anden bredte Lyngmarkerne sig som mægtige sortladne Tæpper. Vejen var kun en Sti i Flyvesandet, der paa sine Steder laa saa løst, at Fødderne næsten blev stikkende, og Stien var saa smal, at de maatte gaa tæt ved Siden af hinanden og anstrænge Øjnene for ikke at falde i Brombærrankerne.

Her i Plantagen kom Stannius pludselig til at mindes de unge Dage, da han var saa fortrolig med denne særegne Natur, der ejede større Strenghed end Skønhed og maaske netop derfor satte saa stærke Spor, at han altid maatte længes tilbage hertil. Hvormange Aar laa der ikke mellem dengang og nu, og hvad var der ikke hændt ham i dette Tidsrum. Fru Mulvad havde Ret, han var kommen til dette Sted for at paakalde Ungdommen, for at møde Mindet lyslevende, Mindet om unge og lykkelige Dage. Det var ganske rigtig denne Selvfordobling, han trængte til ud fra sit modne Syn at betragte tidligere Tider. Og nu gik han her med en Kvinde, der var som Legemliggørelsen af hans Skuffelser — med akkurat den selvsamme Trods, han selv havde samlet…

De gik — nej ikke sammen — men hver for sig under de susende Fyrretræer, Læbæltet mod Sandflugten, under Træerne fra hans Ungdoms urolige Skov. Suset fra saa mange Aar siden blandede sig med Suset iaften. Og han mindedes, hvad han engang havde lært af et saadant Træ, der stod let og frit og svajede i Blæsten. Det havde sagt til ham med sine svingende Grene: svaje og dog staa fast, det er hele Kunsten, svaje og dog staa fast …

Mørket lagde sig næsten over hans Ansigt, naar han saa ind mellem Træerne. Da hørte han Kirsten Alrø sige:

— Fortæl mig, hvad De tænker om mig? — … Hvad har jeg sagt Dem før?

— Jeg tænker ikke paa, hvad De har sagt mig … svarede Stannius. Jeg gaar her og erindrer tidligere Tider, da jeg gik i den samme Skov, langs dette Skovbryn og under de selvsamme susende Træer. — Vil De høre, hvad jeg tænker paa?

— Jeg tror ikke, De kan fortælle mig noget nyt, sagde hun afværgende.

— Noget nyt? Men er det nu ogsaa derpaa, det kommer an? De har talt om Dem selv og De ved ikke engang, hvem jeg er.

Hun standsede pludselig og greb efter en Gren, der krøb frem i Mørket. Han kunde se, hun stirrede paa ham.

— … Hvem er De da?

Stannius rystede paa Hovedet.

— De vil kun høre Deres egne Ord. De er bange for, at jeg skulde vække en eller anden Svaghed i Dem … saa De virkelig gav Dem til at høre efter, hvad jeg sagde …

Hun stirrede endnu et Øjeblik forundret paa ham. Saa slap hun Grenen, der svippede tilbage i Mørket:

— Aa, hvad begriber De …!

— Men denne Aften har længe været mig kær, udbrød Stannius … længe før jeg traf Dem. Rejsen herover er for mig en Pilegrimsrejse til Ungdommens Land — — … Jeg taler om Erindringen — — akkurat som De om Døden! Jeg er i Erindringens Vold …

Med korslagte Arme stod hun og saa paa ham. Og hun strakte sit Legeme som vilde hun overbevise sig om sin Kraft, sin Evne til helt og fuldt at være sig selv.

— De er i Erindringens Magt, sagde hun. Men Erindringen lyver. — Det gør Døden ikke! Den siger det sidste Ord.

— Jeg tror nu, at Døden er tavs, sagde han med et fattigt Smil… jeg forsikrer Dem, Døden har altid været i Hælene paa mig … Min Fader døde, min Hustru døde og mine Børn har jeg mistet. Og Døden har ramt mig med et endnu haardere Slag — det Menneske, jeg elskede højest er død og maaske ved min egen Skyld … Men sidste Gang, jeg gik her paa dette Sted, var intet af alt dette hændt — og Saarene er saa friske endnu … det har været lange, lange Aar, tilføjede han, og naar jeg taler om det som jeg gør, saa er det for at De blot skal forstaa en lille Smule … De lukker Dem inde i Deres egen Grav — — og ser ikke, at andre lider den samme Skæbne … Kom, lad os gaa, vi har begge godt af at komme ud af Skoven og se det aabne Hav ligge for os.

— Nej, sagde hun og lukkede Øjnene, jeg gaar ikke længere …

— De er bleven bange? — — Jeg fik Dem til at slippe Deres egne Tanker et Øjeblik. Og det gjorde Dem bange, ikke sandt?

— Jeg er bange for at se Havet, sagde hun. Det er saa stort og graat … iaften. Jeg kan tænke mig det, som det er.

— Og alligevel vil det overraske Dem, naar De ser det. Havet overrasker altid… Gid jeg kunde overtale Dem. Kan De høre det?

— Havet …?

— Bølgeslaget …

— Hvis jeg ikke var den, jeg er bleven, sagde Kirsten Alrø og lyttede og tav et eneste Øjeblik, saa vilde jeg glemme alt i evig Lovprisning. Jeg vilde bede Vorherre om at maatte komme til at høre til det Geled af Engle, der bare lovsynger …

— Dér tænkte De paa Havet! udbrød Stannius og løftede sit Hoved. Lad os skynde os — — vi er saa nær derved!

Og denne Gang fulgte hun ham … men dog tøvende, træt paa Legeme og Sjæl som blev hun slæbt afsted mod sin Vilje. De drejede tilhøjre og fulgte en Hugning i Plantagen. Til begge Sider de mørke Stammer og foran dem et højt Stykke Himmel, der lyste klart som var det Dagen selv, der aabnede sig imod dem. Hun standsede et Par Gange, snublende i det dybe Sand — og hver Gang vilde hun sige noget uden at hun dog fik det sagt. Og skønt de ikke gik hurtigt til, var hun bleven forpustet, næsten stakaandet … maaske af Blæsten, der atter slog mod deres Ansigter.

— Der er noget, jeg vil sige Dem …

Hun var standset foran ham med Ryggen mod Lysningen, saa han ikke kunde se hendes Øjne.

— Der er noget, jeg maa sige Dem inden vi naar ud af Plantagen … Hvorfor skal De ikke vide Besked? De vil maaske ikke forstaa mig — — og det er vel ogsaa det bedste. — … Alt hvad jeg sagde Dem før er sandt! Men der er alligevel saa meget andet. Jeg har intet fortalt Dem om mit Liv, kun om mine Følelser. Mit Liv har været helt anderledes… Mine Følelser har været stærke, jeg har kun elsket en Mand og ham ved De, at jeg elsker endnu. Men mit Liv har været Svaghed paa Svaghed, frygtelig svagt og viljeløst …

Hun lagde begge Hænder over Ansigtet og bøjede sit Hoved dybt ned mod Brystet.

— Jeg ved ikke, hvorfor jeg staar og skrifter for Dem — jeg trænger vel til engang at tale ud, fortælle det for alle Vinde i Skovens Mørke. Og saadan er jeg altid — en viljeløs Slave af øjeblikket, jeg som synes at have saa megen Vilje … De ved, at Johannes Mulvad var Maler. Hans Onkel ved De ogsaa, hvem er — den kendte Sanglærer. Jeg tog Timer i Sang hos ham. Han forelskede sig i mig. Men det var ikke ham alene — — saa godt som alle de Mænd, jeg har kendt, har været forelskede i mig. Som oftest ikke længe ad Gangen, næsten altid i en Rus, der snart var forbi igen. Men altid længe nok. Og jeg var svag — aa jeg kunde godt sige nej, det var ikke det … men deres dyriske Voldsomhed kunde jeg ikke staa for, den besejrede mig altid. Det maa ligge i min Karakter netop at vække Mændene saadan. — Jeg sværger Dem til… jeg har aldrig været mine Følelser utro! Men forstaa mig … jeg blev syg af det Liv, jeg levede — der var altid en eller anden Mand paa Jagt efter mig og det endte altid med, at han gik af med Sejren. Jeg vidste iforvejen, hvorledes det vilde gaa. Kun en eneste holdt jeg Stangen, fordi han ikke var som de andre. Det var Johannes Mulvad …

Hun tav et Øjeblik og tog Hænderne fra Ansigtet:

— Nej, De maa ikke sige noget. Hører De, De maa ikke. Der var Tider, hvor jeg samtidig kendte flere Mænd. De kan tro, det var ydmygende. Jeg følte det til sidst som en Slags Pligt … fordi jeg ikke kunde lade være. Og det mærkelige var — at paa samme Tid voksede mine egne, mine virkelige Følelser sig stærke, det var ligesom de drog Næring af alt det andet. Jeg tænkte altid kun paa Johannes, han stod mit Hjerte nær selv i de frygteligste Timer. Tror De ikke, jeg kunde have myrdet hans Onkel, og dog maatte jeg underkaste mig hans Vilje. Men ogsaa det gjorde, at jeg døde — Dag for Dag, Time for Time. Der kom over mig en Angst, som jeg ikke kan beskrive. De kan vist se den i mine Øjne endnu …

— Hvor De er bleven mishandlet! udbrød Stannius og greb efter hendes Hænder… som hun trak til sig.

— Det er jeg vel … Men det var jo netop Lykken i det — den eneste Smule Glæde ved det hele. — — Da Johannes hævede sin Forlovelse med mig — følte jeg det næsten som en Befrielse. Nu kunde jeg uden Bekymring dyrke min Følelse for ham — den var saa stærk, saa uendelig sikker og det eneste, der havde nogen Betydning. Alt det andet tænkte jeg aldrig paa, det var kun noget, der var stærkere end jeg selv … Ja, siden De saa gerne vil forstaa mig, saa kan De jo prøve paa det. Men selv om de tror, De forstaar det — jeg siger Dem, De gør det ikke … Det hører vist ind under et Evangelium, som Tilværelsen prædiker bag de ydre Former. Man maa lystre, selv om man ikke vil. Og jeg har kun lystret … Men Tak fordi De har hørt paa mig — det var vist ikke enhver, der vilde det. Og vil De nu gaa ned til Havet med mig, saa .... Vil De? Vil De virkelig? Aa Tak … Tak.