Den gamle Verden/14
Og nu skyndte de sig afsted over
Sandbjerget og ned mod Plantagen, bag hvis Toppe
Kattegats blaa Stribe skimtedes smal som et
Knivsblad i den gennemsigtige Luft. Tavsheden
over Lyngen, der bredt strakte sig for deres
Fødder, gjorde dem urolige. Hvor var Fru
Mulvad og hvad vilde der hænde, naar de
fandt hende?
De fulgte med Blikket alle de smaa Stier, der snogede sig ud og ind og som Menneskefødder, der underlig nok aldrig træder en Vej lige, havde formet gennem Overdrevet. Men den mørke skikkelse, de stirrede efter, var der ikke. Hun maatte være ved Kattegat.
— Tænker De paa, at vi maa skilles? spurgte Kirsten Alrø pludselig.
Stannius greb efter hendes Haand men fangede den ikke:
— Mener De det …?
— Ja, det mener jeg.
— Vil De ikke se mig mere?
— Nej, Stannius. Det er det eneste, De maa love mig — vi maa skilles! Ellers bliver det akkurat det samme om igen for mig… Vi maa sige hinanden Farvel. Nu maa De vise, at De har Medlidenhed med mig — ja, Stannius, det er første Gang, jeg beder om Medlidenhed!
— De ved, jeg vil aldrig kunne glemme Dem, svarede Stannius. Er alt det gamle dødt — — saa vil De vedblive at leve i min Erindring.
— Jeg ved det, sagde Kirsten Alrø, og jeg føler omtrent paa samme Maade. — Og her burde vi skilles. Netop her — — saa der ikke blev talt flere Ord mellem os! — De skulde saa følge den lille Sti dernede ved Gærdet — og jeg skulde gaa videre for at finde Sophie. Og vi burde aldrig ses mere … — — Er jeg saa ikke modig, Stannius?
— Nu kender jeg Dem igen … sagde Stannius. Men nu maa De ikke falde tilbage til Fortiden! Skal vi alle tre skilles, saa vil jeg ogsaa have Lov til at sige Farvel til Sophie … vi kommer altsaa til at følges et Stykke Vej endnu — —
— Jeg er alligevel lidt bange, kom det sagte og bedrøvet fra Kirsten Alrø, for at komme til at staa helt ene med min pludselige Trang til at være til… det er Sagen, Stannius! Vi maa jo skilles — derfor vilde jeg sige Dem Farvel nu … Og naar jeg kom med Deres Farvel til Sophie, saa vilde hun tilgive mig.
— Nu forstaar jeg Dem ikke, sagde Stannius. Eller skulde jeg forstaa Dem altfor godt? … De sagde før, at De holdt af mig — men er det nu ogsaa sandt? Var det ikke Frygten for, at den Følelse, Fru Mulvad nærede for Dem, skulde glide over paa mig, der har bestemt Deres Handlemaade her i Sandby? Har De ikke blot hele Tiden villet lokke mig bort fra Fru Mulvad … dække hende for mig og mig for hende … Jeg tror, det er hende, De elsker … Ja, De maa ikke blive vred …
Kirsten Alrø vendte sig mod ham:
— Jeg skal svare Dem, siden De spørger, sagde hun saa … Men Forholdet er mere indviklet end De tror … Sophie og jeg staar hinanden saa nær, at … ja, hvis jeg døde, vilde hun føle det som en Lettelse og hvis hun døde, saa vilde jeg maaske føle mig fri — — idetmindste nu efter at jeg har lært Dem at kende! Men saadan er Følelsen altid, Stannius — den er Tyrannen over alle Tyranner … ved De ikke det? Og Stannius — har De nu set tilbunds i min Natur — — er der endnu noget, De vil vide?
Stannius tav og tavse fulgtes de ned mod Plantagen. Da de gik langs den lille cirkelrunde Sø, der spejlede den klare Himmel, spurgte Kirsten Alrø:
— De gaar med alligevel, Stannius?
— Ja, svarede Stannius. Men kun for at tage Afsked … nu ved jeg, vi maa skilles.
I Plantagen var de ved at løbe vild. Uden at ville det fulgte de ikke den sædvanlige Vej, den Brandlinie, der førte direkte til Kattegat. Det var som om de nu engang maatte ind i Fyrretykningen. Idag susede Træerne ikke, de stod saa urokkeligt stille, stigende Luft og Lys, de gamle Træer ludende og krogryggede af Blæst, de yngre endnu brede og lave. Jordbunden duftede af de første Svampe, gule Rørhatte og hvide og røde Fluesvampe, der blanke og vortede borede sig op gennem det altid fugtige Mos …
Medens Fyrregrenene piskede ned over deres Ansigter og Skuldre, satte de Farten op — det var dem en Fryd som to Dyr at arbejde sig gennem denne Naaletykning; der stadig syntes at standse dem og hvis Modstand de overvandt ved at trænge paa med Hænder og Fødder. De løb hver for sig … banede hver sin Vej. Sommetider var de ved at mødes, men uvilkaarligt fjernede de sig fra hinanden. Kirsten Alrø var den ivrigste, saa ivrig, at Stannius kun daarligt kunde følge hende. Hun var da ogsaa først ude af Plantagen og et godt Stykke paa Vej til Klitterne, da han dukkede frem. Men han satte efter hende og de naaede omtrent samtidig op paa Klitryggen.
— Ser De hende? spurgte Stannius stakaandet.
— Hun sidder derhenne … helt nede ved Stranden … Lad os skynde os derned.
De løb langs Klitten, fulgte dens Ryg. Ingen af dem saa paa Havet, der laa ubevægeligt med store Felter af grønne og hvide Bundspejlinger under den helt røgblaa Luft. De saa kun Fru Mulvad. Hvorfor var hun saa travlt optaget? Hvad var det, hun tog sig for?
Da de kom nærmere, løftede hun Ansigtet mod dem. Men kun et Øjeblik. Saa vendte hun tilbage til sin Beskæftigelse. Og de saa nu, at hun sad og byggede i Sandet som et Barn.
Da de stod saa nær, at de kunde se hendes Ansigt, maatte de standse. Den sorte Ibenholtstok laa for deres Fødder som havde hun kastet den dér; men ingen af dem tænkte paa at tage den op … De maatte stirre paa hendes vidunderlig søde Ansigt — dette gamle Barneansigt dernede, furet og rynket, men med et Smil saa lykkeligt som fra Skabelsens Dage, det yndigste Smil. Hun saa paa samme Tid ud som en gammel Mutter og som et Barn — der var i Smilet den dybe Aandsfraværelse, der forbinder alle menneskelige Aldre.
Og hun vedblev at smile.
Kirsten Alrø og Stannius løb ned til hende.
Og Kirsten Alrø tog hende ind til sig, kyssede hendes Pande og nævnede hendes Navn. Hun svarede ikke, smilede kun som ud af de dybeste Erindringer. Hendes Øjne saa slet ikke … Men det var tydeligt, at hun hørte, hvad Kirsten Alrø hviskede til hende og grundede lidt over det — Smilet forsvandt, men det kom straks igen.
… Kirsten Alrø vendte sig bort og brast i Graad. Hun forstod nu, hvor dyrt hun havde købt sin Frihed, nu kendte hun sin Fremtid. — Men Stannius tog det gamle Hoved mellem sine Hænder og kyssede Munden varmt og inderligt og sønligt … som han en Dag i de unge Aar herude havde kastet sig paa Knæ og kysset Jorden.