Den gamle Verden/10
— Tag mig med …
Kirsten Alrø kom løbende efter Stannius udenfor Kroen.
— Tag mig med … Vil De ikke nok tage mig med?
Stannius standsede og greb hendes Hænder:
— Jeg tænker paa at gaa en Tur op over Sandbjærget … det er ganske nær herved, tilføjede han.
— Jeg gaar med … uden Hat, sagde Kirsten Alrø. Sophie har lagt sig til at sove. Hun havde ondt i sit Knæ efter Frokosten, lagde sig paa Sofaen og faldt straks i Søvn. De Smerter i Knæet har hun ikke talt om i lange Tider — hun maa have overanstrængt sig paa Rejsen.
— Hun trænger vel ogsaa til Hvile og Fred … ikke blot i sit Knæ, men i sit Sind.
— Hun er lykkelig, sagde Kirsten. Hun er snart saa lykkelig som man kan blive det i denne Verden. Al min Umage har været spildt… hun drømmer sig bort fra mig.... Og det er Deres Skyld! Jeg er lige ved at sige, at det er Deres Skyld, hun har ondt i Knæet… alle de tidligere Anfald tilhørte netop Perioder, da hun var gladest.
— Og saa tror De virkelig …
— Nej … men hun glider bort fra mig. Hun er bogstavelig talt bleven ti Aar yngre herovre. Hvem vilde tænke, at det var muligt — og dog er det sandt. Hendes Øjnes Udtryk, hendes Bevægelser, hendes Stemme — — aa, jeg mindes hende tydelig som hun var dengang! Og det sker, fordi hun vil. Hendes Vilje vil ikke dø og søger efter Midler, der kan holde hende oppe. Og De er Midlet til Livet … som hendes Vilje har udset sig.
Stannius rystede paa Hovedet:
— Maa hun da ikke være lykkelig?
— Jeg ved det ikke, sagde Kirsten Alrø, jeg ved intet mere… — jo, saa meget ved jeg, at jeg maa følge Dem idag! Imorgen er det maaske anderledes … Men den Magt, De har haft over Sophie, den føler jeg, at De ogsaa har over mig.... Nej, jeg forveksler Dem ikke med nogen anden, tro ikke det!
De drejede ned mod Sandbjerget, en mægtig Klit, der bevokset med Fyr og Gran strakte sig paatværs af Halvøen og naaede omtrent fra Fjorden til Kattegat. Den var dannet af Flyvesand, efter Sagnet i en eneste frygtelig Stormnat .... den lignede en Vold, en lang Barrikade, og den løftede sin bugtede Ryg saa uformodet i det flade Lynglandskab, at man uvilkaarlig spurgte, hvorfra den dog var kommen. Den stod der som et talende og sørgeligt Minde om Sandflugtens Dage og dog var der efterhaanden indtraadt en vis Forsoning mellem den og det øvrige Landskab. Den hørte til og man kom til at holde af den — maaske netop fordi den i sin Tid havde betydet Ødelæggelse og Gru og nu laa der saa fredelig og magelig, spraglet af Sandets stærkt farvede Urter og skærmet af gamle, kronede Fyrretræer, vredne af Blæsten.
Langs Sandbjergets Ryg løb en smal Sti, snogebugtet, i et Pur af Tjørn, Slaaen og Brombær… og den fulgte de. Udsigten var vid, med fri Horisont. Til den ene Side de brune Lyngmarker, isprængt rødviolette Farvetoner hvor Lyngen allerede blomstrede, til den anden Side frugtbare Marker indrammede af Fjordens blaa Bælte. Langtude sporedes Kattegat som en diset Stribe bag den lave Plantage, der syntes at krybe i Knæ for Blæsten.
Og over hele dette sandede Land en bagende Sol. Men hvor der ikke netop var Læ, løb Havblæsten frisk og salt imod dem. Og hun kunde ikke lade være — hun blev staaende længe og indaandede denne friske Luft, der kølede Ansigtet som et Sprøjt af Vand. Det var som Tusinder af smaa Celler i hendes Bryst begyndte med fornyet Kraft at arbejde for at fange Ilten fra Havet.
Saa hørte hun ham sige:
— Her har jeg staaet for tyve Aar siden. Tyve Aar er en lang Tid — og dog synes jeg i dette Nu, at Tiden slet ikke er gaaet, at det var igaar, jeg stod her sidst.
Hun rystede paa Hovedet:
— Det er fordi, De vil føle det saaledes.
— Nej, det er, fordi jeg maa. Jeg bliver saa glemsom og mit Liv forsvinder bag mig … som Blæsten, der farer hen. Jeg kender denne Duft igen … og Solen er den samme … og Sommeren, saa stærk og ren … det kunde godt være mine Spor der i Sandet … sig mig, hvad er Tiden, naar man føler saaledes? Kun en Byrde paa ens Skulder. Og man slænger Byrden bort og den er der ikke mere … Og saa bliver Tiden kun Fornyelse, evig Fornyelse … og Fortiden kun nogle dunkle Minder i ens Sjæl — og disse Minder søger man frem ved Aftentid som Fotografier af en Kasse og man blader dem igennem … men i Dagens Lys er man ny og man vandrer gennem nye Verdener til nyt Liv … bestandig.
Han hørte selv, at hans Stemme lød lidt træt …
… I et Spring satte han pludselig afsted ned ad Voldens Skraaning. Der stod han paa dens Midte i Græs til Knæene og raabte:
— Kirsten Alrø!
— Ja, svarede hun og kiggede ned til ham!
— Lad os forsøge Kunsten at være os selv. Vi er begge to unge … jeg ser det paa Deres Øine og Deres Haar, som Solen skinner i … Og vi vil være, hvad vi er — vi vil være unge! Kom ned til mig og lad os følge den Vej, vi faar Lyst til at følge. Det er jo dog kun sørgeligt at se sine Spor deroppe paa Stien i Sandet, der forlængst skulde have slettet dem. — — Følg mig til Ungdommens Land … ikke i mine Minder, ikke gennem mine Ord, men i Virkeligheden! Minderne — — det er mig selv, jeg fornyer dem … og de bliver til Liv igen!
Og han kaldte atter:
— Kom nu.
— Ja, svarede hun. — — Jeg kommer … Jeg lystrer, ser De nok. — Jeg har jo lovet at følge Dem idag. Bare vi nu ikke brækker Halsen — —
Hun skyndte sig ned ad Skraaningen og stod ved hans Side, lidt fortumlet, med halvaaben Mund og Brynene trukket sammen. Og hun stirrede forskende paa ham… Men han lagde ikke Mærke til hendes Blik, dertil var han for optaget af den pludselige Indskydelse, han havde faaet …
— Hør nu … sagde han. — Nu er vi paa Eventyr! — Vi har aldrig været her før og vi kender ikke meget til hinanden — det gør vi jo heller ikke, vel? Vi har mødt hinanden — jeg tror det var i Toldkjøbing… ja, det var det! — og vi har cyklet herop sammen. Vi er blevet gode Venner paa Vejen — den var saa lang… og den Fod, jeg saa ved hver eneste Pedalomdrejning var saa smuk — — og vi er blevet dus —
— Det er vi da ikke?
— Naturligvis!
— Du skulde herop og bo paa en af Gaardene i Sommerferien og jeg skulde et helt andet Sted hen … men jeg er fulgt med dig og jeg fortryder det ikke. Jeg er virkelig kommen til Eventyr-Landet og det er ikke blot dig, men alt, der gør disse Dage til et Eventyr for mig. Vi lever i en lille Paradis uden Synd og Skyld, og hvad vi ejer af Evner og Kræfter tumler i os og med os … Jeg er beruset af dig og Naturen: det er en vidunderlig Enhed altsammen! Jeg ved ikke, hvor det ene begynder og det andet hører op — hvad der er Dag og hvad der er Nat, hvad der er Hav og hvad der Land … om Morgenen bader vi i det store Vand derude, vi bader sammen — jeg ser dine line Lemmer træde ud i den umaadelige Vandflade … Dagen igennem driver vi om over Lyngen og i Plantagen, vi hjemsøger hele Engen og linder stadig nye Steder og ny Skønhed. — — — Er du med?
— Aa ja, saa nogenlunde …
— Men … jeg har glemt at sige dig, hvad du hedder!
— Ja, det har du! Hvad hedder jeg saa?
— Du hedder Sylvia.
— … Sylvia …
— Ja, det gør du. Du hed Sylvia … og derfor hedder du det endnu. Der er Skov i det Navn, det kan du høre, ikke sandt? Bruset dernede fra Plantagen … Og du er en rigtig Sylvia … en rigtig Skovfugl, munter og alvorlig, evig skiftende … men Munterheden er alligevel det, der bliver tilbage. — — Kan du nok være det?
— Munter?
— Ja …?
— Det ved jeg ikke.
— Jo, du kan. For du er Sylvia. Og kom saa…
— Ja, nu kommer jeg, sagde hun og tog hans Haand. — - Siden du vil det, saa er jeg Sylvia, Skovfuglen. Jeg synger endnu lidt bedrøvet … for Vinteren har været lang. Men jeg synger … og jeg kan lægge Hovedet paa Siden og finde alt det smukt, du holder af. Men hvad holder du af?
— Jeg holder af dig.
— Ja, det ved jeg nok. — Og hvad saa mere?
De skyndte sig afsted, krydsede op over Skraaningen igen og ned paa den anden Side som for at fjerne sig fra deres Udgangspunkt. Her fandt de en Sti, som gennem kløftede Dale førte ned mod en lille Sø, der lignede et Øje. De løb mere end de gik. Han havde taget hendes Arm, de pludrede og lo, og kun deres Fart forraadte dem — det var som om de hele Tiden havde noget, de frygtede, i Hælene.
— Sylvia.
— Ja!
— Hvorfor løber vi?
— Det ved jeg ikke.
— Lad os sætte os.
De satte sig i Græsset, lidt højt tilvejrs, saa de kunde skimte Søen. Han havde længe undgaaet at se paa hende — men nu tog han en rask Beslutning og saa hende dybt ind i Øjnene. Og han kunde ikke se andet end at hans egen Glæde laa forvaret derinde … det var virkelig Sylvia, der sad ved Siden af ham mellem Blomsterne, store, røde Storkenæb og blaa Klokker, rød Timian, og brandgule Evighedsblomster. Til alle Sider lukkede de tæt bevoksede Klitter om dem … og al den tunge Strenghed og Renhed var som formildet i det bløde Eftermiddagslys. Midt i den forblæste Natur sad de som to lykkelig legende Børn.
Han havde lagt sin Arm om hendes Nakke og kyssede hendes Mund:
— Sylvia.
— Ja!
— Hvor Livet er dejligt!
— Ja.
— Har du tænkt dig, det kunde være saa skønt! … Jeg vil være Digter, Sylvia! Der er ikke den Ting i Naturen, som ikke kalder paa mine Sanser — kun paa mine Sanser, ti Hjertets Religion tror jeg ikke paa. Men jeg kan løbe hundrede Mil efter en Duft eller efter en Tone — aa, jeg kan lytte i aarevis til jeg hører den igen. Nej, du forstaar mig vist ikke… lille Sylvia.
— Jeg forstaar, at du er Digter.
— Nej, det er galt, Sylvia. For jeg vil jo ikke høre til de Digtere, der synger af fuldt Bryst, fordi deres Hjerte er ved at sprænges. Jeg vil opleve alt, kende alt, se alt — forstaar du, der skal ligge Tone bag Tone i min Sang, først saa vil jeg synge. Enhver skal høre sit bag mine Melodier, Alverdens Røster skal genlyde i dem. Og derfor maa jeg vente til jeg er bleven saa gammel som Methusalem og jeg maa holde mig frisk nok endda til at kunne synge. Det er paa mine Erindringer, jeg vil digte…
— Dine Erindringer…?
— Ja … Sylvia.
— Men tror du nu ikke … naar du er kommen saa vidt … saa har du lidt alt for meget! Der er sommetider et træt Blik i dine Øjne … jeg siger kun sommetider. Og hvordan vil det være det Blik, naar du har gaaet saa meget igennem?
— Det ved jeg ikke.
— Vil du elske alle de Kvinder, du møder?
— Alle dem jeg kan holde af.
— Holder du af mig?
— Ja, Sylvia, det gør jeg.
— Og du kender mig dog saa lidt. — — … Saa tror jeg aldrig du bliver Digter!
— Men … hvorfor dog ikke?
— Dine Erindringer vil blive altfor bitre… eller altfor søde.
— Og det tror du, Sylvia?
— Tro mig!
De sad tavse en lille Stund. Det var som hans Blik søgte at trænge ind i Fremtidens ukendte dæmrende Land … der laa et alvorligt og beslutsomt Træk om hans Mund … og en pludselig Kuldegysen gennemrystede ham.
— Lad os rejse os, Sylvia. Hvorledes det saa gaar — Livet er dejligt!
— og det skulde blive dejligere og dejligere!
De gik ned ad Stien. Solstrimen over Klittens Kam naaede dem nu og da, saa Lyset om dem var helt gyldent. De gik som i Bølger af Lys og Skygge, i et Lyshav, der skyllede over dem og sænkede sig om dem.
— Og hvorledes vil du opnaa det, Sylvia … at Livet bliver dejligere og dejligere ....?
Der laa et drømmende Smil om hendes Mund:
— Jeg vil elske.
— Som jeg …?
— Nej, kun en eneste Gang. Een Mand. Og han skal gøre Livet dejligere og dejligere for mig.
— Elsker du mig, Sylvia?
— Det tror jeg ikke …
— Men hvorledes skal den Mand være?
— Det føler jeg kun … det kan jeg ikke sige.
— Sylvia, hvorfor kysser du saa mig?
— Aa, hvorfor ikke …?
— Saa vil det vist ogsaa gaa dig galt… Sylvia!
— Maaske du har Ret … Og kys mig alligevel, bryd dig slet ikke om min Fremtid …
De var naaet ned til Søen, der laa i Læ af Plantagen. De fulgte dens cirkelrunde Bred, gik langs med Sivene, som de lod løbe mellem Fingrene. Engang imellem greb hun om et Sivblad og rykkede til, men neppe havde hun faaet Bladet løst, før hun kastede det igen …
Det slog Stannius, at denne lille runde Sø lignede et Naturspejl, hvori den tavse Himmel spejlede sig. Og han sagde det til hende …
Idetsamme traadte de begge helt hen til Vandkanten og saa deres smilende Ansigter spejle sig dernede, Side om Side …
Og Stannius blev pludselig bleg.
Han skyndte sig videre til de var kommet ind i Plantagen.
— Det er en frygtelig Leg, sagde han med eet.
Han standsede:
— Lad os høre op i Tide! — Det er en frygtelig Leg!
— … Aa nej, sagde Kirsten Alrø … det er ingen Leg… Kald mig Sylvia igen!
Hans Stemme var træt.
— Sylvia…
Hun kom hen til ham, lagde sin Arm om hans Hals og lukkede Øjnene:
— Ja.
— Hvad vil du mig?
— Jeg vil være god mod dig.
— God…
— Jeg vil synge for dig … min egen Sang … men helt inde i Skovmørket, helt inde mellem Stammerne, hvor vi kun hører Suset deroppefra…
Og hun tog hans Haand og førte ham med sig. Skoven var tæt og de maatte bore sig frem — Fyrretræernes Bladknipper slog mod deres Ansigter — — og sommetider kunde de hverken komme frem eller tilbage. De saa hinanden staa langtborte og kæmpe for at slippe igennem — de var paa et Sted, hvor Træerne næppe var mandshøje men saa brede, at de druknede mellem Grenene. Men igennem kom de og forrevne og forpustede stod de paa en lille lyngbevokset aaben Plads, hvor Solen endnu skinnede. Der duftede af Ozon og Harpiks …
Hun slog Armene om ham. Men han søgte at vige tilbage:
— Sylvia…
— Ja.
— Hvad vil du saa?
— Forstaar du mig da ikke? Jeg vil gøre dig helt glad. Jeg er jo Sylvia. Og du skal glemme alt andet. Jeg vil lægge dig i mine Arme — og saa vil vi vende tilbage til Naturen… Naturen, som du elsker, jeg vil synke sammen med Skoven og det dybe Sus over vore Hoveder. Ved du, at for mig er du Johannes … ham, der fik mit Hjerte, den eneste, der fik det! — — Skal Skovfuglen synge sin glade Sang for dig — lutter muntre Toner. Ikke en eneste bedrøvet … Og dog er min Sang ikke om Livet men om Døden…
Stannius stod og klappede hendes Kinder, medens hun talte. Han blev saa vemodig. Og da hun tav, saa sagde han blot:
— Nej … nej — du er ikke Sylvia… tilgiv mig det ulykkelige indfald!
— Aa, tag mig i dine Arme, raabte hun og klyngede sig til ham. Nej, du har Ret — jeg er ikke Sylvia. Jeg er Kirsten … og du er Johannes! — — Kender du mig ikke Johannes — det er din Kirsten, der taler til dig … Aa tag mig ind til dig, lad mig gemme mit Hoved ved dit stakkels døde Bryst. Endelig fandt jeg dig igen … lad mig hvile ved dit Hjerte. — Livet var saa dyb en Ensomhed, men i Døden vil vi være to, os to … Aa, jeg har lukket mine Øjne og dog ser jeg dig, min Johannes — — hvor du er bleg …
Hun sank om i Stannius Arme. Han lagde hende varsomt ned i Lyngen og kyssede hendes Mund en eneste Gang. Han holdt paa hendes Arm, der krampagtig, i vild Anspændelse, søgte mod hans Hals … Og et Øjeblik sad han ligesom uden Holdepunkt — saa brast han ud i en nervøs Hulken.