Den flyvende Kuffert

by Hans Christian Andersen

Der var engang en Kjøbmand, han var så riig, at han kunde brolægge den hele Gade og næsten et lille Stræde til med Sølvpenge; men det gjorde han ikke, han vidste anderledes at bruge sine Penge, og gav han en Skilling ud, fik han en Daler igjen; sådan en Kjøbmand var han - og så døde han.

Sønnen fik nu alle disse Penge, og han levede lystigt, gik på Maskerade hver Nat, gjorde Papirsdrager af Rigsdaler-Sedler og slog Smut hen over Søen med Guldpenge, istedetfor med en Steen, så kunde Pengene sagtens gåe, og det gjorde de; tilsidst eiede han ikke mere end fire Skilling, og havde ingen andre Klæder end et Par Tøfler og en gammel Sloprok. Nu brød hans Venner sig ikke længer om ham, da de jo ikke kunde gåe på Gaden sammen, men een af dem, som var god, sendte ham en gammel Kuffert og sagde: "pak ind!" ja, det var nu meget godt, men han havde ikke noget at pakke ind, så satte han sig selv i Kufferten.

Det var en løierlig Kuffert. Så snart man trykkede på Låsen, kunde Kufferten flyve; det gjorde den, vips fløi den med ham op igjennem Skorstenen, høit op over Skyerne, længer og længer bort; det knagede i Bunden, og han var så forskrækket, for at den skulde gåe i Stykker, for så havde han gjort en ganske artig Volte! Gud bevar' os! og så kom han til Tyrkernes Land. Kufferten skjulte han i Skoven, under de visne Blade og gik så ind til Byen; det kunde han godt gjøre, for hos Tyrkerne gik jo alle ligesom han i Sloprok og Tøfler. Så mødte han en Amme med et lille Barn. "Hør du Tyrke-Amme!" sagde han, "hvad er det for et stort Slot her tæt ved Byen, Vinduerne sidde så høit!"

"Der boer Kongens Datter!" sagde hun, "der er spået hende, at hun skal blive så ulykkelig over en Kjæreste, og derfor må der ingen komme til hende, uden Kongen og Dronningen er med!"

"Tak!" sagde Kjøbmandssønnen, og så gik han ud i Skoven, satte sig i sin Kuffert, fløi op på Taget og krøb ind af Vinduet til Prindsessen.

Hun låe i Sophaen og sov; hun var så deilig, at Kjøbmandssønnen måtte kysse hende; hun vågnede og blev ganske forskrækket, men han sagde, han var Tyrkeguden, som var kommen ned igjennem Luften til hende, og det syntes hun godt om.

Så sad de ved Siden af hinanden, og han fortalte Historier om hendes Øine: de vare de deiligste, mørke Søer, og Tankerne svømmede der som Havfruer; og han fortalte om hendes Pande: den var et Sneebjerg med de prægtigste Sale og Billeder, og han fortalte om Storken, som bringer de søde små Børn.

Jo, det var nogle deilige Historier! så friede han til Prindsessen, og hun sagde strax ja!

"Men De må komme her på Løverdag," sagde hun, "da er Kongen og Dronningen hos mig til Theevand! de ville være meget stolte af, at jeg fåer Tyrkeguden, men see til, De kan et rigtigt deiligt Æventyr, for det holder mine Forældre særdeles meget af; min Moder vil have det moralsk og fornemt og min Fader lystigt, så man kan lee!"

"Ja, jeg bringer ingen anden Brudegave end et Eventyr!" sagde han, og så skiltes de, men Prindsessen gav ham en Sabel, der var besat med Guldpenge, og den kunde han især bruge.

Nu fløi han bort, kjøbte sig en ny Sloprok og sad så ude i Skoven og digtede på et Eventyr, det skulde være færdigt til om Løverdagen, og det er ikke så let endda.

Så var han færdig, og så var det Løverdag.

Kongen, Dronningen og hele Hoffet ventede med Theevand hos Prindsessen. Han blev så nydeligt modtaget!

"Vil De så fortælle et Eventyr!" sagde Dronningen, "eet, som er dybsindigt og belærende!"

"Men som man dog kan lee af!" sagde Kongen.

"Ja nok!" sagde han og fortalte: det må man nu høre godt efter. "Der var engang et Bundt Svovlstikker, de vare så overordentligt stolte på det, fordi de vare af høi Herkomst; deres Stamtræ, det vil sige, det store Fyrretræ, de hver var en lille Pind af, havde været et stort gammelt Træ i Skoven. Svovlstikkerne låe nu på Hylden mellem et Fyrtøi og en gammel Jerngryde, og for dem fortalte de om deres Ungdom. "Ja, da vi vare på den grønne Green!" sagde de, "da vare vi rigtignok på en grøn Green! hver Morgen og Aften Diamant-Thee, det var Duggen, hele Dagen havde vi Solskin, når Solen skinnede, og alle de små Fugle måtte fortælle os Historier. Vi kunde godt mærke, at vi også vare rige, for Løvtræerne de vare kun klædt på om Sommeren, men vor Familie havde Råd til grønne Klæder både Sommer og Vinter. Men så kom Brændehuggerne, det var den store Revolution, og vor Familie blev splittet ad; Stamherren fik Plads som Stormast på et prægtigt Skib, der kunde seile Verden rundt, dersom det vilde, de andre Grene kom andre Steder, og vi have nu det Hverv at tænde Lyset for den nedrige Mængde; derfor ere vi fornemme Folk komne her i Kjøkkenet."

"Ja jeg har det nu på en anden Måde!" sagde Jerngryden, som Svovlstikkerne låe ved Siden af. "Lige fra jeg kom ud i Verden er jeg skuret og kogt mange Gange! jeg sørger for det Solide og er egentlig talt den Første her i Huset. Min eneste Glæde er, sådan efter Bordet, at ligge reen og pæn på Hylden og føre en fornuftig Passiar med Kammeraterne; men når jeg undtager Vandspanden, som engang imellem kommer ned i Gården, så leve vi altid inden Døre. Vort eneste Nyhedsbud er Torvekurven, men den snakker så uroligt om Regjeringen og Folket; ja, forleden var der en gammel Potte, som af Forskrækkelse derover faldt ned og slog sig i Stykker! den er frisksindet, skal jeg sige dem!" - "Nu snakker du for meget!" sagde Fyrtøiet, og Stålet slog til Flintestenen, så den gnistrede. "Skulde vi nu ikke have en munter Aften?"

"Ja lad os tale om, hvem der er meest fornemme!" sagde Svovlstikkerne.

"Nei, jeg holder ikke af at tale om mig selv," sagde Leerpotten, "lad os fåe en Aftenunderholdning! jeg vil begynde, jeg skal fortælle sådant noget, Enhver har oplevet; det kan man så rart sætte sig ind i, og det er så fornøieligt: "Ved Østersøen ved de danske Bøge!"

"Det er en deilig Begyndelse!" sagde alle Talerknerne, "det bliver bestemt en Historie, jeg kan lide!"

"Ja, der tilbragte jeg min Ungdom hos en stille Familie; Møblerne bleve bonede, Gulvet vasket, der kom rene Gardiner hver fjortende Dag!"

"Hvor De dog fortæller interessant!" sagde Støvekosten.

"Man kan straks høre, at det er et Fruentimmer, som fortæller; der gåer sådant noget Reenligt derigjennem!"

"Ja det føler man!" sagde Vandspanden, og så gjorde den af Glæde et lille Hop, så det sagde Kladsk på Gulvet.

Og Potten blev ved at fortælle, og Enden var ligeså god som Begyndelsen.

Alle Talerknerne de raslede af Glæde, og Støvekosten tog grøn Petersille af Sandhullet og bekrandsede Potten, for den vidste, det vilde ærgre de Andre, og: "bekrandser jeg hende idag," tænkte han, "så bekrandser hun mig imorgen."

"Nu vil jeg dandse!" sagde Ildklemmen, og dandsede; ja, Gud bevar' os, hvor den kunde sætte det ene Been i Veiret. Det gamle Stolebetræk henne i Krogen revnede ved at see på det! "Må jeg så blive bekrandset!" sagde Ildklemmen, og det blev hun.

"Det er dog kun Pøbel!" tænkte Svovlstikkerne.

Nu skulde Theemaskinen synge, men den var forkjølet, sagde den, den kunde ikke uden den var i Kog; men det var af bar Fornemhed, den vilde ikke synge, uden når den stod på Bordet inde hos Herskabet.

Henne i Vinduet sad en gammel Pennefjer, som Pigen pleiede at skrive med; der var ikke noget mærkværdigt ved den, uden at den var dyppet alt for dybt i Blækhuset, men deraf var nu den stor på det. "Vil Theemaskinen ikke synge," sagde den, "så kan den lade være! udenfor hænger i et Buur en Nattergal, den kan synge, den har rigtignok ikke lært noget, men det vil vi ikke tale ondt om i Aften!"

"Jeg finder det høist upassende," sagde Theekjedelen, der var Kjøkkensanger og Halvsøster til Theemaskinen, "at sådan en fremmed Fugl skal høres! Er det patriotisk? Jeg vil lade Torvekurven dømme!"

"Jeg ærgrer mig kun," sagde Torvekurven, "Jeg ærgrer mig så inderlig, som Nogen kan tænke sig! er det en passende Måde at tilbringe Aftenen på, vilde det ikke være rigtigere at sætte Huset på den rette Ende? Enhver skulde da komme på sin Plads, og jeg vilde styre hele Codillen. Det vil blive noget andet!"

"Ja lad os gjøre Spektakel!" sagde de Allesammen. I det samme gik Døren op. Det var Tjenestepigen, og så stode de stille, Ingen sagde et Muk; men der var ikke en Potte, uden den jo nok vidste, hvad den kunde gjøre, og hvor fornem den var; "ja, når jeg havde villet," tænkte de, "så skulde det rigtignok blevet en munter Aften!"

Tjenestepigen tog Svovlstikkerne, gjorde Ild med dem - Gud bevar' os, hvor de spruttede og brændte i Lue.

"Nu kan da Enhver," tænkte de, "see at vi ere de Første! hvilken Glands vi have! hvilket Lys!" - og så vare de brændt ud."

"Det var et deiligt Eventyr!" sagde Dronningen, "jeg følte mig så ganske i Kjøkkenet hos Svovlstikkerne, ja, nu skal du have vor Datter."

"Ja vist!" sagde Kongen, "du skal have vor Datter på Mandag!" for nu sagde de du til ham, da han skulde være af Familien.

Brylluppet var nu bestemt, og Aftenen forud blev hele Byen illumineret; Boller og Kringler fløi i Grams; Gadedrengene stode på Tæerne, råbte Hurra og peb i Fingrene; det var særdeles pragtfuldt.

"Ja, jeg fåer vel også see til at gjøre Noget!" tænkte Kjøbmandssønnen, og så kjøbte han Raketter, Knaldperler og alt det Fyrværkeri, der tænkes kunde, lagde det i sin Kuffert, og fløi så med det op i Luften.

Rutsch, hvor det gik! og hvor det futtede.

Alle Tyrkerne hoppede i Veiret ved det, så deres Tøfler fløi dem om Ørene; sådant et Luftsyn havde de aldrig seet før. Nu kunde de da forståe, at det var Tyrkeguden selv, som skulde have Prindsessen.

Såsnart Kjøbmandssønnen igjen med sin Kuffert kom ned i Skoven, tænkte han: "jeg vil dog gåe ind i Byen, for at fåe at høre, hvorledes det har taget sig ud!" og det var jo ganske rimeligt, han havde Lyst til det.

Nei, hvor dog Folk fortalte! hver evige Een, han spurgte derom, havde seet det på sin Måde, men deiligt havde det været for dem Allesammen.

"Jeg såe Tyrkeguden selv," sagde den Ene, "han havde Øine, som skinnende Stjerner og et Skjæg som skummende Vande!"

"Han fløi i en Ildkåbe," sagde den Anden. "De deiligste Englebørn tittede frem fra Folderne!"

Jo, det var deilige Ting, han hørte, og Dagen efter skulde han have Bryllup.

Nu gik han tilbage til Skoven, for at sætte sig i sin Kuffert - men hvor var den? Kufferten var brændt op. En Gnist fra Fyrværkeriet var blevet tilbage, den havde tændt Ild, og Kufferten var i Aske. Han kunde ikke mere flyve, ikke mere komme til sin Brud.

Hun stod hele Dagen på Taget og ventede, hun venter endnu, men han gåer Verden rundt og fortæller Eventyr, men de ere ikke mere så lystige, som det han fortalte om Svovlstikkerne.