Den første Sten
DEN FØRSTE STEN
esus stod i Helligdommen, øverst på Trappen
til Kvindernes Forgård, og lærte Jerusalems unge.
Det var ved det tredje Hanegal, og Basunerne havde nylig lydt, men endnu var her tomt og stille.
Den tidlige Morgensol skinnede ind mellem de tvende Indgangssøjlers Skygge, i en varm, gylden Stribe hen over alle de mørke og lyse, krushårede Hovedet og alle de slanke, hvide Nakker, som vendte mod Mesteren.
De sad i Kres op ad den brede Trappes Marmortrin, i Alderen fra elleve til femten År, og lyttede opmærksomt.
Oppe i Solskinnet stod han, høj og ungdommelig slank i sin hvide, folderige Kiton. Hans vinrøde Hår glødede gyldent i det stærke Lys, Kitonens Opslag legede som store, hvide Vinger om hans Skuldre. Den højre Hånd løftedes indpræntende.
Bag ved, inde i Tempelgangens kølige Skygge, stod hans Disciple med Hænderne støttet på de lange Stave eller lænet mod Pillerne, med sænkede Hoveder lyttende til, hvad deres Herre talte til de unge. Længere inde tabte Søjlerækkerne sig i Templets hemmelighedsfulde Mørke, hvorfra der endnu åndede fugtig Nat.
Men bag ved Børnene strakte Trapperne sig ned i Hedningernes åbne Forgård med det brogede Flisegulv, og op gennem den yderste søjlegang summede den fjærne Larm af den store By, som vågnede til Passahfesten.
Til højre mellem Pillerne skimtedes Oliebjærgets skovgrønne Skrænter med solgnistrende Havemure. Solen bagte allerede hedt derude, men herinde var køligt og svalt.
Et Par hvide Duer fløj med baskende Vingeslag under Cederloftets forgyldte Felter; langt inde i Helligdommens Søjleskov lød Tempelbrøndenes klare, stadige Rislen, og ovre fra Leviternes Kamre hørtes et Par gamle Præsters samtalende Stemmer.
Jesus fulgte med Øjnene de kresende Duer; lys og klingende tonede hans Stemme gennem den årle Stilhed.
Det var om Passahfesten, han talte — om den lykkelige Fest, der fejredes, når Regntidens mørke Dage var omme — og om Våren, som nu vågnede der ude i Landet under Jerusalems høje Ringmure, om Skovene hist ovre på Oliebjærget, hvor Fuglesangene jublede fra Morgen til Aften, om Blomsterskarernes purpurne Mylder i Josafats Dal, og om Hvedestråenes grønne Tæppe over Jerikos sorte, pløjede Marker — om al det unge, voxende Liv i Vårens forjættelsesrige Tider.
Og han sagde de lyttende unge, at de var som Våren, rige på Løfter om kommende Somre for hele Palæstinas Land. Og han priste dem salige, fordi de var rene som Blomsterne ved Kedrons Bæk.
„Salige, salige er I, jordens Salt vil jeg kalde Eder, ti I er Livets opholdende Kraft. Verdens sande Herrer er I i Eders Uskylds hvide Klædebon, ti I er rene for Gud. Men vogter Eder for Syndens Besmittelse.“
Jesus tav og trak Vejret langt, et Øjeblik dvælede hans Øjne på den høje Forårshimmel, som blændende blå svævede over Kollonadernes hvide Marmorrækker.
Så så han ned på de unge, hvis Åsyn blussede af ivrig Stolthed og Glæde, og der lyste et lykkeligt Smil over hans magre Ansigt.
Det var ham, mens han således stod og så på disse skære Pander, disse klare Øjne og rene Munde, som fornam han den Sæd gro, han havde sået — som anede han en anden og lykkeligere Slægt her i Israels Land, en Slægt, som den han havde drømt i sine stolteste Stunder, rank og god, lutret for Adams gamle Brøde og derfor ejende åbne Hænder og Hjærter fulde af Kærlighed, en Slægt, der var retfærdig og vis, fordi dens Tanker var rene og frie for Synd.
Børnene rørte sig ikke, men smilte til ham, som ventede de mere, de gamle Leviters Stemmer tabte sig i det fjærne. Tempelbrøndene rislede.
Men da pludselig blev Morgenstilheden brudt af højrøstet Larm, af hæftige Stemmer, der skreg op mod hverandre, af hastende Fødder og Udbrud af Latter og Harme.
Larmen kom nede fra Ofel og steg som en Bølge op ad Trapperne til Hedningernes Forgård.
De unge vendte sig nysgærrige og ængstelige, Jesus kom et Skridt frem, mens hans Disciple hurtigt samlede sig om ham. Simons sammenløbende, brune Bryn løftede sig spejdende, han knugede Hånden fastere om den tunge Stav.
Nu dukkede Hoveder op over Trappen, og Bølgen væltede ind over Forgården. I et Nu var den store Hal fyldt af en broget Menneskesværm, som trængtes og brødes for at komme frem, mens Larmen genlød under de høje, mørke Cederlofter — Templets højtidsfulde Ro var med ét Slag brudt.
Forrest i Mængden trængte to Farisæere sig frem, i deres Hastværk snublende over deres lange Kjortler, slæbende en Kvinde imellem sig.
Den ene Farisæer var høj og mager, hans folderige Kåbe flagrede om ham, en Turban var snæret stramt om hans gule Pande, hvorunder to sorte, vilde Øjne flammede frem, hans skægløse Mund stod åben for hans hvide Tænder, og hans knoklede Hånd holdt fast om Kvindens ene Arm; den anden klemte hans Fælle, der var lille og fed, med sorte, stikkende Øjne under Brynenes Fedtpuder og fugtig, fyldig Mund, i sin korte, tykke Næve.
I hastigt Løb slæbte de Kvinden frem foran Trappen; dér sank hun sammen, som bevidstløs. Der sås intet andet af hende end det lange, sorte Hår og de hvide, nøgne Arme. Bagved trængtes Mængden, nu ganske stille, grådigt lyttende.
„Mester“, udbrød den høje Farisæer med skingrende Stemme og trådte et Skridt op ad Trappen, idet han slæbte Kvinden med, „hvad skal vi gøre med denne Kvinde? Vi greb hende i denne Time i åbenlys Hor, bolende med sin Elsker i sin Husbonds Kammer, på sit Ægteskabs-Leje — Mester, hvad skal vi gøre med hende? Vi bragte hende hid, for at din Retfærdighed skal fælde hendes Dom.“
Han fæstede sit hadefulde, fanatiske Blik på Jesus.
Jesus var veget et Fjed tilbage, hans Hænder pressede sig mod Pillens kolde Sten — der blæste som en stinkende Vind op imod ham, der slog som en Bølge af Smuds mod Marmortrappens rene Trin. Angstfuldt søgte hans Øjne Børnene, som rædselsslagne var tyet op mellem hans Disciple.
Men nede foran Trappen lå Kvinden bøjet på det grønne Mosaikgulv, hyllet i sit lange, tætte Hår, fra hvis vilde, sorte Manke der steg en hed, tung Duft af Moskus og Myrra — et skønt, vildt Dyr, fanget i kløgtige Menneskers Snare.
Jesus så hende, og han så de to Farisæere, den højes asketiske, blodtørstige Ansigt, og den fedes Hånd, der vellystig klemte om Synderindens fyldige, bløde Arm.
Hans Blik gled videre ud over Mængden, som trængtes bagved, Hoved ved Hoved, og han så dem alle — Oldinges Skaldepander, ludede fremad med griske Blikke og med magre Hænder famlende i det store, grå Skæg, Mænd med opbragte, ængstede Husbondsansigter, Ynglinge med rødmende Pander og Jomfruer med blussende Kinder og forvirrede Øjne — han så de gamles afmægtige Begær, og de lønlige, forskræmte Blikke, de unge vexlede.
Der var blevet ganske stille, Solen skinnede, og i Templets dybe Tavshed hørtes kun Mængdens hastige Åndedræt og de skræmte Duers Vingeslag. Moskusduften svømmede i den ophedede Luft. Ovre fra Oliebjærget lød et Æsels vrede Vrinsken og fjærne Stemmer.
Jesus var gledet ned ved Søjlens Fod, han sad bøjet fremad og tegnede med sitrende Finger i Flisens Støv, hans Skuldre rystede som i Gråd.
Den tykke Farisæers Mund fortrak sig til et tvært og hånligt Grin, han klemte fastere om Synderindens Arm, men den høje, der et Øjeblik var blevet lammet af Stilheden, foer nu atter op og udbrød med sin skingre Stemme:
„Mester, Mester, så svar os nu — hvad skal vi gøre med hende? svar! vi kender Moseloven, skal det gå hende efter den?“
„Ja! ja!“ skreg Mængden og trængte atter på, Eder og Råb hørtes, Næver fægtede, og Fødder snublede, „Moseloven! Moseloven! sten hende! sten hende!“
Jesus hævede sit blege Ansigt, det var fortrukket som i den højeste Pine; hastigt og sagte, men hørligt for alle, mumlede han:
„Den, som er ren, kaste den første Sten."
Og atter dukkede han Hovedet og skrev i Støvet.
„Den, som —“
Farisæeren veg et Skridt tilbage, hans gullige Ansigt blev gusten-gråt; pludselig vendte han sig om og brød med et hæst Skrig bort gennem Mængden.
Den tykke gav Slip på Kvindens Arm, som tung og slap faldt ned på Fliserne — et Øjeblik efter var han forsvunden.
Oldingene rykkede forbavset Hovederne tilbage og skulede til hverandre, Ynglingenes og Jomfruernes Øjne mødtes, og deres Ansigter blussede som i en hed Bølge. Hele Skaren vaklede, mens alles Blikke spørgende søgte Jesus, som blev siddende sammensunken ved sin Søjle.
Kvinden rørte sig ikke af Stedet, men gennem det sorte Hår gled to store, vidtopspilede Øjne, sorte af Tårer og Rædsel, op mod Jesus' bøjede skikkelse, en lille, fyldig Hånd søgte langsomt frem over Mosaikflisen.
Da suste det forbi hans Øre — et Forfærdelsens Skrig slog op mod Loftet, Mængden væltede frem over hverandre, så blev alt atter stille — kun en pibende Jamren lød, Synderinden vred sig foran Trappen, med bægge Hænder presset mod Hovedet; der stod et Blodsprøjt ud mellem hendes krampagtige Fingre.
Jesus var oppe i et Nu — som en Stålfjeder — med stirrende Øjne.
I det samme løftede Kvinden sig på Knæ, og for første Gang så han hendes Ansigt, lille og ovalt, dødsblegt med opspilede, svovlblå Øjne og blussende Mund — et vildt fortvivlet, anklagende Blik — så faldt hun ned over Trappen, gled et Stykke ned ad Trinene og strakte sig ud i et Gisp. Blodet blev ved at pible frem under det udslagne Hår.
„Hvem? hvem?“ stammede Jesus.
Ingen svarede, Mængden trængte sig langsomt bort, sky Blikke kastedes tilbage mod Ofret og Jesus, som dirrede af Vrede.
Men foran Trappen stod hun, som kastede Stenen, rank og lille, i sin fodside, hvide Kjortel, med endnu en tung, grå Sten presset op mod det lave Bryst, holdende anstrængt på den med de spæde, udspilede Fingre og de tynde, hvide Arme.
Hendes Mund skælvede, men klare og stolte hvilede hendes Øjne på Jesus, femten-års-rank knejste hendes Jomfrunakke. Under Kjortelsømmen stødte en lille, sandalprydet Fod til hendes syndefulde Søsters Lig.
„Jeg, Herre, kastede Stenen — jeg var ren.“
Jesus stirrede på hende — han kendte hende, hun havde siddet øverst på Trappen, da han talte til dem om Vårens Uskyld og rige Forjættelser.
❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧