Den danske Rigsdag/3/20
Monrad, Ditlev Gothard, Biskop over Lolland-Falsters Stift,
Dr. theol. og phil., er født den 4. Novbr. 1811. En
mærkeligere, en interessantere og en mere glimrende begavet Mand
har vort lille Land næppe frembragt i dette Aarhundrede. Han
er en Søn af kongelig Fuldmægtig, senere Foged i Norge,
Otto Sommer Monrad og Charlotte Riis og røbede alt som
Barn en ejendommelig Karakter og forbavsende Evner. Han
legede ikke som andre Børn, men hængte med en rastløs Flid
over sine Bøger. Det var under trange Kaar at han tilbragte
sin Ungdom; han gik først i Vordingborg Skole, men fik
derefter Privatundervisning og dimitteredes paa den Maade i 1830
til Universitetet med Udmærkelse. Ogsaa anden Eksamen tog
han med Udmærkelse, og han kastede sig derpaa med formelig
Lidenskab over det teologiske Studium. Han boede paa Regentsen sammen med Historikeren Allen, og denne, der iøvrig ogsaa
var en meget flittig ung Mand, anvendte ofte List for at faa
Monrad fra den overanstrængende Læsning. I Juli 1836 gik
han op til Embedseksamen og var saa glimrende forberedt, at
det straalende Udfald baade af Professorer og Medstuderende
ansaas for givet. Da han havde hentet sit stolte Egregie, bragte
Studenterne ham en jublende Hyldest i Universitetsgaarden, og
man vil vide, at den den Gang beskedne, næsten undselige unge
Mand blev helt forlegen og betaget af denne Ovation. Efter
en Udenlandsrejse tog han atter fat paa sit stille og udholdende
Granskerliv og erhvervede sig i 1838 den filosofiske Magistergrad.
Han var allerede anset for en lærd og kundskabsrig Mand, og
hans Interesse syntes alene helliget de boglige Sysler. Da
tændtes der pludselig en anden Glød i hans Indre og den tog
i lange Tider Magten fra Videnskaben. Han kastede Bøgerne
bort og blev Politiker med hele sit Liv og sin Sjæl.
Frederik den Sjette var død, og Datidens unge liberale Brushoveder med Orla Lehmann, Ploug og Hage i Spidsen havde indbudt til et Møde i Hotel d'Angleterre for at drøfte Overrækkelsen af en Petition til Kristian den Ottende om en fri Forfatning. Monrad havde ingen Tanker for sligt; han var fordybet i et alvorligt, videnskabeligt Arbejde og var i den mørke Aften paa Vejen hjem for at fortsætte sine stille Studier. Da hørte han nogle livlige unge Mennesker, der i højrøstet og ivrig Samtale kom ned ad Gaden. Han gjenkjendte Frederik Barfods Stemme og spurgte denne, hvad der var i Vejen. Barfod fortalte om det Møde, de skulde til, og de unge Mennesker vilde absolut have Monrad med, men han vægrede sig haardnakket, og halvt med Magt trak de ham med ind i den tætpakkede Sal. Her flød der Varme, begejstrede og i højeste Grad veltalende Ord over Læberne, og Stemningen var netop paa Højden, da en ukjendt Røst nede i Forsamlingen forlangte Ordet. Det var Monrad. Hans Foredrag var stammende og hans Form langtfra saa glimrende som flere af de foregaaende Taleres; men i den Grad var der Varme, Indhold og dybe Tanker i hans Tale, at han elektriserede Forsamlingen, og Dagen efter var til det store Publikums Forbavselse den stilfærdige og lærde Magister valgt ind i den Komite, der skulde overbringe Kongen Petitionen. Saaledes var Monrads politiske Daab og ligesaa uventet og pludselig den var, ligesaa gjennemsyrende blev den. Fra den Tid var han Politiker og var det først og fremmest. Han blev nu Medredaktør af „Fædrelandet” og skrev fortræffelige Artikler heri, han udgav nogle mærkelige politiske Flyveblade og redigerede fra 1843 til 1846 „Dansk Folkeblad”. Samtidig tog han levende Del i den ved Begivenhederne i den slesvigske Stænderforsamling vakte nationale Bevægelse, var kort, sagt paafærde allevegne, hvor det politiske og nationale Element spillede ind med. Han blev snart meget populær og valgtes i 1841 til Borgerrepræsentant i Kjøbenhavn.
Saa søgte han Præstekald og befordredes den 23. Septbr. 1846 til Sognepræst for Vester-Ulslev paa Lolland. I denne Stilling blev han, der imidlertid var bleven Stænderdeputeret i Roeskilde, dog ikke længe, ti med Kristian den Ottendes Død og de derefter følgende skæbnesvangre Begivenheder tændtes Frihedslyset herhjemme, og der var da anden Brug for en Mand som Monrad. Efter de bevægede Kasinomøder, til hvilke han var Medindbyder, og det derpaa følgende store Folketog til Kongen blev Martsministeriet dannet, og i dette fik den 36aarige Monrad Sæde som Kultusminister. Det blev dette Ministeriums Opgave at træffe de første Foranstaltninger til det slesvig-holstenske Oprørs Underkuelse, og umiddelbart efter Sejren ved Bau at tage Kampen op med Preussen og flere mindre tyske Stater. Det var en saare vanskelig Opgave, men den løstes fortræffelig. Med det Kjendskab, man senere fik til Monrad, vil man nu vide, at han havde sin ærefulde Andel heri. Paa det legislative Omraade blev det Ministeriets Opgave at udarbejde de gjennemgribende Lovforslag, der skulde forelægges den den 23. Oktbr. 1848 sammentrædende grundlovgivende Rigsforsamling. Herigjennem fik Monrad, den af alle anerkjendte afgjørende Indflydelse paa Grundlovsudkastet og paa Valgloven, og dette gav ham Ret til at indtage den fremtrædende Plads, han fik paa Konstantin Hansens berømte Billede af Rigsforsamlingen.
Den 15. November 1848 gik Ministeriet af, og i det omdannede Kabinet fik Monrad ikke Sæde. Derimod udnævntes han i Februar 1849 til Biskop over Lolland-Falsters Stift. Medens Monrad ikke deltog i den grundlovgivende Rigsdags egentlige Arbejde, valgtes han straks efter Grundlovens Vedtagelse til Medlem af Folketinget. Den 4. Decbr. 1849 kaaredes han i Nykjøbing paa Falster og holdt paa en ganske kort Afbrydelse nær denne Kreds, indtil han i 1865 nedlagde sit Mandat. Han stod saa godt som altid ene paa Valgtribunen og valgtes stedse ved Kaaring.
I Folketinget spillede han straks en overordentlig fremragende Rolle, og han og Hall bleve hurtig de anerkjendte Førere for det mægtige narionalliberale Parti. Som saadan optog han den voldsomme Kamp imod Ministerierne Bluhme og Ørsted, og han havde Hovedandelen i de Skridt, der foretoges. Følgelig ramte Banstraalen ham ogsaa. Den 26. April 1854 blev han afskediget fra sit Bispeembede paa Grund af sin Opposition, men dette Martyrium forøgede kun hans Popularitet. Ministeriet Ørsted maatte kort efter bukke under for begge Tingenes energiske Modstand, og allerede den 1. April 1855 konstitueredes Monrad til Overdirektør for Almue- og Skolevæsenet i Danmark samt til Departementschef i Kultusministeriet. Den 1. Decbr. s. A. fik han fast Udnævnelse og udfoldede i denne Gjerning en udmærket og velsignelsesrig Virksomhed.
I Folketinget vedblev han at spille sin fremragende Rolle og valgtes den 8. Januar 1856 til Medlem af Rigsraadet efter Lov af 2. Oktbr. 1855. I 1858 blev han Direktør i Kultusministeriet, og samme Aar optoges han til Medlem af Akademiet for de skjønne Kunster. Aaret efter traadte han som Kultusminister ind i Halls Kabinet, og efter det korte Rotwittske Regimente blev det Monrad, der den 24. Februar 1860 dannede det nye Ministerium, hvor Hall atter blev Konsejlspræsident og Monrad Kultusminister samt midlertidig Indenrigsminister. Denne sidste Portefølje afgav han i September 1861 til Orla Lehmann, medens han selv beholdt Kultusministeriet, indtil Ministeriet, lige foran det truende Uvejr, den 24. Decbr. 1863 samlet indgav sin Dimission.
Her kommer nu et mørkt Punkt i Monrads politiske Liv. Ministeriet havde kun indgivet sin Dimission, for under den farefulde Situation at give Kongen frie Hænder til at vælge sig andre Raadgivere; men i fornødent Fald var Ministeriet beredt til at føre Kampen tilende, og dets Medlemmer havde lovet hinanden trofast Sammenhold. Ja, man vil vide, at ved den sidste Sammenkomst tog Lehmann et højtideligt Løfte af samtlige Medlemmer om ikke at svigte hinanden, men at staa sammen enten det gik saa eller saa. Det vakte derfor en berettiget Overraskelse, da Monrad paa egen Haand dannede sit bekjendte Kabinet, der af Folkevittigheden døbtes „Millionministeriet”, fordi man mente, at Monrad var det eneste Ettal i det, medens de seks andre vare Nuller; men man maa rigtignok den Gang have været meget rig paa dygtige Mænd, siden saadanne Navne som Casse, Nutzhorn, Engelstoft, Simony, Lundby og Lütken og senere Quaade, Johannsen, Carlsen og Reich regnedes for Nuller.
Monrad tog naturligvis Styret i den mest patriotiske Hensigt. Han troede at skylde sit Fædreland det, og for dette Hensyn maatte alle andre vige. Han følte de stærke Kræfter i sig — Absalonnaturen — og han troede, at han kunde samle det danske Folk til en heroisk og fortvivlet Kamp.
Hans betydeligste Brøde var, at han tog Fejl heri; den første Slappelse i Folket skyldtes netop Ministerskiftet. Men han tog fat med god Fortrøstning og en ærlig Vilje. Han fulgte Kongen til Hæren og saa det store Drama blive indledet. Da kom for ham, som for alle, det knugende Slag med Dannevirkes Rømning, og her fik Monrad Brug for al sin Overlegenhed, al sin Selvbeherskelse og al sin Aandsnærværelse. I Jærnbanewaggonen udkastede han det bekjendte Manifest til det danske Folk, der begyndte med hine altsigende Ord: „Landet ligger aabent for Fjenden!” Han kom til Kjøbenhavn, og Raabet „Forræder” susede ham om Ørene. Aldrig har han maaske været større end den Gang; han knuste sin egen Sorg og Ængstelse og holdt en Forsvarstale i Rigsdagen for det skete, der i ægte Veltalenhed og storslaaet Effekt staar uopnaaet herhjemme. Han søgte at samle Folket til den store, haabløse Kamp, og han søgte at indgive det sit Mod og sin Fortrøstning, men Folket var knuget. Krigen gik sin sørgelige Gang, og det var nærmest Regjeringens Skyld, at Dybbøl blev holdt for længe, og at meget dyrebart Blod spildtes til ingen Nytte. Saa kom Londonnerkonferencen, men her greb han ikke til i rette Tid, eller det kunde maaske ikke lade sig gjøre. Vi opnaaede intet, og med Als' Fald var Danmarks Modstand brudt.
Den 11. Juli 1864 gik Ministeriet Monrad af og afløstes af Ministeriet Bluhme, hvis sørgelige Lod det blev at afslutte den ydmygende Fred. Nu var Monrads Mod knækket, hans Styrke brudt. Han blev vel en Tid herhjemme og passede sin Rigsdagsgjerning, men Luften blev ham for trang, han maatte ud under andre Omgivelser og i nye Forhold. Saa var det, at han foretog sin mærkelige Udvandring til Ny-Zeeland, hvor han levede over 3 Aar som Agerdyrker. Det er ofte bebrejdet Monrad, at han forlod sit Fædreland, netop da det havde bedst Brug for alle gode Kræfter, og der er noget rigtigt i denne Bebrejdelse, men paa den anden Side bør man ikke overse, at en Mand, der havde baaret et saadant Arbejde og et saadant Ansvar, samt havde lidt et saadant Nederlag, vel kunde trænge til at sunde sig paa en ekstraordinær Maade for atter at samle Kræfter til bedste for Fædrelandet.
Han vendte tilbage, men med Tvivl i Hjærtet om det Lands Fremtid, han elskede saa højt. Straks efter sin Hjemkomst holdt han de mærkelige, men alt andet end løftende Foredrag paa Universitetet, som ere kaldte „Drømmerier”. Det var en Række aandfulde og dybe Tanker, men fulde af Tvivl og af Mismod. De gjorde i Sandhed ikke Gavn. Saa skrev han under Mærket „D—d” en Række højst interessante og i en vis Forstand glimrende Artikler i „Berlingske Tidende”, men ogsaa her var Uklarheden og Raadvildheden fremherskende. Han blev derefter Præst i Brøndbyerne, og i 1871 paany Biskop over Lolland-Falsters Stift, men han higede dog stadig efter praktisk Politisk Virksomhed. I 1871 stillede han sig ved et Suppleringsvalg i Helsingør, men faldt for den højst ubetydelige Politiker, Konsul Ulstrup, og Aaret efter forsøgte han sig ved det ordinære Valg i Roeskilde, men bukkede ogsaa her under for en meget lille Mand, Ole Larsen af Rørbæk. I Helsingør var det Højre, der havde vraget Monrad, i Roeskilde var det Venstre. Intet af Partierne turde have med ham at gjøre; ti ingen vidste, hvad han vilde. Saa sad han i sin Bispegaard og udsendte Aar efter Aar de saakaldte „Politiske Breve”, der afhandlede Dagens Spørgsmaal, altid paa en aandfuld og original Maade, men det faste og klare Standpunkt manglede stedse. Den stærke positive Natur havde Tvivlen gjort negativ. Nu i hans 71de Aar har han atter betraadt den politiske Arena, idet han den 16. Mai 1882 valgtes i Middelfart til gamle Balthazar Christensens Efterfølger. Her var det mærkeligt nok Yderpunkterne: det radikale Venstre og Højre, der satte hans Valg igjennem, medens de Moderate bekæmpede ham.
Monrad har været en af vore ypperligste Folketingsmænd og en fortrinlig Fagminister. Ogsaa som Embedsmand har han vundet et overordentligt Navn. Ingen Biskop kan være mere omhyggelig og virksom end Monrad, ingen har mere Avtoritet og ingen et bedre Greb paa at stille sig i det rette Forhold baade til Kirkens og Skolens Tjenere. Han nyder da ogsaa en kvalificeret Anseelse og Agtelse. Hans Arbejdsdygtighed har altid været forbavsende og baade som Minister og som Embedsmand har den givet sig slaaende Udtryk. Det, han kunde overkomme at gjøre og gjøre udmærket godt, var ofte mere end tre andre Dødelige. Han har i sin saakaldte „Fritid” skreven videnskabelige Værker af stor Værdi og af et mægtigt Omfang. En smuk Anerkjendelse af hans teologiske Forfattervirksomhed ydedes ham ved Universitetets Jubelfest i 1879, da han honoris causa kreeredes til Dr. theol.
Han er i det hele en lykkelig udstyret Mand med et Jærnhelbred, en umaadelig Arbejdskraft og Aandsevner af ligefrem kolossale Dimensioner. Han kunde paa ethvert Omraade være bleven en ypperlig Mand. Han var og er en stor Videnskabsmand, han var en ypperlig Folketingsmand og en fremragende Politiker, han har paa alle Embedsomraader lagt en sjælden Dygtighed for Dagen. Han skal endvidere have været en dreven Mand i Agerbruget, Kvægavlen og Skovdriften ovre paa Ny-Zeeland, ja, han skal endog under farefulde Forhold have vist, at han kunde navigere et Skib. Maaske var han en virkelig Absalon, der havde været istand til at føre an baade tillands og tilvands.
Han er en mærkelig Taler. Ordet flyder egentlig ikke let fra ham, og hans Stemme er ikke klangfuld; han ligesom leder efter Ord, men aldrig har en Mand bedre kunnet finde det rette Ord end han, og næsten altid giver han sin Tanke et saare aandfuldt og træffende Udtryk. Han ynder at benytte Billeder, og han veed at træffe dem med en forunderlig Korrekthed og at gjennemføre dem paa det fineste. Han er en saare farlig Modstander, der maaske endog har sin største Styrke i Polemikken og vee den, han vil ødelægge; ti han har ogsaa Evnen til at bringe Latteren paa sin Side. Hans Argumenter komme i en ypperlig Orden, og naar han ret er oppe, kan man næsten se paa ham, hvorledes Tankerne vokse frem og arbejde sig op igjennem ham. Man har en Gang gjort den Bemærkning om Monrad, at han knuste ikke sin Modstander med en Kølle, han hakkede ham ihjel. Og der er tilmed noget underligt betagende over hans Foredrag, der uvilkaarlig fængsler og river med. Man synes, at naar han har talt, er Temaet udtømt, og det er et saare utaknemmeligt og vanskeligt Hverv at tage Kampen op efter ham.
Fra hans lange Rigsdagsliv har man mange Minder om saadanne Veltalenheds Sejre, baade under Kampen med Ministeriet Ørsted og senere som Minister. Mærkeligst og størst var maaske dog hans Tale efter Dannevirkes Fald. Og man mindes ogsaa hans polemiske Udfald, hvorledes han f. Eks. en Gang ved en fin Bemærkning ødelagde Reinhold Jensen. Det fortælles, at Monrad en Gang sad i Udvalg sammen med Grundtvig og Tscherning og altid maatte føre Kampen imod disse to Heroer. En Dag skal da Monrad have yttret, at det var en Glæde og en Ære at sidde i et Udvalg sammen med to saa store Aander, der kastede et funklende Lys over Forhandlingerne, rigtignok for derefter at lade Udvalget sidde i desto dybere Mørke; at de to Mænd Vare at ligne ved ildsprudende Bjerge, der kastede prægtige Flammer mod Himlen, men rigtignok ogsaa megen Røg og Aske, eller de vare som Fyrtaarne, der viste deres Landsmænd, at der, hvor de stod, skulde man vogte sig for at komme. Og man vil endvidere vide, at gamle Grundtvig, henholdende sig til det sidste Billede, gav det bidende Svar, at det var bedre at være Fyrtaarnet, der advarede Landsmænd mod den Grund, det stod paa, end en Lygtemand, der ledte dem ud i Mosen. Paa Tscherning havde Monrad en stor Indflydelse, og J. A. Hansen har ofte beklaget sig over, at, selv om Tscherning stod nok saa fast paa et Standpunkt, kunde Monrad paa en Spadseretur dog stedse bringe ham til at forandre det.
Monrad har bevaret sin sjældne Veltalenhed, men saa vidt man kan spare af hans Valgudtalelser, som da iøvrigt ogsaa af hans sidste Skriverier, er der kommet noget søgt og kunstlet ind i hans Stil. Aandfuldheden er der vel endnu, men den kommer ikke naturlig frem, og man faar Indtrykket af, at han nu jager efter pikante Billeder og Vendinger. Det mærkede man ikke tidligere.
Hvad vil den gamle Mand nu atter inde i Rigsdagen, han, der dog har meget at sætte overstyr og intet at vinde? Ja, det er vanskeligt at sige, og hans Valgudtalelser have ikke givet de fornødne Oplysninger. Han mener maaske at kunne værne Grundloven mod Anfægtelser fra alle Sider eller at kunne besværge det truende Uvejr. Han vil vistnok blive skuffet i begge Henseender. Hans Standpunkt er paa ingen Maade klart, og det, at han i sit sidste politiske Brev saa bestemt tog Ordet for Kjøbenhavns Befæstning, men senere paa Valgdagen syntes omstemt, tyder heller ikke paa stærkt befæstede Anskuelser eller nogen energisk Upaavirkelighed. Højre vil ikke blive skuffet; ti det nærer ingen Forventninger til ham; men de Radikale kunne let blive betydelig skuffede. Deres pludselige Begejstring for Monrad er i det hele ikke let at tyde, naar da ikke Tanken har været den, atter at lade Monrad figurere som Ettallet foran 6 Nuller. Han har jo havt en tilsvarende Dristighed og har den maaske endnu, men det gaar dog næppe mere. Den Illusion vil vistnok briste for Venstre — om det har en saadan —, at Monrad bliver den, der løfter Førerne op paa Taburetterne. Størst Skuffelse vil dog muligvis Monrad berede sig selv; ti Rigsdagen er nu en anden, end da han var der sidst. I gamle Dage kunde et veltalende Ord gjøre Udslaget; saaledes er det ikke længere, og selv et af Monrads mest gribende Foredrag vil nu let mødes af et brutalt Nej. Nutildags vinder Veltalenheden ikke en Stemme. Det Tidspunkt kan da let komme for Monrad, da han mærker, han intet kan udrette, og det at vide, at han ikke formaar nogetsomhelst, vil virke knugende paa en Natur som hans. Heller ikke er Selskabet nu saa velopdragent som i gamle Dage, saa Monrads fine og sarte Natur kan let blive generet af ilde Berøringer.
Men hvordan det nu end gaar, er det, altid en Vinding for en lovgivende Forsamling at faa en saadan Kapacitet i sin Midte, og det danske Folketing trænger i høj Grad til aandelig Tilvækst. Alle maa ønske, at Monrad ikke vil føle sig skuffet, men være istand til at virke med sin gamle Kraft. Sker det ikke, vil man beklage det og ham, men man vil alligevel erkjende, at han er en af Landets største Mænd, en storslaaet Personlighed, der under gunstige Vilkaar kunde have udfoldet en Virksomhed, større end nogen andens. Det har han vist.