Den danske Rigsdag/2/67
W. Ussing.
Direktør for Nationalbanken. Dr. juris. Født den 4. Marts 1818.
Nationalbankdirektør W. Ussing er født i Kjøbenhavn og blev 16 Aar gammel en særdeles flink Student fra Metropolitanskolen. Ikkun 20 Aar gammel blev han juridisk Kandidat med et godt Land til begge Prøver, og tre Aar efter blev han Volontær i Kancelliet. Først i 1846 naaede han at blive Kancellist, men allerede Aaret efter kom han til Viborg som Assessor ved den derværende Overret. Han tog i 1853 den slesvigske juridiske Eksamen og blev saa Medlem af Appellationsretten i Flensborg. I denne Stilling forblev han indtil Krigen, og det anerkjendte Navn, han i sin Embedsvirksomhed havde erhvervet sig, skaffede ham i 1864 ind i Højesteret, til hvis flinkeste Assessorer han henregnedes, indtil han i 1873 opgav sit Statsembede for at overtage en Direktørpost i Nationalbanken, men samtidig hermed udnævntes han til ekstraordinær Assessor i Højesteret. Det var en udmærket Statstjeneste, Ussing udførte, Og han vandt Ry som en ligesaa retsindig og samvittighedsfuld Embedsmand som en fortrinlig og klar Jurist. En Erkjendelse i den sidste Retning ydedes ham ved Universitetets Jubelfest, idet han honoris causa udnævntes til Dr. juris.
Allerede som ung Mand interesserede Politikken ham levende, og han stod flere af de Mænd nær, der i vor Friheds Gjæringstid førte an herhjemme. Straks ved Valget til den grundlovgivende Rigsdag meldte han sig og blev valgt ved Kaaring i Løvelkredsen (Viborg Amts femte Valgkreds). Baade i 1849 og 1852 gjenvalgtes han her, den sidste Gang dog først efter en temmelig haard Valgkamp. Saa var det, at han kom til Slesvig, og han stillede sig følgelig ikke mere. Hans femaarige Rigsdagsvirksomhed havde dog ikke været uden Frugt; den unge, begavede og skarpsindige Mand tog paa en meget dygtig Maade Del i de saare vigtige og betydelige Forhandlinger, og Ussing, der tilhørte det mægtige nationalliberale Parti, fik en ikke ringe Indflydelse.
Han var nu i mange Aar uden for det politiske Liv, men da den gjennemsete Grundlov var Vedtagen, valgtes han, som rimeligt var, den 5. November 1866 til kongevalgt Medlem af Landstinget, hvilken Post han endnu beklæder, ligesom han ogsaa er Medlem af Rigsretten. Det er saaledes i henved 16 Aar at Ussing har siddet paa den betydningsfulde Plads i Tinget, og han har i denne spillet en temmelig fremragende Rolle. Ved alle vigtige Sagers Behandling har han ladet sin Røst høre og givet virkelig gode og vægtfulde Bidrag til Diskussionen. Ogsaa i den storpolitiske Strid har han taget Del og har som oftest værnet Landstingets forfatningsmæssige Stilling, men i stærkt tilspidsede politiske Situationer er det gaaet ham som saa mange andre Nationalliberale, han har tabt Modet, eller han har i alle Tilfælde savnet den Karakterstyrke og Sejghed, der hører til for at ride en saadan Storm af. Han var den første Højremand, der viste Tegn paa Ængstelse og „Utaalmodighed”, idet han allerede ifjor tog Ordet for en Eftergiven, i alle Tilfælde for Dyrtidstillægets Vedkommende, ligesom han heller ikke ansaas for at staa videre fast paa de andre Spørgsmaal. Iaar vidste man forud, at han vilde strække Gevær. Ogsaa i Befæstningssagen indtager han et særligt Standpunkt, idet han nemlig af finantsielle Grunde er en bestemt Modstander af Kjøbenhavns Befæstning. Han holdt herom et Foredrag i Landstinget, som smertede Befæstningssagens Venner dybt, og som har gjort megen Skade.
Om Ussings almindelige Standpunkt kan der dog ikke være Tvivl, men han hører til dem, man ikke med Tryghed kan gaa i Ilden med, naar Kampen er haard. Ogsaa Børsagitationen antoges at have en Støtte i ham, hvilket forklares ved hans personlige Forbindelser i Stillingen som Nationalbankdirektør, og i det hele er han næppe nogen Ven eller Beundrer af det nuværende Ministerium.
Ussing er et meget godt Hoved, skarpsindig og grundig; men noget overlegent politisk Blik har han næppe; dertil er han ikke fremsynet, ikke rolig og lidenskabsløs nok.
Hans mundtlige Foredrag er uheldigt; Stemmen er svag og uskjøn og Ordene flyde ikke let fra ham, han hakker stærkt, leder efter Udtryk, og hans Tone har ofte noget irriteret, næsten haanligt ved sig. Men Tankerne ere gode og klare, og man læser med en vis Fornøjelse hans Foredrag. Af Virkning ere hans Taler ikke, og holdt han dem i Folketinget, vilde han nu have Vanskelighed ved at skaffe sig Øre. I Landstinget hører man altid høflig efter, naar en saa betydelig Mand som Ussing taler. Han er en Type paa en Bureaukrat med dennes Fortrin og dennes Mangler; han er Aandsaristokrat med Tro og Tillid til sig selv, og Modstand irriterer ham og lader hans noget gnavne Gemyt træde tydelig frem. Men en særdeles dygtig Mand er han, og dem, der kjender ham nærmere, sætter baade hans Karakter og hans Evner højt.