Den danske Rigsdag/2/18
Fischer.
Forhenværende Minister. Bor paa Frederiksberg. Født den 3dje December 1814.
Forhenværende Kultusminister Fischer er en Kjøbmandssøn og blev Student 1835. Han kastede sig over det teologiske Studium og blev den 17de Januar 1842 teologisk Kandidat med anden Karakter. Det synes oprindelig at have været hans Hensigt at gaa Præstevejen; ti han underkastede sig baade den kateketiske og homiletiske Prøve, begge med første Karakter. Imidlertid kom han ind paa Skolevejen, idet han i 1844 blev konstitueret Lærer ved Slagelse lærde Skole, og 3 Aar efter fik han Udnævnelse som Adjunkt. Skolen opløstes i 1852, og Fischer gik af med Ventepenge og har, med Undtagelse af Statsrevisor- og Ministerembedet, ikke siden havt noget Statsembede.
Det politiske Liv drog ham tidlig til sig og allerede til den grundlovgivende Rigsdag søgte han Valg i Slagelse, men fik da kun — 7 Stemmer. Den 4de August 1852 stillede han sig atter i Slagelse som Folketingskandidat og slog den Gang Professor Steen med 496 St. imod 253. Aaret efter forsøgte Steen sig igjen og naaede da 567 Stemmer, men Fischer sejrede med 754. Han repræsenterede dog kun denne Kreds indtil Slutningen af 1854, men et halvt Aar efter stillede han sig i Sæby, hvor han syv Gange efter hinanden valgtes ved Kaaring uden Modkandidat. Den ottende Gang, den 12te Oktober 1866, faldt han for en politisk Ubetydelighed. Valget kasseredes vel paa Grund af en Formfejl, men Fischer stillede sig ikke ved Omvalget, idet han allerede den 5te November s. A. var blevet kongevalgt Medlem af Landstinget.
Dette sidste Valg vidnede tydelig nok om, at Fischer havde spillet en betydelig Rolle i Folketinget. Saaledes var det ogsaa. Med Lyst og Iver havde han kastet sig over den politiske Gjerning, og med en ualmindelig Klarhed og Dygtighed havde han taget Del i Diskussionen om de vigtigste Spørgsmaal. Allerede i 1853 var han valgt til Statsrevisor og røgtede i en Række af Aar dette Hverv med udmærket og anerkjendt Dygtighed. Han kom oprindelig ind paa Rigsdagen som Venstremand, og Førere som J. A. Hansen knyttede en Gang store Forventninger til ham; men hans sunde Sans og klare logiske Forstand, drog ham tidlig over i den konservative Lejr, og han bekæmpede i mange Aar med Liv og Dygtighed baade Bondevennerne og de Nationalliberale. I Folketinget havde han til Slutning en temmelig ensom Stilling og gjorde Front til alle Sider; men han var lige uforknyt og frejdig. I Landstinget har han sluttet sig til Godsejergruppen og maa nu regnes mellem vore mest konservative Politikere, det vil sige paa det store konstitutionelle Omraade, derimod ingenlunde paa Reformernes.
Fischer taler fortrinlig og har altid taget levende Del i Debatten. Han er navnlig en ualmindelig skarp og frygtet Polemiker, der med en sønderknusende og aldeles ubarmhjærtig Logik ødelægger sin Modstander. Han gjør det ganske rolig og behersket, uden Hidsighed, hverken i Ord eller Stemme; men Virkningen er saameget desto føleligere. Det er sagt om ham, at han ikke nøjes med at bore Dolken ind i Modstanderen paa dennes saarligste Sted, men at han ogsaa med koldt Blod vrider Dolken om i Saaret. Hans Ro og skærende Haan kan være højst irriterende og har bragt mange i Fyr og Flamme.
Han er uden al Tvivl en af vor Rigsdags dygtigste Polemikere. I Reglen er der en eller anden Modstander, der særlig irriterer ham, og han farer da ubarmhjærtig løs paa denne. I Folketinget havde han mangt et hvast Sammenstød med Alfred Hage, og i Landstinget har det navnlig været Jessen og Krieger, han har taget sig af. Man hører ham med Interesse og tildels Beundring, men ikke med Fornøjelse; thi det godmodige Lune, der noget kunde mildne den polemiske Braad, savner han ganske. Hans Stemme er spinkel og lidt tilsløret, men ætsende og passer fortrinlig til hans Kampmaade.
Han spillede altsaa en betydelig Rolle paa Rigsdagen, og var navnlig anset for en Avtoritet paa det finantsielle Omraade. Hans varme Tilslutning til Godsejerne lod vel formode, at disse ved Lejlighed vilde bruge en Dygtighed som Fischer, og det stod allerede for mange som en Mulighed, at den forhenværende Adjunkt gjærne kunde havne som Minister. Det vakte derfor heller ikke nogen videre Forundring, da man hørte Fischers Navn sat i Forbindelse med de mange Rygter om Estrups formodede Ministerliste, men de fleste havde nær tabt Næse og Mund af Forbavselse, da man erfarede, at Fischer var bleven — Kultusminister. Vel var han en gammel teologisk Kandidat, og vel var man vænnet til at se verdslige Mænd i Spidsen for vort Kirkeministerium; men man vidste ikke rettere end, at Fischer alene havde helliget Finantsvidenskaben sin Interesse, og man troede endog, at ban var en Modstander af vor Statskirke. Til denne sidste Betragtning var man ledet af et Skrift, han for mange Aar siden udgav, og hvori han drog tilfelts imod forskjellige af vore kirkelige Dogmer. Af den Grund var han anset for Fritænker, ja for Gudsfornægter. Dette sidste var dog en stor Fejltagelse og røbede et absolut Ukjendskab til det paagjældende Skrift. Her har han vel taget et Særstandpunkt ligeoverfor forskjellige af vor Kirkes Lærdomme, men han hævdede med Inderlighed og Styrke Guddomstilværelsen, og saa deri Menneskets eneste Haab. Mange Aar vare hengaaede siden dette Skrift saa Dagens Lys, og i Mellemtiden havde Fischer flere Gange taget Ordet for den nuværende Statskirkeordning; men det passede i det politiske Kram at anvende Betegnelsen „Fritænker” og „Gudsfornægter” paa Kultusministeren i Estrups Ministerium.
Det maa imidlertid indrømmes, at det var et dristigt Eksperiment, men det maa lige saa bestemt indrømmes, at det lykkedes fortræffelig. Fischer blev i flere Retninger en af de dygtigste Kultusministre, vi have havt, og navnlig viste han sig som en Administrator af sjælden høj Rang. Han skaffede en Orden tilveje i Kultusministeriet, som har været ukjendt i en Menneskealder. Ligesom han var Ministeriets dygtigste Taler, saaledes blev han ogsaa et indflydelsesrigt og betydningsfuldt Medlem af Kabinettet. Hans Karakterfasthed og Mod passede fortræffelig i denne Regering. Han tog med Lyst og Iver Kampen op med Venstre, og da han ikke kunde faa en Præstelønningslov, ordnede han Forholdet administrativt ved at beskære de store Embeder til Fordel for de smaa, en Foranstaltning, der først fremkaldte Venstres Raseri, men som Partiet nu lige saa nødigt vil af med igjen.
Imidlertid begyndte hans fordomsfri Natur at gjøre sig gjældende paa forskjellige Omraader; han syntes tilbøjelig til dristige Handeler med Oppositionen, og Landstinget begyndte at frygte den myndige og farlige Minister. Saa en smuk Dag, lige saa hurtigt og uventet, som han var kommen, fik han sin Afsked. Det var den 24de Avgust 1880. Ministeriet Estrup beredte atter her Verden en Overraskelse, og ihvorvel Skridtet bar Vidnesbyrd om Styrke, Resoluthed og Karakter hos Førsteministeren, saa er det dog vistnok endnu et stort Spørgsmaal, om det ikke var et Fejlgreb at ofre en saa dygtig og talentfuld Minister, der passede saa godt ind i Regeringen, for en maaske forbigaaende Stemning i Landstinget.
Siden sin Tilbagetræden har Fischer kun ladet høre lidet fra sig. Dog tog han en vellykket Dyst op med Krieger i Toldsagen, og ogsaa i den staaende Strid om Finantsloven har han ubetinget sluttet sig til Regeringen. Han er i det hele for stort anlagt til af smaalig Harme over sin Fortrængen at fornægte sit politiske Standpunk og kompromittere sin Fortid. Der er ingen Tvivl om, at han vedblivende er en god konservativ Mand, og man bør aldeles ikke lade sig paavirke af, at det samme Venstre, der slyngede Smædeordene „Fritænker” og „Gudsfornægter” ud imod ham og paa Valgmøder angrebe hans private Liv paa det skarpeste, nu hæver ham til Skyerne og fremstiller ham som en Type paa en frisindet og „folkelig” Minister. — Han synes fremdeles at følge Politiken med stor Interesse, og han vil utvivlsomt ogsaa i Fremtiden gjøre fortræffelig Nytte som Landstingsmand.
Fischer er, som alt sagt, et ypperligt Hoved, og navnlig en meget skarp og klar Tænker. Han er en Mand med forskjelligartede Interesser og især har Naturvidenskaben fængslet ham. Her besidder han Kundskaber i enkelte Retninger, der hæver ham over Dilettantismen. Den zoologiske Have ved Kjøbenhavn skylder ham meget. Han er ogsaa Sportsmand, navnlig en ivrig og dygtig Jæger.
Fischer er en høj, mager Mand med et ejendommeligt Ydre. Hans store Ansigtstræk ere ubevægelige ligesom maskeagtige; det er aabenbart ikke let at komme tilbunds i denne tilknappede Personlighed, der aldrig giver sig hen. Han er en Mand, der ved, hvad han vil, myndig og bestemt og vistnok klogt beregnende. Men særdeles dygtig er han, og Nytte har han gjort og kan fremdeles gjøre.