Den danske Rigsdag/1/87
Steenstrup.
Overretssagfører i Ærøeskjøbing. Født den 18. Juli 1826.
Ved Fredslutningen efter den sidste sørgelige Krig blev Ærø, der hidtil havde været administreret sammen med Slesvig, inddraget under Kongeriget og skulde altsaa vælge en Repræsentant til den danske Rigsdag. Allerede den 5. Marts 1864 havde Øen valgt daværende Aktuar Steenstrup ind i Rigsraadets Folketing, og dette Valg fornyedes i 1865, men først den 11. April 1866 valgtes han ind i Rigsdagens Folketing, hvor han siden, paa en kort Undtagelse nær, uafbrudt har havt Sæde.
Steenstrup hører uden Modsigelse til de mest usympatetiske Politikere, vi kjende herhjemme. Baade hans Person, hans Væsen, Optræden og Anskuelser virke i en ualmindelig Grad frastødende. Han er ilter, bitter, pirrelig og arrogant, og naar det gaar rigtig varmt til, taber han aldeles Herredømmet over sig selv.
Steenstrup var oprindelig Højremand og var valgt som saadan. I flere Aar vedblev han at staa Højre nærmest, men han var hverken nogen varm Forbundsfælle eller nogen paaskjønnet. Endnu i 1873 stod han paa samme Side, men saa kom Schørrings Adresse og gjorde Hovedet kruset paa ham som paa flere andre. Han svingede nu efterhaanden mere og mere over i Venstre, men hans Omslag fremkaldte ikke Sorg hos Højre og vistnok heller ikke stor Glæde hos Venstre.
Nogen Betydning har Steenstrup slet ikke, og han spiller ingen Rolle; men af og til er det dog lykkedes ham at komme paa Omtale, om ikke just paa den mest smigrende Maade. Første Gang man blev opmærksom paa ham, var, da han havde et meget opsigtsvækkende Sammenstød med et Par af Pressens Repræsentanter. Han tillod sig nemlig en Dag i Folketingssalen at karakterisere Pressen paa en meget hensynsløs Maade, og navnlig sigtede han et Par bestemte Blade for med Forsæt og i Tendentsens Tjeneste at forvanske Faktum. De tilstedeværende Referenter for de paagjældende Blade — den højt begavede, altfor tidligt afdøde Redaktør Topsøe, der da refererede for „Dagbladet”, og den nuværende Redaktør for „Ølandenes Dagblad”, Axel Damkier, der ved hin Lejlighed repræsenterede „Fædrelandet” — følte sig personlig fornærmede ved Steenstrups Udtalelser, forlangte en Samtale med ham, og da han under den med irriterende Arrogance fastholdt sine Ytringer, kom det til et uhyggeligt Optrin, hvor Steenstrup baade blev slaaet og fik en Udfordring.
Saa er der to særlige Sager, der har gjort Steenstrups Navn bekjendt, nemlig den ærøiske Arvesag og Stokkebynorsagen. Med en Utrættelighed, der var en bedre Sag værdig, har Steenstrup Gang efter Gang bragt disse to aldeles specielle Spørgsmaal frem for Rigsdagen, stadig dog med et meget sørgeligt Resultat. Den indviklede Arvesag har, som tidligere berørt, Justitsminister Nellemanns og Højsteretsassessor Smiths klare Argumentation gjort det af med; men Stokkebynorsagen spøgede atter i sidste Rigsdagssamling, og der blev afgivet en Udvalgsbetænkning, om hvilken der gaar allehaande Rygter, men udover Rygterne kommer man vel næppe; thi selve Betænkningen skal paa en mærkelig Maade være forsvunden. Dette Spøgelse vil rimeligt nok atter rejse sig. Hvad der gjør Steenstrups Ihærdighed i disse Sager endnu mindre tiltalende, er at han skal være stærkt personlig interesseret i dem begge.
For tredje Gang vakte Steenstrup Opsigt ved den Maade, paa hvilken han tog sit Fald den 24de Maj 1881. Han blev formelig rasende, han telegraferede Injurier imod Øvrigheden til Rigsdagen og skrev aldeles fortvivlede Artikler i „Fyens Tidende”. Alligevel skete det Utrolige, at han, der ved Valget den 24de Maj af c. 900 afgivne Stemmer kun naaede — 76, den 26. Juli sejrede over Højrekandidaten, den flinke Toldkontrollør Martensen, med 510 Stemmer imod 412.
Steenstrup har i sidste Samling været Ordfører for nogle mindre Lønningslove og har udmærket sig ved et meget smaaligt Synspunkt. Ellers er Søfartssager hans Specialitet. Han taler med Lethed, men uden Dybde og Grundighed, og han er meget ubehagelig at høre paa. I sin Valgkreds, og da navnlig i Kjøbstæderne, er han mere end ilde lidt.