Den danske Rigsdag/1/78
N. F. Ravn.
Krigs- og Marineminister, Kommandør i Flaaden. Født den 18. Juni 1826.
Den nuværende Krigs- og Marineminister har i forholdsvis kort Tid vundet sig et anset politisk Navn. Han var en særdeles flink Søofficer med omfattende Kundskaber paa flere Omraader, og han havde indenfor sin Stand erhvervet sig et meget agtet Navn baade som praktisk Søofficer og som Lærer ved Søofficersskolen. Han var derhos anset for et godt og klart Hoved, en flittig Mand med forskjelligartede Interesser og en ganske ualmindelig elskværdig Personlighed. Det var saaledes et meget ærefuld Stilling, han indtog i Etaten, og hans Vej syntes snorlige anvist, indtil den famøse Aldersgrænse sagde sit ubønhørlige: „Stop!”
Da skete der pludselig Noget, man sket ikke havde tænkt paa og endnu mindre ventet. En Dag bragte den gamle „Berlingske" Meddelelse om, at Kaptajn i Søetaten N. F. Ravn var udnævnt til Marineminister i Ministeriet Holstein. Denne Udnævnelse vakte megen Forbavselse udenfor Etaten, fordi Ravn var saa lidet bekjendt, men ogsaa i selve Etaten fremkaldte den Overraskelse; thi vel vidste man, at Ravn med sin Indsigt i og sin varme Kjærlighed til sit Fag vilde kunne repræsentere Marinen paa en meget tilfredsstillende Maade og endog blive en dygtig Fagminister; men Anlæg eller Interesser for den egentlige politiske Gjerning havde man ikke sporet hos ham, og da det var under kritiske Forhold i Politisk Henseende, at Udnævnelsen faldt, frygtede man for, at der ogsaa vilde blive stillet politiske Krav, som Navn muligvis næppe kunde indfri. Det har vist sig, at denne Frygt var i høj Grad ubegrundet, og at det var et saare heldigt Valg, der her blev truffet; thi i egentlig politisk Forstand have vi næppe havt nogen dygtigere Marineminister en Ravn.
Det første Indtryk, man fik af den nye Minister, var ikke særdeles fordelagtigt. Han viste sig nemlig som en tung og noget ubehjælpsom Taler. Men om Ministeren end ikke kunde slaa oratoriske Kulbøtter, kunde han dog jævnt, sindigt og støt kæmpe for sin Stands berettigede Krav, og den sejge Sømands rolige og sindige Betragtninger lod sig ikke borteskamotere af flotte Vindpust.
Uden særlig Bravur, men iøvrigt med al Ære, gjennemgik Ravn det Holsteinske Felttog, og da Overkommandoen gik fra Holsteins Hænder over i Fonnesbechs i Sommeren 1874, beholdt Ravn sin Kommando, medens de fleste andre Generaler bleve afløste. Nu kom et Aars hidsige og uafbrudte Kampe, hvor Ravn var henvist til Defensiven, men efter det uafgjørende Slag med Fællesudvalget i Forsommeren 1875 maatte den nye Overkommando træde tilbage, denne Gang fulgt af alle Generalerne, ogsaa Ravn.
Han trak sig dog ikke tilbage til Privatlivet eller til sin Embedsgjerning. Han var nemlig som Minister valgt ind i Folketinget for Kjøbenhavns ottende Kreds, og var saaledes kaldet til at tage Del i den egentlige politiske Gjerning.
Kjøbenhavns ottende Valgkreds havde tidligere sendt Professor P. Pedersen, Jernstøber Lunde, Marineminister St. Bille, Pastor C. F. Gram, Redaktør C. V. Rimestad og Kaptajnløjtnant, Underfabrikmester P. G. Schønheyder ind i Folketinget. I 1869 valgtes Kommandør C. V. Schønheyder til Kredsens Repræsentant, og han holdt sig ved Valget i 1872. Hans Vaklende og uklare politiske Holdning, hans Koketteren med Venstre samtidig med, at han stemte med Højre, gjorde ham efterhaanden meget upopulær i Hovedstaden, og da Opløsningen kom i Oktober 1873, rettedes der fra ottende Kreds en almindelig Opfordring til Marineminister Ravn om at stille sig. Denne lovede at efterkomme Opfordringen, og Kommandør Schønheyder undgik Nederlaget ved frivillig at træde tilbage.
Den 14de November 1873 blev da Ravn uden Modkandidat valgt ind i Folketinget, og han har ved de fire senere Valg uanfægtet holdt Stillingen. Da han gik af som Minister, fik han altsaa den vanskelige Opgave som Folketingsmand at forsvare sin Stands Interesser mod stedse mere nærgaaende og heftige Angreb fra Oppositionens Side. Da Holstein-Ledreborg mødte frem med sin store maritime Oversagkundskab og agerede Aron for en fraværende Moses, blev det Ravn som paa Fagets Vegne maatte tage Kampen op, og han gjorde det med Sikkerhed og Dygtighed.
Som Folketingsmand virkede han i det Hele meget fortjenstligt, og hans Elskværdighed og særlige Underhandlingsgaver kom ogsaa i Udvalgene til at gjøre Nytte; men man er dog vistnok nu paa det rene med, at han er endnu dygtigere Minister end Folketingsmand. Han kom da ogsaa snart igjen paa sin rette Hylde.
Da General Dreyer traadte ud af Ministeriet Estrup, blev Ravn den 4de Januar 1879 atter kaldet til Marineminister, og det er i denne sidste Ministergjerning, at han har vundet sine politiske Lavrbær. Det viste sig snart, at han var en Mand med Gaver til at kunne benytte en given Situation. Venstre var sprængt i flere Grupper og hver af disse var tilbøjelig til at forhandle paa egen Haand, nærmest for at genere og drille en anden Gruppe af tidligere Meningsfæller. Under disse Forhold viste Ravn sig som en Sømand, der forstod at krydse i et vanskeligt Farvand, og det vakte ligesaa megen Overraskelse som Glæde, da han pludselig en Dag klarede alle Skjær og bragte Søværnsloven i sikker Havn.
Dette var Ravns uvisnelige Fortjeneste, og det mærkelig heldige Udfald skyldtes vel for en Del den hele politiske Situation, men dog hovedsagelig hans personlige Evner til at forhandle med Modstandere. Han skal i Udvalgene være aldeles fortræffelig, og ved sin personlige Elskværdighed, sin jævne, gemytlige Maade at tage Sagen paa, skal han have skaffet sig Adgang til ellers velbefæstede Venstrehjærter.
Lige saa vist som Højre, saaledes som Situationen nu er, maa ønske Ministeriet Estrups Forbliven, lige saa vist vil man til enhver Tid være glad ved at have en Marineminister som N. F. Ravn.