Den danske Rigsdag/1/6
Simon Andersen.
Gaardejer, bor paa Indrupgaard pr. Ny Løgten Kro. Født den 25. Oktbr. 1844.
Den lunefulde 25. April 1876 fandt ogsaa paa at sætte Hr. Simon Andersen ind i Rigsdagen, og netop hans Valg giver et ret træffende Billede af denne Valgdags Uberegnelighed. Indtil den Dag var der nemlig Ingen, der kjendte Hr. Simon Andersen eller tænkte paa ham. Han boer i Randers Amt og skal i sin Hjemstavn have taget nogen Del i de bjørnbakske Rumlerier; men ud over en meget begrænset Kreds var hans Navn ikke naaet.
Til Frederikshavnskredsen søgtes en Venstremand, mere som en Demonstration end med Haab om at gaae igjennem; thi den lille energiske Vogelius havde Pladsen inde og støttedes kraftigt baade i Byen og paa Landet, særligt af de trofaste Skagboere, der Alle som En plejede at rykke i Marken for Højres Kandidat. Højre frygtede før Valget at tabe Valgkredse baade hist og her, men Frederikshavnskredsen troede man ikke, man skulde tabe. Indtil faa Dage før Valget havde Venstre ingen Kandidat, saa meldte den unge Simon Andersen sig, skjøndt fuldstændig ukjendt i Kredsen. Ingen troede paa hans Valg, han selv vist mindst; han holdt et Par Valgmøder paa Landet, hvor han kun særlig udmærkede sig ved Tilsagn om ret at være kratzbørstig, hvis han blev valgt. Og „det Vidunderlige” skete, Andersen valgtes med Glans, endog med et Par hundrede Stemmers Overvægt.
Det vakte, da Efterretningen kom her til Kjøbenhavn, levende Overraskelse, og Andersen kan takke denne Overraskelse for, at Opmærksomheden fæstede sig skarpere paa ham, end den under andre Omstændigheder vilde have gjort ligeover for en Mand med hans Kvalifikationer. Som sagt, enten det nu skyldtes Overrumpling eller Mangel paa Sammenhold i Højre eller tilfældige Omstændigheder, saa var Kredsen Andersens. Han kom her til Kjøbenhavn, og man fik Manden at se.
Noget mærkeligt ved Mandens Ydre er der ikke. Han er en lille, tætsluttet Mand med et rart, ret aabent Ansigt og med en vis Energi Præget over sin Person. Han tog i Begyndelsen ikke Del i Forhandlingerne, men indskrænkede sig til at stemme blindt med det forenede Venstre, af hvilket Parti han naturligvis straks blev Medlem.
Da de store Sammenstød kom, kunde man af og til høre Andersen tale, og man fik ved at høre ham Indtrykket af megen opsparet Lidenskab, af gode Evner og af en jævn Færdighed i at føre Ordet. Særlig var han Forsvarsvæsenet paa Nakken, det var i hans Øjne rent Uvæsen. Det var jo paa Forsvarssagen, at Valget den 25. April stod, og da han nu engang havde svoret til Selvopgivelsens Fane, var han Mand for at holde sit Ord. Enhver Kanonbevilling betragtede han som et Slags Grundlovsindskrænkning, men da der til Held for ham kun bevilgedes faa Kanoner, blev Grundlovsindskrænkningerne ikke uudholdelige. En yderligere Opmærksomhed vakte han ved, endnu førend Spaltningen i Venstre var almindelig bekjendt, at melde sig Ud af Partiet. Man vil vide, at Grunden hertil var, dels at Venstre ikke vilde gaa ham vidt nok, dels et forstandigt Blik paa en nærforestaaende Spaltning og dels den noget selvstændige Mands Utilbøjelighed til at bøje sig for den strænge Partitugt. Nok er det, han gik først ud og viste Vejen for en hel Skare.
Ved Valget i Januar 1879 hed det sig, at Andersen vilde trække sig tilbage fra det politiske Liv. I Frederikshavn vilde han i ethvert Fald ikke stille sig, vistnok i Erkjendelse af, at Højre nu havde organiseret sig saa fast, at et sikkert Nederlag var ham beredt. Derimod stillede han sig i den 11te Time i sin egen Valgkreds, Randers 3die, hvor den højst tarvelige Sognefoged Niels Jensen havde trukket sig tilbage. Her sejrede Andersen med stor Majoritet, og han repræsenterer nu den Kreds, hvortil af mere kjendte Politikere Navne som Overlærer Kraibergs, Etatsraad Kampmanns og Lærer A. M. Poulsens — J. A. Hansens Svigersøn — knytte sig.
Andersen vedbliver at spille en tilbagetrukken Rolle i Rigsdagen, og det er kun Forsvarsudgifter, der kan bringe ham frem. Han hører til Albertis Gruppe, den Gruppe, som Ingen ved, hvad vil, og han skal indenfor sin Gruppe være en trofast Menig.
Andersen er endnu en ung Mand — og han har jo altsaa Tiden for sig. Det er jo muligt, at Mandens gode Egenskaber i Tiden kunne besejre de mindre tiltalende og gjøre ham til en nyttig Rigsdagsmand. I Øjeblikket er der dog ikke meget, der tyder derpaa; thi det Fanatiske synes helt at blinde ham. Han er i sin Hjemstavn en agtet og anset Mand og vistnok ogsaa en meget brav Mand. Der er sikkert mere Karakter i ham end i de Fleste, og han har gode Evner. Disse Betingelser kunne jo dog nok varsle godt for Fremtiden. Man ser i Reglen Andersen passe sig selv, og han træder vistnok i meget lidt personlig Berøring med andre Rigsdagsmænd.
I Forhandling med Modstandere er der noget tilbageholdent ved Manden, men paa ingen Maade noget utiltalende, snarere det modsatte. Man faaer, ved at forhandle med ham, Indtrykket af, at man i ham kan have en Modstander, men ikke en Fjende, og det er, som Forholdene have udviklet sig, ikke saa lidt endda, navnlig af en Mand af Bjørnbaks Skole.