Den danske Rigsdag/1/48
Hørup.
Statsrevisor. Kjøbenhavn. Født den 22. Maj 1841.
Hørup er vistnok Venstres bedste Hoved, i ethvert Fald dets skarpeste. Han er en virkelig Gevinst for Partiet, den bedste af hele dets intelligente Tilgang. Da Venstre omsider gjennem en rigtig Selvvurdering kom til den Erkjendelse, at en videnskabelig dannet Kraft maatte tilføres Partiet, hvis dets Betydning og Indflydelse skulde blive mere end rent forbigaaende, kastede det kælne Blikke til alle Sider, og enhver akademisk Borger, der røbede oppositionel Tendents, blev Gjenstand for Efterstræbelse. At der ikke under disse Omstændigheder blev anvendt megen Kritik, har Tiden vist, men blandt mange Nitter blev dog nu og da en Gevinst udtrukket, og navnlig viste Loddet Hørup sig heldigt. Her var alt, hvad de den Gang saa fnysende Venstrehjærter kunde begjære: megen Begavelse, ejendommelig Veltalenhed, tilstrækkelig Uforsonlighed, Hensynsløshed, Forvovenhed, Bitterhed og Radikalisme, Mistænksomhed og lidt Misundelse parret med Dygtighed og Energi. Det var en Mand, Venstre kunde bruge, i alt Fald den Gang; om derimod det, der da kaldtes Venstre, i Fremtiden vil kunne glæde sig ved Hørup, er mere tvivlsomt; ti han vil løbe Linen stærkt ud og figurere yderligere, end Danmarks Bønder vistnok som Regel vil være med til.
Hørup er, saa vidt vides, født i smaa Kaar, noget, der saa ofte giver Livssynet et ejendommeligt Præg. Han kom som Dreng først i von Westens Skole paa Nørregade, men gik derfra over i Metropolitanskolen, hvor han blev en af Skolens bedste og flittigste Elever og derefter en særdeles flink Student. Han kastede sig derefter over det juridiske Studium og tog sin Embedseksamen med et ualmindelig godt Laud. Allerede i 1872 stillede han sig til Valg til Folkethinget i Frederiksborg Amts fjerde Valgkreds imod Malermester P. E. Olsen, men tabte Slaget. Efter de Meddelelser, man har fra Valgkampen, stod Hørup den Gang langt mindre yderliggaaende end senere, ja næsten moderat.
Saa stiftedes „Morgenbladet”, og Hørup blev en af dets ledende Medarbejdere, Her begyndte han først at gjøre sig gjældende. En Række fra Bladets Standpunkt gode Artikler: vittige, bidende og ondskabsfulde, bleve vistnok med Rette tilskrevne ham, og hans Pen stillede hurtigt Redaktørens i Skygge, saa at Hørups Navn var det, der oftest sattes i Forbindelse med „Morgenbladet”. Han øvede i alle Tilfælde en afgjørende Indflydelse, og det er rimeligt at antage, at han har været meddelagtig i flere af de Artikler, for hvilke Redaktøren fik haarde Domme. Da han gik bort fra Bladet, sporedes det straks, at en drivende Kraft havde forladt det. Nu skal Kraften være der igjen.
Allerede som Medarbejder ved „Morgenbladet” begyndte Venstreførerne at trække Hørup med om paa politiske Møder, sagtens for at gjøre ham mere kjendt og senevant, men Hørups ejendommelige Diskussionsmaade slog ikke rigtig an i Begyndelsen, saa at man ikke havde udelt Glæde af ham. Ved et politisk Slag, der midt i Halvfjerdserne leveredes Dinesen i Frederiksborg, et Slag, Venstre tabte med Glans, var Hørup saaledes med og talte til den forsamlede Mængde. Medens de øvrige Venstretalere hørtes med Ro, æggede Hørup Forsamlingen ved sin ætsende Tale, og han blev saa stærkt og vedholdende afbrudt, at selv Berg blev betænkelig og et Par Gange temmelig højt udtalte: „lad ham trække sig tilbage — lad ham dog trække sig tilbage.” Men Hørup fortsatte, hvad jo selvfølgelig var meget rigtigt, og han fik ogsaa Lov at slutte i Ro. Det var imidlertid klart, at det ikke vilde vare længe, inden man skaffede ham en Plads paa Rigsdagen. Lejligheden udeblev ikke. Den dygtige Kn. Pedersen, der repræsenterede Kjøgekredsen, døde, og den ledige Plads indtog Hørup efter en Valgkamp, der ikke havde noget mærkeligt ved sig. Ved Valget i 1876 holdt Hørup Kredsen med 970 St. imod 681 og i 1879 med 776 mod 464. Ved de to sidste Valg kæmpede Cand. jur. Olsen imod Hørup, men denne sejrede med henholdsvis 346 og 492 Stemmers Overvægt. Om han end ikke kan betragtes som ganske sikker dernede i Kredsen, saa er hans Fald dog næppe forestaaende, og det vil komme til at koste store Anstrængelser at fortrænge ham.
Hørup kom jo ind i Rigsdagen som selvskreven Venstremand, men hans yderliggaaende Tendentser traadte dog først senere frem. I Begyndelsen spillede han ikke nogen fremtrædende Rolle; han talte vel af og til, dog uden at vække synderlig Opmærksomhed. Men saa kom Rigsretssagerne og med dem hans Ophøjelse. Venstre søgte nok længe forgjæves efter en offentlig Anklager, inden Partiet bekvemmede sig til at gaa ned til den i videre Kredse ubekjendte juridiske Kandidat, hvis eneste praktiske Uddannelse bestod i en kort og ikke omfattende Sagførerfuldmægtiggjerning; men da ingen mere kjendt Mand var at faa, valgtes Hørup til offentlig Anklager, efter hvad man vil vide paa Albertis indtrængende Anbefaling. Det var jo en sjælden og en mærkelig Debut for en ung juridisk Kandidat, men Valget viste sig slet ikke at være daarligt. Hvad Mening man nu end har om Sagen og om hele Procesførelsen for Rigsretten, saa bør man billigvis erkjende, at Hørup udførte sit Hverv med Dygtighed, og at han, om end ingensinde med Overlegenhed, tog Kampen værdig op med sin dygtigere Modstander. Hørup kom fra sit vanskelige Hverv med Ære, og kaster det end ikke Glans over ham, vil han dog altid med Tilfredshed kunne se tilbage paa denne Gjerning.
Nu var Hørup en Tid Væltens Mand i Venstre, og et vellønnet Statsrevisorembede faldt, rigtignok paa et senere Tidspunkt og under forandrede Forhold, ned i hans Skjød som Tak for hans Daad. Men som aktiv Politiker spillede han endnu ikke nogen fremtrædende Rolle; det skete først, da Venstre splittedes, og han som Medanfører for en af Delingerne tog Kampen op baade mod Højre og Venstre. Indvielsen fandt Sted i de mærkelige Kampe den 7. og 8. November 1877. Her holdt han fra sit Standpunkt fortrinlige Taler og her indviede han den Jargon, der fik Udtryk i saadanne Vendinger som de om „Kehraußen” og „Klapfinalen”.
Efterhaanden som Bruddet mellem Venstregrupperne blev større, tog Hørup fast Stade i den yderste Radikalisme og beredte derved sine gamle Venner mange Ulemper. Hans bekjendte Udtalelse i Gothersgades Eksercerhus om Folkethinget som den øverste Magt i Staten, ingen ved Siden af det og ingen over det, har gavnet Højres Sag trindt om i Landet og har selvfølgelig i samme Grad generet Venstre, og da især hans tidligere Meningsfæller. Han er i det hele Mand for at slaa saadanne Tanker ud, at vort hjemlige Venstre vil gyse tilbage baade fra ham og fra dem, og er nogen enkelt Mand til Hinder for Venstres fuldstændige Sammenslutning paany, saa er det Hørup.
Sagen er nemlig den, at Hørups demokratiske Anskuelser ere vidt forskjellige fra det danske Venstres. Han er „evropæisk” anlagt, „evropæisk” baade paa Politikens, Religionens og Samfundsordningens Omraade. Og saa er han efter sin egen Mening fuld færdig, ude af Stand til at lære mere og grundig suffisant. Efter Hørups uforgribelige Mening er der kun en Mand, der ser fornuftig, dømmer logisk og har det rigtige Fremsyn, og denne Mand er Repræsentanten for Kjøbenhavns Amts 4. Valgkreds. Alle andre ere mer eller mindre Sinker, Vrøvlehoveder og uklare Tænkere, som det er en beklagelig Nødvendighed at maatte forhandle med. „Vi alene vide” er ikke død med Absolutismen; det florerer herligt under Friheden og har en fremtrædende Repræsentant i Hr. Hørup. Det gjør naturligvis ikke noget absolut tiltalende Indtryk at høre en saa ung Mand feje alvorlige og ansete Mænds Udtalelser af paa en overlegen, halvt foragtelig Maade, men paa de Menige i Bataillonen og paa de friskfyragtige Rumlere udenfor Rigsdagen gjør denne Flothed sin Virkning.
Hørups Veltalenhed er af ejendommelig Art. Den udmærker sig ikke ved glimrende Midler, ikke ved høj Flugt eller ved Elegance, og frem for alt kjender den ikke til Patos. Hvis man paa Talere kan overføre de moderne Begreber om Idealisme og Realisme, saa vil ingen kunne tvivle om, at Hørup i allerhøjeste Grad er realistisk Taler, medens f. Eks. Berg har idealistiske Momenter. Ikke engang det ydre Apparat er heldigt hos Hørup: hans Organ er hverken klart eller smukt, hans Manerer og Stillinger i ingen Henseende plastiske, og hans Person tager sig i det hele ikke ud paa Talerstolen. Heller ikke kan man paastaa, at han er hyggelig at høre paa, eller at man har nogen som helst æstetisk Nydelse as hans Foredrag, ja ikke engang en smittende Varme er nogensinde at spore. Alt er koldt, tørt og forstandsklogt, alt er beregnet og Virkningen nøje udmaalt. Og alligevel er Hørup en betydelig Taler. Hans Tanke er klar og hurtig, og han kan give den et meget forstaaeligt Udtryk; han bruger ofte Billeder, altid drastiske, men ogsaa altid slaaende; han har megen Aandsnærværelse og megen Koldblodighed, og han kan svare fortræffelig paa en Afbrydelse. Han har let ved at finde Ord og kan endog ofte finde ypperlige Betegnelser for sin Tanke; han er i det hele Herre over Sproget, men han kæler ikke for det og bruger det aldrig til at forskjønne sin Tanke, kun til at give den sit nøgne Udtryk. Han taler gjærne i korte Sætninger, som han støder ud og ligesom sætter et tykt Punktum ved Enden af. Hans Polemik er bidende, ofte snærrende, han har Blik for de saarlige Steder, og han støder uden Barmhjærtighed imod dem, og vrider Dolken om i Saaret. Og saa hans Tone, den maa ikke forbigaas, ti denne er det netop, der giver hans polemiske Udfald den ætsende Karakter, der er saa uhyggelig. Man tvivlede en Tid, om denne Tone var bevidst eller ubevidst; nu kan man ikke tvivle længere om, at den er det første; ti han kan meget godt forlade den, naar han aldeles saglig og uden Polemik tager Del i en Forhandling.
Hørup ligner i høj Grad J. A. Hansen som Taler, og han skal jo ogsaa have studeret ham. Han drev en Gang sin Efterligning af J. A. Hansen til den realistiske Yderlighed at antage hans langelandske Dialekt, og det lykkedes ham virkelig ret skuffende, men da Hørup bemærkede, at han var kommen det latterlige grumme nær, holdt han klogelig inde i Tide. Der er dog den store Forskjel paa de to Talere, at Hørup kan være meget morsom, det kunde J. A. Hansen ikke; man kjeder sig ikke under Hørups Foredrag. Tilhøreren bliver overrasket, snart ved en højst morsom eller gemytlig Sprogvending og snart ved nogle ikke mindre mærkelige Betragtninger, han gjør gjældende. Han er i den Henseende en sand Vovehals, der tør byde de dristigste Udfordringer baade til Logik og Kjendsgjerninger. Hvad er hans Taler ude i Landet imod Højre og især imod de Nationalliberale — hans bitreste Fjender — andet end Manøvrer med Kjendsgjerninger, saaledes at Sandheden stilles paa Hovedet? Men man kan ikke nægte, at han gjør det godt. Saa svært som mange antage det, er det dog ikke, naar man blot dristig kaster alt — alt overbord. Ved en Lejlighed faldt i et Selskab Talen paa det hørupske Talent, navnlig i Retning af at vende alt paa Hovedet. Talentet vandt almindelig Anerkjendelse, men en af Herrerne vilde ikke rigtig gaa med og erklærede Opgaven for mindre vanskelig, end den saa ud til, ja han tilbød endog i Løbet af nogle Timer at udarbejde en Tale ganske i Hørups Stilart. Man væddede, og Dagen efter leverede den Paagjældende en Tale, der af alle anerkjendtes for godt at kunne være holdt af Hørup, saa slaaende lig var Stilen og hele Formen. Hørup og Høgsbro have paa dette Omraade ikke faa Berøringspunkter. De kunne begge bestikke, men de kunne ogsaa med lidt Paapassenhed og Ulejlighed anholdes og afsløres.
Hørup slaar ikke lige godt an overalt. Danmarks Folkething er en meget vanskelig Forsamling at tale til; ti den er i Reglen meget uopmærksom. Hørup har som oftest temmelig let ved at finde Ørenlyd, og naar hans Foredrag er ætsende, kan han gjøre Regning paa udelt Opmærksomhed; men er han derimod saglig og skikkelig, vender Thinget ogsaa Øret fra ham. Sit bedste Publikum har han dog blandt Hovedstadens Socialister, Fritænkere og urolige Hoveder. Det viste sig baade ved Møder i Gotersgades Eksercerhus og ved Mødet om Forholdstalsvalgmaadens Anvendelse paa vore Borgerrepræsentantvalg. Derimod har han næppe noget stort Publikum paa Landet; ti her forstaas han ikke, og her har hans Diskussionsmaade ingen Sympati. Han var sidste Sommer til et stort politisk Møde paa Langeland, men Venstrebønderne derovre erklærede under den følgende Valgkampagne, at Hørup slet ikke havde tiltalt dem, medens den langt tungere og ubehændige Berg stod i et straalende Lys for dem. Kun Intelligentsen, kun Højre vurderede Hørup derovre. Og saaledes gaar det vist mange Steder.
Det kan heller ikke nægtes, at Hørups Metode har sin meget store Fare for ham selv. Disse stadige ætsende Midler sløve til Slutningen, og de dristige Betragtninger, han gjør gjældende, taale ikke godt at betages Nyhedens Interesse og havne i et Juristeri, der allerede er fremtrædende hos ham. Den Tid kan let komme, da man bliver kjed af at høre ham, lige saa vist som da ogsaa den store Befolkning med omhyggelig Kritik vil veje hans Udtalelser og Beskyldninger. Ser han sig ikke for, kan han meget let forskjærtse sin Betydning og sin Indflydelse. I Øjeblikket har han begge Dele i højere Grad, end man tror. Der er næppe Tvivl om, at Hørup i Virkeligheden er den styrende i den radikale Gruppe. Folk tror, at Berg er det, og det tror denne selv, ligesom han ogsaa lægger Navn til, men det er netop Hørups Kunst at dreje Maskineriet saa snildt, at Berg tror, det er ham, der styrer, medens han i Virkeligheden styres. Baade Alliancen med Socialisterne og med Fritænkerne er Bergs egentlige Natur imod, men han føres over i denne Alliance paa en saadan Maade, at han selv tror at gjøre det frivillig. Og efterhaanden som det „evropæiske” tager Sving og Fart her hjemme — og det vil det gjøre — vil han ubemærket drives med saa langt, at Broen bag ved kastes af — hvis han da ikke vaagner, inden det er for sent, og kaster Grimen af sig.
Vi ere kun ved Begyndelsen, Hørup, Brandes og slige Folk ere Mænd for at føre videre. Hørup er færdig, Ideerne har han, det er kun den belejlige Tid, han venter paa. Den „evropæiske” Bølge vil helt naa os. Hidtil har kun Skum og Fraade naaet vore Kyster; men Diget, som endnu holder Bølgen ude, vil blive hullet, og her og der vil Gjennembrud finde Sted. Da vil det for Alvor vise sig, hvor fjærnt det danske Demokrati staar fra det „evropæiske”.
Hørup er som sagt en meget dygtig Mand; han er ikke hyggelig og ikke behagelig som Politiker, men han er paa den anden Side endnu ikke synderlig farlig. Hvad Tiden derimod kan bringe, er ikke let at sige; om det bliver ham eller Andre, der kommer til at føre Slaget, kan ikke vides, men Hørupske Ideer vil blive Slagfeltet.
I det private Liv er Hørup meget afholdt og agtet; han roses som en tro Ven og som en brav og hæderlig Personlighed.
Hans Valgkreds har tidligere været repræsenteret af A. F. Krieger, Gaardmand P. Hansen, Kaptajn, Farver Lind, Grev F. Moltke, Knud Petersen og Gjæstgiver Hansen.