Den danske Rigsdag/1/40
Harald Holm.
Cand. theol. Kjøbenhavn. Født den 19. April 1848.
Da det forenede Venstre i 1872 var blevet Flertal i Folkethinget og straks aabnede det store Felttog om Magten, talte Partiet mange dygtige og praktiske Mænd, men meget faa, der virkelig havde politisk Viden, politisk Blik og politisk Fremsyn. Den Intelligents, Partiet raadede over, var da nærmest repræsenteret af de otte Akademikere Alberti, Bojsen, B. Christensen, Høgsbro, Krabbe, Tauber, Winther og Zahle, men med denne Intelligents var det kun saa som saa bevendt, og den fik da egentlig heller ikke den raadende Indflydelse. Det gjorde derimod, som bekjendt, Berg og J. A. Hansen.
Imidlertid havde Partiet selv en levende Følelse af, at det i høj Grad trængte til virkelig intelligent Kraft, og de Nederlag, der Gang efter Gang beredtes det i de store politiske Debatter, lod Ønsket om en akademisk Tilgang træde stærkere og stærkere frem. Hidtil havde Partiet kun søgt Tilgang blandt Bønder og Skolelærere, og ihvorvel denne Grundstamme bibeholdtes, kastedes dog lystne Blikke efter Mænd med akademisk Dannelse. Man var følgelig henrykt, da efterhaanden Grev Holstein-Ledreborg, Professor Frederiksen og Overretsprokurator Steenstrup løb over; men man var ogsaa bestemt paa i ledige Valgkredse at faa Venstremænd med Universitetsdannelse frem.
Man skaffede sig da en, som man troede, foreløbig tilstrækkelig stærk Afstivelse ved saadanne Mænd som Etatsraad Juel, Cand. jur. Hørup, Overretsprokuratorerne Leth og Lassen, Cand. theol. Harald Holm og nu i den allerseneste Tid Dr. phil. E. Brandes; men Venstre vil vistnok selv erkjende, at denne Tilgang ikke i nogen væsentlig Grad har bødet paa den tilstedeværende Mangel; thi med Undtagelse af Hørup have ingen af disse Mænd tilført Partiet nogen virkelig Kraft.
Hr. Harald Holm synes i ethvert Fald ikke at skulle blive nogen Gevinst. Han er en ung Mand — født 1848 — og har ikke i nogen Retning havt Lejlighed til at gjøre sig særlig bemærket. Om hans Studietid er ikke Andet bekjendt, end at han var en flittig og ordentlig Student, hvis mest fremtrædende Ejendommelighed var en Jagen efter særlige Standpunkter, forskjellige fra dem, hans Jævnaldrende og Kammerater som Regel indtog. Dette havde tilfølge, at Kammeraterne trak sig noget tilbage fra ham og heraf fulgte atter, at han blev noget sær og indesluttet.
Han tog theologisk Embedseksamen med bedste Karakter og blev saa — Politiker. Hertil havde han ingen anden Forudsætning end den, at han naturligvis ogsaa her stillede sig paa den modsatte Side af Flertallet af de Studerende — han var Venstremand, være sig af Overbevisning eller for at synes selvstændig. Han deklarerede sig som Venstremand af det reneste Vand, og dette, i Forbindelse med Familieskab med en af Venstres betydeligere Mænd, var Adkomst nok til at skaffe ham en Valgkreds. Om politiske Kvalifikationer i egentlig Forstand har der aldrig været Tale, naar Venstre ønskede at sætte en ny Mand ind i Thinget.
Da i Oktober 1876 Odense Amts 7de Valgkreds var bleven ledig derved, at den dygtige og brave Venstremand Hans Madsen havde nedlagt sit Mandat, opstillede altsaa Venstre den hidtil ukjendte og fuldstændig uprøvede nybagte theologiske Kandidat, og uagtet den dygtige og prøvede Politiker Niels Andersen var hans Modkandidat, lystredes naturligvis Venstreparolen, og Holm valgtes med 981 Stemmer mod 408.
Nu var Tiden altsaa kommen for ham til at øve og prøve sine Kræfter; men med Undtagelse af et temmelig uheldigt Ordførerskab i en af Venstres Slagsager og nogle mindre Foredrag, har man hidtil ikke mærket Andet til Holm, end et Ja eller et Nej ved Afstemningen. Han spiller aldeles ikke nogen Rolle i Rigsdagen og vil efter alle Julemærker at dømme heller ikke nogensinde komme til det. Han er simpelthen en jævn Menig i Geleddet og udfylder som saadan ganske ordentlig sin Plads. At Holm ikke er naaet videre frem, skyldes vistnok Mangel paa Oplagthed og Anlæg for den politiske Gjerning; ti, skjønt hans Begavelse vistnok ikke naar ud over det almindelige, ere hans Evner dog gode nok til, at de forenede med tilstrækkelig Flid, kunde sikre ham en mere fremtrædende Plads i Venstres Rækker.
Paa Rigsdagen spiller han som sagt en Menigs Rolle, og udenfor den har han kun vakt en tvivlsom Opmærksomhed ved nogle ikke synderlig tiltalende Korrespondancer om danske Forhold til fremmede Blade. Holm er Medredaktør af Høgsbroes Folketidende, men han fører langtfra saa smidig og let en Pen som hans snilde Medredaktør. Derimod har han Lethed ved at tale og kan tale ganske godt.
Han er vist en brav og hæderlig Personlighed og har en ret tiltalende Fremtræden, hvis fornemste Særkjende er Skikkelighed og Beskedenhed. Han er af dem, der meget godt kan undværes, men som der heller ikke er synderlig Fare ved at beholde.
Ligefra 1854 til 1872 var den brave og varmhjærtede Cornelius Petersen Repræsentant for Verningekredsen. Kun af og til blev Pladsen gjort ham stridig, men altid med ringe Held.
Ved Valget den 20. September 1872 forlod Cornelius Petersen Kredsen og stillede sig i Kjerteminde, formodentlig fordi han følte Grunden vakle under sig i Verninge. Her valgtes da Venstremanden Hans Madsen fra Ferritslev, en af „de tre fynske Frihedshelte”. Imod ham stillede i 1873 H. M. Petersen sig, men led et afgjørende Nederlag. Madsens Stilling var utvivlsom sikker, men saa gik han af private Grunde sin Vej og afløstes af Harald Holm, der ogsaa synes at sidde fast i Sadlen; ved Valget i 1879 slog han i ethvert Fald Modkandidaten, Friskolelærer Appel fra Ryslinge med 838 mod 328 Stemmer. Ved Valget den 24. Maj 1881 vandt han en let Sejr over Oberst Vaupell, og det uagtet denne efterhaanden blev dreven til at erklære sig for Venstremand af det reneste Vand. Selv Højre ønskede under disse Forhold Holm valgt.
Højre har i det hele Grund til at sige om ham, som om saa mange andre Venstremænd: „lad os kun beholde ham, indtil Sejren en Gang bliver vor”.