Den danske Rigsdag/1/4
H. P. Andersen.
Gaardmand i Gislinge pr. Svinninge. Født 1846, død 1880.
Holbæk Amts anden Valgkreds er jo bleven en historisk Valgkreds i vort politiske Liv. Hvor ofte har det ikke i Tidsrummet fra 1849 til 1866 lydt fra Formandspladsen i Folkethinget: „Det ærede Medlem fra Holbæk anden har Ordet?” Og naar saa Indehaveren af denne Betegnelse rejste sig, hvor ofte have da ikke baade Medlemmer og Tilhørere lyttet til den Veltalenheds Strøm, der sprudlede fra hans Læber? Thi denne Indehaver var Oberst Tscherning, den tidt forblindede, men altid geniale Oberst Tscherning. Han har gjort Valgkredsen berømt, og han har ladet denne Valgkreds yde de livligste og — kvantitativt set — det største Bidrag til Debatterne i vor Friheds Ungdomsdage. Det maatte blive Epigoner, der fulgte efter ham i Valgkredsen. Og det blev det da ogsaa. Først kom den skikkelige, men tarvelige Hans Jensen fra Kundby, og efter ham sad den unge H. P. Andersen paa den historiske Plads. „Den unge” ...? — Ja, H. P. Andersen var kun en Mand paa henved 34 Aar da han døde, og han havde da kun siddet 4 Aar i Rigsdagen. Det var den for Højre saa ulykkelige Valgdag den 25de April 1876, der bragte den 30aarige Gaardmand ind i Thinget, men allerede forinden havde han taget virksom Del i den Agitation i politisk Henseende, som altid har udmærket Holbækkredsene.
H. P. Andersen var jo valgt ind i Thinget som Venstremand, og sluttede sig følgelig straks til det forenede Venstre. Da Splittelsen i dette Parti indtraadte, gik han med Berg, og han stod som en af de mest Trofaste i Bergs Gruppe. Andersens korte Rigsdagsvirksomhed gav ham ikke Lejlighed til at gjøre sig særlig gjældende. Thi selv om hans gode Evner kunde have givet ham Adkomst til at spille en større Rolle, end han gjorde, saa fik han paa ingen Maade Lov dertil. I det frihedsbegejstrede Venstre hersker der nemlig en streng Partitugt, der kræver Respekt for Officererne. De alene have Krav paa Æren og Indflydelsen, og Ve den Menige, der uden Førerens Indvilligelse turde vove at høste Hæder og Krigsbytte paa egen Haand; han vilde snart blive udstødt. Andersen havde dog forholdsvis tilkæmpet sig en ret betroet Stilling som Ordonnans ved Staben, og man saa som oftest hans Navn prange ved Siden af Bergs og Hørups paa Lovforslag o. desl. Der er Mange som mene, at Andersen skulde have rykket op til Adjudant, og det var med Mandens Kvalifikationer meget tænkeligt. Han var nemlig en velbegavet Mand og tilstrækkelig fanatisk til at kunne bruges i en slig Stilling.
Det var navnlig udenfor Rigsdagen, paa Folkemøderne, at den unge Frihedshelt vandt sine Laurbær. Den lille, sygeligt Udseende Mand med de kloge dybtliggende Øine kunde da skrue sig op til en sand Fanatiker. Han talte hurtigt og livligt, og hans ikke stærke Stemme forceredes da, saa at den hvert Øjeblik slog over og gjorde hans skarpe sjællandske Dialekt endnu uskjønnere. Men det var Noget for „Folket” og det jublede da til ham, som om det var den rene Visdoms- og Sandheds-Manna, han vederkvægede det med. Det var det dog ikke, men noget Bestikkende, eller maaskee rette noget Betagende, kunde der været ved den lille Fanatiker, naar han var ret i Ekstase. Han talte overmaade let og meget godt, og naar ikke Lidenskaben for stærkt blindede ham, var der god og fornuftig Mening i, hvad han sagde, selv om man ikke kunde dele hans Betragtninger. Han var i det Hele ganske vist et godt Hoved. Der knytter sig navnlig to Minder til Andersens politiske Virksomhed udenfor Rigsdagen. Det er Slagene ved Mørkøv. Man vil erindre, at Højre her tog en saa alvorlig Dyst med Venstre, at allerede Forberedelserne vare nok til at skrække J. A. Hansen, der havde lovet at komme, og som ogsaa gav sig paa Rejse, men, ankommen til Roeskilde, i den Grad tabte Hovedet ved Rygterne om Højres Anstrengelser, at han sendte sit berømte Telegram til Mødet om, at han ikke kom, og at Venstre burde holde sig fra Mødet. Denne Ordre blev dog ikke pareret. H. P. Andersen mødte frem, og skjøndt svækket ved Zahles Bistand, kjæmpede han mandigt og djærvt for sit Parti og frelste det fra et fuldstændigt Nederlag. Det var virkelig godt gjort; thi Lidenskabens Bølger gik højt, og Højre var kraftigt repræsenteret, baade paa Talerstolen og blandt Tilhørerne. Slaget tabtes og maatte tabes for Venstre, men Andersen frelste som en kjæk og dygtig Soldat sit Partis Fane ud af Ilden. Det var derimod mindre vel betænkt, at Venstreførerne paa det store Agitationsmøde i Gothersgades Eksercerhus lod Andersen træde op. Ligeover for det Publikum var han ikke Manden, og man mærkede det ogsaa tydeligt paa ham selv, at her var han ikke hjemme. Her slog hans politiske Fraser og Argumentationer ikke an; her koncentrerede Interessen sig kun om Høvdingerne, og han trak sig ogsaa hurtigt og lidt hovedkulds bort fra Talerstolen. Det er navnlig blandt Ens Egne, at en slig Veltalenhed slaar an. Paa Rigsdagen talte Andersen sjælden; men hver Gang han havde Ordet, brugte han det godt, mere afdæmpet og mindre ætsende end paa Folkemøderne. I sin Hjemstavn var han godt anset, og han var et virksomt Medlem af Sogneraadet. Imod Mandens Karakter og Hæderlighed kunde der ganske vist ikke med Føje indvendes Noget, og han var velset, ogsaa af Modstandere.
Han døde i Sommeren 1880 og blev paa en smuk og tiltalende Maade mindet af Folkethingets Formand ved en hædrende Udtalelse, som hele Thinget sluttede sig til.