Den danske Rigsdag/1/37
Hall.
Gehejmekonferentsraad. Bor paa Frederiksberg. Født den 25. Februar 1812.
Det er saare sjælden, at en Mand i levende Live faar et saa uomtvisteligt Vidnesbyrd om, hvor afholdt og anset han er af sit Folk, som det Gehejmeraad Hall har faaet. Da Telegrafen i Sommeren 1879 bragte Budskab herned fra Norge om, at Hall Pludselig var bleven betænkelig syg, fremkaldte denne Efterretning en sand Landesorg. Alle, Høje og Lave, Unge og Gamle, lyttede, uden Hensyn til Partifarve, med den største Ængstelse efter Bulletinerne fra Sandefjord; det var tydeligt at mærke, at Landet følte, at det stod Fare for at miste en af sine bedste Mænd. Følelsen var fælles for Kongen og Folket, og det var som om vi bleve dragne nærmere til Normændene, fordi de toge saa levende Del i Sorgen, og fordi Norges bedste Læger samledes om den Syges Leje for at gjøre deres til at bevare et for Danmark kostbart Liv. Da de mere beroligende Efterretninger indløb, sank man vel atter hen i den gamle Døs, men man fandt det dog ganske naturligt, at „det forenede Dampskibsselskab” med sædvanlig Betænksomhed og Liberalitet sendte et særligt Dampskib efter en saadan Mand, og den Sympati, han mødte, den Glæde, der allevegne føltes, da Hall atter satte Foden paa sit Fødelands Jord var ærlig ment og et sandt Udtryk for en raadende Følelse.
Skjøndt han endnu var yderst svag og fuldstændig ude af Stand til at udfylde sin politiske Stilling, vilde man dog i Højre ikke høre Tale om, at han maatte trække sig tilbage. Han skulde vedblive at staa som Formand for Folkethingets Højre; hans kloge og besindige Aand skulde vedblive at svære over de politiske Vande. Den almenagtede Chr. Rimestad skulde udføre de løbende Formandsforretninger, men alt skulde gaa i Halls Navn og i hans Aand. Nu, da han lykkeligvis igjen er saa restitueret, at han har kunnet overtage sin Embedsgjerning, maa det være en sjælden Trøst og Glæde for ham at kaste Blikket tilbage paa hine Trængselsdage og der hente Forvisningen om, hvor ualmindelig afholdt og anset han er i det danske Folk. Netop Hall maa det glæde særlig; ti han trængte mere end de fleste Andre til et sligt Vidnesbyrd, han, hvis Navn man har knyttet til vore store Ulykker, han, hvis Politik er bleven saa skaanselsløst, saa uretfærdig bedømt, han, der saa ofte har set sit Navn mishandlet og besudlet i Fortvivlelsens første Dage. Nu stod han pludselig som Gjenstand for almindelig Sympati, for sit Folks mest velvillige Følelser. I Virkeligheden har dette stadig været saa; udover de haarde og hensynsløse Domme over Halls Politik, har hans Person altid hævet sig med udelt Agtelse og Sympati. Selv dem, der dømte haardest om den nationalliberale Politik, som Hall jo en Tid var umiskjendelig Fører for, de holdt af Hall personlig, agtede og ærede ham.
Hall har endnu den Dag idag mange politiske Modstandere, men af disse er der sikkert kun faa, der ikke anerkjende hans sjældne Evner og slet Ingen, der ikke tror paa hans gode og redelige Vilje. Han kan have fejlet nok saameget, saa tvivler dog Ingen om, at han med en redelig Vilje søgte at gjøre det saa godt som muligt for sit Land og uegennyttig ofrede det sine bedste Kræfter. Derfor ramte den politiske Modstander vistnok en almindelig Stemning, der en Gang i Folkethinget lidt patetisk udtalte, at han vilde være med til at sætte en Mindesten paa Halls Grav med følgende Indskrift:
„Han fejled' af Mangel paa bedre Vid,
Men blev en Riddersmand al sin Tid!”
Hall er udgaaet fra jævne Borgerfolk. Hans Fader var en velstaaende Bødker paa Christianshavn og her fødtes den 25de Februar 1812 Carl Christian Hall. Kun 17 Aar gammel var han en dygtig Student, og han var ikke mere end 21 Aar, da han tog juridisk Embedseksamen med bedste Karakter baade til den teoretiske og praktiske Prøve. Aaret efter foretog den unge Kandidat en Udenlandsrejse, og ligesom han havde naat Myndighedsalderen blev han udnævnt til Auditør. Tre Aar efter tog han den juridiske Licentiatgrad, og i 1847 udnævntes hav til ekstraordinær Docent i Romerretten ved Universitetet. Han havde da alt i flere Aar været en meget benyttet og meget anseet Manuduktør til juridisk Embedseksamen og Alt tydede paa, at den juridiske Videnskab i den flittige og begavede unge Mand havde faaet en værdifuld Dyrker, der ad denne Vej vilde gjøre sit Land Ære. Det blev dog ikke saa. De lovende Evner fik tidlig en anden Anvendelse. Vel blev han i 1851 Professor ved Universitetet, men da han alt samme Aar udnævntes til Generalauditør for Landetaten, droges han bort fra den videnskabelige Forsknings Vej, og som Minde om den staar nu kun tilbage en Bearbejdelse af Romerretten, der forøvrigt skal være et særdeles dygtigt Arbejde. Heller ikke ad den jævne Embedsvej skulde han vinde sit Navn. Politikken, den store Politik blev den Piedestal, paa hvilken den smukke Skikkelse skulde kjendes og vurderes af Folket. Den opgaaende Frihedssol herhjemme kastede sine mildeste Straaler paa den unge Mand og indviede ham til en stor og ansvarsfuld Gjerning.
Under de levende Bevægelser, der gik forud for Friheden, hørtes Halls Navn ikke nævnet. Medens Navne som Schouw, Hvidt, Clausen, Lehmann, Monrad, Ploug, Hage, David, Tscherning, Balthazar Christensen og flere suse os om Ørene hver Gang hine Tider omtales, høres Navnet Hall slet ikke. Helt udenfor Bevægelsen har en Mand med hans Evner næppe staaet; det er rimeligt, at han i Studenterforeningen og ved private Sammenkomster har givet sit Besyv med i Laget, men offentlig traadte han ikke frem. Har han i Stilhed ledet nogle af Traadene, og har det ikke paa det Tidspunkt været ham om at gjøre at stille sig frem, saa vidner det om en klog Tilbageholdenhed, der fuldtvel lader sig forene med Halls hele Natur. Hans Tid kom snart, og der var ikke gaaet mange Aar, inden hans Navn hørtes fremfor alle de andres.
Ved Valget til den grundlovgivende Rigsdag den 5te Oktober 1848 valgtes han i Kjøbenhavns Amts 1ste Valgkreds (Frederiksberg) med l89 Stemmer mod Etatsraad P. Povelsen, der fik 43. Fra den Dag og lige til den 24de Maj 1881 har Hall uafbrudt repræsenteret den samme Valgkreds ved alle politiske Valg. De allerfleste Gange har han staaet ene paa Valgtribunen og er valgt ved Kaaring, men enkelte Gange have dog afvigende politiske Retninger søgt at fortrænge ham, altid dog med et kummerligt Resultat. En Gang prøvede en Skolelærer Thyboe Dysten, men fik kun 45 Stemmer, medens Hall fik 244; en anden Gang var det Professor Peder Hjort (174 St. mod 645), saa kom en Partikulier M. C. Levinsen, der dog ikke turde driste sig til at forlange en skriftlig Afstemning, og endelig vovede i 1872 Løjtnant Hartvigson sin Trøje, men fik kun 325 af c. 1500 afgivne Stemmer. Der var siden en Gang Tale om, at Tang skulde forsøge sig, men det blev dog ikke til Noget. Hall maatte, hvis hans Helbred havde tilladt ham at blive ved, anses for aldeles urørlig i Frederiksbergkredsen, og denne maatte da ogsaa evigt have skammet sig, hvis den havde vraget en saadan Celebritet. Foruden Hall har vistnok kun Dr. G. Winther saalænge og uden Afbrydelse repræsenteret den samme Valgkreds; næst i Rækken følger Alberti, der ikke repræsenterede sin Valgkreds paa den grundlovgivende Rigsdag.
Allerede paa den grundlovgivende Rigsdag kom Hall til at spille en fremragende Rolle, uden at han dog, saaledes som Monrad eller Lehmann, nævnes som Fader til vigtige Frihedsbestemmelser. Det var i Udvalgene og i Debatterne i Salen, at den talentfulde unge Mand vidste at gjøre sig gjældende, og det var sikkert med fuld Føje, at han paa Konstantin Hansens Billede af den grundlovgivende Rigsdag fik den iøjnefaldende Plads, han indtager.
I Frihedens første Dage stode tre politiske Partier imod hinanden: de Konservative eller snarere Reaktionære, de Nationalliberale og Bondevennerne. Af disse var det nationalliberale Parti absolut det stærkeste, baade i Tal og politisk Begavelse. I dette Parti indtog Hall meget tidlig en Førerplads. Kampen førtes i Begyndelsen imod de to andre Grupper, især imod Bondevennerne, og det var kun smaa og forbigaaende Fægtninger, der førtes mod Regeringen. Det skulde snart blive anderledes.
Da den berømte A. S. Ørsted den 21de April 1853 traadte i Spidsen for Regeringen, var det Signal til Kamp paa hele Linien, den eneste Kamp i vort politiske Liv, hvor Landsthing og Folkething stod enige og sluttede sammen mod Regeringen. Striden blev haard og førtes med stor Hensynsløshed fra begge Sider. Hall og Monrad stode i Folkethinget som Oppositionens dygtige og anerkjendte Førere og særlig imod dem vendte Regeringens Had sig. Men det skal siges til den daværende Oppositions Ære, at den, hvor bittert end Striden førtes, dog havde Maadehold og Besindighed nok til at vise ethvert Forslag om yderliggaaende og skjæbnesvangre Midler fra sig og ikke indlod sig paa saa halsbrækkende Eksperimenter som Finanslovsnægtelser, Experimenter, der senere fuldstændig ruinerede et i Tal men ikke i Visdom stærkt Oppositionsparti.
Da Kampen var paa sit Højste, greb den gamle Ørsted til det fortvivlede Middel at afskedige nogle af de besværligste Oppositionsmænd fra deres Embedsstillinger, deriblandt Hall fra Generalauditørembedet, men derved kastedes Martyriets Nimbus over de iforvejen meget populære Mænd, og Følgen blev, at deres Popularitet steg til en Højde, der havde været ukjendt herhjemme aiden Orla Lehmanns Fængslingsdage. I Folkethinget hædrede man Hall ved at gjøre ham til Ordfører for den bekjendte Mistillidsadresse, et Hverv, han skilte sig fortrinlig ved, og hvorved han væsentlig bidrog til Ministeriet Ørsteds Fald.
I Kabinettet af 12. December 1854, som P. G. Bang dannede, var den populære, allerede højt ansete Hall et selvskrevet Medlem; han blev Kultusminister og midlertidig Minister for Slesvig. Hall var nu bleven Minister, og han vedblev at være det indtil Udgangen af 1863, kun med 3 Maaneders Afbrydelse. Den 13. Maj 1857 dannede han selv sit første Kabinet, i hvilket han blev Konsejlspræsident, Kultusminister og midlertidig Udenrigsminister. I Maj 1859 afgav han Kultusministerportefeuillen og overtog definitivt Udenrigsministeriet, det Ministerium, hvortil hans særlige Evner umiskjendelig henviste ham.
Hall var en ganske dygtig og afholdt Kultusminister, men nogen stor Energi eller Karakterfasthed sporedes ikke i Kirkedepartementets Ledelse. Som Udenrigsminister overtog han et højst vigtigt, ansvarsfuldt og farligt Hverv. Det var midt under Konflikten med det tyske Forbund, at han traadte til, og Forholdene havde alt da udviklet sig saaledes, at der krævedes en stor Statsmand med overlegne politiske Evner for at rede de sammenfiltrede Traade fra hinanden. Var Hall her den rette Mand? Ja, derom har Dommen til Tider lydt saare forskjellig. Der var en Tid, da man jublede over Hall, saa fulgte en Reaktion, hvor man bebrejdede ham hans Indrømmelseslyst og Mangel paa Fasthed, nu er det — Dristigheden, der bebrejdes ham. Saaledes veksle Anskuelserne. Skal man dømme Hall efter Resultatet, maa han fordømmes, og det er han blevet. Men det er dog ganske sikkert en højst ubillig og uretfærdig Maalestok. — Hall var maaske intet Geni, men han var vistnok den bedste, vi havde, og det omtvistes næppe, at der i Hall var flere virkelig storpolitiske Evner, end i alle de Statsmænd, der her hjemme have været fremme i de sidste Decennier. Han skal have lagt fortræffelige Gaver for Dagen til at forhandle med de udenlandske Gesandter, og hans Noter skildredes i sin Tid af Kjendere som smaa Mesterværker. Som sagt, Hall var vistnok den bedste, vi havde, men han havde ikke Held med sig.
Det var et beklageligt Uheld, da Raasløff svigtede ham i den holstenske Stænderforsamling, det var et stort Uheld, at den saa vel forberedte svensk-norske Alliance bristede ved en Tilfældighed, og det var en ligefrem Ulykke, at Frederik den Syvende netop døde, da det første positive Skridt var gjort til Spørgsmaalets Løsning.
Da Ministeriet Hall den 24. December 1863, ligesom den truende Krig stod for Døren. indgav sin Dimission, var det for at give Kongen frie Hænder til under den fortvivlede Situation at vælge andre Raadgivere, og det skal den Gang have været en bindende Aftale mellem Ministeriets Medlemmer kun i Forening og tætsluttede at føre Situationen videre, hvis det var Kongens Vilje; ti de vare fuldt ud beredte til at gjøre deres Pligt. Monrad brød denne Aftale og dannede selv Kabinettet af 31. December 1863. Herved paatog han sig et mægtigt Ansvar og tog et tilsvarende fra Halls Skuldre. Intet havde jo været naturligere, end at det Ministerium, under hvilket Krisen havde udviklet sig, havde ført Situationen til Ende, saa meget mere som det den Gang havde Kongens og det store Folkeflertals Tillid og Sympathi. Men saaledes blev det nu ikke, og det var absolut uheldigt.
Der er ingen, der tror, at selv om Hall havde ført os til Krigen, denne da havde faaet et andet Udfald, men det turde dog maaske være vist, at Sammenholdet i Folket og dermed det moralske Mod havde været bedre bevaret, end det blev, da Monrads Kabinet bragte den første Vaklen og Uklarhed over Situationen. I denne Vaklen og Uklarhed slukkedes Begejstringen, og derfra kom det første Vindpust, der bortvejrede „Aanden fra 1848”. Endelig er en anden Betragtning højst sandsynlig, den nemlig, at Hall aldrig havde ladet Londonerkonferencen skilles uden Resultat. For hans Naturel laa særlig en saadan Chance, og han havde sikkert benyttet den, hvis det var menneskelig muligt.
Det faar imidlertid nu at staa hen. Krigen gik sin sørgelige Gang, og vi mistede vore tre Hertugdømmer. Haard og skaanselsløs var den Dom, der fældedes ogsaa over Hall, og først i den seneste Tid synes der indtraadt en mildere og retfærdigere Bedømmelse. Det er endnu for tidligt at skrive Halls Politiks Historie, men det er nok muligt, at en ærlig Historieforskning en Gang vil vindicere Hall et større Navn end det, han nu bærer. Han stod paa en Post, hvor der saa let kunde fejles, og han har naturligvis fejlet, men de, der fælde de haarde Domme, bør i alle Tilfælde ikke give Hall alene Skylden — Folket bærer den med ham. Det stod langt stærkere end han paa den aggressive Politiks Standpunkt, og det var maaske hans største Fejl, at han ikke med urokkelig Fasthed dæmmede op mod den offentlige Menings Bølge og gik sin egen Vej. Hvem mindes ikke Adressen med de 70,000 Underskrifter, hvem ikke det Skrig, der lød igjennem Folket over det „Indrømmelsernes Skraaplan”, Ministeriet var inde paa? Alle forlangte Handling, Afslutning, og da Hall formede denne Tanke og det paa den forsigtigste og klogeste Maade, saa indtraf det Tilfælde, hvorover ingen dødelig kunde raade: Kongens Død og Nødvendigheden for Bismarck af en ydre Diversion. Det hidførte Ulykken og — Fordømmelsen. At denne sidste gik over alle Grænser og var i højste Grad ubillig, det erkjendes nu mere og mere, og forsværge skal man ikke, at den Dag kan komme, da man maa indrømme, at Hall trods alt var en stor Politiker, større end vi ere vante til at se dem her hjemme.
En Triumf maa det personlig have været for Hall, at flere senere Udenrigsministre have holdt en levende Forbindelse med ham vedlige og ved alle vigtige Lejligheder, saaledes ogsaa i 1870, raadspurgte denne erfarne Politiker og fulgte hans Raad. Bevarer Hall sit Helbred og sine Evner, er der ingen Tvivl om, at ogsaa i fremtidige Tilfælde, hvor alvorlige Spørgsmaal for Landet maatte foreligge, vil man ty til Veteranen og baade æske og faa gode fædrelandssindede Raad fra ham.
Efter Ulykken i 1864 rejste Monrad til Ny-Zeeland, medens Hall rolig optog sin Gjerning og virkede stille og ubemærket. Saa lagde efterhaanden de vrede Bølger sig, og den personlige Sympati for Hall steg atter, saa at det kun vakte forholdsvis ringe Modstand, da han i 1870 paany indtraadte som Kultusminister i et Ministerium, det Holsteinske.
Hans sidste Ministervirksomhed afsatte ikke fremtrædende Mærkepæle; det, Mindet nærmest vil dvæle ved, er de fem Dages Kamp om Skoleloven, hvor Hall med Dygtighed og Værdighed bød den fnysende Opposition Spidsen. Dog et lille Punkt vil ogsaa rage op over Glemselens Bølger, det er hans knusende Svar til Tauber, da denne saa hensynsløst og smagløst angreb den slesvigske Embedsstand og Hall personlig. Da var det, at Hall med „dybtfølt Foragt” viste Insulten tilbage, og da saa Tilhørerne, revne med af Stemningen, tiltordnede Hall sit Bifald, lod Hr. Krabbe, temlig umotiveret, for første Gang i vort konstitutionelle Liv, Tilhørerpladserne rydde. Det øgede imidlertid kun Sympatien for Hall og Forbitrelsen mod Tauber. Med Ministeriet Holstein forlod Hall Taburetterne og vender vist aldrig mere tilbage til dem.
Uden for Ministervirksomheden har Hall ikke tilsyneladende taget nogen fremtrædende Del i den daglige politiske Gjerning, naar undtages Kampene i Begyndelsen af Halvtredserne, men deraf kan man paa ingen Maade slutte, at han ikke har spillet nogen Rolle i de heftige Partikampe, der senere have været førte. Han har tværtimod udfoldet en meget betydningsfuld Virksomhed, idet han stille og ubemærket har ledet mangt et politisk Træk af Højremindretallet i Folkethinget, og han har ved sine særlige mæglende Gaver, ved sin Erfaring og sin Avtoritet været det Kit, der i mangt et kritisk Øjeblik holdt Højre sammen. Hvad han i den Henseende har været for Højre i Folkethinget, er først ret blevet klart i de sidste Samlinger, da Partiet maatte undvære ham. Ved mange Lejligheder, hvor det gjaldt at tage en klog Position, har man savner Halls klare og rolige Overblik, og selv blandt Partiets betydeligste Mænd kunde man mere end én Gang høre Udtalelser af Bekymring over, at man i en given Situation manglede Halls erfarne Raad og Avtoritet.
Hall var i sine Velmagtsdage en ypperlig Taler. Hans smukke Person tog sig godt ud i Debatten, hans Stemme havde en tiltalende, melodiøs Klang, og han besad en sjælden Evne til at give sine Tanker et formsmukt Udtryk. Dertil kom ofte et aandfuldt Sving, velvalgte og gjennemførte Billeder og et godmodigt, højst tiltalende Lune. Det var en sand Fornøjelse i hine Dage at høre ham debattere med Oppositionen; særlig mod Blixen-Finecke har han ført mange vellykkede Stød. I den store Kamp om Novemberforfatningen, hvor han havde højst talentfulde Modstandere at bekæmpe, hævede han sig ofte til sand Veltalenhed, og dette i Forbindelse med hans personlige Afholdthed virkede vel lige saa meget som den i Folket raadende Stemning til, at Loven gik igjennem.
Hall har som Taler en anden Egenskab, der har stor Betydning for en Diplomat. Han kan udtale sig tydeligt og klart som faa, men han kan ogsaa bruge Talen til at dølge sine Tanker. Det er ikke sjælden, at Hall har holdt lange, aandfulde og morsomme Taler, uden egentlig at sige noget om det, hvorom man ønskede hans Mening. Man hørte ham med Fornøjelse, men naar han satte sig, var man i og for sig lige klog. I de senere Aar har Hall talt meget sjælden, og af og til, naar han har haft Ordet, har man faaet en Følelse af, at han ikke længere er den store Taler som forhen, men til andre Tider har han vist, at han endnu kunde omgjorde sig med sit gamle Styrkebælte.
Hans Force i Debatten var en Gave til at gribe Modstanderens svage Punkter og med en vis Humør at endevende dem. Selv forløb han sig aldrig i Debatten, han var rolig og behersket, og man fik Indtrykket af, at han nøje overvejede hvert Ord, han sagde, og aldrig sagde mere eller andet, end hvad han vilde. Navnlig naar han holdt sine svævende og uklare Foredrag gjorde han Indtrykket af, at netop det vilde han sige, ikke andet. Modstanderne have ofte gjort Forsøg paa at lokke ham ud af en tilsløret Situation, men Hall har altid været dem for fin en Diplomat, og Forsøget er hver Gang mislykkedes. Det fik Holstein-Ledreborg en Prøve paa, da han æskede Halls personlige Mening om en provisorisk Finantslovs Berettigelse. Hall gled da let og smidig ud af den snilde Greves Hænder.
Hall er, som ofte sagt, personlig i høj Grad afholdt, og det ikke blot af hans Meningsfæller, men ogsaa af hans Modstandere. Ogsaa Kongehuset og det høje Aristokrati har lagt megen Velvilje mod ham for Dagen, og han har havt Adgang til aristokratiske Kredse, hvor ellers andre borgerlige vare lukkede ude. Der er noget jævnt, noget dansk og sundt ved Hall. Man har med Rette sagt, at der var noget national typisk ved ham. Han er ligesom Nationen sejg og magelig, og han skal have havt en afgjort Tendens til at skyde enhver øjeblikkelig Afgjørelse fra sig. Men ærlig og velmenende har han altid været, og han har besiddet et stort Fond af Nationens Lune og godmodige Satire. Der har muligt været noget vaklende ved hans Karakter, nogen Ængstelse for at tage en Beslutning; men var Planen fattet, gik han udholdende og rolig til Udførelsen, dog uden den Stivhed, der vanskeliggjør en Svingning paa Vejen, om Forholdene gjøre en saadan nødvendig.
I det hele har Hall i en sjælden Grad været rig paa Udveje, paa Evne til at finde nye og andre Maader at gribe en Sag an paa. Endnu under de seneste politiske Konflikter har han ofte lagt store Syner for Dagen og udkastet Rækker af sindrige Kombinationer. Hans politiske Erfaring er kommen hans medfødte Evner godt til Hjælp til at udvikle et sjælden fint Blik for, hvad Situationen vil bringe, og et efter vore Forhold ualmindeligt Fremsyn. Han har i de sidste Konflikter indtaget et decideret Højrestandpunkt, har med stor Loyalitet støttet Ministeriet Estrup i dets Kamp mod Venstre, og han har mere end en Gang holdt udskejende Tendenser indenfor Højrepartiet i Tømme.
Hall er en meget fornem Mand, næst efter Tillisch den, der staar højst paa Rangstigen. Kong Frederik den Syvende, der personlig holdt meget af Hall, tillagde ham en særlig, meget høj Rang over Ministre, Lensgrever o. s. v., og vor nuværende Konge har hængt Elefantordenen om hans Hals.
Der var ingen Mand i Folkethinget, som Højre vilde komme til at savne dybere og varigere end Hall, naar han trak sig tilbage, og derfor maatte enhver Højremand oprigtigt ønske, at han vedblivende maatte forundes Kræfter til at pleje en Gjerning, hvortil han medbragte saa særlige Evner. Dette Ønske skulde dog ikke opfyldes; thi ved Valget den 24. Maj 1881 trak Hall sig af Helbredshensyn tilbage til stor Sorg for alle sande Frihedsmænd og Patrioter. Hans Efterfølger blev Fabrikdirektør Ph. Schou.