Den danske Rigsdag/1/27
Rasmus Claussen.
Redaktør, Nykjøbing paa Falster. Født den 3. Februar 1835.
Maribo Amts 4de Valgkreds hører til de berømte. Den har havt den Ære elleve Gange at sende den geniale Monrad ind paa Thinge. Ligefra det første Valg den 4de Decbr. 1849 og til han i November 1865 nedlagde sit Mandat for en Tid at gaa i frivillig Landflygtighed har han repræsenteret denne Kreds, alene med Undtagelse af 4 Maaneder i 1853, da han ikke stillede sig og afløstes af den brave Redaktør Chr. Jørgensen. Denne traadte frivillig tilbage og gav atter Plads for Monrad, der saa godt som uden Modstand holdt Kredsen, indtil han nedlagde Mandatet. Han har staaet paa Valgtribunen som Biskop, som Overskoledirektør, som Kultusminister og som Konsejlspræsident, og han vilde rimeligvis den Dag idag have været Folkethingsmand for Maribo 4de, hvis han ikke selv havde skaaret Forbindelsen over.
Da han gik sin Vej, stod Kampen mellem Skolelærer A. C. Hansen og Hother Hage; den Første sejrede med 556 Stemmer mod 543 og holdt Kredsen gjennem flere Valg, indtil i 1869 Pastor Schleppegrell slog ham.
Saa kom i 1872 Rasmus Claussen, der vel ved alle senere Valg har havt nogen Modstand at overvinde, men dog først var i Fare ved Valget den 3die Januar 1879, da han af 1881 afgivne Stemmer ikke naaede Halvdelen, men kun 935, medens Løjtnant, Grosserer Hage trængte stærkt ind paa Livet af ham med 832 Stemmer, og den gamle, uklare Arbejderven P. F. Lunde fik 123. Ved Valget den 24de Maj havde han den flinke Søofficer Kaptajn Gjødesen til Modkandidat, men slog ham med 1113 St. imod 790.
Man har derovre i Kredsen stadig det Haab at blive af med Hr. Claussen, og man kan da ogsaa vel forstaa, at en Kreds, der har hædret sig selv ved Gang efter Gang at kaare en Monrad, just ikke kan føle sig synderlig æret ved nu at møde frem med en Repræsentant som Hr. Claussen. Mest passende vilde det dog være, om Monrad selv blev hans Banemand.
Det er ret mærkeligt, at Monrad, der jo ved flere Lejligheder har røbet en næsten ubetvingelig Lyst til igjen at komme ind i Rigsdagen, aldrig senere har forsøgt sig i sin gamle Kreds. Man skulde dog synes, at han havde gode Chancer i den Kreds, han i saamange Aar repræsenterede med Ære, og i hvis Hjærte han nu igjen virker paa en af Alle anerkjendt ærefuld Maade. Forklaringen maa vel være den, at han ikke føler sig sikker paa at blive valgt og nødigst af Alt vilde falde netop i denne Kreds. Nu, da der imidlertid er skudt Breche i R. Claussens Indflydelse i Kredsen, turde der dog maaske være gode Chancer for Monrad, hvis han da ikke aldeles har ødelagt sin Anseelse derovre ved de mærkelige politiske Indlæg, han nu og da er kommet frem med, og som ganske vist ikke særlig egne sig til at stive hans Stilling af.
Om den politiske Situation i det Hele, saaledes som den nu er, vilde høste Fordel af en Mand med Monrads Karakter og Evner, er et andet Spørgsmaal, men hvorledes end dette Spørgsmaal besvares, saa er det utvivlsomt, at har man Valget imellem Monrad og Claussen, vil man ikke kunne være bekjendt at vrage den første, selv om man vil gjøre den Betragtning gjældende, at Monrad kan gjøre Skade, Claussen derimod ikke. Monrad kan paa den anden Side ogsaa gjøre megen Gavn, Det kan Claussen heller ikke.
Claussen var oprindelig en velbegavet og vistnok ogsaa en velanset Mand. I Tidens Løb har maaske baade Begavelsen og Anseelsen lidt noget Afbræk. Han sluttede sig straks ved sin Indtræden paa Thinge til „det forenede Venstre”, hvis Indflydelse han skyldte sit Valg, og han var en trofast Menig i Partiet, hvis Udskejelser han trolig tog Del i. Da Venstre sprængtes, var han en Tid Radikal og fulgte Bergs Fane, men da hans Parti ikke vilde kaste al Besindighed og Fornuft overbord og kassere de omstridte Højrevalg i Foraaret 1879, traadte han ud og staar nu Alberti og altsaa ogsaa de „Moderate” nærmest.
Hr. Claussen synes at sværme for de yderligste Standpunkter. I enhver Sag er det hans Opgave at finde dette Standpunkt, og det kæmper han saa haardnakket paa, selv om han er den Eneste paa Skansen.
Claussen hører til de meget talende Folkethingsmænd. Næsten om enhver Sag skal Thinget kjende hans værdifulde og interessante Mening, og han tvivler vistnok ikke om, at de bedste Bidrag til Diskussionen ydes af den agtbare Rigsdagsmand fra Maribo fjerde. I den Henseende søger han at blive Traditionen tro. Han har imidlertid saare sjælden Held med sig, og det er enten galt, hvad han siger, eller uforstaaeligt, eller Gjentagelse af, hvad andre have sagt bedre. Undertiden er det alle tre Ting paa en Gang. Han taler med megen Lethed, ofte med en vis Svada. Han har en kraftig og klar Stemme, og naar han sender sine Ordlaviner ud over Salen, er der noget Bjørnbaksk ved den sirskaarne lille mørke Mand. Han holder nok af at bruge fremmede Ord, men kommer ofte uheldig fra det og fremkalder en Latter, som dog ikke generer ham.
Af hans megen Tale er der af og til kommet Fortrydelse, saaledes da han kom i Konflikt med Sagførerstanden paa Falster. Hr. Claussen er ikke nogen sympatetisk Rigsdagsmand, og han gjør ikke en Valgkreds særlig Ære, men han er en velbegavet Mand, og det kan nok være, at han er noget bedre end hans Rygte; i ethvert Fald er det vist, at han har mange Venner, og at disse i flere Henseender sætte Pris paa ham og yde ham Anerkjendelse.