Den danske Rigsdag/1/21
Balthazar Christensen.
Overretsprokurator i Kjøbenhavn. Født den 25. October 1802.
De blive tyndere og tyndere, Rækkerne af den gamle Garde — Garden fra Trediverne. Det sidste Decennium har lyst svært op i Geledderne, og det er kun faa Veteraner, vi have tilbage fra Frihedskampene i Frederik den Sjettes Dage. Men jo mere Rækkerne forkyndes, desto mere samler Interessen sig om de Enkelte, der endnu bære Mindet ned til vore Dage om hine Tider, som synes os saa fjærne, fordi Udviklingen er gaaet med Jernbane og Telegraf. Man bøjer Hovedet med en vis Ærbødighed, naar Luften fra de faderlige Dage slaar os imøde, og man ser halvt nysgjerrig, halvt forundret paa en Mand, om hvem det hedder: „Han var i Ilden i Trediverne, han var med i Stænderne, han har været under Censur” osv. Er det nu tilmed en af Førerne fra hine Tider, som passerer os forbi, en af de Mænd, der lagde Felttogsplanen og var med til igjennem en Række af Kampe at føre den igjennem, saa stiger selvfølgelig Interessen.
En saadan Mand er den gamle Balthazar Christensen, Folkethingsmanden for Middelfartkredsen. Han kan snart se tilbage paa et halvhundredaars Felttog for, hvad han anser for Frihed, og han staar endnu, rynket og krumbøjet, som han er, med Gevær paa Skulder i Geleddet, dog nu mere til Staffage end til virkelig Nytte. Endnu, som i Frederik den Sjettes Dage er han Oppositionsmand, han har altid været det og vil vedblive at være det til sin Død, ja, han vilde være højst ulykkelig, om han ikke kunde være det. Aldrig med, altid imod, det har været hans Livsopgave, og denne Opgave har han virkelig løst ganske tilfredsstillende.
Nu er han gammel — henimod firsindstyve Aar —, men han er dog endnu ret livlig og aandsfrisk, og han tiltror sig sikkert endnu Kraft til at spille en politisk Rolle. Hans Tid er dog fornuftigvis nu forbi, og det har den ogsaa Lov til at være, ikke blot i Betragtning af hans Alder, men ogsaa af hans højst bevægede og virksomme Ungdoms- og Manddomsliv.
Balthazar Christensen er født i Randers 1802 og blev Student fra denne Byes Skole 1819. I 1829 blev han juridisk Kandidat med bedste Karakter saavel til den teoretiske som til den praktiske Prøve. Aaret efter fik han Ansættelse ved Forvaltningen af den danske Koloni paa Guineakysten og forblev i denne Stilling til 1832, da han vendte tilbage til Fædrelandet.
Det fortælles, at Christensen i sine unge Dage skal have havt sine Tilbøjeligheder og endog have aspireret til Kammerjunkertitelen, men det varede i al Fald ikke længe, inden han lagde de demokratiske Sympatier for Dagen, der senere skaffede ham hans politiske Navn. Allerede 1834 henledede han Opmærksomheden paa sig ved et politisk Flyveskrift, og i de følgende Aar tog han levende Del i de Rørelser, der herhjemme kom til Frembrud saavel i national som i politisk Henseende. Han stod den Gang Mænd som David, Lehmann, Monrad, Tscherning, Ploug og Gjødvad nær og var med til i December 1839 at stifte „Fædrelandet”, hvis ansvarlige Redaktør han var indtil Marts 1841, da han maatte fratræde som Følge af, at han blev sat under Censur.
I 1840 blev han valgt til Borgerrepræsentant i Kjøbenhavn og var i den Stilling i 3 Aar, hvorefter han, der var flyttet udenfor Byen, blev Sogneraadsformand og Medlem af Kjøbenhavns Amtsraad. Det vil saaledes ses, at man tidlig tog den unge Prokurators Kræfter i Brug; han var nemlig, efter en kort Tid at have været Fuldmægtig hos Kammeradvokaten, i 1837 bleven Prøveprokurator og i 1839 Overretsprokurator.
Men hans Hu stod til politisk Virksomhed, og ogsaa i denne Henseende fik han hurtig sine Ønsker opfyldte. I 1840 blev han for en lollandsk Kreds valgt til Medlem af Roskilde Stænderforsamling, og han gjenvalgtes, endogsaa i flere Kredse, ved Valget i 1847. Han var ligeledes valgt til Medlem af Viborg Stænderforsamling, men tog aldrig Sæde i denne.
I Stænderperioden stod Christensen trolig den brave J. C. Drewsen, Lehmann og Algreen-Ussing bi under Reformkampene, og hans Ry for vide om Lande som en af Frihedens og Folkesagens varmeste Talsmænd. Samtidig udfoldede han en ikke ringe agitatorisk Virksomhed, og han hørte til dem, der slog bedst igjennem ligeoverfor Folkemasserne.
Medens Lehmann rev hen med sin storartede og gribende Veltalenhed, var det navnlig ved sin Patos, ved den dybe Alvor, det mørke, anelsesfulde, ildevarslende Præg, han gav sine Foredrag, at Christensen slog an. Det passede godt til Tiden; nu trækker man paa Smilebaandet ad den Metode. Christensen var altid paa Koturnen, altid oppe i de højste Regioner, altid malende grufulde Billeder om skrækkelige Ulykker, der forestod, og naar han saa med uforlignelig Patos, med vibrerende Stemme og med Ansigtet lagt i de mest bekymrede Folder havde faaet det til at løbe koldt ned ad Ryggen paa Tilhørerne, saa var Sejren vunden, og rungende Hurraer for „Folkets Mand, Prokurator Christensen” udeblev ikke. Man havde i hine Tider et vist Sværmeri for det gaadefulde, og følgelig var Christensens Metode tidssvarende og vel beregnet. Men senere blev det til en Manér hos ham, og da saa Tiden kastede Vrag paa hin Foredragsform, kunde han ikke lægge Maneren af og sejledes derfor agter ud af mere realistiske Talere.
Men i hine Tider var Balthazar Christensen en Væltens Mand. Han var i 1846 med til at stifte Bondevennernes Selskab og var fra 1848 til 1858 dette Selskabs Formand. Efterhaanden vendte han sig fra sine tidligere Meningsfæller, Lehmann osv., og blev nærmest en Agitator i den ensidige folkelige Retning, vi nu have lært saa vel at kjende. Den Gang gik Agitationen under en smuk Maske: Det var den betrængte Bondestands Kaar man vilde bedre, det var som „sande Bondevenner” og i Humanitetens Navn, Kampen skulde føres, og den førtes da ogsaa saalænge, at man bogstavelig helst vilde sætte Bonden ovenpaa Herremanden.
I Marts 1848 blev Christensen af Regeringen valgt til Medlem af „De erfarne Mænds Raad”, det Raad, der skulde forberede Grundloven, og han blev ligeledes valgt til Medlem af den grundlovgivende Rigsdag for Nakskov, hvor han kæmpede imod og slog den senere Biskop Bindesbøll.
Ret betegnende for Christensens Stilling i hine Dage er det, at han var Leder af de bekjendte Hippodrommøder, der skulde danne en Slags Modvægt til de berømte Kasinomøder, disse Møder, i hvilke den nationale Følelse herhjemme fik sit stærkeste og ædleste Udslag.
Paa Rigsdagen sluttede Christensen sig strax til Venstre og indtog hurtig en Førerstilling, saa at det blev ham, der paa Venstres Vegne afgav Erklæringen om Tilslutning til Valglovsforslaget. Allerede den Gang hørte Holbækegnen til de ivrige Venstreegne, og Christensen søgte de ogsaa ved første Valg efter Grundlovens Vedtagelse til Holbæk, hvor han slog Amtmand Ployen med stor Majoritet.
Endnu inden vi fik vor Frihed var Fæstesagen det livligste og mest lønnende Agitationsmiddel, og det benyttedes naturligvis i en endnu stærkere Grad efter Grundlovens Givelse. Med afvekslende Styrke rejstes dette Spørgsmaal atter og atter, og det kan egentlig først siges at være døet hen, efterat Fonnesbech ved sit bekjendte Lovforslag i 1872 tog Braadden fra denne Sag. I hine Tider var der god Gang i den, og Christensen var Mand for at Udbytte de gunstige Chancer. Han skyede ikke drastiske Midler — de høre jo den patetiske Form til — og med bred Pensel malede han Billeder om frie Mænds Underkuelse, om Trælleaaget, om Slavefogdens Pisk og om Træhesten for de lyttende Tilhørere, der, alt som han talte, følte sig mere og mere underkuede af Samfundet, mere og mere forbitrede paa dette.
Han blev kun i Holbæk indtil det følgende Valg, saa stillede han sig i Blæsenborg og kaaredes der. Det er i vore Dage ret interessant at lægge Mærke til, at Kjøbenhavns Amts femte Kreds fra oprindelig at være en Højrekreds, der i 1849 sendte Højsteretsadvokat Buntzen til Folkethinget, med Balthazar Christensen gled over i Venstres Hænder, og derefter med Rugaard som Mellemled nu endelig er havnet ved en Politiker som Grev Holstein-Ledreborg.
I Blæsenborgkredsen holdt Christensen sig igjennem to følgende Valg uden Modkandidat, men allerede den 5. Juli 1853 valgtes han til Landsthingsmand for anden Kreds imod daværende Justitsminister A. V. Scheel. Som Landsthingsmand valgtes Christensen i 1855 til Rigsraad, og han gjenvalgtes i samme Landsthingskreds i 1863.
I Landsthinget sad Christensen altsaa i mange Aar; men han passede slet ikke i denne Forsamling, hvor alt det buldrende har en saa daarlig Sangbund. Han søgte da ogsaa paany tilbage til det kjære Folkething, hvor en Mand af Christensens Façon ganske anderledes kan gjøre sig gjældende. I 1864 valgtes han i Nykjøbing paa Sjælland til Rigsraadets Folkething, men allerede Aaret efter nedlagde han sit Mandat, fordi Regeringen ikke vilde ophæve Novemberforfatningen og vende tilbage til Junigrundloven. I 1866 lod han sig dog atter vælge til Folkethingsmand, denne Gang i Frederikssund, og i 1869 gjenvalgtes han samme Sted. Atter 1872 sejrede han med 624 Stemmer, medens Modkandidaten, Typograf Løber, kun fik 334 Stemmer, men ved Opløsningsvalget den 14. November 1873 havde den gamle Frihedsmand den Sorg at lide et Nederlag ligeoverfor Gaardmand P. Pedersen af Sigerslevvester, der fik 936 Stemmer, medens den Gamle kun fik 757.
Nu skulde man jo synes, at Venstre maatte være beredt paa at gjøre alt for at aabne sine Rækker for en saa trofast Soldat, men det var ikke Tilfældet. Utak er jo Verdens Løn, og den veltjente Veteran fik en Tid Lov til at sidde hjemme, medens hans Hjærte og hans Sind var hos hans kæmpende Vaabenfæller paa Christiansborg Slot; men omsider gik Partiet dog i sig selv og aabnede den gamle Tambur en Plads i Middelfart, hvis Repræsentant havde besluttet sig til at udvandre.
Christensen valgtes altsaa i Middelfart og hævdede Pladsen ved Valgene i 1876 og 1879 uden store Anstrængelser. Paa sine gamle Dage synes han endelig at have faaet en Kreds, hvor han kan slaa sig til Ro, medens han tidligere i en ualmindelig Grad har maattet flakke omkring. Saalænge hans Kræfter nogenlunde ville staa ham bi, vil han og hans Valgkreds nok holde sammen, og det vilde ogsaa være Synd, om han yderligere skulde forulempes; lad ham nu være i Fred den korte Tid han kan have tilbage.
Balthazar Christensens lange politiske Liv har været rigt paa Begivenheder, Intriger, Kabaler og Manøvrer, men saare fattigt paa gode Resultater. Endnu den Dag i Dag kæmpes der for de samme forlorne Idealer, som han ofrede sine Kræfter i Manddomsdagene. Vel sandt, vi have faaet Friheden, som Christensen jo ogsaa kæmpede for, men den havde vi faaet ogsaa uden ham, og mange af Frihedens Bestemmelser have vi faaet trods ham. Men de særlige Formaal, han stillede sig, de staa for Størstedelen endnu uopnaaede.
Paa de store almindelige Omraader har Christensen ikke været betydelig nok til at øve nogen virkelig Indflydelse, og han har egentlig heller ikke havt synderlig Interesse derfor. Han tog smaa, divergerende Særstandpunkter, og paa dem manøvrerede han med al skikkelig Fiffighed.
Det er særlig en enkelt Stand, han har ofret alle sine Kræfter — Bondestanden. Man kunde fristes til at tro, at der for ham kun eksisterede denne ene Samfundsklasse, saa blind har han været for alle andre Interesser end dem, der have nogle Tønder eller nogle Skjæpper Hartkorn til Basis. Intet Under derfor, om Bondestanden viste Paaskjønnelse for en saa rørende og blind Forfægten af dens Interesser, intet Under, at han rigelig blev betænkt med de senere saa navnkundige „Folkegaver”.
Balthazar Christensen har virkelig været en tro Ven af Bondestanden, men om han egentlig har gavnet Standen ved sin Virksomhed, er et andet Spørgsmaal. Det tør dog vistnok anses for tvivlsomt, om Standens Medlemmer og disses Interesser just altid have godt af kun at ses fra en Side.
Fæstesagen var en af Christensens første Kjæpheste, men noget videre Held i Kampen for denne Sag havde han ikke. Derimod havde han en virkelig Indflydelse paa den store Landboreforms Gjennemførelse, og han var med i den Landbokommission, der rejste omkring og afhændede Domænegodserne til Fæsterne for Spotpris. Vore karrige Lovgivere kunde have besynderlig godt af at vide, hvormange Millioner Statskassen den Gang forærede bort; men det kom jo Bønderne til Gode, og saa maa der vel ikke tales derom.
Christensen har, som allerede sagt, altid hørt til Oppositionen, og han har navnlig været en uforsonlig Modstander af de Nationalliberale, skjøndt han begyndte med at kæmpe Side om Side med dette Partis Førere. Men fra det Øjeblik Partiet kom til Roret, var Christensens Plads anvist: han maatte jo for enhver Pris være i Opposition. Han bekæmpede Partiet, saalænge han stod i Spidsen for Bondevennernes Selskab, og da den Herlighed var hørt op i 1858, maatte han have et andet Arnested, hvor Krigsplanerne kunde udruges.
Et saadant fandt han i „Dannevirkeforeningen”, som han i 1861 stiftede sammen blandt andre med Blixen-Finecke og den bekjendte H. F. Poulsen. Denne Forening, hvis Hensigt var at undergrave Ministeriet Halls Stilling og at skaffe de uforfalskede Venstreteorier Indgang i Hovedstaden, havde dog ikke nogen frodig Trivsel og indgik snart til den Hvile, hvortil den fra Fødselen trængte.
I mange Aar vare J. A. Hansen og Balthazar Christensen svorne Venner og kæmpede Side om Side som trofaste Kampfæller, men da „Oktoberforeningen” dannedes og navnlig under Grundlovskampen skiltes deres Veje, og de bleve en Tid Uforsonlige Modstandere.
Det var under den Periode, at der paa Balthazar Christensens Statsrevisorværelse drøftedes Planer om at benytte Rygterne om Kassemangel i Brandkassen til at styrte J. A. Hansen. Det var nok mere af Frygt for det juridiske Ansvar end af nænsomme Følelser, at man lod Planen falde og indskrænkede sig til i al Stilhed at give Rygterne Næring.
Da „det forenede Venstre” dannedes, tilvejebragtes der en Forsoning, og man fandt atter de to Kæmper ved hinandens Side i denne politiske Forening. Dog nu var Gubben bleven gammel og egnede sig kun til at blive gjort lidt Stads af; han blev Æresmedlem af Partiet og Kjælenavnet: „Den Alderstegne” opfandtes og udbyttedes. Han gjorde naturligvis, saa godt han kunde, alle Kabriolerne med, og han staar nu i de saakaldte Moderates Lejr, hvor man hædrer den Gamle ved at skaffe ham en af Viceformænds-Pladserne.
I en Række af Aar har Christensen været Statsrevisor, endog Statsrevisionens Formand, men til Slutning gjorde han ikke stort ved det, og det var naturligvis ogsaa det letteste Afsnit, han havde paataget sig at besørge. Omsider gik han frivillig sin Vej, men man kan godt forstaa, at Christensen nødigt gav Afkald paa Statsrevisorstillingen og særlig paa Statsrevisorværelset, til hvilket der knytter sig saamange interessante Minder om hemmelige Forhandlinger, udklækkede Planer og højtidelige Øjeblikke.
Dette Værelse gjemmer virkelig en Historie, det har mere end en Gang været Venstres Rütli. Og det er Minder, „den Alderstegne” nok holder af at drage frem og endnu i sin Alderdom suge Næring af. I ingen Luft aander den Gamle saa godt som i den, der er svanger af hemmelige Planer og truende Kriser. Saa er han ret i sit Es, navnlig naar han tror, at det er ham, der har de hemmelige Traade i sin Haand.
Redaktør Topsøe har i sin ypperlige Skildring af Balthazar Christensen saa slaaende bemærket, at der er gaaet en politisk Sammensvoren af den rigtige gamle Slags tabt i Christensen. Hvor vilde han ikke have befundet sig vel i en saadan skikkelig lille Sammensværgelse, hvor Faren saa langt mere truende ud, end den i Virkeligheden var? Og ikke mindre fint, ikke mindre korrekt er det set, naar Topsøe skriver: „Der har været en Tid, hvor hans (Balthazar Christensens) Hjærte har ønsket at banke imod en ved Brystet hemmelig skjult Dolk, som det naturligvis aldrig i Verden vilde have faldet den skikkelige Mand ind at stikke i nogetsomhelst Medmenneske, men paa hvis Fæste det vilde have gjort ham godt nu og da at lade sin Haand hvile i en alvorsfuld Stund”.
Det alvorsfulde, det højtidelige og det hemmelighedsfulde, det er denne Politikers Karaktermærke. Og han har just ikke været kræsen i Valget af de Midler, han betjente sig af for at faa sine Yndlingstilbøjeligheder tilfredsstillede. Man ser af Tschernings efterladte Skrifter, at han (Christensen) med Glæde har taget til Takke med Grevinde Danners og Kammerherre Berlings Lønkamre. Nu har han vel vanskeligt ved at faa sin hemmelighedsfulde Lyst styret, men Sammenkomsterne paa Statsrevisorværelset kunne dog endnu smage af Fugl, og derfor kan man forstaa, hvor nødig han skiltes fra disse Vægge.
Der var en Tid, da mange troede, at Christensen var det Kit, der holdt Venstre sammen, men det beroede vist paa en Misforstaaelse. Hans Indflydelse og Virksomhed indenfor Partiet har sagtens indskrænket sig til faderlige Formaninger lige over for den Enkelte, til faste, hjærtelige Haandtryk og til salvelsesfulde Opmuntringer her og alvorsfulde Bebrejdelser der. Selv har han vistnok tiltroet sig en meget stor Indflydelse, men i Virkeligheden har det været andre, der have ført Tøjlerne.
Christensen var i sin Kraftperiode en Mand med gode, men paa ingen Maade glimrende Evner. Han talte godt og let og med megen Svada. Hans Patos var af og til virkelig ægte, og hans Tale undlod i saa Fald ikke at gjøre god Virkning. Nu taler han næsten aldrig, men trods sin høje Alder har han bevaret en klar og kraftig Stemme, og han vil sikkert endnu være i Stand til at levere en parlamentarisk Fægtning.
Sidste Gang han var fremme som Stortaler var under Ministeriet Frijs, da Venstre havde foranstaltet en Forespørgsel angaaende Oberst Myhres paafaldende Afskedigelse. Balthazar Christensen var Partiets Ordfører og skilte sig meget godt fra sit Hverv. Han talte med en for hans Alder overraskende Kraft og Varme, saa at han virkelig fik baade Thingets og Tilhørernes Sympati for sig, men han opnaaede forøvrigt ikke andet, end at han gav Ministeriets Chef Lejlighed til at holde den bedste Tale, han indtil da havde holdt i Thinget.
Christensen har altid været livlig i Gestus og Bevægelser, og endnu kan man se den gamle Mand i et rask Tempo bevæge sig over Gulvet, snart trykkende en venlig i Haanden, snart hviskende en anden en Visdom i Øret.
Han er en pæn gammel Mand, altid soigneret og altid bærende det gamle statsmandsagtige Halsbind, i hvilket han i alvorsfulde Øjeblikke kan stikke Hagen ned og derved komme til at se dobbelt højtidelig, dobbelt eftertænksom ud. I gamle Dage var han altid i livlig Bevægelse, og han havde en egen Maade at samle Frakkeskjøderne under Armen paa, medens Hænderne vare begravede i Lommen, en Maade, der gav de vittige Studenter en velkommen Lejlighed til en morsom, om ikke just synderlig smagfuld Vending i en Vise.
Udenfor Politiken er der ikke andet end godt at sige om gamle Balthazar Christensen. Han er en rar Mand, der i Grunden er afholdt af alle Mennesker, og personlig nænner han ikke at gjøre en Kat Fortræd. Alle ønske ham sikkert ogsaa alt godt, og der er Ingen, der nænner at lægge den gamle Mand alvorlige Hindringer i Vejen.
Han er en brav Mand, der trofast er gaaet sin skjæve Gang, og han fortjener det Eftermæle, at han til det sidste holdt sig paa den samme Plads, han i sin Ungdom havde indtaget. Men nogen varig Plads i Historien vil han ikke faa.