Den danske Rigsdag/1/15
Brix.
Professor, Skolebestyrer i Kjøbenhavn. Født den 14. Marts 1820.
Kjøbenhavns anden Valgkreds hører til de aristokratiske her i Landet, og vil vel sagtens vedblive at gjøre det, saalænge den evropæiske Mærkelighed holder sig herhjemme, at Byerne og særlig Hovedstaden repræsenterer de konservative Anskuelser, medens Radikalismen har sit Sæde paa Landet. Det har altid været pæne Folk, der have bejlet til Vælgernes Gunst i Christiansborg Slots Ridehus. Paa den grundlovgivende Rigsforsamling repræsenteredes Kredsen af Bankdirektør H. P. Hansen, der besejrede Modkandidaterne Bøssemager G. Christensen og Dispachør A. Wessely. Der synes i det Hele i Begyndelsen af vort Frihedsliv at have været stærkere Rift om Kredsen end senere.
Ved det første Valg den 4. Decbr. 1849 stod Grosserer C. Broberg, C. V. Rimestad og Dr. med. Ballin mod hinanden paa Valgtribunen. Broberg sejrede med betydelig Overvægt, men udtraadte allerede den 2. Septbr. 1851. Fire Uger efter kæmpede 4 Kandidater om Kredsen, nemlig Baron Blixen-Finecke, der valgtes med 167 Stemmer, Grosserer Alfred Hage, C. V. Rimestad og daværende Krimininalretsassessor Casse. Aaret efter var der Valg paany, men da var Hage den eneste Bejler og fik Ja. Han stod sig ved de fire følgende Valg, de tre Gange uden Modkandidat, medens ved et af Valgene Grosserer Broberg atter havde meldt sig til Tjeneste og trængte stærkt ind paa Hage, uden dog at kunne besejre ham. Ved det femte Valg faldt derimod Hage for Generalkrigskommissær C. W. Lange, der kun havde 1 — siger og skriver en — Stemme mere end Hage, og denne søgte og fandt saa senere Valg i Mariager. Lange repræsenterede Kredsen i en Samling og afløstes saa af Professor Kayser, der atter ved det følgende Valg afløstes af Professor J. L. Ussing.
Allerede ved Valget til Rigsraadets Folkething den 4. Marts 1864 valgtes Skolebestyrer C. Brix til Kredsens Repræsentant uden Modkandidat, og det samme var Tilfældet ved Valget til samme Repræsentation Aaret efter. Til Rigsdagens Folkething valgtes han første Gang den 4. Juni 1866 — ogsaa uden Modkandidat — og han har senere, saa godt som uanfægtet repræsenteret Kredsen.
Brix blev i en ung Alder Student og det en dygtig Student Han kastede sig over det teologiske Studium, og ikkun 22 Aar gammel var han teologisk Kandidat med bedste Karakter. Derefter lokkede det historiske Studium den livlige og begavede unge Mand, og der knyttedes i lang Tid ikke ringe Forventninger til ham som Videnskabsmand, Forventninger, han dog skuffede. Thi ogsaa Skolegjerningen fristede ham, og den tog ham sluttelig helt fangen, da han i en forholdsvis ung Alder blev Bestyrer af Efterslægtselskabets velansete Realskole. I denne Virksomhed er han endnu som mere end 25aarig Jubilar og han udfylder vistnok med Dygtighed denne vanskelige og besværlige Post.
I Studenterforeningen spillede Brix i mange Aar en fremtrædende Rolle, var en flittig Gjæst og et indflydelsesrigt Medlem. Det er sagtens her, at han som saa mange andre Akademikere, har faaet Interesse for og Lyst til politisk Virksomhed. Studenterforeningens Generalforsamlinger har jo været Udviklingsstadiet for mere end en ung, ærgjerrig Parlamentariker.
Allerede 1858 blev han valgt til Borgerrepræsentant og har siden uafbrudt og uomtvistet hævdet denne Stilling. Ved det næstsidste Valg, hvor der dog var saa megen Bevægelse, tænkte Ingen paa at støde Brix ud; hans Navn fandtes paa alle Valglister. Hans første Rigsdagsvirksomhed faldt i Landsthinget, hvortil Kjøbenhavn valgte ham i 1863 og han blev der i 3 Aar for saa at gaa over til Folkethinget, hvor en Mand med Brix's Natur og Evner ganske anderledes hører hjemme. Ogsaa til hans politiske Virksomhed knyttedes der i Begyndelsen store Forhaabninger, men han skuffede ogsaa disse. Nu, efter mindst 17 Aars Virksomhed paa Rigsdagen, har Brix kun drevet det til et ganske respektabelt Standpunkt, men uden fremtrædende Indflydelse eller Betydning. Det er i og for sig ret paafaldende; thi Brix er en særdeles velbegavet Mand. Grunden maa vist alene søges i en vis Magelighed hos Brix; han tager enhver Sag med Ro, kaster sig ikke med nogen særdeles Iver over nogen Branche og tager meget sjælden Ordet.
Dette sidste er saa meget mærkeligere, som han har stor Lethed ved at tale og altid gjør det godt. Der er noget forfriskende ved Brix som Taler. Naar Debatten sløvende og trættende har slæbt sig hen, saa man er blevet baade led og kjed af den, saa er Brix Manden for atter at live Interessen op. Han kaster sig med Liv, næsten lidt iltert ind i Debatten, taler hurtig, kvikt og ildfuldt, og — er hurtig færdig, undertiden for hurtig.
Det er altid gode og sunde Betragtninger, han bærer frem, han former Sproget godt, taler flydende og let, og paa en vis determineret Maade. Han tager sig godt ud som Taler, hans smukke vindende Ydre træder fordelagtig frem, og hans brune, ungdommelige Øjne sprudle af Liv. Baade over Personen og over Talen gydes et Skær af Kvikhed og Liv, der virker højst forfriskende paa Tilhørerne. Kun Skade, at man saa sjælden har den Nydelse.
Selv i Sager, der ligge specielt for Skolemanden Brix, er han overmaade sparsom med at tage Ordet og med at benytte det, naar han har faaet det. Han har taget sit deciderede Standpunkt, han udvikler kort og godt de mest nærliggende Grunde, der tale for det, og dermed Punktum. Enhver Repræsentation har i sin Midte Talere af den Slags, og Brix er ikke den Eneste i vor Rigsdag. For at nævne et Exempel, hører Scavenius som Taler til samme Kategori. Til en Afveksling er det saare behageligt at have saadanne Talere, og megen Tid og Møje vilde derved spares, meget Vrøvl i Ordets bogstavelige Forstand undgaas, men paa den anden Side kan det nok være, at en Sags grundige Bearbejdelse nu og da vilde lide noget ved lutter Talere af Hr. Brix's Slags, navnlig fordi Brix ikke blot er kortfattet, men ogsaa ofte bevæger sig noget paa Sagens Overflade, hvad, for at blive ved det tidligere Eksempel, Scavenius ikke gjør.
I de almindelige politiske Debatter tager Brix sjælden Del, og kun naar en eller anden Taler har strejfet et Omraade, paa hvilket Brix bar særlig Forstand improviserer han en kort sigelse og forsvinder atter mellem de samtalende og spadserende Grupper ved Vinduerne. Brix er en paalidelig Højremand i den Forstand, dette Navn tages i herhjemme. Han er en uforsonlig Modstander af al det Rumleri, vore saakaldte Frihedsmænd have sat i Scene, og han viger ikke fra sin Overbevisning, selv om Bølgerne gaa nok saa højt. Men Brix er alligevel en liberal Mand med frisindede Anskuelser, og han vilde under andre Forhold høre til et Parlaments Venstre — Begrebet her taget verdenshistorisk Betydning — i al Fald til et venstre Centrum. Det Venstre, vi kjende herhjemme, har imidlertid arbejdet saa ubehændig, at virkelig frisindede Mænd ligefrem ere drevne over i Konservatismens Arme. Saaledes Brix, hvis logiske Sands er for udviklet til at gutere de Spring i udviklingen, vort Demokrati sværmer for, og hvis Dannelse er for sand til at finde Behag i den smagløse og uciviliserede Form hvorunder Trumferne herhjemme spilles ud. Disse Næveslag i Bordet, denne Spytten langt fra sig virker altid frastødende paa den virkelige dannede.
Udenfor Rigsdagen hører man ikke meget til Politikeren Brix. Det gaar ham, ligesom de andre kjøbenhavnske Rigsdagsmænd: de holde sig noget fornemt tilbage fra Deltagelse i den politiske Agitation. Man kan kun beklage dette; det er den Slags Fornemhed der har gjort Venstre til Flertal i Folket og paa Thinge. Ved det store Rumlermøde i Gothersgadens Eksercerhus i Fjor var det for Højre en glad Overraskelse at se de fleste af Byens Folkethingsmænd paa Tribunen. Det var her overdraget Brix at lægge for paa Højres Vegne, og han skilte sig godt og værdi derved. Han afbrødes Gang efter Gang af en øredøvende Spektakel og af gadedrengeagtige Tilraab, men Brix stod støt, hvor han stod. Under en Pavse i Spektaklerne tilordnede han Forsamlingen: „Jeg staar her i mit lovlige Kald, og jeg bliver staaende til i Morgen, hvis jeg ikke faar Lov til at tale ud”. Dirigentens Bestræbelser for at forskaffe Ørenlyd virkede langt mindre paa Forsamlingen end Brix's rolige og bestemte Optræden, lige langt fjærnet fra Frygt for Spektakelmagerne og fra Opæggen af dem. Han fik da ogsaa talt ud og lagt Højres Program og Venstres store Synderegister aabent frem.
Brix er personlig i høj Grad afholdt baade af Meningsfæller og Modstandere. Der er over hans Væsen og Fremtræden udbredt noget saa velvilligt, saa behageligt, at man ikke kan Andet end synes om ham. Ogsaa hans Livlighed virker tiltrækkende, og man kan i Folkethinget ofte se Brix som Centrum for en muntert samtalende Kreds. Denne Livlighed faar undertiden et Udtryk, der vel er ret tiltalende, men paa den anden Side ikke altid ganske forsigtig, nemlig naar han afbryder en Taler eller tilkaster ham en Bemærkning. Man kan være vis paa, at Bemærkningen altid er skarp og træffende, og den vækker tit Munterhed, men i samme Grad, det er Tilfældet, fremkalder den naturligvis Bitterhed hos Offeret, og et hidsigt Svar, af og til ledsaget af en Tilrettevisning fra Formandens Side, er den megen Ungdoms Løn.
Brix er trods sine 61 Aar endnu en ret ungdommelig Skikkelse, han holder sig rank som en Gardeofficer og bevæger sig med en Elasticitet og en Hurtighed som en Yngling. Ogsaa Manerer, Gestus, Talens og Øjets Fyrighed, Alt tyder paa Friskhed, Intet paa, at Brix dog nærmer sig den betænkelige Alder.
Brix har sin Plads ved Vinduerne og hører i Sandhed til „de Herrer ved Vinduet”, med hvilket Udtryk J. A. Hansen i sin Tid betegnede sine Modstandere. Han er en af Højres trofaste Mænd, og dette i Forening med saa mange gode Egenskaber gjør, at man kun kan ønske ham et langt Sæde ved Vinduerne i Folkethinget.