Den blinde Digter

by Cornelia Levetzow

Den blinde Digter

Alt duftede saa friskt efter Regnen; den milde Foraarsluft susede sagte i Havens Træer; Lindebladene i det lille Lysthus ud til Frederiksbergallé, hvor jeg havde taget Plads, viftede mig om Panden, og gamle Billeder trylledes frem for min Sjæl med en Skjønhed, som de ikke havde, da jeg saa dem i Virkeligheden, eller som jeg ialfald dengang var ufølsom for.
Henad Vejen lød raske, kraftige Trin fra to Spadseregængere; det var unge, ubekymrede Hjærters Trin. De standsede udenfor vor Bolig, og jeg hørte den ene sige:
«Det var dog et allerkjæreste Sted, saa landligt og indbydende. Jeg holder tusinde Gange mere af saadan en simpel lille Bolig, end af de herskabelige Palaier, hvor mange Familier ere pakkede sammen paa en alt andet end herskabelig Maade. Deler du ikke min Mening, Christian? jeg synes du sætter saadan et bedrøveligt Ansigt op.»
«Ser jeg alvorlig ud, er det ved den Tanke, at Ejeren af Stedet, om hvis Fortrin jeg er ganske enig med Dig, aldrig selv har set det. Her bor den blinde Digter Strøm.»
«Ah han, den Stakkel!»
Og de gik videre uden at bemærke mig, og Lyden af deres elastiske Skridt tabte sig i det fjerne, men endnu længe efter lød det hjertelige «Stakkel» for mit Øre; det lød saa besynderligt, bragte mig til at smile og til at ønske godt over deres haabefulde Ungdom og medlidende Hjærter. Hvor ofte havde jeg ikke fordum selv sagt: «den Stakkel», eller ogsaa «det lykkelige, misundelsesværdige Menneske», hvor ofte havde jeg ikke i begge Tilfælde taget fejl.
«Kjære Oscar!» lød pludselig min Moders Stemme, «det er saa silde, vil Du ikke komme ind?»
«Straks, jeg kommer om et Øjeblik!»
Den kjære Moder, hun siger altid silde, aldrig mørkt; hun fornægter næsten sine Øjnes Lys, som kunde det være mig en Trøst. Dog tys, der kommer lette Trin henimod mig, og en lille, fin Haand, en varm Haand. hvis Tryk er saa hengivent og saa ærligt, lægges i min.
«Jeg maa forstyrre Dig i dine Drømme; Maanen er allerede oppe og Duggen falder; lille Marie kan ikke sove, før hun har faaet sit Godnatkys, Fader længes efter Theen og en gemytlig Passiar, og jeg længes efter at høre, hvad min Digter har tænkt paa den hele lange Eftermiddag.»
Hun fører mig ad den velbekjendte Vej op til Huset, men skjøndt hun støtter mig, er det paa en Maade, saa jeg føler, hun regner mig for sin Beskytter. Hvorledes det gaar til, skal jeg ikke kunne sige; hun er en Tusindkunstner, min lille Hustru, ved, hvad der glæder Hjertet, og kan give mange Ting tilkjende uden Ord.
Paa denne Dag for seksten Aar siden saas vi første Gang. Derpaa havde jeg tænkt hele Eftermiddagen, og jeg havde set tilbage paa mit Liv og følt mig ydmyget derved, men tillige indset, hvor megen Grund jeg havde til at være taknemmelig, ret inderlig taknemmelig!
Det er vistnok højst vanskeligt at være fuldkommen oprigtig i Fremstillingen af sig selv; maaske vil det ikke heller lykkes mig; jeg vil imidlertid forsøge derpaa med en ærlig Villie.
Fader, der havde været Byfoged i en lille jydsk By, var nylig død, og Moder og jeg, som dengang var en trettenaars Dreng, vare flyttede til Kjøbenhavn. Vor indskrænkede lille Lejlighed laa paa et kjedeligt Strøg midt i Byen; Moders mange Møbler — dem hun ikke havde havt Hjerte til at skille sig ved — gjorde den endnu mindre og gav de smaa Værelser et forpakket, overlæsset Udseende.
Min stakkels Moder gik, i sin sorte Dragt, omkring med et højst uroligt og bekymret Udtryk og kunde slet ikke finde sig tilrette i alle disse Forandringer, eller føle sig rigtig hjemme her. Og nu maa jeg fortælle, at hun var min Stedmoder, noget, jeg dog kun havde Lejlighed til at mærke, naar jeg ærligt havde fortjent en Afstraffelse, thi da erindrede hun det bestandigt i Utide, og blev svag og eftergivende, af Frygt for at være haard og streng.
«Havde han været min egen, vilde jeg have straffet ham; nu burde jeg maaske ogsaa, men jeg kan ikke!»
Og saa bebrejdede hun sig sin Svaghed, men oftere, tror jeg dog, bebrejdede hun sig Mangel paa Ømhed — som om hun ikke var altfor øm — og utallige angerfulde Taarer har hun fældet ved at læse Visen om Svend Dyrings Børn. At dette snart blev mig klart, vil man let indse; at jeg stundom benyttede mig uædelt deraf og satte min Villie igjennem ved Hentydninger til mine afdøde Forældre, maa jeg desværre ogsaa tilstaa.
Der var ikke en ond Blodsdraabe i Moder, men hun var en underlig, ængstelig, lille Kone, hvorved hun bestandig plagede sig selv, og ofte andre. Altid frygtede og forudsaa hun det værste; enhver lille Sky var hende Forbudet paa en Tordenbyge; et Synaalestik kunde let blive Banesaar, og en Gnist Ildebrand. Hendes Skræk for de kjøbenhavnske Piger var ubetvingelig, og naar hun et Øjeblik forlod Huset, skjælvede hun altid af Angst for at blive bestjaalet, skjøndt Nøglekurven var gjemt, enten i eller under Sengen, bag Chatollet eller et andet urimeligt Sted. Det nemmeste havde unægtelig været at tage Nøglerne med sig, men det turde hun umulig vove; hvor let kunde de ikke tabes eller snappes ud af Lommen. En Historie fra Frankrig om nogle Tjenestefolk, der havde plyndret en enlig Frue, spillede ogsaa Moder i Hovedet, og hun var bestemt forberedt paa at se vor stakkels, spage Ane, paa hvis blege Ansigt Underkuelse havde præget sit Stempel, med en blank Kniv i Haanden, træde frem for hendes Leje, ved Nattetid, fordrende Penge.
Naar nogen vilde have en Tjeneste af Moder, behøvede de blot — det klinger rigtignok utroligt, men er ikke destomindre sandt — først at fornærme hende personligt; hun vilde da ikke let afslaa deres Forlangende, af Frygt for at være hævngjerrig. Af alt dette vil man se, at Moder just ikke egnede sig til Opdragerinde, og at hun, uskikket til at staa ene, mere end de fleste maatte føle Tabet af sin Støtte.
«Lille Oscar,» sagde hun en Dag, kort efter vor Ankomst; idet hun rakte mig et Brev, «din Onkel i Søllerød længes efter Dig. Han er nu din nærmeste Beskytter, og det er vistnok det rigtigste, at Du følger Indbydelsen og kjører med Overbringeren af Brevet til Nyholte Kro. Den øvrige Vej skal Du gaa tilfods, om det nu blot ikke vil blive for anstrengende, og tør min søde Dreng gaa alene? og kan jeg forsvare —»
«Naa, Gud ske Lov, jeg kan komme ud af dette Roderi! saa maa Du endelig være iorden, Moder, til jeg kommer igjen. Nej, Tak! tror Du jeg vil gaa til Nar med det store Shawl om Halsen! Farvel, søde Moder, og lev vel; aa nej, det er da ikke saa forfærdelig en Rejse!»
Jeg greb min Kasket, rev mig løs fra Omfavnelsen og fulgte med kjæk Mine den sjællandske Bondekarl, der stod i Gangen og ventede.
Det var en munter Tur, og jeg var rigtig glad over igjen at komme ud i det Frie. Jeg spurgte utrætteligt, og Kusken svarede utrætteligt, og saa holdt vi ved Kroen.
«Farvel, tilhøjre gaar Vejen, han kan aldrig tage fejl.»
Mit Mod sank betydeligt, da jeg stod der ganske alene, udelukkende henvist til mig selv. Hvorledes vilde Modtagelsen blive? det korte Brev lod mig i fuldkommen Uvished i saa Henseende. Onkels afdøde Kone og min Moder, hende jeg aldrig havde kjendt, vare Søstre; kunde han virkelig, paa Grund heraf, føle nogen somhelst Godhed for mig. Alt, hvad der skulde have knyttet os sammen, var jo dødt og borte.
Af min Fader havde jeg hørt, at Onkel efter sin Kones Død var bleven højst tungsindig, ja, uskikket til enhver Forretning. Sin Afsked fra Armeen havde han straks taget og trukket sig stille og menneskesky tilbage fra Verden, kun levende for sin lille Datter. Vel erindrede jeg, at Fader, da han kom hjem fra sin sidste Kjøbenhavnsrejse, havde sagt, at Onkel Henrik var betydelig bedre, og igjen til at komme nær, dog endnu bestandig kort for Hovedet, og en Mand af faa Ord. Der var dog ikke megen Trøst i dette, og min Gang blev langsommere og langsommere, jo nærmere jeg kom Maalet. Ved Udkanten af Skoven sad en lille æblekindet Pige paa en Træstub, og sammenfæstede med Knappenaale en lang Rift i sin lyserøde Kjole; en lille Pose med Bøger laa i Græsset ved Siden. Med en svag Formodning om, at det muligvis var min Kusine, nærmede jeg mig og spurgte, hvor Major Sværd boede.
«Der kommer jeg lige fra; jeg er Line, der læser sammen med Thora. Majoren bor paa Rosenskjul, lidt udenfor Byen. Kan Du se det store Pæretræ? det er i hans Have; der ligger en Bondegaard ligeoverfor, og udenfor Huset staar et Akacietræ og seks Rosentræer paa en Græsplæne. Du kan aldrig tage fejl.»
Hun sprang op, nikkede, svingede sin Pose, og løb saa bort som en Hvirvelvind, ikke ændsende, at Hatten faldt af bag i Nakken, eller at den røde Kjole fløj om hende, og hvert Øjeblik kom i farlig Nærhed og Berøring med Buske og Knaster.
Det store, spidse, af Blomster ganske hvide Pæretræ var et ufejlbarligt Kjendemærke, og snart stod jeg udenfor den lille Laage, der førte ind i Haven, hvor det venlige, velvedligeholdte Hus laa. En gammel, grim Hund kom, raslende med sin Lænke, ud af Bondegaardens Port og tudede ophidset ad mig, øjensynlig mistænkeliggjort ved min tøvende Fremtræden.
Medens min Haand endnu uvis hvilede paa Laasen, kom en lille feagtig Pige med korte, kastaniebrune Krøller, Øjne saa mørkeblaa og dybe, og det gladeste Smil, jeg nogensinde har set, ud af Døren.
«Du er Fætter Oscar, aa, Gud ske Lov. Goddag, Oscar, jeg er saa —
Hun vilde have sagt glad, men standsede, idet hendes Blik faldt paa mit sorte Halstørklæde og det sorte Baand om min Hat. Hendes Ansigt fik nu et ejendommeligt Udtryk, som jeg siden har set meget ofte, og som sjældent længe forlader det, et blandet Udtryk, hvor Medlidenhed, Lyst til at hengive sin Glæde og tage andres Sorg, kæmper med en Følelse af Afmagt.
Hun tog min Haand og førte mig forbi Huset, gjennem den smukke Have, hen til en høj Herre, der sad i et Lysthus og læste. Det var en smuk Mand med militær Holdning og et regelmæssigt Ansigt; man saa straks, at det ikke var Alderen alene, der havde gjort hans Haar hvidt, gravet de dybe Furer paa hans Pande og Kind, og lagt det mørke Blik i hans Øje. Det lysnede imidlertid, da vi kom; hans Omfavnelse var faderlig og kjærlig, og han saa i det hele slet ikke ud som den Bussemand, jeg havde tænkt mig.
«Hvor gammel?» spurgte han.
«Tretten Aar,» svarede jeg hurtigt, besluttende at være saa kort og fyndig som muligt.
«Hvad har Du lært?»
«Gaaet i Latinskole.»
«Hvad har Du Lyst til at blive?»
« Jurist.»
Onkel brast ud i en munter Latter.
«Stakkels Dreng, Du er vistnok tør i Halsen efter den lange Tur; nu, nu, bedre for kort end for vidtløftig. Thora, Trøstemor, hvor er Du! hent din Fætter et Glas Mælk. Altsaa Du er tretten Aar, og jeg kan vel tale et alvorligt Ord med Dig og overlade Dig selv at tage en Beslutning. Havde din Tante levet, da havde hun sagt: «min Søsters Søn er min Søn,» jeg føler mig nu forpligtet til at handle efter hendes Ønske. Valget skal stilles Dig mellem to Ting, Oscar: enten vil jeg give din Stedmoder en anstændig Sum aarlig, der skal anvendes paa din Opdragelse, og hvormed hun maa skalte og valte efter sin Samvittighed — Du vil altid være en velkommen Gjæst her, men staa ganske uafhængig ligeoverfor mig, der ikke uopfordret vil blande mig i dine Anliggender — eller ogsaa paatager jeg mig at sørge for Dig i enhver Henseende, og. dersom jeg lever, holde Dig ved Universitetet, ganske som min Søn, men da maa der ogsaa indrømmes mig en Faders Rettigheder, jeg maa holde Kontrol med din Opførsel, dine Fremskridt og Udgifter. Straks fordrer jeg intet Svar, Du bør overveje.»
«Unødvendigt, jeg vælger det sidste.»
«Sov paa det, min Dreng,» sagde han, idet han lagde sin Haand paa min Skulder og saa mig fast ind i Øjet, «jeg er en bestemt, vel endog haard Mand, og Du lader mig til at være en Fyr med Ben i Næsen; et Sammenstød mellem os var ikke godt. Tro ikke, at jeg er uvillig; det glæder mig tværtimod, at Du saa uforbeholdent valgte at blive min Søn, men, som sagt, sov dog derpaa. Naa, Trøstemor, her har Du ham, jeg ser nok, hvor Du tripper af Utaalmodighed efter at vise ham Lejligheden Du skal rigtignok ligge alene, Oscar, men da jeg er vaagen Størstedelen af Natten, har Du frit Lov til, ligesom Thora, der ligger paa den anden Side, naar Du skulde blive uhyggelig til Mode, at banke med din Stol i Gulvet, hvilket jeg nok skal besvare. Naa, lad mig nu se, Du er som hjemme! forstaar sig. Uartigheder taales ikke.»
Efter at have nikket til mig og kjærtegnende glattet Thoras Krøller, overlod han os til vort eget Selskab.
Vi bleve snart bekjendte, og kort efter gyngede jeg min lille Kusine højt op i Luften, sættende alle Kræfter til, bestemt paa ikke at formindske Farten paa hendes Bøn, og forud gottende mig, ved Tanken om hendes Frygt. Hun var imidlertid hverken svimmel eller bange, og saa i et Par Minuter ud som den personificerede Lyksalighed, men pludselig vendte hun Hovedet om imod mig og bad:
«Hold op, Oscar, jeg har ikke en Smule Fornøjelse af det, naar Du ikke kan gynge med; jeg maa hele Tiden tænke paa, hvor strengt Du arbejder, og hvor træt og varm Du er. Hvis Du ikke holder op, springer jeg ned.»
«Du er en underlig en,» var mit halv ærgerlige Svar, idet jeg satte hende ned paa Jorden, og jeg agtede ikke paa, at Barnets hele Karakter laa afsløret for mig i hendes Ord.
Senere hen paa Aftenen stode vi sammen udenfor Verandaen. Det var blikstille, og Himlen var fuld af Stjerner.
«Giv Agt, Thora,» raabte jeg, «der var et Stjærneskud! ønsk noget, hvis der kommer et igjen.»
Der kom snart et, og da det var forsvundet spurgte hun sagte:
«Hvad ønskede Du saa?»
«At jeg maatte blive rig, stor og mægtig! og Du?»
«Det kan jeg ikke sige.»
«Fy, er Du en uartig, tvær Pige, eller ønskede Du maaske slet intet, Du lille Nar. Du maa tale rent ud, dersom jeg skal kunne lide Dig.»
«Jeg ønskede engang at se min Moder.»
Hun sagde dette i en simpel, rolig, dæmpet Tone og tilføjede:
«Naar jeg blot kan være artig og god, lader Vorherre det nok ske.»
En renlig Pige, der var vel ved Magt og havde et selvstændigt Præg, som tydede paa, at hun ingen Husmoder havde at lystre, kom nu for at følge Thora tilsengs, og snart laa ogsaa jeg i en blød Seng, i en blaa Stue med to Fag Vinduer. Om Natten hørte jeg, flere Gange, en svag Banken, der efterfulgtes af en lydeligere fra Onkel. Dette var mig en stor Beroligelse, da jeg selv var altfor stolt til at vise Tegn paa Ængstelse, og derfor lod min Tilladelse ubenyttet. Idet jeg slumrede ind, tænkte jeg, at det dog i Grunden var en Skam af Thora at forstyrre sin Fader saa ofte. Ak, jeg kjendte kun lidt til det! hun laa vaagen for hans Skyld, vel vidende, at den bedste Maade til at drage ham fra de mørke Grublerier, var at minde ham om sin Tilværelse.
Og her ser jeg, at jeg har en betydelig Vanskelighed at overvinde, idet min Opfattelse af Thora nu bestandig blander sig med min Opfattelse af hende dengang. Ligesom jeg da næppe lagde Mærke til hvorledes hun saa ud, og dog nu kan huske det saa tydeligt, forstod jeg ikke heller hendes Hjærtelag, og ændsede ikke synderligt Barnets fine Følelse og sig aldrig fornægtende Takt. Tvertimod, vi vare undertiden Uvenner, og jeg spottede over hendes, i mine Tanker overdrevne, Sandhedskærlighed. Hun vilde ikke synes bedre end hun var, og naar nogen kjærtegnede hende, kunde hun ofte sige:
«Ja, men Du ved ikke, hvad jeg har gjort,» og saa fulgte en Opramsen af hendes smaa Synder.
Maaske var Thora anderledes end andre Børn, fordi hun fra Vuggen af havde set Faderens dybe Kummer, og fordi Bevidstheden om, at hun kunde mildne den, vaagnede hos hende, næsten før hun kunde tale rent. Naar han sad med mørk Pande, ret fordybet i sin Sorg — hvilket vel ikke mere skete hyppigt, men dog undertiden — listede Trøstemoer altid sagte hen til ham, bad om et eller andet, spurgte ud og fordrede Forklaring med en Paatrængenhed, der sjældent forfejlede sin Virkning. Følelsen af at være hende saa nødvendig oplivede ham, og han glædede sig over at kunne berige det livlige Barns Forstand. Selv læste han med hende og den lille Line, Datter af en Proprietær i Nærheden.
Line indfandt sig hver Morgen, dog paa Grund af hendes Temperaments Ustadighed, ikke altid til bestemt Klokkeslet, med sin Pose og sit smilende Ansigt, altid smilende, selv om Øjnene vare røde, og det vare de ofte, thi Line fik mange Skjænd hjemme for de utrolige Uheld hun havde med at slaa itu, spilde, rive sine Klæder og støde sin Person.
«Den lille Vildbasse har godt af Thoras Omgang, og Thora igjen af hendes,» sagde Onkel undertiden, medens han fornøjet betragtede deres Lege.
Hele Sommerferien opholdt Moder og jeg os paa Rosenskjul. Dette var naturligvis en Gene for Onkel, men han bar det godt, ja, forsømte endog sine Bøger og Blomster, for at være en forekommende Vært. For Pigen Bodil var det en drøj Tid; Moder, der havde en vis Mistanke til hendes Forsigtighed, randsagede ofte Askespanden, talte Svovlstikkerne i Daasen. og indfandt sig regelmæssigt i Kjøkkenet, naar noget blev stødt, for at efterse om Morteren var tilbørlig udskoldet i kogende Vand, at vi ikke alle skulde blive forgivne. Jeg ser endnu Bodils Mine, hvorledes hun, i halv komisk Desperation, dristig vendte Pandekagen lige for Moders Blikke, ved at slaa den i Vejret, mumlende mellem Tænderne:
«Den, der overvinder sit Sind, er bedre end den, der indtager en Stad.»
Hvor tydeligt husker jeg ikke Rosenlysthuset, hvor vi drak Kaffe om Formiddagen; jeg synes endnu, jeg kan se Dugen hæve sig i smaa Bakker og Dale, fængslet af Tallerkener og Assietter, og Snippen aldeles uventet og uvelkommen flyve op i Flødepotten. Jeg synes, jeg kan se de dybe Spor i den sandede Landevej, se Grøften lige overfor med Gjærdet, det forunderlige Gjærde, hvor alle Blomster syntes at have sat hverandre Stævne: Jordhumle, Kornblomster, Valmuer, Kongelys, en Rigdom af Nælder; nede i det Fugtige Brøndkarse og Forglemmigejer, og helt oppe en tornet Brombærranke. En kalket Væg fra Bondegaarden hævede sig op over dette Gjærde; Solen skinnede altid saa brændende paa den; der var fire smaa Ruder højt oppe, som spillede i alle Regnbuens Farver, trods Støv og Spindelvæv.
«Derinde bor en Dreng,» fortalte lille Thora, den samme, der hver Dag rider ud med Hestene for at vande dem.»
Og medens hun satte Stegeben for Bondens fæle Hund, kom friskt Vand i dens Skaal og vakte dens Forundring ved at tale kjærtegnende til den og klappe den — noget ingen anden gjorde —, naaede jeg ved Hjælp af en Sten og et gammelt mod den og Muren støttet Vognhjul saa højt, at jeg kunde titte ind ad Ruden.
Der var virkelig en Dreng derinde; han sad paa Hug i en Krog og bestræbte sig forgjæves for at klemme en Torn ud af sin højre Pegefinger. Det var et uimodstaaelig komisk Syn, og jeg lo af fuld Hals. Den arme Dreng saa harmfuld op til den ukaldede Tilskuer og raabte ud:
«Det er ikke noget at grine af? Han skulde prøve, hvad det er! Der har den nu siddet fra i Gaar.»
«Løft mig op, Oscar, aa hvad? Saa skal jeg nok trække Tornen ud. Jacob, kom med din Finger!»
Efter at Seglgarnsknuden, der holdt Vinduet sammen, var skaaret over, stak Jacob sin ophovnede, brunrøde Finger ud til os. Thora stod paa min Skulder og foretog Operationen med Sikkerhed og Held trods Drengens Skrig. Fra den Tid af var han hendes svorne Ven og hilste hende med Pisken, hver Gang han red ud med Hestene, idet han, saa godt han kunde, afkopierede sin Husbonds Manerer, naar han kjørte paa Stadsvognen.
Det var herlige Ture vi gjorde omkring i Egnen, og skjøndt jeg den Gang mest glædede mig over Luften og Bevægelsen, har jeg dog modtaget de tydeligste Indtryk af Udsigterne, Indtryk, der forunderligt nok først have fremstillet sig for min Sjæl, da jeg ikke kunde modtage flere.
Jeg kan endnu smage de sure Blommer i Kromandens Have — dem jeg just ikke havde min Dyd at takke for — jeg kan se Storkereden paa den venlige Kirke, og Bænken under Træet paa Bakken, hvorfra den sandede, udhulede Sti løber ned ad den stejle Skraaning; jeg kan se de prægtige Træer tilhøjre og det lille Hus med Brændestabler og Risbundter udenfor, se Søen funkle og blinke i Solskinnet, det hvide Tøj ovre hos Blegmanden flagre frem og tilbage for Vinden, og Vejen krumme ind i det hyggelige Øverrød med de frodige Hegn og Marker.
Hvor ofte foer jeg ikke ned i fuldt Firspring, gik over Vejen, nikkede til de gamle Folk, der sade udenfor Hospitalet, fulgte saa den yndige Sti langs Søen, bøjede derpaa op, steg over Stengjærdet ind i Skoven og kom saa ud ved det gule Skovløberhus med den smukke lille Rugmark udenfor og de mange Bier og underligt lige afskaarne Granhække i Haven bagved.
Undertiden kom vi hjem fra længere Vandringer med en Mængde Champignons, men skjøndt Onkel, der var Botaniker, erklærede dem for ægte, og Lugten, Synet og Smagen stadfæstede denne Erklæring, fik Moder dog altid Skrupler: «een giftig kunde jo fordærve alle de andre», og til Bodils ubeskrivelige Ærgrelse bleve de uden Naade bortkastede.
En Søndag — jeg var vel da en femten, seksten Aar fik Thora Lov til at gaa med mig til Dyrehavsbakken. Det gik ypperligt paa Henturen, men da jeg traf Skolekammerater paa Bakken, begyndte min lille Dame at genere mig betydeligt, hvorfor jeg besluttede at følge hende næsten hjem og saa vende tilbage.
«Skulle vi gaa eller skulle vi blive?» spurgte jeg temmelig barsk, idet jeg trak hende bort fra den blinde Violinspiller, med hvem hun var kommen i Passiar, «Du skulde være mere fornuftig, Thora, og ikke klatte dine Penge bort. Hvad græder Du for?»
«Se, Fætter, hvor Kastanietræerne i Trekanten ere friske og fulde af Blomster, og Dannebroge, ser det ikke yndigt ud ved de store grønne Bøge, og saa den blaa Himmel og Solen, og de mange glade Mennesker, alt det ser han ikke; han mærker kun Støvet, den trykkende Hede og den forvirrede Støj.»
Jeg skammede mig for den lille Pige, og da jeg om Aftenen kom tilbage, lagde ogsaa jeg min Skjærv i den blinde Mands Hat, idet jeg med et langt Blik indsugede det herlige Billede omkring mig.
I denne Periode af mit Liv maa jeg have været en utaalelig, egoistisk, hensynsløs lille Fyr. Onkel kunde undertiden faa mig til at indse dette; han foreholdt mig ofte, at jeg misbrugte Moders Mildhed, der burde lægge et stærkere Baand paa mig, end om hun havde været streng. Hende bad han endelig ikke se saa urolig hen til mig, som ventede hun bestandig en ny forvoven og ubesindig Streg, da der næsten laa en indirekte Opfordring heri.
Hver Jul tilbragte vi ude hos Onkel. Hvor godt husker jeg ikke det lille Hus i Maaneskin; de oplyste Vinduer skinnede os i Møde, længe før vi kom der; Fyrretræet med den nøgne Stamme strakte sine lange Arme ud paa en uhyggelig Maade, og Rosentræerne stode indhyllede i Granpelse paa den hvide Plæne som smaa Skildvagter.
Det var just ikke kostbare Gaver, der prydede det lille Juletræ, men de vare velvalgte og smagfulde. Ude i Borgestuen fik nogle gamle Mænd og Koner deres Part: varme Dragter, storstilede Bøger, Pakker med Tobak, Kaffebønner og Sukker. De lode sig Risengrøden, Gaasen, Æbleskiverne og Punschen smage fortræffeligt; Onkel stod udenfor og tittede ind til dem, han vilde glæde sig uden at genere.
En Kogekone var hentet for at besørge Anretningen, da Bodil denne Aften hørte til Familien og skulde hvile paa sine Laurbær. Jeg blues ved at mindes en Tilrettevisning, den skikkelige Pige gav mig ved en saadan Lejlighed. Mellem mine Presenter laa nemlig en rund, af sorte Perler hæklet Uhrkjæde — den samme, jeg endnu altid bærer mit Repetéruhr i — det var en Foræring fra Thora, men den forekom mig, der havde drømt om en svær Guldkjæde, som kunde passe til min Faders Uhr, temmelig uheldig. Min Mine maa have udtrykt dette, thi Bodil tog Anledning til i en harmfuld Tone at hviske:
«Den har ingen synderlig Værdi, uden hvad Anvendelsen af fire Ugers Lommepenge og fjorten Dages Fritimer giver den.»
Jeg skyndte mig hen til Thora og takkede om igjen; hun dansede muntert omkring Træet, saa let og luftig, at man næsten kunde frygte, hun skulde flyve bort med det samme.
En Augustaften, som Moder og jeg sade ude paa Verandaen, og jeg anskueliggjorde hende Nødvendigheden af at flytte og faa en bedre Lejlighed — jeg havde, som mange
urolige Mennesker, altid Lyst til at flytte — kom Onkel henimod os, med en lille tynd Bog i Haanden, og et halv rørt, halv skælmsk Smil.
«Har De, min kjære Kusine,» Onkel foretrak denne Benævnelse for det ved Haaret trukne Svigerinde, «lagt denne ind paa min Pult?»
Moder saa ud som den personificerede onde Samvittighed.
«Ja, jeg har rigtignok lagt den, men —»
«Der behøves sandelig ingen Undskyldning; De har gjort det i den bedste Hensigt, og jeg er Dem naturligvis Tak skyldig, fordi De tager Dem af min Sjælesorg. Valget af denne Bog: «Et Alvorsord til Atheisterne», viser, at De antager mig for et Menneske uden Tro.»
«Det skulde glæde mig inderligt, om jeg tog fejl.»
«Det gjør De, Kusine, og det smerter mig, at min Opførsel saaledes kan mistydes. Vel taler jeg ikke ofte om religiøse Ting, ligesaa lidt som jeg taler om min afdøde Hustru; dybt, dybt inde gjemmer jeg mine helligste Følelser, dog bør de nærmeste naturligvis være fuldkommen paa det rene med ens Anskuelser i saa Henseende. Jeg har set saa megen Skinhellighed, himmelvendte Blikke og foldede Hænder, at jeg maaske har taget de Ord: «Naar Du faster, da salv dit Hoved og to dit Ansigt», i for vid en Betydning. Jeg har en uovervindelig Afsky for det ydre Skin uden Virkelighed: Gud er en Aand og kan kun tilbedes i Aand og Sandhed. Handler jeg fejlagtigt, da tilgive Frelseren mig i sin Naade, jeg kan ikke anderledes. Ser De min lille Pige løbe henover Vejen for at flytte Hundehuset, at Solen ikke skal plage den stakkels Caro; hun er, i sig selv, saa glad som en Lærke, men lider dog bestandig ved Tanken om, hvad der trykker Den og Den og Den, som hun ikke kan hjælpe. Dette Sindelag er mig en Bekræftelse paa, at eftersom ingen Sjæl kan fyldes af sin særskilte Lykke — endog uafset dennes Kortvarighed — maa der gives en bedre Tilværelse, hvor alle fromme skulle være lykkelige for stedse. Og her har De Deres lille Bog tilbage med Tak, skjøndt ulæst.»
Denne Forklaring beroligede Moder fuldkomment, dog varede det ikke længe, før hun fik Skrupler i en anden Retning, hvilke hun aabenbarede ved det aldeles uventede Spørgsmaal:
«De er da ikke, undskyld min Dristighed, men det ligger mig saa meget paa Sinde, De er da ikke bleven katholsk?»
«Katholsk!» Onkel lo, saa Taarerne trillede ham ned ad Kinderne, «nej, Kusine, det er for drøjt, jeg katholsk! hvad bringer Dem paa den Tanke?»
«De har altid sat saa megen Pris paa Deres Pibe Tobak herude i Lysthuset om Aftenen, men de sidste Dage har De slet ikke røget, skjøndt De har set ud, som tænkte De derpaa og længtes derefter. Jeg frygtede nu, at De havde aflagt et Løfte, at det skulde være et Slags Bod, hvilket vistnok er højst urigtigt.»
«De er en farlig Iagttager, og hellere end blive beskyldt for Katholicisme, maa jeg ud med Sandheden. Min Pibe og jeg ere blevne Uvenner; den forglemte sin Stilling og vilde i Stedet for Tjener være Herre. Med andre Ord, den blev mig saa uundværlig, at jeg var gnaven og ærgerlig, naar et eller andet forhindrede mig i at nyde den i rette Tid. At være i den Grad Slave af en ussel Pibe Tobak, at min Sindsstemning var afhængig af den, oprørte min Stolthed; jeg rejste mig, medes jeg endnu formaaede det, og brød med den for en Tid, blot saa længe til den igjen synker ned paa sin rette Plads: en behagelig, men undværlig Ledsager af Tankerne.»
Da jeg var en seksten, sytten Aar, fik jeg pludselig Sans for Litteraturen, og det var nu for mig, som om Verden var bleven dobbelt stor og herlig. Jeg brugte alle mine Lommepenge til Theaterbilletter, gjorde Klatgjæld og begyndte at forsømme og overse mine Skolebøger; Følgen heraf var daarlige Karakterer, hvoraf igjen fulgte Bebrejdelser fra Onkel.
«Saaledes kan det ikke gaa,» sagde han en Dag i Ferien, idet han tog Goethe ud af Haanden paa mig, «Du maa passe dine Ting og se at indhente det forsømte. Den rette Brug af disse Aar er vigtig for hele dit Liv. Du siger, at Du ikke er en Dreng længer, nu, saa vis, at Du er en Mand ved at overvinde Dig selv. Denne lægger jeg Beslag paa indtil videre.»
Jeg var rasende opbragt, og Moders blide, bedende Øjekast, snart til mig, snart til Onkel, gjorde kun Ondt værre. Nej, dette kunde jeg ikke taale, burde ikke taale; det var min egen Bog! og efter Aftensbordet tog jeg den ud af det uaflaasede Bogskab og bar den med rolig Trods op paa mit Kammer.
Thora havde set det fra Haven, og snart hørte jeg hendes smaa lette Trin op ad Trappen.
«O, Oscar, hvor kunde Du gjøre det? lad mig faa den igjen!»
«Du forstaar ikke, hvad Du taler om, leg med din Dukke.»
«Nej, Du forstaar ikke, hvorfor Fader gjør det, og Du ved ikke, hvor meget han holder af Dig.»
«Jovist! dersom han holdt af mig, vilde han da være en Tyran?»
«Fy, Oscar, jeg kan slet ikke lide Dig!» Og hun løb hurtig ned. Blodet steg mig til Hovedet; mon hun vilde sladre? Jeg maatte vide det og sneg mig i Halvmørket ud i Haven og hen til de aabne Vinduer. At jeg lurede faldt mig slet ikke ind; jeg var i min gode Ret, den fornærmede.
Onkel sad foran Fortepianoet og fantaserede, som han ofte plejede; Thora stod tæt ved og ventede; med Harme bemærkede jeg, hvor utaalmodig hun var efter at faa sig udtalt.
«Ah, Trøstemoer, er Du der,» sagde han endelig, i en oprømt Tone, idet han drog hende ned paa sit Skjød, «hvad skal Fader? thi at Du vil bede om noget, læser jeg i dit Blik.»
Nu skulde Anklagen altsaa begynde; hvor jeg var vred paa hende, hendes lille blide Mine og Stemme.
«Jeg vilde ønske inderligt, lille Fader, at Du vilde hæve Forbudet og lade Oscar læse, hvad han vil; jeg er saa bange, det skal falde ham ind, at han er afhængig af Dig, og at det vil trykke og ydmyge ham. Lad mig løbe op og sige, at Du vil stole paa ham.»
«Ser Du, min Ven, jeg holder altfor meget af den uregerlige Knægt til nogensinde at tænke paa, at han skylder mig det ringeste. Maaske har Du dog Ret, maaske regner han sig for at være i min Gjæld; i saa Fald maa jeg unægtelig være yderst forsigtig og ikke krænke hans Æresfølelse. Sig ham, at jeg har betænkt mig, da jeg ønsker, hans Flid skal udspringe af en ædlere Grund end Tvang. — Dog, vent lidt, Kjære, jeg vil ryge en Pibe derpaa først.»
Forunderlig afkjølet stod jeg der. Naar Onkels store, uforanderlige Godhed tjente til at paalægge ham Forpligtelser, hvor meget mere da ikke mig. Jeg havde ventet Uvillie og Vrede. men mødte i Stedet lutter Kjærlighed. Hvorledes kunde jeg nogensinde gjengjælde dette? Ved Flid, men den var jo til mit eget Gavn.
Hjertet brændte i mig; jeg ilede op efter Goethe og satte den igjen i Bogskabet, og da Thora kom med Tilladelsen, var jeg ganske fordybet i den latinske Grammatik.
Fra denne Dag af var jeg meget flittig og blev snart Student med bedste Karakter. Kun den Tid, jeg kunde røve fra Søvnen, betragtede jeg som min egen, og ofte vaagede jeg helt ud paa Natten, aldeles fortabt i en god Bog, glemmende baade Tid og Sted. Herved lagdes vistnok den første Spire til min Øjensvækkelse. Paa samme Tid skrev jeg ogsaa mine første Digte og skar Forbogstaverne til mit og en Andens Navn ud i Træet paa Søllerød Bakke. Man tro ikke, at det var T. S.; jeg oversaa min lille Kusine næsten ligesaa meget, som jeg holdt af hende, nej, det var A. K. og betød Adelaide Krone, en Skjønhed med skarp Ørnenæse og tillige Ben i Næsen i aandelig Forstand, der ikke ænsede mig stort mere end den Myg, der sværmede om hendes stolte Pande. Hun nejede og dansede som en Prinsesse, vidste bestandig at sige noget passende og var saa fattet og rolig, at jeg altid kom rent ud af Koncepterne i hendes Nærhed. Hun laa paa Landet hos lille Lines Forældre for sin Sundheds Skyld og blev behandlet som et højere Væsen.
Hvorfor jeg egentlig holdt af hende, skal jeg ikke kunne sige. men vist er det, at jeg aldrig saa hende sidde i Skoven, paa sit udbredte Shawl, kopierende Træerne, uden at jeg ønskede mig en Million for at lægge den for hendes Fødder. Thora var min Fortrolige, og hendes ubegrænsede Tro paa mine Følelsers Stadighed og Oprigtighed bidrog maaske sit til at gjøre Sagen alvorlig. Hun hjalp mig med at binde de yndigste smaa Buketter, som af Line bleve satte paa Frøken Adelaides Sybord for stiltiende at tale min Sag. Onkel spottede saa smaat over det hele:
«Det er Indbildning, Fantasteri altsammen, og en Gang i Tiden vil Du takke din Skaber, at Forholdene hindrede en saa taabelig Forbindelse. Du skulde have set hende i Gaar, da hun kom anstigende fra Kjøbenhavn med en halvvoksen Pige bag efter sig, der var saa behængt og overlæsset, at hun næppe kunde gaa, og maatte bruge Hagen til at støtte de opstablede Pakker og Kasser. «Saa besværligt er det, naar man kun sjælden tager til Byen,» sagde hun leende, idet hun vinkede ind til mig med sine tomme Hænder. Jeg havde nær ærgret mig en Gulsot til, men Du kalder det vel rigtigt, at hun holder paa sin Værdighed.»
En Lørdag Aften, da jeg, efter omtrent en Maaneds Fraværelse, kom til Søllerød, spurgte jeg Thora, om hun havde set Frøken Krone.
«Jeg ser hende næsten hver Dag, Oscar; hun har tegnet Huset og Fyrretræet og er nu i Færd med Udsigten fra Lysthuset.»
«Hvorledes? Men det er jo mageløst! Det maa betyde noget godt. Alene for at tegne det stygge Træ, det tarvelige Hus eller den almindelige Udsigt, kommer hun naturligvis ikke; for din Skyld er det ikke heller, altsaa — naa, Kjære, vær nu rigtig interessant, hvad har hun sagt om mig?» «intet videre.»
Thora slog Øjet ned, blussede paa en højst mistænkelig Maade og søgte at smutte bort.
«Ah, Du vil skjule noget! Det har Onkel bestemt befalet, men jeg vil vide det alligevel, hører Du, jeg vil vide det.»
Hun flygtede ned i Haven, dog, jeg indhentede hende snart.
«Men i Himlens Navn, Børn, hvad er her paa Færde?» lød pludselig Onkels Stemme, «Goddag, Oscar, jeg har jo endnu ikke set Dig; men hvorfor er Du saa aandeløs, hvad er der i Vejen?»
«Har Du forbudt Thora at meddele mig, hvad Frøken Krone sagde om mig?»
«Jeg aner ikke, at hun har sagt noget særdeles, og har følgelig intet kunnet forbyde; jeg er imidlertid overtydet om, at hvis min lille Pige finder det egnet til at holdes hemmeligt, vil del næppe lyde behageligt i dit Øre. Naa, vil Du endnu vide det?»
«0m jeg vil!»
«Thora, saa befaler jeg Dig at gjentage det ordret.»
Min lille Kusine vilde højst ugjerne og begyndte tøvende og sagte:
«Hun spurgte, om Du ikke var et temmelig flygtigt og letsindigt Menneske, og sagde, at hun frygtede, Du kun lønnede Fader daarligt for — for al hans Godhed. O, det var saa stygt af hende! Men jeg svarede ogsaa, at Du var Faders Søn, hans Haab og Stolthed, og min kjære Broder, og at vi hverken kunde eller vilde taale, at Du omtaltes paa den Maade.»
«Havde jeg vidst, at det var saa stærkt,» begyndte Onkel efter en lille Pause, idet han kjærligt lagde Haanden paa min Skulder, «havde jeg maaske forskaanet Dig. Dog, jeg tror og haaber, at denne bitre Skaal vil være Dig gavnlig og vil derfor tilføje endnu Et. Forlad os, Thora! — Det er for min Skyld, Oscar, at Frøken Krone kommer her; nej, træk Dig ikke bort, jeg brugte et urigtigt Udtryk, for min Formues Skyld, og maaske ogsaa for at blive Majorinde. Hvad Alderen angaar, passer hun vel omtrent ligesaa godt for mig, som for Dig, thi, skjøndt jeg ikke har set hendes Døbeattest, har jeg dog en grundet Formodning om, at hun allerede var Baldronning, da Du endnu legede med Tinsoldater. Min egen, kjære Dreng, jeg er ordentlig glad, vi have en Ende paa den Historie, din Sorg vil, saavist jeg staar her, ikke vare længe.»
Med Harme afvisende denne Formodning styrtede jeg op paa mit Kammer og lukkede mig inde der, trøstende mig med at skrive et daarligt Digt, og forvekslende en blødende Forfængelighed med et blødende Hjerte. Senere har jeg erfaret, at min stakkels Moder slet ikke sov den Nat, men puslede om i Huset, passende nøje paa min Dør og mine Vinduer, martret af Frygt for at jeg havde til Hensigt voldelig at ende mine Dage.
Min Onkel havde Ret, Sorgen, eller rettere Ærgrelsen, varede ikke længe; snart kunde jeg gjøre mig lystig over det Hele, og næste Aar bragte jeg, ganske oprømt, Efterretningen om hendes Bryllup med en gammel Kapitalist, ud til Søllerød.
«Gjør det Dig slet ikke ondt?» spurgte Thora, idet hun saa mig alvorlig ind i Øjet.
«Ikke en Smule; man skulde næsten tro af din Mine, Trøstemor, at Du beklagede min Sindsro og hellere havde set mig sønderknust.»
«Nej vist ikke, men det er dog underligt, da Du engang holdt saa inderligt af hende, at det rent kan gaa over.»
Efter vel overstaaet anden Eksamen, kastede jeg mig med Iver over Juraen, dog denne Iver — der ikke foranledigedes af Interesse for Studiet, men af Lyst til at komme ud over det og blive færdig — var af en sygelig og ustadig Natur. Der var en besynderlig Uro over mig; undertiden følte jeg en ubetvingelig Lyst til at færdes i Naturen og mellem Mennesker, og naar jeg da kom tilbage, vilde mine Indtryk have Luft i Digte. Alt dette kunde ikke overkommes om Dagen, jeg tog derfor, uden Hensyn til Sundheden, Natten til Hjælp. Min Stemning var i Reglen pirrelig og utaalmodig, og jeg brouillerede mig med de fleste af mine Venner.
Hver Søndag bragte jeg min Byrde af Mismod, ærgjerrige Planer og lidte Forurettelser ud med til det fredelige Rosenskjul. Onkel kunde imidlertid af og til blive utaalmodig, og engang udraabte han:
«Hvad tror Du jeg faar ud af alle disse Klager over dine Venner? at Du er en ufordragelig Kammerat, og en stor Egoist, at Du fordrer meget, og intet vil yde. Den Feil, Folk beklage sig over hos andre, er som oftest deres egen. Jeg tror, at man gjennem en Persons Livsopfattelse og Dom over hans Medmennesker faar det klareste og tydeligste Billede af ham selv; et Billede, sandere end det, Blikket, Ordet, ja, endog end det Handlingen giver.»
«Miskjend mig nu som altid,» svarede jeg, uden at betænke, at det var mig, der miskjendte ham, og saaledes ved mine Ord beviste Sandheden af hans Tale, «hvor skulde jeg kunne vente at blive forstaaet! nej, det er en herlig Verden, og det er naturligvis rigtigt, at den heldigt stillede altid foretrækkes for den uformuende, men mere begavede; og det er ogsaa rigtigt, at naar en højtstaaende Herre kommer med en Vittighed, bliver den ypperlig, skjønt den var flov Dagen iforvejen, da et ubekjendt ungt Menneske — af hvem Herren har lært den — anbragte den ved en Lejlighed, hvor den passede ulige bedre. Se, det harmer mig, at en Ting ikke maa gaa for hvad den er. De ydre Forhold lægge sig enten som en lysende Nimbus eller en formørkende Sky om hvad et Menneske siger og gjør. Jeg tager blot et Eksempel mellem tusende: En Dame ytrer Lyst til at eje en sjelden Blomst, og en ung, ubemidlet Mand opnaar, efter utrættelig at have løbet om til alle Gartnere, at forskaffe sig den, naturligvis med betydelig Udgift; imidlertid sender en rig Godsejer hende den samtidig ganske mageligt fra sit Drivhus. Hvem er hun nu mest taknemmelig?»
«Naturligvis Godsejeren, og efter min Mening med Rette; den anden var en Nar, der opofrede sin kostbare Tid og sine indskrænkede Midler af lutter Forfængelighed.»
«Men, lille Fader,» begyndte Thora, der hidindtil, som sædvanlig, havde siddet taus ved sit Haandarbejde og lyttet, «tror Du ikke, at Oscar har Ret i meget. Det forekommer ogsaa mig, som lægges der altfor megen Vægt paa af hvem en Ting gjøres, og ikke paa hvad der gjøres. Saaledes var den gamle brystsvage Malene, hvem jeg hver Morgen bragte et nylagt Æg, mig langt mere taknemmelig for denne ubetydelige Venlighed, end hun var sin Nabokone, der redte Seng og gjorde rent hos hende, skjøndt hun har otte Børn og maa gaa paa Arbejde. Underligt nok var Nabokonen mig ogsaa saa taknemmelig paa Malenes Vegne, og regnede sit for intet. De fandt, at de vare pligtige ti! indbyrdes at afhjælpe hinandens Nød, hvorimod den velklædtes og lykkeliges ringe, personlige Tjeneste rørte dem næsten til Taarer. Jeg følte mig meget undseelig og ydmyget ved deres Ros, og kan derfor saa godt forstaa Oscar.»
Onkel fæstede sit Blik fuldt og klart paa mig, og det forekom mig, som læste jeg deri, tydeligere end Ord kunne udtrykke: «Der er en Forskjel, hun misbilliger Tingen i sig selv, og beklager sig over at den kom hende tilgode; mon Du ikke taler af Misundelse og vilde skifte Tunge, naar dit hemmelige Ønske, at komme i de begunstigedes Række, blev opfyldt.»
Da jeg Aftenen før Thoras Konfirmation kom til Rosenskjul, traf jeg hende i Kjøkkenet med en usædvanlig høj Rødme, et usædvanligt glad Ansigt, og et af Bodils store, hvide Forklæder bundet om Livet. Hun stod aldeles fortabt i Beskuelsen af en Overflødighed af Stege og Kager.
«Men, hvad er dette, Kusine? jeg havde langt snarere ventet at finde Dig i dit lille Kabinet, hensunket i Betragtninger over Morgendagens Vigtighed, end at se Dig beskjæftiget med hvad vi skulle nyde. Du, der spiser som en lille Fugl, og næsten synes at sidde tilbords blot for Selskabs Skyld, betragter jo ordentlig disse Tilberedelser med en Gourmands Enthusiasme.
«Vil De bare gaa ind, Herr Oscar,» sagde Bodil med en affærdigende Mine. «Her, mit søde Lam, er Kurvene; jeg har laant tre, vi have selv fire, saa mangle vi kun en.»
«Han maa nok blive; Bodil, ja, hjælpe til. Se, Oscar, hvad Fader sender otte af mine fattige Medkonfirmander; o, han er den bedste Mand paa Jorden, tror jeg, og det mener Bodil ogsaa. Et stort Hvedebrød, en Krukke Smør, en Kage, en Steg og en Flaske Vin skal der i hver Kurv; dertil en smuk Bibel med Barnets Navn. Du vil maaske hente dem; de ligge inde paa Faders Skrivebord. Er det ikke en underlig Tanke, Oscar, at de smaa Stakler alle skulle ud i Verden? naar det nu var mig, hvor vilde jeg saa ikke være bedrøvet. Jeg synes næsten, at Vorherre har været for god imod mig, men saa have de da igjen, paa en nær, deres Mødre levende, Gud ske Lov.»
«Tror Du ikke, Onkel,» ytrede jeg en Dag i Sommerens Løb, «at Thora vilde have betydelig godt af at komme ud i Verden; hun er dog ikke ganske som andre.»
« Kunde Du ønske, at hun var det?» spurgte han kort.
«I enkelte Retninger; lidt mere Verdenstone vilde, til Eksempel, ikke skade.»
«Hun har lært mere, end de fleste unge Piger,» svarede han, «og jeg har aldrig hørt hende fortale sig. Hendes Fremtræden er beskeden og gjør et behageligt Indtryk, og, af naturlig Skjønhedssans, klæder hun sig med Smag. Verdenstone forekommer mig at være en paaklistret ydre Fernis, som skal efterligne Hjærtets sande Politur, den hun har. En udsøgt Omgangskreds, hvor Ideer veksles, Synskredsen udvides, og Sindet forfriskes ved gjensidig Paavirkning, er vistnok et stort Gode, men vanskeligt at opdrive. At en hel Del Bekjendte mødes, uden at holde af, ja, uden engang at agte hinanden, hver især læggende Mærke til og holdende sig op over de andre, med den Bevidsthed, at de gjøre ligesaa, er, efter min Mening, en for Karakteren højst fordærvelig Ting: Falskhed og Bagtalelse, dulgt af Venlighed og Smiger; Pragtsyge og Forfængelighed, der, hvor de kunne tilfredsstilles, efterfølges af Lede, hvor de ikke kunne, skabe Misundelse. Jeg tror, at Thora er sikker for at berøres af det rigtige Onde, men der er en vis smilende Letsind i Anskuelser — hvortil jeg først og fremmest regner den godmodige Gjøren Nar — der blænder Ungdommen. En anden Fristelse ligger i at føle sig som den reneste og bedste, saa man mister sin Ydmyghed, og farisæeragtig trækker sig tilbage, takkende Gud, at man ikke er som de andre. Jeg husker, at min unge Hustru sagde; «Jeg er aldrig fuldkommen glad, uden i en Kreds, hvor vi mene hverandre det rigtig godt, og hvor jeg ved, at Frelseren vilde være velkommen, naar han traadte ind med sit: Fred være med Eder.» Nej, lad Thora blive som hun er: sand, god og tilfreds; ikke kunde jeg taale, at Forfængelighed eller Verdenskløgt skulde paatrykke hende sit Stempel.»
«I Grunden har Du Ret, Onkel, hun er yndig og velsignet, og naar jeg ransager mig selv, var det maaske en uædel Lyst til at drage hende ned til os andre, der laa til Grund for, hvad jeg før sagde. Naar jeg vil udøse mig for hende og ser ind i det rene, dybe Øje, der taler som et Digt fra en højere Verden, forslummer jeg undertiden ganske, og har den samme Følelse, som naar man kommer ud fra en larmende Balsal i den stille, højtidsfulde Nat, hvor de mange funklende Stjerner tale om et højere Maal og om Nuets og dets smaa Interessers Intethed. Ikke altid, Onkel, er jeg saa forblindet som Du tror, og aldrig, i Sandhed, er jeg tilfreds med mig selv.»
«Derom er jeg overtydet, Oscar, men Du fordrer, at andre skulle være det, ligesom Du ogsaa, skjøndt Du selv klarlig kan indse dine poetiske Frembringelsers Mangler, harmes, naar andre kunne det. Naa, der har vi det! nu er Fyren vred; godt Ord igjen, vend om og kom tilbage.»
Men det gjorde jeg ikke; Onkel havde rørt ved min ømme Side, og jeg var dybt fornærmet. Kæmpede jeg ikke paa Liv og Død, for at faa denne afskyelige Eksamen, alene for hans Skyld. Var det ikke mit Kald og min Lykke at være Digter; var ikke enhver til hvilketsomhelst andet anvendt Tid spildt? Og for alt dette lønnedes jeg saaledes.
Det var alligevel ganske, som han sagde; jeg kunde ikke taale at høre endog en mild Indvending, hvorfor jeg gjerne stod med en Svovlstik i Haanden, naar jeg læste et Digt højt for straks at kunne tænde det an.
«Nu har jeg selv holdt Rettergang over det,» plejede jeg at sige, «og tør vel fritages for en Dadel, der blot opirrer mig.»
Undertiden kunde Onkel blive saa vred, at han stampede.
«Utaalelige, utaknemmelige Dreng, Du vil aldrig drive det til noget, aldrig! Du misbruger den Gave, der er Dig beskaaret. Dette Digt var virkelig godt, og i Stedet for med Flid at rette de enkelte Mangler, ødelægger Du det. Der er ikke et Sandskorn Stadighed i Dig.»
Og det var der ikke; jeg var uendelig modtagelig for Indtryk, men det ene udslettede igjen hurtigt det andet. Billeder og Tanker kom i Overflødighed, men ligesaalidt, som der var Harmoni — denne Betingelse for al sand Skjønhed — i min Sjæl, ligesaalidt var der Harmoni i mine Aandsfrembringelser.
Imidlertid bleve mine Øjne for Alvor angrebne; dog jeg skjulte det, saavidt muligt, af Frygt for at blive underkastet Lægebehandling, der naturligvis vilde have Forbud mod Læsning ved Lys, ja, mod al anstrengende Læsning tilfølge. Netop nu vilde jeg ikke standses; først Eksamen, bag efter kunde alt blive godt, alt indhentes og oprettes. Moder kjøbte en grøn Skjærm til min Lampe, forsynede mig med kold The til Badning af Øjnene, og var ligesaa utrættelig i at give Forholdsregler, som jeg i at bryde dem.
En klar, kold Fastelavnsmandag saa jeg Rosenskjul for sidste Gang. Søen var tilfrossen, og der hang Istapper fra Taget; lille Line, der nu var bleven en høj, voksen Pige — en lattermild, godmodig, kjøn Pige — sad i Vinduet og nikkede til mig, da jeg gik. Thora kom med Kaabe og Kyse paa, for at følge mig paa Vej. «Se dog, Oscar, hvor herligt Solen skinner paa Granernes hvide Grene! men Kjære, hvad var det?»
«Intet,» svarede jeg hurtigt, idet jeg betvang den stikkende Smerte, det blændende Syn havde forvoldt mig.
«Kommer Du her snart igjen, Fætter?» «Nej, Thora, ikke før jeg har faaet Eksamen; da haaber jeg at blive et mere omgængeligt Menneske, da vil jeg se paa alt med ganske andre Øjne, og først begynde at glæde mig ved Livet Men Du, Kusine, kommer vel snart ind til os.»
« Sidst i Ugen, haaber jeg; Lines Onkel, Auditør Kraft, giver da et Bal, og jeg er indbudt. Men nu maa jeg gaa, der kommer de smaa Fastelavnskonger, ganske forknytte og forkuede, trods Glæden over det malede Skjæg og Flitterstadset. Hvor deres Stemmer ere hæse af Overanstrengelse, og kan Du se den mindste, hvor hans Næsetip er blaa, og hvor han putter de smaa røde Fingre ind i Munden, for at varme dem; han maa have en ordentlig Hjærtestyrkning.»
Hun nikkede og løb hjem, o, hvorfor vendte jeg mig ikke om og saa endnu en Gang paa det kjære, gamle Hus.
Da jeg kom tilbage, tog jeg straks fat paa min Bog, men hvor forunderligt! Bogstaverne blandede sig mellem hverandre, løb sammen og sittrede, jeg prøvede atter og atter, bestandig uden Held. Nødvendigheden tvang mig omsider til at give efter; jeg vilde tale med en Læge, hurtigt, straks, komme under en kraftig Kur, og gjøre Afbrydelsen saa kort som tænkelig.
Øjeblikkelig henvendte jeg mig til en ung Mediciner af mit Bekjendtskab; dog han afslog efter en kort Undersøgelse, med et højst forskrækket Ansigt, at tage mig under Behandling.
«De maa gaa til en af Professorerne, eller en ældre, bekjendt Læge. Men hvorfor, i al Verden, Menneske, har De ikke talt om dette før?»
Et Par Dage gik hen i Spænding, og jeg maatte, harmfuld og utaalmodig, finde mig i at sidde ledig hjemme med Øjenskjærm i mit formørkede Værelse.
«Herr Doktor, vil dette blive en langvarig Historie? jeg fordrer ren Besked, og haaber, at kunne bære Sandheden som en Mand.»
Til Svar fæstede Lægen et underligt, medlidende Blik paa mig, et Blik, der lynsnart aabenbarede mig hele Omfanget af min Ulykke. «Blind!»
«Det har jeg ikke sagt, haaber det ikke heller; man har før set, at selv saa stor en Svaghed kan helbredes. Endnu tør jeg dog ingen Erklæring give. Det gjør mig sandelig ondt, meget ondt, men jeg beundrer Deres Fatning.»
Han bukkede og gik bort, efterladende mig bedøvet og forstenet; det var min Fatning. Paa sligt havde jeg været fuldkommen uforberedt, og endnu — kunde det være muligt?
Jeg løftede Rullegardinet og saa ud; Lygterne brændte mat, enkelte Mennesker bevægede sig varligt henad Gaden, omhyggeligt undgaaende de glatte Fortouge. Nede i Urteboden paa Hjørnet var der stærkt oplyst; jeg saa Svendene ile travle frem og tilbage og Kunderne strømme fra og til. Aldrig har mit Blik indsuget nogen henrivende Udsigt med saamegen Begjærlighed, som denne højst hverdagsagtige. Jeg lukkede dog pludselig Øjnene og forsøgte at sætte mig ind i, at saaledes skulde det altid være i Fremtiden.
Lidt efter bankede det sagte paa Døren, og min unge Kusine traadte ind, klædt til Bal.
«Jeg var kommen før,» sagde hun, idet hun en Smule undselig holdt sig i Afstand, «dersom Doktoren ikke havde været her, men tage bort, uden at se Dig, kunde jeg umuligt. Det er da ikke slemt med dine Øjne, Oscar?»
Den lette, sylfeagtige Skikkelse, i den snehvide Dragt, med det klare, straalende Øje og den af Glæde rødmende Kind, dannede et Billede af en, i sin simple Naturlighed, fuldkommen og ophøjet Skjønhed. Det forekom mig, som havde jeg aldrig set hende før, som skulde jeg aldrig se hende mere, som forstod jeg først nu, hvor kjær hun egentlig var mig. Min unaturlige Styrke gav efter, jeg brast i en voldsom og konvulsivisk Hulken, idet alt, hvad jeg skulde tabe, fremstillede sig for min Sjæl.
Al Farve veg fra hendes yndige Ansigt, da hun erfarede min Frygt, og hun græd, trods sine Forsøg paa at være fattet, som skulde Hjærtet briste. Jeg er overtydet om, at hun villigt havde givet mig sine kjære, skjønne Øjne, om det havde været gjørligt.
«Tys, lille Thora, tys, jeg burde ikke have sagt Dig dette i Aften. Maaske det heller ikke sker; Lægen sagde, at der dog endnu var Haab. Nu skal Du gaa, Kjære; Line har to Gange banket paa Døren, og Vognen holder udenfor.»
«Jeg tage paa Bal? det vilde berøve mig Forstanden, tror jeg! Hjærtet maa være let og lykkeligt, ellers er det unaturligt at danse, ellers har det noget vildt og syndigt. Nu vil jeg bede hende tage ene bort; om et Øjeblik er jeg her igjen.»
Og et Kvarter efter kom hun, i sin daglige Kjole, ind til mig, tilligemed Moder; og hun var saa ivrig for at opmuntre mig, og dog selv saa bedrøvet, at det gjorde mit Hjærte godt. Hun bad om at maatte blive hos os for det første; næste Dag vilde hun skrive efter sin Fader. Moders Klager og ængstelige Spørgsmaal afværgede hun behændigt, og Aftenen svandt bort som en Drøm. Ved Afskeden hviskede hun:
«Du vil ikke vaage og gruble, men give Dig hen i Herrens Haand. Dersom han kan, jeg mener, dersom det er godt for Dig, kjære, kjære Broder, da vil denne Kalk gaa Dig forbi.»
Godt for mig! kunde det være andet end godt for mig? hvilken besynderlig Tale, og dog, der var Lægedom i den; en sælsom Ro steg ned i min Sjæl.
Næste Dag kom Onkel; han havde talt med Lægen, før jeg saa ham, og var heftig bevæget.
«Onkel, Du har opofret saa meget, og nu, da jeg troede, endelig at kunne gjøre Dig lidt Glæde, blive mine Forhaabninger til intet. Disse Kundskaber, som jeg med Tvang og Ulyst har erhvervet, ere nu en død Skat; selv om jeg havde faaet Eksamen, var jeg jo dog udelukket fra enhver Livsstilling, og fordømt til at være en Byrde for mig selv og andre.»
«Dum Snak fra Begyndelse til Ende; tal aldrig om hvad jeg har gjort for Dig, Du har gjort ulige mere for mig; Du har revet mig ud af mit Tungsind og knyttet mig til Livet. Netop ved stundom at forvolde mig Uro og Bekymring, har Du lagt Beslag paa mine Tanker, og er, Aar for Aar, vokset fastere til mit Hjerte.» Moder traadte nu ind og bebrejdede sig, med en af Taarer halvkvalt Stemme, at hun ikke, trods mit Forbud, havde kaldt Læge, at hun havde undladt at tale med Onkel, at hun ikke havde forhindret min Flid, at hun engang i Tusmørke havde bedet mig træde en Synaal, og undertiden, da jeg var Dreng, tilladt mig at læse ved Kakkelovnsilden.
«O, jeg har været en daarlig Erstatning for din egen Moder,» endte hun sin Klage, idet hun græd bitterlig.
Men skjøndt hun var saa inderlig forknyt, vilde hun dog ikke ganske opgive Troen paa min Helbredelse, hvilket var langt pinligere. end om hun straks havde sat sig ind i det værste. Hun talte ofte til mig om, naar jeg igjen fik raske Øjne, og kunde fuldende min Eksamen, hvorimod Onkel og Thora aldrig skuffede mig med et falskt Haab, som de ikke selv nærede, men tværtimod stræbte at forsone mig med min Skjæbne, og uagtet denne, tegne Fremtiden med lyse Farver.
«Oscar, jeg har en Tilstaaelse at gjøre Dig,» begyndte Thora en Dag, idet hun lagde en lille Bunke Papirer i min Haand, «men først maa Du love, ikke at blive vred.»
«Du gjør mig ganske nysgjerrig; fortæl endelig, jeg er aldeles ikke oplagt til Vrede.»
«Ser Du, Fætter, naar Du stak Ild paa dine Digte, og i Desperation kastede dem paa Kakkelovnspladen, skyndte jeg mig altid at sætte min Fod paa, og slukkede saaledes Ilden. Mange vare rigtignok næsten opbrændte; paa nogle manglede Begyndelsen, paa andre Enden, men der var dog saameget smukt i disse Brudstykker, at jeg gjemte dem, og byggede Luftkasteller paa dem for din Fremtid. Det var naturligvis urigtigt at trodse din Villie, ja, et Slags Indgreb i Ejendomsretten, men jeg maa dog undskylde mig med, at det bestandig var min Hensigt, ved Lejlighed, at give Dig dem tilbage. En Sang er fuldstændig, tri de faa manglende Linier kunde jeg huske; maa jeg synge den for Dig?»
Og hun begyndte med sin friske, ungdommelige, melodiske Stemme hvis følelsesfulde Udtryk gave mine Ord noget gribende, næsten højtideligt.
Det var en sælsom Fantasi; jeg havde ønsket at være Fange, for — fritaget for Livets almindelige Pligter — udelukkende at kunne hellige mig Digtekunsten. Kun saaledes vilde de adspredte Tanker samles, og Sjælen faa Ro og Kraft til at gaa ind i sig selv; kun som Livsfange vilde jeg blive virkelig fri.
«Du er en Digter,» sagde hun med Varme, «Vorherre har opfyldt din ubevidste Trang og ført Dig i Ensomhed, fordi Du der skal finde Fred og blive istand til at virke til Gavn for en stor, stor Kreds.»
Hvor forunderligt, jeg burde maaske takke Herren for denne rædsomme Ulykke; dog det kunde jeg endnu ikke, men jeg kunde sige: din Villie ske!
Før havde jeg altid villet handle, forhindre, forandre; nu var der kommet Havblik i min Sjæl, og jeg havde ikke følt mig saa ubekymret siden jeg var Barn, dog en ny Kamp forestod snart. Jo uundværligere Thora blev mig, jo klarere jeg følte hendes Værd, jo mere bevidst blev min Kjærlighed ogsaa, og jo haardere den uafviselige Pligt at bekæmpe eller idetmindste at skjule den. Smilende Billeder, hvor hendes Fremtid var knyttet til min, gøglede, imod min Villie, bestandig frem for Tanken og martrede mig; hendes Nærværelse og blide Deltagelse ophørte at være en Trøst og blev en Kval. Endelig kunde jeg ikke udholde det længere, og spurgte derfor Onkel rent ud, om de ikke snart vilde rejse.
«Har Du isinde at jage os bort, thi paa anden Maade gaa vi ikke. Jeg har aldrig hørt Mage! vilde Du virkelig fordømme os til at være borte i denne Tid, og havde Du Hjærte til at skilles fra os?»
«Jeg er kun et Menneske, Onkel, og det, som Du altfor godt ved, et svagt, egenkjærligt Menneske, der ikke altid er sikker paa at kunne overvinde og beherske sine Følelser. Det er mit bedre Jeg, som beder Dig rejse.»
«Mig? naa, saa Thora maa dog blive.»
«Er dette Stedet til at spotte?» «Paa ingen Maade, men ikke heller til at tale i Gaader. Jeg kan ikke komme med min Mening i denne Sag, før jeg tilfalde kjender din.»
«Skal jeg da tvinges til at bekjende denne ufornuftige, utaknemmelige Følelse, skal jeg da fortælle, at jeg elsker hende for højt, til hver Dag at se, hvad jeg muligvis kunde have vundet.»
«Naa, det var rene Ord, og jeg svarer: ved Du, om Du ikke har vundet det?»
«Onkel!»
«Kom mig nu ej med disse harmelige Hverdagsfloskler, om at hendes Liv ikke skal forspildes og være et Offer, eller om at være i evig Gjæld o. s. v. o. s. v. Naar man holder af, er ethvert Offer let, og dersom hendes Liv bliver til Gavn og Glæde, er det velanvendt. Kjærligheden gjør alt fælles og udsletter give og tage. Jeg tror, at Thora elsker Dig; nej, Du kommer ikke tilorde! Jeg vil ikke høre Noget om, at det er lutter Medlidenhed og Godhed. Var det Medlidenhed, havde hun sikkert havt Mod til at betro sig til mig, og for din Skyld foreslaa mig at ordne det Hele; men det er Kjærlighed, og Barnet vilde, i sin kvindelige Undseelse, snarere dø, end tale først. Heraf ser Du, at hendes Agtelse for Dig ingenlunde har lidt Skaar ved hendes Deltagelse. Hvis Du, af en misforstaaet, forskruet Pligtfølelse, vil gjøre os alle ulykkelige, kan Du naturligvis, men Følgerne komme over dit eget Hoved. Ah. der er hun!»
Onkel trykkede mig i sine Arme med en Hjærtelighed, der kontrasterede snurrigt med hans Ord og barske Tone, og forlod os.
«Thora, giv mig din Haand, jeg vil tage Dig i Ed.»
«Det behøves ikke, Fætter, Du kan stole paa mig.»
«Nu, saa svar mig da oprigtigt; dersom jeg — Vorherre tilgive mig, hvis jeg gjør Synd i at tale — dersom jeg beder Dig være mit alt, min Hustru, og Du indvilliger, vil det da ikke alene være, fordi Du ved, det er min Lykke?»
«Ogsaa min, Oscar, saavist Gud lever, ogsaa min.»
I den mørke Stue skimtede mit usikkre Blik hendes opklarede Udtryk, og der var ingen Skygge af Ubestemthed eller Vaklen paa hendes Pande.
«Har Du tænkt paa dette før, Thora?»
Hun tøvede et Øjeblik, men svarede derpaa simpelt og frimodigt:
«Jeg har tænkt paa det i den sidste Tid, og jeg har ønsket og haabet, at det maatte ske. Vel har jeg frygtet, ikke at kunne være alt for Dig, hvad jeg gjerne vilde, men jeg har tillige tænkt, at andre, om de end havde langt bedre Evner, umuligt kunde have en bedre Villie eller større Kjærlighed. O, Gud ske Lov, vi skulle nu aldrig skilles!»
Og Trøstemoer lagde sin Kind til min, og medens hun lovede at hellige mig sit Liv, bad hun mig bære over med hendes Fejl.
Der oprandt nu, i det mørke Sygeværelse, en Tid af ublandet Lykke. Onkel lod til at være bleven et nyt Menneske; forsonet med Fortiden haabede han paa Fremtiden, og vi byggede Luftslotte og lagde Planer, uden dog nogensinde at hentyde til Muligheden af min Helbredelse. Vi vare alle tre lige bange for at tænke herpaa, og naar min kjære Moder, der syntes, at al denne drømte Lykke var idel Tant, uden Synet, hentydede til dettes Opnaaelse, lød det ganske disharmonisk i mit Øre.
Var jeg ikke kommen i Havn? vilde al denne Velsignelse, denne indvendige Fred, der var bleven mig tildel, ikke ophøre, naar jeg atter stødtes ud paa Livets urolige Strøm?
Og dog, da Slaget virkelig ramte, da det, med frygtelig Tydelighed forkyndtes mig, at jeg var blind, blind for stedse, mærkede jeg paa min Smerte, at Haabet, uden mit Vidende, havde skjult sig etsteds i Sjælen.
Ubevidst havde jeg haft den Følelse, at Mørket laa i Gardiner og Skjærme, og at jeg kunde finde Lyset udenfor i de andre Værelser. Nu derimod, da jeg havde min Frihed, og maatte gaa hvor jeg vilde, mærkede jeg, med sælsom Angst, at Mørket fulgte mig allevegne.
Men jeg vidste, at dyrebare Væsners hele Opmærksomhed var henvendt paa mig, at min Smerte var deres, og det holdt mig oprejst. Kun faa Dage kæmpede jeg, for at skjule min Sorg, snart havde jeg ingen at skjule, Herren tog naadig al Byrde fra min Sjæl.
Min Bryllupsdag saa jeg ikke den blaa Himmel, men jeg følte Solens oplivende Varme; jeg saa ikke min unge, yndige Brud, men jeg kjendte hendes Hjærte, og forstod, at jeg var den lykkeligste Mand paa Jorden.
Vi flyttede ind i denne smukke Bolig, og Thora gik straks om med mig i enhver Krog; det var hende saa magtpaaliggende, at jeg blev fortrolig med alt, og følte mig rigtig hjemme. Der var ingen Dørtrin, ingen skarpe Hjørner, ingen overflødige Møbler, ingen Nipssager; af Blomster fandtes kun vellugtende; Alt, hvad der alene tjener til Øjenlyst, var udelukket.
Og Bodil, hvem jeg ikke havde set siden Fastelavn, stod i Kjøkkenet. Hun græd, kyssede mine Hænder, sagde at hun var saa glad, saa inderlig glad, og græd saa endnu stærkere. Moder og Onkel sloge naturligvis deres Bolig op her. Han er altid oprømt og fornøjet, hvorimod den kjære Moder aldrig vil lære, at hver Dag har nok i sin egen Plage, men bestandig sørger over det forbigangne, og ængstes for det tilkommende. Bodil har stillet til Betingelse for sin Forbliven i Familien, at Moder ikke maa staa op om Natten, for at kradse i Asken, ikke heller tage Maden ud af Haanden paa hende og kaste den bort, paa en ugrundet Mistanke om dens Skadelighed. Til Gjengjæld forpligtede hun sig til den yderste Forsigtighed, saavel med Lys og Ild, som med Kobber og Messingkar etc. etc.
Er jeg en Byrde for min Hustru? o, nej, nej, det var sort Utaknemmelighed at tro det. Hendes Hjælp ydes saa beredvilligt og hurtigt, at jeg næppe faar Tid til at mærke mit Savn. Hun er mit Øje og min Haand, meddeler mig hvad hun ser, og nedskriver hvad jeg føler; dog ikke altid; hendes kjære, lille Haand vilde have vægret sig ved at skrive dette, og forkynde sin egen Ros.
Forunderligt har alt klaret sig for min Sjæl, siden jeg mistede Synet; mine Indtryk, der før vekslede og fløde i hinanden, som Billederne i en Kaleidoskop, mægter jeg nu at fastholde, ordne og udtrykke, og hvor jeg før kun saa det forstyrrende Tilfælde, erkjender jeg nu en højere Styrelse.
Engang klagede jeg saa bittert over, at et Menneskes ydre Forhold kastede Glands paa hans ubetydeligste Ord og Handlinger; jeg tænkte da nærmest paa Rigdom, Magt og Fornemhed, men ogsaa Ulykken — den i Verdens Øjne ufortjente Ulykke — kaster en lignende Glands, og denne er kommen mig tilgode. For det første afvæbnedes mine Uvenner; alle som en have de budt den blinde Mand Haanden; for det andet modtoges mine Digte med en Velvillie, som jeg ikke tør tilregne deres Fortrin alene, men hovedsagelig, at de skrive sig fra den blinde Digter; for det tredie søges vor lille Kreds meget af de, i aandelig Forstand, største og bedste.
Naar Aftenen bryder frem og indbyder til Hvile og Eftertanke, samles vi gjerne i en Klynge. Mørket stiller da min Omgivelse lige med mig; uadspredte af udvortes Gjenstande gaa de ind i sig selv, og Erindringen kommer, og gjør, med Hukommelsens Hjælp, det forbigangne levende.
«Den Stakkel,» sagde de unge Mennesker nys; o, Verden maatte være meget lykkelig, dersom jeg kunde kaldes en Stakkel!
Kun én Gang siden mit Giftermaal har jeg ret følt mit Savn, og det var netop den Glædesdag, da det forkyndtes mig, at jeg var Fader, og en velskabt lille Pige lagdes i mine Arme. Et Øjeblik fornam jeg da en skjærende Smerte, jeg skulde aldrig se dette lille Væsen. En hed, tung Taare faldt ned paa hendes Kind; den var min Gjæld til Menneskelivets Ufuldkommenhed ; herneden findes ingen ublandet Lykke. Dog, jeg tænkte paa Stjerneskuddet og Thoras Bøn, og var atter trøstet. Der, hvor hun skal se sin Moder, der skal jeg se vort Barn.