Min Ven Distriktslægen var tillige Jærnbanelæge og maatte som saadan tidlig og silde færdes blandt Smaafolkene i de trange Dale og langs Bjærgsiderne. Nu kom han til mig en Dag og sagde:

Du! der er telegraferet efter mig, tre Stationer herfra, inde der hvor Triglaw er aller mest imponerende at se paa - og hvor der forresten hverken er Hund eller Kat at se, knap nok Mennesker ... Vil Du med?

Er det maaske Triglaw, der er blevet daarlig? spurgte jeg.

Men Triglaw er det vildeste og stejleste Bjærg i hele den Alpekæde, som fra den sydlige Del af Kärnten strækker sig ud i Krain, hvor Slovenerne bor, hvor der er fuldt op af Sagn og Æventyr og Romantik - men hvor der er yderst sparsomt med Boliger og Mennesker.

Jeg forandrede hurtig min spøgende Tone. Lægen saa alvorlig ud. Han var et godt Menneske med et blødt Hjærte; han holdt af Naturen, af et Glas Vin, af Blomster, smaa Fugle og Børn - og det var netop en Banevogters Barn, som var bleven kørt over af Morgentoget paa det høje, smalle Spor derinde mellem de øde Bjærge.

Saa kørte vi sammen afsted med Middagstoget. Og det gik først over SchlitzaSvælget, og saa gennem Sprængninger, ind og ud ad Tuneller, og ad Krumninger, hvor ingen Lokomotivfører, selv med det mest paapassende Blik, kan se om Klippehjørnerne. Og naar vi susede de smaa Banevogterhuse forbi, og jeg Opdagede de sorthaarede eller hvidlokkede Smaa-Banevogtere dér langs Skrænterne i den ængstelige Nærhed af Sporet tilhøjre og en Afgrund tilvenstre - saa maatte jeg tænke over, at et "naadigt" Forsyn i Grunden havde nok at tage vare med at holde disse Smaafolk ilive. Thi Faderen stod ubevægelig som en Stenstøtte paa sin Post og skuldrede eller udstrakte sin lille røde Fane, og Moderen kunde man i Forbifarten se beskæftiget inde i Huset med Køkkengerningen eller med de endnu mindre Smaa-Banevogtere.

Et saadant Hus kom vi til, da vi holdt og steg ud af den varme Kupé, hvor vi ikke havde talt synderligt sammen. De vilde Klipper omkring os glødede i Solen; alt bagtes og gispede i Middagsstilheden; kun Ekkoet af Toget, der atter foer larmende videre, rullede med en dump Stønnen ned gennem den trange Dal; og dér borte, for Enden af det øde, skovklædte Dalstrøg, ragede det takkede Triglaw i Vejret med sine sne-kronede Tinder, koldt og goldt, indesluttet i sin egen truende Storhed, kun tilgængeligt for Gemsejægere og vanvittige Turister og forresten utilgængeligt for Medfølelse med levende Væsners Ve og Vel. Et Stykke Hersker-Historie, forstenet i de umaadelige Tiders Løb.

Vi vekslede nogle Ord med Faderen. Han var furet af Nætternes Sne og Regn, brændt af Dagens Sol; hans strænge, ensformige Pligtliv stod skrevet i disse Træk, og der var kun for det meget agtsomme Blik en Dirren at kende om hans Mund, da han i al Korthed besvarede Lægens nødvendigste Spørgsmaal. I Døren stod en Flok Smaafolk - hele seks, syv Stykker - og de fleste holdt, ved de Fremmedes Ankomst, den ene Haand i Munden og den anden bagpaa. I Køkkenet foran Ildstedet sad Moderen, med Hovedet bøjet ned over Patteglutten ved Brystet. Hun saa op, da vi traadte ind; Udtrykket var ligesom forvisket ved nylig Graad - og saa ved Modersorgerne for hele denne Række. Hun pegede paa Døren ved den ene Side og bøjede sig atter ned over den Lille. Lægen traadte ind. Jeg blev udenfor i det forreste Rum.

Børnene omringede mig, men meget frygtsomt. De syntes ikke, maaske med Undtagelse af den ældste lille Pige, at være ret paa det Rene med, hvad der egentlig var hændet, eller i hvert Fald hvad der foregik derinde. Desto ængsteligere lyttede jeg til enhver Lyd derinde fra. Og jeg var ikke langt fra at gaa i Rette med mig selv, fordi en vis Videbegærlighed - hvad man nu skal benævne det - atter her havde ført mig hen til et Sted, hvor dog egentlig kun Lægen hørte til. Ingen Lyd derindefra ... hvorover jeg ikke var fri for at være taknemlig. Jeg henvendte nogle Ord til Konen - men hun rystede paa Hovedet. Jeg delte nogle "Kreuzer" ud til Børnene - og Flokken forsvandt øjeblikkelig ud gennem Døren, i hvis Aabning det store Landskab med dets grelle Lys og dybe Skygger stirrede fra det Fjærne paa mig, som et Billede kan stirre ud gennem dets Ramme.

Jeg havde lagt Mærke til, at en lille Hund - en lille, mørk, stump-øret Rottehund - var fulgt ind sammen med Lægen. Nu traadte han ud; men Hunden var ikke med ham. Han sagde - paa Latin til mig: Den lille Pige er død! Konen rejste sig op og stirrede paa ham. Han sagde noget til hende, paa denne Blanding af Kärntnerdialekt og Slovenisk, som jeg kun daarligt forstod. Hun græd højt og tørrede sig i Pattegluttens Svøb. Han klappede hende - venlig som han altid var - paa Hovedet og sagde saadan noget, som at Barnet derinde jo nu var forsørget - det havde ikke maattet lide længe - og hun, Moderen, havde en Flok foruden - saa hun maatte trøste sig!

Hans gode Hensigt var kendbar nok. Konen forsøgte et lille Smil; men det gled ud i Graad. Og nu gik hun og Lægen derind - medens jeg blev staaende med mine Tanker om Moderhjærtet, om det Rum, som det har for alle sine Smaa - og om Beskaffenheden af den Trøst, som en Mand kan give - selv en saa venlig og godhjærtet Mand som Lægen.

Vi maatte blive endnu nogle Timer her, indtil Eftermiddagstoget førte os tilbage. Gennem den lille Begivenhed, gennem den store Natur, gennem det Fællesmenneskelige, der kan ramme Alle, ligegyldigt under hvilke Kaar og Omgivelser - var jeg med min Interesse bleven knyttet til disse stakkels Folk. Vi bestemte paa Hjemfarten, Lægen og jeg, at vi vilde tage derud i Overmorgen til den Lilles Begravelse. Og medens vi tændte vore Cigarer - ligesom for at ryge og vifte noget bort - sagde han paa sit blide Østerrigske til mig:

Du! lagde Du Mærke til den lille Hund? Naa ja ser Du - da jeg stod over Barnet og undersøgte det..... Fortæl mig ikke videre! bad jeg. Som Du vil!

Forresten var en Hjærnerystelse øjeblikkelig indtraadt - total Bedøvelse, forstaar Du! Men da jeg staar dér, saa kommer det lille Bæst, ynkeligt pibende, og borer sig ind imellem mine Arme og slikker mig Blodet af Haanden - og slikker Blodet af den lille Piges Hoved - og vilde ikke bort, men blev liggende dér i Sengen, stadig pibende og slikkende ... Og Konen fortalte mig da, at Hunden hørte dem til, og at den stadig havde været om den lille Pige, men slet ikke var gaaet til de andre Børn - og at den først var kommen løbende henad Banesporet og havde varskoet Faderen, da Ulykken var sket bag om den første Kurve.

Det lille Kræ! Ja, Du kender mine Meninger om Dyrene!

Jeg kendte dem. Og saa kom vi hjem. Og vi maatte straks hen i Værtshuset hos gamle Gelbfuss, hvor Begivenheden blev skyllet efter med nogle Glas god Landvin.

Saa kom vi atter derud. Det var en overtrukket Dag; Fjældene stod ligesom døde, endnu mere følesløse end ellers, omkring os i en Halvbue og syntes ganske at overvælde det lille Kapel, der med sin indhegnede Kirkegaard ganske alene agede op paa en isoleret Klippe, en tusind Alen borte fra og ovenover Banevogterhuset. En lummervarm fugtig Vind, nu og da med en fin Støvregn i sig, svøbte ned fra Fjældene imod os, medens vi med Stok i Haand stavrede op ad den knudrede Sti. Hvidgraa Skyer kom glidende som af-kartet Uld i lange Totter langs Triglaws ru Sider; snart var de snedækte Tinder tilslørede - saa lysnede de atter frem med en haard, kold Glans. Det vældige Bjærg stod dér for os, knugende og overvældende alle andre Omgivelser, medens vi selv stod ved Laagen til den usselig bitte Kirkegaard, hvor det døde Barn skulde begraves.

Vi var ganske alene. Nej, en gammel Moerlil aabnede Laagen for os. Og nu saa vi en Mand komme gaaende foroverbøjet dernede paa den slyngede Sti, bærende en Byrde paa Nakken. Det var Faderen; han bar den lille Kiste i Strikker over Ryggen.

Ud fra Kapellets lave, lille Dør - Alt var smaat her, undtagen de høje Bjærge - kom en Præst. Han havde en sort Paletot over noget, der lignede et nedhængende hvidt Forklæde. Barhovedet var han, med mørkt, tætklippet Haar; et blegt Ansigt, uden noget bestemt Udtryk. Han tog en Bønnebog op af Lommen, læste noget højt, stænkede nogle Draaber Vand paa den lille Kiste - af en Skaal som den gamle Kone rakte ham - og saa sænkede Faderen selv Kisten ned i den lille Fordybning - thi en Grav tillod Jordsmonnet næppe at grave; og vi tre Mænd skovlede, saa godt vi kunde, Jord og Grus derhen over, indtil Kisten var dækket.

I dette Øjeblik kom den lille Hund løbende ind igennem Laagen. Den mældte sin Nærværelse ved en svag Piben, og straks gav den sig til at snuse og kradse i Jorden. Faderen kysede ad den; Doktoren kaldte og lokkede ... den sprang vel bort for et Øjeblik, men vendte ligesaa hurtig tilbage og lagde sig paa den nys opkastede Jord med den lille, sorte Snude mellem Forpoterne, idet en klagende Piben lod os forstaa, at den meget vel vidste, hvem der gemtes her nede.

Den kommer nok efter, naar den bliver sulten! sagde Faderen - omtrent de eneste Ord, som han havde ytret. Saa steg vi ned ad Stien igen.

Jeg vendte dog om. Jeg maatte endnu en Gang se denne Kirkegaard, med de faa, spredte Kors og enfoldige Indskrifter - det lille, jeg kunde fristes til at sige "elskværdige" Kapel - og saa det store, knugende øde Bjærg-Amfitheater rundtomkring, hvorover Taagerne truede med at slaa sammen i en trist og tung Regn.

Den gamle Kone var ifærd med at lukke Kirkedøren. Begravelsen var jo forbi - og her kom nok ikke flere Gæster for det første!

Hendes Blik og mit mødtes i et samlet Blik paa Hunden, der laa uforandret i samme Stilling.

Hun rokkede paa Hovedet, trak paa Skuldrene og sagde: Ak, ja ja; det stakkels lille Kræ.

Om det galdt Hunden eller Barnet, véd jeg ikke.

Men da jeg kaldte ad en lille Hund, saa drejede den Hovedet en Smule og sendte mig et saadant underligt Blik: Menneske! ser Du da ikke, at jeg ligger her og vogter paa det, som var mig kærest i Livet ...?

Den gamle Kone plejede hver Ugedag at komme til Tarvis. Da jeg tilfældig mødte hende, fortalte hun mig, at den lille Hund var bleven fundet død deroppe paa Kirkegaarden. Den havde sørget og sultet sig ihjæl - sagde hun. Og Doktoren bekræftede det.


Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.