Den Anden/1
I
De gule Ahornblade dalede ned gennem Mørket og spredtes over Vejen. Halmstråene viftede i Dyndet. Henne mellem Hækkene, hvor Lysningen fra Byen hvidnede som en Månebue, knirkede det sidste Flyttelæs' Hjul.
Et Ahornblad strejfede hendes Pande. Hun gøs sammen, dukkede sig og løb ind gennem Lågen.
Den smækkede, da hun tørrede Skoene af på Måtten i Forstuen. Vinduet ovre i Gavlens Kalk så tomt mod hende. Visne Blade fløj hen forbi Døren.
Hun åbnede ind til Helges Værelse.
Hun blev stående på Tærsklen og så ind i dets Mørke.
Her lugtede råt af Efterårsluften, som havde blæst herind hele Dagen, og af Flyttefolkenes Klæder. Men en tør Varme sivede fra Gardinerne og Møblerne. I Bordets Plade svømmede Vinduets Dæmren.
Helges Værelse — hun åndede kort — Helge, ja her skulde han blive hjemme, så blev hun det nok også, her midt imellem de våde Pløjemarker og tætte Skove, i denne ukendte Egn, hun flygtigt havde set, da de var herovre for at leje Huset, og nu i Eftermiddag under de grå Skyer.
Helges Værelse — mærkede hun ikke, hvor Hjærtet slog i denne Stue mod hendes, dette fremmede Hus' Hjærte? Hans, hans! ind til ham!
Hun strøg gennem Portièren ind i Spisestuen. Det store Spejl blegnede af Himlen, Tæppet mørknede blødt over Bordet.
Gud ske Lov for Øllegård Farre! hun havde alt fyldt de tomme Stuer med Møbler, før hun og Helge kom. Læsset nu, det var hendes egne, dem sørgede hun for sidst.
Ind i Havestuen.
Dér stod han med Ryggen til, med Albuen mod Dørkarmen og så ud i Haven.
„Helge,“ hun smøg Armen op om hans Hals, hun rejste sig på Tæerne, „Helge, nu er vi hjemme.“
Han så ned på hende, gennem Skumringen, med sit utydelige Smil.
Hun tilbad det Smil — og hun var sky for det, hun følte sig, som første Gang hun så det: så uvis, så vemodig — og så hjælpsom, som kaldte en Stemme.
Men —
„Jo, Helge,“ hendes Hånd klemte om hans Nakke, „ikke? er vi ikke hjemme, nu?“
„Jo, Eva, mit Barn,“ mumlede han og så ud gennem Glasdøren.
Hun stirrede på ham, rejst på Tæerne.
Jo, her i Skoven måtte han da være hjemme, for ellers —
Den frederiksbergske Villavej derovre, gamle Kongevejs Sporvognsklemten, Skridtene på Flisen og Duret fra den store By, der i Lygteskæret trængte ind gennem Løvet —.
Ja, hun var jo født på Landet, her i jylland, men hun elskede, som Moder, Menneskenes Virvar og Lys. så underligt — mens Helge, Københavnerbarnet, kun vilde gemme sig i Stilhed og Marker.
Nå, Lægen sagde jo, Luften her var bedre for Helges Lunger, og så var her desuden billigere at leve. Men, hvorfor smilte han da før? var her da endnu ikke hans Hjem? så mange Mil fra København, så fjærnt endog fra Provinsbyen derinde, kun Skoven histovre.
„Eva,“ han lukkede Glasdøren op, „kom, skal vi gå Haven rundt?“
Kulden slog ind om. hendes Fødder, hun løftede dem uvilkårligt.
I Lysskæret oppe fra Hannibal Gorms Kvistvindue flagrede Buskenes gule Løv. Det dumpe Sus i Skoven kogte.
„Å Helge — — Jo!“ hun klemte Armen ind under hans, „men, jeg fryser sådan.“
„Blot Haven rundt. Se, tag den her på!“
Han svøbte sin Kappe om hende; den hang over Stolen ved Uret, varm af Stuen.
— De raslede fra Kvistens Lysskær ind i Mørket.
Hun klemte Øjnene til. Hun skimtede forude Sølvpoplernes hvidnende Løv. Kappen lunede om hende, og hun satte Fødderne dybt i Klæget for ikke at fryse. Buskene ruskede i hendes Kjole. Det knitrede borte i Hækkene.
„Å Helge, den Have er jo et rent Vildnis.“
„Ja, men sådan er den dog bedst. Og hvor skulde Hannibal Gorm alene kunne passe den?“
„Nej, men —“
Haven på Strand, hvor grusede Gange flød om brede Plæner helt til Tjørnehækken langs Fjorden —. Skoven slugte jo hele Haven her. Men hun var jo heller ikke mere en Herregårdsfrøken. Og Helge holdt mest af en Have sådan, og han huskede på stakkels Hannibal Gorm, hun tænkte altid kun på sig selv.
Hun så lige et Glimt af Dammen, lergrå i Sivene, så stod de under Poplerne ved Lågen.
Stien svandt, mørkebrun af Blade, ind mellem Granerne. De unge Bøgestammer tættede, dybest inde. Sølvpoplerne raslede højt oppe.
Hun stirrede ind i Skoven. En bitter Lugt fyldte Mørket, som en Damp. Granernes Grene lukkede næsten for. Deres kolde Harpixos.
Hun så hurtigt op på Helge.
Han stod med det blege Ansigt foroverludet og stirrede derind. Hans Øjne var halvt skjult under Brynene, Underlæben dirrede, løs.
Hun vilde skrige, hun vilde gribe ham om Armen — Mørket blev levende, fyldt af ham, han som gød sig ind i det.
Poppelløvet raslede brat op, en Flok hvide Blade hvirvlede ned over Lågen.
„Helge!“ hun tog ham om Armen.
„Helge — å,“ hun rev hans Arm til sig med bægge sine Hænder, „kom nu dog, lad os nu dog komme op og få Lys. Her er så mørkt, jeg fryser.“
Han så ned på hende, hans Øjne levede langsomt op igen.
Så sukkede han og trak Kappen sammen om hendes Hals.
„Ja Eva, nu går vi jo — som du vil.“
De gik op ad Stien mellem Ærterisene, Spindelvæv strejfede klamt deres Pander.
Lågen ruskede bagved.
Hun skottede tilbage. Poppelløvet hvidnede.
Helge måtte ikke være her.
Skæret fra Gorms Kvistvindue faldt ud over dem, de visne Blade flagrede over Trappestenen op til Havestuen.
Døren klirrede.
„Nå, dér er I, sikken Tid at løbe på! Teen er færdig.“
„Tak, Øllegàrd, Tak!“
I et Spring var Eva oppe på Trappen, rystende Kappen af sig, Poplens filthvide Blade fløj fra den.
Inde i Spisestuen skinnede Lampen, mildt og rigt, ned over det dækkede Bord. De hvide Undergardiners Blonder smilte.
„Helge, kom,“ hun vendte sig hastig, som havde hun glemt ham bag sig.
„Ja, ja,“ hans hvide Ansigt nikkede mod hende, roligt, „jeg kommer jo, alt hvad jeg kan.“
„Å Helge,“ hun så ivrig op på ham, „vort nye, lille Hjem — nu skal vi for første Gang drikke Te i det.“
„Ja, mit Barn,“ han kyssede hende men, så kolde hans Kinder var — og hans Øine, de blinkede sky mod Lyset — —
„Min lille Pige!“ han smilte pludselig, moret, mod hendes Spørgen.
„Å du —“ sukkede hun glad.
Øllegård lukkede Glasdøren og trak Lastingsgardinerne for.
„Ja, ja,“ knurrede hun, „én må jo se at få gjort det lidt manérligt i denne herre græsselige Skov — for lille Eva, hendes Skyld.“ —
„Helge.“
„Ja.“
Hun holdt Tekoppen foran Munden og så over på ham.
„Hvorfor så du sådan ind ad den Skovsti?“
„Så jeg sådan ind ad den Skovsti?“
„Ja,“ hun stirrede på ham.
„Nå,“ han lagde Kniven fra sig, „jeg tænkte på en Tegning.“
Hun tav og så frem over Koppen. Maleriet bag Helges Ryg mørknede i Skygge, men Lyset sank over Tallerknerne, Brødbakken og Dugen.
„Helge,“ spurgte hun, „på den Tegning, skulde dér komme en ud af Mørket, eller skulde der gå én ind i Mørket?“
Han så på hende. Der skjulte sig sky et Glimt i hans små, brune Øjne.
Så smurte han roligt sit Brød.
„En gå ind? det véd jeg virkelig ikke —. Det var kun Mørket derinde, og Granerne, og det visne Løv.“ —
„Nu har vi Efterår, Eva,“ mumlede han, lavt.
Hun sukkede. Ja, og de skulde føle det helt herind hvert Minut; hun kendte det. Alt skulde de tage på sig som sit.
Flagstangens Snor smækkede derude. En kort Hvislen i Avnbøgehækken, som brændte Ild gennem det visne Løv. En Raslen i de visne Blade, som puslede Vinden igennem dem, eller — var det — et Menneskes Trin?
Hun lyttede.
„Helge, kommer der nogen?“
Han svarede ikke, og Flagsnoren smækkede, forladt.
Men der var gået én forbi, i det visne Lav, én på Trin så lette som de faldende Blade.
Hun skottede om i Stuen.
Temaskinen skinnede kobberblank derhenne på Anretterbordet, hendes Syskrin sov i Karmen foran det nedrullede Gardins Begonieskygger. Ovnilden spillede i en lang Tunge opad Tæppepanelet, men — derudenfor —
Hun gøs. I det store Pløjeland, hvem hørte til derude, så tomt, så taust, kun Skyerne, Marker, Skove.
På Frederiksberg, dér færdedes travle Mennesker forbi hvert Øjeblik, med deres Skygger over Ruden.
„Tak for Te, Eva,“ han sad og smilte mod hende.
Hun så hurtigt på ham. Hans små, mørke Øjne, det sorte, lokkede Hår, den store, smilende Mund.
„Hvad tænker så sådan én på?“
„Å du — jeg kan vel også nok tænke! Helge, hvem tror du, det var, der gik derude?“
„Det véd jeg virkelig ikke,“ svarede han, han drejede sig halvt om mod Sofaen efter Cigaretæsken, „gik der nogen, var det vel en af vore få Naboer, og dem lærer vi vel nok at kende.“
Hun tav, men rynkede Brynene.
Nej, de Trin derude vilde hun virkelig ikke kende. Det var en Kvindes Trin, det var hun vis på.
Og hvad skulde de her i Stuen for?
— — — —
„Helge, kan du høre, nu går Hannibal Gorm i Seng?“
Hun standsede og lyttede opad mod det mørke Gibsloft.
Hosetrin puslede bort.
„Tænk, hvor er han ene! At han tør bo her! Uf! Vi er da to!“
Helge slukkede Lampen inde i Spisestuen. Hun skimtede nu gennem Glasdøren Tuiaerne i Haven.
„Å, vi er to — Helge!“ hun puttede sig hastig i hans Arme.
Hun mærkede hans Hænder over sit Hår og dirrede ind i ham. Tag mig, Elskede, tag mig!
Men hans Stemme, fjærn:
„Ja, ja, de var jo også to en Gang — men så kom der en Anden for hende. Og så måtte han jo blive ene.“
„En Anden?“ Hun løftede hurtigt Blikket, ”hvorfor siger du det? En Anden — hvad kom det ham ved? Hun var jo hans og så —“
„Hans?“ han smilte svagt, „var hun hans? Når den Anden ejede stærkere Magt over hende?“
Eva tav og så det svage, gule Skær fra Lyset flakke over hans Øjne.
Hun så uvilkårlig tilbage.
De to Hovedpuder dér — en Anden — — en Tredje — —
„Jamen han —“
„Nej, han var for retfærdig, han holdt hende ikke tilbage, for sin egen Skyld, da hun måtte gå.“
„Måtte gå — jamen —“
„Å Eva,“ hans Øine rørte hende stadig ikke, hans store Hånd søgte frem i Halvmørket, „ingen har Eneret over den Anden; der er altid det til, der er stærkere, så Menneskene må slippe — deres „Ret“.“
„Altid ?“
„Ja, Døden er der da, i hvert Fald; men skynd dig, mit Barn! lad os nu komme til at sove, vi har jo ikke haft ét Øiebliks Ro lige siden i Morges.“
„Ja,“ sagde hun.
Hun stod på det bare Gulv — så fattig, ja, så uden Ret, her i sit eget Sovekammer, i deres, den første Nat i det nye Hjem.
Uden Ret og uden Magt. Altid en Anden. Døden i hvert Fald. —
— Helge var sovet ind, som altid, efter Godnatkysset. Han var så træt efter Rejsen, han var jo ikke stærk, det var jo også derfor, de var kommet herover på Landet. Og så fordi han elskede Stilheden. Og de havde jo tumlet om lige fra i Morges, fra det københavnske Hotel, til de nu lå her.
Men desuden, han sugedes hver Nat bort fra hende. uden at hun anede det. Han havde lige talt til hende, og så pludselig fik hun intet Svar, kun hans stille Åndedrag.
Hun rejste sig på Albuen og pressede sine Øine gennem Mørket ned mod hans Ansigt.
Det lå begravet i Puden, ud mod Vinduet, mod Haven og Skoven.
De første Nætter, når hun havde vækket ham i sin Angst:
„Hvor var hun? de nye Stuer. — Og Helge, åndede han ikke?“ Hun lyttede. Ikke en Lyd. Nattens Syden. Angst havde hun kastet sig over ham: „Helge, Helge, er du død?“ Og han var tumlet over Ende og havde stirret på hende — så uvedkommende, som var hun ikke hans, som havde han aldrig set hende eller Stuerne om dem.
Og, kendte hun ham, som sad dér, så stor og hvid? Ene med en Fremmed i Natten!
Til hun fløj om hans Hals i et Skrig: „Helge, det er mig! det er mig! tag mig dog, det er jo dig!“ Og det gav et langt Suk i ham, og hun følte hans Hænder røre sig om hende, og hans trætte Røst: „Lille Eva, hvorfor vækkede du mig dog?“ „Jeg var angst.“ „Angst, for hvad?“ „Å for — for du sov, og Natten —“ Og han smilte, sit utydelige Smil, og hun lå ved hans Hjærte og hørte dets Slag, men hun kendte ham stedse ikke. Hvorfra vågnede han?“
Eva sukkede. Nej, nej, nu vækkede hun ham aldrig mere, heller ikke nu i Nat, i dette nye Hus, i denne ukendte Egn.
Men hvor tungt sov Helge!
Om Morgenen var han ikke til at vække igen; hun kunde ligge bøjet over ham og kalde på ham og se, hvor hans Ansigt og hans hele Legeme stred, hvor han dukkede sig for hendes Stemme og Lyset.
Og hans Øjne, når han omsider fik dem op, så langvejsfra, så bristende, som var det ikke fra Søvnen, men fra Døden, han åbnede dem! Tætte var de, som af et fortroligere Mulm, end det hun kendte, end det hun havde sovet i.
Og nu i Aften, da han stirrede ind i Skoven — Hun havde pludselig følt det, at hun stod ene. Hun havde måttet gribe ham om Armen, holde ham fast, som vilde han tabe sig derind, fra sig selv og hende, for evigt.
Og han troede heller ikke på Lys bag Mørket en Gang, han havde ikke Lyst til at mødes med hende dér, hvor de aldrig skulde fejle eller skilles, hvor man først ret kunde elske.
Hun sukkede og krøb til Rette under Tæppet.
Den svindende Rislen i Vinløvet på Muren og i Havens Buske randt i Nattestilheden. Ingen forsinket Sporvognsklokke, intet trøstende Hovslag, kun Buskenes Hvisken og Brænden, ukendt, uforstået.
Og Dørens Svælg derhenne — som gabede Huset tomt, som flokkedes ikke alle de fortrolige Møbler derinde!
Ak, stumme, forknytte stod de mellem de nye Mure!
Hun løftede Hovedet og lyttede.
De Mure skulde først langsomt vågne og smile, opvarmede af Åndedræt og Stemmer, før de blev deres Kød og Blod, som de frederiksbergske Stuer, fremmede Trin nu skræmte.
Og hvilke Mennesker havde mon levet her, lige siden Murene byggedes, en Gang i tredserne, af en Særling, så afsides fra Vej og By?
Ja, Hannibal Gorm havde io boet hernede, den Gang han endnu var Vejassistent, og Konen var hos ham, men siden —? Nu sov han jo alene deroppe i Gavlværelset, mellem sin Drejebænk og alle sine Opfindelser.
Gud véd, om han var rigtig klog med sin Søgen efter det perpetuum mobile, hvor Kuglerne endrægtigt hævede og sænkede hinanden? som Svar og Gensvar, sagde han.
Å, meget stygt måtte være sket her i Stuerne!
Hun havde strax første Gang, han viste dem om, følt Væggene så uhyggelige, som sad de fulde af falske Ord, af utro Kys, af Vrede og bortflygtende Trin.
Men nej, det var jo sandt, Veiassistenten havde jo ladet hende uhindret reise bort til den Anden. Det var jo det. Helge havde sagt, var retfærdigt handlet. At han kunde sige det!
Hun slog uvilkårlig i Tæppet: Ens Ret var vel ens Ret!
Hun måtte tale med ham om det i Morgen, hun måtte vide, om han virkelig mente — sådan —
Nå, men så siden havde jo Malerens boet her, dem Helge havde arvet Atelieret efter deroppe: Simon Taves. Hun huskede dem fra Foråret i Forfjor, da hun og Helge var forlovede, og de var nygifte.
Så glade de var for hinanden, skønt de lignede hinanden så lidt: han så brun, så brændende, som en Flamme, hun så lys, så stille, med så blege Øine og blege Hår — som en Åkande.
Hvordan mon de havde levet her, de to, som var så forskellige?
Når Hannibal Gorm talte om dem, blev hans gustne Fugleansigt så bekymret, og han knugede Hænderne så tæt, som måtte han holde noget sammen, der vilde briste — Gorm, der altid led sådan, hvor Mennesker ikke svarede til hinanden, sådan som hans to Kugler skulde det.
Retfærdigt havde Helge sagt, at Gorm handlede den Gang. Ja han, men hun?
Han elskede hende jo, og hun havde sagt, hun elskede ham, så havde intet andet Ret over hende, og Gorm ikke Ret til at slippe hende! Nej, Uret havde han mod — ja, mod alle!
Det manglede bare, man kunde elske, og så glemmes af den Anden, for en ny, en Tredie! som om den kunde elske bedre og have mere Ret!
Hvert Menneske havde sin „Anden“ og kun den!
Nej, fejt var det af Gorm, og af Helge, at han syntes det! Man skulde vel ikke sådan uden videre give Slip på sin Anden; ens Ret var vel ens Ret, den skulde ingen tage, heller ikke den, der havde benådet en med den. Og det var dumt: den, der var ens Anden, den var vel også ens Bedste, mer end sådan en Tredie og ny! Tabte man sin Anden, da tabte man sig selv.
Moder, å Moder — Jamen havde hun ikke netop erfaret det: det var dumt og det var feit? Og Fader var jo dog død den Gang.
Men, om han ikke altid havde tiet og blot stået der, så forladt, og stirret fra Gavlruden imellem Seletøjet og Kanerne ud over det smalle Fjordvand og Sivskovene, der År for År groede tættere til, da havde måske lille Moder ikke forvildet sig så utrøsteligt: „Eva, Eva, hvad var Ret?“
Ret var: at give sig helt hen og så forlange den Anden helt, og ene.
Havde hun Helge helt? Før i Skoven, og nu som han sov dér så tillukt.
Hun vidste, så dybt sov hun aldrig, at hun ikke fornam ham i hver Pore. Men han friede sig fra hende i sin Søvn, som var han mødig af hende fra Dagen.
Han brød sig ikke om at gense hende en Gang, men vilde kun sove i jorden, helt ene —
Å, Helge var ikke stærk, det var jo derfor, de var flyttet herover, så nødig hun vilde —
Men så skulde han samle Kræfter her og elske hende, mere end Mørket og sine Tegninger!
Stuerne derinde skulde komme til at smile mod ham med hendes Smil, så han kun så hende, hvor han så! På sine Vandringer kunde han gå vidt nok fra hende!
Hun huskede det fra København, når han kom hjem og sad dér på en Stol i Stuen, som en Fremmed og glippede med Øjnene mod Lyset, og rå Kulde åndede om ham fra Valby Marker.
Og de store Skove her —.
Den Sti derovre, at den også skulde stå åben sådan lige ind mod Haven! Det var jo, som hele Skoven gabede mod dem og Huset.
Han havde taget alt fra hende, og hun skulde begynde helt forfra.
Stuerne var så tomme, så stumme, som var alle Mennesker flyttede ud, også de, som hviskede ene det visne Løv om Murene, som Skridt, som lette, listende Skridt — — —
Hvem var det, der kom derinde på Skovstien?
Hun vidste, der kom én, selvom det raslede så sagte, som raslede kun visne Blade over visne Blade. Hun vidste det fra Helges Arm, der rykkede i hendes, som skulde han gå, møde den derinde.
Hvem?
Hun stod jo hos ham, hun, den Eneste!
Men som hans Arm rystede!
„Det, der er stærkere end Mennesker“ — Hvad var stærkere end hendes Kærlighed? Den skulde holde ham tilbage!
Skønt det græd i hans Arm af Længsel, af Trang, hun slap ikke!
Men nu —
Mørket bevægede sig, et Ansigt fødtes —
Du gode Gud! det var jo Helges eget!
Nej, nej, en Kvindes —
Så hvidt et Ansigt, med sorte Fletninger om Panden, med store, stumme Øjne, med en skyggemørk Mund —
Helges Arm drog i hendes, som i Drift, men hun bed sig fast i den. Nej, nej, lignede hun dér end Helge, som aldrig hun selv, hun var den nye, hun kom fra Skovene, hun havde ikke Ret. Eller — hun selv slap ikke sin!
Det raslede op i Sølvpoplerne over deres Hoveder.
De hvide Blade hvirvlede ned i Stimer. Skoven bruste op over dem som et Hav.
Et Pust af Løv og Blod. Det hvide Åsyn stirrede.
„Helge!“ hun kastede sig frem foran ham, „husk mig!“ — —
— — Det skinnede i hendes Øjne. Hun stred mod Kvindens Hænder.
Nej, nej! jeg slipper ham ikke! han må ikke dø! — —
Hun så ind i Helges Øjne.
Et bleggyldent Lys flød om ham. Kulde duggede hendes Ryg og Nakke. En tæt Pippen.
De sad bægge i Morgensolen, der legede over Vandstellets Porcelæn. Hans Hånd holdt hende fast om Armen, og han så på hende med et Smil.
Solen blànede i Sengenes hvide Lin. Spejlet lyste som Vand.
„Helge, å —“ hun åndede op, klemmende bægge Hænder om hans Tindinger, „Helge, du er hos mig.“
„Ja, hvor skulde jeg ellers være?“ smilte han; han strøg hendes våde Hår fra Panden, „Barnet har nok drømt ondt? Det er ellers slemt: den første Nat i et nyt Hus.“
„Helge, tror du det!“ hun fløj sammen, „tror du, at det skal ske?“
„Snak,“ lo han, „jeg taler jo kun efter mit Barn! men lad os nu se at komme op og ud i Skoven.“
„I Skoven?“
„Ja, og Markerne, og hele det nye Land.“ —
Hun så hen for sig i den tågede Sol. Den første Nat i det nye Hus — hun havde drømt så ondt!
Men var det ikke Helges Skyld?
Hun havde jo troet, de —
Hun blev blussende rød — —
Som den første Nat på Frederiksberg — —
Ja, da var han hendes. —
„Eva,“ han kaldte inde fra Spisestuen, „du skulde blot se Haven, lutter Sol og Dis! og Frugttræerne skinnende gule. Kom nu, så skal vi ud en lang Tur.“
„Ja, Helge, jeg kommer jo.“
— — — — — — — — — —
„Eva,“ han gik nedad Vindeltrappen fra Loftet, Solskinnet blånede over Kalkvæggen, Mahognigelænderet glødede, „Assistent Gorm har ikke Nøglen. Taves må have glemt at aflevere den i Foråret. Hvad om vi gik ned til Fjorden og hentede den? så kan vi hilse på dem med det samme.“
„Ja, Fruen må undskylde,“ Hannibal Gorms Hoved stak frem oppe under Skråloftet, Brilleglassene blinkede, „jeg skulde så gerne selv hente den, men når Herskabet alligevel går Tur —“
Så, skulde de nu strax derned til Simon Taves! Hun kunde ikke lide ham, så ophidset han altid var, og alle hans syge Malerier. Og i Dag, den første Dag herovre, skulde de da ikke være ene?
Men Helge stampede allerede Støvlerne på, og oppe fra Trappen gav Gorm Besked om Vejen gennem Skoven:
„Bare ud af Lågen og så —“
Af Lågen — hun lukkede Øinene, hun huskede i Nat — den Låge ind i Skoven, kunde de da ikke få den spærret?
Men, de måtte jo have den Nøgle til Køkkenet, Øllegård havde jo ligget for åben Dør i Nat, som hun forklarede der ved Køkkenbordet:
„Ja, ja, Fru Eva, så'en et Sted, midt ivildene Skov, ingen véd sig els' sikker her. Og der løber nok alskens Bosser derovre på Landevejen.“
Eva åbnede Øjnene.
Hoftesvær rensede Øllegård Gulerødder over Vasken. Hvergarnskjolen bovnede om hendes fornærmede Bag.
„Vel er vi kommen herover, men derfor skal vi da inte la' os sla' ihjel.“
Hun hev en Dusk grønne Toppe ned i Vasken og postede med fremskudt Underlæbe Vand over de laxerøde Rødder.“
Eva smilte. Aldrig tilgav Øllegård Helge, at han havde vovet at ægte hende, og tilmed flyttet hende herover i den vildene Skov!
Ak, Øllegård, vi frygter bægge den vildene Skov, jeg for hans Skyld, og du for min — jeg , som er den Eneste for dig, mig, du ikke turde forlade, den Gang da din egen Lykke kaldte dér på Strand, i Møller Markus' hørblonde Skikkelse, jeg, som neppe havde Fader eller Moder, som du måtte blive hos og våge over.
Gamle, stridige Øllegård, som gerne gik i Døden for mig — og gerne bragte Døden over hver den, der sanser andet end mit Vel!
„Ja, ja, Øllegård, nu skal du få den til i Nat,“ smilte hun.
„Ja, Jomfruen må undskylde,“ Gorms Uglehoved bukkede sig over Gelænderet, hans Briller søgte nærsynet mod Øllegård, „den Dør har såmænd så stået uaflåset hele Sommeren. Men undskyld mig nu, nu må jeg ind, jeg kan høre, at Limen koger, og der er netop i Dag noget, jeg — —“
Hans Filttrin tøflede om bag ved Skorstenen.
Eva så uvilkårlig ud i Haven.
Dér hvirvlede de to små Træmennesker på deres Stage ved Køkkendøren de solblinkende Arme omkring efter hinanden, bestandig omkring, men aldrig nående hinanden.
Hannibal Gorm, som slap sin egen Elskede, fordi han aldrig ejede hende — han arbejdede Værkstedet deroppe fuldt af den Slags Legetøj.
Fik han Luft i disse snurrige Symboler? mens han forgæves arbejdede på sit perpetuum mobile, Kuglerne, der bestandig vejede hinanden op og ned, der intet gav hinanden efter i Styrke, men svarede hinanden med fuld Tynge, som to kærlighedsfyldte Menneskehjærter.
Hun smilte — som hun og Helge vilde leve Livet hernede! —
— En Solsort funklede metallisk inde mellem Rønnens Purpurbær. Den plirrede rapt mod hende og hakkede videre.
Eva standsede på Trappen mellem Vinløvet.
Frugttræernes Kroner svævede som et gyldent Flor over Haven.
Hun følte sin Gane sval, som bed hun af et Æble. Hendes Lunger krydredes af Lugt fra jordfalden Frugt, af Asters Kamfer og Løvsyre.
Inde ved Dammen spejlede Solsikken sit Ansigt i det klare Vand, hvor Vandmyggene dansede. En Hanes fjærne Galen spaltede den spindelvævsblinkende Luft.
Omkring Havelågen lukkede Granerne, blankgrønne. Men inde i Dæmringsblået dryppede det guldrøde Løv.
Hun vendte Hovedet.
Hun så Husets dugblanke Skiffer og Atelierets Ruder med Lærredsgardinerne. Skorstensrøgen blånede. Hannibal Gorm kogte i sine Limpotter.
Havde Helge ikke Ret, når han sagde hende, at hun plumrede Naturen med sin Angst og Sorg?
Naturen, der randt tro som en Kilde og kun lyttede til sig selv.
Stien sank stejlt ned mellem Kronerne dybere nede. I en hvid Lysvifte stod Solskinnet ned over Løvet, der tændtes i Disen, som brogede Skærver under Havet.
Skovvæden piblede gennem deres Hår, nedad Ryggen.
En Bæks Rislen pinglede enligt. De gule Blade sejlede et for et gennem Solskinnet, som var de selve dets gyldne Dråber.
De amplede sig nedad mellem Avnbøge og Brombærkrat, glidende i Leret.
„Helge, tror du aldrig, vi får Herremanden ovre på Globstrup at se?“
„Det gør vi vel ikke, han er io aldrig hjemme. Vil du gerne se ham?“ spurgte Helge, hans Hue dukkede mellem de endnu helt grønne Yperngrene.
„Ja—a,“ hun holdt sig fast i Benvedbuskene, „sådan en — han må jo da være helt gal! For det Testamentes Skyld at fare hele Jorden rundt for at finde ham, der er den rette Ejer! Og så er han det måske endda ikke, hvis han en Gang finder ham. De siger jo, at Testamentet er ægte nok.“
„Javel, men når Erasmus Glob nu ikke selv tror, han har Ret til at sidde på Gården.“
Helge slap sin Gren og lod sig dumpe det sidste Stykke ned. Det gav et Svup i Løvdyngen som i en Svamp.
„Jamen,“ hun holdt sig stadig fast og plirrede med Øjnene ud over Dalen, „når ingen sagde noget —“
Hans Ansigt vendte sig opad, hastigt.
„Det mener du ikke, Eva. Han kunde da ikke finde Ro. når han tror, den Anden har Ret!“
Den Anden — å, man kan da ikke altid tænke på den Anden, så kunde man jo slet ikke leve tilsidst!
Hun så ned på Helge; så smilte hun.
Jo, jo, hun tænkte på ham, hun vilde tænke på ham, aldrig på sig selv!
Men Helge, det var jo ham, hun elskede, den eneste, hos hvem hun kunde leve!
Men den ukendte, hvad kom han dog Erasmus Glob ved?
Og den Lampe, som brændte derovre hver Aften, Året rundt, efter Mørkets Fald, fra Vinduet ned gennem Poppelalleen, om den rette Ejer skulde komme forbi, landflygtig ad Landevejen — —
Nej, hvilke mærkelige Mennesker her dog levede! mon de blev sådan i de store Skove? Og nu de Taves, de skulde til, nede ved Fjorden —
Men Helges Øjne mellem de grønne Yperngrene, som de forskede på hende, tætte, brune!
Å Elskede, jeg vil jo alt, hvad du vil! Det er jo stort, det du synes, men —
„Helge!“ hun hoppede ned mod ham, tværs igennem Spindelvævene, og kastede sig leende om hans Hals.
„Helge! Helge!“ og hun kyssede hedt hans Øre, hans Nakke, hans sorte Hår.
Jeg vil jo altid, hvad du vil!
Hun smilte pludselig.
Min Ret skal gamle Øllegård Farre nok forsvare!
— Paa den mosgrønne Vig inde mellem de blåskyggede Ege- og Bøgekupler skinnede en Birk i sit luftige Guldslør. Grøftens Vand hvidnede i det mørke Græs.
Eva skottede til den.
Syntes den også, her var for rødt og for sort her i Skoven?
Så, nu gik de ind mellem Graner — uf, så fugtigt!
Solen lå i Striber over Nålenes Plys, men i Skyggen fnuggede Duggen tæt. Her stank af Benzin og Blæk. Her var som i en Skov i Skoven, så trangt, så stumt. Se Skarlagenspaddehattene — men —
„Nej, Helge,“ hun sank ned i Nåleslimet, hun havde foldet Hænderne under Hagen, „se Dukkestuen!“
Dulgt mellem Stammerne, i Greneflagernes Mørke skimtedes Dukkehuset, rejst af Grangrene, tækket med Ris og Kviste. Ruderne, af rødt Glanspapir, ulmede som Øjne. Kogler hang over Taget.
„Jamen Helge, hvem — Børn kan da ikke lege her, i Skoven.“
Inde i Stuen sås en lille Bænk og et Bord med Nødder, Bog og Brombær på et gult Lønneblad.
Hun stirrede.
De, som boede derinde, spiste af de Bær og kiggede ud i Skoven —
Men, så dybt inde, så mørkerødt — hvem —
„Å Snak!“ hun sprang op og plukkede Nålene fra sin Kjole, „det er jo Børn, hvor de så er fra!“
Helge smilte. Hun blussede.
„Å, du skal slet ikke —! Man bliver jo underlig af at gå her i så stor en Skov.“
— „Helge, det er da meget længere, end han sagde, Gorm,“ pustede hun.
Solen tågede allerede middagsgul henover Græsset.
En enlig Fugl fløjtede langt borte. Løvgylden dirrede Stilheden om hende — Træer fjærnt inde i Solen, så et Menneske dem nogensinde? — Og foran kun hans Ryg —
„Nå, se nu, dér har vi jo Fjorden!“
Helge pegede med Stokken.
Det blånede forude mellem de ranke Stammer. En svag Rislen randt ind i de visne Blades Rasl om deres Fødder.
Og pludselig stod de mellem Stammerne, svimmelt, på en gul Brink over Fjorden.
Blegblå, med Strømme af mørkereblåt, med Skovkysterne histovre blodsprængte, flød Fjorden under dem, med Skumstænk og Fiskenæt.
Neden under, under Brinkens Stenblokke og Gyvel, på en grøn Terrasse skinnede et hvidt Hus med rødt Tegltag. En ung Kvinde i grøn Kjole gik om dernede, mellem Havens nysplantede Ris, med et Barn på Armen.
Skyer som Snebjærge tårnede sig op over Himlen. Skyggerne flød over Skovene, hævede og sænkede dem.
Længst ude randt Havets Perlesnor.
Eva åndede op.
Ja, de boede med Fjord og Himmel åbne for sig — og med Skoven skjult bag Brinken.
„Se, det må jo være Taves Hus,“ nikkede Helge, „og her går en lille Sti nedad. Men giv mig Hånden, Eva. Det er ren Glideler.“
— — — — — — — — —
De sad bag de store Atelierruder.
Et Togs Røg gik gennem Skovene. Et hvidsejlet Skib stribede sig hen gennem Skygge og Sol, ind mod Havnen, hvor Tårnene glimtede. Skummet smilte ensomt over Fjorden.
Ovre i Skoven, østude, glimtede nu og da en Fløj. En lang Ruderække tindrede frem og sluktes igen, men viste forinden en fæstningsgrå Bygning, halvskjult af Skov. Sanatoriet, hvor Helge levede som Barn, hvor hans Fader døde.
Eva stirrede.
Så vendte hun Hovedet ind mod Atelieret.
Et Ur dikkede. Barnets Sugen af Moderens Bryst puslede.
Ellen Tave sad foroverbøjet med Barmen skjult af Barnets Hoved, på Rørstolen foran det grønne Gardin.
Hun sad dér så livløs i Middagssolen, så bunden til den spæde ved sit Bryst, som var hun ikke mere til. Så ydmyg som en Kilde, som randt hun, Sjæl og Legeme, hen i sit Barn.
Solen legede i Ringe om hendes Fod. En Sisken prøvede sin sidste Sommertrille fra Gyvelkrattet derude.
Hun gav sin Mælk hen i Barnet, åndeløs, ubevægelig. Hendes hvidgule Hår lyste — en Kæruld bøjet over Kilden.
At glemme sig selv som hun, at lade sig således slette ud, ikke mere være et Jeg —
Evas Hænder famlede om Armlænet.
Helge, således elsker jeg dig ikke, kun for din egen Skyld, uden Tak.
Og lå han dog ikke som Barnet på hendes Skød og fordrede Livet af hende, hun, der havde født ham ud af det Mørke, hvori han sov så dybt?
Helge, den dødsviede, Barnet, der kostede sin Moder Livet, og hvis Fader ved ham bragte Døden over sin Elskede, den brystsyge, hvem Fødsel var forbudt, og selv, for Helges Barneøjne, forblødte sig i Længsel og Bod, til han lå derovre i Sanatoriet og på sit Leje i Liggehallen forklaret stirrede ud over Skovene, hvor de nu sad.
Helge, der i Fødslens Øjeblik mødtes med Døden, der skyldte Døden sit Liv.
Hun gøs sammen.
Hvad havde hun indladt sig på? Genopvække den, der gennem sin Moders sønderbrudte Skød fødtes til Døden; der åndede Døden ind ved Foden af sin Faders Leje; der ved hans sidste Kys tog Døden som sin Arv, og hvis Tur det nu var! I Naturens Gang havde hun blandet sig ind, frækt, fordi hun måtte elske. Og nu?
Vilde hun nu give ham sit Hjærtes Blod, som Moderen dér sin Spæde? Hun, som kun vilde have ham, fordi hun elskede ham!
Elskede ham — det hun havde troet, var så stort, så ringe mod Moderen dér, mod Hannibal Gorm og Øllegård Farre derhjemme, mod Erasmus Glob, de, som glemte sig selv i den Anden. Hun så kun sit Selv i Spejl.
Men den Dag i Pensionatet i København, da hun havde spillet for ham, til hun pludselig ikke kunde mer, men måtte, måtte hen til ham og kaste sig på hans Skød og kysse ham, kysse ham, han, som ikke fattede, ikke så, den Dag overtog hun ham fra Gud, og for Gud var hun ham skyldig!
Hans Moder var hun, og så krævede hun ham som sin Elsker!
Eva så op, svimlende.
Måtterne over Gulvet, den gule Væg derovre med de stiliserede, grønne Liljer —
Hun sejlede bag de store Atelierruder som i et Glasskrin, over de gule Skove, over den bølgerillede Fjord.
En Måge flakkede ned forbi Ruden, snehvid, så hun glippede ad dens Lys.
Hun gik lige mod Helges Ansigt dér, slyngede sine Arme bagfra om hans Nakke og drog hans Mund til sin i et Kys.
„Eva dog,“ hans Øjne sprang sky ind i hendes.
Hun slap ham, lod Armene synke og så omkring sig i det solfyldte Rum med de spanske Vægge og de store Keramikkrukker.
Det gav et let Stød, som bumpede Luftskibet sig fast på en Klippe.
Vandet dryppede tonende fra Viftepalmen derhenne. En Lugt af Oliefarve og solsvedent Strå. Den lille Sisken prøvede sin Afskedstrille.
Ellen Tave så op. Det blege Ansigt med de blege Øjne, med den blege, halvåbne Mund, som en Blomsterflig. Barnet vendte sit lyserøde Hoved om mod Eva fra det blottede Bryst.
Simon Taves magre Fingre standsede, spilte i det sorte Skæg. Hans sorte Øjne stirrede fraværende. Sveddråber hvidnede tæt i Pandens Furer.
Hun blev blussende rød, krummede Hænderne sammen og vendte sig halvt til Siden, i Skjul.
„Men nej, det er det, Kolind,“ brast Tave løs, hans Øjne brændte i Luften, „— sidder der nu ikke i en anden Stue en Anden, som har lavet et Billede mere værd end mit dér, og som dog blir den, der taber, fordi — ja fordi mit kommer der? ja, et ungt Geni måske, skabt til at tale om ukendte Ting — og som ser, de foretrækker det dér, og forvirres og glemmer sig selv, og blir blot en ligegyldig, en som jeg. Eller — en ung Mand, kun en ung Mand, som med Negle og Klør har klamret sig til den Konkurrence, for Forældres, Formynders eller sin egen Skyld — han kan tro på den, den er det sidste. — Eller måske en Mand i min Alder, endnu mer trængende end vi: han er drevet ud til det yderste, det står på: Enten—eller, skal han og hans leve eller dø! Og så, jeg kommer og tager det: den forfaldne Husleje, Børnenes Klæder, Brødet i Morgen. Og han springer ud. Jeg har voldt det! Ja, om så mit Billede er bedre end hans, jeg har voldt det!“
Simon Tave sank i Knæene, det mørke Skæg bed om Fingeren.
„Lots Hustrus“ forstenede Nakkedug knejste bag ham mod den røgrøde Himmel, hendes Hånd skyggede som en Sten over Øjenhulerne. Sodomas og Gomorras Brand takkede sig langs Horizonten.
„For — til de store, dem, som har Ret til at slå ihjel, hører jeg ikke. Måske en Gang, men — jeg kom til at vende mig, som hun dér, og så de Andre. Å Kolind,“ han rettede sig, med Skuldrene op om Ørene, Hænderne greb i det sorte, tætkrøllede Hår, „fri mig for at se de Andre eller — jeg blir til Sten!“
De Andre — hvad var det, hun hørte?
Det vaklede under hende. Et jag af Skygger rundtom. Fyldtes dette Rum med Alverdens Ånder: „Jeg! Jeg! Jeg!“
Pludselig så hun Ellens Ansigt.
Hun sad bøjet frem over det sovende Barn og stirrede på sin Mand. Ansigtet stod åbent, hvidt, med Øjnene som to Dugdråber. Barnets Åndedræt puslede trygt. Men Moderens Barnemund dirrede.
Helge stod duknakket. Der var en lyttende Stirren i hans Øine, som i Nat, i Drømmen.
Eva rettede sig hastig, kold til sine Fodsåler.
Helge, nej, han måtte ikke lytte!
De Trin havde lokket hans Fader bort, de kaldte nu ad Simon Tave, Dødens Trin, Trinene af den Anden.
Simon Tave — dér sad den Anden, hvem han blandt de myldrende Millioner skyldte sit Selv, ene hun!
Og Helge, skyldte hun Helge alt, han skyldte vel da hende sit Liv!
Ja, om hun kunde overdøve de fjærne Trin. —
„Helge, vi skal gå. Nu har vi jo fået Nøglen.“
Ja Taves, hvad brød hun sig om det, om hun stødte dem? Hvad brød hun sig om alle Mennesker? Hun så dem ikke! Helge, det var vel hendes „Anden“.
— — — — — — —
Oppe mellem Stammerne så hun ned over Fjorden.
Nu var den grå som under en Hinde. Skovene histovre strakte sig rustrøde. Himlen lukkede tågegrå. Vissent Løv glippede ned gennem Kulden.
Kun i stakket Frist havde Solen lyst. Smal var Dagen, som en Rende mellem Is. Stunden var Mørkets, Mørke over Land og Vand, Visnen og Frost.
Hun dukkede Hovedet i sin Krave.
Fra Barn havde hun frygtet Vinteren, derhjemme ved den sivskjulte Fjord, på Strand: Vinterens Grav af Mulm, når Gårdens gamle Tømmer knagede, som frøs det af alle sine Århundreders Vintre — —
Å, Sommer med åben Horizont og med Stemmer i Havens Rosenflor, med Bad i Fjorden, som druknede man i Blåt — —
Men Luften her i Aften bar i sin Skumring Vinterens Smag af Sne og Død.
Hun så op til Helge, om Læ.
Dukket, under Wagnerhuen, stirrede han ud i det tyst levende Rum, hvor Kuldens og Markets tynde Hænder drog Slørene frem. Stirrede, som så han bag dem et Leje, de redte, af visne Blade, mellem Snefnug.
Hendes Fødder bandtes i Skrænten, hun frøs til i Mørket.
Blade sejlede ned om hende, tættere, tæt, højnende en Grav, rød af Løv: Hun havde givet Sjæl og Legeme til ham, han tog hende med sig i sin Høj.
— Der bruste en rød Vrede igennem hende, en Ild under dette Mørke.
Vilde han det, da —! Hun ejede Ansvar mod mere end ham: mod den Gud, hvis Mål var Lys, hvis Ret over hver hans Skabning var den: at den skulde kæmpe med ham for Lyset, sig selv, den gudskabte, ingen Anden. —
— Hun raslede med ham ind gennem Skoven.
Løvets Bærlugt hang som en Em mellem Stammerne, der gled forbi om den trange Sti mellem hverandre.
Løvfloret svævede deroppe, i ulmende Rødt. Klamheden fra Løvet og Mulden, der nu favnedes i et fortærende Favntag, steg som en kold Sved om hendes Lemmer. Himlen dråbede blytung gennem de tyndslidte Kroner. Buskene flød gultdæmrende.
— Helges Ryg standsede brat foran hende, med sænket Hoved.
De stod i den lille Lysning ved Birken. Den skimtedes knap i Mørket, lænket i sin Flugt mellem Bøgenes og Egenes sorte Volde. Sletten lå på sit Ansigt med Ryggen til og sov. Fin Tåge svævede mellem Stammerne.
Men der foran dem i Græsset og Løvet et mørkt Legeme, blødt, og —
Å, hun åndede, en Lugt midt i Råddets fordærvede Sødme: varm, ru, rivende hendes Gane.
„Eva, se —“ Helge knælede ned, hans Stemme hviskede, „se.“
Han løftede en Rås Hoved op, sortebrunt, med tilknebne Læber og blodige Øjenstrimler. Kroppen lå presset ned i de mørkerøde Blade, med sivende Blodpletter i det rimgrå Skind, med Benene under sig som knækkede Stænger.
Han lå med Råens Hoved mod sit Knæ, klappende den lurede Pande, stirrende ned på den, dumpt, som sank han gennem dens tilklemte Øjne ned i dens døde Legeme. Dens Hoved sov, overvældet.
Eva syntes, i en pludselig Svimlen, at alt det røde Løv om dem og over deres Hoveder, dryppede som deres Blod, Råens og Helges og hendes.
Ikke en Lyd. Kun de hængende Blade, og Engen, der sov hårdt, med Ryggen til, som Råen dér i Løvet.
Han slap Dyrets Hoved og reiste sig, lydløst. Det sank ned i Bladene, i et Smil, overvældet af Søvn, af jorden.
„Den har fået Skuddet, så den døde først her,“ sagde Helge.
Han væltede en Bunke Løv henover dens Hoved, Bølge på Bølge. Nu tog jorden den. Mer og mer. Hun så, hvor den puttede sig i dens Skød.
— De gik videre, fremad. Den krasse Blodstank sødedes af Løvets.
Hun stirrede; hun så hverken Vej eller Sti nu i Mørket, under Grenene, men han gik, med oprejst Hoved, uden at tøve, med tunge Skridt. Hun fulgte ham, vejløs, med Hjærte og Øjne klemt sammen af Skoven.
Og Råen lå bag dem.
Ja, dér gik han; uden et Ord til hende raslede han hen, ene med sig selv.
Glemte han, hun var til, her hvor hun efter hans Vilje løb i den fremmede Skov? var hun kun en tålt ved hans Side, og alt nu halvvejs glemt?
Hans Legeme, var det hende nær, det hun havde vakt af dets Søvn ved sit, men hans Sjæl, red den på Råens Ryg sit Skumringsridt ud gennem de blodrøde Skoves Duft?
Var hun ene her i Efterårsskoven med den, der var Skoven hjemfalden, som Bladet, der nu strejfede hendes Pande.
Hun bed Læberne sammen.
Nej, nej, han var vel også hendes! havde hun end taget ham, han havde også givet sig til hende, med sin Mund og med sit Ord! Han havde handlet i Drift og ikke i Vilje, men hver Handling var Sæd; nu stod det bag Skoven, deres Hjem med dets Liv; han var det pligtet, som Faderen sit Barn. Hun havde bundet ham i Pligten, nu kunde han ikke slippe den: hans Pligt, det var hende. Nu var hun hans „den Anden“.
Nåletyndt stak det i hendes Øjne, et Lys gennem Løvet.
Hun greb om Helges Hånd. Deres Fødder smuttede i den stejle Sti.
Lyset spiledes som en Stjærne mellem Bladene.
Helge, har vi intet Barn derinde, som Simon og Ellen, vi har dog vore Stuer, som vi er skyldige at fylde med Kærlighedens Liv, som alle Stuer, hvor Mennesker lever sammen.
Han havde fundet dem Vej hen gennem Skovens mørkerøde Nat, hvor hun ene havde forvildet sig bort mellem Stammerne. Stien havde født sig ud af hans Fodspids gennem de faldne Løvlag. Nu glimtede Lyset, vejledende gennem Havelågens Fyrrestænger
Hun klemte hans Hånd: Nu fulgte jeg dig gennem Mørkeskoven, hvor du var hjemme, følg du nu mig, at du kan blive hjemme i dit eget Hjem! her kender jeg den Sti, vi skal træde. Ti jeg er Lys og Kærlighed, Guds Barn.
Granerne stak hende i Kinden, en Kastanies gule Løv brændte frem, blændende Synet, en Dødens Fakkel, fortærende ind i Marv og Ben.
Men dér bagved, bag nøgne Ris og sorte Løvpletter skinnede Lys, et Hjems klare Rude.
— — — —
„Helge,“ hun bøjede sig over ham i Sengen, Lyset fra Servanten skinnede over hendes hvide Natdragt.
Han vågnede, i et Ryk, og så op på hende, et forvildet Blik, som fra Skovdybet dernede, under Løvets Hang, hvor Råen lå strakt i de røde Bladdynger.
Det skælvede nøgent om hendes Hjærte. Det Blik fra Bunden af en Løvfaldsgrav —
Ja, som gennem vigende Løv sank han i Søvn hver Nat.
Drømte han om Råen, om Løvfaldsskoven? sansede han i Søvne den stærke Duft fra det Rådd, hvor alt blev Jord, og vågnede og stirrede på hende, som på den, der var meddelagtig i den fælles Død? Han, som ikke var Helge Kolind, men Skoven selv.
Ja, hun hørte jo Løvet derude i Haven, gennem Nattens Stumhed, de henlistende Trin.
Men nej, se hans Øjne, dér tindrede, inderst inde, den sorte Prik af Liv, den ringe Gnist, der gløder gennem alt oven jorde, den Gnist, der er Guds Sejr: Jeg!
„Eva,“ han smilte, langt, sødt genkendende hende, som efter en Dødens Sygdom.
„Helge,“ hun skælvede, bøjet over ham, over Gnisten i hans Øje, Gløden i Høstnatten, der ikke måtte slukne.
Blussende bar hun hans Hoved ind mod sin blottede Barm, ind i Brysternes hede Kløft, ind mod Hjærtets dumpe Kildehulk.
Helge, lyt, lyt, hvor det rinder, i Ømhed, i Bøn, i Liv, i Liv under al Visnen! Lyt til mit Hjærte: Jeg! Du! Jeg!
„Elskede,“ hans Stemme hviskede dernede, hans Hand smøg sig om hendes bøjede Nakke.
Skælvende ned i Skødet fornam hun hans Åndedræts Bølger.
„Elskede, Eva.“
Hans Hår strøg koldt over hendes Hud.
Pludselig mærkede hun hans Munds Sugen om sit højre Bryst.
Hun rystede i et Gys ned over Rygraden. Med Hænderne stemt ned i Puden sad hun, med løftet Hoved, og fornam hans Læbers Sugen gennem alle Årer.
Hvor fattede han, det var det, hun vilde?
I en lydløs Hulken, som dryppende af Blod, bøjede hun sit Hoved over ham.
Elskede, Eneste, drik mit Hjærte! Du, som jeg fødte, nær dig af mig. jeg, som er den Levende.
Deres Øjne hang i hinanden, stumme, som kunde de nu aldrig mere skilles. De, som var ét Blod i de miledybe Skoves Grav.