De uden Fædreland 1906/1.2
Luxembourgs Have var deres Have hos Hr. Dupierre.
Joán gik derind i Middagsstunden og satte sig under Træerne. Der var stille endnu og Duerne kurrede paa Dronningernes Stenkroner, mens hvide Børn fra Bassinernes Kant satte Skibe ud at sejle under Solen, og Bonnerne sad, ranke, med deres stille Ansigter, rundt i Skyggen. Men lidt efter lidt brød Studenterne ind i Flokke, der pludrede og snakkede og blandede deres Maal — og de fra den engelske Skole kom og de fra Akademierne. De var i Uniform.
Joán sad ene. Men Menneskenes Ansigter kendte han fra Dag til Dag.
De skilte sig ud fra hverandre, og to og to gik de og talte under Træerne.
De to var Grækere, jo, Joan havde hørt det, at de talte Hr. Christopulos' Sprog. Nu var han død, Hr. Christopulos. Han sagde saa tit derhjemme:
— Joán, Grækerblodet er rødest i Verden. Nu havde de dræbt ham dér i Makedonien og han havde givet sit Blod …
Der var død saa mange derhjemme — ogsaa Josef i Stalden var død. Hvem mon der nu skulde have hans Penge, som han altid samlede, nu, hvor han aldrig kom hjem at gifte sig i Ungarn.
Der gik de to Japanere. Men Prins Chira var ikke med dem. Hm, ja, alle Japanere gik med Briller. Hr. Lemaistre sagde, det var for at skjule deres Øjne.
Alle talte rundtom. Strygejomfruerne fra Rue de L’Abbé de L’Epée drog forbi som en hvid Sværm. De havde Violer i deres Bryst. Hvor de slog og virrede med Hovederne, mens de gik. Hjemme var Violerne allerede visnede under Vinstokken.
— Joán.
Joán Ujházy vendte sit Ansigt. Det var Harald Nissen, der raabte:
— Flaget er kommet. Her er det.
Harald Nissen svingede en Pakke i sin Haand:
— Kom hjem, sagde han: saa hænger vi det op.
— Ja, straks, sagde Joán, men Harald løb videre, svingende sin hvide Pakke og raabende til alle, han kendte — og Harald Nissen kendte de hundrede —:
— Nu har jeg faaet Flaget — nu har jeg faaet Flaget …
— Oui, oui le drapeau de la Norvège.
Der kom tre, fire Studenter, som hørte det. De raabte og lo:
— Hej, hej, lad os sé det.
Og nogle flere lo:
— Ja, lad os sé det.
— Det skal I, raabte Harald. Vaskepigerne var løbet til og nogle Studenter, mange Studenter:
— Vi vil sé det, raabte de.
— Det skal I, raabte Harald, det skal I — Han havde revet Flaget ud af Pakken og sprang op paa en Bænk. Flaget holdt han frem for sig, i begge Arme, og svingede det, over dem, i Solen:
— Det er Norges Flag, raabte han og knejste med sit Hoved, der var lyst som et Aks: Her er Norges Flag.
Studenter og Damer og Piger lo og skreg:
— Leve Norges Flag — — Vive la Norvège.
— Ja, Leve, Leve, raabte Harald saa han skreg, til fire unge Mænd rev ham ned af Bænken og satte ham op paa deres Skuldre og bar ham hen under Kastanjerne, mens de sang og hele Flokken lo.
— Vive le drapeau de la Norvège.
Men Harald sprang ned og løb med sit Flag.
Joán havde rejst sig og stirret paa det udfoldede Banner. Saa bøjede han Hovedet og gik — lukt ind paa et Par Mennesker.
— Er De blind? sagde den Ene.
Men Joán hørte det ikke og gik blot videre. Han bøjede ind i Gange, hvor der ingen var — kun nogle Arbejdere, der paa Bænkene blæste deres Cigaretters blaa Røg ud i den blaa Luft. Paa de lystgrønne Plæner havde Gartnerne forladt deres Arbejde og et Par Palmer ventede endnu i deres hvide Kæmpebaljer paa at blive indlemmede i Foraarets Jord.
Kun en enkelt Gartner gik endnu, maalende, rundt om en Palmegruppe — saa nærmere og saa fjærnere, dømmende om Træernes Lys og deres Skygge. Han hilste Joán. Joán var kommen til at elske alle Træer. De stod saa stille. De modtog Sol og modtog Slud og var stille. Joán talte med deres Gartnere og kendte dem alle.
— Hvor her er smukt, sagde Joán.
— Ja, sagde den unge Mand: her er kønt. Men Parkerne er dog meget dejligere i London. Ja, En skulde være blevet i England. Dér tjente jeg det dobbelte om Ugen …
— Hvorfor blev De saa ikke i England?
Den unge Gartner stod et Øjeblik:
— Jeg véd ikke, hvordan det er, sagde han og paa én Gang smilede han op i den lyse Luft: Men en Franskmand trives dog kun i Frankrig.
De tav et Nu. Saa sagde Joán:
— Nu skal de Palmer i Jorden.
— Det skal de. De er osse kønne, og alligevel, hvad er det for Træer … Nej, i Algier er der Palmer.
— Har De ogsaa været i Algier, sagde Joán.
— Om jeg har — og den unge Mand talte pludseligt ligesom med et Smæld, stolt som alle Parisere, der har set et Fremmedland —: jeg var der i otte Maaneder.
— Det var længe.
Gartneren stod og saá paa sine Palmer:
— Men, sagde han: Man skulde nu aldrig flytte saadanne Træer fra den Jord, hvor de hører til. Alting skulde blive, hvor det hører hjemme.
— Det er sandt, sagde Joán, og den unge Gartner flyttede pludselig sine Øjne ved noget i hans Stemme og sagde:
— Hva’ for Træer vokser der i Herrens Fædreland?
— Mit Land, sagde Joán, mit Land det er saa langt herfra.
Og Gartneren hilste ham igen:
— Farvel, monsieur, sagde han.
Joán gik ud af Porten og over Gaden ind i Kostskolens Hus. Klasseværelserne var tomme og Stentrapperne frøs endnu af Vinterens lange Kulde.
Døren til Taleværelset stod aaben og han saá Josef Aponyi sidde foran en Dame, hvis graa Slæb laa langt hen ad Gulvet.
Harald Nissen stod paa den næste Trappeafsats:
— Hvor bli’er du af? sagde han. Vi skal ha’e Flaget hængt op. Det skal hænge over min Seng.
— Det maa det ikke, sagde Joán.
— For hvem?
Joán løb forbi Elevernes Stuer:
— For Hr. Dupierre.
— Pyh, sagde Harald: Dér skal vi ha’e det.
Han rev en Stuedør op:
— Holstein, Holstein, raabte han: nu skal Flaget hænges op.
— Hva’ for et Flag, sagde Holstein, der kom frem i Døren. Han havde nogle Bevægelser med Kroppen, som om han altid strakte sig.
— Det norske.
— Er det rent?
— Hold Kjæft. Harald Nissen var inde paa Sovestuen sprunget op paa sin Seng:
— Her skal det hænge, sagde han og foldede med begge sine Arme Flagdugen ud paa den hvide Væg.
— Du har jo ingen Søm, drillede Holstein, der balancerede sin Krop paa en Sengestolpe som paa Spidsen af en Pæl. Men Søm havde Joán hentet:
— Her er, sagde han og talte saa sagte.
— Tak.
— Hjælp mig, sagde Harald, der hamrede Sømmene i Flaget: Hold det.
Joán stod op paa Sengen. Han tog om Flaget saa fast som med en Klo.
— Flaget er nu kønt, sagde Holstein fra Pælen, hvor han gyngede sig.
— Flaget, sagde Harald og hamrede: det er det dejligste paa Jorden.
— Saa, nu hænger det. Harald sprang ned og saá paa den udspændte Dug:
— Vores Digtere, de har alle Flaget slaaet op over deres Seng.
— Naa, Jeres Digtere, sagde Holstein og svang sig i et Sæt fra Stolpen ind over Sengen, hvor han faldt ned med et Plump og blev liggende paa sin Ryg:
— De er mig sgu for indviklede.
— Norges Digtere er de største i Verden, sagde Harald og slog sine Hæle mod Sengen, hvor han sad.
— Hm, sagde Holstein, der laa ret ud: Vi Danske, Joán, skræpper nu ikke saa højt …
Hidsigt, halvt af den ubevidste Jalousi, de alle følte i deres Forhold til Joán, raabte Harald:
— Joán er ikke dansk.
— Hans Mo’er var ’et da, svarte Holstein.
— Man har ikke et halvt Fædreland, sagde Harald og lagde sig paa Sengen ligesom Holstein.
Joán havde ikke talt og ikke rørt sig — der ved Fodenden af Haralds Seng, hvor han sad, mens Skæret fra den fremmede Flagdug faldt over hans Ansigt som en dunkel Rødme.
Saa sagde han, som havde han ikke hørt, hvad der sidst var blevet talt:
— Men hvorfor lever de ikke i deres Fædreland?
— Hvem? sagde Harald.
— Digterne.
Harald spidsede sin Mund som altid, naar han talte om sin Fader, den store Maler:
— Fa’er si’er, man laver bedst Kunst, naar man længes. Derfor boer vi, der betyder noget, alle i Udlandet.
Joán stemte de foldede Hænder ind mod sit Knæ og Holstein, der pludselig drejede sit Hoved (naar han var vaagen, drejede han uafladelig sit Ansigt saa til højre og saa til venstre, som gjaldt det om at se ethundrede og tyve Ting i Minuttet) sagde:
— Hvor Joán Hænder er smukke.
Harald vrængede:
— Fanden véd, hvad du ikke finder dejligt paa Joán.
— Sludder, sagde Holstein.
Men Harald sagde langsommere:
— Forresten si’er Fa’er osse, at Joán har no’en underlige Hænder. Han presser dem sammen, si’er han, med ét, li’esom han fik ondt et Sted.
Holstein vendte rapt sit Ansigt:
— Det er sgu sandt, og atter drejende sit Ansigt og rækkende sine egne Labber, der var hvide, men altfor svære, op i Vejret, sagde han:
— Alle vi fra Gaardene hjemme, vi har nu Bondehænder.
Han laa lidt og pludseligt vendende tilbage til Digterne — Tankerne sprang altid i hans Hjerne, frem og tilbage som Græshopper — sagde han:
— Naa, naar de ikke boer der, saa er ’et nu mest, fordi Kristiania er et skrækkeligt Hul.
— Tøv, du har aldrig været der …
— Nej, Gud ske Lov.
Joán sagde og saa ud i Luften:
— Om Vintren, saa er jo hele Landet hvidt.
Holstein laa lidt og vippede sine strammede og lige Ben. Saa sagde han:
— Ja, hver holder vel mest af sit Land.
— Ja da, sagde Harald i en Tone, som sluttede han Fred.
De tav alle. Harald og Erik laa og stirrede op i Loftet. Skæret fra Avenuens store Træer fyldte Stuen med en grønlig Skumring, hvor kun Flagets Farver lyste, og Ansigterne blev ganske blege.
Harald sagde og talte halvsagte:
— Men der er nu ingen Steder saa mange Flag som i Bergen — den syttende Maj.
Eriks Øjne syntes større og violblaa, i det let opadvendte hvide Ansigt, mens han sagde:
— Det er osse pænt om Sommeren hjemme paa Gaarden, naar vi er ude med Yachten og Matrosen sænker Flaget lige naar Solen gaar ned og vi maa ta’ Huerne af, for det vil „Greven“ ha'e . . Saa har man Taasinge lige for sig og der er saa stille, mens Flaget falder …. Det er nydeligt …
Erik tav og der blev stille igen, mens Joán havde sænket sit Hoved.
Der lød en skingrende Klokke gennem Huset, og med et „Saa“ røg Harald op fra Sengen:
— Der er Straffetime i Tysk, sagde han.
— Naar det? spurgte Holstein, der endnu laa paa Sengen.
— Otte og tre Kvart — med Stile, sagde Harald, der var ved Døren. Men der vendte han sig.
— Jo, det hænger bra’, sagde han og vinkede til sit Flag, før han løb.
— Skal du til Spil? spurgte Holstein, der stod og rystede sine Ben til Rette.
— Først imorgen, svarede Joán.
Holstein stod med begge Hænderne i Lommerne:
— Naa, flagede vi alle over Sengestederne, hver med sin Klud, saa blev ’et nu et broget Telt.
— Revoir, sagde han.
Og han gik.
Joán stod midt i det tomme Rum. Og paa én Gang løftede han begge sine Arme op mod det tause Rum, til Armene faldt igen, ned mod hans Krop — som med et Slag.
Han gik ud paa Gangen. Prins Chiras Dør stod aaben. Med Nakken støttet imod Muren sad den unge Inder og stirrede med ubevægelige Øjne paa de grønne Træer.
— Chira, sagde Joán, det har ringet.
Inderen flyttede sit Ansigt, hvori intet Træk forandredes.
— Det har ringet, Chira, sagde Joán igen og tog hans Hænder, der altid var kolde.
Og som om hans Sørgmodighed pludselig vilde bryde sine Bredder ved Berøringen af denne anden frysende Haand, bøjede Joán sig et Øjeblik ind mod Asiatens Skulder.
— Jeg takker dig, sagde Chira og fæstede de dunkle Øjne paa ham.
Joán gik ned ad Trapperne til Klassen. I Vestibulen stod en ung Dame. Det var hende, som havde besøgt Josef Aponyi. Hun vendte sig om imod Joán og sagde paa Fransk:
— Nu begynder vel Timerne?
Og Joán, der hørte paa Udtalen, at hun var Magyar, svarede paa Ungarsk:
— Ja, Frue, nu begynder Timerne.
Den unge Dame smilede:
— De er Ungarer? sagde hun.
— Ja, Frue.
Hastigt sagde hun og gjorde et Par Skridt:
— Fra hvilken Egn i Ungarn?
Joán svarede og Ordene snublede lidt:
— Fra den sydlige Del af Ungarn.
Josef Aponyi, der havde hentet Kusinens Vogn, kom frem i Døren og Joán bukkede, til Afsked.
— Farvel, Frue.
Han gik nogle Skridt, kun fem eller seks, og hørte Josef Aponyi sige højt:
— Talte han til dig?
— Jeg spurgte den unge Mand om noget . . han er Ungarer.
Men Josef talte igen og endnu højere — og Joán greb for sig med sine Hænder —:
— Han er ingen Ungarer. Det er en Ujházy fra „De Forbandedes Ø“.
De to havde naaet Døren og deres Stemmer døde.
Joán støttede sig med de udspilede Haandflader til den kolde Stenvæg som En, der svimler og skal falde, og Hjertet bankede i hans Bryst som en kold og tung Sten for atter at stanse, som skulde det for al Tid stanse.
— Ingen Ungarer — det er en Ujházy fra „De Forbandedes Ø“.
— En Ujházy — fra „De Forbandedes Ø“.
Joán Øjne blev mørkere som under en Brynde af Smerte; saa døde, et Bundt af Sener, et dødt Senebundt, som hos en Blindet blev hans Øjne — mens han endnu en Gang tænkte, endnu, endnu en Gang paa den første Dag, da Aponyi kom til Kostskolen og Hr. Dupierre, i sin sorte Frakke, sagde til ham og stansede foran Joán:
— Her har vi en Landsmand af Dem, Grev Aponyi — det er Joán Ujházy.
Og Josef Aponyi, der vidste, hvem han var, og at han var her, aabnede knap sine brede Læber, mens han svarede:
— Ujházy, De ta’er fejl, min Herre, han er ikke Magyar og ikke min Landsmand.
Der lød nogle Skridt. Det var Josef Aponyi, der kom tilbage. Og i et Sekund var Joán sprunget frem imod ham og førte sine Hænder, knyttede som Kugler, ind mod hans Ansigt, hans Hage, hans Nakke, igen mod hans Hage — i et ukueligt Raseri:
— Slyngel, Slyngel, Slyngel,
raabte han og slog endnu — til han slap og
gik ind. Og Josef Aponyi havde ikke saa meget
som tænkt paa at værge sig.
— De kommer for silde, sagde Læreren, da Joán kom ind i Klassen.
— Ja, svarede Joán og satte sig hen paa sin Plads.
— Hvor er Aponyi? spurgte Læreren.
— Han har Besøg, sagde Harald.
Læreren sagde ned over sin Bog:
— Denne Skole er ikke til, for at Eleverne skal lære noget.
— Nej, mumlede Holstein, den er til, for at Hr. Dupierre skal tjene noget.
Josef Aponyi kom ikke ……
— Hvorfor spiller du ikke, sagde Holstein, da Timerne var endt og han kom ind i Musikstuen.
Joan, der stod ved Vinduet, vendte sig ikke.
— Spil noget, du laver, blev Holstein ved, og han satte sig foran Flygelet.
Joán havde taget Violinen. Han vidste ikke selv, at det var Hanas Sange, han spillede, mens Holstein, med sine brede Hænder, fulgte ham med Akkorder, som han plejede.
— Hvor er Aponyi? sagde Holstein, mens han blev ved at følge.
— Jeg véd det ikke.
— Han har været oppe hos Kostholderen og saa er han gaaet, sagde Holstein og blev ved.
Joán svarede ikke. Melodien havde skiftet. Det var en af Moderens Sange, der kom — langt borte fra og tyst.
— Ja, spil den, sagde Holstein, og uden at han vidste, hvorfor hans Tanker blev ved Josef Aponyi, lagde han til:
— Aponyi er en Blære.
For tredje Gang hørte Joán Aponyis Navn og fornam det som en Naal under sine Negle. Han vidste ikke, at det bestandig var den samme Sang, han spillede, men vildere, med brattere Greb, som vilde Melodien sprænge sin egen Bred — under et Pres af Smerte eller et Jag af Trods.
Holstein løftede sine Øjne. Musik og Synet af Kvinder tændte helt inde i dem det samme Glimt næsten af Galskab.
Joán foer fort med at spille alle sin Moders Sange. Det var, som kastede han dem fra sig som en Skipper kaster Ballasten overbord fra sin Skude.
Holstein fulgte ham, mens Tonerne jog sitrende Trækninger hen over hans Ansigt, og han sagde med sin Stemme, der altid var underlig grødet, enten af Dovenskab eller af en bestandig og dulgt Ophidselse:
— Du spiller nok Dansk, men du spiller det som en Zigeuner.
Joán holdt op med ét, med en Tone saa stejl, at det syntes som sprængte han Strængene:
— Synes du, sagde han og vendte sig bort.
Men Holstein, der stadig slog Akkorder an, sagde, med sine Tanker vendende tilbage til Haralds Flag og Sovestuen:
— Nordmændene, de raaber nu altid saa højt op med dette herre „Norge“.
Joán forblev taus og Holstein sagde:
— Du kunde egentlig faa Indfødsret i Danmark.
— Indfødsret?
— Ja, sagde Holstein, der bestandig spillede, det ka’ man jo løse. Og det er jo dog næsten dit Fædreland.
Joan bøjede paa én Gang, med Ryggen til ham, sin Bue som en Vaand.
— Men „Greven“ fik du vel ikke anerkendt. For Grevskabet er ungarsk.
Holstein tav igen, til han pludselig slog de svære Hænder ned i Tangenterne:
— Naa, man taler om det Fædreland. Men, du, det er sgu ikke der, det kløer.
— Hvor gaar du hen? sagde han og holdt næsten inde i Ordene, da han saá Joáns Ansigt.
— Ind, svarede Joan og gik.
Harald løb ham forbi i Gangen:
— Hvor Fanden er Aponyi? raabte han og løb videre.
Joán gik ned gennem Vestibulen og ud paa Gaden og over i Luxembourgs Have. Der var øde i dens Gange og Frankrigs Stendronninger var ene. Joan gik under Kastanjerne hen mod Marie af Medicis Fontæne.
Da han løftede sine Øjne saá han Chira sidde paa Stenkanten. Hans Hat laa foran ham paa Jorden.
Inderen bøjede det unge Hoved til sin altid langsomme Hilsen, langsom som hilste han en Undersaat. Og i den grønne Skumring over Fontænernes Vand sad de tause.
— Hvorfor, Chira, sidder du altid her? spurgte Joán og talte sagte.
Inderen svarede ikke straks. Saa sagde han:
— Her er mørkt og Stedet er gammelt. Saadan er der i vore Skove.
Han tav igen, mens de hørte den strømmende Fontæne.
— Chira, sagde Joán, hvorfor drog du saa langt bort, naar du længes saa meget?
Inderen vendte sit Ansigt:
— Drog saa langt bort? sagde han:
— Fordi jeg maatte.
— Maatte?
— Ja.
De tav paany, til Joán bøjede sig frem paa Stenbænken:
— Chira, hvorfor taler du aldrig? Du fortæres og brænder op, fordi du ikke taler.
Inderen svarede ham ikke og stirrede kun paa det skummende Vand.
— Til mig kunde du godt tale, hviskede Joán: jeg er mere fremmed end du.
Inderens Øjne vendte sig mod ham, hastigere:
— Ja, sagde han: hvorfor er du en Gul mellem de Hvide?
Joán havde opspærret sine Øjne og pludselig paany halvlukket dem.
— Ja, sagde han: det er jeg. En Gul mellem Hvide.
Den unge Fyrste betragtede Joán, mens han sagde:
— Hvorfor jeg maatte? … Vi gaar ikke. Broderskabet sender os. Der er ingen Plet og der er ingen Krog paa Asiens Jord, hvorfra vi ikke kommer. Broderskabet sender os og vi adlyder.
Joán rystede paa sit Hoved og han sagde:
— Jeg forstaar dig ikke.
Pludselig lo Inderen — kort, som Europa havde lært ham at le:
— Nej, sagde han: I forstaar ikke.
— Men, sagde han, og hans Næseboer udvidedes og sitrede, Dagen vil komme, hvor I har forstaaet og hvor det vil være for silde.
— Broderskabet? sagde Joán: hvad mener du og hvor findes det?
— I vort Fædreland, sagde Inderen.
Fyrsten løftede sit Ansigt og det syntes som præget af Bronce paa en ældgammel Mønt:
— Indien, sagde han: det er kun min Hjemstavn. Mit Fædreland er Asien.
— Asien?
Inderen hørte det ikke. Mens han stirrede paa Fontænens gladende Strøm, talte han langsomt, medens hans Læber buede sig om de hvide Tænder:
— Vi var gamle. Kun Guden er ældre. Ligegyldige, som de Gamle er, saá vi de hvide Myrer og rørte os ikke. Ti Aartusinderne er lange og vor Dag, den var ikke kommen. Vore Marker tog de Hvide og paa Templernes Tærskler haanede de Asiens langmodige Gud, og vore Skuldre bøjede de under Aag af Jern. Men vi rørte os ikke. Og Løverne jagede de i vore Skove og de udryddede vore Elefanter med Slynger; og deres Blod manede os ikke, skønt de var os hellige. Før Dagen kom.
— Dagen?
Inderen talte hurtigere, besynderligt gurglende, som om han udstødte undertrykte og stønnende Trusler:
— Og I har ikke Øjne til at sé og ikke Øren til at høre. Men Cedrene taler og Broderskabet er samlet om deres Stammer og Millionerne knytter deres oprakte Hænder og løfter de sværgende Arme. Hvorfor jeg maatte? Broderskabet sender os, for at vi kan bestjæle Jer. I stjal vore Riger med blodige Hænder og Markerne stjal I og Jorden. Og Floderne, som vi elskede, maatte stønne under Eders forfængelige Byrder. Nu stjæler vi Eders dryppende Haandværk og Jeres slebne Glas sætter vi for vore Øjne, at I ikke skal sé de Skævøjedes Blik, som er over Jer.
— Hvorfor jeg maatte? Vi er tusinde og vi er titusinde og vi er Asiens Lærlinge. De Hvide stjal alt, kun Guden lod de sidde i sine Templer. Ti han var for gammel. Nu er Asien Tyven, der arbejder. Og de Hvide lader Solen staa op i Forfængelighed og de sér ikke Tegnene, som staar skrevet paa Murene.
Joan var bleven bleg:
— Chira, sagde han: hvad vil da dit Asien. Inderen rystede sit Hoved og det dunkle Haar stod over hans Pande som en Krone af Jern:
— Jeres Gud har set det. I Eders hellige Skrifter har jeg læst, han har vidst det. Elendigheden forkyndte han fra Bjergene, og de Tider, da Solen skulde slukkes. Men Øjnene randt paa Eders Gud og han vidste dog ikke Dagens Forfærdelse. For Floderne vil bære Fraade af Blod og Ligene vil svømme paa Eders Have og Eders snakkesalige Gud vil i Rædsel lukke sin mimrende Mund. Men de hvide Fødder vil blive kolde paa den frysende Jord og Eders Ovne vil vi slukke som smaa Lys og al Eders Ild vil brænde som Spaan over et Baal.
Inderen tav. En let Fraade stod ud over hans Tænder:
— Eders Gud vidste det. Men I hørte ham ikke. Men nu vil Ravnene være over Eders Marker og Murene skal ikke staa, men være som Dynger af Grus.
Fyrst Chira tav og Joán vovede ikke at tale. Men tilsidst sagde han:
— Véd du da, I vil sejre?
Inderen sagde:
— Mænd sejrer. Er de Hvide Mænd? I har Kvinderne i Eders Aarer til at udbrænde Eders Blod.
— Og I? sagde Joán.
Prins Chira svarede:
— Vi har mange Hustruer for ikke at lægges øde af én. Eders Hjerte hænger altfor lavt i Eders Legemer. Derfor vil vi sejre.
Joán spurgte men ikke straks og han sagde:
— Tror du da, du vil opleve det?
— Fædrelandet vil opleve det, svarede Chira.
— Asien, sagde Joán.
— Ja.
Joán følte det, som var han svimmel og havde Blodet forladt hans Hjernes Kar:
— Paa det tænker du, Chira, sagde han.
— Ja, paa det tænker vi.
Joán havde rejst sig:
— Men hvorpaa tænker du? spurgte Chira og løftede sine Øjne paa den Hvide.
Joan forvirredes ved det pludselige Spørgsmaal og næsten uden at vide, hvad han svarede, sagde han:
— Jeg? paa de smaa Ting.
Den unge Inder smilte med et Smil, som Joán ikke saá.
Men Joán sagde og fandt i det nye Spørgsmaal ligesom en Støtte under sin Forvirring:
— Men naar I saa har sejret — hvad da?
Inderen betragtede det grønne Løvtag:
— Da vil der blive stille, sagde han: Og Guden vil have Fred i sine Templer. I forstyrrede vore Tanker. Da vil I ikke forstyrre dem mer.
Men Joán sagde:
— Men saa — hvad vil der ske?
Chira smilte:
— Hvor Hvid du er, Joán. Der vil intet ske. Det Kortvarige er dødt.
— Gaar du hjem? sagde han, da Joán havde vendt sig.
— Ja, sagde Joán og han gik, mens Inderen bøjede Hovedet som før.
Men pludselig kaldte Chira:
— Joán, Joán.
— Hvad vil du?
Inderen havde rejst sig og tog Joán Ujházys Hænder:
— Jeg har talt. Hvorfor vil du ikke tale? Maaske vilde Asiaten forstaa dig.
Joán lukkede sine Øjenlaag over to Taarer og slap den unge Inders fine og gule Hænder:
— Nej, sagde han: heller ikke du.
Og han gik bort.
Da Joán kom hjem og ind i Spisestuen, sad Kostgængerne allerede ved Middagsbordet. Joán satte sig paa sin Plads ved Siden af Erik Holstein. Erik sad og virrede med sit Hoved:
— Hvor er Aponyi? sagde han og saá over paa Josefs tomme Kuvert, mens han blev ved at virre med Hovedet, som var han stukken af en Brems.
— Og Chira, hvor er Chira? sagde han.
— Prins Chira kommer, svarede Joán og vidste ikke selv, at han satte „Prins" foran Kammeratens Navn.
— De Asiater kommer altid forsilde, sagde Erik og spærrede Benene ud fra hinanden.
Pludselig lo Joán.
— Hva’ Fanden ler du af? foer det ud af Holstein.
— Af dig, sagde Joán og blev med ét igen alvorlig.
— Saa? Ka’ du si’e mig, sagde Erik, hvad Chira sidder og tænker paa, naar han saadan sidder og gloer?
— Han tænker maaske paa Fremtiden, sagde Joán og mens han sagde det, blev han bleg som En, der fryser, ligesom ved Bassinet før.
— Naa, det gør vi vel alle, sagde Erik.
— Hvad tænker du om Fremtiden? sagde Joán.
Erik Holstein sad lidt:
— Jeg tænker tit paa med hvem mon jeg nu bli’er gift.
Joán lo igen og sagde:
— Hvor „hvid“ du er.
— Jeg er en Dansker, sagde Holstein og spiste igen.
— Dér er Chira, sagde han, da Inderen kom ind.
— Men hvor er Aponyi, blev han ved igen og saá atter over mod Josefs Plads, hvor Aponyis bøhmiske Bordglas prangede med sine indspændte Granater:
— Uh, sikket stort, smukt Glas, vrængede han.
Men de spiste tilsidst Tærten og Frugten, uden at Aponyi var kommen.
Da de kom op i Klassen til Straffetimen, stod han der. Han var i Smoking og saa indsnøret i sin sorte Silkevest som en Budapester Rytterlieutenant i sin Uniform. Hans Hage var svulmet op.
— Har du stødt dig? sagde Holstein, mens de satte sig.
Josef Aponyi svarede ham ikke.
Læreren kom ind, en Reservelieutenant fra Rhinprovinserne, lang og blond, der lige var blevet ansat ved Skolen og som talte til Klassen som kommanderede han sin Deling.
De unge Herrer svarede med den yderste Spids af deres Mund.
— Tal højere, min Herre.
De unge Herrer talte endnu utydeligere.
— Grev Holstein har ikke forbedret sig.
— Nej, Gu’ har han ej, sagde Holstein paa Dansk.
Læreren sprang med sine Spørgsmaal fra den ene til den anden. De svarede alle forkert med samme ubevægelige Ansigter.
— De Herrer vil altsaa ha’ en Straffetime til, svarede Reserven ud over Delingen.
— Seks til, sagde Baron Albutieri meget højt, midt i Klassen.
Og alle lo.
Lærerens Øjne blev hvide:
— Stille, sagde han.
Der toges „Samtale“ i Sproget.
Han rettede sine Spørgsmaal til Joán:
— Hæ, sagde han: fortæl os noget …
Josef Aponyi rejste sig og gik ud paa Gulvet. Med Hænderne i Lommen stirrede han Joán lige ind i Ansigtet.
— Om … Om Befolkningsforholdene i Deres Fædreland? Tætheden f. Eks.?
Inderen havde løftet sine Øjne og saá fra Aponyi til Joán.
Joán havde aabnet Læberne for at svare.
Men Aponyi lo igen, foran ham, fem Skridt.
Og stammende, i sin dulgte Harm gribende fejl, sagde Joán:
— Ich habe die Kenntnisse nicht …
Og atter hørte han Aponyi le — sé ham gjorde han ikke, for gule Kugler flimrede for hans Øjne.
— Kenntnissen, raabte Lieutenanten:
— Kender De ikke en Gang Deres eget Modersmaal?
Igen lo Aponyi og pludselig sagde han, saa rapt som førte han en Klinge:
— Modersmaal? Tysk er heller ikke hans Modersmaal.
Og idet han pludselig rev begge Hænder op af Lommerne og løftede dem som Magnaterne under deres Eljen, sagde han:
— En Ujházy har ikke noget Modersmaal.
— Scheint so, sagde Lieutenanten.
Joán havde ikke fattet.
— Grev Aponyi, sagde Læreren: tag De Themaet.
Og Joán hørte Aponyi tale, og vækket, forstaaende, havende begrebet, saá han i et Nu, ramlende og tydelige, faldende over hinanden, flimrende, som var det Billeder, der gled paa et Tæppe og slyngedes sammen — saá han sit ganske Liv: Mo’er og Ane. De sad dér i Skumringen. Hva’ si’er han, hva’ si’er han? sagde Ane og forstod ham ikke. Og Hana hvid, med sine underløbne Øjne, tog om hans Hoved og sagde: Jeg forstaar ’et ikke — naar han vilde tale paa hendes Serbisk. Og Mademoiselle raabte over sin Skulder, mens han løb langs Grøftekanten: Tal, saa man begriber. Og Hr. Christopulos løftede sine Øjne fra Bogen: Er det Ungarsk, du taler. Tal Engelsk, saa jeg forstaar. Marinka, hvor hun lo af ham: Nej, hvor han bryder paa Ruthenisk, havde hun sagt. Rumænerne lo, med hinanden om Halsen, mens Joán forklarede og forklarede, vilde forklare paa Rumænsk. Og Josef lo med Hænderne i sine Sider: Er du en Ungarer, du, saa du snakker, sagde han. De i Butikkerne og alle i Orsówa, lo og lo, naar han talte Serbisk …. som en Kæde lo de, alle og alle, Ansigt ved Ansigt, Mund ved Mund, Tænder ved Tænder ….
For han havde ikke deres Sprog.
De lo, Kokkene og Josef og Marinka, Serber og Rumæner og Ruthener og Sognefogeden med sin Hat.
Og Ane og hans Mo’er.
— For han kendte ikke deres Sprog.
— Han havde intet Sprog.
Han vidste ikke, at han stod op endnu. Han hørte ikke, at der tre Gange var sagt:
— Professor Dupierre vil tale med Grev Ujházy efter Timerne.
Men da han havde hørt det fjerde Gang, gik han henimod Døren og Læreren raabte:
— Efter Timen. Er De bleven døv?
Og han vendte tilbage og der var i ham ikke mere Bevidsthed end i en Frø, der springer, efter at de har afhugget dens Hoved.
— Intet Sprog. — Han havde intet Modersmaal.
Paa en Gang, mens han sad, foldede han sine Hænder og vidste det ikke. Og han vidste ikke, at han søgte, søgte, en Gud … en Gud — den Gud, han havde glemt ……
Paa en Gang saá han Kirken — den derhjemme og sig selv. Den Gang. Den Gang, da de havde taget hans Fædreland. Han havde bedt og bedt og bedt igen — ja, paa alle de Sprog, han vidste …
Og Gud havde ikke hørt ham, fordi han var forbandet.
Forbandet saa han var uden Fædreland.
Saa havde Gud vel ogsaa taget hans Sprog, saa ingen af hans Bønner kunde naa ham.
Han havde heller intet Modersmaal …
Erik havde taget i ham to Gange:
— Du skal jo op til Holderen, sagde han: Hvordan er ’et, du sidder?
— Ja, sagde Joán og vidste ikke, hvad han skulde.
Saa huskede han og gik.
Hr. Dupierre sad i sit Arbejdsværelse, hvor der var grønne Glas over de elektriske Blus.
Han pegede paa en Stol paa den anden Side af Skrivebordet og sagde, mens han saá paa sine Hænder, som han holdt udspilede foran sit Bryst:
— Grev Ujházy, jeg har maattet lade Dem kalde, og han lagde til, med Øjnene over paa Joán:
— De —
Hvorpaa han pludselig holdt inde:
— De forstaar mig.
Joán forstod ikke.
Hr. Dupierre flyttede sig i sin Stol og skiftede Benstilling („Dette var ubehageligt, meget … højst ubehageligt … men man maatte til Sagen … højst, særdeles ubehageligt“).
Han sagde:
— Der er forefaldet et Optrin — et meget ubehageligt Optrin.
Og tav igen, uden at Joán svarede.
Men pludselig fortørnet (fordi han følte, han „sad i det“), sagde han vredt og meget højt:
— Og De forstaar vel, at jeg ikke taaler Voldshandlinger i min Institution.
Joán svarede og rørte sig ikke.
— Jeg kan forlade Skolen straks.
Det gav næsten et Sæt i Hr. Dupierre — enten af ren Befippelse eller af Glæde — og han sagde:
— Kære, unge Mand … De maa forstaa, at …
Men under et hastigt Mylr af Beregninger (Slægten Aponyi var en af Institutionens Støtter, det skyldtes en Aponyi, at Hr. Dupierre var ungarsk dekoreret) sagde han:
— Hvor vil De ta’e hen?
Joán svarede ligesom før:
— Professor Legat har Kostgængere.
Han rejste sig — der var noget over ham som ved en Tinsoldat, der vilde bevæge sig:
— Saa ta’er jeg bort iaften.
Ogsaa Hr. Dupierre var staaet op. Han var nærmest fortumlet:
— Men kære unge Ven … man maa dog … Deres Hr. Fader ….
Og i samme Øjeblik sagde han, til sig selv, at han altsaa vilde tilskrive Comte d’Aponyi père: „Deres Excellence vil forstaa, at jeg fordrede den unge Persons Fjernelse uopholdeligt“.
Joán var gaaet hen over Gulvet:
— Farvel, sagde han.
Hr. Dupierre havde fremstrakt sin meget velplejede Haand. Men Joán saá det ikke. Han var allerede gaaet.
Han gik op paa sit Værelse og tog en lang Silkepung op af sin Pult. Han talte Pengene. Han kunde inat bo i Grand Hotel, hvor han var kendt. Og imorgen tage til Professor Legat, som altid havde tilbudt ham det. Saa var det ogsaa bestemt, at han blev helt uddannet.
Han blev staaende et Øjeblik — endnu med de mange Guldstykker i sin Haand.
— Ja, saa var det altsaa bestemt:
— At han blev helt uddannet.
Han tænkte kun rent praktisk. Pakkede nogle Sager sammen og tog sin Haandkuffert. Drikkepenge kunde han sende. Erik og Harald kunde han skrive til.
Han gik ud, med Haandkufferten i sin Haand, og mødte ingen.
I Vestibulen stod Inderen. Han vendte Hovedet:
— Hvor skal du hen? spurgte han.
— Bort, sagde Joán, hvis Stemme pludselig skjalv paa det ene Ord.
Inderen sagde kun:
— Hvorom stredes I?
Joán betragtede hans skønne Ansigt:
— Du vilde ikke forstaa det.
Men pludselig sagde Fyrsten:
— Vent paa Gaden. Jeg vil følge dig paa Vej.
Da Chira kom tilbage stod de, omme paa Gadehjørnet, ind i en Vogn.
De kørte over Seinebroen ind gennem Louvres Gaard. De gyldne Kugler lyste stille paa deres Søjler. De havde ikke talt.
Saa sagde Joán:
— Naar rejser du?
— Naar?
— Ja hjem. Hjem til Indien.
— Det er ikke sikkert, jeg rejser til Indien.
— Hvorhen da?
Inderen svarede:
— Derhen, hvor Asien sender mig.
Som noget der knækkes, knækkes af en Økse, faldt Joán over mod Inderens Legeme og paa én Gang hulkede han — som skulde han udhulke alt sit Liv.
Inderen førte sine Hænder hen over hans Haar:
— Joán, hvorfor græder du? sagde han: Alt dette skal en Gang lægges øde.
Joan hørte ham ikke. Om dem laa Boulevardernes Lys.
— — —
Joan havde Time med Professor Legat.
Den gamle Mand var sunken sammen i Lytten. Det tunge og graa Haar var faldet ned over hans Overansigt som en Skærm.
Saa løftede han Hovedet, saadan brat som han plejede:
— Du fortæller din Violin saa meget idag, Joán, sagde han.
— Hvorledes, Mester.
— Du betror den saa megen Smerte …
Hr. Legat saá paa ham:
— Men … jeg forstaar ikke rigtig din Smerte.
— Den er saa egen, din Smerte.
Hr. Legat rejste sig:
— Men det er vel, fordi jeg er Franskmand og du er — og han lo lidt — saa fortvivlet som en Ungarer.
— Jeg er ingen Ungarer, sagde Joán.
Hr. Legat lo:
— Hvad er du da?
— Naa, spil saa videre …
Men Joán blev staaende, ubevægelig, med den stumme Bue i sin Haand.