De tre Fuldmægtige/6
VI.
Fem Aar efter! Der er intet at fortælle derom. Folk som de tre Fuldmægtige udvikle sig ikke. De var nu omkring de halvhundrede Aar.
Klem var kommen videst. Han var bleven gift med Johanne — alias Giovannina Hermansen — havde fire Børn og var af Hs. Majestæt bleven udnævnt til virkelig Kancelliraad. Han var desuden bleven Godsforvalter paa et lille Gods, hvor der endnu var nogle Fæstegaarde at sælge til Arvefæste.
De tre Fuldmægtige var nu spredte som Stumperne af en sprungen Granat, men dog ikke længere end, at Stam og Krog hver havde to Mil til Klem og fire til hinanden indbyrdes. Stam og Krog gik for de særeste gamle Pebersvende i By og Omegn; de passede deres Sager, omgikkes Ingen. De lod, som de ikke kjendte videre til hverandre og undgik med Omhu at betjene sig af "du" i Tiltale.
Naar de skiltes, sukkede de lønlig hver for sig. men skjældte ogsaa hver for sig hverandre ud indvendig. Klem fik de skarpeste Salver, thi ham — mente hans forhenværende Venner — maatte Lykken absolut have gjort overmodig.
Klem var ogsaa lykkelig, i alt Fald forlangte han ikke mere af Livet, end det havde givet ham. Den forhenværende Primadonna, mellem hvis italienske Nom de guerre og kjøbenhavnske borgerlige Navn Johanne, han havde valgt en engelsk Mellemproportional Jenny — tabte ved sit første Svangerskab alle Kunstnerindenykker. Moderen gjorde desuden alt for pille dem ud af hende. Madam, nu Fru Hermansen svælgede i Husvæsen. Det var hende en sand Nydelse at nedsalte hele Sider Flæsk, mens Lagen bed i hendes Hænder og Arme; at stoppe en Gaas propfuld med Æbler og Svesker. Hun var selv født paa Landet, og nu fandt hun, at al den megen Mad i Køkken og Kjælder var en Belønning, Vorherre gav hende, fordi hun i saa mange Aar havde levet paa smal Kost med sin Mand Drejeren og sin Datter i en Kvistlejlighed i Adelgade.
Den unge Frue havde i fire Aar faaet tre Pigebørn og var gaaet op i deres Røgt og Pleje. Kancelliraad Klem passede sit, nød Livet og naaede endogsaa til at blive inviteret til Middag paa nogle Herregaarde i sit Branddistrikt. Kun vilde han gjærne have en Søn. Ogsaa dette Ønske bevilgede Skæbnen ham. Nr. 4 blev en Dreng, sund, stærk og stor. Den lille tætbyggede Frue satte Børn i Verden med en Virtuositet og Lethed, saa det var en Fornøjelse. Men Fruens permanente Svangerskab forhindrede Selskabelighed i Huset.
Kancelliraad Klem blev rørt. Han tænkte paa før og nu. Stam og Krog! … Aa, de stakkels gamle Pebersvende! Han var jo bleven Sejerherre i Elskovsdysten. Det sømmer sig en Sejerherre at være ædelmodig. Han bandte en mild Ed paa, at Stam og Krog skulde staa Fadder til Drengen. Han skrev en kort motiveret Indbydelse til dem. Stam svarede:
Idet jeg erkjender Modtagelsen af æret Skrivelse af 23. ds., skal det være mig en Ære at modtage det mig i den paalagte Hverv.
H. P. Stam,
Universitetsforvalter.
Krog skrev:
I Gjensvar paa kjærkommen Skrivelse af 23. dennes, undlader jeg ikke at tilmelde, at gamle bløde Følelser atter ere fremkomne i mit individuelle Liv, og føler jeg mig virkelig behagelig bevæget ved det skete og glæder mig til at nyde, hvad denne glædelige Begivenhed muligvis videre maatte kunne føre i sit Skjold.
Med uforandret Venskab
Chr. Krog.
Prokurator.
Klem boede i et pænt nyt Hus lige uden for Byen. Haven var endnu meget aaben, thi Buskene og Træerne vare unge. Det var i Løvspringstiden. Nu stod de med de smaa Blade, gjennemskinnede af Lyset, med dirrende Smaablink i den lyseblaa Luft. Tulipanerne røbede tydelig deres Farver i de store Knophylstre. Hist og her vuggede en Hyazinth sine blaa eller røde Klokker paa den saftfulde og smidige Stilk. Det var den Dag usædvanlig varmt. Havestuedøren stod aaben. Solen spaserede magelig ind og skjænkede den sundhedstruttende Fru Jenny fuldt Lys, som hun sad der med Drengen paa Skjødet, en Madonna i den bredeste hollandske Stil.
Fra de vinfyldte Glas løb rosenrøde Reflexstriber ud over den hvide Dug.
Paa Madam — eller Fru Hermansens Pande idealiseredes de af Anstrængelse ved Madlavning og Opvartning frembragte Sveddraaber til Dugperler paa en oliemalet Blikplade.
Der havde været en stille, lidt forlegen Stemning under Festen. Kammertonen fra gamle Dage havde ingen af de forhenværende tre Fuldmægtige kunnet finde trods al ærlig Anstrængelse. Der var hos Stam og Krog en lille Smule Misundelse tilbage. Den virrede rundt i deres Sind som Smaagnister i sortbrændt Papir, og hos Klem lagde Følelsen af Medlidenhed med sine ensomme gamle Fæller et dækkende Flor over Trangen til at give sig hen.
Ingen havde udbragt Barnets Skaal. Og det var endda døbt: Martin (Faderens Fornavn) Stam Krog Klem. Stam havde flere Gange traadt Krog paa Benene, men uden Frugt. Tilsidst traadte han saa haardt, at Krog af Smerte fôr op fra Stolen. Og, da han nu en Gang havde rejst sig op, slog han med en Art fortvivlet Mod sin Kniv mod Glasset og udbragte med et Forsøg paa at blande Humor med Rørelse "den nye Verdensborgers" Skaal. Han vilde slutte med en Aandrighed og sagde:
"Gid da den unge Fædrelandsforsvarers Liv maa blive en skjøn Roman, undfanget i Hjemmet, der tegnede til at blive dramatisk, men endte … endte elegisk."
Han vilde sagt idyllisk, men det var saa længe siden, han havde tumlet med de gamle æsthetiske Kategorier, som han havde opsnappet fra sin Ungdomslæsning, at Kunstordene ikke laa rede for ham. Han følte, lige idet han udtalte det sidste Ord, at han havde begaaet en Bommert, men han kunde ikke rette den. Og, skjøndt han havde Ret til at forudsætte, at ingen af Selskabet kunde gribe ham i den, tog hans onde Samvittighed et Tag i hans løftede Vinger, og Skaalen endte mat. Stam foreslog et Hurra for den nydøbte. Det kom i Gang, men den nydøbte tog paa at skrige ganske forfærdelig op og lod til at finde sig yderst ubehagelig berørt ved Honnøren. Den Nydøbte blev ved under Desserten, der blev spist i en stor Fart. Da Bordet var hævet, sagde Fru Hermansen:
"Klem, tag Barnet! De har taget saa godt paa de forrige, saa skal jeg hente Vuggen, for sulten kan han ikke være. Det er bare Søvnighed".
Svigersønnen adlød, tog Barnet let i sine Arme, gik op og ned ad Gulvet et Par Gange, tyssede paa det, lagde det ned i Vuggen, og, ubevidst, af gammel Vane satte han sig ned, vuggede og nynnede med en hæs Bas ganske mekanisk Menelaos's Sang af Operetten:
Ak, jeg er gift med Helene, gift med Helene,
Menelaos Drot.
Vel er der somme, som mene, somme som mene,
jeg er en …
Pludselig standser han. Da Ordet Per Tot kom ham paa Tungen, smagte han det, inden han fik det udsagt, og holdt det tilbage. Men hans gamle Venner kunde "Den skjønne Helene" uden ad, og Virkningen af Klems pludselige Pavse var saa uimodstaaelig, at de kom til at le himmelhøjt. Barneskriget blev overdøvet af den rullende Torden. Fruen stemmede i med. Dukkede Minder om de lystige Dage i Hans Jensens Hôtel med alle de tre Fuldmægtige op i hende? Hun gav sig til at synge hele Sangen alene. Syngende tog hun en Bakke, satte en Portvinskaraffe og Glas paa den, dansede med den hen mod sin Mand og hans Venner. De tømte Glassene, og Haand i Haand dansede de Kjæde Stuen rundt og ud i Haven, bestandig syngende:
Ak, jeg er gift med Helene, gift med Helene.
Saa opfriskedes Resten af Dagen gamle Minder. Der gjenfortaltes gamle Anekdoter, gjenkaldtes Billeder af alle de Spidsborgere, Fuldmægtigene tidligere saâ ned paa. Fruen gav et sandt Offenbachs Potpourri til Bedste; Vennerne bleve Natten over i Klems Hus og sang og dansede mere, end de sov. De maatte tage Frokosten med næste Morgen.
De rejste bort, platonisk forelskede i Klems svære Ægtehalvdel. Siden besøgte de ham hver Søndag i mange Aar.
Da den lille Martin holdt Tiaars Fødselsdag, mødte "Onklerne" med rigtig store Præsenter. Inden de tog hjem, søgte Stam at faa Krog i Tale alene. Det lykkedes. Stam sagde:
"Du har vel ikke spist og drukket op Alt, hvad du ejer og har?"
"Hvad … hvorfor?"
"Vi bliver gamle, du. Har du gjort Testament"?
"Ja—a—a!"
"Til hvem? … Ungerne … derinde? Klems Hvalpe?"
"Ja!"
"Det har jeg med. Ja, saa er alt godt. Saa gjør vi dog noget, naar vi er døde. Saa kan de Børn dog lære noget og behøver ikke at blive saadan nogle Fæhoveder og Vrøvlebøtter som … nok sagt. Hm! … det er forbandet, saa Brillerne dugget i fugtigt Vejr. Saa kan vi vel lade spænde for? Hører du?"
"Ja … Peter … spænd for!"
To Enspændervogne rullede hver til sin Side, saa Hjulskinnerne sprudede Gnister mod Makadamiseringens Smaasten.