De røde Skoe

by Hans Christian Andersen

Der var en lille Pige, så fiin og så nydelig, men om Sommeren måtte hun altid gåe med bare Fødder, for hun var fattig, og om Vinteren med store Træskoe, så at den lille Vrist blev ganske rød og det så grueligt.

Midt i Bondebyen boede den gamle Moer Skomagers, hun sad og syede, så godt hun kunde det, af røde, gamle Klæde-Strimler et Par små Skoe, ganske kluntede, men godt meente vare de, og dem skulde den lille Pige have. Den lille Pige hedte Karen.

Just den Dag hendes Moder blev begravet fik hun de røde Skoe og havde dem første Gang på; det var jo rigtignok ikke noget at sørge med, men hun havde nu ingen andre og så gik hun med bare Been i dem, bag efter den fattige Stråkiste.

Da kom der i det samme en stor, gammel Vogn, og i den sad der en stor, gammel Frue, hun såe på den lille Pige og havde ondt af hende og så sagde hun til Præsten: "hør, giv mig den lille Pige, så skal jeg være god imod hende!"

Og Karen troede det var altsammen for de røde Skoe, men den gamle Frue sagde at de vare gruelige, og de bleve brændte, men Karen selv blev klædt på reent og net; hun måtte lære at læse og sye, og Folk sagde at hun var nydelig, men Speilet sagde: "Du er meget mere end nydelig, Du er deilig!"

Da reiste Dronningen engang igjennem Landet og hun havde med sig sin lille Datter, der var en Prindsesse, og Folk strømmede til udenfor Slottet og der var da Karen også, og den lille Prindsesse stod i fine, hvide Klæder i et Vindue og lod sig see på; hun havde hverken Slæb eller Guldkrone, men deilige røde Saphians-Skoe; de vare rigtignok anderledes nette, end de Moer Skomagers havde syet til lille Karen. Intet i Verden kunde dog lignes ved røde Skoe!

Nu var Karen så gammel at hun skulde confirmeres, nye Klæder fik hun, og nye Skoe skulde hun også have. Den rige Skomager inde i Byen tog Mål af hendes lille Fod, det var hjemme i hans egen Stue, og der stode store Glasskabe med yndige Skoe og blanke Støvler. Det såe nydeligt ud, men den gamle Frue såe ikke godt, og så havde hun ingen Fornøielse deraf; midt imellem Skoene stode et Par røde, ganske som de Prindsessen havde båret; hvor de vare smukke! Skomageren sagde også at de vare syede til et Greve-Barn, men de havde ikke passet.

"Det er nok Blanklæder!" sagde den gamle Frue, "de skinne!"

"Ja de skinne!" sagde Karen; og de passede og de bleve kjøbte; men den gamle Frue vidste ikke af at de vare røde, thi hun havde aldrig tilladt Karen at gåe til Confirmation i røde Skoe, men det gjorde hun nu.

Alle Mennesker såe på hendes Fødder, og da hun gik op ad Kirkegulvet til Chordøren, syntes hun at selv de gamle Billeder på Begravelserne, disse Portrætter af Præster og Præstekoner med stive Kraver og lange sorte Klæder, hæftede Øinene på hendes røde Skoe, og kun på disse tænkte hun, da Præsten lagde sin Hånd på hendes Hoved og talte om den hellige Dåb, om Pagten med Gud og at hun nu skulde være et stort christent Menneske; og Orgelet spillede så høitideligt, de smukke Børnestemmer sang og den gamle Kantor sang, men Karen tænkte kun på de røde Skoe.

Om Eftermiddagen vidste da den gamle Frue af alle Mennesker at Skoene havde været røde og hun sagde at det var stygt, at det påsede sig ikke og at Karen herefter, når hun gik i Kirke, skulde altid gåe med sorte Skoe, selv om de vare gamle.

Næste Søndag var der Altergang, og Karen såe på de sorte Skoe, hun såe på de røde - og så såe hun på de røde igjen og tog de røde på.

Det var deiligt Solskins Veir; Karen og den gamle Frue gik ad Stien gjennem Kornet; der støvede det lidt.

Ved Kirkedøren stod en gammel Soldat med en Krykkestok og med et underligt langt Skjæg, det var meer rødt end hvidt, for det var rødt; og han bøiede sig lige ned til Jorden og spurgte den gamle Frue, om han måtte tørre hendes Skoe af. Og Karen strakte også sin lille Fod ud. "See, hvilke deilige Dandseskoe!" sagde Soldaten, "sid fast når I dandse!" og så slog han med Hånden på Sållerne.

Og den gamle Frue gav Soldaten en lille Skilling og så gik hun med Karen ind i Kirken.

Og alle Mennesker derinde såe på Karens røde Skoe, og alle Billederne såe på dem og da Karen knælede for Alteret og satte Guldkalken for sin Mund, tænkte hun kun på de røde Skoe og det var som om de svømmede om i Kalken for hende; og hun glemte at synge sin Psalme, hun glemte at læse sit "Fader vor".

Nu gik alle Folk fra Kirke og den gamle Frue steg ind i sin Vogn. Karen løftede Foden for at stige bag efter, da sagde den gamle Soldat, som stod tætved: "see hvilke deilige Dandseskoe!" og Karen kunde ikke lade være, hun måtte gjøre nogle Dandsetrin, og da hun begyndte bleve Benene ved at dandse, det var ligesom om Skoene havde fået Magt over dem; hun dandsede omkring Kirkehjørnet, hun kunde ikke lade være, Kudsken måtte løbe bag efter og tage fat på hende, og han løftede hende ind i Vognen, men Fødderne bleve ved at dandse, så hun sparkede så grueligt den gode gamle Frue. Endelig fik de Skoene af og Benene kom i Ro.

Hjemme bleve Skoene satte op i et Skab, men Karen kunde ikke lade være at see på dem.

Nu låe den gamle Frue syg, de sagde at hun kunde ikke leve! pleies og passes skulde hun og ingen var nærmere til det, end Karen; men henne i Byen var der et stort Bal, Karen var inviteret; - hun såe på den gamle Frue, der jo dog ikke kunde leve, hun såe på de røde Skoe, og det syntes hun der ingen Synd var i; - hun tog de røde Skoe på, det kunde hun jo også nok; - men så gik hun på Bal og så begyndte hun at dandse.

Men da hun vilde til Høire, så dandsede Skoene til Venstre, og da hun vilde op ad Gulvet, så dandsede Skoene ned ad Gulvet, ned ad Trappen, gjennem Gaden og ud af Byens Port. Dandse gjorde hun og dandse måtte hun, lige ud i den mørke Skov.

Da skinnede det oppe mellem Træerne og hun troede at det var Månen, for det var et Ansigt, men det var den gamle Soldat med det røde Skjæg, han sad og nikkede og sagde: "see hvilke deilige Dandseskoe!"

Da blev hun forfærdet og vilde kaste de røde Skoe, men de hang fast, og hun flængede sine Strømper af, men Skoene vare voxede fast til hendes Fødder, og dandse gjorde hun og dandse måtte hun over Mark og Eng, i Regn og i Solskin, ved Nat og ved Dag, men om Natten var det grueligst.

Hun dandsede ind på den åbne Kirkegård, men de Døde der dandsede ikke, de have noget meget bedre at bestille end at dandse; hun vilde sætte sig på den Fattiges Grav hvor den bittre Regnfang groede, men for hende var ikke Ro eller Hvile og da hun dandsede henimod den åbne Kirkedør, såe hun der en Engel i lange hvide Klæder, med Vinger som nåede ham fra Skuldrene ned til Jorden, hans Ansigt var strængt og alvorligt, og i Hånden holdt han et Sværd, så bredt og skinnende:

"Dandse skal Du!" sagde han, "dandse på dine røde Skoe, til Du bliver bleg og kold! til din Hud skrumper sammen som en Beenrads! dandse skal Du fra Dør til Dør og hvor der boe stolte forfængelige Børn, skal Du banke på, så at de høre Dig og frygte Dig! Dandse skal Du, dandse - -!"

"Nåde!" råbte Karen. Men hun hørte ikke hvad Engelen svarede, thi Skoene bare hende igjennem Lågen, ud på Marken, over Vei og over Sti og altid måtte hun dandse.

En Morgenstund dandsede hun forbi en Dør, hun kjendte godt; indenfor lød Psalmesang, de bare en Kiste ud, som var pyntet med Blomster; da vidste hun, at den gamle Frue var død og hun syntes at nu var hun forladt af Alle og forbandet af Guds Engel.

Dandse gjorde hun og dandse måtte hun, dandse i den mørke Nat. Skoene bare hende afsted over Tjørne og Stubbe, hun rev sig til Blods; hun dandsede hen over Heden til et lille eensomt Huus. Her vidste hun at Skarpretteren boede og hun bankede med Fingeren på Ruden og sagde:

"Kom ud! - kom ud! - Jeg kan ikke komme ind, for jeg dandser!"

Og Skarpretteren sagde: "Du veed nok ikke hvem jeg er? Jeg hugger Hovedet af de onde Mennesker, og jeg kan mærke at min Øxe dirrer!"

"Hug ikke Hovedet af mig!" sagde Karen, "for så kan jeg ikke angre min Synd! men hug mine Fødder af med de røde Skoe!"

Og så skriftede hun hele sin Synd, og Skarpretteren huggede af hende Fødderne med de røde Skoe, men Skoene dandsede med de små Fødder hen over Marken ind i den dybe Skov.

Og han snittede hende Træbeen og Krykker, lærte hende en Psalme, den Synderne altid synge, og hun kyssede den Hånd, som havde ført Øxen, og gik hen over Heden.

"Nu har jeg lidt nok for de røde Skoe!" sagde hun, "nu vil jeg gåe i Kirke at de kunne see mig!" og hun gik nok så rask mod Kirkedøren, men da hun kom der, dandsede de røde Skoe foran hende og hun blev forfærdet og vendte om.

Hele Ugen igjennem var hun bedrøvet og græd mange tunge Tårer, men da det blev Søndag, sagde hun: "see så! nu har jeg lidt og stridt nok! jeg skulde troe, at jeg er ligeså god som Mange af dem der sidde og kneise derinde i Kirken!" og så gik hun nok så modig; men hun kom ikke længer end til Lågen, da såe hun de røde Skoe dandse foran sig og hun forfærdedes og vendte om og angrede ret i Hjertet sin Synd.

Og hun gik hen til Præstegården og bad om hun måtte komme i Tjeneste der, flittig vilde hun være og gjøre Alt hvad hun kunde, på Lønnen såe hun ikke, kun at hun måtte fåe Tag over Hovedet og være hos gode Mennesker. Og Præstekonen havde ondt af hende og gav hende Tjeneste. Og hun var flittig og tankefuld. Stille sad hun og hørte til når om Aftenen Præsten læste høit af Bibelen. Alle de Små holdt meget af hende, men når de talte om Pynt og Stads og at være deilig som en Dronning, rystede hun med Hovedet.

Næste Søndag gik de Alle til Kirke og de spurgte hende om hun vilde med, men hun såe bedrøvet, med Tårer i Øinene, på sine Krykker, og så gik de andre hen at høre Guds Ord, men hun gik alene ind i sit lille Kammer; det var ikke større, end at der kunde ståe Sengen og en Stol, og her satte hun sig med sin Psalmebog; og alt som hun med fromt Sind læste i den, bar Vinden Orgeltonerne fra Kirken over til hende, og hun løftede med Tårer sit Ansigt og sagde: "O, Gud hjælpe mig!"

Da skinnede Solen så klart og lige foran hende stod den Guds Engel i de hvide Klæder, ham hun hiin Nat havde seet i Kirkedøren, men han holdt ikke længer det skarpe Sværd, men en deilig grøn Green, der var fuld af Roser, og han rørte med den ved Loftet og det hævede sig så høit og hvor han havde rørt skinnede der en Guldstjerne, og han rørte ved Væggene og de udvidede sig, og hun såe Orgelet, som spillede, hun såe de gamle Billeder med Præster og Præstekoner; Menigheden sad i de pyntede Stole og sang af deres Psalmebog. - For Kirken var selv kommen hjem til den stakkels Pige i det lille snevre Kammer eller også var hun kommen derhen; hun sad i Stolen hos de andre Præstens Folk og da de havde endt Psalmen og såe op, nikkede de og sagde: "Det var Ret Du kom, Karen!"

"Det var Nåde!" sagde hun.

Og Orgelet klang og Børnestemmerne i Choret løde så blødt og deiligt! Det klare Solskin strømmede så varmt gjennem Vinduet ind i Kirkestolen hvor Karen sad; hendes Hjerte blev så fuldt af Solskin, af Fred og Glæde, at det brast; hendes Sjæl fløi på Solskin til Gud, og der var der Ingen som spurgte om de røde Skoe.