Danske Socialister. Portrætter og Skildringer/3
P. Knudsen.
Han er Specialist paa sit Omraade. Han er den danske Socialismes Statistiker. For ham er Statistiken saa meget som Visdommens Begyndelse og Ende.
Oprindelig Handskemagersvend. Nu Forretningsfører i den kjøbenhavnske Socialisme.
Den undersætsige, fastbyggede Mand med det blegfede og noget vredladne Ansigt, det lyse Overskæg og de tynde blonde Haartjavser gør et ganske ubetydeligt Indtryk.
Nogen fremragende Begavelse er han da heller ikke. Han er en arbejdsom, grundig Forsker i sin Statistik, og han tror paa Statistiken som en Præst paa sin Gud. Hans statistiske Visdom gennemsyrer alt, hvad han skriver og taler. Han regner ud med tørre Tal, hvor meget der sultes herhjemme, hvor meget der fortjenes til Kapitalisterne, hvor meget Arbejderne faar af deres Arbejdsudbytte, og hvor meget de kunde faa, hvis Samfundet var indrettet efter P. Knudsens statistiske Hoved. Med sine Tal og Beregninger har han særlig ivrigt kastet sig over Sygekasseforhold, Alderdomsforsørgelse osv. Og efter at Socialdemokratiet har bredt sig herhjemme, er det blevet en af hans kæreste Opgaver at udsende statistiske Opgørelser over Socialismens Udbredelse. Statistikens Tal er for P. Knudsen den eneste tilforladelige Historieskrivning og den eneste probate Maalestok for, hvad Fremtiden vil bringe.
P. Knudsen er som bekendt Landstingsmand. De Medborgere, der udelukkende kender P. Knudsen fra Forhandlingerne i Landstinget, kender ham slet ikke. Landstingssalen trykker denne Rømersgademand til Jorden. Man kender ikke P. Knudsen igen, naar han f. Eks. staar i en Samtale med Landstingsformanden Hr. Liebe, hvis kolde, men høflige Blik udtrykker, hvad det er for en dyb og uoverstigelig Kløft, der skiller de tvende Herrer. Hvis P. Knudsen ikke var den stædige Karakter, den noget halsstarrige Mand, som han er, saa vilde han synke helt i jorden overfor denne myndige Højesteretsadvokat. Nu lykkes det ham dog altid under mange forlegne Buk og Skrabud at faa sagt Hr. Liebe, hvad han ønsker, og den erfarne og menneskekloge Hr. Liebe har forlængst opdaget, at intet er farligere end at opvække Trodsen i selv den mest forknytte Socialist. Derfor giver han gærne efter for P. Knudsens Forestillinger, naar det gælder et Udvalgsmøde, Omdeling af et Antal Socialistpjecer, Meddelelse fra Formandspladsen, Anmeldelse af Lovforslag eller lignende parlamentariske Smaating, som P. Knudsen ønsker fremmet efter sit Hoved.
P. Knudsens Rigsdagstaler er heller ikke egnede til at give noget klart Begreb om, hvad Manden er. Naar man i Landstinget har hørt et Foredrag af ham, fristes man til at udbryde: Men det er jo Fredrik Bajer! P. Knudsen er i Landstinget virkelig ikke stort livligere end hin fredsæle Folketribun.
Men paa de socialistiske Møder er P. Knudsen en helt anden Mand. Han taler daarligt, naar han indleder en Forhandling. Han har aldrig lært at give sig Tid. Ordene stolprer afsted efter hverandre i saa stor Fart, at han snubler over dem, stammer og hakker i det. Man befinder sig overfor en Mand, der har altfor meget at sige, og som i Hastværket ikke faar sagt, hvad han vil. — Han er saa indtaget i sine Tal og sine Tabeller, at han løber surr i dem. Hans Tal og Tabeller er vævede sammen med vrede Udfald mod Samfundet og Kapitalisterne, og det hele bliver lidet tiltalende og lidet forstaaeligt.
Men senere ud paa Aftenen, naar der har været Modstandere paa Tribunen, naar Hurraernes Spektakel og Pibernes hvinende Larm har sat Stemningen i Vejret, saa er P. Knudsen forandret. Saa farer han ud af sin statistiske Faarehud, og det levende Ord flyder ham let over Læben. Han glemmer Tallene, gaar løs med rammende Ord og giver Modstanderne Raat for Usødet. Og saa vækker han livligt og oprigtigt Bifald.
— — Det vilde være Synd at kalde P. Knudsen en Samfundsomvælter. Han er det skikkeligste og respektableste Menneske, Solen har skinnet paa, han ønsker for Alvor intet som helst væltet. Han har skabt sig en god Stilling, der ganske vist er forbundet med et besværligt Arbejde, men som ogsaa tilfredsstiller hans Ærgærrighed, det er hans Ønske, at han maa bevare sin Stilling og saa forøvrigt leve i Fred. Det offenlige Spektakel keder ham utroligt, han betragter det som et Hoveriarbejde, der skal udføres. Han siger derfor ikke et Ord, naar han ej just staar paa Talerstolen. Han er en ret utilgængelig, tavs og gnaven Mand i sit Privatliv. Under en Diskurs, der føres i en Dagligstue, sidder han tavs og ser paa de Andre med de Ord i Blikket: Hvor gider I dog snakke saa ivrigt her, hvor der ikke er en Forsamling at snakke til —?
P. Knudsen er en flittig Mand. Denne tilfredse og lykkelige socialistiske Familiefader ynder bedst at sidde hjemme i sin elegante Lejlighed i Nansensgade, fordybet i sine danske eller tyske Socialistskrifter, i sine Tabeller og Beregninger, og han gaar kun ud til Møderne, fordi det er hans Pligt at gøre det.
Det er en Mand, hvis hele Fremtræden ej er egnet til at vække Massernes Begejstring. Men han æres i Partiet som en dygtig og paalidelig Socialdemokrat, og med Respekt nævner Socialisterne denne Mands Navn, selv om der ikke er nogen som helst begejstret Glæde over ham.