Danske Socialister. Portrætter og Skildringer/11
Socialismen og — Børsen.
Det er intet intimt Forhold, der bestaar mellem de to — Børsen og Socialismen.
Børsens Mænd, der som Regel kun kender lidet til de Forhold, Arbejderne lever under, og som ikke kender Arbejdernes Førere uden gennem de politiske Dagblades ensidige Skildringer, betragter da nærmest Socialismens Mænd som en Art sociale Kvaksalvere eller Mirakelmænd, der ved behændigt Markskrigeri trækker de uvidende og lettroende Masser sammen om den Lægevogn, fra hvilken der falbydes noget mærkeligt Heksefedt og andet umuligt Kram, der udgives som ufejlbare Midler mod Samfundets Brøst og Vunder.
Denne Opfattelse er ganske vist ensidig og uretfærdig. Men at det er noget saadant, der af Børsfolk tænkes om Socialismen (naar der overhovedet bliver Tid til at tænke paa sligt) — derom kan der næppe være Tvivl.
Børsen véd naturligvis godt, at den er Genstand for Socialismens Had. Er ikke Børsen at regne som Toppen paa det kapitalistiske Udbyttersamfunds Kransekage?
Og nu Arbejderne — ? De har kun dunkle Anelser om, hvad det i Grunden er, der foregaar paa Børsen, men saameget ved de dog, at det er noget slemt. De véd, hvad deres Presse fortæller dem i Ny og Næ om hæslige Børsspekulationer, der i Løbet af en Time ruinerer Tusender af Mennesker, knuser Hjærters Slag, ødelægger Familierne, splitter Hjemmene, bringer Revolverne til at knalde i de Ulykkeliges Hænder, sender Folk i Fængsel, spreder Sorg og jammer, Nød og Elendighed viden om. De véd, at Børsen er et moderne Sodoma og Gomorrha, som endnu ingen socialdemokratisk Ildregn har fortæret, men som vil sprænges i Luften, naar engang den sociale Revolution træder aktivt op og giver Plads for en ny Samfundsorden uden Penge og uden Spekulation.
Denne Opfattelse af Børsen er unægtelig ogsaa noget ensidig! Men at den i fortrinlig Grad næres i Arbejderkredse, derom kan der ej være Tvivl.
Selvfølgelig er Socialismens Foregangsmænd ikke dummere end andre Mennesker — snarere er det Modsatte Tilfældet. De véd nok, hvad Børsen er. Men det ligger jo i Sagens Natur, at Arbejderne skal hade Børsen. Hvorledes kan det være andet —? Det er da ikke mere end rimeligt, at den socialdemokratiske Presse med Iver virker for Udbredelsen af formaalstjenlige Forestillinger om Børsen...
... som et hæsligt Sted, hvor koldt beregnende Egoister gaar omkring og ser paa hverandre med onde, skulende Øjne, kun tænkende paa dette ene: hvordan det lader sig gøre hurtigst muligt at tjene den størst mulige Kapital, tjene den uden Hensyn til, om den skal koste Venners Hjærteblod, Kvinders Graad, Børns Sult eller Familiefædres Død... et afskyeligt Sted, hvor Spekulationen i saa højt Maal er gaaet Folk i Blodet, at alle naturlige, menneskelige Følelser for det Gode og Skønne er bortblæste... et Sted, hvor Spillelidenskabens, Pengebegærlighedens og Havesygens onde Aander frit driver deres djævelske Spil...
De, der udarbejder saadanne Skildringer, er ikke uvidende om, hvad Børsen er. Vi har sét Folk slaa Hænderne sammen i oprørt Forbavselse over, hvilket dumt Tøjeri og hvilke rent forkerte Billeder der paa socialdemokratisk Tryk kan bringes af Tilstande og Forhold i de øvre Samfundslag. Disse Skildringer virker nærmest lattervækkende paa os ved deres Uhyrligheder. Og dog er de mindst af alt latterlige. De bliver nemlig troet. De er skrevet for et bestemt Publikum. Forfatteren kender sine Læsere, han véd paa en Prik, hvor naive de er, han ved nøjagtigt, hvor vidt han tør gaa, og er han ellers en habil Mand i sit Fag, gør han sig aldrig skyldig i noget, om hvilken hans Læsere vil sige: det er Overdrivelse.
Socialismen alle Lande over naaer en Gang saa vidt i Udbredelse og Magtstilling, at den naturligen bliver søgt af andre end de Folk, der med ærlig og fanatisk Overbevisning kæmper og bringer Ofre for Læresætningernes Udbredelse, og som troer paa deres praktiske Gennemførlighed. Ethvert Parti bliver en Gang saa stort og rigt, at det frister andre end Fanatikeren og den ærligt Troende til at tilbyde det sin Tjeneste, at det frister Folk, der ikke har nogen som helst Sympati for Sagen, men som paa en eller anden Maade er komne paa tværs af Livet, og som derfor med Glæde griber Lejligheden til at skaffe sig en fast Ansættelse i et Parti, der i hvert Fald er tiltalende i den Forstand, at det kan byde noget solidt, og i den Forstand, at det ikke spørger om — Fortiden. Ad denne Bagtrappevej faar Socialismen sin Børsmand. Maaske en Mand, der er kommen lidt galt af Sted med et Par Veksler, maaske en flotlevende Fyr, der ej har kunnet klare sig med den magre Kontorist-Gage, en Bankier- eller Veksellerer-Forretning har kunnet yde ham, og som derfor har maattet forlade den i Utide og noget mere trekantet end ønskeligt, maaske med Straffeloven truende i Hælene paa sig. Saa dumper han ned i Socialismen, og hans første Opgave bliver da den at give Arbejderne de rette socialdemokratiske Begreber om Børsen.
Han kender Børsen og Livet og Menneskene. Han er ikke den Idealets Mand, som man ofte træffer paa i Socialismen og forbavses over — den Mand, der lever i en anden end den virkelige Verden, i en Verden af Læresætninger, Fantasier, Samfundsutopier. Tværtimod! Den socialdemokratiske Børsmand har netop sin Eksistensberettigelse i Partiet derved, at han kender Mennesker og Forhold i det Samfund, han skal gaa løs mod. Han kender sine Folk, fra Børsen, fra Kontorerne, fra Gaden, fra Teatrene, fra Familien. Han har levet med i den daglige Sladder, og han er kapabel og villig til at »afsløre« den første den bedste, der har gjort sig fortjent til en socialdemokratisk Overhaling. Er der intet at »afsløre« — nuvel, det vil næppe bringe ham i Forlegenhed. I de store Byer er Sladderen ikke kræsen, men meget opfindsom.
Saadan er den socialdemokratiske Børsmand — det Medlem i Partiet, der bestemmer den store Arbejderbefolknings Syn paa Børsen. Ethvert Parti har sine Parasiter, enhver Presse sine Vinkelskrivere, og ingen vil bebrejde Socialismen Verden over, at den har sine. Det er i sin gode Orden. Men det kan være sundt at vide det — at vide, at Arbejderstanden opdrages til at nære grundigt Had til Børsen. Der er vel de Steder i Verden, hvor dette kan blive af mere alvorlig Betydning, end man vil være tilbøjelig til at tro — Steder, hvor den vrede socialdemokratiske Befolkning under en revolutionær Batalje vil sprænge Børsen i Luften, efter at den folkelige Sult først er bleven stillet med et velment Besøg i Bagerbutikerne. Her hjemme er der vel næppe nogen Fare! Men selv om der ingen Sandsynlighed er for, at Kristian den Fjerdes røde Bygning med det svenske Slangespir skal blive væltet om af Pustet fra Rømersgade — er det dog ikke uden Betydning, at Børsens Mænd lærer at kende de Følelser, der paa Grundlag af socialdemokratisk Bearbejdelse næres mod dem i Folkedybet.