Danske Digtere 1904/Johan Skjoldborg
Johan Skjoldborg
Johan skjoldborg er født 1861 i landsbyen Øsløs på halvøen Hannæs mellem Limfjoren og Skagerak. Hans far var husmand og landsbyskomager, en af de små jorddyrkere, der på denne kant af landet gik i spidsen og mange gange fik præmie for ypperlig skjøtsel af sin lod. Fjorten år gammel kom Skjoldborg i handelslære i Nibe, hvor han blev i to år. Derefter tog han til Ranum seminarium, hvorfra han dimitteredes 1883. I de påfølgende 8 år flakkede han mangesteds om, som hjælpelærer eller vikar, men holdt navnlig til i Kollerup i Hanherred. 1889 blev han lærer i Koldmose, Øster Hanherred. 1896—97 studerede han ved statens lærerkursus i Kjøbenhavn. Efter denne tid kom han i ikke til at holde skole, hans embede blev bestyret ved vikar, indtil han ved udgangen af 1902 helt opgav lærergjerningen for sine kunstneriske interesser.
Hans forfatterskab hidtil omfatter fem bøger, „I skyggen“, „En stridsmand“, „Kragehuset“, „Almue“ og „Gyldholm“. Desuden er en af novellerne i „Almue“, „Ole i Krogen“ dramatiseret på jydsk folkesprog under titelen „Wolle Krogh“.
Hvad Johan Skjoldborg med forkjærlighed har valgt til sit emne, er den danske husmands liv:
„Du husmand, som ørker den stridige jord
og vover din arm og din bringe,
som drager kulturens det første spor
med plovjærnets sølvblanke klinge,
— mer ridder du er med din barkede hånd,
end mange, der pyntes med stjerne og bånd
og tripper på bonede gulve.“
— „Du lærer, hvorledes man bygger sig hjem,
du gamle og bøjede slider,
— det lærer du mig, og det lærer du dem,
der trætte ad asfalten glider —
og manddom, den banede viljes vægt,
du sanker i arv til den kommende slægt,
der fostres i udmarkens hytter.“
Der er, som man ser, et sterkt positivt element i Skjoldborgs digtning, et belærende, ja polemisk. Han vil først og fremst åbne sine læseres øie for den skjønhed, han har fundet i husmandens djerve kamp med den stridige jord. Så vil han, at vi skal lære af denne kamp, der gir manddom og vilje. Endelig vender han sig lidt fjendtlig mod asfalten i Kjøbenhavn, — der formentlig ikke forstår bonden.
Helten i „En stridsmand“ er nybyggeren Søren Brander, der vinder jord af klittens golde sand, under et evigt slid. Under den stadige trudsel, at gjælden skal vokse ham over hovedet, under mistro og uvilje fra den flok, der helst trækker de vante stier. Han har god hjælp i sin trofaste hustru, men det holder hårdt mangengang. Der er to store forsøg, som Søren Brande sætter sin vilje ind på. Det ene er at gi jorddyrkningen ly ved at beplante klitten. Det ser længe så håbløst ud, at han er nær ved at opgi det, presset af kreditorer og venner, der finder, at han spilder sin tid. Og da arbeidet endelig begynder at frugte, kommer han i ny strid, fordi hans træplantninger ikke stemmer med kreatureiernes interesser og gammel lovløs skik. Tilsidst vinder han også her: Søren Branders eksempel følges. Den anden vigtige sag, der ligger ham på hjerte, er at skaffe grændens børn en skole, så at de ikke behøver at vove helse og liv i vinterstormen, når de skal søge skolen, der ligger over en mil borte. Også her når Søren sit mål.
Til trods for den tydelige hensigt, som digteren trohjertig åbenbarer, læser man den lille fortælling med glæde. Der er en menneskelig varme i skildringen af Søren Branders kamp, som udelukker ethvert ubehag ved at bli belært. Og skjønt man hele tiden ved, hvor forfatteren stiler sin gang, er der intet tilgjort eller unaturligt ved hans personer. Den glæde, Skjoldborg har ved den jydske natur, er af en eiendommelig dobbelt karakter. Han elsker det åbne vide land, de grå klitter og de tunge lyngbakker, naturen i dens oprindelige vildhed. Men samtidig elsker han sporene efter den menneskelige hånd, de grønne pletter bag plantningerne — alt hvad der er erobret fra den vilde natur — disse pletter har også sin skjønhed, og han, der ved, hvad de har kostet, blir rørt ved synet.
Det er vakkert, og ærlig følt, når han tilsidst lader sin gamle stridsmand på dødsleiet i tankerne skue hen over sine agre, „der bølgede bag grønne hegn, det lille kongerige, han havde erobret fra den grå klit.” Det er hans livs stolthed, hans livs poesi.
— — I „Kragehuset“ er det to slegter, to typer af den jydske klitboer, som mødes. Der er Anders, slideren af den gamle skole, som går op i sin økonomiske kamp og har nok med, at han endelig kan få en hvilestund på sine gamle dage, og der er hans svigersøn Jørgen, som på højskolen har fået „åndelige“ interesser, holder aviser, er politisk interesseret og vil gjøre klitboerne forståeligt, at de også har opfordring til at deltage i det liv, der rører sig i en større verden udenfor deres. Jørgen arbeider samtidig for praktiske reformer i deres engere kreds, og trods megen modstand seirer han tilsidst på alle hold. Skjoldborgs tro til fremskridtet synes at være grundfæstet. „Kragehuset“ er af større kulturhistorisk end digterisk værd. Man interesserer sig mere for de forhold, forfatteren her klart og energisk gjør en bekjendt med, end for de personer, han har valgt som de to leieres repræsentanter.
— Af novellesamlingen „Almue“ har navnlig „Ole i Krogen“ (der virker endnu kraftigere i den dramatiske form) partier af betydelig poetisk skjønhed. Det er raske billeder fra jydsk folkeliv, forfatteren her har oprullet, de fleste af mere skissemæssig art.
— Johan Skjoldborgs afgjørende kunstneriske bedrift hidtil er imidlertid „Gyldholm“. Det er en mandig bog, i sin sterke følelse uden nogensomhelst føleri: digteren er grebet af det triste billede, hans erindringer maner frem, men ikke sørgmodig, hans vågne, livsglade virkelighedssans hindrer ham i at henfalde til klage, til bitterhed, til apostolisk pathos, han beretter stedse objektivt, mens hans gemyt strømmer varmt gjennem de rolige ord. Det er i bedste forstand en realistisk roman, denne skildring af de danske husmænds kår i det 19de århundrede, klar og sandhedskjærlig, men ikke gold i sin nøgterhed, som denslags romaner ofte er det, skrevet af en mand med sundt blod og hjertelag.
Johan Skjoldborg har med fast hånd indrammet en kreds, en liden verden mennesker, som fører sin egen tilværelse, med andre traditioner og væsentlig forskjellig fra Danmarks øvrige samfundskredse, fra bønder såvelsom arbeidere.
De danske herregårdshusmænd er ligesom mange skridt efter i den almindelige udvikling. De holdes endnu nede under tyngden af herremændenes gamle åg. De er endnu ikke og føler sig heller ikke som frie mænd. Hvor de, som på Gyldholm, i slegtled har arbeidet på den samme gård, nedarves det kuede, dvaske, ufri, — stavnsbåndsfornemmelsen, — i blodet. De føler sig fremmede for bønderne, deres egne lidelsesfæller i fordums tid, som nu har reist hovedet og har taget styret i sit eget land, og de forstår endnu mindre byernes arbeidere og deres friske opposition. Men også til dem, til Gyldholms husmænd, kommer den nye tid, det 19de århundrede, de underlige fremmede tanker om en bedre tingenes tilstand og om rettigheder, som de skal ha, men knapt kjender til, — om et Gyldholm, som er til for dem, ikke bare for kammerherren. Og hos en og anden af dem, som f. eks. Per Holt, der er djervere end de andre og kanske vakt ved en stor sindsbevægelse, får de uklare tanker bestemtere form og sætter frugt i handling.
Skjoldborgs bog er præget af en moden kunstner. Livet på Gyldholm glider forbi os i en række kraftige billeder. Vi ser udfarten i den grå morgen, arbeidet på markerne, de fjorten plogspand, „der kryber frem og tilbage i det muldede ler som kjæmpemæssige biller“, det tause, trætte tog, der tilsidst i mørkningen sluges af gabet mellem de to gavle, hvoraf det oprindelig var dukket frem. Vi hører karlene, der får sig en kvældsprat i den høie halvlyse hestestald, afbrudt af ladefogden, deres vrantne overmand, som atter oppebærer *sine grovheder af *sin overmand, overforvalteren. Uveiret går ved en sådan leilighed altid ovenfra nedad, også Anders Staldkarl har sine underordnede, det er tilsidst hestene, der må undgjælde. Vi føres ind i Gyldholms folkestue. Den ligger i kjælderbunden af et to-etages „Chatol“, hvor der findes „værelser, kamre og bure for overforvalteren, ladefogden, lærlinger, husbestyrerinder, meiersker, stuepige, — spindestuen, fælles sovestue for meieripiger — spisestue for lærlinger, spisestue for håndværkere …. hele den gyldholmske stat, en stat, hvor rangforordningen gjennemføres helt ned til svinedrengen.“ I folkestuen er der en drøj atmosfære, af mad og sved, af råt vid og ru erotik. Men erotikens egentlige spilleplads er dog spindestuen, hvor karlene efter måltidet pleier at gjøre pigerne deres opvartning i former, som hverken til ord eller handling er særlig frygtsomme. De, som seirer i væddestriden, fortsætter ruten ind i pigernes sovestue, hvor nattens hvile falder på, mens „det knirker og knager og puster og pusler“ rundt om i mørket.“
Undertiden farer der en pludselig uro i den besætning af mennesker, som er indstuvet på Gyldholm, — helst når der er drukket endel, — og det hænder, at mændene, røde og varme, hidsede af sine egne eder, i en fælles trang til at slå noget istykker, dingler ud i gården, og at der udenfor forvalterens trappe med én gang reiser sig „skrål og skrig af mørket og tausheden, ikke ord, men bare lyd.“ Og dog — så snart forvalterens svære skikkelse viser sig i døråbningen, blir det stille, og „hurtige skridt svinde bort nede i gårdspladsens mørke.“
Der er endnu ingen fare for den gyldholmske orden. Som et symbol på den ukrænkelige rangforordning sidder „Laust“, den gamle grå kat, på fodervognen, hædret og hilset af gårdens folk, øverste over Gyldholms hær af katte.
På Gyldholm udspilles både dette og hint drama. Man er vel forberedt på lidt af hvert der på gården, således som forholdene nu engang arter sig, men det forbavser dog de fleste, når Stine Kold, der har holdt sig bedre end mængden, stram og streng, blir dødssyg af fosterfordrivelse, og det gir en sær uhygge, når den stakkars fjollede Ras Buus af skinsyg forgabelse i Sofie, Per Holts pige, mister den sidste rest af sin dyreforstand og forsøger at dræbe hende.
Fra selve Gyldholm gård fører digteren os ud blandt de husmænd, der har giftet sig og hos forvalteren opnået kontrakt om egen hytte. Lysest ser det ud hos Per Holt, hvis bryllup med Sofie vi bivåner, — det er ligesom hans lette humør og sterke ryg holder ham længst oppe.
Heller ikke mange er istand til at holde et sligt barselgilde som det, Per engang indbyder til. Ældre folk indser jo, at sådant et gilde blir vel det eneste, de unge folk kommer til at briske sig med i hele deres liv. Men det står dog i den almindelige husmandsbevidsthed med en sær glans, „som en letsindig overdådighed i Gyldholms huses historie.“ Det er gilde, så det forslår, og det ender, som man kan tænke sig, med voldsomme sammenstød, hvor Per Holt hævder sin værtsstilling og styrker sit gode ry ved at slå urostifteren, den sterke Jens, overende.
„Tyende-husmændene er stadig fængslet til gyldholms lader, stalde og muldbanker. Kun når der er valg til rigsdagen, slippes de ud i landet.“ De gjør da også sin pligt. De stemmer på kancelliråden, „som de pleier, — derfor er de jo kommen.
Så sørger de for at få noget at drikke. Og på hjemkørslen kan alle kjende, at det er herregårdsfolk, der er på vognen.“
En dag dukker der op en fremmed fugl i denne indestængte verden. Det er en ny husmand, men af en hel anden slags end gyldholmracen, han er fra kjøbstaden, han abonnerer på „Socialdemokraten“, han er munter og begeistret, han holder små foredrag for husmændene, som bringer dem til at studse og stikke hovederne sammen. Ladefogden svarer han freidig, og det utrolige hænder, at han vover det samme ligeoverfor kammerherren. Han blir selvfølgelig opsagt og reiser bort, lige glad og ubekymret som han er kommen. Men han efterlader et vist indtryk på Gyldholm. Husmændene glemmer ikke ganske dette, at deres tilværelse er blit dem betegnet som ikke stort bedre end et „slaveri“.
Hos Per Holt har socialistens ord slået dybest ned. Under det daglige sløvende slid ligger de der og lurer. Det begynder at bli knappere og knappere for ham, han har fire børn, og hans kredit er sunket. Hans hustru er blit gammel og overanstrengt i få år. Den større del af døgnet må både mand og kone være borte i arbeide, og så hænder den ulykke, at der opstår ild i huset, og tre hjælpeløse små indebrænder. Skildringen af forældrenes sorg og af ligfærden er af usedvanlig dramatisk kraft.
Der indtræffer her noget uventet. Da det stille tog bevæger sig fra Gyldholm, — mens det knalder lystig fra de høie herrers sneppejagt nede i Lilleskoven, — og videre ud gjennem bondelandet, hvor det ingen opmerksomhed vækker, fordi ingen kjender de indebrændte børns forældre eller herregårdsfolkene overhovedet, sker der noget, som „bringer den ganske egn til at vågne ved et ryk.“
„Mændene står stille ved deres arbeide på marken, kvinderne, hvor de snakker sammen i landsbyens stræder, stanser deres mundtøi, og alle vinduer fyldes med nysgjerrige ansigter.
Men der er også over tusinde fremmede folk. Og der er faner.
Dette store tog af byarbeidere, der vil vise kammeraten fra landet deres deltagelse, mødes med ligskaren under en ret vinkel ved Fallings gamle smedie.
Det er en frisk dag med blank sol over alle ting, over de mørke, luvslidte Gyldholms mænd og over de festklædte arbeidere fra kjøbstaden.“
Så hænder det, at Per Holt, den nedbrudte, ved sine børns båre henter ny kraft, da han ser udover de tusinder af mænd, der så ukaldede har vist, at de føler med ham.
Der opstår en opposition på Gyldholm. Hidtil er det kun kammerherren, der har stillet krav. Nu gir Per Holt, den nyvakte, de tanker brand, som flygtig meldte sig hos husmændene dengang de havde det korte besøg af den fremmede fra kjøbstaden. Det kommer så langt, at der går deputation til kammerherren, med anmodning om femogtyve øres dagligt lønspålæg, og at der aftales en streik. Men Gyldholms jordbund er endnu ikke moden, og da kammerherren viser sig umedgjørlig, svigter husmændene sin fører.
Per må reise. Ved bogens slutning kjører han med sit smule flyttegods ud i en ukjendt verden. Hans forgræmmede hustru sidder med en ny liden på fanget. Furerne ved Pers mundvige er blit dybe og bitre. Men den store gut, som de beholdt den gang ved branden, rider fornøiet over en skammel bagpå læsset. Det er, som om digteren vilde si, at for den kommende slegt vil det kanske bli lysere. Kanske! Eller er det kun barnesindet, som ser lyst på farten ud i den ukjendte verden?
„Gyldholm“ er fortrinlig komponeret. Hvert led er stillet på sin plads og har sin værdi. Man merker jo, hvor digterens sympati ligger. Ikke mindst i en sådan skildring som den af socialisttoget ved de indebrændte børns begravelse. Jeg erindrer ikke at ha set kammeratfølelsen, den store kammeratfølelse, som også rækker til de ukjendte, — det vakreste motiv i arbeiderbevægelsen, — gjengit med den poetiske varme som her hos Skjoldborg, hvor den luer i billedet af husmændenes stille tog fra Gyldholm huse, som mødes på Falling kirkevei med kjøbstadens lange skare af festklædte arbeidere.
RETTELSE.
Side 206, 7. linje f. o. staar: husmandslære, læs: handelslære.