Danske Digtere 1904/Herman Bang
Herman Bang.
Herman Bang er den ældste af den forfattergeneration, der fulgte efter „Gjennembruddets mænd“. Han var den første i dansk litteratur, der gav deres portrætter i den åndfulde og fint forstående skildring, vi forefinder i „Realisme og realister“ fra 1879. Her har han i kortere essays behandlet forfatteren af „Jason“ og „Nutidsbilleder“ (Topsøe), Drachmann, Schandorph, J. P. Jacobsen, Gjellerup og Erik Skram. Sammesteds foreligger der studier over fire franske forfattere: Balzac, Dumas fils, Gustave Droz og Zola. Da Herman Bang leverede disse kritiske arbeider, var han kun 22 år gammel. Hans interesse for den nye kunst var vågnet i hans ganske unge år, overordentlig tidlig udviklet havde han allerede dengang ikke almindelige kundskaber.
Herman Bang er født 1857, søn af en prest, sønnesøn af den bekjendte læge, professor Oluf Sundt Bang, af en gammel aristokratisk slegt. Bangs fødested var Als. I hans barneår gik krigen herjende just over denne egn, og vi føler i flere af hans bøger, hvor dybt indtrykket er blit siddende i hans sind. I „Stuk“ er Herluf Bergs barndom Bangs egen, og i „Tine“ brænder de vage barndomsminders stemning i ordene. Senere blev presten Bang forflyttet til Horsens og derefter til Tersløse paa Sjælland. 1875 blev den unge Bang student fra Sorø, samtidig med at hans far døde. Bedstefaderen levede endnu dengang — han døde 1877. Bang har git hans portræt i sine meddelelser fra ungdomsårene. Der er også flere af de ældre mænd i Bangs bøger, som er beslægtede med denne originale og betydelige personlighed.
Herman Bang skulde studere jus, men det interesserede ham ikke. Han var meget snart på det rene med, at han vilde vie sig til kunsten. Men hans mangesidige begavelse vaklede nervøst mellem forskjellige kunstformer. I hans unge år var kanske ingen interesse hos Bang sterkere end den sceniske. Allerede som skolegut nærede han en lidenskabelig kjærlighed til teatret. Det lykkedes ham imidlertid ikke at bryde sin vej der. Senere ved vi, at han har været knyttet til forskjellige teatre som instruktør, og hans livfulde og spirituelle vejledning har overalt med rette været skattet af skuespillerne. Vi ved også, at Bang er en fremragende foredragsholder, — her træder hans dramatiske talent sterkt frem.
Fra 1878 lod Bang jussen helt fare, og udfoldede nu en ivrig virksomhed i pressen, først som korrespondent til en provinsavis, dernæst som teateranmelder i det tidlig afdøde „Morgentelegrafen“, endelig som medarbeider i „Dagbladet“, — hvor Vilhelm Topsøe tog sig interesseret af ham, — og i „Nationaltidende“. I disse to blade skrev han en mængde artikler og føljetoner, behandlede dagens aktuelle spørgsmål, men først og fremst kunstneriske emner. Han var en af dem, der varmest gjorde opmerksom på den nye franske digtnings værdifulde egenskaber. Det er i disse år, Zola slår igjennem, og Herman Bang fremhævede energisk, hvor meget den danske kunst kunde lære af ham. Indledningen til den lille essay over Zola i „Realisme og realister“ viser smukt og ejendommelig, hvor Bang som kritisk formidler var grebet af sin opgaves betydning.
Herman Bangs kritiske arbeider er prægede af en sterk ærbødighed for kunsten, for det kunstnerisk store, og en samvittighedsfuldhed, som følger ham også der, hvor den kunst, han skildrer, er ringere end Zolas, er ufærdig, er fejlfuld. Han har i høj grad kunstnerisk pietet. Han dyrker det store, og han værner om det, som er godt i det mindre. Hans kritik er påfaldende positiv. Den opdrager ved at pege på det gode.
Den rastløse virksomhed, som den unge Bang udviklede i pressen i slutningen af sytti- og begyndelsen af ottiårene, viste klart nok hans talent, men samtidig var der noget forceret, undertiden kvindelig hysterisk over hans stil, som irriterede mange. Det springende, nervøse i hans fremstilling var forbundet med en glæde ved den kunstneriske effekt, som undertiden blev en jagt efter effekten. Han havde en ubetvingelig trang til at forstørre, understrege, gjøre iøinefaldende. Han elskede i novellen det dramatiske, han fortalte med scenen i tankerne. Skuespilleren i Bang gav ikke digteren ro. Navnlig kom dette frem i hans mindre arbejder, i de hastige føljetoner. Men også i hans fornemste verker føler man en teatralsk tilbøjelighed, han ynder den sterke belysning.
1880 kom „Håbløse slægter“, det første verk, der i videre kredse ledede opmerksomheden hen på Bang. Blandt andet fordi myndighederne begik den dumhed at beslaglægge bogen — den bedste reklame, et sådant verk kan få. I „Håbløse slægter“ tegner Herman Bangs digterfysiognomi sig ret tydelig: der er noget kvindelig svagt, noget sørgmodigt, følsomt, ja sygeligt i hans træk, og samtidig gjemmer der sig i denne sygelighed en betydelig intensitet, en usedvanlig fornemmelsernes styrke.
Sensibel og lidenskabelig, sårbar og sterktlevende — det er indtrykket af „Håbløse slægters“ forfatter. Bogens helt, det sidste syge skud af den gamle stamme, er neppe så håbløs, som forfatteren vil tro. Men skildringen af William Høgs ungdom gir en essens af den dybe misstemning, der kan falde over en ungdom, hvor den legemlige kraft ikke står i forhold til det intense liv, som bevæger sig i den unges indre, hvor de brydninger, som en bevæget tid afstedkommer i et ungt, blødt og såre modtageligt sind, er så sterke, at den sjælelige og legemlige ligevægt ganske forstyrres. William Høg har dispositionerne fra den slegt af drømmere, hvis fornemste repræsentant er Niels Lyhne, men han er endnu svagere, hans blod mattere, hans illusioner dør en tidlig strådød. Så er der visselig bestemte modsætninger, som Herman Bang allerede ved denne tid har følt sterkt: striden mellem den gamle kultur, hvori han er vokset op, hans egen slegts traditioner, og det indbrydende moderne liv. Han elsker den stille fornemhed i „det hvide hus“, men han elsker også den brutale kraft i Zolas naturalisme. Han har en svaghed for store ubeboede sale og for familieportrætterne, der vandrer igjen som romantiske spøgelser i så mange af hans bøger, og han styrter sig dog ud i den sterkeste tummel på storbyens gader. Han er fuld af ensomhedslængsel og af trang til mange stemmer og sterkt lys. Han jager febrilsk efter et blivende sted.
Efter „Håbløse slegter“ kom „Fædra“, og efter denne bog en lang række af merkelige arbeider, hvoraf man kunde nævne „Præster“ (1883), „Ellen Urne“, skuespil (1885), „Excentriske noveller“ (1885), „Stille eksistenser“ (1886), „Stuk“ (1888), „Tine“ (1889), „Ti år“ (1891), „To sørgespil: Brødre — Når kjærlighed dør“ (1891), „Teatret“ (1892), „De fire djævle“ (1895), „Ludvigsbakke“ (1896), „Ved vejen“ (1898), „Det hvide hus“ (1898), „Udvalgte fortællinger“ (1899), „Liv og død“ (1899), „Ravnene“ (1902).
I „Fædra“ følte man først, hvilken magt Herman Bangs talent virkelig eiede. Han har som digter en særegen interesse og en særlig gave. Han elsker at følge en stor følelses udvikling, som efter dens ydre og indre vilkår blir til menneskets egen fordærv, en følelse, der magtstjæler og dræber. Det er den sjælelige tragedie, der fremfor alt interesserer ham.
„Fædra“ begynder med en redegjørelse for heltindens afstamning, som er for bred, men som just dengang gjerne krævedes af naturalisterne. Man skulde kjende slegten, for individet var jo mere eller mindre slegtsbestemt. Efter hvert som beretningen samler sig om Ellen, blir man mere og mere fængslet. Skildringen af Ellens barndom og ungdom har ypperlige partier. Herman Bang har en dybere forståelse af kvindeligt følelsesliv end de fleste digtere. Han lever sig ind i de vanskelige overgange med en merkelig intensitet. Han følger dem med forkjærlighed gennem deres nervekriser, man fristes undertiden til at tro, at han en gang, i en tidligere tilværelse, har været kvinde.
Den sommer i krigens tid, da de tyske officerer inkvarteredes på Thorsholm, blir skjebnesvanger for Ellen. Disse fremmede, fiendtlige menneskers liv må uundgåelig beskjæftige hendes fantasi, ensom som hun går der. Tilfældig kommer hun til at gjøre bekjendtskab med en af de tyske herrer, grev v. Schönaich, og de mødes herefter i daglig, hans smukke fremtræden og kloge tale holder hende fast, hun kan ikke længer se den fremmede, fienden, i ham. Der spirer noget i hendes sind, hun selv ikke ved om. Skildringen af disse sommernætter på Thorsholm, hvor Ellens unge kjærlighed gror, hører til det smukkeste, Bang har git.
Men Ellen skulde ikke troet på sin ven. Der er en afgjørende hindring. Han er gift.
Efter dette slag er hun som forstenet. Hun har ingen kjærlighed mere for nogen, så mange som der beder om den. Hun går i lange tider træt og ligegyldig. „Men undertiden kunde hun også reise sig fortvivlet: da græd hun timelang afsindige og meningsløse tårer, og magtesløs truede hun ad sine dages tågehær.“ Der er en ung prest, som elsker hende, og hun har vanskelig for at undvære hans kjærlighed, men hun har intet at gi ham. Den, hun skulde ægte uden kjærlighed, måtte være hende ganske ligegyldig. Efter sin bedstefars død er hun blit mere end rig, hun kan leve det liv, hun lyster. I de fornemme fremmedkredse i Paris træffer hun Schönaich igjen og tar revanche. Også for ham er hendes følelse død, det eneste, der er blit igjen, er et kjærlighedssavn. Tilsidst tar hun af sine beilere den ældste og fornemste, en forhenværende ministerpræsident, grev Urne. Hendes liv vedblir at være tomt. „Hun var ked endog af at ønske —“
Hun ler en ung englænder, der erklærer sig, lige op i ansigtet, og hun blir forbauset, og ikke stort mere, da han hænger sig. Erotisk er hun som uddøet, og det generer hende, at hendes gamle gemal ikke er gammel nok, endnu en mand med mands krav.
Greven har været gift før. Han har en søn, en tyveårs gut, han er blit opdraget i et fransk institut, fjernt fra livet, en blød gut, der ser på alt med store forundrede øine. Denne yngling, der slutter sig til hende i naiv hengivenhed, blir farlig for hende. Lige så ubevidst og ureflekteret som hos en ung pige vågner hos den tilsyneladende forstenede kvinde hendes livs store kjærlighed. Det hænder, at deres øine mødes så længe, at deres læber uvilkårlig også mødes. Hos gutten er alt uklart, endnu efter at Ellen til sin forskrækkelse har opdaget, hvad der foregår i hende. Fremmedes blik begynder at rettes mod dem. Manden begriber også, at der er fare på færde. Så kommer Ellens lange og forfærdelige kamp med den ubetvingelige følelse.
Her har Bang nået høit. Hans skildring af den svære sjælelige og åndelige krise, Ellen gjennemgår, med den ulykkeligste udgang, er en stor kunstnerisk bedrift. Hvor hun elsker, og hvor hun lider! Hun fører et liv i feber. Tilsidst tar hendes nervøsitet overhånd. En uheldig slegtsarv gjør sit. Hun begynder at bedøve sig. Fra alkohol går hun over til en endnu farligere gift: morfin. Eftersom hendes skjønhed taber sig, kjæmper hun fortvilet med sit eget ansigt. Lægerne kan ikke hjælpe hende. Betegnende skildres der, hvorledes hun opsøger sindsbevægelser, hvorledes hendes voldsomhed ikke mere kjender mål. Hendes morfinhunger er malet med en betagende intensitet. Så kommer endelig det øieblik, da hun taber alt, da hun ved, at Carl helt er tabt for hende.
Hvor vakkert er ikke billedet af hendes sidste møde med Carl. Hun sidder en aften og ser på de fotografier, hun har af ham:
„Hun vilde samle hans billeder sammen og tage dem ned — alle. Hun reiste sig, og hun gik ind i dagligstuen, og hun tog fotografierne ud af albumerne og vendte tilbage med sin skat.
Hun betragtede dem ved lampen — ét for ét — kyssede dem og talte til dem med ømme og kærtegnende ord.
— Nei, sagde hun, nei — du vil ikke savne mig — og du vil aldrig blive ulykkelig, min dreng, som jeg, og der vil aldrig komme den tid, da du foragter mig. Vil du altid huske mig — en gang imellem huske mig — vil du?
— Hun savnede et af billederne, det sidste, der var taget nylig. Det var rigtigt — det sad i hans eget album — oppe i hans stue.
Hun følte en ubetvingelig lyst til at hente det, til straks at eie alle billederne. Hun så på uret. Klokken var et. Han var naturligvis i seng, hun kunde gå ind i hans daglig stue uden at vække ham.
Hun bandt sit hår op, der var faldet ned, og hun tog lysestagen, som stod på kaminen. Sagte sneg hun sig ned og åbnede hans dør.
Ja — stuen var mørk.
Hun holdt lyset op og betragtede værelset længe. Hun så på hans våben, der hang på et silketeppe på væggen, og på hans yndlingsplads bagved den åbne reol. Hun tog bogen, hvori han havde læst, og hun lod den flade hånd glide sagte hen over dens blade.
Hendes billede stod på hans bord.
Hun skælvede ved at høre en støj på gangen, og hun tog albumet, portrættet sad deri. Hun tog det ud, ved siden af albumet lå en stump af en cigaret. Han havde måske glemt den der, da han gik i seng. Hun tog den og gemte den.
i Og med et følte hun en urimelig længsel efter at sé ham — en gang endnu.
Med lyset i hånden gik hun hen over teppet og lyttede ved portiéren i sovekamret. Jo, hans ånde var regelmæssig og dyb, og hun løftede portièren varsomt og trådte ind.
Han havde kastet sig på sengen helt påklædt.
Hun lagde først varsomt et teppe helt om ham. Så løftede hun lyset, skærmede med den anden hånd og betragtede ham.
Hans hoved lå på siden — hans mund smilede —
Hvor hun elskede ham!
Hendes læber bevægede sig til et par sagte ord — — Han rørte sig i søvne og åbnede læberne.
Så rev hun sig løs.
Hun gik hastigt ud, ind gjennem dagligstuen, med hånden for lyset. Hun forskrækkedes ved dørens lyd, da hun åbnede den til gangen, og hun gik ned ad korridoren.
Hun skreg ikke, da hun så Urne, der trådte til side for hende. De standsede et sekund, og de skiltes som to skygger, der gled fra hinanden.“
— Ved bogens slutning sidder Ellen ene på sine fædres gård, synkende dybere og dybere i morfinens døs.
— — Den af Bangs senere bøger, som i sin sjælelige konflikt frembyder størst lighed med „Fædra“ er „Tine“. Også her er det en smertefuld kjærlighed og dens ubetvingelige vækst, der skildres. Rammen er vidt forskjellig, og den kvindelige hovedperson har ingen som helst lighed med Ellen Mågs fornemme skikkelse. Det er en god og sund og kjek bondejente, men også hun går til grunde i den ulige kamp med en større magt. Hun har ingen morfin at ty til, men sterk og taus vandrer hun, da hendes liv er lagt øde, en nat ud til møllegraven og slutter det hele.
I „Tine“ er Bangs evne nået til fuld modenhed. Ved sin faste sluttede form og store sprogkunst står „Tine“ ikke lidet højere end „Fædra“, hvor skildringen ikke sjelden glider ud, og hvor stilen er af ujævn værdi. Det er, når man læser „Tine“, som om alle disse billeder fra skovriderens hjem hint forfærdelige krigsår har faret forbi ens øje en gang for længe siden, og nu atter står lyslevende for ens indre blik. Hvor husker man ikke den morgen, da kampen skal begynde, det forvirrede liv i dæmringen, de mange mennesker, der jager forbi hende i angst travlhed, — og Tines. rolige skikkelse i den megen forvirring — og hendes stille hastige afsked med skovrideren. Det er mesterlig malet.
Personlig har intet verk af Bang grebet mig så dybt som „Tine“.
„Stuk“ skildrer en bestemt gründerperiode i Kjøbenhavn, en gjæringstid. Forfatteren fremhæver den stilløse og travle nybygning, der finder sted på de forskjelligste områder, det usunde og utrygge hos disse mennesker, der hverken åndelig eller materielt har fast grund under fødderne. Hans dom er udtrykt i de ord, hvormed han karakteriserer en af de typer, han har valgt sig, og hans succes. „Man var begyndt at tale om hans bygninger; og omtalen drev ham videre til nye raffinementer, han søgte hjælp hos arkitekter og dekoratører, byggede og byggede … bevarende, under det altsammen, småmandens kjærlighed til det grelle i kulørerne og uvægerligt byggende alle sine huse — disse huse med deres monumentale belgiske ovne indførte fra Sverige, de imiterede broncekaryatider på trapperne, de forgyldte gelændere og eftergjorte parketgulve — ubekvemme, indskrænkede og snevre, ubevidst bevarende arbeiderens mål, der er vant til små rum, hvor man kan række med hænderne mellem væggene, og til en tung luft.“
Det store statisteri virker i „Stuk“ ofte forstyrrende for billedet. Alle disse mennesker taler i munden på hverandre. Så har man følelsen af, at forfatterens nervøse trang til at forstørre har gjort det hele panorama for vældigt. „Vældigt“ er endog hans nyåbnede kjøbenhavnerteaters indre. Disse nerver fornemmer i det hele taget sterkere end andre. Selv et almindeligt tordenveir afstedkommer hos Bangs mennesker en elektrisk i stemning, en halv-panik, og når man med Bang kjører gjennem Kjøbenhavns gader, blir det næsten ufremkommeligt i myldret. Hvor træffer man, andetsteds end hos Bang, mænd, der under en operettepremiere i sin levende teaterdeltagelse kniber sin nabo „gul og grøn i armen?“
Der er noget febrilsk og støjende over „Stuk“, men der er tillige en intens stemning, som ofte uvilkårlig tar en fangen.
Af Bangs øvrige verker vil jeg endelig her nævne to, fordi de hver især karakteriserer en eiendommelighed ved Bangs væsen og sympatier. Det er „Excentriske noveller“ og romanen „Ludvigsbakke“.
Han interesserer sig for mennesker, der fører sit rastløse kunstnerliv udenfor det stabile samfund, væsener uden bopæl, endsige hjem, hvileløse, levende under spændingens højtryk, med et sært udviklet nervesystem — sådanne, der repræsenterer artisttilværelsen i den yderligste form. Det er den interesse, der har fået udtryk i „Excentriske noveller“. Han har set denne tilværelse på nært hold, og der er noget i den, som er beslegtet med hans egen.
Så interesserer han sig for modsætningen, for gamle fredelige familiesæder, for borgerligheden i dens bedste skikkelse, bortgjemt og rolig. Han kjender fra de kredse, hvorfra han selv er udgået, mennesker med gammel nedarvet dannelse, de er ofte intellektuelt sterkt begrænsede, de har mangengang snurrige traditioner, men de eier dog en takt og en vis noblesse, som i vanskelige tilfælde kan virke endog overraskende. Man erindre således fru v. Eichbaum og hendes søstre i „Ludvigsbakke“, deres forhold til veninden, som bryder ud af det borgerlige selskab.
Herman Bang kjender gode mennesker og fortæller ikke ugjerne om dem, i „Ludvigsbakke“ møder vi flere typer af dem, nogle er gode næsten til overflod, som Ida, andre er gode med et let skjær af komik, nogle gjør i virkeligheden ikke synderlig godt, de duer endog ikke til stort andet end at høste af andres imødekommenhed, men de er så elskværdige, så godmodige, at de blir næsten „gode“ de også, som f. eks. Karl v. Eichbaum. Herman Bang ser og forstår menneskene gjennem sit eget varme hjertelag.
Herman Bangs kunst er impressionistisk således, at den i farver og melodier forsøger at afspejle gjenstandene, gjengi det indtryk, de har gjort på hans øie og øre. Og han opnår ofte at fremkalde et overordentlig melodiøst og farvemættet billede. De fremmede soldaters liv på Thorsholm, de lange ensformige sommerdage, og de sælsomt vakre aftener, da man leirer sig om bålet, — har han gjengit i en række malerier, der er lige livagtige som de er poetiske. Vi har i vor litteratur en digter, som er udpræget impressionist. Det er Jonas Lie. Der er iøinefaldende lighedspunkter. Lige til Lies forkortede sætninger gjenfinder man dem hos Bang: en opvarter „smiler, illustrerende tilstanden,“ „frøken Frederikke, der var stilebog og blæk i ansigtet —“. Men der er dog noget relativt jevnt, episk i den måde, hvorpå indtrykkene, de små malerier, hos Lie afløser hinanden. Herman Bang springer nervøst fra billede til billede. De jager forbi hans og læserens øie. Der er i al hans kunst en stor uro. Hans naturlige tempo er staccato. Han arrangerer et samspil af instrumenter, hvor det ene motiv griber bråt ind i det andet; i en samtale klinger snart den, snart den stemme med fra hver sin kant af værelset, og om forskjellige emner.
Malerisk set er der undertiden noget opstillet i den måde, hvorpå han grupperer gjenstandene i sit billede. Når man skal gi et indtryk af en situation — soldaterne f. eks., der synger en augustnat omkring bålet — så gjælder det selvfølgelig at understrege det karakterfulde, det væsentlige, og det får man ofte frem ved at pege på de modsætninger, som betinger billedets kunstneriske styrke. Men når man merker, at digteren har villet fremtvinge en modsætning, eller i hvert fald fremhæve den skarpere, end den har været i virkeligheden, når han for virkningens skyld har tilvredet sit sujet, — så kan dette kunstgreb forfejle sit mål. Det er det, som af og til hænder Herman Bang. Man kan komme til at si: Nå, det var da en knaldbonbon!
Det er den sceniske kunstner i Herman Bang, som her af og til leder ham for vidt. Man merker formeget hans glæde ved det vellykkede scene-arrangement. Med dette forbehold vil jeg si, at Herman Bangs malende fortællerkunst har særdeles høj rang. Intetsteds føler man vel dette sterkere end i en bog som „Tine“.
Bangs kunst har en sterk lyrisk grundtone. Den dirrer af medfølelse med de mennesker, han skildrer. Der er ægte bevægelse i forfatterens stemme, når han skildrer Tine ved skovriderens dødsleje; de forfærdelige øiblikke, hun gjennemgår, da han, som hun har elsket og git alt, nu da han dør, ikke engang ser hende — han bare husker sin kone og sin lille gut. Det hænder, at en forfatters egen henrevethed kan gjøre læseren kold. Det er ikke hændt Herman Bang i „Tine“. Dertil er skildringen af altfor dyb kunstnerisk sandhed.
Der er hos Herman Bang en stor bevægelighed i stemningslivet, en rigdom af impulser. Det, som gjør ham betydelig, er mere hans følelse end hans tanke, han er betydelig i kraft af sin kvindelige modtagelighed. Så dygtig han er som kritiker, har dette også sin forklaring i hans intense evne til at opfange. Han er — for at belyse hans talent gjennem kontrasten — den rake modsætning til Edvard Brandes, hvis kunst er betinget af en overordentlig fint indrettet hjerne. Begge er lydhøre, men gjennem forskjellige organer.
Et udmerket billede af sig selv gir Herman Bang indirekte i skildringen af sin første mislykkede optræden som instruktør. Det smukke portræt, han der tegner af den gamle teatermand Høedt, fortæller mindst lige meget om Herman Bang selv. Det fortæller først om hans elskværdighed, der er ensbetydende med hans evne til at se og anerkjende alt, hvad der er værdifuldt. Dernæst fortæller det om hans varme følelse for kunsten, hans pietet, — den arbeidsmåde, han beundrer hos Høedt, er senere blit Bangs egen: just denne lidenskab og denne samvittighedsfuldhed udmerker ham selv, når han instruerer. Og over hele skildringen ligger der et strejf af lyst lune, der ikke så sjelden overrasker en hos denne smertelig nervøse og sensible digter.
— I stilistisk henseende, som kunstner, ser jeg i Herman Bang den mest udprægede repræsentant for impressionismen i den danske skjønlitteratur — som menneskeskildrer er han udgået fra realismen, der vurderer den fysiske organisations betydning. Men hvad han studerer og gjengir, er fortrinsvis nervelivet. Det hænger sammen med, at de mennesker, han kjender og skildrer bedst, er kvinder eller mænd af en noget kvindelig type.
Hvis man sammenligner Bang med ældre og yngre samtidige, kunde man si, at hans stil står Drachmanns fyldige rythme og Edvard Brandes’ klare følgerigtighed lige fjernt, den har vel taget visse farveindtryk med fra J. P. Jacobsen, men den er i sin nervøse brudte takt helt hans egen. Den yngre danske litteratur har heller ikke direkte tilknytningspunkter til Bangs fremstillingskunst. Karl Larsen gir hvert individ dets særlige stemmeklang. Gustav Wied søger den enkelte komiske replik, det sjælelige streiflys, den kaster, eller dens dramatiske virkning. Johs. Jørgensen behandler som geistlig dekorationsmaler naturskildringer og stemninger. Johs. V. Jensen fører sin kraftige pensel episk berettende fra det ene skinnende billede til det andet. Herman Bang sætter i sin ordkunst musik til sine nerveindtryk.