Dansk Skuespilkunst. Portrætstudier/3
FRITZ HULTMANN.
redigér
Fremstilleren af Studenterrollerne paa
vort Theater, den Skuespiller, der
friskest og mest karakteristisk har
formaaet at repoducere Typen paa dansk
intelligent Ungdom, saaledes som
Hostrup havde udkastet den, er ikke selv
Student. Ja, hvad mere er, han har slet ikke taget Del
i Studenterlivet herhjemme, hverken i den kammeratlige
Passiar paa Kvistkamrene og paa Knejperne eller i Lørdagssoldene i Studenterforeningen og Punchedrikningen hos de
forskellige Lars Mathiesen'er; paa Regentsen havde han
næppe været, førend dens Beboere fejrede hans
femogtyveaarige Jubilæum som Klint under Provstens Ægide, og
med Hostrup har han kun talt et Par Gange i sit Liv,
tilfældigt og flygtigt. Hans Kunst udsprang ikke sammen
med Hostrups direkte af det Liv, der i Fyrrerne
pulserede herhjemme i den akademiske Ungdom — det nye
Drama forefandt vel enkelte af de sceniske Kræfter, det
havde Brug for: Lieutenant v. Buddinge stod parat til at
trække i Uniformen, og de første Tilskuere af Genboerne
saa' en Smedesvend, som aldrig senere har havt sin Mage,
men Klint var ikke tilstede. Efter en halv Snes Aar var
Hultmanns Talent modnet til denne Rolle paa den Jordbund,
som de Hostrupske Stykker havde skabt. Men som sagt,
han havde ikke studeret Studenterne for at spille den, ikke
anstillet mangeaarige Undersøgelser af disses Manerer og
Væsen, Jargon og Temperament; nej det Klædebon af
Ungdom og Livsglæde, som Hostrup havde kastet over sin
Helt, det passede til en given Tid saa fuldkomment til
Hultmann som Doktorkappen passer Sganarel. Der indeholdes
en Art Kritik over Hostrups dramatiske Karakteristik i
den Omstændighed, at Skuespillerens Personlighed saa let
kunde udfylde hans Studenterskikkelse; det viser ialfald,
at det skarpe Blik, Digteren besad overfor Filistrenes
Individualitet, sløvedes naar han skulde fæstne det paa sine
Yndlinge.
Det var Hultmanns gode Stjærne, der paa et Tidspunkt af hans Skuespillervirksomhed, hvor han paa en vis Maade stod i Brechen, og hvor det for enhver Pris gjaldt om at vinde Terræn, førte ham Klints Rolle i Hænde. Det var umiddelbart efter den minderige Sæson 1855—56, i hvilken de tvende Dioskurer, Wiehe og Høedt, lyste paa Hoftheatrets Himmel, medens Fru Heiberg havde opslaaet sit Paulun indenfor det hellige Iliums Mure paa Kongens Nytorv. Trods alle Angreb holdt Heiberg haardnakket ud, trolig sekunderet af de faa Kampfæller, der vare ham levnede fra Stridens Hede. Imellem dem var Hultmann én af de første og paa ham tyngede de prekære Forhold haardest. Han maatte gøre dobbelt Arbejde i denne Sæson eller rettere maatte fordoble sig selv. Han havde været vellidt af det store Publikum lige siden sin Debut, endog meget yndet i enkelte Roller, men det falder af sig selv, at et markeret Genis som Wiehes og en overlegen Aandfuldhed som Høedts maatte sætte hans fordringsløse Talent i Skygge. Nu faldt Lyset des stærkere paa ham, da han maatte dublere begges Rollefag. Tidligere havde han vel været mere end en utilité, men altid overvejende anden Elsker, nu skulde han pludselig afgive Stof til en grand premier rôle. I denne Sæson 1855—56, hvor han spillede Wiehes Rolle i Abekatten og Høedts i Nej — den sidste til Heibergs udtalte Tilfredshed —, hvor han maatte udføre den unge Sømands store og anstrængende Rolle i Capriciosa mere end en Snes Gange, ligesaa ofte spille Poul Fleming i Elverhøj og desuden optræde som romantisk Elsker i Kongens Læge — i denne Sæson, hvor han baade skulde være her og der, var det forstaaeligt, at Publikum vendte sig lidt uvilligt fra ham. Hultmann var uden Skyld, men man var forvænt med en intensivere erotisk Længsel, med en mere blændende og pikantere Diktion. Goldschmidt f. Eks. skriver om ham at han »spiller Fleming og gør det upaaklageligt, er Elsker omtrent som Jfr. Larcher er Elskerinde, dog med mere Livskraft og Evne til Smil, er en livlig og vakker Københavner som i Nej, men en elskende Riddersmand, i hvis Mund Sproget bliver rytmisk — nu, af den Art er hans Begavelse ikke, derhen fører heller ikke hans højst rosværdige Flid og øjensynlige Kærlighed til Scenen«.
Goldschmidt har Ret i, at Riddersmanden laa Hultmann fjærnt. Hans Ansigtstræk, hans hele Habitus har et altfor moderne og borgerligt Præg, til at han kan frembringe den Illusion om det Middelalderlige, som Elskeren i de romantiske Dramaer kræver.
Da hin Kampens Sæson var endt med, at de Frafaldne, Høedt og Wiehe, med klingrende Spil droge ind i Fæstníngen, saa' det galt ud for Hultmann. Skulde han atter træde tilbage, ikke længer være Nummer Et? Et lykkeligt Tilfælde gjorde, at man straks i Sæsonens Begyndelse opførte Genboerne. Hultmann fik endelig Klints Rolle og dermed vandt hans Skuespillervirksomhed sit Relief. Fra den Aften var han en Personlighed som Kunstner. Det var noget, han formaaede, som de andre ikke forstod: eller ikke magtede. Fra nu af drak han af sit eget Glas, hvor lille det end var.
I.
Tilfældet, ikke en ubetvingelig Lyst gjorde Hultmann til Skuespiller. Han gik som ungt Menneske paa Kunstakademiets Modelskole, ernærede sig møjsommeligt som Tegner og Litograf og tænkte aldrig paa Scenen. En Dag fandtes der imidlertid et Avertissement i Avisen om, at det kgl. Theater havde Brug for Folk med Tenorstemme, og da han paa Akademiet, naar der blev sunget en Vise, ofte havde vakt de Andres Opmærksomhed ved sin høje og smukke Stemme, bevægede hans Kammerater ham til at prøve Lykken og melde sig hos Bestyrelsen. Hvad der intet Under var, men hvad der overraskede Hultmann selv overordentlig: den unge smukke Fyr, hvem Naturen havde skænket saa prægtig en Stemme, sikrede man sig straks. Og saaledes, man kan ikke sige, gik Hultmann til Theatret, men faldt han pludselig ned mellem Kulisseme. Han havde ikke som saa mange andre næret sygelige Ungdomsdrømme om sceniske Lavrbærkranse, han havde ikke tvivlende prøvet og vejet sig selv, om han nu virkelig duede dertil, om hans Ydre svarede til det Indre, om han skulde kæmpe, om han vilde sejre — nej han kom ganske aaben og frejdig, som den lystige Svend, for hvem Bordet straks dækker sig, og man modtog ham øjeblikkelig med Kyshaand.
Sangtimerne begyndte. Dog, hans Stemme var kun blevet skolet et Aars Tid — saa pludselig forsvandt den. Den vordende Tenorist og Sanger blev hæs; Stemmen gik paany i Overgang for langsomt at omforme sig til den høje, klangfulde Baryton, der blev Hultmann saa uskaterlig i hans Lystspilroller. Men foreløbig var hans Fremtid som Sanger højst usikker og hans Skæbne afhang af hans dramatiske Begavelse.
Den Undervisning, han havde faaet i Skuespilkunst, var imidlertid ikke stort bevendt. Hans Instruktør var Stage, Datidens Bonvivant og elegante Elsker, der som Skuespiller allerede var paa Retur. Man kunde tro i dette Valg at se en klog Forudseenhed, der bestod i at give Hultmann den Kunstner til Lærer, hvis Arvetager han skulde blive, hvis man ikke vidste, at Stage slet ingenting bestilte ved sine Elever, kun hævede sin Instruktørgage regelmæssigt, men aldeles ikke havde Forstand paa Kunstens Teori. Hvad tror man vel det var for en Rolle, Stage tog sig paa at gennemgaa med den fremtidige Vaudevilleelsker. Det var Olaf Trygvason i Hakon Jarl, og hvorfor? Fordi Stage mente, at han selv ekcellerede i dens deklamatoriske Patos, og ansaa den for skikket til Øvelsesstykke for enhver Begynder uden Personsanseelse, saameget mere som sjældent Nogen kom udover den til andre Opgaver. For Hultmanns særegne Individualitet havde Stage intet Blik, og heller ikke nogen anden indenfor Theatrets Mure synes i denne vor Scenes Glansperiode at have anet, ad hvilken Vej den unge Mand skulde ledes.
Hjælpen kom udenfra, og atter var det Hultmanns gode Lykke, der med et Ryk rev ham ud fra Elevernes og Debutanternes trøstesløse Skyggeeksistens og bragte ham frem i det forløsende Lys foran Lamperækken.
Arnesen var bleven opmærksom paa ham i de Smaaroller, han havde udført (de findes ikke i Overskous Theaterhistorie), og havde overtydet sig om, at det var Manden, for hvilken han netop havde Brug. Han gik da til Hultmann og foreslog ham at indstudere en Rolle med ham, i hvilken han kunde komme til ordentlig at debutere. Det forstaar sig, at Hultmann heller end gærne samtykkede. Rollen var Smith i Et Rejseeventyr, som efter at være opført ved en Sommerforestilling nu skulde indlemmes i det kongelige Theaters Repertoire, men med forandret Rollebesætning.
Hermed hang det saaledes sammen. Phister havde dengang været den unge Mand og Foersom Kammerraaden, men denne sidste havde taget Rollen med en saa fortvivlende drævende Langsomhed, at han fuldkommen slog Stykket ihjel dermed. Nu vilde Phister spille Kammerraaden, til hvem han havde en original Figur fuldfærdig i Hovedet, og Arnesen søgte med en omsigtsfuld Generals Personalkundskab Hultmann ud til sin godmodige og gemytlige Galning, med hvis Karakter hans egen havde saa mange Berøringspunkter. Han var da ogsaa en god Lærer, og Resultatet af de Tvendes Bestraebelser og Studier blev et fuldstændigt succès baade for Stykket og Debutanten, da Hultmann den 22de April 1843, 23 Aar gammel, debuterede som Smith. Phister havde været ubetalelig morsom som den lille jappegale Kammerraad, der svippede op og ned ad Trapperne i de blanke Wellingtonstøvler — han havde valgt sig lige det modsatte Spil af Foersoms; men Hultmann var dog Aftenens Helt, der tog Tilskuerne med Storm. Skønt det som bekendt er en hæslig Vane at kysse Pigerne, og skønt Hr. Smith ikke har meget andet at bestille i Stykket, saa glemte man dog Rollens Tomhed over den Ungdom og Poesi, der lyste ud af hans klare Øjne og halvt skælmske halvt ømme Smil. Publikum kunde have udraabt til ham med Hakon Jarl:
Jeg lider Dig fast som Du var en Kvinde,
saaledes erobrede han Hjærterne.
Indtagende uden at være sødlig, munter uden at være affekteret, undertiden ellevild og dog aldrig støjende, undertiden hjærtelig men undgaaende ethvert Skær af Sentimentalitet — saaledes smilte og lo og sang Hultmann sig ind i Publikums Gunst.
Han havde vundet sig en Position, nu gjaldt det at befæste og udvide den. Dette faldt ham i Begyndelsen vanskeligt. Han havde kun faa Strænge paa sin Bue, han kunde ikke omforme hverken sin Stemme eller sin Person, hans Talent var begrænset til Elskerfaget og selv der atter til de muntre Elskere. Karakterroller, markerte eller komiske Roller var der jo desuden Kræfter nok til ved Theatret. Da han langt senere fik Opgaver i denne Retning; mærkedes det hvor lidt hans Begavelse var bleven skolet, hvor lidt prøvet og strakt paa Øvelsens Prokrustesseng.
Han fik da ogsaa kun faa Roller af nogen Betydning i de første Aar efter sin Debut. Han vegeterede i nogen Tid, indtil hans Kunst skød Blomst.
I Virkeligheden passer et saadant Billede, hentet fra Planteverdenen, fuldkommen paa Hultmanns Talent. Ved et Tilfælde var det blevet plantet i Theatrets Jordbund. Ingen Gartner havde hæget om det med daglig Omhu og fremelsket det efter en bestemt Plan, pludselig havde det sat Knop. Medens det nu spirede langsomt, hentede det sin Næring fra meget forskellige Elementer.
Jeg kan kun flygtigt berøre en i sig selv betydelig Faktor for Hultmanns Talent. Den Skuespiller, der senere saa dygtigt gengav den lette Selskabstone, har naturligvis uddannet sig efter bestemte Forbilleder. Den flinke Kunstner med det klædelige Væsen var en velsét og hyppig Gæst i en af de mest intelligente Selskabskredse, som Datidens København havde at opvise, Den var Samlingspladsen for en Skare af elegante unge Mænd og vittige Hoveder, som hverken diskuterede filosofisk eller debatterede politisk, men som agtede den Kunst at samtale og dyrkede den med Talent. Herhen søgte Hultmann efter Theatret og sad der Aften efter Aften, ikke saameget førende eller deltagende i Samtalen, som derimod opmærksomt lyttende efter baade dens Indhold, Tone og Form. Hans Sans for den urbane Tale og afrundede Diktion uddannedes her og jeg er vis paa, at hans hele Holdning paa Scenen er den, som yndes og efterstræbes i det finere københavnske Bourgeoisi. Hultmanns Elegance er aldrig strandet paa det Balletmæssige, hans harmoniske Bevægelser have undgaaet de runde Armes og de sammenslaaede Hæles pretentiøse Gratie, som altid klæbte ved selv Phisters Elegance, men paa den anden Side maa det indrømmes, at han heller ikke hævede sig til den Adel og Værdighed i Væsen, som fornem Fødsel eller stor Begavelse eller en mægtig Karakter kan forlene med. Hvad han besad, var hverken mer eller mindre end Selskabsmandens Pli. Utvungenhed, Sikkerhed, Venlighed uden Familiaritet, Tilbageholdenhed uden fremtrædende Selvfølelse, en maaske lidt for beleven Høflighed — saadant blev Hultmanns Væsen paa Scenen, og med et saadant Væsen behager man Kvinder, om man end ikke erobrer dem, og gør sig alle Mænd til gode Bekendte, nogle til Venner, ingen til Fjender.
Dog, Selskabslivet dannede fornemlig Hultmanns ydre Væsen paa Scenen; derimod udvikledes hans unge Intelligens, vaktes og tilfredsstilledes paa éngang hans kunstneriske Sans ikke ude i det virkelige Liv, men derimod paa et Forum for Illusion, for Drømme og Længsler: paa Tilskuerpladsen i det kongelige Theater. Hver Aften han ikke spillede var han en sikker Mand paa Pletten, var han Publikum. Det er nu en Egenskab, som er meget faa Kunstnere givet, den at kunne gøre sig til Publikum overfor Kammerater. At gøre sig til Kritiker er mindre vanskeligt, men ganske umiddelbart at give sig hen i de andres Kunst, uden Bagtanke eller Misundelse, uden Bedre-Viden eller Overlegenhed at stille sig beundrende, henreven og glad mellem den store skuelystne Mængde — det hører der et saa elskværdigt Naturel som Hultmanns til. Jeg tror saaledes ikke, at han direkte lærte af hvad han saa'; jeg mener dermed, at han ikke med bevidst Kritik gjorde sig Rede for det Sande eller Falske i Spillet, for det Originale eller Imiterede, og saa derefter dannede sig en kunstnerisk Teori, efter hvilken han udformede sit Spil og sine sceniske Figurer. En bekendt Theateranekdote fortæller om, hvorledes den store Skuespiller Schröder som ung var meget utilbøjelig til at se det Dygtige i Eckhofs Præstationer og derimod yderst ivrig efter at opdage det Forældede, hvorfor han en Tidlang af Drilleri forfulgte den Gamle Forestilling efter Forestilling med Blyant og Noterebog, i hvilken han optegnede de formentlige Fejl. Et Recensenthværv af den Natur vilde Hultmann have gyst tilbage for. Nej, han inddrak, indsugede i sig hele den rige Fylde af Skønhedsindtryk, som Scenen udfoldede for den begejstrede Adept.
I hans Læreaar, der gaa hen til Slutningen af Fyrrerne, blomstrede jo i Virkeligheden vor sceniske Kunst med en Herlighed, som man nu knap forstaar. Repertoiret var kun saa som saa: Ryge var lige død og Tragedien tildels med ham, det indenlandske Drama repræsenteredes egentlig kun af Hertz men rigtignok med Arbejder som Ninon, og af fremmed Komedie sad Scribes Konversationsstykker paa Højsædet. Men hvad gjorde det om man spillede daarlige Stykker, naar de bleve udførte som de blev. Vor æstetiske Periode endte herhjemme ligesom med en glimrende Fyrværkerisol af scenisk Kunst. Fru Nielsens danske Kvindelighed lyste med et blidt og indtagende Skær, Fru Heibergs jødisk-kosmopolitiske Brillant blændede med et Skin af tusinde Facetter, den unge Wiehe udsendte fortærende Ildstrømme af erotisk Inderlighed, Rosenkildes humoristiske Spøg steg op i glade Sværmere, Phisters Vid og Intelligens udfoldede sig i funklende Latterkaskader — man nødes til at udbryde med Hugo: j'en passe, et des meilleurs! Men hvilken Kunstnersjæl kunde komme i Berøring med saamange Thalias Udvalgte uden selv at føle sig kaldet, uden i sig at fornemme en Gnist af den hellige Ild? Et saa bevægeligt og modtageligt Gemyt som Hultmanns, der kun levede og aandede for at blive regnet med som fuldgod til Scenens Adelsstand, optog Alt i sig, ønskede sig en Polyps tusinde Arme for at fange og nyde desmere. Saa tog han da fra den ene lidt Lyrik og Sværmeri, fra den anden Humøret og Skælmeriet, fra den tredje Logiken og Viddet — og alt smeltedes harmonisk sammen med hans egen Personlighed. Han sad som en Aladdin i Kunstens underfulde Have og samlede de skønne Frugter, og hans Lykke tilførte ham en Noureddin, der bragte ham til Bevidsthed om, hvorledes Frugterne skulde vurderes som kostbare, uforgængelige Ædelstene, og der ingenlunde, som den rigtige Noureddin, vilde tilegne sig dem selv.
Hultmann var hverken kritisk eller selvreflekteret anlagt; hans gode Lykke viste sig da ogsaa deri, at han i Arnesen besad en Ven, der var hans Suplement som Kritiker og som skaanselløst bedømte og irettesatte ham, forfulgte ham som Schröder forfulgte Eckhof for at notere Fejlene. I mange Aar stod han hjælpsomt ved hans Side.
II.
Arnesen hørte til det Slags Mennesker, om hvilke Folkesproget meget betegnende paastaar, at de ere bidte af en gal Skuespiller. Det er Folk med en ulykkelig Kærlighed til Theatret, som ikke afskrækkes fra at forny deres Frieri til Thalia, hvor ofte de saa end erholde Kurven. Arnesen havde de fleste af Typens Egenskaber. Han spillede fortræffeligt Privatkomedie og høstede mange Triumfer ved Studenterforestillingerne — hans Adolf i Adolf og Henriette skal have været et lille Mesterværk; han skrev en hel Del Stykker og bearbejdede og oversatte endnu flere — de originale duede ikke meget; hvad der lykkedes bedst for ham, var vel hans Part i Capriciosa; han gav sig ikke lidt af med Theaterkritik, og man vil i hans Artikler finde om end ikke fine æstetiske Bedømmelser af de omhandlede Skuespil, saa dog mange gode og skarpe Udtalelser om Skuespillerne. Han havde allehaande Planer om Theatrets Administration, om Feu'en — til hvis Indførelse han som bekendt gav Stødet ved de i Fædrelandet under Mærket C. F. (Capriciosas Forfatter) offentliggjorde Artikler — og i Særdeleshed var han uudtømmelig, naar Talen kom paa Iscenesættelsen, paa Prøvernes Ordning, Førelse, kortsagt paa hele en Theaterbestyrelses dramaturgiske Hverv. Han repræsenterede dengang herhjemme de franske Teorier paa dette Punkt, dem, som enhver Theaterelsker endnu den Dag idag maatte ønske virkeliggjorte. Han kom ikke selv til at føre dem ud i Praksis, skønt han engang stod paa Nippet dertil eller rettere besad visse Muligheder derfor. Det var dengang Heiberg, udnævnt til Theaterchef, ønskede at knytte Arnesen som Medhjælp til sig og i den Hensigt fik ham overdraget en Post som Komiteret. Men tre Uger efter at Sæsonen var begyndt, havde Arnesen allerede faaet nok af dette sit Embede og gik tilbage til sin Kontorchefstol i Finansministeriet.
Der findes i Overskous Den kgl. danske Skueplads' Historie en Fremstilling af Arnesens Fremgangsmaade, der, hvor stærk Farve Overskou end har paasat for at sværte sin tidligere Ven og Medarbejder, dog er let gennemskuelig for en blot nogenlunde betænksom Læser. Overskou, der gløder af Iver for blot at fremstille Heiberg i det gunstigste Lys og prise hans Fortjenester, haaner først Arnesen, fordi han ved »Morgenkaffen hos Mini« udtalte sig med saa stor »Suffisance« om Theatervæsenet, at man skulde tro, en Direktør blot behøvede at tage ham med paa Raad, for at alt skulde blive godt. Dernæst skriver han saaledes: »Hans Begærlighed efter i Gerning at vise det havde gjort ham meget beredvillig til at modtage den ham tilbudte Post som Komiteret; men da Heiberg selv udkastede Repertoiret, besatte Roller og varetog Ledningen i alle Retninger, syntes der ikke for Arnesen at skulle blive Lejlighed til at gøre sig gældende.«
Man standser forbavset ved Læsningen. Kan noget være urimeligere end Heibergs Opførsel, at anmode om at faa en Raadgiver og ansvarhavende Minister under sig og saa handle fuldkommen paa egen Haand og for egen Regning uden Hensyn til denne? Dog, Overskou ser tydeligt nok Sagen kun fra en Partimands Side og gør sig lystig over den meget ubehagelige Position, i hvilken Arnesen herved stededes. Denne lidet dulgte Spot træder endnu bestemtere frem, naar han fortæller: »For dog at have noget at gøre, tiltog han sig fra sin Tiltrædelse at forfatte og under sit Navn udstede Prøvesedlerne, hvad der allerede førend Sæsonens Aabning forvoldte endel Kvakleri, da han hensynsløst ansatte Prøver, hvortil de Rollehavende ikke fandt sig tilbørligt forberedte .... og han først efter lange Kævlerier vranten lod sig bevæge til at forandre sine Dispositioner.«
Man tænke sig, hvilken Anmasselse! Altsaa, da Heiberg slet ikke, hverken til Repertoire eller Rollefordeling eller Administration vilde have noget med ham at skaffe, tiltog Arnesen sig den Frihed under Navn at ansætte, paa hvilke Dage og til hvilket Klokkeslet der skulde holdes Prøver, det vil sige, at forrette simpel Regissørtjeneste. Ja, hvis hans Ansættelse da ikke blot skulde være et tomt Ord, saa maatte han dog i det Mindste have saa megen Myndighed, og hvis han da i det Hele skulde komme nogen Vej med et saa uregerligt Folkeíærd som Theatermennesker, saa var han vist nødt til ikke »at forandre sine Dispositioner«, fordi der gjordes Indsigelse imod dem. Men for Overskou er Sligt Tegn paa Vrantenhed. For Læseren af hans Bog, der véd, hvorledes han ellers ynder at tale om Koterier, saasnart Skuespillerne gøre Indsigelse mod Chefen, er det højst snurrigt, naar han dernæst tilføjer: »Ved Lempe fra Personalets Side var imidlertid et alvorligt Sammenstød undgaaet indtil den 17de September«, med andre Ord Arnesens Ordrer vare, som det hørte sig til, blevne efterkomne. Nu hænder den skrækkelige Begivenhed: en Skuespiller mener, at han er overlæsset med Arbejde og anmoder om at faa en Prøve forandret; Arnesen svarer, hvis hans Ord ellers ere paalideligt refererede, at det skal være forbi med den gamle Slendrian, og at han maa gaa til Direktøren med den Slags Indvendinger. Denne delvise Opfordring følger Skuespilleren, og Heiberg, mirabile dictu, »finder Anmodningen velbegrundet« og beordrer Oplæsning og Prøve udsat. Arnesen tog umiddelbart derefter sin Afsked.
Det er muligt, at Skuespilleren dengang havde Ret — efter Overskous partiske Fremstilling kan man hverken paastaa eller benegte det —, vist er det, at Heiberg næppe burde handle, som han gjorde. Det er dog indlysende, at skulde Arnesen komme i nogen Anseelse hos Personalet, saa maatte Chefen paa ingen Maade underkende hans Domme og især da ikke ved det første »Sammenstød« lade ham i Stikken, ja indirekte tildele ham en Irettesættelse. Dog, Sagen havde en dybere Grund end det ser ud til hos Overskou, og det er ogsaa derfor, at jeg har opholdt mig ved den, og ikke blot for at have den tarvelige Fornøjelse at eftervise den Overskouske Theaterhistories Forvanskninger, skønt det er pinligt nok, hvergang man vil benytte denne Bog, der som Dokumentsamling er saa uundværlig, at maatte arbejde Sandheden frem fra tykke Lag af æstetiske Fadæser og historiske Unøjagtigheder. Der er al mulig Grund til at berigtige, hvor man er istand dertil, og derved gøre Bogens Brug sikrere for andre.
At Arnesen saaledes trak Foden bort, næppe han havde faaet den inden for Theaterdøren, kan daarligt forsvares, men laa i hans hele Karakter. Han var et hurtigt Hovede, et lyst Hoved med mange Ideer og Indfald, men til hans fortrinlige Evne til at opdage Manglerne ved en Ting svarede ikke en dansk Udholdenhed til sejgt og trægt, i Aarevis, at afbøde, hjælpe, omordne. Der var noget fransk ved hans Temperament, ligesom hans hele Aandsretning og æstetiske Sysselsættelser pegede hen mod Frankrig. Han var af Natur, hvad man dér kalder en boulevardier, for hvem Minis Kafé daarligt erstattede Boulevardkaféerne, og som med Vold og Magt i en Fart vilde forandre vor skikkelige Skueplads til et Théâtre-Français, eller ialtfald et Gymnase. Han var, om man vil, en finere, intelligentere Chiewitz. Derfor var det, da han kom op til Bygningen paa Kongens Nytorv med sine revolutionære Ideer, intet Under, at det gik som det gik. Han kunde ikke vide, at Heiberg, fra det Øjeblik af, han kom til Roret, helt vilde forandres, og blive ligesaa stiv og konservativ, som han før havde været kritisk og reformvenlig. Det, som Arnesen allerførst vilde omkalfatre, det var Prøverne; hele det gamle System med de faa Prøver og den tarvelige Indstudering skulde fjærnes og det franske System indføres. Naturligvis stødte han straks paa Skuespillernes begejstringsløse Inerti, og da han ikke troede sig istand til at overvinde den »gamle Slendrian«, støttet som den var af Heibergs fornemme Slaphed, gav hans lette Natur helt efter, og han flygtede bort.
Men, som sagt, disse Forhold have den dybere Betydning, at de ligesom danne Forspillet til det ulige interessantere Drama, der foregaar inden for Theatermurene nogle Aar senere: Striden mellem Heiberg og Høedt. Det var begge Gange det Gamle og det Ny, der mødtes, og det var begge Gange, desværre, det Gamle, der sejrede; det var de samme Principer, der i Høedt fik en af Naturen saa langt bedre udrustet Stridsmand, at han fuldkommen kunde maale sig med sin Modstander inden for det omkæmpede Terræn, medens Arnesens Ulykke var, at han med al sin Lyst og brændende Interesse aldrig drev det til at præstere noget Ægte indenfor det Dramaturgiskes Omraade, fordi noget Overfladisk, noget Usammenhængende i hans Natur splittede ham, bragte ham til hyppigt at skifte Maal og sjældent til at naa det éngang satte.
Jeg tror da heller ikke, at hans dramaturgiske Principer vare gennemførte paa alle Punkter, ja næppe nok, at han selv vilde have kunnet gennemføre dem. De gik fornemligst ud paa et naturligere Spil. Ikke saaledes, at han for enhver Pris vilde udrydde alt det Konventionelle i den sceniske Kunst, — han nærede næppe synderlig Interesse for det Patetiske og Fremstillingen af Tragedien —, men han, Scribes Oversætter, trængte paa for at faa det langsomme Replikskifte i Lystspillet forvandlet til en virkelig Konversation. Konversation var jo i det Hele Stikordet paa den Tid; det var paa Konversationen, man gjorde jagt i det selskabelige Liv, det var den, man vilde høre mønsterværdigt fremstillet paa Scenen. Arnesen, som selv kunde være saa glimrende i Samtale, tragtede efter at virke stimulerende paa Skuespillernes Dialog, der gik i mageligt Trav Side om Side istedenfor at ride Væddeløb. Og den Hurtighed og Gaaen-ind-i-hinanden, han ønskede i Talen, indsaa han ogsaa førte til livligere og naturligere Bevægelser, i det Hele til et friere Væsen paa Scenen. Han samler saaledes sin hele Teori i følgende Passus:
»Der er hos os en Rest af en gammel Skole — jeg skulde tage meget fejl, om det ikke er Rahbek, der har grundet den —, fra hvis Læreregler Flertallet af vore Skuespillere ikke have Mod eller Indsigt nok til at løsrive sig, en Skole, hvis Elever saa at sige ere udelukkede fra Konversationsstykkerne, en Skole, i hvilken man har lært saaledes at spille Komedie, at man ikke mere kan lade være at spille Komedie. Det er deri, de Franskes Uopnaaelighed i Lystspillet bestaar, at de ikke spille Komedie. Men det er ogsaa den samme forældede Skole, der gaar igennem vor umaadelige Langsomhed og vor distinkte Udtale af de mest almindelige Konversations-Fraser; det er denne Skole, man genkender i vore Skuespilleres Stillinger paa Scenen, at de næsten aldrig vove at sige et Ord, førend de ere komne lige ned til Suflørkassen, at de tro, at de bestandig skulle staa med de tre Fjerdedele af deres Person vendte imod Publikum, at de skulle pointere ethvert Ord, hvori der ligger en Hentydning eller en Vittighed, at de — for at bruge et trivielt Udtryk — skulle give Publikum alting ind med Skeer.«
Det er over tredive Aar siden, disse Ord bleve skrevne. Hvor maa de ikke have truffet det Rette dengang, naar der endnu den Dag i Dag findes saamange Elever af hin Skole, Arnesen betegnede som forældet.
Saadan var altsaa den Mand, hvis Venskab og Undervisning var Hultmann sikret fra den Tid af, at hans unge Talent havde baaret Arnesens lille Stykke uskadt gennem den første Forestillings Farer. Og Elev og Lærer passede fortrinligt til hinanden. Hultmann blev Arnesens levendegjorte Doktrin. Igennem Skuespillerens rene og smagfulde Diktion hører man hin Fordring til den lette Konversationstone; og Hultmanns hele Selskabelighed paa Scenen er Tidens Fordring til den dannede unge Mand, sat i System efter Arnesensk Mønster. Og denne holdt sin Elev strængt til Bogen. Kun gennem meget omhyggelige Studier var det lykkedes Hultmann at naa det Trin i Kunsten, han indtog. Man tror saa let om en Skuespiller af hans Art, at han, overladende sig til sit Naturel, spiller løs paa en Slags Inspiration. Det har nu i det Hele ikke meget paa sig med denne Inspiration, hvormed man mener, Naturens Skødebørn kunne lade sig nøje. Der gives enkelte Kunstnere, som kun det fyldte Hus sætter ret i Aande, og der er næsten ingen, der undgaar Forestillingsaftenens nervøse Spænding; dog de Dygtigere bruge kun denne Spænding som en Drivfjeder og Spore, der yder dem en Kraft, uden hvilken de næppe udholdt Spillets store fysiske Anstrængelser. Faa have imidlertid været flittigere end Hultmann. Enhver Rolle, selv om den var nok saa ubetydelig og slet intet andet indeholdt end hvad han hundrede Gange før havde bragt paa Scenen, blev gjort til Genstand for en minutiøs Undersøgelse og Indpræntning. Paa den Maade erstattede han saa at sige Theatrets mangelfulde Indstudering, thi naar andre Skuespillere kom uforberedte til Prøven og med Bogen i Haanden maatte hjælpe sig gennem Rollen for saa paa Forestillingsaftenen at forlade sig paa Suflørens inspirerende Aand, var Hultmann istand til kun at anvende Prøverne til den sceniske Figurs Opbygning og den finere Udarbejdning af Stoffet, som han medbragte fuldfærdig hjemmefra.
Arnesens Undervisning var iøvrigt rig paa praktiske Vink. Saaledes gav han Hultmann det gode Raad altid ved et Stykkes Begyndelse at hæve Stemmen en halv Gang saa stærkt som ellers, og den Erfaring, som vi alle have høstet med Hensyn til Uroen i Theatret ved Tæppets Opgang, ved hvilken ofte Halvdelen af en Akt kan gaa tabt, gør det ønskeligt, at denne Praksis blev almindelig indført. Jeg kan tilføje, at den største nulevende tyske Dramaturg Heinrich Laube har fastslaaet det som Regel, at et Stykkes Eksposition altid spilles i et langsommere Tempo end dets øvrige Dele, saa at han endog her opgiver enhver finere Nuance for blot uudslettelig at indpræge Tilskuerne Dramaets Basis og Indhold.
Gennem saadan et enkelt Træk faar man et Indtryk af, hvor frugtbringende Arnesens Omgang kunde være. Han var iøvrigt en stræng Kritiker, hvis Rue var yderst knap. Udtalte han saa engang imellem sin Tilfredshed, var hans Anerkendelse ogsaa en langt større Opmuntring end Tilskuernes Bifaldsklap, der ofte snarere gjaldt Personen end Kunstneren.
Til Paavirkningen fra Selskabslivet som et Centrum for Dannelsens indre og ydre Former kom saaledes dels Theatrets almindelige artistiske Indflydelse dels Arnesens speciellere baade teoretiske og praktiske Dramaturgi. Omtrent ved Aaret Halvtreds var da Hultmann moden og kunstnerisk bevidst, Herre over alle sine Midler.
III.
Lad os nu se, hvilke Opgaver der havde været ham stillede under hans Læreaar, af saadanne, der tælle i hans Kunstnervirksomhed. Jeg forbigaar Operaroller, som Juliano i Den sorte Domino, fordi han netop her kun fremstillede det Elegante i den ydre Form, i Bukket, Hilsenen, Manererne. I sine sidste Theateraar har Hultmann i en iøvrigt højst forskellig Rolle vist den samme Evne, til ligesom at lade et Menneske gaa helt op i den Idræt at være en sort Kjole, nemlig som Konsul Lind i Falliten, hvor man uvilkaarligt kom til at tænke paa H. C. Andersens Skygge, naar man saa' denne fine Skikkelse sno sig imellem Middagsselskabets Gæster. Det var Rigdommen, inkarneret i de elegante Manerer, ligesom Juliano havde været Fornemheden udtrykt ved det aristokratiske Væsen.
Men det er de unge Roller, Elskerne fra den Tid, vi ville dvæle ved. Det er i 1846, at han faar sin første Hostrupske Rolle, den lidt flove Hellebæk i Intrigerne, derpaa følger 1847 Basalt i Genboerne, tidligere spillet af Holst, dengang Michael Wiehe var Klint, og i 1848 Herløv i Eventyr paa Fodrejsen og Halling i En Spurv i Tranedans. I 1849 forsøgte han sig i den Oehlenschlägerske Tragedie som Oluf i Dronning Margrethe.
Han spillede den stakkels Prætendent endnu mange Aar senere, forinden Vilhelm Wiehe efter sin Ansættelse ved det kgl. Theater lagde Beslag paa den som en Rolle, med hvilken han i Norge havde høstet mange Triumfer. Det Modsatte havde maaske været Tilfældet med Hultmann; alligevel stod han efter min Mening langt højere som den forelskede, viljeløse Ungersvend end Wiehe. Ingen af dem forsøgte at give en historisk Figur, ingen af dem tænkte paa at vise os Bastarden i Oluf gennem Eiendommeligheder, der kunde minde os om hans paa engang jævne og dog kongelige Herkomst. Begge spilte paa den egne Person. Men Hultmann havde den store Fordel overfor Wiehe, at det stod i hans Magt at fremstille Olufs Naivetet, medens den anden maatte lægge hele Vægten paa hans lyriske Erotik. Den Naivetet, Hultmann fandt Udtryk for her som andetsteds, var Lykkens. Hans Smil var et Menneskes, som tror godt om Folk, som mener, at alle vil ham det vel, som ikke vil lade sig bilde ind, at den overvejende Del af Menneskeheden er Folk, man af forskellige Grunde kan vente sig alting af — fordi ingen har tilføjet ham selv nogen Fortræd eller Krænkelse. Det er muligvis en Lykke at have en saadan godtroende Karakter. det er ialtfald kun Lykken, der giver En den. Denne Tillidsfuldhed omformer sig i det ydre Udtryk let til et Præg af Sanddruhed og Ærlighed, og det var derfor det andet Karaktertræk i Hultmanns Spil som Oluf at man tydeligt fornam, hvorledes det Væv af Løgne og Intriger. hvormed man omgav ham, var ham fremmed og imod. Her nyttede dette Præg i Hultmanns Tale og Væsen ham; det forekommer mig derimod altid at have skadet ham i et Fag, i hvilket han havde talrige Roller at opvise, nemlig de franske Lapse og blaserte Vellystninge.
Hertil kommer jeg senere tilbage; i denne Sammenhæng vil jeg endnu blot berøre, at Hultmann kun en enkelt Gang har faaet Lejlighed til at lægge denne Karakterens Bravhed for Dagen, saaledes at Billedet helt og holdent kom til at bero paa den. Det var i en mindre Rolle som Helmut i En Skavank. Han spillede her en ung Provinsbeboer, der lige ankommen til København er lidt forviltret over Forholdene der, men gaar bus paa med en Uforfærdethed og et Ukendtskab med alle det sociale Livs Kløfter og Skær, som kun den allerbedste provinsielle Samvittighed kan udruste et Menneske med. Det var den pantsatte Bondedreng, gjort elskværdig og brav. Hultmann var prægtig her, saa uforstyrreligt et Naturbarn som man ikke skulde tro, at en indfødt Københavner kunde svinge sig op til. Men denne Rolle havde endnu denne Mærkelighed, at i den forsøgte Hultmann for første og sidste Gang at give Figuren en særegen Karakter gennem en Forandring af sin Stemme. Hans Helmut talte med en let provinsiel Akcent, som jeg næppe tror nogen Sprogforsker vilde anse for en Gengivelse af en bestemt Dialekts Lydnatur, men som, hvad der var Hovedsagen, bibragte Tilskuerne den rette Illusion med Hensyn til den landlige Egn, i hvilken det naive mandlige Gudsord havde set Dagens Lys. Og dette var ogsaa alt, hvad man kunde forlange, saavist som det af alle Kunster især i Skuespilkunsten ikke kommer an paa at fremstille det Sande, men kun det, der forekommer Publikum sandt. Endnu blot dette, at denne Jargon heller ikke beroede paa et Studium af en eller anden dansk Dialekt, men Hultmann var en Dag bleven slaaet af hvor uforligneligt naivt en syngende Tone havde klædt en ung Piges Tale og havde moret sig med at imitere denne. Et tilfældigt Indtryk havde affødt en kunstnerisk Produktion.
Til hin Rolle som Oluf slutter sig de romantiske Elskere: Henri d'Albret i Dronning Marguerites Noveller, (1851) og senere Bertram i Kongens Læge og Poul Fleming i Elverhøj. Af dem var den sidste den bedst lykkede; men man vil nu bestemtere forstaa, at Selskabstonen hos Hultmann ikke slog til overfor en Shakspearsk Erotik og knap nok overfor det tørre Scribeske Skema for en forelsket Ungersvend. Skulde Rollen faa Liv og Varme, maatte Skuespilleren selv besidde en overlegen sjælelig Kraft, som Hultmanns Aandsudvikling ikke havde kunnet forlene ham med.
Men endnu samme Aar, i hvilket han optraadte i Dronning Margrethe, begyndte han at spille de Holbergske Leandere, og under hans lange Kunstnerløbebane er der fra den Tid næsten ikke spillet noget Stykke af Molière eller Holberg, hvor Elskerrollen ikke er tilfaldet ham. Efter min Mening har han staaet overordenlig højt i disse Roller og burde nydt stor Anseelse for sit klassiske Spil, men Publikum har aldrig ejet megen Sans for slige beskedne Fremtoninger og har helt overset ham heri. At jeg vover saa stort et Ord som klassisk om en ellers saa moderne Skuespiller som Hultmann, ligger i, at jeg tror, at baade hans Fortrin og Mangler her ligeligt kom ham tilgode og nødte ham til at holde Figuren indenfor de gamle Digteres strænge Linjer. Han kunde intet selv give til, men burde det heller ikke, og han forstyrrede aldrig det Indtryk, Tilskueren modtog af Tidsaanden og Rollens Psykologi.
I Virkeligheden er jo Leanders sjælelige Indhold meget begrænset. Man mærker bestandig, at han er den vordende Jeronimus. Ogsaa denne har jo slaaet Gækken løs og sprunget godt omkring inden han fik »Ligtornerne« og Konen, som gjorde en brat Ende paa Lystigheden. Men Leander, som er en brav Mands Søn, er selv en god og skikkelig Fyr. Hvor han er mest forfløjen som i Maskeraden er han dog saa fin af Væsen, at han ingenlunde indlader sig med ethvert Fruentimmer, og egentlig kun gaar paa Bal fordi han er plaget af Ungdommens for hidsige Livskraft. Han er hverken en Laps eller en Vellystning. Og hvor er han ikke adstadig og ærbar i Henrik og Pernille og skikkelig i Kilderejsen, og paa samme Maade hos Molière, hvor fornuftig er ikke Clitandre i les femmes savantes og hvor værdig er ikke Valère i Tartuffe. Jeg nævner særlig disse tvende Roller, fordi Hultmann har spillet dem og det saaledes, at hans Fremstilling ganske faldt sammen med Traditionen i Théâtre-Français, saaledes som den blev holdt oppe af Bressant og Delaunay. De havde netop den samme lidenskabsløse men dog faste Maade at fremsige Aleksandrinerne paa i en Smule Pasgængertrav, og dertil megen Personlighed og Anstand.
Hultmann var akkurat saa lystig og bar sig med saa megen rolig Anstand som Rollen fordrede. Der er som bekendt to Gange sket Forsøg paa at bryde Traditionen paa dette Punkt: først da Michael Wiehe gød en napolitansk Maaneskinsnats Sværmeri over Elskeren i De Usynlige, dernæst da Emil Poulsen omskabte Leander i Maskeraden til en drømmende Romeo. Begge Gange lykkedes det at vække Publikums ellers slappe Interesse for den Holbergske Erotik. Og dog, skønt det var interessant, skønt det var aandfuldt, det var ikke det, Holberg havde villet; det var noget andet, der maaske var skønnere og bedre, men ikke det ægte. Hvad gjorde Emil Poulsen som Leander? Han fremstillede den maskeradelystne unge Købmand, der render ud om Natten og sover om Dagen istedetfor at skrive, og der altid er drengeagtig angst for sin Faders Vrede, som en elskovssyg Drømmer. Naar han ved Stykkets Begyndelse kommer ind gabende, har Holbergs Leander Tømmermænd; Poulsens var Heinesk zerrissen. Sandt nok Leander viser sig hæftigt indtaget i Leonora, men derfor er det ikke tilladt at gøre hine Ord, som Poulsen lagde en hel Verden af Følelse i: Kærlighed, Henrik, det er noget, man ikke kan begribe, til de centrale i Rollen; thi Henriks Skrupler over den Kærlighed, som er kommen saa hastig, synes meget ræsonnable for Tilskuerne og den store Elskov ikke meget mere end en almindelig Balforliebelse.
Derfor havde Hultmann Ret i at tage denne og lignende Roller mere konventionelt. Muligt at han var lidt for adstadig og afmaalt, vist er det, at man ikke har Lov til at gøre Holbergs Klassicitet romantisk. Hultmann gav her som altid først det Borgerlige, dernæst den højere Middelstands dannede Væsen og endelig saamegen Ungdom og Lystighed, der lader sig forene med at være gode Forældres lydige og velopdragne Søn og med ikke at ønske nogen højere Lykke end hurtigst muligt at blive gift med Leonora.
Intetsteds var Hultmann ypperligere end som den unge Herremand — det er Leanders Livsstilling — i Henrik og Pernille. Og i denne Rolle findes der ogsaa det bedste Eksempel paa, hvad og hvorledes der bør spilles i Holbergs Dialog. Leander er kommet til Byen for at ægte sin Leonora, men erfarer til sin Forbavselse og Skræk gennem Henriks og Arvs ligelydende Vidnesbyrd, at den unge Dame i hans Fraværelse har indladt sig i det mest vidtgaaende Koketteri med hans egen Tjener. Efterat han først i sin Vrede har villet revse dem begge, betænker han sig og siger som saa:
»Jer skal intet ondt vederfares. Hvad skal jeg tænke? hvad skal jeg sige? hvad skal jeg gøre herved? Er nogen Sorg i Verden saa stor, som kan lignes med min? Er nogen Ulykke mere uformodentlig paakommet et Menneske .. Mit Hjærte er saa omspændt af Sorg og Forbitrelse, min Hjærne saa forvirret, at jeg véd ikke, hvad Resolution jeg skal tage. Jeg vil bryde ind i Huset og opofre den Forræderske ... Nej, hun skal leve, det er hende større Straf, og jeg vil omkomme mig selv, at hun maa leve med des større Skændsel og Foragt« o. s. v.
Tænk, om en Skuespiller virkelig vilde spille, hvad her staar, om han ved Ordenes Betoning, Miner og Bevægelser vilde male et til Døden fortvivlet Menneske, som kun vaklede mellem, om han skulde dræbe sin Elskede eller lægge Haand paa sig selv. Enhver føler det: Sligt vilde føre os milevidt bort fra Holberg; vi har ikke med nogen Othello at gøre; den gamle ærværdige Menuet skal ikke afbrydes med vilde Tigerspring. Ordene her ere rent konventionelle Udtryk for Tanken, Formler, der éngang for alle anvendes naar visse Følelser skulle udtrykkes. Af samme Art er Leonoras Talemaade Mit Hjærte sidder i min Hals, der hverken bør have noget komisk eller særlig patetisk Anstrøg, men kun sige saameget som Nutidens unge Piges jeg er saa rædsom angst. Leanders store Ord ville ligeledes omskrevne ikke klinge stærkt i vore Øren, og derfor havde Hultmann Ret, naar han i denne Monolog rolig gik ned til Lamperækken og med sagte bedrøvet Stemme uden mange Nuancer og Overgange fremsagde Leanders Tirade jævnt og alvorligt.
Ja, hvis Ordet Lidenskab turde anvendes om en eneste af den gamle Komedies Elskerroller, da var Hultmanns Spil ikke paa sin Plads og Wiehe og Emil Poulsen havde ydet mere end geniale Forsøg, nemlig anvist Vejen for en ny Spillemaade. Men det er ikke saa. Drifter og Passioner af en saa alvorlig Art, at de kunde forstyrre den satiriske festivitas, forekomme ikke i Holbergs Konversations- og Intrigestykker. Og netop derfor var Hultmann sikker her. Hvor Følelsen slaar om fra bunden Varme til luende Ild, der hørte hans Kunst op.
Hans hele Udvikling havde ført ham derhen, at han var bleven Indehaver af to store sjælelige Omraader. Han kunde dels tale Hjærtets simple Sprog uden nogensomhelst Forfalskning og dels, ligesom et Trin højere, kunde han lade Hjærtets mest usammensatte Følelser indgaa en tæt Forbindelse med Dannelsens, den københavnske Dannelses Væsen. Han kunde lade Ungdommens glade Sind og ærlige Aabenhed smelte sammen med Selskabets fine Sprog og elegante Manerer, saaledes at disse netop tydede hen paa en ufordærvet Aand. Var han da ikke som skabt til at fremstille den glade og dannede Student?
IV.
Hvormed tilbringer egentlig Hostrups Student sin Tid? Han læser ikke. Kobbersmedemesteren spørger i Genboerne Kontubernalerne, om det er i det Værelse, i hvilket de sidde, at de »lære deres Lektier«. Og Klint svarer: Ja her læse vi; men Hultmann fejede lumskelig til: naar vi læse. Ja, naar! Hverken Basalt eller Klint eller nogen af de andre kender noget til Forelæsninger eller Eksaminer eller Arbejde, Herløv synes endog at have mest Lyst til at smutte fra det Altsammen ved at lade »den Gamle« købe sig en Gaard i Jylland, og i det Højeste faar man en Fornemmelse af, at der venter den alvorligste af dem et eller andet lunt Præstekald, hvortil deres mangehaande Anstrængelser gøre dem særlig værdige og skikkede.
Saaledes ere de da som Liljerne paa Marken og Himmelens Fugle, der hverken saa eller høste eller sanke i Lade, men som dog Forsynet sørger for eller forsørger — med det bevidste Præstekald. Der gives en anden Art af unge Studenter her i Danmark; det er de Stakler som slide sig møjsommeligt frem ved Hjælp af offentlig Understøttelse, de atter og atter maa ansøge om, og fornemligst ved en daglig mange Timers Information, og som rundtomkring i Kvistkamre og Bagbygninger læse sig til den truende og uafviselige Eksamen, ja maaske fordybe sig og søge Glæde i videnskabeligt Studium. Det er ikke dem, som Hostrup skildrer, thi deres Liv gaar hen med Kampen for Tilværelsen, medens Eibæk, Klint og Basalt mene, at de opfylde alle Fordringer, der kan stilles til en brav Student, naar de blot more sig rigtigt himmelgodt. Det bestræbe de sig da for af al Magt og de har to Muligheder dertil: Soldet og Forliebelsen.
Det er Soldet, Hostrup har besunget og idealiseret i de mange fortrinlige Sange, han har strøt rundt omkring i sine Lystspil; det er Soldet i Miniatur, som repræsenteres ved Gildet paa Fortunen i En Spurv i Tranedands eller som danner Baggrunden for Generalforsamlingen i Genboerne. Dengang, da morede man sig i Studenterforeningen, man var politisk liberal, skandinavisk begejstret og opfyldt af en stærk Tro paa Studentens sociale Mission og Betydning. Nu keder man sig i Studenterforeningen — det er en offentlig Hemmelighed — og skønt man vel synger de gamle Drikkeviser og deklamerer de samme Fraser om Studenterne, Ungdommen og Skandinavismen og hele det øvrige Skrammel, er der ikke en Sjæl, der mere tror derpaa, ikke én, som ikke véd, at det at være Student vil sige snarest muligt at skulle have Eksamen og Brødet og at Studenternes Karakter af Stand forlængst er forbi. Dog udtaler man det sjældent ligefrem. Men denne Mangel paa en Tanke, en Idé, en fælles Bestræbelse, der kunde binde de unge Mennesker sammen, gør Foreningen til en Klub eller et Læseselskab af ganske almindelig Art og tager Vejret fra Soldene. Noget saa aandløst som et almindeligt Lørdagssold, saaledes som dets Præg har været i en lang Aarrække, kan den Udenforstaaende aldeles ikke tænke sig. Og ét endnu: Hostrup forsikrer i den berømte Vise, at Studenten »ser ved Lampen Musernes Dans«; det er muligt, at Metaforen undertiden svarer til Realiteten. Vist er det, at Muser og Gratier ikke ville se paa Studenternes Dans, men bange vende sig bort, naar de unge Russer udklædte som Damer svinges rundt og kurtiseres af deres Kammerater. Styggere Syn kan Ens Øje ikke godt hvile paa.
Det er for at man gennem Modsætningen kan forstaa en svunden Tid, at jeg anfører dette. Den Uskyldighed, der sætter Glorie om Hostrups Studenter, turde en nymodens Digter ikke udstyre sine Helte med: en Uerfarenhed lig den ganske unge Piges vilde slet ikke vor Tids unge Mand sætte Pris paa at besidde. Der gives en Mængde forskellige Typer af Studenter, der vente paa, at en Poet skal tage dem paa Kornet, men den naive lystige Fyr er forsvundet fra Virkeligheden for at føre en idealere Tilværelse i Sange, Noveller og Vaudeviller.
Næsten alle Hostrups Studenter ere forelskede og blive sædvanligt forlovede i Stykkets Midte for saa at faa Forældrenes Samtykke i Slutningen. Det er Dramaets regulære Gang hos os, saa deri synes der ikke at ligge noget karakteristisk Træk netop for Studenterne. Men er det ikke mærkværdigt, at Hostrup ikke har forsøgt at give en eneste Afskygning af Kærlighedsfølelsen hos den danske Ungdom undtagen de højst trivielle Nuanceringer mellem den lidt sværmeriske Basalt og den lystige Klint. Kærligheden er for dem begge en let Rus, der hensætter den ene i en melankolsk, den anden i en fornøjet Stemning. Et alvorligt eller følt Ord veksles der ikke mellem de Elskende — Hostrups Undskyldning ligger iøvrigt tildels i, at Damerollerne som bekendt spilledes af Herrer —, førend Digteren skriver Eventyr paa Fodrejsen med direkte Henblik paa det kgl. Theater, og selv dér lider Eibæks Ord ialfald ved Læsningen af en lidt flov Sentimentalitet. Der er ikke Spor af Lidenskab, af Længsler eller Drifter i de tamme, halvteologiske Fraser.
Tag til Modsætning den franske Hostrups, Henri Murgers Skildringer af Bohêmelivet i Paris, læs blot hans fortrinlige Stykke la vie de bohême, som er opført i en fuldkommen forkvaklet Skikkelse paa Kasinotheatret, og føl hvorledes man pludselig springer fra en fantastisk Verden over i Virkeligheden. Rodolphe, Marcel, Schaunard og Coline — Digteren, Maleren, Musikeren og Videnskabsmanden — ere hver for sig klare og gennemsigtige som Typer og individuelle Mennesker. Men naar disse drikke, saa blive de fulde; naar de ingen Penge have, saa gaa de ikke paa Gæsteri i Herregaarde, men arbejde; i deres Værelser veksler derfor larmende Gilder med Kulde og Sult — og naar de elske, saa favne de Væsener af Kød og Blod og ikke abstrakte Fantomer, aldrig nubem pro Junone. Vie de Bohême, der er Ungdomsaarene, saaledes som de gaa hen med Tilintetgørelse af de falske Idealer, indtil Manddommen og Frigjortheden for Illusioner samtidig indtræder; Hostrups Studenterskildringer betegne den Tid, i hvilken man slet ikke studerer, men kun morer sig, i hvilken man er lidt poetisk og noget overmodig, hvor man synes godt om hele Verden og tror den nærer de samme Følelser overfor En og opfyldes af ganske uskyldige og ubestemte Foraarsfølelser og Længsler — for nogle varer denne Stemning Aar igennem, andre fornemme den i en kort Rusperiode, atter andre, og jeg tror næsten de fleste, kommer den kun over flygtig, forbigaaende, en enkelt Dag eller Time.
Den lette Forliebelse, den naive Lystfølelse sammen med Studentens dannede Væsen, alt dette kunde netop Hultmann fremstille. Hans lyse Humør og Glæde over Theatret omformedes til Studentens Glæde over Studenterstandens Herlighed, hans Erotik slog fuldkommen til overfor det lyriske Udbrud, og hans ydre Habitus udsprang netop ligesom Studentens af det højere Bourgeoisi. Hans gode Lykke viser sig i, at han netop fandt disse Opgaver for sig. Hans Studentergalleri var fortrinligt fra først til sidst. Højst sætter jeg Klint i Genboerne; fra det Øjeblik, han kom ind med det smalle, paa éngang fine og godmodige Ansigt og betragtede de to Spidsborgere med sit overlegne Smil, stod Figuren lyslevende for En. Kulden overfor v. Buddinge, Gemytligheden paa Regensen og dernæst den sjælelige Grebethed overfor den evige Jøde afrundede efterhaanden Billedet. »Ja, det er intet Under«, sagde Hultmann engang til En, der roste hans Spil i denne Scene, »at jeg ser betaget ud; paa mig virker Illusionen saa stærkt, at jeg snarere tror, det er Ahasverus end Phister, der staar for mig, og altid har nogen Betænkelighed ved at give ham Haanden«. I Sligt var der en Reminiscens fra den Tid af, da Hultmann var Tilskuer, eller rettere, han kunde i et saadant Øjeblik føle baade som Skuespiller og Tilskuer. I anden Akt udførte han en sand tour de force ved at løbe omkring mellem de Spillende og uden egentlig at have nogetsomhelst at gøre ligesom opfylde Scenen med Klints Aand, alt med en Gratie uden Mage, og endelig kom i tredje Akt hele hans Skælmeri ham tilgode i Dialogen med Basalt, hvor han driller denne med sin mystiske Viden — at se Hultmann med Spølkummen i Haanden og det svinepolidske Træk om Munden siddende paa Bordet med de lange Ben dinglende ned studentikos — det var et Genrebillede, der havde al den Poesi i sig, som de smaa Regensværelser nogenledes kunde rumme.
Men i denne Rolle naaede han ogsaa en Naturlighed, der efter min Mening stillede ham forrest mellem de Spillende. Man følte med et sandt Velbehag hans klare Stemme og ligefremme Betoninger, det var den samme Nydelse, man fornemmer ved brede, fuldttonende Violinstrøg. Ikke én falsk Tone, aldrig en skurrende Mislyd paa Strængen, knap en opløst Disharmoni.
V.
At give et Aperçu over alle de trehundrede Roller, Hultmann har udført, staar ikke i min Magt, og en saadan Nomenklatur vilde desuden næppe friste Læserens Opmærksomhed. Desuden have de fleste af dem været énsartede, Rækker af Lystspilroller saa ubetydelige, at det næppe er værdt at spilde mange Ord paa dem. Enhver véd, hvorledes Hultmann har reproduceret sin lystige Student i talløse Varieteter. Jens Top i Deklarationen var Klint, endnu yngre og barnligere, August i Besøget i København var Herløv en Smule roligere. De Ord, Hostrup lader Klint sige: »Ethvert ungt Menneske betragter jeg som Student, naar han er virkelig ung, ikke blot i Aar, men i Sjæl og Sind«, kunne staa som Motto for de allerfleste af Hultmanns Elskerroller.
Men til de tvende Grupper af Roller, vi nu have betragtet, den gamle Komedies Elskere og Studenterne, kom der endnu en tredje, langt mindre vigtig og fordelagtig for Hultmann, og som egentlig kun fik sin Betydning gennem den Begrænsning, den tydelig satte for hans Kunst. De lystige Ynglinge førte ham nemlig til enkelte Bonvivants, til nogle Marquisroller og derfra igen til enkelte Karakterroller. Møllers Arbejdsrædsel i Ude og Hjemme — som Michael Wiehe havde spillet som den mageligste Dovenskab, og Hultmann gav som den gladeste Livlighed — lykkedes ham endnu, men saasnart Lapseriet fik et Anstrøg af Last som i Marquis'ens Rolle i Kamp og Sejr eller endnu mere, naar det blev til blaseret Epikuræisme som hos Grev Klingsberg i Ringen, eller til Musset'sk Aandrighed som i En Kaprice, da var Hultmann for dansk, for borgerlig, for ærlig. Hans Marquis var elskværdig men uden Spor af en Lovelace, hans Klingsberg manglede den Farquharske Raahed, som ligger lige under Schröders Overmaling, og Grev de Chavigny besad ikke den air hautain, der gør Fru de Léry Sejren vanskelig og Triumfen des større. Paa disse Punkter fattedes der Hultmann Personlighed, og hans Studier af dansk Skuespilkunst havde intet lært ham om Opfattelsen af mandlige Karakterer, hvis Skal og Kærne stod i Strid med hinanden.
Fremmed Skuespilkunst havde ingen Indflydelse øvet paa Hultmann, skønt han paa forskellige Rejser havde besøgt Verdens ypperste Scener Burgtheatret og Théâtre-Français. Han havde ingen Forbilleder hjembragt, kun havde han efter eget Sigende søgt at efterligne Bressant som Marquis'en af Auberive i Giboyers Søn i hvilken Rolle han havde set denne ypperlige Skuespiller i Paris, men jeg skylder Sandheden at tilføje, at næppe nogen af sig selv vilde have opdaget denne Imitation. Hultmanns Ansigt har nogen Lighed med Bressants, det vil sige Overansigtet: den høje Pande, Haarets svage Fald og Næserodens Skarphed, men Underansigtet er helt forskelligt, Bressants Mund er haard, næsten grusom, hans Smil ligesaa blaseret og vellystigt som Hultmanns er ejegodt og hjærtefriskt. Overfor den Verdensmandens Erfaring, der stivner Bressants Træk, lyser Hultmanns Ansigt som et Barns, og netop derfor ere saa mange Karakterroller mislykkede for Hultmann eller have ialtfald faaet en énsidig Fortolkning af ham. Jeg vil ikke videre omtale hans Rizzio i Maria Stuart; hvem kunde ogsaa selv i Drømme falde paa, at Nicolai Rejersens fuldendte Fremstiller skulde have Berøringspunkter med den halvt afsindige Italiener! Nej Hultmann maatte ikke gærne komme længere udenfor København end til Dyrehaven, hvad enten det var de Fattiges eller de Riges. Allerede naar han skulde bevæge sig i parisiske Cirkler, blev Elegancen for bleg og derfor kunde det ikke undre, at Baron Tourbières i Lady Tartuffe manglede den rette Underbund af Desperation og Fordærvethed; kun Overfladen var der: det gode Hoveds Vittigheder fik Fynd og Klem i en kraftfuld, maaske lidt vel bred Behandling. I Aarenes Løb er vort Theatersprog kommet saa langt bort fra Arnesens Principer, at det faldt Hultmann yderst vanskeligt at holde sine Repliker indenfor den naturlige Konversationstone, naar hans Medspillende bestandig foretrak, hvad Diderot kaldte »det tragiske Opstød«.
Det er bekendt at Hultmann i de sidste Sæsoner før han forlod Scenen maatte spille Roller af meget forskellige Fag: elegante værdige Skurke som Joseph Surface, komiske Advokater som Destournelles, bedragne men ædle Ægtemænd som Præsidenten i Ferréol og mange flere, der ere i alle Theatergængeres Erindring. Han var altid her respektabel, men det var dog Nøden ikke Lysten, som gjorde ham til Krybskytte paa fremmede Vildtbaner. Vort æstetiske Publikum tillod ham ikke at være ung længer end Kirkebogen efterviste et dertil passende Aaremaal. Rynkerne fandt ubønhørlige Kritikere, og skønt hans usvækkede Aandskraft endnu var istand til at bære unge Roller over Scenen, satte man Bom og bad ham trine over paa den anden Side af Stregen. Han blev paa éngang fra tyve Aar halvtreds.
I den lille Tale, Hultmann ved sin Afskedsforestilling holdt til Publikum, betonede han, at han trak sig tilbage fra Scenen, fordi hans svækkede Helbred og svigtende Hukommelse gjorde ham det til en bydende Nødvendighed. Han var sig bevidst altid at have næret en ærlig Stræben mod »det Passende og det Skønne«. Og idet han udtalte disse Ord, saa' han saa ærlig og alvorlig ud, at man gærne tilgav ham den nye æstetiske Kategori »det Passende«, som ovenikøbet ikke uheldigt betegnede de honnette og lidt tamme Karakterer, Hultmann plejede at udføre. Han var den Sidste af den gamle Generation fra Glansperioden, den yngste af de gamle. Han fremstillede en svunden Slægt, den danske Ungdom i Liberalismens første Dage, hvis Begejstring, baaret af Drømme og Illusioner, holdt ud ligetil den sidste ulykkelige Krig. Fra den begynder en anden Slægt, som endnu ikke har fundet sin poetiske Beskriver, men som i sig har Elementer af Turgénjews Helte, af Augiers arbejdende unge Mænd og Spielhagens problematiske Naturer. Selv om det danske Drama havde bragt dem frem, vilde Hultmann ikke have magtet at levendegøre dem. Hverken Arbejdsmennesket eller Tvivleren laa indenfor hans Omraade.
Hans Kunst var en af de sidste Levninger fra vor æstetiske Periode. Han repræsenterede et endnu uerstattet Ideal af dansk Ungdom. Med ham forsvandt Studenten fra vor Scene, og hans Ære er det at have fremstillet Livsglæden med en uforfalsket Inderlighed, en Værdighed og Skønhed, der bevirkede, at Studenterne længe have ønsket at være Klint og Herløv netop saaledes som de inkarneredes i Hultmann.