Dansk Skuespilkunst. Portrætstudier/14

by Edvard Brandes

OLAF POULSEN.

aa et hængende Haar var Phisters Arvetager ikke bleven engageret ved det kongelige Theater. Som syttenaarig indstillede Olaf Poulsen sig til Prøve, fandt ikke Naade for deres Øjne, der skulde bedømme ham, og var ligeved at erholde en tjenstlig Underretning herom, da Phister, hvem der var bleven fortalt, at en Aspirant havde indstuderet nogle Holbergske Roller, forlangte at se ham. Der blev da sendt Bud igen efter Poulsen, som ogsaa kom og vilde til at fremvise nogle nye Ting, han havde lært i Mellemtiden, fordi man ikke havde fundet Behag i de første, men Phister bad om Holberg. Saa tog Poulsen igen fat paa Jacob i Erasmus Montanus, og den gamle Kender havde kun set meget Lidt, før han erklærede, at han nok skulde tage sig af Drengen. Han afskedigede øjeblikkeligt den Elev, han var i Færd med at instruere, og skaffede endog Poulsen en ubetydelig Gage. Denne fik Brev paa, at han var ansat med specielt Hensyn til den Holbergske Komedie.

Det havde maaske endda været bedre for Poulsen, om Phister slet ikke var kommet. Han vilde være gaaet til et af vore Sekundtheatre, var i kort Tid blevet dettes første komiske Kraft, havde erholdt dobbelt eller tredobbelt saamange Roller, som i samme Tidsrum ved det kongelige, havde faaet sit Talent prøvet og udtrukket i hver mindste Fold og Kant, og havde maaske betraadt Nationalscenen som fuldmoden Kunstner. Istedenfor har Olaf Poulsen i lang Tid været fordømt til at være en anden endnu levende Kunstners slaviske Kopi, til at være Phister om igen.

Det var i Sandhed en bedrøvelig Beskæftigelse, og det var næsten ikke muligt for ham, hvad han saa gjorde, at behage Publikum. Jeg kom ofte til at tænke paa den melankolske Billedhuggers Replik i Dumas' Diane de Lys, hvor denne forklarer, hvorfor hans Kaldsfæller ere saa ulykkeligt stillede: »Saalænge vi ikke har gjort en Venus, siger man, at vi ingenting kan. Saasnart vi gør en nøgen Kvinde, siger man, at det er en Venus, og naar vi har lavet en Venus, siger man, at Venus fra Milo er bedre«. — Poulsen havde det ikke meget bedre. Hvergang han fik en ny Rolle, var det en af Phisters gamle, naar han spillede den, sagde man, hvor han dog ligner Phister, og naar han var færdig, sagde man, at Phister dog havde været langt morsommere. Det var haarde Konditioner at tjene under for en ung Begynder. Heldigvis havde Poulsen et Humør, som der skulde meget til at ødelægge.

Paa den anden Side skal jeg være den sidste til at nægte den gennemgribende Nytte, som Poulsen har havt af sin Skolegang hos Phister. Den har disciplineret hans Talent, som af Naturen er alt andet end klassisk anlagt. Ved et mindre Theater kunde Poulsen meget let have ofret sin Begavelse for sin store Lyst til at høste Latter og Bifald som øjeblikkelig Løn — han er endnu altfor lidt ufølsom paa dette Punkt. Han kunde i det Hele være kommet til at tage sin Kunst altfor let. Nu har han gennem Phister faaet styrket den Kærlighed til Holberg, som han alt fra Drenge aarene havde besiddet, og lært en Agtelse for Studiet af de klassiske Roller, som kun meget faa ved vort Theater nære i samme Grad. Publikum anerkender ikke tilstrækkeligt, at denne tredveaarige Mand er den eneste ved Scenen, paa hvem Haabet om de Holbergske Traditioners Forplantning i Fremtiden beror. Allerede nu er det saaledes, at hans ældre Kammerater søge til ham om et eller andet Raad, naar der skal indstuderes en Holbergsk Komedie, som har henligget i nogen Tid.

Alt i alt har vel Ondt og Godt opvejet hinanden ved den Opdragelse, Poulsen har nydt som Skuespiller. Phister gav ham det Fundament, paa hvilket han skulde opføre sin kunstneriske Bygning, men Grundlaget var for bredt: det kneb for Poulsens Ungdom og Uerfarenhed at bygge videre derpaa. Andensteds havde han sikkert i en Fart faaet sig tømret sit eget Hus, men saa var det næppe blevet saa solidt. Han er som Kunstner endnu i sin Vorden, det er de næste ti Aar, der ville blive bestemmende for hans Udvikling. Men det er muligt nu at antyde, til hvilket Maal hans Talent bør ledes og hvilke Opgaver der rettest bør forelægges ham.

I.

Fra lille Dreng af har Olaf Poulsen intet andet villet være end Skuespiller. Rimeligvis har han saavelsom Broderen arvet deres Talent fra Faderen, som var en stor Elsker af dramatisk Kunst, og som, naar han havde tilbragt Aftenen i Theatret, ved sin Hjemkomst plejede at foredrage store Scener af hvad han havde set, efterlignende de bekendteste Skuespillere og vovende sig lige dristigt til Tragedien og Komedien. Olaf selv kom som Dreng overordentlig sjældent i det kongelige Theater (han havde siger og skriver været der to Gange inden han aflagde Prøve), men derimod ikke saa sjældent i Folketheatret, hvis lystige Farcer, der dengang spilledes saa genialt af Frederik Madsen, i høj Grad tiltalte Drengens komiske Sans. Og hjemme havde han et fra Broderen arvet Marionettheater, paa hvilket han spillede med langt større Flid end den, han anvendte paa sine Lektier. Da han imidlertid lykkeligt havde faaet den store Præliminæreksamen, mente han, at Tidspunktet var kommet til at indstille sig som Debutant. Emil Poulsen fraraadede ham det stærkt, foreholdt ham en Tid lang, at man kun kunde blive Skuespiller, naar man var Student — hvilket Olaf fandt højst urimeligt — og endte jo iøvrigt med at melde sig selv til Prøve, da Broderens Debut var nær forestaaende, saa at de kom til at optræde sammen første Gang. Det var den 16. April 1867, en for den danske Skuespilkunst betydningsfuld Aften. Olaf Poulsen debuterede som Jacob i Erasmus Montanus.

Det var ikke saa frisk en Fremstilling, som det rimeligvis havde været, da han et Aarstid i Forvejen aflagde Prøve i denne Rolle. Nu var hvert Ord indtærpet, hver Betoning tillært, hver Gestus og Mine indexerceret, paa Kommando. Poulsen spillede som et Uhrværk, der er trukket op og gaar fort med Mekanismens hele Paalidelighed. Phister havde sagt »Le!« og saa lo han, »Løb!« og saa løb han — der var ingen Indvendinger at stille op imod Lærerens Befalinger. Det gjorde et lidt uhyggeligt Indtryk at se Jacob komme styrtende ind for at melde sin Broders Ankomst: der var slet intet ægte Skælmeri bag dette brede Smil, det var kun sagt Eleven, med hvilke Betoninger han skulde være naiv, og saa efterlignede han dem.

Det var ikke mange Roller, Phister havde indstuderet med Poulsen: Jacob, Henrik i Maskeraden og Troels i Barselstuen, men saa var det til Gengæld gjort des grundigere. Phister havde lært ham en overtroisk Respekt for sin egen Guddom. Hvis blot Poulsen forandrede en Tøddel i Teksten, byttede et men eller et og om, fór Læreren op og irettesatte den Skyldige, der havde profaneret det hellige Ord. Det var en Undervisning, som ikke gav Eleven nogen Frihed eller understøttede hans Selvtænkning. Man maa dog ikke undre sig over, at Phister efterhaanden var blevet fast i sin Tro paa, at hans Opfattelse, ikke blot af den hele Karakter, men af selve den enkelte Replik, var den ene rigtige. Han havde jo i Virkeligheden i mange Aar været Selvhersker over den Holbergske Tradition. Han fordrede til Enkeltheder, at Poulsen skulde eftergøre hans rytmiske Diktion, og var lykkelig, naar hans Discipel kopierede ham abeagtigt. Saa udtømte han sig i Lovprisninger over hans Talent.

Og nu vilde Ulykken, at Poulsen ikke var uden Lighed med Phister, og ved den daglige Omgang og evige Kopieren kom til at antage sin Lærers Gang, Holdning og Manerer, selv udenfor Scenen. Ganske ung som han var, lod han sig helt omforme, og troede paa den Maade at være Sejren vis. Men ved Debuten fik han at høre, at han ganske sikkert besad en stor Begavelse for Imitation, men at man ønskede at se hans egen Personlighed bryde frem igennem hans Kunst. Det var nu næsten en for stor Fordring at stille til en Attenaarig.

Den følgende Sæson bragte ham ikke i Forgrunden, Han fik Peter Ravns store Rolle i En Spurv i Tranedans, men var ikke heldig. Spillet var traditionelt, Svendemanererne vare saadanne, som engang ere fastslaaede paa Scenen, Figuren var ikke set, og det var fremfor alt ingen Skræddersvend. Poulsen følte noget af dette selv, han gjorde ved Prøverne et Forsøg paa at karakterisere Peter Ravn skarpere, paa at give ham simplere men ægtere Gestus, men øjeblikkeligt var Phister tilstede og fraraadede ham sligt Han vilde have, at Rollen skulde være sympatetisk, og Peter Ravn rettede sig efter »Mester«. Men fra den Tid af var der Revolte i Poulsens Sjæl mod det strænge Regiments, han var sat under, og han besluttede ved førstkommende Lejlighed at undslippe derfra. Saa skulde han vise, hvad han duede til paa egen Haand.

Det lykkedes ham først i næste Sæson i en ganske lille Rolle, nemlig som Lars i Genboerne. Den bestandig søvnige Smedesvend har maaske højt regnet en Snes Repliker, som oven i Købet alle sluges i hans enorme Gaben; men Poulsen fejrede en virkelig Triumf. Han havde her fulgt sin Lærers bedste Princip og ganske omskabt sig. Han havde engang set en pudsig Fyr af en Smedesvend og huskede ham præcist — nu blev denne til Lars. Skæv fra Top til Taa, med hele den ene Side af Legemet trukket et Par Tommer tilvejrs over den anden, behøvede han kun tavs at bevæge sig hen over Gulvet for at vække en ustandselig Latter, som tilintetgjorde Publikums Opmærksomhed for Dialogen. Jeg røber ingen Kulissehemmelighed ved at fortælle, at hans Medspillende vare højst indignerede over, at han i sin Birolle tog Løvens Part af Bifaldet, men man kunde jo ikke godt forbyde ham at være morsom.

Der gik et Par Aar inden Poulsen havde samme Held. Han skabte en meget karakteristisk Figur ud af den gale Mand, som Anker udgiver sig for i Soldaterløjer, og som allerede Mantzius havde vakt saamegen Latter med. Poulsen stod maaske over sin Forgænger, han havde tænkt sig — eller rettere, han havde efter Virkelighedsstudier efterlignet en Sindsforvirring, der bestod i, at den Gale bestandig forestillede sig en Fremmed ved sin Side. Med denne imaginære Person skændtes og sloges han mellem hver Replik, og dette løjerlige Spil bidrog til at forøge den Komik, der ligger i de Hostrupske Indfald. I en saadan lille Rolle viste Poulsen bedre sit eget Talent end i alle de Holbergske Roller han fik. Han kom efterhaanden til at optræde i Phisters berømteste Henrik'er, og udenfor det klassiske Repertoire maatte han til Afveksling forsøge sig i saadanne Phisterske Pragtnumre, som August i Sparekassen, Skolelærer Sørensen og Robertson. Hans August viste mer end nogen anden Rolle hans Efterligningstalent overfor Phisters Kunst; der var Øjeblikke, hvor man kunde tvivle, om man havde Lærer eller Elev foran sig; derimod var Robertson mindre heldig, fordi Poulsen ikke her havde faaet den Psykologi med, der laa bagved Phisters komiske Maske. Men af alle de Roller, han har taget i Arv efter Phister, er der ingen, der har forekommet mig svagere end Scapin.

Spurgte man Phister, hvilket Menneske Scapin er, vilde han svare: Det er et ligesaa godt Hoved som jeg selv, vittig og lystig, forvandlingsdygtig og snu; han bærer en vis Elegance tilskue i Holdning og Manerer, har maaske ikke meget Hjærte, men det sidder paa rette Sted, og hans listige og praktiske Forstand skyr intet Middel for at opnaa sine Maal. Spurgte man derimod Olaf Poulsen, hvad hans Scapin var, kunde han kun svare: Det er den Figur, Phister har skabt, hvilken jeg efter Evne genfremstiller.

Man maa imidlertid ikke tro, at Tanken herpaa var Kunstneren behagelig. Han led under ikke at bruge sin egen Natur. Han havde ogsaa forsøgt — ligesom ved Peter Ravn — at gaa paa egen Haand og omdanne Scapin til en langt mere forsoren og gennemdreven Gavtyv, end Phisters Trang til Publikums Sympati havde tilladt ham. Men Modet svigtede ham, alt som Prøverne gik og den første Opførelse nærmede sig. Han frygtede, maaske med Rette, at Tilskuerne ikke vilde godkende hans Opfattelse, og at det ikke kunde lykkes ham at fortrænge det kendte Billede — og saa tog han det Visse for det Uvisse og gik lige ind i Phisters Klæder og Skind.

Men han havde imidlertid løsrevet sig fra den strænge Instruktion, som paa mange Maader havde afdæmpet hans Lune. Det var ikke gaaet for sig uden personlige Vanskeligheder, som jeg imidlertid ikke kan opholde mig ved. Det havde en kort Tid set ud til et Brud mellem ham og hans Lærer, men den gamle Mester havde Poulsens Talent altfor kært, til ikke i Længden at tilgive ham hans Brud paa Disciplinen. Da Poulsen en Aften havde spillet med Dygtighed, glemte Phister, at han egentlig var fornærmet og roste ham venligt. Freden var sluttet, og for Fremtiden vilde den gamle Henrik kun give gode Raad, ikke Undervisning til den nye.

II.

Poulsen behøvede heller ikke mere nogen Undervisning. Han har i en Række Smaaroller vist, at han forstaar at opfatte en Theaterfigur originalt. Tag saadan en lille Rolle som hans Jørgen i Ambrosius. Var vort Theaterpublikum skønsommere, vilde det ikke være et Kætteri at sige det: Olaf Poulsens listige Tjener med de missende Øjne stod langt over Emil Poulsens sentimentale Student med de himmelvendte Blik. Den Ene spillede Komedie, den Anden spillede paa sin Person. Saasnart man saa' Olaf Poulsen komme ind, fik man et Indtryk af Tjenerens Karakter og Livsforhold, saa man Emil Poulsen skride frem, sagde man til sig selv: Der kommer Emil Poulsen.

Olaf Poulsen besidder en betydelig Evne til ved sin blotte Indtrædelse at karakterisere den paatagne Skikkelse løseligt. Derimod skorter det ham paa den Fasthed, som giver den dybere Karakteristik, idet den gennemarbejder en Figur ud i de mindste Enkeltheder. Han kommer let i Rollens Løb til at forlade sig paa sit Lune og derved give mange og forskellige Personligheder et vist ensartet Gemytlighedens Overtræk. Han har derfor opnaaet sine største Virkninger i episodiske Figurer, saadanne der blot forekomme i en enkelt Scene eller Situation, hvor han hastigt kunde drage et Billede forbi Tilskuerens Øje. Han var fortrinlig som Sognepræsten i En Fallit. Han havde en Diktion, der var sammensat af alle de Latterligheder, som klæbe ved den præstelige Salvelse. At Satiren var træffende er uomtvisteligt. Mange vilde paadutte ham, at han havde kopieret en bestemt københavnsk Præst, men hver antog en forskellig — det bedste Bevis for, at Poulsen havde holdt sig indenfor god Kunsts Grænser. Præsten optræder kun i en eneste Scene, og man kunde ikke undlade at beklage dette, fordi Figuren var saa morsom, men Spørgsmaalet er om Poulsen havde slaaet til, hvis vi skulde have set mere end hans Velærværdigheds Fysiognomi.

I andre Smaaroller har han vist den samme Evne Lil med et Par Streger at tegne et Hoved. Man husker maaske, hvorledes den Læredreng, som Poulsen havde at fremstille i Mestersangerne fra Nürnberg, kom til at indtage en uforholdsmæssig Plads paa vor Scene. Den geniale Wagnerske Opera fandtes til vort Publikums Skam kedelig, og da Poulsen paatog sig at afbryde de langstrakte Harmonier med alskens Løjer, vare Tilskuerne ham yderst taknemlige. Han havde vist næppe en Replik at sige i hele Stykket, men var i Miner og Gestus saa forsoren en Gadedreng, som muligvis først vort Aarhundredes Kultur har kendt. Der ligger øjensynligt i Poulsens Naturel en ungdommelig Kaadhed, som han kun sjældent finder Anvendelse for i det Repertoire, der bliver ham til Del, og som han derfor undertiden forsøger at lirke ind hvor det ikke hører hjemme. Hans Miton i Kongen har sagt det var et Udslag af denne Kaadhed. Nu kan man gærne fortælle, hvad der dengang var en offentlig Hemmelighed, at Poulsen med næsten aristofanisk Frihed havde benyttet Bournonvilles ejendommelige Væsen til Forbillede for den franske Balletmester. Endogsaa de smaa Bilyde. som vanheldede Bournonvilles Organ, havde Poulsen anvendt i sin Kopi, hvis Dristighed man tilgav for dens Morsomheds Skyld. Der var heller intet Ondt ment med denne Parodi, den skyldtes tildels den Omstændighed, at Poulsen jo aldrig havde set nogen anden Balletmester end den danske, og var nødt til at tage sit Stof hvor han fandt det, dels var det hin Ungdommelighed, som holdtes undertrykt i den unge Skuespillers Talent, som her skaffede sig Luft. Han finder det ogsaa med Rette mere tilladt at slaa Gækken løs i den komiske Opera. Naar han saaledes er Faarehyrden Agnelet i Advokat Pathelin er det nok muligt, at han overdriver det Faareagtige hos denne, hvormeget end Hjorden skal have smittet Driveren; men han er langt morsommere i denne Rolle end den yngre Coquelin er i den gamle Farce, som ligger til Grund for Operetten. Den franske Skuespiller er ligesaa tung i sin Komik, som Poulsen er frisk og sprudlende. Man mærker aldrig Indstuderingen, skønt den sikkert er overmaade omhyggelig.

Her kan jeg nævne hans Jean i Jeannettes Bryllup, der staar som et Mønster for, hvorledes man skal forme en Bondefigur, der ikke hører hjemme i den virkelige Verden men paa Opéra comique, og Johan i Ungdom og Galskab, hvor hans Forklædning var morsom. Den Indvending, man kan rejse mod Poulsen i denne og lignende Roller, er, at han træder i altfor nært Forhold til Publikum. Det gælder ogsaa Crispin i Skatten og tildels Sosie i Amphitryon. I den allerførste Scene var det allerede tydeligt, at Poulsen tog Sosie altfor maskeagtigt. Amphitryons Tjener kommer skælvende ind i Mørket; han har som en ussel Kryster tilbragt Slagdagen ved Proviantvognen, og han forudser, at Alkmene, til hvem han har Ærinde, vil udspørge ham om Kampens Omskiftelser. Han finder det forsigtigst at forberede sin Diskurs, og for at komme i Illusion, stiller han sin Blændlygte op paa Gulvet, søger at indbilde sig at Lygten er Alkmene og gebærder sig dernæst overfor denne som han vilde finde det passende overfor sin Herskerinde. Den komiske Virkning skal ved Siden af Talens Snurrighed bero paa, at Sosies ærbødige Buk og megen Veltalenhed rettes til en Lygte. Thi Sosie er naiv, er i Illusion. Man mærkede ikke dette paa Poulsen; han glemte ikke, at der var Tilskuere i Theatret, som betragtede Sosie, han gik ikke op i Situationen. Naar man lyttede til de afsides Repliker, i hvilke Sosie beundrede sin egen Veltalenhed, syntes man, at de vare henvendte til En selv. For at vække Latter, lagde Poulsen sig ned paa Gulvet saa lang som han var og prædikede med megen Iver ind i Lygten; det saa snurrigt ud, men den virkelige Sosie, for hvem den forestiller Alkmene, vilde ikke bære sig saaledes ad, men tværtimod i ærbødig Afstand henvende sig til den med udsøgt Artighed. Poulsen lod Sosie spille Komedie i Komedien, fordi han var paa Siden af sin Rolle; han viste Sosie frem, idet han overdrev hans Angst. Amphitryons Slave vilde aldrig karikere Alkmene, naar han skal efterligne hendes Stemme, saaledes som Poulsen ved en Reminiscens fra Henrikrollerne gjorde det. Det vilde maaske være nok saa interessant at se Sosie alvorligt efterligne den fornemme Dame, skønt jeg ikke vil nægte, at Poulsen helt igjennem var vittig og morende. Og Enkeltheder spillede han fortrinligt, saaledes det Sted, hvor Sosie argumenterer for Amphitryon om sin Tilværelse. I samme alvorlige Tone burde hele Rollen været anlagt.

Vi ere saaledes vendte tilbage til Tjenerrollerne, fra hvilke vi gik ud. Det er efterhaanden lykkedes for Poulsen at afryste det Aag af Phisters Komik, der tyngede paa hans Skuldre, i Sosie var der f. Eks. intet Spor tilbage af den gamle Instruktion. Men større Ære gør ham dog den Maade, paa hvilken han har spillet Harlekin i De Usynlige, hvilken Rolle Phister aldrig havde givet sig af med og som Høedt havde brilleret i de sidste Gange, Stykket gik. Poulsen havde aldrig set denne, ingen Tradition skød sig ivejen for hans Fantasi. Han har overmaade heldigt formaaet at give den Holbergske Tjener en Tilsætning af Maskekomediens Harlekin, saaledes som vi alle kjende den fra den Casortiske Pantomime, der har bevaret meget gamle Traditioner. Uden at gaa over Stregen har Poulsen optaget det Karakteristiske ved Harlekins vimse Væsen, og iøvrigt gjort Figuren saa enfoldig—drilsk, som Holberg vil, og saa dansk, at det ikke støder, naar Peblingesøen omtales i Neapel. Glanspunktet i Fremstillingen er Serenaden, som tillader Poulsen at bruge alt det Farceagtige og Gaminagtige, som hans Lune rummer.

III.

Det har længe været Olaf Poulsens Ærgerrighed at spille store halvalvorlige Karakterroller og han har i de sidste Aar gjort respektable Forsøg i den Retning. Man vil forstaa, hvormange Hindringer han støder paa. Først hans Ungdom, som han har Møje med at skjule i ældre Roller: ved en Betoning eller Gestus rives man pludseligt ud af Illusionen; hans Peponet i Skikkelige Folk led meget herunder. Dernæst hans kunstneriske Opdragelse, som netop ledede ham henimod den maskeagtige Komik. Endelig hans eget Naturel, der ikke er nogen Alvorsmands.

Man kan sikkert spaa, at Henrikrollerne efterhaanden ville blive hans aandelige Eje. Han vil glemme den tillærte Elegance og fremhæve Nybodersdrengen hos Henrik, Gavtyven hos Scapin. Der er mere Trods hos ham end hos Phister, som for Eksempel aldrig tænkte paa at forlade det kongelige Theater, der netop syntes ham den eneste Boldgade for hans Talent — medens Poulsen hyppigt gaar om med Exileringsplaner. Han bryder sig endelig ikke fuldt saa meget som Phister om Publikums stadige Sympati med den fremstillede Skikkelse og han vil lære at sætte mindre Pris paa dets Latter. Hans Henrik vil engang forme sig som en trodsig og kaad Knøs, der gør Nar af alle og har næsten ligesaa stærk en Vilje som Forstand.

Poulsen har havt det Uheld, at den største Karakterrolle, han har spillet, kunde holdes nær op mod det Maskeagtige og derfor ikke var ham lærerig nok. Hans Mercadet i Balzacs Spekulantdrama var langtfra alvorlig nok. Den franske Skuespiller Got begrunder hele sit Spil paa den Replik, som Mercadet i sidste Øjeblik, da Lykken endelig tilsmiler ham, siger til sin Hustru: »Det var paa Tide, jeg kunde ikke mer, jeg levede ikke mer.« Bagved al Mercadets Livlighed og flydende Tale skimtede man bestandigt en knugende Sørgmodighed og Angst. Han var i Virkeligheden træt og sløv, men maatte for Verden synes i fuld Fart og ved godt Mod. Man fik den dybeste Medlidenhed med den ulykkelige Mand, der var tvungen til at ydmyge sig saa sjælsfordærveligt, for at frelse sig fra den bestandige Havsnød, i hvilken Bølgerne truede med at slaa sammen over Hovedet paa ham. Got sank hyppigt hen, lænede sig udmattet til en Stol, som om han var ved at falde om; kun ved en voldsom Viljesanstrængelse stivnede han sig atter, fór op og udgød nu en Ildregn af Ord over sine Forfølgere.

Olaf Poulsen syntes derimod overvejende i godt Humør. Man fik næsten en Fornemmelse, som om det morede Mercadet at spille disse oprivende Komedier med sine Kreditorer, som Balzac kendte saa godt af Erfaring — her indfandt sig hos Tilskueren en forstyrrende Erindring om Henriks Lystighed, naar han klæder sig ud. Det hjalp ikke, at Poulsens Maske var fortrinlig, at mange Repliker sagdes med virkelig Virtuositet, Grundskaden var der: vi maatte endnu nøjes med Figurens Fysiognomi.

Men jeg vil henlede Opmærksomheden paa, at Poulsen i Magdalene Thoresens Inden Døre gav et i Tegning og Farve ægte Billede af den forknytte og godmodige Mægler Eimer. Det er en rørende Rolle i Overskous Maner. Mon det ikke skulde være rettest at Poulsens Talent nogen Tid benyttedes i det Godmodigt-Rørende, for derigennem at ledes ind i dybere Karakterer. Han maatte paa den anden Side helst prøve saadanne komiske Opgaver, hvor Satiren er haard og bidsk. Han vilde have Nytte af at spille Daniel Heire i De Unges Forbund og Jakobsen i En Fallit, men især vilde dog det nyfranske Drama kunde give ham mange Udviklingsroller, hos Sardou vilde han finde Anvendelse for sit karikerende Lune, hos Augier vilde han gøre Bekendtskab med den moderne Karakter. Han har Muligheder i sig til at spille Giboyer, og jeg vilde ønske ham, at han kom til at udføre Coquelins Rolle i L'Aventurière.

Men for Kunstens Skyld ikke for mange Maskeroller! Den unge Skuespiller har altfor megen Lyst til at være medgørlig og blød overfor Publikum; han maa holdes tæt til Ilden, til den ægte Poesis Ild for at blive hærdet. Det er hans Pligt at føre vor komiske Skuespilkunst et Skridt fremad. Det er da paa Tide, at han ganske kaster Masken og viser os hvad der bor i hans Sjæl, hvad Erfaring han har gjort og hvorledes hans indre Liv giver sig Udtryk i hans Ansigt.

---