Da Isen Skruede

by Holger Drachmann

- Atter Vinter. Det var i Gaar hen paa Eftermiddagen, at Omslaget meldte sig fra Tø til Frost. I Regnen, som faldt, blandede sig store, tunge Snefnog, der blev siddende paa Frakkens nubrede Klæde længe efter at Regndraaberne vare trængte ind i Stoffet. Jeg saa paa dem, idet jeg vendte hjem fra min Spaseretur, ligesom man ser paa sit Barometer; vort er nok slaaet itu, og paa Landet gaar der stedse Tid hen, inden man erstatter sine Tab.

Altsaa Vinter igen! Jeg mindedes med et lille Smil, at jeg i vor Morgenavis havde raadspurgt det meteorologiske Orakel, der havde tegnet Forsikring paa svage sydlige Vinde med Udsigt til "samme milde Vejr." Vinden var nu vestlig med nordlige Tilbøjeligheder. Jeg kom op paa mit Arbejdsværelse, hvor Ilden flammede muntert i den ellers saa genstridige Kakkelovn medens Snefnuggene hagede sig fast udvendig paa Ruderne og drev modstræbende ned efter, jaget af de hastigere Regndraaber.

Vi bor paa Toppen af Strandbakken, hængende saa at sige ud over Sundet. En rigtig rar Sommerbolig!

Dette er vort stadige Omkvæd, og dermed trøster vi os saa længe Vinteren varer.

Jeg saa ud over Sundet. Det samme store, graahvide Øde, hist og her afbrudt af flade Vandpytter oven paa Isen, som Vinden krusede, idet den foer med smaa Stød ud fra Landet og syntes at opsluges af Regntykningen, der hang over Hveen.

Jeg tænkte mærkværdigvis paa Tycho Brahe, mærkværdigvis, fordi man ikke tænker paa denne vor exilerede Storhed, naar man hver Dag har hans gamle Ø for Øje. Jeg tænkte paa ham denne Eftermiddag, paa hans Uranienborg, paa hvor tykke Murene muligvis kunde have været, paa hvor udsat Borgen vel havde ligget, og om han dog maaske ikke af og til havde haft det lidt ensomt derovre?

F. Eks. en Vinter som denne, hvor der allerede var druknet en Fisker under Forsøg paa at faa Forbindelse herfra med Øen. Det var jo rigtignok kun en enkelt Mand, oven i Købet ikke Familiefader, men alligevel...!

Saa blev jeg kaldet ned for at spise, og da jeg kom op igen, havde jeg min tændte Lampe med mig. Jeg hæftede Gardinet sammen for Vinduet, gav den Genstridige i Krogen en frisk Opmuntring med en Øse Kul, satte mig tilrette og tog fat paa mit Arbejde, hvor jeg var sluppen.

Jeg opdagede, at jeg ikke kom videre paa Papiret, som laa foran mig, men derimod fortsatte min Tankegang, dette med Fiskeren, Sundet, Isen, Omslag, Tycho Brahe og Nordvest.

Fiskeren hed Jonas - han hed virkelig saaledes. Han var gaaet ud i Selskab med de andre; der var faldet Tykning paa, han havde "gaaet som en Tosse", var kommen bort fra de andre, og var druknet. Den store Kæmpehval, Døden, der altid ligger paa Lur, havde spilet sit Gab op og slugt ham. Han var en ærlig Slider, var han, men et stakkels Skrog; som "Profet" vil ban næppe komme i Land paa Evighedens fjærne Kyst.

Naa, alt i alt, Jonas er druknet; og han vilde upaatvivlelig - efter min Ven Fisker Svend Hansens Sigende - være druknet, selv om han havde været Profet, hvis han havde baaret sig lige saa forkert ad, som han gjorde: "Thi naar De nu vil tænke Dem: han er bleven set et Øjeblik igennem Taagen af en Pige derovre paa Hveen, vel omtrent tre, fire hundrede Favne fra Land just hvor Vaagerne var, og da gik han med en lang Stage over Nakken, i Stedet for at en Mand, der gaar paa Isen, bærer sin Stage foran sig i Hænderne, eller skyder den frem foran sig, naar han ikke véd sig ganske sikker. Et Øjeblik efter, da Taagen atter blev tæt, hørte hun forfærdelige Skrig; og da var det for sent. Han er braset lige igennem. Det var overmaade vanskeligt at komme til ham, hvor han laa, Taagen var tæt, og da han ikke skreg længer, kunde ingen søge ham efter Lyden. Saadan gik det til!"

Jeg tænkte nu paa de Folk, jeg i Dag havde set som sorte, bevægelige Prikker ude over den vaade Flade. Søndagen har ikke mange Adspredelser at byde Smaafolk her ude; man gaar paa Isen, det er dog noget.

Jeg mærkede paa alt, at Omslaget var i fuld Gang. Vinden bankede med sin Kno paa Ruden og erklærede, at nu vilde den tage fat. Jeg haabede for hine sorte Prikkers egen Skyld, at de var kommen i Land igen!

Saa blev Klokken syv, halvotte, og vore Piger skulde til Bal i Fiskerlejets Kro, der ligger en halv Mil herfra. Heller ikke for Pigerne er her megen Adspredelse paa denne Egn; to Gange om Vinteren en saadan Lejlighed til at more sig - det er noget, man glæder sig længe til; og vi lod dem tage afsted, uagtet Vejret satte sig derimod.

Det sneede, og Sneen blev liggende. Det hele Landskab var en stor, hvid Uendelighed, som Maanen, der var i første Kvarter, kigede melankolsk ned paa, medens Nordenvinden fejede afsted som En, der har Spillet gaaende.

Jeg sad oppe, som en Slags Brandvagt, efter at alt i Huset var gaaet til Ro. Vor Bolig her er nemlig saa snildt konstrueret, at man i Ildebrandstilfælde næppe vilde kunne frelse en Bog eller et Blad Papir fra Værelserne ovenpaa, med mindre man var godt forberedt. Det siges dernæst, at Piger, som komme sent hjem, have nogen Tilbøjelighed til at vælte Petroleumslamper, kaste tændte Svovlstikker fra sig osv. Man bør ikke tro paa alt, hvad der saadan siges, men man bør holde Vagt. Og det gjorde jeg.

Det blev sent. Jeg gjorde mig en Runde i Huset og gik ind i Børnenes Sovekammer. Jeg bøjede mig ved Natlampens Skær hen over de smaa Senge og hen over Vuggen. Hvor det gør godt paa et Menneske at fornemme disse dæmpede, rolige Aandedrag, akkurat hørlige nok til at man kan modtage Overtydningen om, at her soves trygt - ligegyldigt hvad der saa sker derude.

Og i samme Øjeblik hørte jeg det første, drønende Skud.

Jeg siger Skud. Jeg mener selvfølgelig denne vulkanske Lyd - den eneste, vi kender af den Slags her i Landet - som fortæller os, at stærke, skjulte Kræfter ere i Bevægelse, og at en Naturbegivenhed er forestaaende.

Lyden var utvetydig nok. Jeg lyttede ved Døren ind til det næste Værelse. Alt var tyst derinde; saa kom Drønet igen, mere langthenrullende, men ogsaa svagere, dæmpet ved Afstanden, og da jeg havde overbevist mig om, at Husets Søvn næppe vilde afbrydes, listede jeg mig paa Taaspidserne ud i Forstuen, klædte mig godt varmt paa, og gik udenfor i Haven, der skraaner umiddelbart ned til Stranden.

Rigtigt; det var Isen, som brød op.

Jeg oversaa en stor Del af Sundet, som i det usikre Maanelys og i Skæret af Sneen rørte sig, bølgede, trængtes eller hvad jeg nu skal kalde det, paa en mystisk, absolut fremmedartet Maade, der førte en Uro og Ængstelse med sig, som jeg ikke kan erindre fra nogen Storm i nim Sø. Da jeg havde overvundet det første Indtryk af Benauelsen - en saadan var det nok - gik jeg nærmere ned til Stranden, men blev snart drevet tilbage. Thi det blev levende derude og vilde op til mig, alt det, som havde ligget dødt og fast saa længe. Fra den store, brede Nivaabugt nordpaa og fra Sejlløbet ovre under Hveen skød det paa, pressede sig frem, brød det ind, knagende, skurende, stundom med disse hule, undersøiske Rallelyde, der tabte sig i Ekkoet af en fjærn Artillerisalve.

Jeg saa tilbage til Huset. Jeg burde vel gaa op og blive dér. En forbigaaende Tanke om Fare for Stedet greb mig virkelig. Det var saa overraskende, saa overvældende dette Nattesyn. Vilde de ikke vaagne deroppe og savne mig? - men nu kunde jeg ikke gaa herfra.

Nej, umuligt. Hvorledes det gik, véd jeg virkelig ikke. Overgangen var vel næppe saa brat, som den nu bliver under Nedskrivningen. Stranden her løber ud i en Pynt ret udenfor Haven omtrent, og Strømmen maa vel sætte ind under en særlig Vinkel mod denne Pynt - hvad jeg iøvrigt allerede under de hæftige Oktoberstorme lagde Mærke til. Paa en Gang rejste sig derude over den bølgende Flade en Række hvide Blokke; de stod ret i Vejret, ikke ulig et Geled Soldater. Jeg kom til at tænke paa Svenskerne, der stormede vore Volde i deres egne Ligskjorter. Alt var Liv og Bevægelse derude, Larm, Drønen, Knagen - kun en Snes Favne fra mig - og saa hylede Vinden hen over de hvide Kæmper og syntes at anspore dem til at bruge sig, medens Tid var.

De brugte sig, de hidsige Titaner. De sprang op paa Skuldrene af hverandre, som gjaldt det at storme Himlens Fæstning; de rejste Blok paa Blok derude; nogle rullede frem, faldt, knustes; andre op igen i deres Pladser; bedøvet, overvældet som jeg var, troede jeg næsten at høre Signaler i Havets store Tudehorn: Slut Rækkerne! Og klavrende, tumlende, stigende, støttende sig den ene til den anden, laa der her i den vilde Vinternats Øde, i Løbet af saa kort Tid, at jeg ikke tør nævne den, en Barrikade af mindst et toetages Steds Højde, og den fygende Vind hvirvlede sig sammen i Taagegestalter langs Voldens Kam: en levende, sejrrig Stormkolonne, der svingede med hvide Kapper i de vældige Arme.

Dér laa Volden, flere hundrede Favne lang, og dér stod de hvide Gestalter og svingede paa Toppen, indtil de udviskedes og svandt for Vinden, som havde givet dem Liv og Rørighed. Men mellem Volden og Stedet, hvor jeg stod, laa en lavere Række enfants perdus, døende, i de sidste Trækninger - en ophobet, indskudt Masse af knuste Blokke, der endnu bølgede, endnu skuredes ad lange, glinsende Skridebaner længere og længere op paa Stranden.

Jeg jog alle Billeder og Metaforer fra mig. Isen kunde ikke skrue sig højere i Vejret her, det indsaa jeg. For Haven var der ingen Fare og endnu mindre for Huset. Men da jeg alligevel en Gang var ude at se paa Nattens Syner, saa vilde jeg følge Virkningen af Isgangen længere sydpaa ned ad den store Dampskibsbro til; dér maatte det nu gaa løs!

Jeg valgte Vejen langs selve Strandkanten. Men jeg blev snart stoppet. Det var livsfarligt dette. Havernes udløbende Gærder og Bolværkerne om de inddæmmede Arealer gik paa sine Steder ret ud i selve Isgangen. Jeg vilde smøge udenom en saadan Forhindring og havde allerede grebet fat, for at svinge mig over et Plankeværk, da jeg gav los og kastede mig tilbage. En uhyre Isblok stak sin store, haarde Krop i Vejret paa den anden Side; det bragede, Plankerne splintredes, og ned sank Isblokken med et tungt Suk, som en Brolæggerjomfru, der stødes imod Grus.

Advaret gik jeg tilbage mellem et Par Villaer op paa Kjørevejen, der løber ned forbi Telegraf-Sømærket lige til Dampskibsbroen.

Jeg kom akkurat tidsnok til at se, hvad jeg ønskede.

Forbindelsen mellem den faste Dæmning og Brohovedet længere ude paa dybt Vand var allerede taget bort for nogen Tid siden, da Vinteren mældte sig saa haard. Imellem Brohoved og Landdæmning kom nu Isen ansættende. Den havde været inde adskillige Steder under Vejs som sagt; her syntes den nu at ville gjøre sit sidste, forsvarlige Stykke Arbejde. Det er længe siden, jeg har set et saa forsvarlig gjort, og hvis man giver de "ødelæggende" Magter Skyld for større Energi, end de opbyggende, saa syntes denne Nat som skabt til at danne sig nogen Mening derom.

Just som jeg kom til, havde Isen taget fat paa Brohovedet. En Stormkolonne, der allerede lagvis var vokset i Højden, blev skudt frem. En Knagen, nogle dumpe Slag, som af Øksehug, og Sapørerne med de lange, hvide Skødskind mylre op paa Broplankerne, hvis Tømmerforskalning jamrende strakte sig i Vejret og syntes at tilkalde Hjælp. Der kom ingen. Sparrer, Planker, Opstandere og Brædder strittede ud paa alle Kanter; de hvide Blokke voksede og voksede; kun paa den inderste Side imod Land var et lille sort Underlag af Tømmer at se, ellers var Brohovedet omdannet til et Isbjærg, et hushøjt Fjæld, der laa blaanende, stille i det ubestemte Maaneskær med den hylende Vind omkring sig.

Paa den landfaste Dæmning blev der anvendt voldsommere Midler. Saadan en Grundejer-Dæmning, en pæle- og kampestensfast Udligger, skulde ikke bilde sig ind, at den var uovervindelig, fordi den havde et mægtigt Selskab i Ryggen og en opretstaaende Tavle paa Maven med Reglementer og Takster. Bums! der kom det første Stød. Vi ere ogsaa et Selskab vi: frossent Saltvand og Nordenvind i Forening! Væk med Tavlen! Spræt Stenene ud af den tykke Vom der! Knæk Ribbenene i Siden paa Grundejeren! Og den vilde Naturmagt, der havde sprængt sine Lænker, og som havde Natten for sig og stedse blev hidset af den hylende Vind, rev Indvoldene op paa den forsvarsløse Dæmning og lagde sig selv med Tusinder af Centners Vægt ovenpaa sit stønnende Bytte.

Og dér ligger Isen endnu i Dag og vil rimeligvis blive liggende en rum Tid saaledes. Her er ikke uinteressant i Vedbæk.

Men vore Piger kom hjem lidt efter, at jeg selv var kommen tilbage. De havde ganske vist moret sig, men Festens Glæde var dog paa Slutningen bleven forstyrret ved det Rygte, der lød fra Gruppe til Gruppe mellem de Dansende, at fire unge Mænd, der havde været paa Isen om Dagen, endnu ikke var kommen i Land.

Jeg tænkte mig, at nogen kunde være paa Isen den Nat!

Foran Isvolden.

Han:

Sad vi da virkelig her, du Kære,
mens Børnene leged blandt Strandbreddens Stene
og Baaden, Svend Hansens, barket af Tjære,
løfted sin Vinge og lod os alene?
sad vi vel her, da Sommerens Tæppe,
tæt som et Brüsseler, dækked vor Have?
staar vi nu her, hvor et Liglagen næppe,
tyndtvævet, skjuler for Blomsternes Grave?
Føler du Døden fra disse Kolosser,
Sten over Sten, en Ispyramide,
rejst over Bro-Barrens knækkede Sprosser,
spækket med Sneen, den skærende hvide?
føler du Døden at vifte henover Volden,
der truer vor Lunge, vort Hjærte?
ja, de blev lænket, de trodsige Vover:
Havet er slaget med Verdenssmærte.
Ikke et Suk, som bebuder, at Haabet,
trykket og knuget, dog lever paa Bunden,
ikke en Lyd som et Varsel, at Raabet,
Frihedens, slaar som en Ild op af Grunden;
nej, som et Billed af Dumhed og Raahed,
væltet henover den strømmende Kilde,
stiger den Vold i sin talende Graahed,
spaaende Spirer og Livsfunker ilde.
"Kære!" - det Ord var min Lykke og Heise,
ak, men betragt dette stivnende Syn;
Kære - det Navn burde løfte og frelse,
ak, men jeg løfter forgæves mit Bryn:
kan du vel Livstegn i Kimingen skimte?
vis mig et eneste Brud paa den Vold!
ak nej, den Glans, jeg i Øjet sér glimte,
stammer fra Taarer, og Graaden er gold.
Hvalens og Springerens Tid er nu omme,
dybt maa de bore blandt Tangen sig ned,
Sælen, selv Sælen med Øjnene fromme,
har ikke blivende Hjem paa sin Bred;
Alt maa tilside, afvejen og vige,
søgende bort uden Kurs og Kompas,
at den fordømte Kolos dér kan stige,
lægge sig, strække sig, skaffe sig Plads.
Hvad er dens Vilje? at ligge saa længe,
spredende Død, til den styrter omkuld;
hvad er dens Love? dens Love er strænge,
skrevne de blev under Maalenes Nul;
hvor er dens Ahner? i Nordpolens Ørkner
skjult under Sneen og kronet af Is;
hvad er dens Tro da? at Alting, som størkner,
tjener dens Hensigt og taler dens Pris.
Ve os da, Kære! hvad vil vi vel haabe?
leger endnu vi som Børnene Skjul?
kan vi ej se, at kun Stakkel og Taabe
tænker at standse det knusende Hjul?
Flammende Fraser, kan de skaffe Varme?
Taalmod, kan den give blidere Kaar?
nej vi kan græde, kan le eller larme:
Isen har Magten, og Isen er haard!

Hun:

Tys, Utaalmodige! hører du ikke
lyt! - der gaar Sus over Havfladen hen;
maal ej den Isvold med mørknende Blikke,
maal ikke Magten i Verden med den!
Børnene leged blandt Strandbreddens Stene:
Strandbredden er der og Børnene med;
Baaden, vi saa, da vi sad her alene,
længes, som Fisker Svend Hansen, afsted!
"Kære! - det Ord er min Lykke og Helse;
vid, at det klinger en Dag gennem Alt,
løfte det vil, det vil sejre og frelse,
bygge det vil paa de Volde, som faldt;
rejser det end ej saa store Kolosser,
gaar det tilværks ad en ringere Vej
spænde det vil over luftige Sprosser
Teltet, som rummer en Verden om dig.
Da vil du se over Verden og kende
Aanden, som lever og virker i Løn,
øjne du vil da de Flammer, som brænde,
Vaaren, som dybt under Sneen er grøn;
da vil de springende Hvaler i stride
Skumbælter fure det vigende Vand,
medens en lyttende Sæl paa den hvide
Sandbanke soler sig tavs under Strand.
Da vil det tø i din tvivlende Tanke,
dér ligger Isvolden, hist er den væk;
synke da vil denne svimlende Banke,
blive for Solen en flygtende Bæk;
da vil du selv under Børnenes Latter
sætte Papirsbaade ud i dens Strøm,
medens din Vrede du vanskelig fatter,
medens du hvisker: det var kun en Drøm.
Saa skal vi virkelig sidde, du Kære,
hist paa vort gamle, vort ensomme Sted,
vinkende Baaden, som dufter af Tjære,
at den skal komme og tage os med;
saa skal jeg spørge, om Fisker Svend Hansen
gik; fordi Isen har skruet en Nat,
saadan som Du helt fra Samling og Sansen,

Han:

Tys, nej jeg lover at tie, min Skat!