Christianiasagen: Østre Landsrets dom af 10. februar 1977

Christianiasagen: Østre Landsrets dom af 10. februar 1977
af Østre Landsret

hk

UDSKRIFT
AF
ØSTRE LANDSRETS DOMBOG
— — — —

	D O M
Afsagt den 10. februar 1977 af Østre Landsrets 8. afdeling (landsdommerne Fritz Møller, Kurt Haulrig og Bent Otken (kst.) ).
	8. afd. nr. 443/1975: Fristaden Christiania m o d forsvarsministeriet og 8. afd. a.s. nr. 142/1976: Forsvarsministeriet m o d fristaden Christiania.

Fristaden Christiania har den 12. december 1975 sagsagt forsvarsministeriet og under denne sag (nr. 443/1975) nedlagt følgende endelige påstande:

1)

at sagsøgte har været uberettiget til, som sket, et stille krav om, at fristaden Christiania afvikles, således at afviklingen er afsluttet senest den 1. april 1976,

2)

at sagsøgte uberettiget har fragået forpligtelser, der følger af gyldige tilsagn om, at Christiania har status som socialt eksperiment. Der søges nemlig dom for

a)	at sagsøgtes undladelse af at tilvejebringe en sikring af Christianias brandmæssige, bygningssikkerhedsmæssige og sanitære forhold - i overensstemmelse med indstilling til folketingets finansudvalg af 17. marts 1975 eller på andet sagligt forsvarligt grundlag - er retsstridig,
b)	at sagsøgtes beslutning om nedrivning af et stort antal bygninger i Christiania - som meddelt folketingets finansudvalg den 19. marts 1974 - anses ugyldig.

3)

at den foreløbige aftale af 31. maj 1972 samt udfaldet af mødet den 14. juni 1973 udgør bindende retsgrundlag for forholdet mellem staten og Christiania.

Sagsøgte, forsvarsministeriet, har procederet til frifindelse og har bemærket, at sagsøgerens påstande 2)b) og 3) er af en sådan karakter, at der bør ske afvisning. Sagsøgte har påstået selvstændig dom for, at fristaden Christiania uden varsel rømmer samtlige arealer og bygninger indenfor fristadens område, matrikelnumrene 314 A1, 314 B, 314 C, 314 D, 397 og 397 B, Christianshavn kvarter, samt umatrikulerede arealer, alt som vist med rød afgrænsning på sagens bilag D: kortbilag, dateret 17. Januar 1974, rettet 6. januar 1975 og 6. januar 1976.

Sagsøgeren, fristaden Christiania, har påstået frifindelse for sagsøgtes selvstændige påstand.

Ved kendelse af 11. juni 1976 nægtede Københavns byrets fogedafdeling at fremme en af forsvarsministeriet fremsat begæring af 1. april 1976 om umiddelbar fogedforretning til udsættelse af samtlige beboere af fristaden Christianias område.

Denne kendelse har forsvarsministeriet indanket for landsretten med påstand om, at den begærede umiddelbare fogedforretning vedrørende samtlige beboere indenfor fristadens ovenfor angivne område fremmes.

Indstævnte, fristaden Christiania, har påstået kendelsen stadfæstet.

Fristaden Christianias sag mod forsvarsministeriet og den indankede fogedsag (a.s. nr. 142/1976) er i henhold til landsrettens beslutning behandlet sammen.

Fristaden Christiania har haft fri proces under begge sager og har fået beskikket to advokater ved landsretten. Der er har foretaget en omfattende dokumentation og afhøring af en række vidner. Forud herfor havde landsretten ved kendelse af 19. marts 1976 i fristaden Christianias sag mod forsvarsministeriet taget stilling til sagsøgtes oprindelige afvisningspåstand, som i første række var begrundet med, at fristaden Christiania ikke var noget retssubjekt, der kunne optræde som part i en retssag. Landsretten fandt, at der ikke af den grund skulle ske afvisning, da den persongruppe, der er betegnet som fristaden Christiania, havde fornøden processuel partsevne til at indtale påståede rettigheder ifølge givne tilsagn fra forsvarsministeriet.

Forsvarsministeriet fik derimod medhold i sit krav om afvisning af to påstande fra fristaden Christianias side, som ikke egnede sig til domstolsbehandling, fordi de deri indeholdte begreber "socialt eksperiment","tages skridt til" og "evaluering" ikke var af tilstrækkelig bestemt karakter.

Under vidneafhøring af socialminister Eva Gredal begærede Christianias advokater vidnet afhørt om, hvad der var passeret dels under et møde den 5. marts 1973, som hun deltog i sammen med andre ministre og nogle embedsmænd, dels i et regeringsmøde den følgende dag, som hun ligeledes deltog i. Ved kendelse af 17. juni 1976 bestemte retten, at der ikke kunne afkræves socialminister Eva Gredal vidneforklaring om forhandlingerne på de pågældende møder. Kendelsen blev stadfæstet af Højesteret den 13. juli 1976.

Ved kendelse af 6. september 1976 blev det pålagt forsvarsministeriet at fremlægge mulige beslutningsreferater eller anden autentisk gengivelse af beslutninger fra regeringsmøder den 6. marts 1973 og den 30. juli 1973 for så vidt de vedrører Christiania. I skrivelse af 7. september 1976 (bilag V) fra statsminister Anker Jørgensen er dette pålæg efterkommet.

En begæring fra Christianias advokater om vidneafhøring af statsminister Anker Jørgensen blev afslået ved rettens kendelse af 8. september 1976. Kendelsen blev stadfæstet af Højesteret den 23. september 1976.

Ved kendelse af 18. oktober 1976 afslog retten en begæring fra Christianias advokater om, at det blev pålagt forsvarsministeriet at fremlægge en række nærmere opregnede dokumenter, der hævdedes at vedrøre de planlægningsmæssige forudsætninger for og den praktiske gennemførelse af Christianias rømning, idet retten skønnede at dokumenterne ikke indeholdt oplysninger ud over de allerede i sagen foreliggende, der kunne tjene til støtte for Christianias påstande.

Ved kendelse af 15. november 1976 afslog retten Christianias advokaters begæringer om rettens besigtigelse af Christiania-området, om adgang for de enkelte beboere af Christiania til at afgive den i retsplejelovens § 303 omhandlede forklaring samt om yderligere vidneførsel. Retten tillod dog eventuel afhøring af et eller flere yderligere vidner til belysning af de foreliggende aftaler m.v. mellem parterne vedrørende brugen af de omhandlede arealer, men tilladelsen hertil er ikke benyttet.

Foruden af socialminister Eva Gredal er vidneforklaring afgivet af fuldmægtig i forsvarsministeriet, cand. jur. Martin Richter, af kontorchef i forsvarsministeriet, cand. jur. Gunnar Fält-Jensen, af tidligere forsvarsminister Kjeld Olesen, af kontorchef i miljøministeriet, cand. jur. Per Hansen, af kulturminister Niels Matthiasen, af kontorchef i socialministeriet, cand. jur. Vagn Holm, af arkitekt Per Løvetand Iversen, af ekspeditionssekretær i kulturministeriet, cand. jur. Birgitte Oxdam, af socialrådgiver Tine Bryld og af direktør, cand. jur. Ernst Helge Larsen, den centrale bistandsafdeling under Københavns kommune, tidligere direktoratet for Københavns kommunes børne- og ungdomsværn.

Under den afsluttende domsforhandling har Christianias advokater ladet afspille en båndoptagelse af et møde i forsvarsministeriet den 9. maj 1975 (afskrift heraf bilag 332).

Sagens nærmere omstændigheder er følgende:

Som led i de militære udflytninger fra København blev Bådsmandsstrædes kaserne og ammunitionsarsenalet tømt, således at de pr. 1. juli 1971 var rede til aflevering til kulturministeriet, som imidlertid af økonomiske grunde ikke var parat til at tage etablissementerne i anvendelse, ligesom Københavns kommune ikke havde fået udarbejdet udkast til dispositionsplan for området.

I en redegørelse, afgivet til folketinget den 14. august 1973 og underskrevet af forsvarsministeren, kulturministeren og socialministeren (bilag 1) hedder det herom (side 1) at

"Forsvarsministeriet var derfor tvunget til at tage stilling til spørgsmålet om bevogtning af det 32 tønder land store areal med ialt 190 større og mindre bygninger. Det blev bestemt, at militær bevogtning ikke skulle finde sted, og i stedet blev iværksat en civil vagtordning omfattende en vis rundgang især i aften- og nattetimerne. Talrige rapporter viste, at en sådan vagtordning ikke kunne hindre, at uvedkommende trængte ind på området og her forøvede et betydeligt hærværk i form af knuste ruder, indbrud i bygninger, ligesom der blev konstateret et udbredt tyveri af forskellige installationer.

(side 2)

Kort efter den nye regerings tiltrædelse 11. oktober 1971 blev flere af bygningerne taget i besiddelse af unge mennesker og brugt til beboelse. Der syntes at være tale om en veltilrettelagt plan, og i løbet af kort tid var antallet af beboere oppe på flere hundrede. Det var en nærliggende tanke at bede politiet rydde arealet under henvisning til, at man uretmæssigt havde taget ophold på andres ejendom. Forsvarsministeriet ønskede ikke at bruge en sådan fremgangsmåde i erkendelse af, at en efterfølgende effektiv bevogtning af et så stort areal kun ville være muligt ved en uforholdsmæssig stor anvendelse af civile vagtselskaber, idet man var enig med den tidligere regerings beslutning om, at der ikke skulle anvendes militær bevogtning.

Fra starten havde medarbejdere fra forsvarets bygningstjeneste kontakt med beboerne i det, som nu blev betegnet som fristaden "Christiania". Kort efter overtagelsen aflagde forsvarsministeren og kulturministeren besøg på området, idet man stadig anså det for sandsynligt, at kulturministeriet skulle overtage forskellige bygninger. Af den grund blev den første kontakt til myndighederne skabt gennem medarbejdere i kulturministeriet. Ved et efterfølgende besøg deltog endvidere overborgmester Urban Hansen.

I dagene 16., 17. og 18. november 1971 blev situationen taget op ved forhandlinger mellem kulturministeriet, justitsministeriet, boligministeriet, forsvarsministeriet, Københavns kommune og Københavns politi. I erkendelse af at det ikke var praktisk gennemførligt at bortvise beboerne og derefter forhindre ny indtrængen gennem afspærring, blev det besluttet, at man skulle søge frem til en normalisering af forholdet mellem beboerne og myndighederne.

Ifølge et referat af mødet den 16. november 1971 (bilag 356) mundede en afsluttende fællesdrøftelse ud i, at en normalisering blandt andet skulle omfatte en vurdering af områdets bygninger med henblik på at konstatere, hvilke bygninger der kunne accepteres til boligformål ud fra gældende love m.v. Der skulle træffes aftale om indgåelse af lejemål - og afvikling heraf. Der skulle være de sædvanlige kontrol- og tilsynsmuligheder for offentlige myndigheder.

Der blev nedsat en arbejdsgruppe med repræsentanter for de berørte myndigheder med det formål at skitsere en plan til fremkaldelse af en normalisering og formalisering af forholdene på området. I en rapport fra arbejdsgruppen (bilag 196) peges på, at Københavns kommunes erfaringer med afslutning af aftaler med kollektiver samt saneringslovens § 55 kunne danne grundlag, når det civilretlige forhold skulle bringes i kontraktsmæssig form.

Den 23. november 1971 havde ekspeditionssekretær Birgitte Oxdam i kulturministeriet et møde med repræsentanter for en forhandlingsgruppe, der var nedsat af beboerne i Christiania (bilag 161 og 162). Ifølge Birgitte Oxdams vidneforklaring (retsbogsudskriften side 50) har vidnet overladt christianitterne et sæt lejekontrakter hidrørende fra de såkaldte slumstormersager.* Efter disse kontrakter kan lejemålene kun forventes at blive "af meget begrænset varighed", og de kan opsiges med 3 måneders varsel til den 1. i en måned. Lejerne skal selv sørge for forsyning med varme, gas og el, ligesom de skal renholde trapper, gård og toiletter. Det lejede forudsættes opdelt i fremlejemål, hvorom særskilte skriftlige kontrakter skal oprettes. Ved underskrift herpå erklærer den enkelte bruger sig indforstået med ikke ved fraflytning af det lejede at have krav på genhusning. Det lejede overtages, som det er og forefindes, og al reparation og vedligeholdelse - herunder som følge af krav fra myndighederne - skal udføres af lejerne, der til opfyldelse af disse pligter modtager et rentefrit lån fra kommunen. Hvis den aftalte leje ikke betales rettidigt, kan kontrakten straks ophæves, og lejerne er forpligtet til at aflevere det lejede "rømmet for alle beboere". De kan ved lejemålets ophør ikke rejse krav for afholdte udgifter til istandsættelse. - Drøftelser af spørgsmålet om lejekontrakter førte ikke til oprettelse af lejekontrakter vedrørende Christiania-området.

Da det viste sig umuligt at tilvejebringe de nødvendige bevillingsmæssige forudsætninger for kulturministeriets planer til udnyttelse af området, meddelte kulturministeren den 16. marts 1972 (bilag 3), at kulturministeriet herefter overlod det til forsvarsministeriet som områdets formelle ejer at varetage det videre forløb af sagen; men således at kulturministeriet fortsat ville medvirke udfra bygningsfredningsmæssige og almene miljømæssige interesser.

Fra februar til april 1972 blev der afholdt nogle møder i forsvarsministeriet med repræsentanter for Christiania, deriblandt arkitekt Per Løvetand Iversen. Man drøftede forskellige praktiske problemer, og det besluttedes, at forsvarsministeriet skulle forsøge at få oprettet en kontaktgruppe fra myndighederne.

Efter beslutning på et fællesmøde i Christiania den 24. april 1972 blev der overfor forsvarsminister Kjeld Olesen fremsat følgende skriftlige normaliseringsoplæg (bilag 172) ("CA" er en forkortelse for Christiania):

"1.	CA ønsker at betale et fast beløb pr. person (ca. 50 kr/mnd.) til forsvarsministeriet som leje af Fristaden Christianias område, til dækning af de reelle driftsudgifter til el og vand.
2.	CA ønsker at betale kollektivt til forsvarsministeriet og selv administrere en ordning til de enkelte CA-borgere.
3.	CA ønsker gennem vedtagelsen af denne betaling en "normaliserin" af den eksisterende situation, således at forstå at man får tilsagn om vor forbliven på området indtil de af myndighederne skitserede planer vil kunne realiseres eller koordineres med vor fortsatte forbliven på området.
5.	CA ønsker snarligt møde om en endelig vedtagelse af ovennævnte ordning, fx. til ikrafttrædelse 1. maj 1972.
6.	CA ønsker endvidere en snarlig nedsættelse af et samarbejdsudvalg af de implicerede myndigheder til en realistisk behandling af de aktuelle fællesproblemer."

Efter nogle forudgående møder i forsvarsministeriet og mellem de implicerede ministre blev der nedsat en kontaktgruppe bestående af repræsentanter for forsvarsministeriet, socialministeriet og Københavns kommune.

Christianias beboere havde i den forløbne tid drøftet spørgsmålene om Christianias interne struktur. Det lokale bofællesskab gav grundlag for afholdelse af områdemøder, hvis overvejelser og forslag kunne føres frem på de såkaldte fællesmøder, hvor alle områder var repræsenteret, og hvor beslutninger kunne træffes. Her blev den gruppe af personer udpeget, som ved forhandlinger med myndigheder kunne repræsentere Christiania.

Det første møde mellem myndighedernes kontaktgruppe og. Christianias forhandlingsudvalg blev afholdt den 15. maj 1972 i Christiania, hvor der fandt en rundgang sted. På et efterfølgende møde samme dag drøftede statens og kommunens repræsentanter sagen, Og man enedes om at foreslå en ordning, som skulle administreres af beboerne selv, og hvorefter der for hver person skulle betales 50 kr. månedlig for el- og vandforsyning.

På det næste møde mellem kontaktgruppen og Christianias forhandlingsgruppe den 24. maj 1972 forelå der fra kontaktgruppen et promemoria af 18. maj 1972 (bilag 114 a) indeholdende 8 punkter, blandt andet vedrørende nedrivning efter aftale af ubrugelige bygninger m.v., brandslukningsmateriel, nedsættelse af en social gruppe, retablering af toiletter samt komplettering af Christianias interne registrering. Promemoriets punkt 6 var sålydende:

"Egentlig lejeaftale kan ikke oprettes på nuværende tidspunkt.

"Christiania"s tilbud om fra 1. maj 1972 til FMN at indbetale 50 kr. pr. måned pr. beboer som bidrag til afholdelse af diverse afgifter accepteres. "Christiania" står for opkrævningen og afregningen.

Når forsvarsministeriet indgår aftale om afhændelse af området, vil "Christiania" få underretning herom. Forsvarsministeriet vil tilsikre en periode af 2 måneders varighed - regnet fra den 1. efter datoen for sådan underretning - til drøftelser mellem "Christiania" og den fremtidige ejer vedrørende beboerforholdene."

Ifølge det af arkitekt Per Løvetand Iversen udfærdigede referat af mødet den 24. maj 1972 (bilag 175) formede mødet sig som en gennemgang af promemoriet. Det blev fra Christianias side foreslået, at den første sætning i punkt 6 blev rettet til en endelig lejeaftale kan ikke oprettes på indeværende tids- punkt", således at promemoriet kunne opfattes som indeholdende en foreløbig aftale. Begge grupper ville bringe dette forslag videre, og det ville blive taget op på næste møde.

Den 31. maj 1972 blev der ved et nyt møde i forsvarsministeriet af kontorchef G. Fält-Jensen på kontaktgruppens vegne og af arkitekt Per Løvetand Iversen og 5 andre på forhandlingsgruppens vegne underskrevet følgende dokument (bilag 114 c):

"FORELØBIG AFTALE

mellem kontaktgruppen under forsvarsministeriet og forhandlingsgruppen på "Christiania".

---

Mellem kontaktgruppen og repræsentanter for forhandlingsgruppen er der på indeværende tidspunkt ved en række drøftelser opnået enighed om følgende:

Med henblik på endelig afregning udleverer forsvarsministeriet til "Christiania" kopier af modtagne opkrævninger på sådanne afgifter, efterhånden som opkrævningerne tilgår. Når forsvarsministeriet indgår aftale om afhændelse af området, tilsikres der "Christiania" drøftelser med den fremtidige ejer vedrørende beboerforholdene.

1.	I erkendelse af de vanskeligheder en massiv tilstrømning af udlændinge ville stille "Christiania” overfor, etableres en nøje kontakt mellem "Christiania"s centrale informationstjeneste og ledelsen af Københavns kommunes sleep-in arrangement.
2.	Nedrivning af ubrugelige Bygninger og plankeværk finder sted efter aftale med "Christiania". Oprydning fortsættes.
3.	Brandslukningsmateriel vil i et vist omfang blive stillet til rådighed af forsvaret. Fornøden instruktion i materiellets brug vil blive givet. Der må ikke på arealet etableres Spærringer, der hindrer brandslutningskøretøjers og ambulancers passage.
4.	"Christiania" nedsætter en social gruppe. Denne træder i kontakt med Københavns_kommune og dens forskellige hjælpetjenester om opståede sociale problemer, herunder sundhedsmæssige.
5.	Retablering af et antal toiletter vil blive gennemført. Mulighederne for - på længere sigt - at retablere yderligere et antal toiletter samt eventuelt badefaciliteter undersøges fortløbende.
7.	"Christiania"s interne registrering af beboerne kompletteres.
8.	På anmodning er forsvarsministeriet forpligtet over for forsikringsselskaber at bekræfte nærværende aftale.
9.	Forholdet til politiet, herunder spørgsmålet om udlændinge, optages til drøftelse mellem kontaktgruppen og "Christiania" inden 14 dage fra nærværende aftales underskrift.
10.	En række andre problemer vil blive taget op efterhånden ved drøftelser mellem kontaktgruppen og repræsentanter for "Christiania"."

I det eneste foreliggende referat af dette møde (bilag 176), der er udarbejdet af Marianne Dyssebo for forhandlings- gruppen, gives der ikke nogen forklaring på, hvorfor ordene "Egentlig lejeaftale kan ikke Oprettes på nuværende tidspunkt" ikke findes i det underskrevne dokument.

Der foreligger et udateret, håndskrevet notat fra arkitekt Per Løvetend Iversen (bilag 114 d) af følgende indhold:

"Det her papir betyder:
1.	at vi bor legalt på området (indtil
2.	at vi derved har samme rettigheder som borgerne i Danmark: fx. 1. politimæssige forhold 3. i forsikringsm. forhold 2. lovbeskyttelse af udlændinge 4.
3.	denne aftale gælder også såfremt K. kommune bliver ejer, eller danner grundlag for fornyet aftale ved evt. anden fremtidig ejer."

I den følgende tid afholdtes der regelmæssige møder mellem kontaktgruppen og Christianias forhandlingsgruppe. En del praktiske problemer blev drøftet og løst på disse møder. På et af dem, nemlig den 14. juni 1972 (bilag E) drøftedes blandt andet Spørgsmålet om afhændelse af området, og det konstatere- des, at der ikke var andet nyt, end at det rent praktisk ikke kunne ske før august.

Den 21. juli og den 25. august 1972 blev der af medlem af folketinget Ellen Strange Petersen stillet spørgsmål (bilag 252 og 253) til forsvarsministeren og justitsministeren vedrørende den foreløbige aftale af 31. maj 1972. I deres svar oplyste de pågældende ministre blandt andet, at Christianias ønske om en lejeaftale var blevet afvist med henvisning til, at afhændelsen af området var forestående, og at den foreløbige aftale havde reguleret forskellige forhold af i hovedsagen praktisk karakter.

På et kontaktmøde i forsvarsministeriet den 10. oktober 1972 (bilag 180) udtalte kontorchef Fält-Jensen også, at han regnede med, at Christiania ville blive udbudt til salg i løbet af 3-4 uger.

I en såkaldt "fødselsdagsskrivelse" af 26. september 1972 (bilag F), der i efteråret 1972 blev sendt til forsvarsministeren, socialministeren og kulturministeren som bilag til et åbent brev vedrørende fristaden Christiania som samfundseksperiment (bilag K), udtalte arkitekt Per Løvetand Iversen blandt andet, at beboerne i Christiania ikke under forhandlingerne med forsvarsministeriet fik det tilsagn om forbliven, som skulle give den fornødne arbejdstryghed for det sociale eksperiment, indtil en kommende ejers planer kunne realiseres.

Kunstakademiets akademiråd rettede i skrivelse af 9. november 1972 (bilag 157) henvendelse til borgmesteren for Københavns magistrats 4. afdeling i anledning af, at der i februar 1972 for borgerrepræsentationen var fremsat forslag til dispositionsplan for Christianshavn m.v. Akademirådet udtalte som sin opfattelse, at de statsejede arealer på Christianshavn ikke burde udbydes til salg, men kun udlejes på kortvarige åremål, indtil en forsvarlig dispositionsplan kunne gennemføres.

På et møde den 15. november 1972, hvori deltog forsvarsministeren, socialministeren, kulturministeren, socialrådgiver Tine Bryld og repræsentanter for Christiania, udtalte forsvarsminister Kjeld Olesen ifølge et referat, der er udfærdiget af en deltager i mødet ved navn John (bilag 182), at det ville vare en rum tid, før området kunne sælges, idet der endnu ikke var nogen dispositionsplan fra kommunens side. Under mødet blev det iøvrigt nævnt, at måske 2/3 af beboerne ikke betalte for el og vand, og det blev af christianitter udtalt, at der ikke fandtes magtmidler overfor dem, der ikke betalte.

Socialrådgiver Tine Bryld, der fra 1. april 1972 af undervisningsministeriet var ansat som konsulent vedrørende oplysning om stofmisbrug, blev stillet til rådighed for socialministeriet som konsulent vedrørende Christiania og afgav allerede i april 1972 en rapport til socialministeren om forholdene i Christiania særligt med hensyn til stofmisbrug (bilag 300). I december 1972 udarbejdede Tine Bryld en ny rapport Christiania - et samfundseksperiment?" (bilag 301). Det hedder blandt andet heri, at man ved underskrivelsen af den foreløbige aftale af 31. maj 1972 ikke vidste, hvor længe aftalen kunne komme til at bestå. Denne rapport, der iøvrigt også beskæftigede sig med forholdet til politiet, dannede baggrund for et forslag til målsætning for et samfundseksperiment omkring Christiania (bilag 302), som Tine Bryld på opfordring af socialministeren og forsvarsministeren udarbejdede i januar 1973.

I de første måneder af 1973 blev der ikke afholdt kontaktmøder.

I et brev af 22. Januar 1973 (bilag 139) til boligministeren henstillede forsvarsministeren, at der snarest fandt en afklaring sted af et forslag fra kulturministeren om en samlet vurdering af, hvad man skulle gøre med Christiania-arealerne.

Der havde været rygter fremme om, at der forestod afgørende beslutninger vedrørende Christiania. I Christiania-bladet "Ordkløveren" for den 3. marts 1973 (bilag Q) er det således omtalt, at kontorchef Fält-Jensen skulle få besked fra ministrene, og at det nok bliver værd at snakke om.

Efter at der den 5. marts 1973 var afholdt et møde mellem de berørte ressortministre, fandt der den 6. marts 1973 et regeringsmøde sted. I statsministerens skrivelse af 7. september 1976 (bilag V) er det oplyst, at der i dette regeringSmøde blev givet tilslutning til:

"at boligministeren i samarbejde med kulturministeren tilrettelægger og udskriver en idékonkurrence om anvendelsen af det 38 tdr. land store areal i forbindelse med Bådsmandsstrædes Kaserne,

at dette areal forbliver i forsvarsministeriets eje de første tre år, samt

at forsvarsministeren sammen med kulturministeren og socialministeren på denne baggrund overvejer den foreløbige anvendelse af Bådsmandsstrædes Kaserne."

I sit svar i folketinget på et spørgsmål om, hvorvidt forsvarsministeren ville bortsælge Bådsmandsstrædes kaserne med tilhørende arealer, udtalte ministeren den 7. marts 1973 (bilag N) blandt andet, at man har "truffet beslutning om, at staten fortsat Skal eje arealerne for en periode af 3 år. Samtidig er det blevet overdraget boligministeren sammen med kulturministeren at udarbejde nærmere retningslinier for idékonkurrencen og forestå det praktiske arbejde med dens gennemførelse."

"Ordkløveren" for den 10. marts 1973 (bilag A) indeholdt en opsats med følgende overskrift og tekst:

Christiania sejrede
-er garanteret 3 år

Forsvarsministeriet vil fortsat i de tre næste år, stå som ejer af Christiania. (Bådsmandsstræde Kasserne m.m.) Det fremgik af Kjeld Olesens udtalelser under Spørgetiden i Folketinget, onsdag. Bo Christensen havde spurgt om ministeren ville afhænde området, som han ligeledes havde spurgt i januar -72. Kjeld Olesen svarede at regeringen netop havde vedtaget at beholde området i 3 år, og lade en arkitektkonkurrence udfærdige forslag til områdets videre anvendelse.
....................................................."

I samme nummer af "Ordkløveren" er Optaget en dagsorden til et møde, hvor man under punkt 8 skulle have "Orientering om hvad de "3 ÅR" dækker."

Bladets omslag viser en bugtet kolonne, der udgøres af en lang række "3 ÅR".

I sit svar i folketinget på et Spørgsmål om, hvorvidt budget- og økonomiministeren havde godkendt forsvarsministerens planer om at lade fristaden Christiania bestå på statens regning i endnu tre år, udtalte ministeren den 14. marts 1973 (bilag 200), at han havde tiltrådt, at det pågældende område forblev i forsvarsministeriets eje i endnu 3 år. Under den fortsatte drøftelse brugte ministeren vendingen: " .... derfor har vi accepteret, at arealet foreløbig forbliver i statens eje i 3 år."

I "Ordkløveren" for den 16. marts 1973 (bilag B), der iøvrigt gengav avisomtale af, at fristaden Christiania havde fået 3 års frist, findes en af arkitekt Per Løvetand Iversen forfattet artikel under overskriften "Fristad Christiania i endnu 3 år". I artiklens sidste afsnit hedder det:

"Nej - jeg synes faktisk det tegner godt for de næste 2x11/2 år at vi har kunnet fungere så konstruktivt det første halvandet, uden andre forudsætninger end en god vilje og en gensidig accept af andre meninger end ens egne. Hvis vi kan bevare den holdning og udbygge den - også overfor alle de problemer vi får forærende udefra så tør jeg spå noget der vil bære ud over de næste 11/2 - og de næste - og de næste ..."

På et møde den 1. maj 1973 (bilag 313) mellem de tre ressortministre og embedsmænd var der enighed om at afholde et møde hos kulturministeren med beboerne, og om at der på embedsmandsplan skulle arbejdes videre med spørgsmålet om økonomi og om formulering af en målsætning for eksperimentet. Endvidere skulle der udarbejdes en redegørelse til brug for offentligheden.

Det planlagte møde fandt sted den 14. juni 1973 1 kulturministeriet. Om hvad der passerede under dette møde foreligger tre skriftlige fremstillinger, der såvel under vidneafhøringerne som under parternes procedure har været genstand for indgående analyse.

Den ene fremstilling er et notat udarbejdet af daværende fuldmægtig i kulturministeriet Per Hansen. Notatet (bilag 10) er dateret den 30. juni 1973, men det fremgår af Per Hansens vidneforklaring (jfr. også bilag 226 samt bilag 12), at notatets rigtige dato er den 30. juli 1973, idet udkastet til notatet inden afgivelsen skulle forevises ministrene til godkendelse i sommerferietiden.

Notatet har følgende indhold:

"Notat om mødet torsdag den 14. juni 1973 kl. 11.30 i ministeriet for kulturelle anliggender med "Christiania's beboere.

Efter regeringens vedtagelse om ikke nu at afhænde Bådsmandsstrædes kaserneareal på Christianshavn, men i stedet på kulturministeriets initiativ at udskrive en idékonkurrenoe bl.a. til sikring af de fredede bygninger og voldanlæg i det fredningsmæssigt værdifulde område, har regeringen tillige besluttet, i de formentlig 3 år tilvejebringelsen af et konkurrenceresultat vil tage at Søge forholdene i "Christiania" normaliseret, idet der søges givet bosættelsen i området karakter af et "socialt eksperiment".

Det er i regeringen aftalt, at forsvars-, social- og kulturministrene skal forestå dette arbejde, og ministrene har derfor vedtaget, at møderne mellem "Christiania"s beboere og myndighederne skal genoptages gennem det såkaldte kontaktudvalg, der har været nedsat under forsvarsministeriet med repræsentation for forsvarsministeriet, socialministeriet, Københavns kommune samt - efter beslutningen om udskrivningen af en idékonkurrence - nu også med repræsentation for kulturministeriet.

I mødet den 14. juni 1973 deltog:
socialminister Eva Gredal,
forsvarsminister Kjeld Olesen,
kulturminister Niels Matthiasen,
kontorchef G. Fält-Jensen, forsvarsministeriet,
kontorchef Vagn Holm, socialministeriet,
konsulent Tine Bryld, undervisningsministeriet,
fuldmægtig Per Hansen, kulturministeriet, og
10 repræsentanter for beboerne i "Christiania".
(side 2:)

Kulturministeren redegjorde indledningsvis for baggrunden for beslutningen om at udskrive en idékonkurrence for området. Det oplyses, at Københavns kommune har udarbejdet dispositionsplanforslag for Christianshavn, at kommunen forudsætter området benyttet til boligbebyggelse og offentlige institutioner for de omkringliggende, dårligt forsynede boligområder, og at staten finder, at der er store bevaringsmæssige interesser i området, hvor- for det er besluttet gennem udskrivningen af en idékonkurrence at analysere områdets muligheder. "Christiania" kunne derfor fortsætte, indtil der er truffet beslutning om områdets anvendelse efter 3-års periodens udløb. Det fremhævedes, at denne periode derfor måtte forme sig som en forberedelse til, at de grupper, der bruger området, kan finde udveje for at flytte og at fortsætte på en anden måde. Da flytningen fra "Christiania" til sin tid for nogle vil udgøre et socialt problem, ville det derfor være nødvendigt at arbejde på en normalisering.

Socialministeren fandt begrundelsen for at karakterisere de kommende 3*år som et "socialt ek5periment" deri, at udviklingen har vist, at der sker en forøgelse af de grupper, der ikke kan eller ikke vil tilpasse sig samfundets krav. Også i "Christiania" fandtes blandt de ca. 500 faste beboere et antal unge, socialt set truede mennesker, over for hvem samfundets tilbud har været utilstrækkelige eller uacceptable. For "Christiania"s beboere består der således en Opgave i at medvirke til den nødvendige vekselvirkning mellem det ikke-professionelle behandlingsarbejde og de sociale myndigheder. Da Christiania"-beboernes livsform ikke harmonerer med normerne uden for "Christiania", ville et sådant eksperiment kræve en tolerant holdning fra myndighedernes side og samtidig en aktiv indsats fra beboerne med henblik på at sikre overholdelsen af indgåede aftaler.

Forsvarsministeren fremhævede, at "Christiania" var og fortsat ville være kilde til megen kritik. For at sikre en nødvendig ro om arbejdet, måtte kontaktudvalget straks tage de mest presserende spørgsmål op. Ministeren ønskede således især, at der blev foretaget en sikkerhedsmæssig gennemgang af bebyggelsen især for at søge afhjulpet risikoen for ulykker i tilfælde af brande, ligesom der måtte sikres en vedligeholdelse af især de fredede og be- varingsværdige huse. Endvidere fandt ministeren det
(side 3:)
nødvendigt, at den tidligere mellem forsvarsministeriet og "Christiania"-beboerne aftalte betalingsordning, hvorefter der betales So kr. pr. beboer om måneden som bidrag til dækning af udgifterne ved el og vand, blev gjort effektiv.

Under den efterfølgende drøftelse understregedes det, at "Christiania" ikke kan forventes at kunne fortsætte i området udover de 3 år. Fra beboernes side understregedes betydningen af at opnå en vis tryghed uden at skulle indgå på en afhængighed og en institutionalisering. Beboerne fandt således især, at man havde problemer med forholdet til Københavns kommunes sooialforsorg og Københavns politi, der ifølge det oplyste ikke ville modtage anmeldelser og i det hele give området samme behandling som andre dele af samfundet.

Det aftaltes, at beboerne måtte udforme deres klagepunkter i en skriftlig redegørelse, som da af kontaktudvalget kunne forelægges de respektive myndigheder.

Beboerne var betænkelige ved en sikkerhedsmæssig gennemgang, såfremt denne skulle føre til/nedrivning af nogle af husene. Heroverfor blev det tilkendegivet, at man ikke forestillede sig en gradvis nedrivning af husene i løbet af den 3-årige periode, men man kunne ikke af- vise nødvendigheden af fjernelse af de egentligt farlige eller uegnede bygninger.

Efter drøftelser af en række konkrete problemer for beboerne sluttede mødet med beslutningen om, at kontakt- udvalget og repræsentanter for beboerne gennem møder skal søge at finde acceptable løsninger på de sikkerhedsmæssige problemer, betaling for el og vand og beboernes forhold til myndighederne."

Den anden fremstilling er et referat (bilag 11) udarbejdet af kontorchef i forsvarsministeriet Gunnar Fält-Jensen, dateret den 22. juni 1973. Referatet bærer Fält-Jensens håndskrevne påtegning om, at det er uofficielt og ikke er godkendt af forsvarsminister Kjeld Olesen.

Referatet har følgende ordlyd:

"R e f e r a t

ang. møde hos kulturministeren om "Christiania".

Deltagere: Eva Gredal, Niels Matthiasen, Kjeld Olesen. På embedsmandsside: Vagn Holm (socialministeriet), Per Hansen (kulturministeriet), Tine Bryld (socialministeriet), Fält-Jensen (forsvarsministeriet). Herudover et stort antal deltagere fra "Christiania" bl.a. Per, Rich, Leonhard, Hans og mange flere.

---

NM indledte med at omtale KK's dispositionsplan, som man ikke havde fundet det rigtigt at kaste sig ud 1, set med århundreders målestok.

En virkelig analyse med henblik på det lange sigt måtte der til. "Christiania" kan fortsætte, indtil resultatet af idekonkurrencen skal føres ud i livet. Et eksperiment kan - hvis det lykkes - også fortsætte herudover.

Eva Gredal betonede, at man stiller sig åben over for forsøget byggende på forsøgsdeltagernes egne præmisser.

Eksperimentet vil støde an mod love og normer. Tolerance og fleksibilitet er derfor påkrævet, men i den forbindelse er også et tillidsforhold forsøgsdeltagerne og de implicerede ministre imellem absolut påkrævet. Præciserer, at hjælp fra "Christiania"s egen/side til ministrene er påkrævet, dersom ikke disse skal blive sorteper.

Kjeld Olesen understregede Eva Gredals bemærkninger og omtalte den kritik, der indtil nu var fremkommet, og som især havde været rettet mod ham.

Betonede, at pengespørgsmålet var meget væsentligt. Nu står vi foran at skulle klare forskellige praktiske spørgsmål, her kan man fortsætte, som man er begyndt, men med yderligere normalisering på forskellige områder som målet.

Iøvrigt fulgte Kjeld Olesen oplægget og omtalte justitsministerens svar samt en gennemgang af beboelses- forholdene med henblik på det sikkerhedsmæssige.

Per svarede på "Christiania"s vegne. Fremhævede betydningen, tryghed, understregede at man vil undgå afhængighed og institutionspræg og nævner problemer som:
(side 2:)

1)	Natlægen vil ikke komme.
2)	Politiet vil ikke modtage anmeldelser og giver ikke "Christiania" samme behandling som andre dele af samfundet.
4)	Enig i gennemgang af "Christiania" med henblik på det sikkerhedsmæssige, men den kan ikke resultere i nedrivning af bygninger.

----

Der efterlystes oplysning om, hvad der lå i bemærkningen: "hvis eksperimentet lykkes".

Eva Gredal nævnte, at man nu skal koncentrere sig om at få de 3 år til at lykkes og ikke spekulere længere ud i tiden.

Kjeld Olesen betonede,ligeledes, at den hidtil bestående usikkerhed nu er fjernet for så vidt som Christiania" har fået 3 år, og det skal man koncentrere sig om. Så gerne, at eksperimentet lykkedes og blev videreført på en eller anden måde, men troede ikke på en videreførelse samme sted.

Omtalte at en redegørelse skal sendes ud til offentligheden.

Tine Bryld foreslog, at de tre ministre får en samtale med overborgmesteren for at få løst Op for de problemer, Christiania" har i forhold til KK, og som falder inden for det sociale område.

Kjeld Olesen citerede fra OB's brev og lovede at tage Spørgsmålet op.

----

Fra salen blev det nævnt, at politiet ikke tager anmeldelser alvorligt og altså ikke vil hjælpe "Christiania". Eksempler blev nævnt, og Kjeld Olesen bad om skriftlig redegørelse for at kunne forelægge den for justitsministeren.

Kjeld Olesen nævnede, at startsignalet for eksperimentet nu er givet og dermed også til afholdelse af regelmæssige kontaktudvalgsmøder, med påbegyndelse snarest. Spørgsmålet om bygningen i "Nordprovinsen" kan rejses her.

Et spørgsmål, om ministeren forestillede sig en løbende afvikling, besvarede Kjeld Olesen med, at det sikkerhedsmæssige nu måtte meget kraftigt ind i billedet, men at han ikke havde forestillet sig en bygningsmæssig nedtrapning.
(side 3:)
Eva Gredal erklærede sig enig heri.

Fra salen nævntes narko-problemet, som man måtte have tacklet og hvortil politiets bistand var påkrævet, men her havde "Christiania" indtryk af, at politiet ikke vil- le hjælpe.

Endvidere blev nævnt, at der var problemer med arbejdstilladelser.

Kjeld Olesen betonede til afslutning, at ministrene ikke havde betingelser udover dem, der allerede var nævnt, og som gik ud på:

a)	Det sikkerhedsmæssige, hvor ministrene jo stod med ansvaret.
b)	Det betalingsmæssige; som "Christiania" måtte anstrenge sig for at leve op til.

Omtalte endelig også, at der nu ville blive tale om at forelægge en bevillingsansøgning for finansudvalget.

F J"

Den tredie fremstilling er et referat (bilag M), der efter det oplyste har været Optaget i "Ordkløveren" for den 15. juli 1973. Referatet, der er udarbejdet af Hans Løvetand, Christiania, har følgende ordlyd:

"REFERAT AF MINISTERMØDE, 14-06-73
1 Kulturministeriet, 11³⁰

-af ................................... Hans Løvetand
------------------------------------------------------

Til stede var:

Kjeld Olesen, Fält-Jensen, Niels Mattiassen, Per Hansen, Eva Gredal og Vanglo.

Og fra

Christiania: Inger, Richardt, Per, Leif, Leonard, Specio, Michael, Lisa, Mike, Keld, Poul Erik, Flemming, Peter og Hans. Desuden, Tine B.

Niels Mattiasen bød velkommen, og ønskede at give en oversigt over de byplanmæssige aspekter omkring området, at lade Eva Gredal belyse hvad der lå i regeringens beslutning om 3 års eksperiment, og Kjeld Olesen, om det rent praktiske.

NM nævnte Københavns Komunes dispositionsplan, omfattende Christiania, også. Den indeholdt Sportspladser, skoler, børnehaver osv. for det tætte beboede Christianshavn. Forsvarsministeriet ejer området, men kommunen har byplanmyndigheden, hvorfor stat og kommune skal forhandle sig frem til, hvad arealet skal bruges til. NN nævnte kulturministeriets interesser, hvilket dog senere var bortfaldet. De havde dog stadig interesse i fredede huse, volde og andet bevaringsværdigt. Derfor var Kulturministeriet ikke faret ud i Komunens planer, da den ikke varetog fremtidens krav til rekreative områder. Derfor fik man regeringens tilslutning til ikke at disponere over området før efter en virkelig analyse af områdets muligheder.

Derfor idekonkurrencen og der er givet tre år til den opgave, og det blev derfor besluttet af lade CA eksistere i de tre år, af regeringen. Tre år til at forberede og eksperimentere, og så evt fortsætte et andet sted, hvis eksperimentet lykkes. I dag skal vi derfor nu drøfte, denne treårsperiodes normalisering,

Eva Gredal nævnte det strengt strukturerede samfunds mindretalsgrupper som ikke helt kan tilpasse sig de krav der stilles. De tilbud samfundet, giver os, er stramt struktureret. i deres målsætning, hvorved der nødvendiggøres en vilje til at støtte den slags forsøg, på deltagernes præmisser. Selvsagt vil den slags forsøg, støde på de love og normer som, gælder i Samfundet, og derfor må det slås fast at vi behøver et tillids forhold til hinanden om de ting der skal foregå ude på CA. Fra vores side vil vi indtage en tolerent holdning over for det der skal ske, men, understrege nødvendig- heden af et tillidsforhold. EG nævnte at der havde sandelig været en uge uden spørgsmål i Folketinget om CA, men derfor og så nødvendigheden af tillid fra CA's side, så ministrene ikke med deres tolerence, blev Sorteper.

Kjeld Olesen sagde at mange øjne hvilede på foretagendet, og at det ikke har manglet på kritik og spørgsmål, p.g.a. tolerencen hos de tre ministre, men at de havde en positiv interesse i det der sker derude. Det man mest hæger om er jo spørgsmålet om penge, og sammen med en del andre praktiske ting, må huslejeindbetalinger tages op på nye drøftelser,
(side 2:)
i kontaktgruppen, som, som et led i normaliseringen, straks genoptages. Suppleret med en repræsentant fra Kulturministeriet, Per Hansen. At man på sådanne møder osse kunne tale om større vedligeholdelsesprojekter, men at han betragtede CA-borgerne som de daglige passere og vedligeholdere. Kjeld Olesen ønskede en snarlig gennemgang af det sikkerhedsmæssige, ved tanken om brand. Oplyste iøvrigt at man havde fået afslag fra, justitsministeriet i ønsket om at få en repræsentant i Kontaktgruppen, og at der endnu ikke forelå svar fra Finansministeren, på et spørgsmål, som vedrørte momsafregning i handelen på CA. Tillige et andet ubesvaret spørgsmål til Kommunen, om direkte social bistand, evt. i form af halvdagsmedarbejder.

--------------

Efter denne indledning var ordet frit, og Per sagde bl.a.:
-at han savnede punkterne i form af dagsorden, fra Fält Jensen, men at de nævnte ting i indledningen, faktisk omfattede det der havde været oppe på CA-fællesmøde for at få en fællesholdning. Ud over de nævnte ting ønskede, Per, en snak om forholdet til politiet, som er et stort problem, samt, til Kbh.s kommune, planmæssigt osv. At vores holdning til samfundseksperiment allerede er redegjort i skrivelse af 6/11, hvilken principielt ikke afviger fra de nu værende synspunkter.

Per sagde desuden, at det i forbindelse med fredede bygninger helt var i CA's interesse, at bevare de fredede huse, og osse skabe et fælles rekreativt område for hele Christianshavn og Kbh. Derefter Spurgte han om ministrenes opfattelse af "de tre år", og ikke mindst bag efter, hvis nu eksperimentet lykkes, jvf. kulturministeren. At betingelsen for at ting på CA kunne fungere og lykkes, var en vis tryghed. Der er derfor klart, behov for en omhyggelig orientering, hvad ministrene videre tænker sig. Ud over det, fortsatte Per, med sikkerhedsbestemmelser vedr. brand, og Eva Gredals "sammenstød med love og forordninger", er Christiania stødt på to væsentlige ting, nemlig lægehjælp og politi. Læger der ikke vil komme, politi der ikke modtager anmeldelser, og iøvrigt Socialkontorer, der ikke vil udbetale penge osv. Når politidirektøren ikke vil give CA en særstilling, ved at have repræsentant i kontaktgruppen, må CA også modsat. have de samme rettigheder vedr. anmeldelser m.m. Per understregede også, at der var en ærlig vilje til at bevare det tillidsforhold, der allerede var på Christiania, til ministrene, og at CA selv gav ministrene argumenter til at forsvare sig med, overfor kritik og spørgsmål. At CA, efter fællesmødebeslutning, selv ønskede at betale for hvad vi fik, men at man ikke kunne garantere en 100% indbetaling, men iøvrigt måske gå over til åbning af militærets konto, så den enkelte selv kunne indbetale husleje på den. Med giro-kort f.eks. Og at CA, absolut ønsker selv at vedligeholde og passe husene. For ikke at komme ind i et afhængighedsforhold, der giver institutionsstatus osv. Den overvejende holdning på CA er nemlig at vi så vidt muligt skal klare det selv og
(side 3:)
at tanken om at rive huse, med sikkerhedsmæssige problemer, er en meget dårlig løsning. CA Opfatter osse sikkerhedsmæssigt forsvarligt, noget anderledes end myndighederne.

M.h.t. politiet, er det reelt de menige, som ud fra deres opfattelse af en Fristed, handler på egen hånd, hvilket altså falder tilbage på Justitsministeren. Jvf. svar i Folketinget, om hans afmagt overfor CA. Per påpegede osse, at moms og afgifter ville skabe en lang række problemer, med sundhedshensyn, forsikring af ansatte osv osv. At. der er stor dækning på CA, for at undgå den slags. Og at christiania, gerne forsat vil have en bedre komunikation med Kbh's kommune, sluttede Per.

Flemming efterlyste betydningen af Niels Mattiasens ord "eksperimentet lykkes", hvortil NM svarede at man måtte se hvad arkitektkonkurrencen viser, og ikke udelukke at Christianias eksperiment kan fortsætte et andet sted. Og ikke springe ud i kommunens dispositionsplan lige uden videre; Eva Gredal ønskede som svar på Pers "efter de tre år", at slå fast, at, vi nu laver et eksperiment over tre år, koncentrerer os om det, og ikke, fortaber os i tiden bagefter. Richardt mente dog at det var rart med nogle gisninger, så man ikke bare sad og ventede på den arkitektkonkurrence hvortil EG svarede at vi måtte samarbejde om de tre år, og ikke sidde at gisne. Kjeld Olesen påpegede at CA nu havde fået den ønskede sikkerhed, i form af de tre år, men at han da håbede at et vellykket eksperiment kunne forsættes et andet sted. Dog troede han ikke på, at der, når de tre år var gået, ingen ting skete, og at det hele bare ville gå videre. KO, var enig i at man til den tid, kunne lade noget vellykket_forsætte et andet sted, KO lovede'at tale alvorlige end tidligere, med Justitsministeren om problemerne med politiet.

Tine sagde, at hun fornemmede man ikke fra kommunens side havde akcepteret den beslutning, regeringen havde taget, og at hun i sit sociale arbejde, med CA's Socialgruppe, ustandselig mødte manglende forståelse, i forsøgene på at sætte og holde noget igang på CA. Tine efterlyste en debat mellem ministre og borgmester/inden, i relation til det sociale arbejde med narkomaner, børn, og socialhjælpsmodtagere blandt personer under behandling. At der ikke ydes en eneste øre til hjælp, hvorimod man ustandselig støder imod kontoriusseri og bureaukrati, møder aflyses, udsættes osv.

Kjeld Olesen citerede Urban Hansen fra et brev, hvori han udtrykte ønsket om at hans medarbejdere kunne klare tingene sammen med Tine, Oxdam, Vagn Holm og Fält-Jensen, så tingenes udvikling ikke hindres fra vor side, men frem- mes. Dog er det ikke ligegyldigt hvordan det gøres og hvad det koster. KO lovede Tine at disse ting ville blive taget op fremover.

Hans tog spørgsmålet op, om politiets fuldstændige mangel på samarbejdsvilje, og afvisning af anmeldelser m.m., og Kjeld Olesen bad om et par konkrete historier, hvor Flemming fortalte om razziaen i Crazy House, ved hvilken politiet pure nægtede at deltage, osse at modtage anmeldelser, af vold og hård stofhandel. Leonard om hærværket på Fredens Arks vinduer, i
(side 4:)
efteråret. Eva Gredal bad om at få sådanne ting på et stykke papir, og man ville så forelægge det for Justitsministeren, til revision. Leonard påpegede at det netop fra starten var CA's ønske at undgå stofhandel, og at handel i butikkerne først og fremmest opretholdt arbejds- pladser,og aktiviteter, mere end profit, til beskatning, moms m.m.

Richardt sagde at Justitsministeriet osse måtte lære noget af sådant et eksperiment, og være mere fleksible. Per sagde at tacklingen af narkotikaproblemet var en nødvendig forudsætning for, at noget kunne lykkes. Politiet tager småpushere, og lader de store gå, og fornemmelsen, på CA, er at politiet bevidst modarbejder os. Sender kriminelle lige tilbage til CA, i stedet for at handle efter normal praksis, som i samfundet udenfor. Per under- stregede nødvendigheden af genoptagelse af kontaktmøderne.

Richardt efterlyste tegninger over strøm kloakker osv, og at Solvognen ikke var blevet bygget op, fondi det var statens ejendom osv, skønt sådanne huse måske var bevaringsværdige.

Kjeld Olesen kaldt mødet for starten på eksperimentet, og at man fremover måtte gøre meget ud at have regelmæssige møder, og få gennemgået, alle de praktiske ting. At et møde blev fastsat så hurtigt som muligt.

Per løftede spørgsmålet om det nye Nordområde, og det rimelige i, at indlemme det som en del af christiania, men skånende de bygninger, som var fredede, krudthusene museet og Skolen, men dette ønskede Kjeld Olesen som et punkt på første Kontaktmøde, da han ikke kunne tage, hel- ler principiel stilling til det, på nuværende tidspunkt.

Hans efterlyste fortolkningen fra ministerside, af ordene afvikling af eksperiment i de tre år, og Spurgte om ikke ministrene havde, og nu kunne redegøre for deres helt klare holdning. Jvf. rygter om nedrivning af "betændte" miljøer m.m. Hertil svarede Kjeld Olesen, at man somme tider måtte spørge sig selv om, om det skulle se ud, forsat, som det gør nu, eller om ikke det værste møj, kunne rives, af sikkerhedsmæssige årsager. Selvom vi vil ordne det hele selv. Ansvaret ligger i sidste instands hos ministrene. Han forestillede sig dog ikke at man langsomt, begyndte at rive ned, så "pladsen var tom" om tre år. Eva Gredal havde forstået det således, at man i fællesskab gennemgik skidt og møj, og fandt ud af hvad der kunne rives.

Leif nævnte CA's vanskeligheder med at få fornyet opholdstilladelse, til udlændinge, som udførte reelt arbejde på området, hvor der tilsyneladende osse var forskel på samfundet og CA.

Eva Gredal Spurgte om huslejen kom bedre ind end tidligere, hvilket, måtte besvares negativt, og Per sagde at vi skam absolut kæmpede en stadig kamp, for at få betalingerne effektiviteret. Per understregede at vi ikke kunne love at bedre indbetalingsprocenten.

Hans spurgte om der ikke hørte nogle betingelser med, i akcepten, hvor til KO svarede, at det gjorde der principielt ikke. Han var realist nok til at forstå, at f.eks. huslejeindbetalinger, var evert at håndhæve."

Der blev i den følgende tid atter afholdt kontaktmøder. Disse møder gav anledning til, at overborgmester Urban Hansen den 13. juli 1973 sendte forsvarsminister Kjeld Olesen et brev (bilag 305), hvori han fortholdt ministeren, at i og med at Christianias beboere af staten havde fået sikkerhed for, at beboerne kunne blive boende i Christiania i 3 år, var kommunen forpligtet til at kræve gældende love og forskrifter overholdt på området.

Den 30. juli 1973 fandt der et regeringsmøde sted, hvor Christiania påny blev drøftet. I statsministerens ovennævnte skrivelse (bilag V) er det oplyst, at der i dette regeringsmøde blev givet tilslutning til, at "den aftalte treårs periode og idékonkurrencen skulle fastholdes."

Ifølge den tidligere omtalte ministerredegørelse af 14. august 1973 (bilag 1) blev det endvidere besluttet, at eventuel manglende betaling for el og vand måtte afholdes over de sociale budgetter.

Med hensyn til idékonkurrenoen skete der herefter følgende:

Den 21. august 1975 blev der afholdt et møde i kulturministeriet med deltagelse af blandt andre repræsentanter for Kunstakademiet. Formålet med mødet var at tilvejebringe grundlag for udformningen af vilkårene for idékonkurrenoen. Københavns kommune blev i den anledning efter mødet af kulturministeren opfordret til nærmere at konkretisere det fremsatte forslag til dispositionsplan for Christianshavn.

Den 7. november 1973 var der møde hos afdelingschef V. Rud Nielsen i miljøministeriet med deltagelse af repræsentanter for forsvars- og boligministeriet. Ifølge mødereferatet (bilag 141) blev det konstateret, at en række forudsætninger for tilvejebringelse af et klart konkurrenceprogram næppe ville kunne tilvejebringes i en nærmere fremtid. Der var enighed om, når noget yderligere materiale forelå, da at forelægge det for ministeren med henblik på beslutning om - og i bekræftende fald hvornår - en idékonkurrenoe burde udskrives.

Den 1. april 1974 udskrev Kunstakademiet følgende prisopgave i arkitektur for året 1974: "Christianshavn og det fremtidige Christiania" (bilag 14). Ifølge beskrivelsen af opgaven var det afgørende, at besvarelsen sigtede mod en løsning af Christiania-problemet som en arkitektonisk, socialpædagogisk og forsorgsmæssig opgave. Socialrådgiver Tine Bryld og arkitekt Per Løvetand Iversen var rådgivende ved udarbejdelsen af opgaveprogrammet og skulle bistå som konsulenter ved bedømmelsen. De prisbelønnede besvarelser blev offentliggjort i bladet Arkitekten", hvoraf særtryk blev fremsendt til miljøministeriet den 3. november 1975 (bilag 128).

Miljøminister Holger Hansen, der var tiltrådt ved regerings- skiftet i januar 1974, besvarede i brev af 7.maj 1974 (bilag 142) en underhåndsforespørgsel fra forsvarsminister Erling Brøndum om idékonkurrencen derhen, at han for sit vedkommende ikke havde taget stilling til, om staten burde udskrive en idékonkurrence, således som den tidligere regering havde i sinde. I alt fald syntes ministeren ikke, at tiden endnu var moden dertil. Miljøministeren tilføjede, at den nye regering efter hans opfattelse ikke kunne være bundet til en idékonkurrence, men at der i miljøministeriet fortsat blev arbejdet med et Oplæg til afgørelse af, om en idékonkurrence kunne og burde udskrives.

På baggrund af et Spørgsmål under et samråd med det af folketinget nedsatte Christiania-udvalg, der omtales nærmere i det følgende, blev der på foranledning af miljøminister Holger Hansen den Bo. august 1974 afholdt et møde mellem ham og borgmesteren for magistratens 4. afdeling. Under dette møde (bilag 149) foreslog ministeren, at man overvejede, at staten og kommunen i fællesskab udskrev en idékonkurrence, men borgmesteren ville foretrække, at der forelå en færdig dispositionsplan som grundlag for konkurrencen. Da ministeren ikke mente, at man kunne vente så længe, blev det aftalt, at man i miljøministeriet skulle udarbejde et udkast til en idékonkurrence.

Et sådant internt udkast forelå i miljøministeriet den 30. september 1974 (bilag 143), udarbejdet af afdelingschef V. Rud Nielsen. I udkastet anføres, at den der beskrevne idékonkurrence ikke skulle fremkalde forslag sigtende på beslutningerne vedrørende Christiania, men at hensigten var at fremkalde forslag med sigte på byplanmæssige helhedsbetragtninger.

Udkastet blev drøftet på et møde den 5. december 1974 mellem borgmesteren for magistratens 4. afdeling og afdelingschef V. Rud Nielsen. Ifølge et resume fra mødet (bilag 151) erklærede borgmesteren, at Københavns kommune ikke ville være med til at udskrive idékonkurrencen sammen med staten, idet en byplankonkurrence burde udskrives af kommunen, ikke staten. Det blev nævnt af afdelingschefen, at man måtte have en eller anden form for langtidsplan, der kunne danne grundlag for en stillingtagen til Christiania, måske en afvikling, idet Christiania nu engang lå der. Det var ikke nok bare at henvise til et forslag til en dispositionsplan og byggelovens regler. Langtidsplanen måtte også have et "positivt" indhold, netop på grund af den ømtålelige situation". Borgmesteren lovede at overveje spørgsmålet om en konkret langtidsplan. Herom kunne forhandlingerne fortsættes.

Sagen blev holdt i erindring herpå, og der er ikke forelagt retten senere skriftligt materiale vedrørende spørgsmålet om udskrivning af en idékonkurrence. Kammeradvokaten har under sagen erklæret, at der ikke foreligger nogen udtrykkelig regeringsbeslutning om opgivelse af idékonkurrencen (bilag 245), men at den faktisk er opgivet.

I tiden efter regeringsmødet den 30. juli 1973 skete iøvrigt følgende:

I skrivelse af 7. august 1973 (bilag 23), der blev sendt til stadsbygmesterens, stadsingeniørens, brandchefens og stadsarkitektens direktorater, og hvoraf blandt andre Forsvarets bygningstjeneste fik afskrift, anmodede borgmesteren for Københavns magistrats 4. afdeling de nævnte direktorater om at foretage en gennemgang af Christiania-området med henblik på udstedelse af de pålæg, der var fornødne til ejerens berigtigelse af bygningsmæssige ulovligheder. Skrivelsen var foranlediget af manglende besvarelse af tidligere henvendelser til forsvarsministeriet og en påfølgende orienteringsrunde, hvorunder der blandt andet var konstateret grove overtrædelser af byggeloven m.v.

Som allerede nævnt blev der den lh. august 1973 af socialminister Eva Gredal, kulturminister Niels Matthiasen og forsvarsminister Kjeld Olesen afgivet en redegørelse til folketinget om Christiania. Redegørelsen konkluderer således (bilag l,side 16):

"Som det fremgår af denne redegørelse, kan problemet Christiania" ikke gøres op på nogen forenklet måde. Beboerne er en meget uensartet gruppe. De socialt aktive der konstruktivt søger at normalisere forholdene i "Christiania", er et mindretal.

En stor part af beboerne er dem, der almindeligvis benævnes som sociale tabere, som uden "Christiania"s tilstedeværelse ville være på institutioner, være kunder på socialkontorerne eller være gemt væk i.de "taberghettoer", som findes i enhver storby. Megen kritik
(side 17)
mod "Christiania" synes at bygge på et manglende kendskab til den sociale virkelighed i det moderne industrisamfund - og især i en storby.

Som det fremgår, vil det offentliges udgifter være mange gange større, om man med magt udslettede "Christiania"; og det kan siges, at de udgifter af forskellig art, som det offentlige måtte udrede før tilstedeværelsen af Christiania" ikke altid førte til positive resultater.

Det er regeringens opfattelse, at et sådant tidsbegrænset (3 år) eksperiment må foregå på en sådan måde, at det ikke med rette krænker den øvrige befolknings retsbevidsthed.

Bestræbelserne på normalisering må fortsættes, idet følgende problemer nu må endelig afklares:

Registreringen af beboerne må færdiggøres og holdes ajourført, som det fremgår af aftalen af 51. maj 1972 ligesom det fortsat må kræves, at der betales for den brug af el og vand, der finder sted.

En konsekvens af ønsket om, at "Christiania" på en rimelig måde indpasses i det omkringliggende kvarter, må være, at der med hensyn til værtshusdrift og "Christiania"s småindustri findes en ordning, der er acceptabel for myndighederne, idet man inden for lovens rammer i videst mulige omfang tilgodeser hensynet til det tidsbestemte eksperiment. (side 18)
Endelig må der skabes fuldstændig sikkerhed for, at om- rådet både af hensyn til beboerne og det omkringlig- gende kvarter er forsvarligt sikret mod brandfare. Der findes allerede i dag brandslukningsmateriel for- delt på området - men brandværnet skal udbygges, og der vil fortsat blive draget omsorg for, at "Christia- nia"s brandværn får instruktion i brandbekæmpelse.

Det er hensigten, at kontaktudvalget snarest med sty- ringsgruppen drøfter opfyldelsen af den foreløbige af- tale, der blev indgået i maj 1972 og de krav, der må stilles, hvor en sådan opfyldelse ikke har fundet sted. De problemer, der har eksisteret med tilstedeværelse af ofte kriminelle elementer fra de øvrige nordiske lande, søges fortsat løst gennem et snævert samarbejde med de pågældende lande.

De sociale problemer, som kendes i "Christiania", er absolut ikke nye og ukendte. De kan generelt betragtes som storby-problemer. Det nye er imidlertid, at en hel del nu er samlede på et afgrænset område, og derved er kommet frem,i lyset.

Selv dette er ikke noget nyt, når problemet anskues i international målestok, og der f.eks. sammenlignes med Europas storbyer.

Her har vi imidlertid gennem en aktiv og realistisk holdning mulighed for at undgå en eksplosiv udvikling, som det er sket andre steder, og hvad der er nok så vigtigt; mulighed for at løse nogle problemer, der eksisterer, og som vi ikke- hvad enten vi ønsker det eller, ej - kan lukke øjnene for."

Ministrenes redegørelse er kommenteret fra Christianias side i en omfattende redegørelse (bilag 9), hvori man tager afstand fra, at det i ministrenes redegørelse (side 2 f.o.) er anført, at indflytningen i Christiania skete efter "en vel tilrettelagt plan". Endvidere anholdes udtrykket "styringsgruppe" som en misvisende betegnelse for forhandlingsgruppen. Bortset herfra betegnes ministerredegørelsen som "sober og klar".

Efter at borgmesteren for Københavns magistrats 4. afdeling havde fået indberetninger fra direktoraterne, meddelte han i fortsættelse af skrivelsen af 7. august 1973 (bilag 23) den 12. september 1973 (bilag 24) Forsvarets bygningstjeneste, at de nu konstaterede grove mangler vedrørende de sanitære, brandmæssige og bygningsmæssige forhold i Christiania måtte afhjælpes inden udgangen af det indeværende år. Magistraten var villig til at forhandle nærmere om omfanget af istandsættelsesarbejderne og eventuelt medvirke til en sanering af visse bygninger gennem nedrivning eller en effektiv afspærring, der forhindrede visse af bygningernes anvendelse til beboelse.

Skrivelsen gav anledning til forhandlinger (bilag 26-28) mellem de kommunale direktorater og Forsvarets bygningstjeneste, hvorunder bygningstjenesten gav tilsagn om at gennemgå bygningerne og fremkomme med forslag til en foreløbig sikring. Bygningsinspektør Dahlmann Olsen, stadsbygmesterens direktorat, gav under forhandlingerne udtryk for, at magistraten i betragtning af, at der var tale om en ganske midlertidig benyttelse og maksimalt for et tidsrum af 3 år, ikke ville kræve bygningslovgivningens bestemmelser opfyldt til punkt og prikke, men at der dog måtte være forhold, som måtte kræves ordnet.

I sit svar i folketinget på et Spørgsmål vedrørende Christiania (bilag 111) udtalte den ny forsvarsminister Erling Brøndum den 16. januar 1974, at den nylig tiltrådte regering ikke, sådan som den forrige regering gjorde det, anerkendte, at Christiania var et socialt eksperiment, men at den vedstod den tidligere regerings tilsagn om en vis beboelse i den såkaldte 3 års periode, det vil sige et par år endnu.

Foranlediget af et åbent brev fra Christiania til "den nuværende regering" (bilag 37) blev der den 24. januar 1974 afholdt et møde i forsvarsministeriet mellem ministeriets kontaktgruppe og 20 repræsentanter for Christiania. Kontorchef Fält-Jensen redegjorde ifølge et summarisk referat af mødet (bilag 38) for planerne om nedrivning af de dårligste bygninger. Det kunne endnu ikke oplyses, hvilke bygninger nedrivningen ville omfatte.

Den 8. februar 1974 fandt der et møde sted, hvorunder borgmesteren for magistratens 4. afdeling overrakte forsvarsministeren en skrivelse (bilag 31), hvori magistraten efter en fornyet gennemgang af de sanitære, brandmæssige og bygningsmæssige forhold pålagde Forsvarets bygningstjeneste omgående at bringe forholdene på området i orden i overensstemmelse med det anførte og med skrivelsen af 12. september 1973 (bilag 24).

Efter at der på et møde den 12. februar 1974 mellem Forsvarets bygningstjeneste og stadsbygmesterens direktorat var truffet aftale herom, blev der af Forsvarets bygningstjeneste den 19. februar 1974 afgivet et notat vedrørende de bygningsmæssige forhold (bilag 32) indeholdende en vurdering af de enkelte bygningers tilstand og benyttelsens lovlighed i relation til byggeloven m.v. I en konkluderende afslutning anførte Forsvarets bygningstjeneste, at de samlede udgifter til nedrivning af de bygninger, der var fundet uegnede til den anførte benyttelse, beløb sig til ca. 900.000 kr., medens udgifterne til retablering med henblik på en lovliggørelse af benyttelsen ville beløbe sig til ca. 19 millioner kr. Bygningstjenesten tilføjede, at sidstnævnte investering ikke ville medføre en tilsvarende forhøjelse af benyttelsesværdien ved en eventuel senere anden anvendelse af de pågældende bygninger, og beløbet måtte derfor betragtes som tabt ved Ophøret (i 1976) af den nuværende benyttelse. Gennemførelse af videregående istandsættelses- og saneringsarbejder ("normalisering") med henblik på mulig senere anden anvendelse ville forudsætte en investering af betydeligt større omfang. Det anførtes endvidere, at et antal fredede bygninger blev benyttet til beboelse. Såfremt denne benyttelse blev bragt. til Ophør, måtte der påregnes udgifter af betragtelig størrelse til retablering samt til lukning af bygningerne for at forhindre hærværk og ødelæggelse. Endelig bemærkedes, at der for-de resterende bygninger - hvori beboelse søgtes opretholdt midlertidigt - måtte påregnes udgifter til forskellige arbejders udførelse for at imødekomme de fremsatte krav fra bygningsmyndighederne, herunder sikring af ildsteder og kogeplader, lukning af vindueshuller, reparation af toiletter, rensning af kloakledninger, retablering af hegn m.v. Skønsmæssigt ville udgifterne hertil beløbe sig til ca. 200.000 kr.

Dette notat blev først sendt til Christiania den 8. maj 1974 (bilag 39, side 14 m).

I skrivelse af 27. februar 1974 (bilag 34) underrettede forsvarsministeren Københavns magistrat om den stedfundne vurdering og tilkendegav, at han fandt det økonomisk uforsvarligt at afholde de-udgifter, der var forbundet med en -istandsættelse i overensstemmelse med magistratens krav, men at han ville søge tilslutning til afholdelse af strengt nødvendige udgifter til istandsættelse af nogle nærmere angivne bygninger.

Den 19. marts 1974 (bilag 36) ansøgte forsvarsministeren om folketingets finansudvalgs tilslutning til at måtte anvende ca. 1 million kr. i forbindelse med nedbrydning af ubrugelige bygninger og ca. 200.000 kr. til istandsættelse af de resterende bygninger på Christiania-området. Nedrivningen skulle omfatte ca. 60 bygninger, og det anførtes, at spørgsmålet om nedrivning havde været drøftet på et møde med repræsentanter for Christiania, der havde modsat sig nedrivningsplaner.

Efter finansudvalgets anmodning afgav forsvarsministeren den 25. april 1974 en skriftlig redegørelse for Christianiasagens udvikling (bilag 41). Denne redegørelse var genstand for forhandling i folketinget den 8. maj 1974 (bilag 42).

I en skrivelse af 14. maj 1974 (bilag 33) til finansudvalget besværede docent, arkitekt Ole Thomassen og professor, arkitekt Steen Ejler Rasmussen sig over det notat (bilag 52), der lå til grund for nedrivningsplanen, og over, at notatet først var blevet offentligheden bekendt dagen efter folketingsdebatten. De formulerede en række spørgsmål og kommentarer til notatet og anmodede finansudvalget om at søge sagen nærmere belyst idet de blandt andet henviste til Kunstakademiets prisopgave.

Efter aftale mellem forsvarsministeren og et flertal i finansudvalget under et samråd blev der "i forsvarsministerens og socialministerens regie" (bilag 43) nedsat et udvalg med et medlem for hvert af de partier, der var repræsenteret i finansudvalget (Christiania-udvalget). Udvalget havde "til opgave under hensyn til bestående lovgivning og områdets særlige problemer at følge afviklingen af den nuværende anvendelse af Bådsmandsstrædes kaserne m.v. i den resterende del af den tre-års periode, for hvilken der er truffet aftale om en vis beboelse på området." Finansudvalget henstillede endelig, at der ikke skete rømning af bygninger m.v., før det nedsatte udvalg havde haft lejlighed til at tage stilling dertil. Udvalget skulle afgive betænkning inden tre-års periodens udløb.

Den 30. maj 1974 meddelte forsvarsministeren magistratens 4. afdeling, at han herefter ikke for øjeblikket havde nogen mulighed for at efterkomme kommunens påbud om nedrivning (bilag 44).

I den anledning meddelte borgmesteren for magistratens 4. afdeling den 25. juni 1974 (bilag 46) forsvarsministeriet, at magistraten herefter ikke kunne føle sig ansvarlig for beboernes liv og levned og udbad sig underretning om, hvor lang tid der kunne påregnes at gå, før sagen kunne afsluttes.

I den følgende tid modtog udvalget henvendelser fra Christiania og "Støt Christiania", ligesom udvalget havde samråd med ministre og indhentede forskellige oplysninger. I skrivelse af 2. august 1974 (bilag 15) pegede Kunstakademiet på områdets historiske betydning både byplanmæssigt, arkitektonisk og militærhistorisk.

Christiania-udvalgets formand, medlem af folketinget Svend Haugaard skitserede i et aktstykke (bilag 55), der den 8. august 1974 blev oversendt til forsvarsministeriet og udleveret til repræsentanter for Christiania, nogle retningslinier for nedrivnings- og saneringsplan for Christiania.

På et møde den 22. august 1974 i forsvarsministeriet med repræsentanter for Christiania og "Støt Christiania" spurgte forsvarsministeren ifølge ministeriets referat (bilag 54, side 15) om "man var indforstået med, at Christiania ophørte med udløbet af den fastsatte periode", hvortil professor, dr. jur. Ole Krarup, der mødte som en af repræsentanterne for "Støt Christiania", spurgte: "Efterlyser ministeren Christianias accept herpå?". Ifølge referatet afstod forsvarsministeren fra at gå videre med spørgsmålet.

I skrivelse af 30. august 1974 (bilag 39) besvarede Folketingets ombudsmand en klage, som "Støt Christiania" ved professor Ole Krarup havde indgivet i forbindelse med beslutningen om nedrivning af bygninger, idet klagen blandt andet gik ud på, at Christiania ikke havde været medinddraget i drøftelserne om nedrivning. I svaret fastslog ombudsmanden, at spørgsmålet om nedrivning ikke havde været genstand for indgående drøftelse med repræsentanter for Christiania i tiden fra magistratens skrivelse af 12. september 1973 (bilag 24) til ansøgningen til finansudvalget af 19. marts 1974 (bilag 36). Ombudsmanden tilkendegav blandt andet som sin mening om den foreløbige aftale af 31. maj 1972 (bilag 114 c), at det er mest nærliggende at fortolke aftalens punkt 2 som omfattende et krav om forhandling også om en eventuel nedrivnings rækkevidde, herunder navnlig spørgsmålet om, i hvilket omfang dispensation fra byggebestemmelser burde søges opnået, og spørgsmål om den nærmere udvælgelse af bygninger til henholdsvis nedrivning og istandsættelse. Ombudsmanden tillagde imidlertid ikke dette afgørende betydning men kom efter en gennemgang af almindelige forvaltningsretlige principper til det resultat, at det efter hans mening havde været rigtigst, om forsvarsministeriet inden ansøgningen af 19. marts 1974 havde orienteret beboerne om det foreliggende grundlag for den beslutning, der var under forberedelse, og havde givet dem lejlighed til at udtale sig. Ombudsmanden tilføjede dog følgende:

"Den negative holdning til nedrivningsspørgsmålet, som repræsentanter for "Christiania"'havde indtaget på tidligere møder, kan gøre det forståeligt, at ministeriet har afstået fra kontakt med "Christiania" før afgørelsen af 19. marts, men kan efter min mening ikke føre til en principiel anden bedømmelse af sagen. Jeg lægger herved vægt på, at det grundlag for nedrivningsspørgsmålets afgørelse, som forelå i marts 1974, var langt mere omfattende, nærmere begrundet og mere præciseret end det grundlag, der forelå ved de tidligere drøftelser."

Christianias forsyning med el og vand blev drøftet mellem Christiania-udvalget og forsvarsministeriet. I skrivelse af 3. september 1974 (bilag 102) svarede udvalget benægtende på en forespørgsel fra forsvarsministeren om, hvorvidt udvalget da kunne tilråde en lukning af el- og vandforsyningerne til Christiania.

Den 2. oktober 1974 afgav Christiania-udvalget indstilling (bilag 59) til forsvarsministeren. Et flertal af udvalgets medlemmer henstillede, at Christianias bygningsmæssige forhold blev søgt lovliggjort gennem istandsættelser og nedrivninger, således at arbejdet hovedsagelig udførtes vederlagsfrit af beboerne. Der kunne gives tilskud til materialer m.v. af størrelsesordenen nogle hundredetusind kroner. Der blev foreslået nedsat en arbejdsgruppe bestående af repræsentanter for Forsvarets bygningstjeneste, Københavns kommune og Christiania. Arbejdsgruppen skulle snarest gennemgå samtlige bygninger m.v. i området med henblik på for hver enkelt bygning at opgøre, hvilke arbejder der skulle udføres for at opfylde kommunens krav, hvilke udgifter der ud fra en faglig bedømmelse skønnedes forbundet dermed, hvilken benyttelse der efter arbejdets udførelse kunne tillades i den pågældende bygning, og - såfremt dette var aktuelt - hvilke udgifter der alternativt var forbundet med nedrivning og oprydning. Arbejdsgruppen skulle i sin virksomhed alene sigte på indenfor en bevilling af den nævnte størrelsesorden at opfylde kommunens krav, og den skulle have for øje, at grundlaget for den nuværende benyttelse af området Ophørte 1. april 1976.

Københavns kommune afviste på forespørgsel at indtræde i denne arbejdsgruppe, men tilføjede at bygningsinspektør Dahlmann Olsen blev stillet til rådighed for gruppen (bilag 61).

Med skrivelse af 6. januar 1975 (bilag 67) fremsendte arbejdsgruppen et udkast (bilag 68) til skrivelse fra forsvarsministeriet til magistratens 4. afdeling med forslag til foranstaltninger til opfyldelse af de absolut minimale krav, kommunen stillede for at ville tolerere en midlertidig anvendelse af bygningerne. I et ligeledes vedlagt overslag (bilag 69) blev omkostningerne hertil opgjort til ialt 460.000 kr., idet det fremhævedes, at arbejdet, hvor det var fagligt muligt, blev udført vederlagsfrit af beboerne.

Efter brevveksling mellem arbejdsgruppen og forsvarsministeriet om det fremsatte forslag og om områdets forsyning med el og vand og efter at udkastet (bilag 68) var blevet lagt til grund for en skrivelse af 6. marts 1975 (bilag 77) fra forsvarsministeriet til magistraten,ansøgte den nu tiltrådte forsvarsminister Orla Møller den 17. marts,1975 (bilag 78) om folketingets finansudvalgs tilslutning til at anvende et beløb på ca. 460.000 kr. til istandsættelse og forbedring af sanitære forhold m.v. på Christiania-området.

Efter at finansudvalget den 13. marts 1975 (bilag 17) havde tilkendegivet, at man fandt det nødvendigt, at Københavns kommune med henblik på, at Christiania kunne endeligt afvikles, hurtigst muligt fik udarbejdet den nødvendige byplanlægning, meddelte forsvarsministeren den 4. april 1975 (bilag 19) finansudvalget, at der var principiel enighed med kommunen om, at forsvaret skulle afstå arealerne til Københavns kommune for en pris, der fastsattes af statens ligningsdirektorat, som havde påbegyndt vurderingsarbejdet. Kommunen havde iøvrigt stillet i udsigt, at den ville kunne overtage området pr. 1. april 1976 og have de fornødne'planer for området klart

Den 10. april 1975 behandlede folketinget sålydende forslag til folketingsbeslutning (bilag 256):

"Folketinget opfordrer regeringen til omgående at bringe den ulovlige besættelse af Bådsmandsstrædes kaserne ("Christiania") til ophør"

Forhandlingen herom blev indledt af forsvarsminister Orla

Møller, der udtalte (bilag 21, spalte 3183-3184):

Det foreliggende forslag til folketingsbeslutning giver mig anledning til at fremhæve, at der efter min opfattelse ikke som af forslagsstillerne forudsat i dag er tale om en ulovlig benyttelse af Christiania.

Det er rigtigt, at besættelsen af området i oktober-november 1971 var ulovlig, men den 31. maj 1972 indgik en kontaktgruppe, bestående af repræsentanter for socialministeriet, Københavns kommune og forsvarsministeriet, en foreløbig aftale med en forhandlingsgruppe for Christiania. Denne aftale tog navnlig sigte på at løse forskellige praktiske problemer omkring Christiania og forudsatte samtidig, at beboerne fortsat kunne benytte området indtil videre. De der ikke fandtes nogen byplan eller blot en godkendt dispositionsplan for området, besluttede den socialdemokratiske regering den 6. marts 1973, at Christiania skulle forblive i statens eje i endnu 3 år.

På et møde den 14. juni samme år mellem medlemmer af den daværende regering og repræsentanter for Christiania blev det tilkendegivet over for beboerne, at benyttelsen af området ikke kunne forventes at fortsætte ud over de omtalte 3 år, dvs. til udgangen af marts 1976.

Det retlige grundlag for den nuværende benyttelse hviler altså på den omtalte foreløbige aftale af 31. maj 1972 og navnlig på udfaldet af mødet den 14. juni 1973. Jeg kan i øvrigt tilføje, at regeringens holdning er indgående belyst i den offentliggjorte redegørelse af 14. august 1973, som jeg går ud fra at folketingets medlemmer er bekendt med.

Regeringsskiftet i december 1973 ændrede intet ved det givne tilsagn om benyttelsen af området, idet tilsagnet blev bekræftet på et regeringsmøde den 15. januar 1974. Som et led i overvejelserne om den fortsatte benyttelse af området blev der således i maj 1974 indgået en aftale mellem folketingets finansudvalg og den daværende forsvarsminister om nedsættelse af et udvalg, det såkaldte Christianiaudvalg, som skulle følge udviklingen af den hidtidige anvendelse af området i den resterende del af 3 års perioden.

Jeg mener således ikke, at der er juridisk grundlag for at hindre benyttelsen af området indtil 1. april 1976, men iøvrigt vil en ophævelse af brugsretten ud fra misligholdelsessynspunkter efter min opfattelse kun kunne gennemføres efter en forudgående retssag. Det må forventes, at en sådan retssag vil blive ført over to, instanser og derfor nok vil vare måske ep imod et par år. Spørgsmålet har derfor ingen interesse i denne sag, hvor grundlaget for retssagen vil være bortfaldet allerede om et år.

Hvad angår spørgsmålet om den endelige afvikling. af den nuværende benyttelse af området, kan jeg oplyse, at et flertal i finansudvalget den 13. marts 1975 anmodede mig om at orientere Københavns kommune om mine drøftelser under et samråd med udvalget, herunder om nødvendigheden af, at kommunen udarbejder den fornødne byplanlægning for området. Jeg anmodede derfor den 14. marts i år kommunen om en forhandling om sagen, og den 18. marts havde jeg en drøftelse med overborgmester Urban Hansen og formanden for Københavns borgerrepræsentation, hr. E. Weidekamp.

Under samtalen var der principiel enighed om, at forsvaret afstår området til Københavns kommune til overtagelse pr. 1. april 1976. Der vil således være mulighed for, at de allerede tidligere fastlagte bestemmelser for anvendelsen af Christiania vil gå i opfyldelse, og at der efter 1. april 1976 vil kunne være en ny situation for det såkaldte Christianiaområde."

Forhandlingen blev afsluttet med vedtagelse af følgende motiverede dagsorden (spalte 3242):

"Idet folketinget opfordrer regeringen til straks at påbegynde forhandlingerne om afviklingen af Christiania, så den kan være afsluttet senest 1. april 1976, fortsætter tinget behandlingen af sagen."

Forslaget til folketingsbeslutningen (bilag 256) blev derefter henvist til folketingets socialudvalg.

Den 23. april 1975 tilbagesendte finansudvalget (bilag 79) forsvarsministeriets bevillingsansøgning af 17. marts 1975 med bemærkning, at et flertal i udvalget havde stemt imod ansøgningen.

I skrivelse af 7. maj 1975 (bilag 81) til, forsvarsministeren udtalte Københavns magistrats 4. afdeling herefter, at de i forsvarsministeriets andragende af 6. marts 1975 (bilag 77) foreslåede foranstaltninger udgjorde de absolutte minimumskrav, der måtte Opfyldes, for at magistraten kunne tolerere opretholdelsen af de nuværende aktiviteter i bebyggelsen. Magistraten tilføjede, at den, såfremt der ikke fremkom nyt andragende i sagen, ville se sig nødsaget til at afgive kortfristede pålæg om rømning og afspærring af bebyggelsen i fornødent omfang, idet man ikke kunne tage medansvar for den bestående tilstand.

Den 9. maj 1975 afholdt forsvarsminister Orla Møller i forsvarsministeriet et møde med ca. 20 repræsentanter for Christiania, herunder arkitekt Per Løvetand Iversen og professor Ole Krarup. Mødet er gengivet dels i et af fuldmægtig i forsvarsministeriet Martin Richter udfærdiget referat (bilag 152), dels i den tidligere omtalte båndoptagelse, hvoraf der også foreligger en afskrift (bilag 332).

Forsvarsministeren indledte med at pege på folketingsbeslutningen og finansudvalgets afslag på bevillingsansøgningen. Da Christiania ikke kunne fortsætte udover den 1. april 1976, ønskede ministeren gerne at blive informeret om de problemer, der rejste sig for beboerne, og om hvorledes man kunne foreslå dem løst. Ministeren udtalte endvidere, at Christiania-området ville blive tilbudt Københavns kommune, og at det ikke kunne tænkes, at andre end kommunen overtog området, samt at kommunen gerne så Christiania lukket så snart som muligt.

Ole Krarup fremdrog idekonkurrencen og Spurgte, hvorfor og hvornår idekonkurrencen var opgivet. Ministeren bemærkede hertil, at der aldrig var lavet en sådan konkurrende.

Efter forskellige meningstilkendegivelser sluttede mødet med, at forsvarsminister Orla Møller udtalte, at han nu klart havde meddelt, hvad man kom til at rette sig efter, og han efterlyste forslag til en lempelig udgang inden den 31. marts 1976. Arkitekt Per Løvetand Iversen erklærede, at man nu ville drøfte sagen i Christiania og en dag vende tilbage.

Det er Oplyst, at forslaget til dispositionsplan for Christianshavn blev vedtaget i Københavns borgerrepræsentation den 25. juni 1975.

Dette er også datoen for en skrivelse (bilag 232), hvori forsvarsministeren erindrede miljøministeren om, at man snarest burde komme i gang med forhandlingerne om en afhændelse af arealerne og have godkendte planer for deres anvendelse til andet formål. Skrivelsen blev fulgt op med en skrivelse af 26. september 1975 (bilag 233).

I skrivelse af 10. juli 1975 (bilag 83) meddelte borgmesteren for Københavns magistrats 4. afdeling forsvarsministeriet, at forholdene i Christiania-området stadig måtte betragtes som uforsvarlige, og han gav i den anledning ministeriet påbud om, at der omgående og senest indenfor en frist af 2 måneder blev truffet en række nærmere angivne foranstaltninger. Borgmesteren gjorde Opmærksom på, at man, såfremt påbudene ikke blev efterkommet, måtte forbeholde sig med hjemmel i byggelovens § 61, stk. 2, i det fornødne omfang at kræve rømning og afspærring af bygninger i Christiania-området.

Efter indkaldelse fra forsvarsministeriet afholdtes der den 22. juli 1975 et møde i ministeriet med repræsentanter for Christiania, deriblandt professor Ole Krarup. Af mødereferatet (bilag 208) fremgår, at ministeren orienterede deltagerne i mødet om magistratens pålæg. Fra Christianiaseside blev det anført, at man var igang med at opfylde magistratens krav.

Med skrivelse af 30. september 1975 (bilag 22, C og O) fremsendte forsvarsministeriet som svar på en personlig henvendelse fra Per Løvetand Iversen og Ole Krarup om aktindsigt 63 dokumenter om Christiania og meddelte, at man senere ville vende tilbage til et Spørgsmål om yderligere aktindsigt.

Herefter hed det i Skrivelsen, som er underskrevet af forsvarsminister Orla Møller:

"Som meddelt på tidligere møder med Dem og andre repræsentanter for Christianias beboere har folketinget den lo. april 1975 truffet en beslutning, hvorefter regeringen opfordredes til straks at påbegynde forhandlingerne om afviklingen af Christiania, så den kan være afsluttet senest 1. april 1976.

I overensstemmelse hermed skal forsvarsministeriet herved påny tilkendegive, at benyttelsen af området skal være bragt til ophør inden udgangen af marts måned 1976..

Der tages forbehold med hensyn til rømning af bygninger inden da, såfremt Københavns kommune i henhold til lovgivningen stiller krav herom."

Den i forsvarsministeriet beroende genpart af Skrivelsen (bilag 0) bærer en håndskreven påtegning om, at Skrivelsen den 30. september 1975 kl. 15.40 blev udleveret til Per Løvetand personlig på hans bopæl i Christiania. Påtegningen, der er dateret den 1. oktober 1975, er efter det oplyste skrevet af fuldmægtig i forsvarsministeriet Martin Richter.

Den 2. oktober 1975 afgav politidirektøren i København en indberetning (bilag 320 side 54) til justitsministeriet om de aktuelle politimæssige forhold i og omkring Christiania.

Om denne indberetning har fristaden Christiania og to Christiania-beboere anlagt sag her ved retten mod politidirektøren i København.

Indberetningen har givet anledning til en rapport (bilag 320), udarbejdet af universitetsadjunkt, mag. scient. soc. Flemming Balvig, kandidatstipendiat, cand. jur. Henning Koch og universitetsadjunkt,cand. jur. Jørn Vestergaard, Københavns Universitets kriminalistiske institut. Rapporten bærer titlen: "Politiets virksomhed i Christiania-området. En analyse af den orientering om aktuelle forhold vedr. Christiania-området, som blev tilstillet Justitsministeriet d. 2.10. 1975 af Københavns Politidirektør." Rapporten kommer til den konklusion, at de oplysninger, som politiet har fremlagt, ikke kan tages til indtægt for de slutninger, som hidtil er blevet uddraget af dem.

Den 5. november 1975 rettede forsvarsministeriet påny henvendelse til folketingets finansudvalg, denne gang med en ansøgning (bilag 129) om tilslutning til at anvende et beløb på ca. 2 millioner kr. i forbindelse med nedrivning og afspærring af bygninger m.v. på Christiania-området. I ansøgningen henvistes til, at Københavns kommune senest den 10. juli 1975 (bilag 85) havde fastholdt sine bygnings-, brand- og sundhedsmæssige krav og påbudt dem opfyldt inden den 10. september 1975. Bevillingsansøgningen blev den 26. november 1975 tiltrådt af et flertal i finansudvalget; et medlem af udvalget afholdt sig fra at stemme under henvisning til, at der ikke var tilfredsstillende oplysninger om Københavns kommunes planlægning for området.

Med skrivelse af 12. november 1975 (bilag 87) fremsendte borgmesteren for magistratens 4. afdeling til forsvarsministeriet en rapport (bilag 94 og 95) vedrørende en gennemgribende undersøgelse af samtlige bygninger på området. Det fremgik af denne rapport, at en række bygninger, hvor forholdene tidligere var uacceptable, nu var bragt i en sådan stand, at man efter omstændighederne kunne acceptere forholdene indtil den 1. april 1976. På grundlag af rapporten måtte det imidlertid forlanges, at nogle nærmere opregnede bygninger, hvis fortsatte anvendelse ikke var acceptabel, blev rømmet og afspærret så vidt muligt omgående og senest inden 14 dage fra skrivelsens dato.

Kommunens krav om rømning blev af forsvarsministeriet videregivet til Christiania den 20. november 1975.

I skrivelser af 23. november og 1. december 1975 (bilag 91 og 93) klagede Christianias forhandlingsgruppe til Folketingets ombudsmand over forsvarsministeriets handlemåde i spørgsmålet om Københavns kommunes krav til bygningssikker- heden i Christiania. Klagesagens videre forløb er ikke oplyst.

I skrivelse af 1. december 1975 (bilag 99) fastholdt magistraten efter foretaget eftersyn sit krav om rømning af visse bygninger. Samme dag blev magistratens krav drøftet på et møde mellem forsvarsministeren og repræsentanter for Christiania (bilag 98).

I fortsættelse af tidligere brevveksling påberåbte magi- straten sig i skrivelse af 22. december 1975 (bilag 132) til forsvarsministeriet den københavnske byggelovs § 70, stk. 1, Jfr. § 6, stk. 2, jfr. § 2, stk. 1, som hjemmel for de med- delte pålæg.

En af kammeradvokaten på forsvarsministeriets vegne den 2. januar 1976 indgivet begæring (bilag 134) til Københavns byrets fogedafdeling om udsættelse af beboerne af de bygninger, der var omfattet af magistratens pålæg om rømning, blev på mi- nisteriets begæring (bilag 158) udsat, efter at professor Ole Krarup på Christianias vegne havde henvendt sig til bolig- ministeriet om sagen.

I forbindelse med besvarelsen"af et spørgsmål fra folketingets socialudvalg om, hvilke sociale hjælpeforanstaltninger, der.er planlagt ved afvikling af Christiania, og hvorvidt disse kan siges at udgøre et alternativ, henviste socialministeren den 8. marts 1976 (bilag 211) blandt andet til en udtalelse af 12. februar 1976 fra Københavns magistrats 3. afdeling. Denne udtalelse indeholder en gennemgang af de problemer, der særligt vedrører fire kategorier af beboere i Christiania, nemlig bortløbne born, enlige mødre, pensionister og beboere af grønlandsk oprindelse. Efter en gennemgang af disse beboeres forhold hedder det videre 1 erklæringen:

Udover disse fire kategorier findes i Christiania et antal beboere - formentlig henved 100 - som traditionelt hører til den gruppe, som har behov for intensiv social bistand, men som det tidligere af forskellige grunde ikke har været muligt at hjælpe ad de sædvanlige kanaler. Blandt denne gruppe er der nogle, som også i Christiania har været uhjælpelige, men det må erkendes, at der er andre, som har kunnet fungere bedre og mere konfliktfrit i Christiania end det hidtil har været muligt andetsteds.

Disse beboere vil det være meget vanskeligt - i ikke ringe omfang formentlig umuligt - at hjælpe i tilfælde af en konfliktfyldt afvikling af Christiania.

Det vil i hvert fald være urealistisk at regne med nogen anden brugbar støttemulighed for denne gruppe end alternativer i form af kollektiver, som næppe bør rumme et større antal beboere end 20-25, og som dels bør ligge i bykernen, dels i byens omegn, således at der med udgangspunkt i en valgmulighed kan etableres et samarbejde omkring deres fremtid.

Magistratens 3. afdeling har inden for sit ressort og inden for sine budgetrammer hverken lokalemæssige eller økonomiske ressourcer til denne opgave og må derfor i givet fald forvente at få akceptable lokaler og de fornødne penge stillet til rådighed fra henholdsvis de ejendomsadministrerende og bevilgende myndigheder i stat og kommune.

De resterende beboere a d.v.s. udover de foran nævnte grupper - der er tilbage ved afviklingen, vil have et akut boligbehov, men dækning af dette boligbehov kan ikke uden videre anses for en social opgave. magistratens 3. afdeling skal i denne forbindelse henlede opmærksomheden på, at et stort antal familier i København har svære sociale problemer netop på grund af deres boligsituation, og at disse familier - og andre borgere med dem - næppe vil have forståelse for, at Christiania-beboere skal have fortrin til boliger i forbindelse med en afviklingssituation.

Magistratens 3. afdeling skal ikke undlade at gøre opmærksom på

at man hverken ved militærets rømning af Bådsmandsstrædes kaserne i sommeren 1971 eller ved akcepten af Christianias etablering i oktober 1971 fandt anledning til at drøfte perspektiverne med den sociale forvaltning i København,

at der fra socialborgmesterens side ved etableringen øjeblikkeligt blev advaret mod konsekvenserne,

at magistratens 3. afdeling siden har behandlet Christiania som en hvilken som helst anden bydel - d.v.s. ydet individuel hjælp efter behov og efter samme regler som praktiseres i andre bydele,

samt at Københavns social- og sundhedsforvaltning ikke har ressourcer til at tilvejebringe et alternativ, idet et sådant i givet fald måtte have karakter af genhusning under en eller anden form. Det bemærkes for en ordens skyld, at en genhusningsopgave - hvis man overhovedet ville anerkende en genhusningspligt - principielt, ligesom ved andre nedrivninger uden for det i saneringslovens 59 afgrænsede område, primært måtte påhvile grundejeren."

I en supplerende udtalelse af 13. juli 1976 (bilag 219) udtalte Københavns magistrats 3. afdeling, at udviklingen efter januar 1976 gav anledning til bekymring for så vidt angår såvel arten som omfanget af problemerne. Det bemærkedes, at det københavnske social- og sundhedsvæsen ikke har ressourcer til at løse så store og komplicerede problemer som de helt specielle rømningsproblemer, der her er tale om, sideløbende med sine daglige opgaver.

Forsvarsministeriet har for sit vedkommende i en skrivelse af 8. september 1976 (bilag 298) til professor Ole Krarup meddelt, at man ikke anser sig for forpligtet til at gennemføre foranstaltninger til genhusning eller behandling af Christiania-beboerne ved fristadens ophør.

I februar 1976 havde en gruppe, bestående af professor Erik Kaufmann, stud. polyt. Jes Møller og civilingeniørerne Linda Christensen, Mai Buch og Peter Hartoft-Nielsen, Instituttet for Vejbygning, Trafikteknik og Byplanlægning, afgivet et notat med titlen "Overslag over Christiania” ("Kaufmann-rapporten", bilag 121). I en sammenfatning anførte gruppen blandt andet, at det efter dens beregninger ville koste mange flere penge, både for staten og for kommunen, at rydde Christiania end at bevare det. Man nævnte ialt 70 millioner kr. i merudgift indenfor de første 10 år.

I en redegørelse om Christiania i folketinget den 19. februar 1976 (bilag 222, spalte 6229) udtalte forsvarsministeren blandt andet om Christiania-områdets fremtidige udnyttelse:

"Den fysiske påbegyndelse af et nybyggeri forudsætter ifølge oplysninger fra boligministeriet magistratens byggetilladelse efter byggeloven, der igen forudsætter tilstedeværelsen af et detailprojekt. Detailprojekteringen vil tage mindst 1 år og måske henimod 2 år, og kommunens byggesagsbehandling kan næppe vare mindre end 3 måneder. Såfremt bebyggelsen tænkes gennemført som et typeprojekt eller ved gentagelse af et tidligere tilsvarende projekt, tilpasset det konkrete, vil projekteringsperioden imidlertid efter det oplyste kunne indskrænkes væsentligt. Det vil i så fald ikke være urealistisk at tænke sig, at igangsætningen kan ske i løbet af godt et halvt år heri inkluderet kommunens byggesagebehandling."

På forsvarsministerens forslag blev der i marts 1976 nedsat en arbejdsgruppe, der under ledelse af kontorchef i forsvarsministeriet, cand. jur. Verner Gyde skulle beskæftige sig med de problemer, der vil Opstå i forbindelse med gennemførelsen af Christianias rømning, derunder med hensyn til anbringelse af beboerne og deres bohave m.v. (bilag 315).

Under folketingets tredie behandling af forslaget til finanslov for finansåret 1976-77 blev der den 30. marts 1976 efter en længere debat med 100 stemmer mod 65, idet et medlem undlod at stemme, vedtaget følgende motiverede dagsorden (bilag 286, spalte 8015):

"Idet tinget konstaterer, at aftalen mellem regeringen og Christiania udløber 1. april, og henviser til ministerens redegørelse af 19. februar d.å.,
opfordrer tinget regeringen til at gennemføre den vedtagne rømning af området uden unødvendig forsinkelse.
Tinget fortsætter herefter behandlingen af forslaget til finanslov."

Efter vedtagelsen af denne dagsorden afsluttedes arbejdet i folketingets Christiania-udvalg (bilag 212).

I anledning af nogle spørgsmål fra professor Ole Krarup udtalte Københavns bygningskommission i skrivelse af 1. september 1976 (bilag 297), et kommissionen i henhold til byggelovens § 2 anser sig for kompetent til at træffe afgørelse om byggelovens anvendelighed, når der opstår Spørgsmål om ændret benyttelse af eksisterende bygninger. Bygningskommissionen anfører endvidere, at den ikke har været inddraget i Christiania-sagen, fordi der ikke er ansøgt om legalisering af bygningernes ændrede anvendelse.

Efter at fredningsnævnet for København havde erklæret sig indforstået med på visse vilkår at diapensere fra naturfredningslovens regel om beskyttelseslinier i overensstemmelse med det i borgerrepræsentationen vedtagne byplanforslag, blev denne afgørelse indanket for Overfredningsnævnet. Overfredningsnævnet besluttede efter en besigtigelse den 27. september 1976 med 9 stemmer mod 2 (bilag 310) ikke at meddele den nødvendige dispensation, idet nævnet anså hensynet til voldanlæggets hele karakter og beliggenhed for at være til hinder derfor.

Det er oplyst, at bebyggelsesplan for Christiania-området ikke er udarbejdet (bilag 299).

Den 6. oktober 1976 ansøgte forsvarsministeriet (bilag 358) folketingets finansudvalg om tilslutning til i finansåret 1976-77 at afholde de strengt nødvendige udgifter i forbindelse med en midlertidig, fortsat anvendelse efter den 1. april 1976 af Christiania-området som beboelse for unge hjemløse m.fl. Ansøgningen blev den 10. november 1976 afslået af finansudvalgets flertal. Udvalget (med undtagelse af et enkelt medlem) var imidlertid indstillet på, at forsvarsministeren kunne lade afholde de udgifter, der - uafhængig af den nuværende beboelse - er forbundet med administrationen af arealerne.

Under henvisning hertil meddelte forsvarsministeriet derpå den 12. november 1976 (bilag 360) beboerne i Christiania ved arkitekt Per Løvetand Iversen og informationskontoret, at ministeriet herefter havde underrettet belysningsvæsenet, vandforsyningen og magistratens 5. afdeling om, at ministeriet ikke ville kunne betale det fremtidige el- og vandforbrug samt den fremtidige dagrenovation på Christiania-området.

Vidneforklaringerne i sagen går ud på følgende:

Kontorchef i forsvarsministeriet cand. jur. Gunnar Fält-Jensen har forklaret, at han i forsvarsministeriet har behandlet Christiania-sagen fra dens Opståen og indtil den i oktober 1974 overgik fra 4. kontor, som vidnet leder, til et andet kontor.

Han erindrer mødet den 14. juni 1973. Baggrunden for idékonkurrencen var, at man indtil november 1972 i forsvarsministeriet havde arbejdet for afhændelse af de omhandlede arealer og i den anledning haft "føling" med Københavns kommune. I november 1972 stod det imidlertid vidnet klart, at forudsætningerne for en afhændelse ikke var til stede. Dertil måtte kræves et udbudsmateriale med nærmere angivelse af vilkårene for benyttelsen; men der forelå ingen byplan eller dispositionsplan. En godkendt dispositionsplan ville efter vidnets opfattelse overflødiggøre en idékonkurrence. Det var kulturministeren, der på mødet den 14. juni 1973 fremkom med tanken om en idékonkurrence. Kulturministeren nævnte under mødet, at der forelå et forslag til en dispositionsplan.

Muligheden af arealernes salg havde i tiden op til november 1972 været et problem for vidnet. Når han talte med repræsentanter for Christiania, nævnte han for dem, at området kunne blive solgt. Problemet blokerede for den administrative indplacering af Christiania og rejste bevillingsmæssige spørgsmål samt spørgsmålet om, hvorvidt der kunne fastsættes en tidsplan. Det var på mødet den 14. juni 1973 fremme, at det var besluttet, at staten skulle beholde arealerne i 3 år. Vidnet havde direkte referat til forsvarsministeren og havde fra denne fået at vide, at'det på møder den 5. eller 6. marts 1973 var besluttet, at staten skulle beholde arealerne i en 3-års periode. Vidnet havde ikke selv været til stede under disse møder og kan derfor ikke vide, om det var regeringen som sådan, der havde truffet beslutning derom. Idékonkurrencen skulle etableres ved et samarbejde mellem kulturministeriet og boligministeriet.

Fra notatet (bilag 10) kender vidnet vendingen "formentlig 3 år", der bygger på skønnet over, hvilken tid det ville tage at tilvejebringe et konkurrenceresultat. Udtrykket "normalisere" er af langt ældre Oprindelse, men det blev benyttet i samme betydning, som det havde allerede i november 1971. Christiania indtog en særlig stilling i flere henseender. Beboerne mente selv, at de i forhold til politiet ikke blev behandlet som andre. Tilmelding til folkeregisteret var også et særligt forhold, og det samme gjaldt momsregistrering. Alle sådanne Spørgsmål blev tid til anden drøftet af vidnet med repræsentanter for Christiania. "Normalisering" betød ikke indførelsen af samme regler som i det almindelige samfund. Vidnet kan ikke angive begrebets positive indhold men må henvise til eksemplifikationen, hvortil vidnet har føjet spørgsmålet om betaling for benyttelse af el og vand. Det drejede sig ikke om en fuldstændig lovliggørelse af tilstandene; man kan godt beskrive det som "en vis orden i den ulovlige benyttelse" eller som "fjernelse af de værste anstødsstene".

Udtrykket "socialt eksperiment" kan vidnet heller ikke nærmere definere. Dette spørgsmål må stilles til socialministeren, der på mødet den 14. juni 1973 gav udtryk for, at der var tale om "taber"-grupper, som måtte have krav på en særlig behandling, da samfundets hidtidige tilbud ikke havde vist sig tilfredsstillende eller ikke var blevet modtaget af de pågældende. Der blev - så vidt det er vidnet bekendt vi ikke angivet nogen bestemt målsætning for det sociale eksperiment eller institueret en særlig overvågning deraf. Der er ikke foretaget nogen officiel bedømmelse af eksperimentet, men enkeltpersoner i ind- og udlandet har skrevet monografier om emnet.

I udtrykket "formentlig 3 år" lå en tidsmæssig usikkerhed.

Den foreløbige aftale af 31. maj 1972 var den første normalisering", som blev nedfældet skriftligt; men forud derfor var gået adskillige møder.

Referatet (bilag 11) af mødet den 14. juni 1973 er udfærdiget på grundlag af vidnets notater under mødet til støtte for vidnets hukommelse. Det er rigtigt, at kulturminister Niels Matthiasen udtalte, at Christiania "kan fortsætte, indtil resultatet af idékonkurrencen skal føres ud i livet". Ministeren brugte også vendingen om eksperimentet "hvis det lykkes", men nåede ikke at svare på et spørgsmål fra en af de tilstedeværende beboere i Christiania om, hvilke betingelser der krævedes hertil, idet ministeren måtte forlade mødet. Socialministeren gjorde en bemærkning om de 3 år, og forsvarsministeren fremkom med en udtalelse om de 3 år, i hvilke man havde besluttet at beholde arealerne. De 3 år blev ikke nærmere præciseret. Vidnet, der herom har henvist til indledningen til kulturministeriets notat (bilag 10) vedrørende mødet den 14. juni 1973, mener, at kulturministeren på mødet henviste til den forudgående regeringsbeslutning, som var kendt gennem forsvarsminister Kjeld Olesens besvarelse i folketinget af en forespørgsel.

Forsvarsministerens afsluttende bemærkning på mødet den 14. juni 1973 om "det sikkerhedsmæssige" havde sin baggrund deri, at der da nylig havde været ildebrand i gaden Åbenrå i København. Når det blev betonet, at ministrene "jo stod med ansvaret" for det sikkerhedsmæssige i Christiania, forstod vidnet det sådan, at der dermed sigtedes til det politiske ansvar, uden at sondringen politisk og almindelig juridisk ansvar blev fremført.

Når det nu haster så stærkt med en rømning af Christiania, beror det efter vidnets opfattelse på, at den tidsmæssige ramme - nemlig de 3 år - som forsvarsministeren havde nævnt i folketinget, at regeringen ville beholde arealerne - nu er overskredet. I skønnet over disse 3 år var indgået forudsætningen om idékonkurreneens gennemførelse. Arealerne er ikke solgt, og man har ingen aftale herom. Vidnet må gå ud fra, at beslutningen i folketinget har været medvirkende til, at rømningen søges fremskyndet.

Niels Matthiesen optrådte på mødet den 14. juni 1973 i egenskab af den minister, under hvem såvel en idékonkurrence som (dengang) fredningsspørgsmål henhørte; forsvarsministeren Optrådte som ejer af området. Både socialministeren og forsvarsministeren nævnte åremålet 3 år uden sammenhæng med idékonkurrencen men i relation til det sociale eksperiment.

Kulturministeriets notat (bilag 10) så vidnet allerede i sin tid, da det i udkast blev sendt til godkendelse i forsvarsministeriet ca. 14 dage efter mødets afholdelse, og vidnet havde da ingen indvendinger mod dets rigtighed. Nu kan vidnet ikke uden støtte i notatet erindre, om de 3 år blev nævnt på mødet den 14. juni 1973 som værende en officiøs tilkendegivelse. Det havde jo heller ikke været nødvendigt, da fristen var kendt fra forsvarsministerens besvarelse i folketinget af den stillede forespørgsel.

Vedrørende minister- og embedsmandsmødet den 5. marts 1973 har vidnet forklaret, at der - ham bekendt - ikke foreligger noget skriftligt referat. Vidnet har paraferet - men ikke selv affattet - ansøgningen af 19. marts 1974 (bilag 36) til finansudvalget, hvori det hedder: "Der er i marts måned 1973 givet beboerne i Christiania tilsagn ... i en 3-årig periode. ." Vidnet har påny henvist til forsvarsministerens besvarelse af en forespørgsel i folketinget den 7. marts 1973 (bilag N), hvorefter regeringen havde besluttet sig til at beholde arealerne for en 3-årig periode. Denne besvarelse betragtede vidnet som en tilkendegivelse overfor beboerne i Christiania, der var mødt talrigt op som tilhørere i folketinget. Kort tid efter mødet i folketinget talte vidnet med Per Løvetand Iversen, der da også havde opfattet forholdet således, at Christiania havde fået 3 år. Vidnet drøftede ikke med Per Løvetand Iversen, om det drejede sig om "kun 3 år" eller "mindst 3 år". Vidnet husker ikke, om der var møder om spørgsmålet i tiden mellem den 7. marts 1973 og den 14. juni 1973.

Vedrørende den foreløbige aftale af 31. maj 1972 har vidnet forklaret, at det er ham, der lavede det første udkast, som gav anledning til en omformulering, hvorefter det underskrevne dokument blev udfærdiget. Forud for første udkast var gået drøftelser, som vidnet havde haft med Christiania-beboere. De havde ønsket en lejeaftale med deraf følgende sikkerhed, men det kunne forsvarsministeriet ikke give dem, da ministeriets bestræbelser gik ud på en afhændelse af arealerne. En lejeaftale ville have hæmmet disse bestræbelser, hvortil kom, at der jo var tale om ulovlig besiddelsestagen, som man ikke ønskede formeligt at legalisere. Iøvrigt var de fleste af bygningerne slet ikke indrettet til beboelse, således at udlejning forbød sig selv. Det første udkast indeholdt i punkt 6 en bestemmelse om en tilsikret periode af 2 måneder til drøftelse mellem Christiania og den fremtidige ejer. Vidnet er ikke klar over, på hvis initiativ denne bestemmelse gled ud i den endelige redaktion.

Når det i det oprindelige udkaste pkt. 6 hed, at "Egentlig lejeaftale kan ikke oprettes på nuværende tidspunkt", var det ikke tilsigtet dermed at stille fremtidig kontraktsoprettelse i udsigt. Det var vidnets ønske at tynde ud i områdets bebyggelse og gøre arealerne mere overskuelige. Der ønskedes ikke oprettet lejeaftale, fordi vidnet var klar over, at man i så fald kunne blive bragt ind under lejelovgivningens regler om opsigelse. Han ønskede at stå frit i tilfælde af afhændelse, og området var iøvrigt uegnet til udlejning.

Med hensyn til udtrykket "Nedrivning ... efter aftale" i pkt. 2 i det underskrevne dokument har vidnet forklaret, at det skulle forstås således, at det var myndighederne, der bestemte nedrivningen, hvorefter tidspunktet derfor skulle drøftes med beboerne. Vidnet kan dog godt se, at bestemmelsen kan læses anderledes, og han er bekendt med, at folketingets ombudsmand har en anden opfattelse. Vidnet ved ikke, om ministeriet derefter har ændret sin opfattelse. Vidnet har haft drøftelser med Christiania i januar 1974 om nedrivning og var da ikke i stand til at give konkrete oplysninger om, hvilke bygninger der skulle nedrives. Mens vidnet endnu havde Christiania-sagen under sit sagsområde, er der ikke givet beboerne underretning om, hvilke bygninger der skulle nedrives, men de har efter indgivelsen den 19. marts 1974 af ansøgningen til finansudvalget (bilag 36) fået udleveret et kort over området, hvorpå de forskellige bygninger var indtegnet.

Hvad angår de øvrige bestemmelser i den foreløbige aftale har vidnet forklaret, at det i pkt. 3 omhandlede brandslukningsmateriel blev leveret og afprøvet. Den sociale gruppe, der nævnes i pkt. 4, blev etableret men har haft skiftende medlemmer. Hvad angår afregningen for el og vand har vidnet oplyst, at der har været mange forklaringer på det store vandforbrug. Han er bekendt med, at der var beboere, der forsømte at lukke for vandet, og at der var haner, som blev brækket. Iøvrigt var anlægget gammelt, og lækager kan være opstået på grund af slid og ælde. Han er ikke bekendt med Spild af elektrisk strøm som følge af afledning. Kloakanlægget var nok brøstfældigt, og kloakpumpen brød flere gange sammen. I den tid vidnet havde med Christiania-sagen at gøre, lod han udbedringer foretage, når der indgik klager til ham, idet det var hans Opfattelse, at ministeriet havde vedligeholdelsespligten både i forhold til myndighederne og i forhold til beboerne af såvel sanitære som humanitære grunde.

Bestemmelsen i den foreløbige overenskomst pkt. 6,3.stk.4 om drøftelser med den fremtidige ejer vedrørende "beboerforholdene" indeholdt alene et tilsagn om, at der skulle finde drøftelser sted.

Vidnet har som repræsentant for forsvarsministeriet deltaget som bisidder i det arealudvalg, som blev nedsat med departementschef Lavesen som formand, og ved at man stadig har føling med Københavns kommune vedrørende salget af arealerne. Da de nærmere vilkår for arealernes benyttelse ikke er fastlagt, har der ikke kunnet afgives tilbud fra nogen af siderne. Vidnet skal ikke kunne udtale sig om, hvorvidt Christianiabeboernes tilstedeværelse også har været en hindring for indgåelsen af en aftale.

Dersom arealerne overdrages, vil den foreløbige aftale være bortfaldet. Der er imidlertid ikke efter vidnets opfattelse noget, som hidtil har gjort aftalen ugyldig.

Vidnet deltog i de møder, som fandt sted i forsvarsministeriet efter den uhjemlede besiddelsestagen i november 1971. Sammen med en repræsentant for justitsministeriet tog man stilling til, hvad der skulle foretages, og om man skulle og kunne genoprette den tidligere tilstand. Det stod klart, at man ikke ville indsætte militæret. Vidnet har derefter haft forhandlinger med embedsmænd i forskellige ministerier, og opfattelserne var ikke altid sammenfaldende.

Vidnet erindrer blandt andet kontaktmødet den 15. maj 1972; forhandlingerne med Christiania var på det tidspunkt blevet mere formaliserede. Der var etableret en kontaktgruppe med kontorchef Vagn Holm og Tine Bryld som socialministeriets repræsentanter. Fra Københavns kommune mødte ekspeditionssekretær Vanglo og kontorchef Gregers Christensen og fra forsvarsministeriet vidnet. Christianias forhandlere dannede næppe et egentligt forhandlingsudvalg, for så vidt som medlemmerne skiftede; men der var dog nogle af deltagerne, der var faste medlemmer, nemlig Hans Løvetand Thorup, Per Løvetand Iversen, Richard Løvehjerte Thomsen, Poul Funk Fynbo, Marianne Skytte, Leonard Olchansky og Villy Gregor. Møderne afholdtes efter behov. Der blev ikke ført protokol men udfærdiget referater, der godkendtes på det følgende møde.

Christiania havde et narkotikaproblem, men ikke altid lige udtalt. En del af klientellet havde godt styr på sig selv; andre havde behov for den menneskelige støtte, som de øvrige gav dem.

Socialminister Eva Gredal har forklaret, at hun har været socialminister i perioden fra 1971 til udgangen af 1973 og atter fra januar 1975. Vidnet har påny læst notatet vedrørende mødet den 14. juni 1973 (bilag 10), og dette notat svarer til vidnets erindring om mødets forløb. I notatet tales der om en idékonkurrence. Vidnet siger derom, at der var tale om et ret stort areal, og man fandt derfor, at det ville være en god ide med en arkitektkonkurrence, for at man derved kunne nå frem til et godt resultat med hensyn til arealets benyttelse. Det var vidnets opfattelse, at resultatet af idékonkurrencen kunne benyttes som grundlag for en dispositionSplan, som man kunne udarbejde i samarbejde med kommunen. Udtrykket normalisering i det nævnte notat tager sigte på den kendsgerning, at beboerne i Christiania kun opholdt sig der midlertidigt, og opholdet måtte foregå således, at den almindelige retsbevidsthed ikke blev krænket. Derfor-skulle gældende lovregler overholdes, dog at visse regler kunne tillempes. Med hensyn til udtrykket "socialt eksperiment" siger vidnet, at hun kun har anvendt udtrykket i forbindelse med Christiania, idet hun ellers anvender begrebet forsøgsordning; men det er efter vidnets opfattelse noget andet. For Christianias vedkommende ville man prøve at se, hvorledes en alternativ livsform kunne udvikle sig. Det var ikke op til myndighederne at Opstille en målsætning for det sociale eksperiment; det måtte beboerne selv klare; men man ville derpå undersøge, hvorledes eksperimentet faldt ud. Fra myndighedernes side måtte man tage Christiania, således som det nu så ud uden nogen klare opdelinger af problemerne, som forøvrigt er blevet overdimensioneret i de forestillinger, man har gjort sig deraf udenfor Christiania. I mange henseender var problemerne ikke større der end andetsteds i samfundet. Der blev ikke stillet midler til rådighed fra det offentliges side; det ønskede Christianitterne ikke, og de fremsatte ikke ønsker om offentlig støtte. Vidnet er kendt med, at der er udført nedtrapningsprocesser i Christiania med mindst lige så gode resultater som udenfor dette område. Vidnet omtaler Specielt en tur, der blev foretaget til Luxor i Ægypten med 20 stofmisbrugere. Det skete på initiativ af beboerne selv og for midler, som de selv fremskaffede. Der var ingen offentlige midler involveret i dette foretagende. Der har også været andre initiativer med hensyn til stofmisbrugere, og samarbejdet med ungdomsklinikken i Læssøesgade fungerede godt. Vidnet er bekendt med, at socialstyrelsen har fået indberetninger om forskellige andre initiativer, der er taget i Christiania til støtte for stofmisbrugere, men selv kan hun ikke i øjeblikket pege på andre eksempler end de nævnte. Hvad den almindelige kriminalitet angår har det også vist sig, at man i vidt omfang bedre kunne løse problemerne i Christiania, end det var muligt med mere traditionelle midler. Der findes ingen samlet rapport over de forskellige socialpolitiske aktiviteter, som er blevet prøvet i Christiania. Vidnet har fået refereret, at også psykotiske eller nervelidende personer har kunnet indplaceres i tilværelsen i Christiania. Der har ikke været noget påfaldende stort beløb stillet til rådighed gennem socialkontorerne til beboere i Christiania. Vidnet har hørt nævnt, at 24 personer fik offentlig understøttelse gennem socialkontoret i Wildersgade, men det er dog nok et af de laveste tal; snarere har tallet i visse perioder været oppe på 70-80. En del af beboerne har fået arbejde i Christiania, hvorved de selv har kunnet klare deres økonomi.

Med hensyn til de tre år, der tales om i sagen, er vidnet af den opfattelse, at det var helt klart, at de tre år, i hvilke Christianitterne kunne blive boende på området, skulle gælde til og med udgangen af marts 1976, og det har christianitterne heller ikke selv været ubekendt med. Det er ikke mindst blevet understreget af forsvarsministeren på mødet den 14. juni 1973. Denne frist havde regeringen fastsat i løbet af foråret, og de tre år stod fast. For så vidt det ikke klart fremgår af notatet, må det bero på, at dette i så henseende ikke har været fuldstændigt.

Vedrørende de møder, som fandt sted i regeringen den 5. og 6. marts 1973 har vidnet forklaret, at det netop var her, de tre år blev fastlagt som gældende den tid, i hvilken beboerne skulle have ret til at blive boende på området. Foreholdt, at de tre år nævnes i forbindelse med det åremål, i hvilket arealerne skulle forblive i statens eje, har vidnet udtalt, at det jo er to sider af samme sag. Samtidig med beslutningen om, at staten skulle beholde arealet i tre år, blev det klart bestemt, at Christianitterne ikke kunne blive boende længere end til 1. april 1976. Vidnet mindes et senere møde, hvor den nuværende forsvarsminister Orla Møller nævnte de tre år, som Skulle udløbe 1. april 1976, og han blev ikke i så henseende modsagt at nogen af de tilstedeværende christianitter. Det er vidnets opfattelse, at der hos dem var tilfredshed med den indrømmede tre års periode, fordi de dermed var blevet bragt ud af den hidtidige uvished. Vidnet og andre ministre har iøvrigt utallige gange gentaget terminen den 1. april 1976 under samtaler med beboere i Christiania. Det skyldes i første række folketingsbeslutningen, at man må stå strengt på overholdelsen af datoen den 1. april 1976, som aftalen drejede sig om. Der havde iøvrigt været forhandlinger med Københavns kommune, som ønskede at overtage arealet rømmet, men disse forhandlinger kender vidnet dog kun gennem referat fra forsvarsministeren.

Kontaktudvalgene bestod af repræsentanter for de implicerede ministerier, men vidnet kan ikke på stående fod sige, hvem disse repræsentanter var til forskellige tider. Hvad oprettelsestidspunktet angår mener vidnet, at kontaktudvalgene blev institueret i forbindelse med den foreløbige aftale. Vidnet-har i sin tid fået notatet (bilag 10), Og det har ikke givet hende anledning til særlige bemærkninger, da hun læste det igennem. Hvad angår udtalelsen på side 2, øverste afsnit, har vidnet udtalt, at hun kun kan fastholde, at tre-års perioden skulle udløbe den 1. april 1976, og således må passagen iøvrigt også forstås. Det samme gælder utvivlsomt også notatets senere referater af vidnets egne bemærkninger på mødet, hvor hun taler om tre år. Når der bruges udtrykket "kommende tre år", skal fristen ikke beregnes hverken fra den 14. juni eller fra den 30. juni - den dato da notatet er udfærdiget. Vidnet må fastholde, at det på mødet den 14. juni 1973 blev tilkendegivet, at slutdatoen for christianitternes beboelse var den 1. april 1976. Hun tør dog ikke med bestemthed sige, at datoen den 1. april 1976 direkte blev angivet; men hun mener, at det var forsvarsministeren, der nævnte den, forudsat at terminen udtrykkelig blev tilkendegivet.

Meningen med indkaldelsen til mødet den 14. juni 1973, der må have været det første møde med Christianitterne, efter at regeringen i marts havde taget beslutning om Christianias forbliven i statens eje i 3 år, var, at dette nu skulle meddeles christianitterne samtidig med, at man ville lægge dem på sinde, at de måtte overholde de aftalte bestemmelser. Vidnet har bekræftet, at man samtidig med beslutningen om at beholde arealerne bestemte, at de skulle være basis for et socialt eksperiment.

På spørgsmålet, hvorfor netop slutdatoen den 1. april blev valgt, har vidnet svaret, at det nu var det, beslutningen gik ud på, uden at hun nærmere har kunnet begrunde valget af den pågældende dato. Vidnet ved ikke, hvorvidt hun tidligere har set kontorchef Fält-Jensens referat af mødet (bilag 11). I anledning af den deri på side 1 indeholdte passus vedrørende kulturministerens bemærkning har vidnet udtalt, at hun godt kunne forestille sig, at han har sagt sådan. Hun kan ikke bestride, at det er en rigtig gengivelse af hans ord; men det må erindres, at der jo også blev talt om andre ting på mødet såvel af kulturministeren som af de andre ministre. Til det i referatet gengivne Spørgsmål "hvis eksperimentet lykkes" har vidnet erklæret, at hun ikke ved, hvad det nærmere indebar. Forevist Hans Løvetands referat (bilag M) af det samme møde har vidnet bemærket at de tre år, som vidnet har talt om som varigheden af christianitternes beboelsesret, ikke skaf'sammenkædes med idékonkurrencen, men at der for hende ikke er nogen tvivl om, at kulturministeren har regnet med, at idékonkurrencen kunne afvikles inden for en tre-års periode. Vidnet anser sine egne bemærkninger på mødet for rigtigt gengivet.

Påny nærmere udspurgt om mødet den 14. juni 1973 har vidnet gentaget, at der på mødet blev givet tilsagn til Christianitterne om, at de kunne blive boende på området i de tre år gældende til den 1. april 1976. Vidnet ved ikke om et lignende tilsagn tidligere var blevet meddelt dem, og vidnet kender heller ikke noget til, hvorvidt det måtte være blevet gentaget senere.

Vedrørende den foreløbige aftale af 31. maj 1972 (bilag 114) har vidnet forklaret, at hun blot erindrer, at man ikke. mente at have lovmæssige muligheder for at etablere et lejeforhold. Gennem samtaler med daværende kolleger har vidnet været involveret i tilblivelsen af aftalen. Der var enighed om, at man ville underrette Christianitterne derom, hvis forsvarsministeriet begyndte at sælge arealerne. I 1972 var der drøftelser med Københavns kommune om prisen på arealerne. Forhandlingerne blev ført mellem arealudvalget på den ene side og overborgmesterens kontor på den anden side; der var på dette tidspunkt ikke tale om, at arealerne skulle udbydes offentligt til salg. Der er, såvidt vidnet ved, ikke truffet. nogen salgsaftale efter de Oplysninger, vidnet har fået fra kolleger. Med hensyn til det nærmere indhold af den foreløbige aftale har vidnet sagt, at den deri omtalte sociale gruppe har gjort et godt arbejde og har haft en god kontakt blandt andet med Københavns kommune. Den har også gennemført forskellige narkoprojekter, og den har yderligere medvirket til at motivere tilløbende børn til at vende tilbage. Vidnet kender ikke tallet på de børn, hvorom det har drejet sig. De tal, som har været nævnt i massemedierne, har efter vidnets opfattelse været overdrevne. Det har måske, for så vidt angår de børn, som var tilknyttet "Børnemagt", drejet sig om 6-10 børn. Den sociale gruppe, der også interesserede sig for at skaffe beboerne arbejde, havde et frugtbart samarbejde med børne- og ungdomsforsorgen.

Om udtrykket socialt eksperiment har vidnet forklaret, at det vist var hende og Kjeld Olesen, der lancerede udtrykket. Det var beboernes eksperiment, men staten måtte påse, at området blev normaliseret. Vidnet havde troet, at man kunne uddrage en lære af dette eksperiment, men det var ikke lykkedes at samle viden derom i tilstrækkeligt omfang. Arbejdet hermed var blevet afbrudt i forbindelse med regeringsskiftet omkring nytår 1973-74. Regeringsskiftet medførte for så vidt ikke nogen ændringer i den fortsatte udvikling af selve det sociale eksperiment, men den systematiske behandling og nærmere analyse, som det havde været vidnets forsæt at iværksætte, blev ikke gennemført. Da vidnet påny blev socialminister, kneb det med at skaffe de fornødne økonomiske midler til at indsamle de indhøstede erfaringer. Der var tilløb til foretagelse af en undersøgelse i efteråret-1975 og for så vidt også skaffet nogle midler hertil, men undersøgelsen blev ikke til noget, og siden har vidnet ikke fundet mulighed for at tilvejebringe de økonomiske forudsætninger herfor. Den omstændighed, at møder med kontaktudvalget ebbede ud efter regeringsskiftet i begyndelsen af 1974, havde også gjort det vanskeligt for det offentlige nærmere at følge det sociale eksperiment. Vidnet har dog fortsat kunnet følge med i hvad der foregik i Christiania, navnlig gennem Tine Brylds orientering herom.

Det har hele tiden været vidnets Opfattelse, at vedligeholdelsen af vand- og elledninger måtte påhvile forsvaret også i relation til brugerne af anlægget. Der kunne højst være tale om, at der over socialministeriets budget blev afholdt udgifter til forbruget. Det var forudsat, at ibrugtagning af bygninger, som ikke var indrettet til beboelse, nærmere skulle drøftes med christianitterne. Der kunne ikke gælde andre regler for bygningerne i Christiania, men man kunne dog tage et vist hensyn til den midlertidige, tidsmæssigt begrænsede benyttelse.

Bemærkningerne i regeringsredegørelsen (bilag 1) om et par hundrede personer, der kunne tænkes institutionsanbragt, er nok ikke længere aktuelle, hvad tallet angår. Man har plads på nuværende institutioner, og det havde man iøvrigt også den gang, men problemet er og var, at de pågældende ikke let lod sig indordne under bestemte institutionsformer. Som sagt, pladsen var der, og i den forløbne tid er der sket store forandringer på institutionerne. Han er parat til at give de pågældende et tilbud om relevante opholdssteder, men det forudsætter, at de enkelte tilfælde først bedømmes hver for sig.

Tidligere forsvarsminister, folketingsmand Kjeld Olesen har forklaret, at han deltog i mødet den 14. juni 1973 (bilag 10). I udtrykket "socialt eksperiment" indlagde vidnet, at det drejede sig om for Christianitterne at forsøge at skabe bo-, adfærds- og samværsformer som alternativ til det øvrige samfund. Vidnet kan ikke tidsfæste, hvornår udtrykket først er brugt; det blev i hvert fald anvendt på mødet. Vidnet havde været i Christiania flere gange, blandt andet sammen med socialministeren, og havde haft_flere besøg i ministeriet af christianitter. Der var ca. 100 af beboerne i Christiania, som øjensynligt ikke kunne finde sig til rette i det almindelige samfund, og som ellers ville have været institutionsanbragt. De institutionsprægede søgte sammen og forsøgte at skabe noget nyt. Det var spændende at se, hvordan det ville ende. Eksperimentet måtte foregå således, at det ikke krænkede den øvrige befolknings retsbevidsthed og under hensyntagen til visse af samfundets normer. Et af de store problemer har været forholdet til Københavns kommune, som stillede bestemte krav. En vis tolerance overfor normerne var nødvendig. Denne forståelse af begrebet socialt eksperiment blev efter vidnets opfattelse almindeligt accepteret af Christianitterne, dog at Hans Løvetand har benægtet, at der forelå et socialt eksperiment. Vidnet har iøvrigt fra sin kontakt med christianitterne indtryk af, at der blandt dem var forskellige opfattelser. Eksperimentet var besluttet af regeringen, og den var således formelt eksperimentatoren. Det skulle ikke være enkelte videnskabsmænd, der "med lup" fulgte Christiania-eksperimentet, men hele befolkningen. Regeringsbeslutningen blev truffet i marts 1973; men da vidnet gik af i efteråret 1973, kan han ikke udtale sig videre. Man har næppe gjort sig klart, hvilke bestemte erfaringer man forventede af eksperimentet. Man har været interesseret i at se, om for eksempel kriminaliteten og stofmisbruget ville falde. Vidnet mener, at eksperimentet stadig løber. De indberetninger, der er kommet, for eksempel om stofmisbrugere, debatten i pressen og TV-udsendelser har været en måde at følge eksperimentet på. Vidnet mener stadig, hvad han udtalte i folketinget den 25. februar 1976 (bilag 223, spalte 6476), at eksperimentet bestod deri, at de grupper, der ikke kan eller vil tilpasse sig samfundets krav, skulle eksistere i Christiania på deres egne vilkår, og at det så måtte vise sig, om der ud af dette ville vokse resultater. Vidnet ved, at der har bestået et udmærket forhold mellem Christianitterne og Københavns kommunes børne- og ungdomsværn. Vedrørende stofmisbrugere har vidnet henholdt sig til de positive resultater, der er omtalt af Tine Bryld og Leonard. Med hensyn til overtrædelse af straffeloven er der to modstridende tendenser. På den ene side menes en del unge, som har levet af tyverier, at være blevet motiveret for arbejde ved at opholde sig i Christiania. På den anden side har Christiania tiltrukket kriminelle. Folk udefra er kommet til Christiania for der at begå kriminelle handlinger.

Ved normalisering forstår vidnet tilvejebringelse af en holdbar ordning i forhold til vedtægter og love i samfundet, for eksempel gennemførelse af betaling for el og vand, opfyldelse af Københavns kommunes krav og af den foreløbige aftale iøvrigt. Oprettelse af normal lejekontrakt indgik ikke i normaliseringsbestræbelserne; det har nok været fremme, men blev meget hurtigt opgivet. Christianitterne var trængt ind på et område, der ikke tilhørte dem, og der var ikke noget juridisk forhold til dem. Iøvrigt var det ikke muligt at oprette kontrakterne, fordi personerne udskiftedes hyppigt. De enkelte christianitter kunne heller ikke tvinge andre til at betale. Vidnet ved ikke, om forsvarsministeriet har fået sit tilgodehavende for el og vand refunderet over de sociale budgetter.

Der var hos begge parter god vilje. Der var ikke tale om en forud aftalt procedure for normaliseringen, men det var vidnets bestemte opfattelse, at kontaktmøderne skulle fortsætte som et led i den fremadskridende normalisering og det sociale eksperiment. Vidnet ser kun en ganske lille - om overhovedet nogen - forskel mellem socialt eksperiment og samfundseksperiment. Begreberne overlapper hinanden. Udtrykkene er af vidnet anvendt som synonymer.

Vidnet har ikke kunnet udtale sig om, hvorvidt en idékonkurrence kun kan afholdes som en arkitektkonkurrence. Efter vidnets opfattelse skulle der tilvejebringes forslag til, hvordan arealet kunne udnyttes. Da det sorterede under kulturministeriet, har vidnet ikke gjort sig nærmere forestillinger om, hvordan konkurrencen skulle udskrives. Arealet skulle ikke afhændes de første 3 år, og man kunne udnytte tiden til en sådan konkurrence.

Der forelå på daværende tidspunkt ingen dispositionsplan fra Københavns kommune, men kun et forslag dertil. Forudsætningen for, at forsvarsministeriet kunne afhænde arealet, var ikke til stede. De tre regeringsmedlemmer, der deltog i mødet, fandt arealet så værdifuldt, at man kunne tænke sig et bedre forslag. Niels Matthiesen har utvivlsomt ment, at bebyggelses- graden var for stor.

Der blev på mødet den-14. juni 1973 orienteret om de 3 år, og afviklingen af en idékonkurrence ville formentlig passe ind i dette tidsrum. Meningen var, at bosættelsen kunne vedvare i 3 år. De 3 år skulle regnes fra tidspunktet for regeringsbeslutningen i marts 1973. Beslutningen blev truffet den 6. marts og blev nævnt i folketinget den 7. marts, hvor der var tilhørere fra Christiania, herunder Per Løvetand Iversen, til stede i folketingssalen. Beslutningen er altså blevet Christianitterne bekendt allerede da. Mødet den 14. juni kom formentlig i stand på christianitternes initiativ.

Regeringsbeslutningen er blevet truffet, fordi forudsætningen for afhændelse ikke var til stede, og det førte til tanken om idékonkurrencen. Beboelsens varighed hænger ikke sammen med'idékonkurrencen. Notatets gengivelse beror på, at man var fast overbevist om, at idékonkurrencen ville være tilendebragt i løbet af de 3 år. Det har aldrig været meningen, at Christianias levetid skulle være afhængig af idékonkurrencens afslutning. Udtrykket "udover de 3 år" i notatet (bilag 10, side 3) skal forstå; som de 3 år, der går fra regeringsbeslutningen den 6. marts, og ikke de 3 år, der går fra en meddelelse om en idékonkurrence.

I marts 1973 var der en meget nær kontakt mellem vidnet og christianitterne, og da Per Løvetand Iversen som sagt var til stede som tilhører i folketinget den 7. marts, mener vidnet, at Christiania var bekendt med beslutningen, der også havde været omtalt i pressen. Man havde siden marts haft tid til at gøre sig sine'tanker om, hvad der videre skulle ske med arealet i 3-års perioden, og mødet den 14. juni formede sig som en generaldebat.

I anledning af økonomi-'og budgetminister Per Hækkerups vending "foreløbig ... i 3 år" (bilag 200, spalte 4701) kan vidnet med sikkerhed sige, at han har opfattet regeringsbeslutningen som gældende 3 år og ikke foreløbig 3 år. Beslutningen gik ud på at beholde arealet netop i 3 år. Der var vanskeligheder med at sælge arealet, og man kunne jo forestille sig, at nogle af disse vanskeligheder ville foreligge endnu, når de 3 år var gået. Efter de 3 år skulle arealet sælges, formentlig til Københavns kommune. Arealudva1get skulle rent praktisk arbejde med salget. Det var almindelig praksis, at statens arealer blev udbudt offentligt inden salg. Det lå i planerne, at arealet skulle overdrages Københavns kommune; om det skulle ske efter offentligt udbud ved vidnet ikke; det var overladt til arealudvalget. Christianitterne fik at vide, at men måtte indstille sig på at afvikle. Det lå som sagt i beslutningen, at det skulle være sket, når de 3 år var gået.

Den foreløbige aftale af 31. maj 1972 dannede grundlag for en del af diskussionen på mødet den 14. juni 1973. Denne aftale bestod også efter mødet den 14. juni. Vedrørende dens punkt 6 angående tilsagnet om forhandling med nye ejere har vidnet forklaret, at man på mødet den 14. juni gik ud fra, at arealet ikke mere var i statens eje, når de 3 år var gået. Vidnet erindrer, at der på ohristianitternes spørgsmål om hvad med os efter de 3 år" blevisvaret,'at man ikke kunne udtale sig om den fremtidige ejers planer, men et det ikke kunne udelukkes, at dele af Christiania kunne integreres. På spørgsmål om, hvad der skulle ske, hvis det ikke lykkedes at afhænde arealet inden de 3 år, har vidnet svaret, at det gjorde man sig ingen tanker om dengang, idet man anså de 3 år for en rimelig tid til afhændelse. Foreholdt kulturministerens udtalelse om, at Christiania kunne fortsætte, indtil der er truffet beslutning om arealets anvendelse efter 3-års fristens udløb, har vidnet fastslået: de tre år var nøjagtig tre år.

Da vidnet tiltrådte som forsvarsminister den 10. oktober 1971, forelå ingen planer om udnyttelse af arealet. Vidnets forgænger havde truffet beslutning om, at arealet efter rømningen ikke skulle bevogtes militært. Der var en aftale med et privat vagtværn. Vidnet har taget initiativet til nedsættelse af arbejdsgruppen. Man stod overfor noget, der ikke kunne løses ved hjælp af betjente; parterne måtte finde sammen. Vidnet accepterede situationen. I 1971 tænkte han ikke på, at Christiania skulle være et "socialt eksperiment". Dette udtryk dukkede først op i løbet af 1972.

Den foreløbige aftale af 31. maj 1972 er formentlig konciperet af kontorchef Fält-Jensen. Vidnet har gennemgået den, da den var under udarbejdelse. Selv om aftalen udtrykkelig kun omhandlede enkelte punkter, var det en forudsætning, at alle vigtigere ting blev drøftet. Christiania havde en "social gruppe", der vist nok var startet før den foreløbige aftale og bestod af ca. en halv snes personer. Leonard var en af de drivende kræfter. Tine Bryld var konsulent for socialministeriet og havde nær kontakt med gruppen. Der var ikke tale om fagfolk; det ville have været i strid med christianitternes indstilling. Gruppen fungerede ganske udmærket i vidnets ministertid og også senere, hvor vidnet har fulgt Christiania med interesse. Det er vidnets indtryk, at der i Christiania blev opnået gode resultater hvad stofmisbrugere angår, og at der blev samarbejdet mellem den nævnte gruppe og samfundets institutioner udenfor Christiania.

Med hensyn til punkt 2 i den foreløbige aftale har vid- net forklaret, at det blev sagt til Christianitterne, at der var visse bygninger, som måtte væk, men Christianitterne skulle have besked i forvejen, så det ikke kom bag på dem. Om de skulle tages med på råd, kan vidnet kun besvare derhen, at hele aftalen forudsatte god vilje fra begge sider. En fuldstændig accept fra christianitternes side var ikke forudsat i aftalen. Deres holdning til nedrivning var negativ, da den omfattede bygninger, som var beboet. Vidnet søgte at give Christianitterne, der følte sig utrygge, den størst mulige tryghed. Christianitterne har i et vist omfang medvirket både til beslutning om og gennemførelse af nedrivning.

Københavns kommune indgik ikke på samme måde som staten i et samarbejde med Christianitterne.

I vidnets ministertid har der ikke foreligget konkret forberedelse til at rydde arealet, og de regelmæssige møder, som var præget af spontanitet, blev holdt i en afslappet og positiv atmosfære. Vidnet ved ikke, hvorfor arkitektkonkurrencen ikke kom igang, da han jo gik af som forsvarsminister i efteråret 1973.

Vedligeholdelsespligten med hensyn til kloak- og elledninger m.v. lå hos forsvarsministeriet. Hvis arealet havde været ubenyttet, skulle man alligevel have holdt systemet vedlige. Hed indgåelsen af den foreløbige aftale forelå en juridisk anerkendelse af Christiania. Den omstændighed, at personer fra forskellige miljøer, herunder særlig socialt interesserede,boede sammen ude på Christiania, var for så-vidt ikke nogen forudsætning for anerkendelse af Christiania, men en væsentlig del af eksperimentet.

Økonomisk opgjort kan Christiania betale sig for samfundet, blandt andet fordi der er sparet dyre institutionspladser. Udgifterne til lys og vand er ubetydelige i forhold hertil. Der havde været omfattende hærværk før indflytningen, og beboelsen har været værdibevarende.

Vidnet erindrer ikke, om muligheden for at fortsætte Christiania andetsteds blev drøftet på 14. juni-mødet, men det har været drøftet hen ad vejen.

Kontorchef i miljøministeriet, cand. jur. Per Hansen har forklaret, at han inden miljøministeriets oprettelse var fuldmægtig i kulturministeriet, og at han der først fik at gøre med Christiania-sagen i foråret 1973. Spørgsmålet om de fredede bygninger blev rejst på forskellig måde overfor kulturministeren, der skulle påse, at de fredede bygninger ikke gik tabt. De lå så spredt, at en ny bebyggelse vanskeliggjordes. Københavns kommunes udkast til dispositionsplan gik ud på boligbebyggelse og opførelse af bygninger til visse institutioner. Ministerens opgave var i første række at søge de fredede bygninger og voldene bevaret. Vidnet deltog i mødet med ministrene den 5. marts 1973 men ikke i regeringsmødet den 6. marts. Vidnet husker ikke, om han havde kontakt med Christiania inden den 14. juni. Ministeren havde informeret sine embedsmænd om, at kulturministeren skulle deltage i planlægningen for Christiania. Der blev blandt andet i pressen rejst debat om bygningernes forfald. Vidnet var vist nok ude at se på nogle af bygningerne inden den 14. juni. Vidnets kendskab til forholdene var indtil da kun sporadisk.

Det fremlagte notat vedrørende mødet den 14. juni 1973 (bilag 10) er udfærdiget af vidnet. Hans eget eksemplar, der er en afskrift, er dateret den 30. juli 1973. Denne datering er rigtig, og forsinkelsen skyldes, at udkastet skulle forevises ministrene i sommerferietiden. Mødet afholdtes i kulturministeriet, men indkaldelser til mødet udgik fra forsvarsministeriet, vistnok også til Christianitterne. Man ønskede mødet afholdt for at genoptage kontaktmøderne og for at underrette Christianitterne om regeringsbeslutningen. Vidnet husker ikke, hvor længe mødet varede, men det tog i hvert fald ikke hele dagen. Vidnet gjorde notater under mødet; han var klar over, at han skulle referere det. Notatet er sammenfattende, ikke en ordret gengivelse og ikke et egentligt referat. Et udkast til notatet gik til kontorchef Fält-Jensen og til kontorchef Vagn Holm med henblik på forelæggelse for de pågældende ministre. Der blev ikke af ministeriet sendt noget eksemplar til Christianitterne.

Vidnet Opfattede notatet som gengivelse af, hvad ministrene havde sagt til Christianitterne; men der var ikke tale om, at Christianitterne skulle godkende det. Da medlem af folketinget, Ellen Strange Petersen rejste Spørgsmålet om, hvad der var tilsagt Christianitterne, blev notatet sendt til folketinget; vidnet ved ikke, hvordan det er kommet christianitterne i hænde. Vidnets udkast til notat fik nogle få redaktionelle ændringer. Bilag 10 svarer til det endelige notat, som blev sendt til folketinget. Ministrenes rettelser var blevet sendt vidnet i form af breve fra Fält-Jensen og Vagn Holm. Vidnets udkast blev sendt til disse den 4. juli, men er sandsynligvis skrevet ret hurtigt efter mødet, idet det sikkert er forelagt for vidnets egen minister før den 4. juli. Vidnets optegnelser fra selve mødet findes ikke længere.

Beslutningen om idékonkurrencen var taget forud for mødet den 14. juni. Vidnet fik underretning derom fra sin minister, men_Vidnet ved ikke, hvornår beslutningen var truffet. Vidnet talte med Danske Arkitekters Landsforbund (D.A.L.) om, hvad der skulle forstås ved en idékonkurronce. Vidnet gik ud fra, at det måtte være en særlig form for arkitektkonkurrence. Vidnet spurgte om, hvordan man normalt bar sig ad med udskrivningen af en sådan konkurrence, og hvad det ville koste. Kulturministeren skulle tage initiativet til udskrivningen. Vidnet gik ud fra, at han skulle have bistand fra boligministeriet og D.A.L.

Vidnet mener, at det forud for mødet var besluttet mellem ministrene, at man ville udsætte salget af Christiania-området, blandt andet fordi det nok ville tage 5 år at lave en idékonkurrence. Man havde besluttet sig til at give 3 år til det man kaldte normalisering med henblik på, at beboerne kunne være i Christiania i de 3 år, og sideløbende dermed ville man afholde idékonkurrencen. Det blev meddelt, at man havde bestemt sig til ikke nu at sælge; man ville skaffe sig et pusterum til at undersøge mulighederne for at bevare arealet for staten, for eksempel til placering af internationale organer. Det var vidnets indtryk, at der var en vis uenighed mellem staten og Københavns kommune med hensyn til arealets benyttelse. Der havde tidligere været planer om at anvende arealet til kulturelle formål, for eksempel musikkonservatorium, men disse planer var opgivet. Man kendte dispositionsplanforslaget. Vidnet hæftede sig ikke ved, om der var tale om eksakt 3 år, således at jerntæppet ville gå ned på dato.

Fra aviserne havde vidnet det indtryk, at der foregik visse ulovligheder i Christiania, og at der var problemer med hensyn til brandfare med videre. Normalisering skulle gennemføres ved genoptagelse af kontaktmøderne. Ved ministe- riernes bistand søgtes forholdene bragt indenfor lovens ram- mer. Der var ikke på mødet den 14. juni tale om kontraktlig normalisering af forholdet. Normalisering betød for vidnet afhjælpning af de faktiske ulovlige forhold.

Notatet (bilag 10) er som nævnt vidnets opfattelse af, hvad kulturministeren og de andre ministre sagde på mødet, og det er tiltrådt af ministrene. Vidnet har nok udtrykt sig uklart på notatets første side; "de formentlig 3 år" sigter til den tid, der måske ville medgå til idékonkurrencen; "udover de 3 år" på notatets side 3 skal forstås som de 3 år regeringen havde sagt. Vidnet husker ikke, om der på mødet den 14. juni blev henvist til datoen for regeringsbeslutningen.

Vidnet mener, at Hans Løvetands referat (bilag M), hvoraf vidnet har haft lejlighed til at læse de to første afsnit, ganske godt dækker, hvad der blev sagt.

Planerne om idékonkurrencen lå ret stille i perioden indtil oprettelsen af miljøministeriet, hvor vidnet ikke be- handlede sagen, men vidnet ved, at idékonkurrencen er opgivet efter forhandling mellem Københavns kommune og planstyrelsen. Efter hvad der er oplyst for vidnet, enten af afdelingschef Rud Nielsen eller en af dennes medarbejdere Inger Waaben, skulle begrundelsen være, at der ikke kunne skaffes et tilstrækkeligt konkurrencegrundlag. Medens vidnet endnu havde med idékonkurrencen at gøre, diskuterede han grundlaget for en udskrivning med forskellige interesserede personer blandt andet fra Kunstakademiet og D.A.L. Vidnet havde opfattet det således, at idékonkurrencen var besluttet og kunne udskrives, når forudsætningerne derfor, herunder de bevillingsmæssige forudsætninger, var Opfyldt. Vidnet mener, at han i kontaktgruppen meddelte Christianitterne, hvad der var af Oplysninger om konkurrencen, ligesom han gav oplysning om, hvad der kunne gøres for at bevare de fredede.bygninger. Orienteringen var en naturlig følge af, at vidnet var medlem af kontaktgruppen. Vidnet har_ikke tænkt sig, at man var forpligtet overfor Christianitterne til at udskrive en idékonkurrence; men man havde været inde på, om man var forpligtet dertil overfor arealudvalget. Regeringen stod til enhver tid frit overfor Christiania med hensyn til idékonkurrencen; forudsætningen var jo, at man kunne komme igennem hos finansudvalget.

Ku1turminister Niels Matthiasen har forklaret, at der i foråret 1973 blev holdt en række møder om Christiania med henblik på normalisering af forholdet, og man var også ude at se på lokaliteterne. Det var vidnet, der kom med tanken om, at der skulle afholdes en idékonkurrence. Man var interesseret i at bevare de fredede bygninger. Vidnet kendte udkastet til Københavns kommunes dispositionsplan for" Christianshavn, herunder også Christiania. Det kunne ikke i det lange løb gå, at bruge så stort et areal, 30-40 tdr. land, til et eksperiment. Det burde komme hele København til gode. Eksperimentet burde også begrænses i tid. Vidnet var ikke tilfreds med udkastet til dispositionsplan, blandt andet fordi der var tale om at føre en motorvej ind over voldene. Vidnet husker ikke nøjagtigt, hvornår han fremkom med for- slaget om idékonkurrencen, men det har været engang i foråret. Beslutning derom blev taget, hvorefter vidnet bad embedsmændene gå igang med sagen.

Notatet (bilag 10) er godkendt af vidnet. 3-års perioden er skønsmæssigt ansat. I perioden skulle Christiania fungere som socialt eksperiment. Idékonkurrencen har intet at gøre mod den periode, Christiania kunne fortsætte. Det var helt klart, at der for Christiania var tale om en tidsbegrænset periode. Christiania kunne fortsætte, til der forelå en afklaring af, hvad arealet skulle bruges til, op til en 3-års periode. Der var intet løfte om, at det skulle vare i 3 år. Eksperimentet var som sagt tidsbegrænset, indtil man skulle bruge arealet til noget andet, op til 3 år; men herudover havde kulturministeriet ingen beslutningsmyndighed.

Fra efteråret 1973, da vidnet gik af som minister og til han i 1975 kom tilbage igen, var der intet sket med idékonkurrencen. Planerne herom er derpå løbet ud i sandet. Der er ikke truffet beslutning om at opgive den. Sagen er nu ikke længere under vidnets ressort.

Vidnet kan godkende Hans Løvetands referat (bilag M) af vidnets udtalelser på mødet den 14. juni 1973, men det er lidt massivt formuleret. Der havde oprindelig været planer om at lægge musikkonservatorium og teaterskole med videre på arealet, men de var opgivet. Planerne om en fornuftig udnyttelse til rekreativt område til gavn for hele København var derimod ikke skrinlagt. Vidnet anså Christianias udnyttelse af arealet for at være til hinder for disse planers gennem- førelse.

Sætningen i Fält-Jensens referat (bilag 11): "Et eksperiment kan - hvis det lykkes - også fortsætte herudover" indeholder intet tilsagn; men hvis enkelte dele af eksperimentet passede ind i den samlede arealbenyttelse, kunne de fortsætte, for eksempel kunne en eventuel teatergruppe knyttes til teaterplanerne.

Vidnet forklarer udtrykket "eksperiment" som alternative livsformer, og "hvis det lykkes" sigter vel til, om livsformen kunne passe ind i forpligtelsen overfor samfundet uden derved at miste sit særpræg. Som et blandt mange kriterier kunne man se hen til, om stofmisbrug og kriminalitet mindskedes. Det har ikke på noget tidspunkt været vidnets opgave at bedømme resultaterne.

Vidnet har fra starten af i samtaler med christianitter- ne sagt, at Christiania som sådan ikke kunne fortsætte på stedet i det lange løb.

Kontorchef i socialministeriet, cand. jur. Vagn Holm har forklaret, at han i foråret 1972 fik Christiania-sagen, fordi han ledede det kontor, som havde med børn og unge at gøre. Sagen blev i vidnets kontor, hvor vidnet har haft direkte med den at gøre indtil oktober-november 1973.

De hjælpeforanstaltninger man har indenfor det sociale område slår ikke altid til, og det var derfor ikke mærkeligt, at der blev gjort forsøg med andre former. Når det drejer sig om et vanskeligt klientel, svarer resultatet ikke altid til det, man har ønsket. At beboerne i Christiania slog sig ned under andre bo- og samværsformer, måtte anses for deres eget eksperiment. Vidnet har ikke kendt andet tilsvarende. Eksperimentet kunne have den betydning, at myndighederne tog egne foranstaltninger op til ny overvejelse.

Et notat til socialministeren om Christiania, der er signeret af vidnet den 7. december 1973 (bilag 201), er forfattet af ham. Han var stødt på Christiania-problemer i andre kvarterer i København, omend i mindre målestok. Problemer omkring minoritetsgrupper, ensomme gamle og lignende er specielle storbyproblemer. Vidnet har ikke turdet udtale sig om, hvilken rolle boligmangelen har Spillet for Christianias opståen, men den kan have været medvirkende. Vidnet kan ikke udtale sig om en artsmæssig forskel mellem støtte i Christiania og støtte for eksempel i institution, hvor støtten ydes af uddannet personale; manglende professionalisme kan imidlertid opvejes af medfødt talent.

Hvis regeringen havde tænkt på et egentligt socialt eksperiment, ville en aktiv medvirken til eksperimentet have krævet, at formål og metoder på forhånd var klarlagt, og at der havde fundet en analyse sted af de faktorer, der var afgørende for eksperimentet. En sådan planlæggende virksomhed har ikke fundet sted.

Vidnet mener ikke, at der direkte har været stillet krav om en evaluering af eksperimentet. Det kunne kun ventes, såfremt eksperimentet var foregået i samarbejde med de offentlige myndigheder. Vidnet kan godt tiltræde, at der til et egentligt eksperiment for det første hører en formulering af en eller flere hypoteser til efterprøvning. Det må dernæst kræves, at eksperimentatoren foretager eller overvåger en iagttagelse af definerede uafhængige og afhængige variabler og deres vekselvirkning. Yderligere fordres, at eksperimentatoren under eksperimentets forløb foretager en systematisk iagttagelse og registrering af sine relevante iagttagelser. Sluttelig må der foretages en evaluering af iagttagelser af den gensidige påvirkning mellem variablerne. Et sådant eksperiment er ikke foretaget vedrørende Christiania. Med hensyn til udførelsen af eksperimentet og Christianias medvirken hertil har vidnet udtalt, at han ikke har noget præcist indtryk heraf; han tør dog ikke hævde, at den har været mindre end forudsat. Vidnet var ikke skuffet i sine forventninger i så henseende.

Vedrørende mødet den 14. Juni 1973 (bilag 10, 11 og M) har vidnet forklaret, at formålet dermed først og fremmest var at orientere Christiania om den trufne regeringsbeslutning, som gik ud på, at man kunne forblive på området i 3 år. Datoen for beslutningen blev ikke udtrykkelig nævnt på mødet den 14. Juni, og datoen den 1. april 1976 blev heller ikke udtrykkelig nævnt.

Udtrykket "formentlig 3 år" går på idékonkurrencen. Notatet (bilag 10),som vidnet fik tilsendt til godkendelse, er at betragte som et sammendrag af, hvad der er passeret på mødet. Vidnet husker ikke, om han eller ministeren har rettet i eller føjet noget til i notatet. I de to første afsnit er kun refereret den ene side af sagen. Vidnet savner noget, idet hovedformålet med mødet som anført var at orientere beboerne om, at de kunne forblive på området. Vidnet tænkte straks på, at skæringsdatoen måtte være finansårets udløb den 1. april 1976.

Tanken om idékonkurrencen blev vistnok fremført af kulturministeren. Baggrunden var formentlig, at denne ønskede en vis indflydelse på arealets anvendelse, navnlig af hensyn til kulturelle formål, og særlig på bevarelse af bygninger og voldanlæg. Formålet med idékonkurrencen var at opnå indflydelse fra statens side i forhold til Københavns kommune ud fra mere overordnede kulturelle interesser. Vidnet kendte ikke Københavns kommunes forslag til dispositionsplan.

Vidnet ved ikke, om der før mødet var givet christianitterne meddelelse om regeringsbeslutningen; det var i hvert fald ikke sket fra vidnets kontor. Vidnet erindrer ikke, om der på mødet blev henvist til en eventuelt tidligere given meddelelse om regeringsbeslutningen.

Problemer omkring daginstitutioner har af og til givet anledning til, at man har taget dem op til kritisk bedømmelse. Et alternativ til institutioner kan for eksempel være familie- pleje med professionel pædagogisk bistand. Vidnet tør ikke udtale sig om, hvorvidt Christiania kan være et brugbart alternativ til samfundets sædvanlige hjælpemidler; det ville bero på et nøje kendskab til de enkelte klienter og på for- holdene, som de er nu i Christiania.

Socialministeriet har tiltrådt Københavns magistrats 3. afdelings erklæring af 13. Juli 1976 (bilag 219) uden dermed at anlægge en selvstændig vurdering, da det er Københavns kommune, der har ansvaret for de mulige anbringelser efter en rømning af Christiania.

Det må siges at være positivt, hvis folk, der tidligere ikke har fungeret, nu kan fungere i Christiania. Beskæftigelse svarende til arbejde i Christiania findes ikke ude i samfundet, hvor der er opstillet faste rammer. Christiania-formen kan ikke umiddelbart overføres til samfundet udenfor. Vidnet anser det for realistisk, at man med tiden andre steder vil kunne nå frem til former-som i Christiania, men det vil blandt åndet forudsætte bevillinger.

Socialministeriet og Københavns magistrats 3. afdeling har i 1973 indgået aftale om et Opsøgende arbejde, efter at der havde været rejst kritik af, at Københavns børne- og ungdomsværn ikke gjorde nok i anledning af de børn, der tog ophold i Christiania. Aftalen gik blandt andet ud på, at man i forsøget på at få børn bort fra Christiania ikke skulle bruge tvangsmidler, men foretage udslusningen lempeligt og under medvirken fra Christiania.

Socialministeriet finder ikke, at magistratens konklusion - at problemet ikke kan løses - er acceptabel; kommunen har pligt til at løse opgaverne.

Direktør, cand. jur. Ernst He1ge Larsen, har forklaret, at han i sin egenskab af direktør for Københavns børne-.og ungdomsværn fik føling med Christiania relativt kort efter, at fristaden havde manifesteret sig i efteråret 1971. Der kom et stadig stigende antal henvendelser fra forældre, hvis børn var løbet hjemmefra og formodedes at have taget ophold i Christiania. Man stod fra børneværnets side i begyndelsen ret famlende overfor problemet. Det blev grebet an efter traditionelle metoder; det vil sige forsøg på i samarbejde med politiet at finde barnet eller den unge under 18 år og bringe vedkommende tilbage til hjem eller institution ved politiets hjælp. Det var hovedsagelig Københavns politis 4. afdeling, der medvirkede, men også uropatruljen kom ind i billedet. Politiets tilstedeværelse kunne undertiden bringe gemytterne i kog i Christiania. Vidnet erindrer ingen aktiv modstand fra Christianias side. Man har forsøgt at gemme børn.

Et møde den 29. september 1972 hos vidnet (bilag 322) markerer et vendepunkt i udviklingen, idet man ophævede en tidligere afgørelse, som gik ud på overhovedet ikke at yde hjælp til personer med ophold i Christiania. Indtil september 1972 havde man ikke anerkendt Christiania som en officiel adresse, men det gjorde man nu. Nyordningen gik ud på at forsage at arbejde med de børn, der boede i Christiania. Man ville forsøge at motivere dem til at søge andre opholdssteder og meddelte dem, at man ikke ville bruge tvang for at få dem bort fra Christiania. Man accepterede,'at de blev i Christiania i en periode, og man ydede dem økonomisk hjælp for at hindre dem 1 at leve af kriminalitet. Man havde i børneværnet stadig håb om at kunne skaffe anden bolig for børn, også for dem, der havde boet der længe, hvilket også lykkedes 1 flere tilfælde.

Man fik kontakt med en enkelt mand i Christiania, der havde stor indsigt 1 forholdene, og som børnene havde tillid til. Han havde tilknytning til socialgruppen. Man udviklede et organ ved antagelse af medarbejdere, som havde føling med de særlige problemer i Christiania. De samarbejdede navnlig med den sociale gruppe og med den omtalte enkeltperson. I 1973 havde man fået 3 medarbejdere i dette organ. I det tidsrum "Børnemagt" eksisterede, kunne der være tale om ca. 30 børn på een gang. Efter anerkendelsen i september 1972 var der meget svære vanskeligheder. Der var mistillid, idet børnene stod overfor en myndighed; men langsomt kom det igang, og det første års tid efter september 1972 fik man sluset 200-250 børn ud af Christiania. Efterhånden som man fik tag på metoderne, steg antallet af de børn, som blev motiveret til at tage ophold udenfor Christiania.

Så vidt vidnet erindrer, anså han det for nødvendigt at orientere politidirektøren om den ændrede fremgangsmåde og derved opfordre politiet til ikke at indblande sig på en måde, der ville forhindre børneværnets nye fremgangsmåde. Politiet var ret forstående overfor børneværnets eksperiment, som kunne opvise gode resultater. Også politiet accepterede en motivationsperiode i Christiania for de bortløbne børn. Der havde for nylig været tumulter med politiet i Christiania, men uden forbindelse med arbejdet med børn og unge. Vidnet har en fornemmelse af, at politiets indstilling til kommunens børnearbejde er blevet skærpet. Ifølge medarbejdere har politiet optrådt provokerende, for eksempel i forbindelse med undersøgelser for narkotika. En ung mand blev for eksempel standset af uropatruljen og provokerende beskyldt for at have stoffer på sig, hvad han ikke havde. Den unge, der var ca. 14-15 år, blev forskrækket ved at se politiet og forsøgte et stikke af, og politiets fremgangsmåde var ret håndfast. Specielt uropatruljen har efter vidnets opfattelse indtaget en ret kontrær holdning.

Efter brevet til politidirektøren var der et vist samarbejde, som siden har fortonet sig. Vidnet ser heri en kritik af børneværnets arbejde. Der har få gange været fællesmøder, hvor det blev bekræftet, at når børneværnet var inde i billedet, holdt politiet sig i baggrunden. Mathiesen fra uropatruljen har deltaget i disse møder.

Ungdomsklinikken, der var en selvejende institution, arbejdede hovedsagelig med narkotikamisbrug hos unge. Et møde, der afholdtes den 17. september 1973 hos vidnet, medførte, at ungdomsklinikkens arbejde nu blev samordnet med børneværnets.”

Man vidste, at mange af børnene røg hash, men kendte ikke tilfælde af brug af hårde stoffer. Under besøg i Christiania har vidnet selv oplevet, at de positive kræfter i Christiania tog afstand fra hårde stoffer. Vidnet så en sammenstimlen og hørte råb omkring forhandlere, der søgte at sælge hårde stoffer. Disse forhandlere blev håndfast smidt ud af nogle børn bistået af voksne.

Der har naturligvis været forbrug af hårde stoffer i Christiania, men det var en meget fremherskende indstilling i Christiania, at man var imod de hårde stoffer. De har ikke været et problem for børnene 1 Christiania.

En del af de børn og unge, som tog ophold i Christiania, var i forvejen belastede af kriminalitet, men kriminaliteten har på intet tidspunkt været et problem_for arbejdet med dem. De har så at sige alle været svært belastede, ikke blot af kriminalitet.

Ifølge statistikken for året 1975 har der ialt i hele København været afhøring af knap 4000 børn og unge, af disse havde kun 8 haft tilknytning til Christiania. Blandt disse 8 var der kun een, der havde gjort sig skyldig i alvorligere kriminalitet. Konklusionen må være, at Christiania har en kriminalitetsdæmpende virkning. Barnet føler i Christiania, at det accepteres, at det føler sig ikke jaget af myndighederne. Kommunens økonomiske hjælp i denne situation betyder, at barnet ikke behøver at begå, kriminelle handlinger.

I øjeblikket er der 7 af bistandsafdelingens medarbejdere, der blandt andet arbejder i Christiania. De positive kræfter i Christiania har et vist samarbejde med forsorgen. Det gælder derimod ikke folk, der er på flugt for politiet eller narkoforhandlere.

Spørgsmålet om skolegang har det været svært at få klaring på. Man har forsøgt sammen med_den sociale gruppe i Christiania at få etableret undervisning af de bortløbne børn. Børnene søger ikke almindelig skolegang udenfor Christiania.

Christiania har i høj grad været et socialt eksperiment for børne- og ungdomsværnet, idet der er påpeget forhold som viser, at man tidligere i børneværnet på en lang række punkter har grebet tingene forkert an. Samtidig.har man fået øjnene op for, at problemet med bortløbne børn er langt større, end man på forhånd var klar over. Der løber nok årligt 2000 børn bort. Det har været muligt at få kontakt med børn i Christiania. Børn, der skjuler sig andre steder, udnyttes i højere grad, for eksempel seksuelt. Kvarterer på Nørrebro og Vesterbro har haft barskere problemer. Krisecentret, nu Døgnkontakten, blev oprettet på baggrund af erfaringer fra Christiania som et kommunalt initiativ.

Vidnet håber, at Døgnkontakten vil blive et rimeligt alternativ til Christiania for så vidt angår de bortløbne børn. Man kommer dog muligvis til at mangle den fase, hvor barnet falder lidt til ro og kan overveje sin situation. Vidnet nærer en vis bekymring for, at en del børn vil forsvinde på Vesterbro og Nørrebro.

Af Christianias måske Boo_personer har ca. 30% haft kontakt med socialforvaltningen, således at vidnet i tilfælde af rømning af Christiania vil få en del at gøre med problemerne vedrørende disse personer. Vidnet har ikke fået referater fra "Gydegruppens" møder. Vidnet udtaler, at nedsættelsen af arbejdsgruppen ikke udelukker, at vidnets afdeling inddrages i afviklingsforanstaltninger.

Med hensyn til den restgruppe, der omtales i magistratens ovenfor nmvnte udtalelse af 12. februar 1976 (bilag 211), har vidnet udtalt, at man efter en afvikling af Christiania vil være henvist til at udnytte traditionelle ressourcer. Bortset fra husvildeiorsorgen vil forsorgen henhøre under vidnets sagsområde.

Ekspeditionssekretær i kultur- ministeriet, cand. jur. Birgitte Oxdam, har forklaret, at hun i kulturministeriet havde at gøre med spørgsmålet om opførelse af et musikkonservatorium, et operaakademi og en teaterskole, og at man anså arealet på Christianshavn for egnet hertil; ministeriet tænkte sig at bruge 6,6 hektar,

De forskellige forhandlingsgrupper fra Christiania kom ind i kulturministeriet vistnok i november 1971. De første 3-4 kontakter var nok tidligere. Kontakterne accellererede, efter at presset på regeringen blev stærkt, og man oprettede en arbejdsgruppe med repræsentanter for forsvarsministeriet, kulturministeriet, politiet og Københavns kommune. Der tilsigtedes en normalisering af Christiania.

De første vidnet så og talte med fra Christiania var Leonard,. Villy og Paaske, der indfandt sig i ministeriet og bad vidnet komme ud at se på Christiania. Vidnet var flere gange derude uofficielt. Vand og el var det væsentligste diskussionsemne. Ledningerne var farlige og kloakkerne forstoppede. Vidnet kendte arealet ud og ind fra ministeriets bygningsplaner. Hun opfordrede beboerne til at registrere indboerne og søge kontrakter oprettet i lighed med slumstormerkontrakter. Styrelsesformerne i Christiania vekslede temmelig hurtigt, og det gjorde styrelsesgrupperne også. Vidnet har aldrig været tilstede ved noget fællesmøde, men kendte mødernes eksistens. Det var vidnets fornemmelse, at forhandlerne kun kunne forhandle efter mandat fra fællesmødet. Vidnets indtryk var, at fællesmøderne først fungerede, efter at Per Løvetand kom til. Vidnet bad stadig om en registrering og en plan for udnyttelsen af beboelsen. Forhandlerne skulle hjem og spørge først, inden de kunne komme hermed.

Ved juletid 1971 blev vidnet mere og mere utryg ved situationen; man kom ikke ud af stedet, og vidnet savnede rygdækning fra statsmagten. Hun gik derfor til ministeren og foreslog, at der blev oprettet et kontaktudvalg med repræsentanter fra kulturministeriet, som var potentiel ejer af 6,6 hektar, fra Københavns kommune, der skulle have resten af arealet, og fra boligministeriet.

Ved et møde i marts 1972 var overborgmester Urban Hansen og borgmester Wassard "gået over stag", idet de havde modsat sig kulturministeriets planer om musikkonservatorium med videre, som man hidtil havde været enige om.

Forsvarsministeriet skulle ikke deltage i kontaktudvalget, da det ikke skulle forblive ejer. Københavns kommune ønskede ikke at deltage, da den ikke var ejer, men kommunen stillede kontorchef Gregers Christensen til rådighed. Han ville ikke være ansvarligt medlem af udvalget. Det påtænkte kontaktudvalg blev ikke til noget; vidnet stod stadig alene med sagen.

Det var tanken, at der skulle oprettes slumstormer-kontrakter indeholdende et opsigelsesvarsel på en måned. Sådanne kontrakter var forudsætningen for, at staten ville indgå på en aftale. Man ville fortsat nødig rydde arealet. Idéen med lejekontrakter kom nærmest fra kommunen, som havde flest erfaringer i så henseende, og som overlod vidnet eksemplarer af slumstormer-kontrakter.

Christianitterne fandt en registrering meget vanskelig. Der var megen flytten til og fra. Visse bygninger ville myndighederne lade overgå på slumstormerbasis, mens en del andre burde overlades til christianshavnerne til rekreative formål. Registrering skulle omfatte såvel hvem der var der som benyttelsesgraden og hvad bygningerne blev brugt til. Ved oprettelse af kontrakter ville man opnå en klaring af, hvem der havde ansvaret for det enkelte hus, og hvem man kunne holde sig til vedrørende betalingen.

Den nye kontaktgruppe ville kommunen ikke være med i, fordi den kunne binde kommunen overfor Christiania. Kommunen skulle under alle omstændigheder påse både brand- og byg- ningsmæssige forskrifter og skulle også godkende bygningerne til beboelse.

Vidnet har overgivet christianitterne eksemplarer af kommunens slumstormerkontrakter og overlod det derefter til christianitternes initiativ at finde ud af et forslag til udformning af deres kontraktstype. Det overladte paradigma til lejekontrakt var ikke tilpasset Christianias forhold. Der er ikke fremkommet noget forslag til lejekontrakt for Christiania-området. Christianitterne ville gerne have en eller anden skriftlig bekræftelse på, at de havde lov til at være på hele området, men der har ikke i vidnets funktionstid været tale om en retlig accept af beboelsen på Christianias egne betingelser. Det offentlige måtte også tilgodese de øvrige christianshavneres interesser.

Vidnet havde ikke fornemmelse af nogen fast ramme omkring Christiania, svarende til den der senere synes at være kommet. Inden Per Løvetand Iversen kom til, havde forhandlingerne et tilfældigt præg. Det kunne hænde, at der til en forhandling kom seks mand, hvoraf de fire forhandlede, og de to passede på. Næste gang kom der måske nogle andre.

Vidnet har ikke direkte været impliceret i den foreløbige aftale af 31. maj 1972. En lignende aftale havde det ikke været muligt for vidnet at opnå, blandt andet på grund af den vanskelige forhandlingsposition som følge af forholdet til Københavns kommune. Der indtraf en væsentlig ændring, da Christiania fik politisk opbakning fra Kjeld Olesen og Niels Matthiesen.

Hvis området havde kunnet normaliseres, ville vidnet som sin helt personlige opfattelse have fundet, at beboelsen kunne have fortsat med et opsigelsesvarsel, indtil arealet skulle bruges til noget andet. Man anede jo ikke, hvor længe det kunne vare. Når Københavns kommune kunne lave slumstormer-kontrakter for saneringsbygninger, måtte det lige så godt kunne gøres for bygninger i Christiania. Vidnet har givet udtryk herfor overfor Christianitterne, men under den forudsætning, at der kun var tale om bygninger, egnet til beboelse, for eksempel arsenalet og kasernen, men ikke barakker. Der var bygninger, som var umådelig ringe. Det afgørende ved oprettelse af kontrakt var, at man dermed ville kunne fæstne ansvaret, og at der ville være opsigelsesvarsel. Når der blev brug for bygningerne og arealet, skulle man kunne komme af med beboerne i løbet af en måned. Tanken måtte være, at et antal brugbare bygninger blev stillet til rådighed for Christianitterne. Imidlertid burde ikke alle bygninger, der var egnet til beboelse, overlades christianitterne, da andre beboere på Christianshavn også burde have adgang til at benytte bygninger og areal. Det gjaldt for eksempel også de store værkstedsbygninger og ridehuset.

Under hensyn til den måde, hvorpå Christianitterne havde taget arealet i besiddelse, var det vidnets opfattelse, at de - i hvert fald indtil de havde boet der nogen tid - udgjorde et fremmedelement i den fremtidige planlægning af området.

Socialrådgiver Tine Bryld har blandt andet forklaret, at hendes tilknytning til Christiania beror på, at hun var ansat på ungdomscentret for stofmisbrugere. Hun er uddannet socialrådgiver og har siden slutningen af 1960-erne arbejdet med problemer om stofmisbrug. Den 1. april 1972 blev vidnet ansat af undervisningsministeriet til at tage sig af oplysning om stofmisbrug. Kort efter blev vidnet udlånt til socialministeriet.

I marts 1973 ønskede socialminister Eva Gredal at overflytte vidnet til socialministeriet med 2/5 arbejdstid. Vidnet blev afskediget af undervisningsministeriet den 1. april 1976, da narkokonsulentstillingerne blev nedlagt, men forblev i socialministeriet som konsulent for Christiania. I oktober-november 1971 var vidnet med et par medarbejdere i Christiania efter opfordring fra Christianitterne. Politiet var fremkommet med alarmerende meddelelser om kriminalitet i forbindelse med stofmisbrug, og socialminister Eva Gredal ønskede en social vurdering fra andet hold. Vidnet har i perioder været i Christiania hver dag. I andre perioder har hun været der mindre, men gennemsnitlig har hun besøgt Christiania tre gange ugentlig. Hendes vigtigste funktion er at bistå den meget store gruppe, der - hvis Christiania ikke fandtes - ville befinde sig i institutionsregi. Det drejer sig om personer, der i mange år har været i hospitaler, fængsler eller under børne- og ungdomsforsorg.

En anden vigtig funktion er meddelelse af oplysninger til myndigheder, først og fremmest socialministeriet, men også Københavns kommune og andre kommuner, for eksempel om bortløbne børn.

Endelig beskæftiger vidnet sig med oplysningsarbejde overfor personer, der er interesseret i Christiania, derunder udlændinge.

Christiania betyder forskelligt for forskellige grupper. En vigtig gruppe udgøres af de oa. loo personer, som ville have været institutionsanbragt, hvis Christiania ikke fandtes. her findes ingen eksakt undersøgelse af gruppen, og vidnets bedømmelse sker derfor ud fra en personlig opfattelse af forholdene. Det drejer sig om bortløbne børn og unge, personer med langvarig institutionsbaggrund, stofmisbrugere og personer, der har været undergivet åndssvageforsorg eller anden særforsorg.

Det er de færreste i Christiania, der ikke har behov for bistand, hvis Christiania rømmes. Der har været øget tilgang af familier med børn. En del enlige er tilflyttet, fordi de ikke - for eksempel efter sanering,- har kunnet betale de høje huslejer. Vidnet vejleder også andre grupper i Christiania, for eksempel med ansøgning om socialhjælp.

Vidnet havde en del at gøre med dem, der har siddet i forhandlingsgruppen, dengang den eksisterede, og har stadig med socialgruppen og sundhedsgruppen at gøre. Gruppernes medlemmer veksler; man træder ind, når man har lyst og føler sig motiveret derfor. Der har hele tiden været nye folk, der trådte til, så man ikke altid skulle trække på de samme.

Stofmisbruget er grebet an på tre måder. Dels således at enkeltpersoner tager sig af enkeltpersoner, dels således at en gruppe tager sig af en gruppe stofmisbrugere, dels i form af en blanding af de to måder og i samarbejde med myndighederne, herunder ungdomsklinikken.

At være stofmisbruger indebærer at være i konflikt med myndighederne. Samarbejdet med-Københavns kommunes børne- og ungdomsværn har været meget positivt; det samme gælder Karen Berntsens ungdomsklinik, Kofoeds skole og grønlandsministeriet. Når man fra Christiania har henvendt sig om pengehjælp, er det blevet godt modtaget. Dette gælder ikke i samme grad institutionsdirektoratet under Københavnskommune.

Vidnet har rapporteret mange steder hen, såvel til socialministeriet som til kommunen, herunder især til det tidligere børne- og ungdomsværn og til sundhedsmyndighederne. Hun har beskrevet det arbejde, der er gjort, og på baggrund heraf ansøgt om økonomisk hjælp. Når socialministeren har fået forespørgsler fra folketingets socialudvalg, har vidnet bistået med at udarbejde svar. Socialministeriet kom til at spille en central rolle, da Christiania blev udnævnt til et socialt eksperiment. Hvis man fra starten havde været åben overfor eksperimentet, ville erfaringerne formentlig være blevet rigere. Vidnet har personlig gennem arbejdet i Christiania draget erfaringer med hensyn til de mangler, der er ved det hidtidige behandlingssystem. Der har ikke fundet systematiske iagttagelser sted, mens arbejdet stod på.

Myndighedernes åbenhed overfor Christiania var størst i den optimistiske periode, der nok begyndte først i 1973. Efter ministerskiftet i efteråret 1973 kom en vending. De nye ministre lagde ikke skjul på, at de havde en anden indstilling. Ved et møde i oktober (bilag 109) udtalte de, at de så langt mere negativt på Christiania end deres forgængere. Der blev tale om i langt højere grad at normalisere på myndighedernes præmisser.

Den første mere betydningsfulde rapport fra vidnets side er af april 1972 (bilag 300) til sooialministeriet. Den er skrevet med henblik på et møde mellem ministre, deriblandt justitsministeren, der skulle være med på grund af alarmerende indberetninger fra politiet. Rygterne gik, at man på grund af kriminalitet ikke kunne lade Christiania bestå. Vidnets rap- port imødegik denne bedømmelse. Vidnet fremhævede, at aftaler med Christiania var en forudsætning for at få det til at gå, deriblandt aftaler vedrørende bygningsmæssige foranstaltninger. Der krævedes økonomisk hjælp. Rapportens konklusion var socialministerens oplæg til det pågældende møde.

En rapport af depember 1972 (bilag 301) var oplæg til behandlingen af spørgsmålet om et "samfundseksperiment", skrevet på socialministerens opfordring. Christianias funktion beskrives, og der sættes spørgsmålstegn ved, om der er tale om et samfundseksperiment. Christiania er et storbyfænomen. Rapporten dannede baggrund for vidnets udarbejdelse i januar 1973 af et forslag til målsætning for et samfundseksperiment omkring Christiania (bilag 302).

Vidnet har endvidere udarbejdet en mindre redegørelse af 7. oktober 1974 til socialminister Eva Gredal, omhandlende bevægelser på stofmarkedet i København. Politiets razziaer bevirkede, at mange narkomaner tyede til Christiania, og dette bevirkede atter, at den sociale balance i Christiania forrykkedes.

I 1975 ønskede socialministeriet ingen oplysninger om Christiania.

I marts 1976 har vidnet udarbejdet en rapport om forholdene i Christiania. Der findes heri en beskrivelse af personer, der bor i Christiania og deres baggrund. På eget initiativ skrev vidnet i maj 1976 en rapport til socialminister Eva Gredal, hvori vidnet beskrev de problemer, Christiania havde og var ved at få i foråret 1976. Vidnet anmodede i rapporten om øget hjalp til Christiania.

Vedrørende grønlændere i Christiania har vidnet oplyst, at antallet naturligvis varierede, men det var ikke så stort, som det har været påstået. Der har højst været 10-15 med permanent ophold i Christiania. En del af dem har tilknytning til Kofoeds skole. Det har drejet sig om de grønlændere, der har haft sværest ved at klare sig i samfundet. De er isolerede også i Christiania, men vil dog hellere være der end udenfor, fordi de får lov til at være i fred. Der har været tale om, at de skulle have eget hus, men en del christianitter har været imod dette. En sådan isolation af en enkelt gruppe stemmer ikke med Christianias ide.

Christiania afspejler de samme klasser som det omgivende samfund, for så vidt som der også i Christiania findes arbejdstagere og arbejdsgivere. Christiania er nemlig undergivet samme vilkår som samfundet iøvrigt. En stor del af Christianitterne lever på eksistensminimet. De færreste har vellønnet arbejde udenfor Christiania. Der findes ganske få, der profiterer af at bo i Christiania, idet de udnytter de andre, for eksempel ved salg af varer. Langt de fleste i Christiania lever for ca. 300 kr. om ugen, hvilket svarer til socialhjælpsniveau.

Københavns børne- og ungdomsværn har udvist en beundringsværdig holdning overfor Christiania, og der er kommuner, der har udskrevet børn til Christiania. Det blev erkendt, at en del børn og unge, der var afskrevet af samfundet, kom under gunstig indflydelse i Christiania. Vidnet var i begyndelsen selv skeptisk, fordi hun kom fra et traditionelt behandlingssystem. Erfaringerne fra Christiania kan nyttiggøres, især erfaringer vedrørende bo- og arbejdsfællesskab og tilhørsforhold, som beror på bedømmelse af ens handlinger og ikke på, hvad man siger eller tidligere har været. I Christiania bliver man for eksempel ikke bedømt som stofmisbruger, men efter hvad man gør for at komme ud af stofmisbruget.

Vidnet har haft nær kontakt med børnemagtsgruppen. Hun har været en af de få udefra, der blev accepteret. En episode vedrørende politiets tvangsmæssige fjernelse af en 14-årige pige fra Christiania gav vidnet anledning til en klage til socialministeriet og var baggrunden for et ønske om nærmere samarbejde med politiet.

Det lykkedes ikke at få et godt forhold til politiet. Man har forsøgt både på formelt og uformelt plan. Der blev aftalt nogle uformelle møder, men trods Christianitternes evige opfordringer blev de aldrig til noget. En repræsentant for politiet har til vidnet sagt, at politiet ikke kunne deltage i forhandlinger med personer, som måske begår ulovligheder, for eksempel hashrygning. Der er ikke fra politiets side lagt vidnet hindringer i vejen for arbejdet. For nylig blev en 14-årig pige afhentet af uropatruljen, uden at denne først havde søgt kontakt med Københavns børne- og ungdomsværn. Vidnet har overfor såvel menige betjente som politiets ledelse præciseret, at uropatruljen inden indgriben først bør kontakte de sociale myndigheder, som jævnligt færdes i Christiania.

Vidnet opfatter Christianias eksistens som en konsekvens af de sociale forhold. Uden arbejdsløshed og dårlige boligforhold og uden den øgede specialisering og mekanisering af produktionen ville Christiania ikke være opstået. Mange af de unge derude har aldrig haft egen bolig. Christiania er det første sted, hvor de har fået lov til at fungere på egne præmisser. Der stilles store krav på arbejdsmarkedet, og unge, som ikke kan Opfylde dem, kommer aldrig ind i produktionen. Under den nuværende arbejdsløshed vil mange fra Christiania ikke kunne opnå at komme i arbejde igen, fordi de stærkeste kommer først. Det eneste, der i nogen grad kan sammenlignes med Christiania, er slumstormerbevægelsen; ellers findes der intet i samfundet, som ligner Christiania.

Om bortløbne børn har vidnet nærmere forklaret, at 2000 børn og unge årligt løber hjemmefra. Forældre melder det ofte ikke til politiet, fordi de er bange for omgivelsernes reaktion. Hvis Christiania ikke findes, vil man miste muligheden for at hjælpe børnene, fordi de alternative muligheder med ophold i kriminelle og homoseksuelle miljøer gør det vanskeligt at yde hjælp. Vidnet og Københavns kommunes sociale medarbejdere kan komme overalt i Christiania og mødes med tillid. I "Børnemagt", som vidnet har haft tæt kontakt med fra begyndelsen, levede børnene meget primitivt. "Børnemagt" er nu opløst. Der var tale om en "subkulturel" gruppe, som ikke kan opretholdes, hvis den kommer i kontakt med sociale myndigheder; gruppen opretholdes af det fælles had. Da man udefra kom med pengehjælp, gik den i opløsning. Der var et vekslende antal børn i "Børnemagt" fra 10 til 25: De levede af småkriminalitet. Da Københavns børneværn satte ind, ophørte gruppens kriminalitet og vistnok også prostitutionen.

Mange af de institutionsanbragte børn og unge kommer aldrig i kontakt med det almindelige samfund. De glider ind i kriminalitet for senere at overgå til langvarige sociale hjælpeforanstaltninger.

Den sociale deroute afbrydes gennem ophold i Christiania, hvor den enkelte Oparbejder selvtillid. Vidnet har således set eksempler på, at børn og unge efter 1-2 års ophold i Christiania har kunnet fortsætte afbrudt skolegang eller få en uddannelse, også børn, om hvem vidnet på forhånd ikke havde anset det for muligt. Vidnet mener, at mindst et par hundrede børn har passeret "Børnemagt". Derudover har mange andre børn passeret Christiania uden om "Børnemagt". Der er hver dag forbløffende mange bortløbne børn, som melder sig. Mange er blevet standset straks og - formidlet af christianitter - vendt hjem. For vidnet at se bliver det katastrofalt den dag, man ikke har muligheden for at få kontakt med sådanne børn gennem Christiania. Problemer med børn og unge er i dag langt større end for 5 år siden. Der er flere truede grupper i dag, navnlig på grund af den omtalte stigende specialisering og kravet om effektivitet.

Med hensyn til stofmisbrugere har vidnet nærmere forklaret, at Christiania ikke har skabt sådanne, men at der eksisterer et stofproblem derude. De stofmisbrugere, der kommer i Christiania, er mest unge der har været igennem behandlingssystemet. I Christiania finder de bolig og kammerater. Så længe de er på institutioner, bærer de stemplet "afviger". I realiteten ønsker alle stofmisbrugere at komme ud af misbruget. I Christiania kommer de mest medtagne, som ikke har kunnet komme ud af det gennem institutionsbehandling; de kan ikke klare samfundets krav. Hvis Christiania nedlægges, bliver det svært at anbringe de hårdest medtagne. De sociale institutioner, der iøvrigt ikke kan undværes i et samfund som vort, er med til at fastholde stofmisbrugerne i deres klientrolle. Der har også fundet en egentlig behandling sted i Christiania. Man havde samarbejde først med kontaktcentret, siden med ungdomsklinikken. I Christiania var der enkeltpersoner som tog stofmisbrugere til sig, på den måde, at de boede og arbejdede sammen. I 1972 etableredes det første gruppesamarbejde. Der etableredes Ophold i Nordsjælland og i Sverige. En speciel gruppe på 8-10, der startede i sommeren 1976, er i øjeblikket næsten helt stoffri.

Hvis den sociale balance i Christiania forrykkes ved tilflytning af svært belastede grupper, bliver Christiania selv til en social institution, og det er ikke meningen med Christiania. En rejse for stofmisbrugere til Ægypten blev iværksat, fordi en gruppe i Christiania mente, at der måtte kræves et totalt miljøskifte. Hertil kom værdien af et ophold i varmt klima. Vidnet betragter turen som vellykket: Bare een ud af ti eller tyve bliver stofuafhængig, vil vidnet betragte projektet som vellykket.

I visse tilfælde klarer de almindelige behandlingsinstitutioner problemet bedre for visse kategorier, men for de aller dårligst stillede, har Christiania de bedste resultater. For så vidt det er lykkedes Christiania at hjælpe stofmisbrugere, der ellers ville være gået til grunde eller gledet helt ud i kriminalitet, må vidnet anse_Christiania for at-have haft en gavnlig indflydelse på stofproblemet i Storkøbenhavn såvel med hensyn til misbrugets omfang som den deraf følgende kriminalitet.

Vidnet mener ikke, at hash generelt er skadeligt, men det er det for enkelte grupper. De hårde stoffer spiller ikke nogen større rolle i Christiania. Hvis de havde gjort det, ville Christiania ikke have bestået i dag.-Stofproblemet er langt alvorligere på Nørrebro og Vesterbro. De pushere, der findes i Christiania, sælger væsentligst hash. Kommer der en enkelt, der sælger hårde stoffer, vil han hurtigt blive stoppet.

I sine redegørelser har vidnet lagt vægt på at understrege, at Christianias beboere ikke danner en homogen gruppe, men det er et meget kompliceret foretagende, bestående af grupper, der overlapper hinanden. Et væsentligt træk er, at passive under ophold i Christiania er gået over til at blive aktive. Omkring halvdelen af de nuværende beboere har nok opholdt sig der hele tiden. I visse grupper har der været stor udskiftning, blandt andet af folk, som ikke har kunnet opfylde Christianias krav.

Hvad angår de problemer, der vil opstå ved en afvikling af Christiania, tør vidnet ikke udtale sig om, hvor mange der ikke.vil få brug for bistand, hovedsagelig til bolig og arbejde. Foruden stofmisbrugere og børn er der grupper, der har brug for langvarig social bistand, for eksempel patienter fra statshospitaler. Det samme gælder personer, der ellers kun har kriminelle miljøer at vende tilbage til. Der har været tale om barakboliger på Avedøre Holme som et alternativ til Christiania for sådanne grupper. Vidnet anser ikke området for egnet. Vidnet skønner, at der bor ca. 7-800 personer i Christiania i dag. Det altovervejende problem ved eventuel afvikling er bolignøden i København. Der er for vidnet at se i øjeblikket kun den mulighed, at de pågældende henvises til husvildeforsorg, til Sundholm eller Københavns kommunes sleep-in arrangement eller for eksempel Kvindehjemmet på Jagtvej for enlige mødre.

Vidnet anser Christianias boliger generelt for bedre end husvildeboliger.

Vidnet har altid været bange for at fremstille Christiania som et paradis. Man lever ikke beskyttet i Christiania, man udsættes stort set for samme "fristelser" som ude i samfundet;

Der er ikke i socialministeriet truffet beslutning om at evaluere det sociale eksperiment. En egentlig videnskabelig evaluering skulle nok være påbegyndt sammen med Christianias start. På indeværende tidspunkt vil det nok være vanskeligt, sålænge man ikke kender Christianias fremtid, og fordi man mangler baggrundsmateriale. Man kunne have forsøgt at måle, hvordan og hvorfor en del christianitter har kunnet klare sig efter forgæves at have været igennem de almindelige behandlingstilbud. En forudsætning for en evaluering ville være samarbejde fra Christianias side. Vidnet mener, et sådant ville kunne opnås. Christianitterne synes at være interesserede, for så vidt de får lov at være aktivt med. Vidnet anser en sådan analyse for særdeles vigtig for at kunne oplyse myndighederne om, hvilke konsekvenser en afvikling af Christiania ville få.

Med hensyn til Christianias forhold til politiet har vidnet nærmere forklaret, at politiet ikke ønskede at deltage i kontaktgruppen, fordi det ikke ansås for rigtigt at forhandle kun med en enkelt bydel, og politiet kunne ikke sidde i møde med personer, der måske begik ulovligheder. Vidnet mener, at et samarbejde ville have været af stor værdi, navnlig med hensyn til bekæmpelse af handel med hårde stoffer, og for så vidt angår folk, der er farlige for sig selv og deres omgivelser. Dette var også Christianias ønske. Vidnet har hørt om de forskellige sammenstød med politiet; de er blevet drøftet i kontaktgruppen. Der har ikke været nogen tolerant og fleksibel holdning fra politiets side, hvad man måske ikke kunne forvente. Vidnet mener, at et samarbejde ville have været muligt, hvis politiet straks var gået ind i det på uformel basis. En enkelt uniformeret politibetjent - Bentzon -, der har forståelse for forholdene, kan gå frit omkring i Christiania.

Uropatruljen har altid været en torn i øjet på Christiania. Den har udført opgaver, som ikke tilkom den, for eksempel standsning af tilfældigt forbipasserende christianitter, som er blevet undersøgt for besiddelse af hash og er blevet stillet op ad en mur for at blive visiteret.

Vidnet, selv har ikke overværet sådanne episoder, men har hørt mange klager derover.

Fra april 1972 har vidnet deltaget i forsøg på at etablere et bedre samarbejde med politiet men uden held. Med større åbenhed fra politiets side havde det nok været muligt at undgå større konfrontationer.

Vidnet har deltaget i kontaktmøderne siden april 1972, altså lige fra begyndelsen. Møderne Opstod som en nødvendighed for at skabe en rimelig forbindelse mellem Christiania og myndighederne.

Siden efteråret 1971 har Christiania ønsket kontakt med myndighederne. Der er opnået gode resultater, navnlig i perioder, hvor der har hersket Optimisme med hensyn til Christianias beståen. Bedst gik det naturligvis, når der opnåedes enighed, hvilket ikke sjældent var tilfældet. Christiania har for eksempel også været samarbejdsvillig med hensyn til nedrivning af ubrugelige bygninger. Der har været samarbejdsvilje ikke blot på Christianias egne præmisser; det er en lidt forkert fortolkning, når det modsatte er hævdet. Vidnet mener, at man kunne stole på aftaler, der var indgået med Christiania.

Den foreløbige aftale af 31. maj 1972 var det første positive resultat af kontaktmøderne. Der har i begyndelsen af perioden fundet nedrivninger sted efter fælles aftale. Vidnet deltog i forhandlingerne, der førte til den foreløbige aftale. Lejekontrakter blev ikke til noget, fordi forsvarsministeriet ikke ønskede at beholde området. Per Løvetahd -C!J tog vistnok initiativet til betaling for el og vand i Stedet… for lejekontrakter. Lejekontrakter efter "slumstormermodel" stødte vist nok hos forsvarsministeriet på modstand, fordi- ministeriet ikke ville binde sig. Den foreløbige aftale.for- pligtede i høj grad forsvarsministeriet. At den var foreløbig skyldtes manglende afklaring omkring flere problemer. Denfvarn et forspil til, hvad der senere skulle ske, når forsvarsmini- steriet havde fundet ud af anvendelsen af området. Christiania ønskede en fælles lejekontrakt for at være sikker på.at kunne blive på området i et tidsrum. Mange christianitter håbede; at Københavns kommune ved en eventuel overtagelse ville indse Christianias'værdi, så kommunen ville lade Christiania fort- sætte. Man anså den foreløbige aftale for en grundlæggende_ anerkendelse af Christiania, men man havde ønsket den videre- gående for at opnå større sikkerhed.

Forsvarsministeriets ønske om at sælge var utvivlsomt alvorligt ment, men ikke realistisk. Forudsætningen for salg var både, at der var en køber, og at der var en godkendt diSpositionSplan, men det ville blive.langvarigt. Alle var enige om, at det var en forudsætning for den foreløbige-aftale, at alle væsentlige spørgsmål skulle diskuteres med Christianiåt Formelt kunne man dog sælge uden forhandling med Christiania, men vidnet ville mene, at reelle købstilbud måtte drøftes w med Christiania.

Med hensyn til sin deltagelse i møder har vidnet iøvrigt forklaret, at hun ikke husker, om hun deltog i mødet den 5. marts 1973. Hun deltog ikke i forberedelserne til beslutningen om at beholde arealet, men hun var med i et forberedende møde forud for den 5. marts. Der blev imidlertid ikke truffet beslutning i noget møde, hvori vidnet deltog. Beslutningen om idékonkurrencen og om at beholde arealet er to sider af samme sag. Omkring midten af marts var vidnet med til et orienterende møde. Hun mener, at i hvert fald 2 af de 3 ministre var til stede sammen med embedsmænd. Det var vist nok på Kjeld.Olesens kontor. Vidnet har intet referat deraf. Vidnet husker, at man diskuterede, hvad de 3 år kunne benyttesxtil. Der var ingen christianitter til stede. Man diskuterede konkrete forslag til et samfundsekSperiment. Mødets formål var en orientering om regeringsbeslutningen til embeds- mændene._Det var den første orientering, vidnet selv fik. Vidnet opfattede først og fremmest regeringsbeslutningen som en mulighed for staten til at udskrive idékonkurrencen for et af Københavns smukkeste områder. B-års perioden har formentlig været hægtet på idékonkurrencen. Hun Opfattede de 3 år som en grænse, man anså for rimelig til udskrivning af idékonkurrencen. Hun opfattede det som "fantastisk positivt", at statsmagten ville udnytte dette areal til gavn for Københavns beboere. Vidnet har ofte diskuteret med de in- volverede parter, hvad der skulle ske, når Christiania ikke længere eksisterede. Det kunne jo tænkes, at idékonkurrencens udfald ville blive, et Christiania ikke skulle fortsætte. Vid- net har hele tiden personligt håbet, at Christiania kunne integreres efter idékonkurrencens udfald. Der har hele tiden været uforpligtende drøftelser om, at man måske kunne finde et andet sted, hvis Christiania lykkedes. Vendingen "hvis det går godt" er utvivlsomt faldet i marts 1973. men der var ingen konkrete planer om, hvad der skulle ske efter de 5 år, selv om det blev berørt. Ministrenes baggrund for idékonkurrencen var formodentlig blandt andet, at man ikke kunne sælge Christiania lige straks, og at man ikke vidste, hvad man skulle stille op med området, hvorpå der befandt sig 800 mennesker, som man følte et ansvar for. Kulturministeren hav- de planer for udnyttelsen, og kommunens forslag til dispositions- plan forelå, men ingen, herunder vidnet, var tilfreds med forslaget. Niels Matthiesen var bannerfører for idékon- kurrencen. Hvis Christiania ikke havde udviklet sig positivt, ville ministrene næppe have besluttet idékonkurrenoen. Hvis_ Christiania havde været belastende for regeringen, havde de næppe turdet beholde arealet og udskrive idékonkurrencen. Heri lå efter vidnets personlige opfattelse, at regeringen gik ind for Christiania.

Beslutningen af 6. marts 1973 kom ikke bag på vidnet; hun vidste den ville komme. Vidnet husker ikke, om hun talte med nogen i Christiania den 7. marts, herunder, om hun har talt med Per Løvetand. Hun har sikkert talt med ham og andre om idékonkurrencen, ikke Specielt om de 3 år; de har altid været "fantastisk usikre" og hængt sammen med idékonkurrencen.

Formålet med mødet midt i marts var en drøftelse af, hvad der»skulle ske i de 3 år. Det blev ikke drøftet, hvad der skulle ske, hvis idékonkurrencen afvikledes inden udløbet af de 3 år.

3-års perioden er hele tiden blevet nævnt, men den er ikke blevet nævnt isoleret. Man er blot gået ud fra, at det normalt nok tog 3 år med sådan en konkurrence.

Beslutningen blev ikke meddelt Christiania direkte fra forsvarsministeriets embedsmænd. Det blev drøftet, hvordan meddelelsen skulle gives. Den egentlige meddelelse blev givet i mødet den lh. juni 1973. Niels Matthiasen indkaldte til dette møde. Christianit- terne havde troet, at vidnet ville indkalde og havde i april- maj henvendt sig herom telefonisk til vidnet. Christianitter- ne var meget ivrige for at få dette møde. Christianitterne kunne jo ikke indkalde selv. Christiania fik vistnok et brev. Man skrev altid til Per Løvetand. Han ville altid lade det gå videre. Han ringede til vidnet og sagde, at nu blev der altså det møde.

Om mødet den 14. juni 1973 har vidnet nærmere forklaret, at det forløb i en fordragelig og rar stemning.Alle var glade over, at det var lykkedes at komme igennem. De 3 ministre gav en orientering om, hvad der var besluttet. Det var en meddelel-, se til de mennesker, sagen drejede sig om. Så vidt vidnet husker, blev der sagt "formentlig 3 år, som det ville vare at afholde idékonkurrencen". Der blev ikke sagt lige præcis 3 år. Det centrale var idékonkurrencen.

Spørgsmålet om, hvad der skulle ske efter denne tid, er kun blevet berørt på mødet, men spørgsmålet blev rejst. Indstillingen var, at man skulle se, hvad der skete i disse 3 år. De formentlig 3 år var knyttet til idékonkurrencen, og i den tid skulle Christiania være et socialt eksperiment. Idékonkurrencen var udgangspunktet, og det var den, vidnet først havde hørt om, og dertil knyttede sig de formentlig 3 år. Christianitterne var selv interesserede i at deltage i idékonkurrencen, idet man håbede på, at Christiania kunne fortsætte som en del af beboelsenf Vidnet var konsulent for det udvalg i Akademirådet, der udskrev priSOpgaven og fik bagefter en orientering om de indkomne projekter. Hun del- tog ikke i bedømmelsen. Der indkom forslag, ikke fra Christiania som sådan, men fra en gruppe christianitter. Ingen projekter gik ud på nedlæggelse af Christiania. På kontaktmøder og ved forespørgsler til kulturministeriet, forsvars-_ ministeriet og miljøministeriet har Christiania forhørt sig… om, hvad det blev til med idékonkurrencen. Per Hansen blev ret hurtigt henholdende. Vidnet var dog ikke i tvivl om, at den skulle gennemføres. Vidnet har aldrig hørt, at den er blevet opgivet officielt. Ved regeringsskiftet i december 1973 blev den vistnok "lagt i en skuffe".

I mødet den 14. Juni 1973 blev der efter ministrenes redegørelser diskussion om, hvad der skulle ske med beboerne, når Christiania ikke eksisterede. Der blev ikke stillet Christianitterne noget i udsigt efter en eventuel Opløsning: af Ohristiania. Vidnet husker ikke, hvad der blev svaret Per Løvetand, men referatet i bilag M kan godt passe. Vidnet husker ikke Kjeld Olesens udtalelser om en bestemt j-års frist (bilag M, side 3). Hvis man havde fået at vide, at Christianitterne skulle være ude den 1. april 1976, ville de være gået anderledes stærkt frem med spørgsmål om, hvad der så skulle ske med dem.

Med hensyn til tiden efter den 14. juni 1973 har vidnet forklaret, at der skete en mærkbar vending, da Kjeld Olesen gik af som forsvarsminister, og da Helge Nielsen blev miljø- minister. Der var en anden holdning hos de nye ministre. Christianitterne fastholdt linien fra den lh. juni 1973'og.' ville gerne fortsætte samarbejdet med ministrenåf Ministrenes ændrede holdning kom til udtryk på et møde den 15. oktober,- 1973 hos forsvarsminister Orla Møller. Der var efter vidnets opfattelse en dårlig stemning på mødet (bilag 109 og lQh).

A r k 1 t e k t P e r L ø v e t a n d I v e r s e n. har blandt andet forklaret, at han begyndte at interessere sig for Christiania i oktober 1971 i forbindelse med et arbejde på Arkitektskolen. Vidnet tog ud i Christiania engang i oktober eller november og "fandt en fantastisk situation, hvor folk kunne få lov at udvikle sig på egne betingelser". Beboerne kunne der for første gang få lov til at strukturere på egen hånd. Bofællesskabet var ikke be- hæftet med restriktioner og kunne etablere et nyt socialt fællesskab med nye normer. Folk fungerer godt, hvis de får lov til at gøre det ud fra egne forudsætninger. Vidnet etab- lerede sig i "Mælkebøtten" i den tidligere ammunitionsfabriks laboratorium. Han flyttede ind ved juletid 1971. Efter den tid gik vidnet mere aktivt ind i fællesarbejdet. Der boede på det tidSpunkt öoo-boo mennesker. Der var en begyndende struktur, idet der allerede før jul var etableret fælles- møder. Der blev nedsat forhandlingsgrupper. Fællesmøderne var nok efterlignet fra Projekt Hus. Hvem der havde lyst kunne deltage; i begyndelsen afholdtes de hver uge, senere mere spredt. Der var fra myndighederne pres på for at få grupper til at forhandle med. I begyndelsen var det lidt kaotisk. Omkring nytår blev det mere fast organiseret. Der blev ført referat af fællesmøderne._Der var foruden for- handlingsgrupper og boliggrupper en økonomigruppe. Der blev formuleret en målsætning.

Den første indflytning i Christiania var vidnet ikke med til, men han var fagligt interesseret i det hele og har studeret forholdene om indflytningen. Den var ikke efter en tilrettelagt plan, men rent spontan. Det civile vagtværn var ikke gået særlig højt op i vagtordningen. Der kom mange klunsere og blev øvet meget hærværk. Rygtet om disse "saligheder" og muligheder Spredtes via Hovedbladet for 1. oktober 1971, og folk strømmede til. Der var tale om alle mulige slags mennesker, væsentligst folk med bolig-_ problemer, men også folk, der så andre muligheder for livs- førelse, herunder en del studerende. En del var de såkaldte sociale tabere, svage og truede grupper, for eksempel en del grønlændere, der her fandt en mulighed for at blive accepteret. En del havde arbejde i byen.

Christianias "sorte firkant" er "Fredens Ark", der fra. begyndelsen var et nemt sted at flytte ind. De, der havde de største problemer, flyttede derfor ind der. Det blev et slags_ gennemslusningssted, hvor der stadig var problemer.

Der var meget hurtigt opposition imod, at man sad derude._ Myndighederne pressede på for at få en forhandlingsgruppe.

En del huse blev revet ned. En vis holdning og solidaritet var nødvendig, og der opstod efterhånden en særlig Christiania- moral, som man skulle leve op til. Man blev meget hurtigt klar over, at man ikke ville tolerere hårde stoffer eller storforhandlere af hash. Hashrygning ville man ikke modsætte sig. Dette har bevirket vanskeligheder med politiet. Man har forsøgt nedtrapningsture i perioder, hvor der har været flere stofmisbrugere, og sendte dem til ødegårde.i Sverige. Det lykkedes at holde hårde stoffer ude. Men i løbet af som-. meren 1976 er stofproblemet blevet større igen efter den usikkerhed, der er Opstået efter den fornyede beslutning

om Christianias rømning. Samtidig er mange nye problemer, opstået.

Christiania er ikke nogen hælercentral, men en politikere udtalelse, der gik ud herpå, har fået mange hælere til at strømme til Christiania. Når sådanne problemer opstår, indkaldes til fællesmøde, for at man kan finde ud af, hvad der er at gøre, og man sæt- ter derefter ind ved at optræde i flok og snakke med de en- kelte. Det har så godt som aldrig været nødvendigt at anvende vold.

I Christiania fungerer kriminelle på en helt anden måde end udenfor området. Vidnet har eksempler på tilfælde, hvor tidligere kriminelle/er blevet helt eller delvis kriminalitete- fri under opholdet i Christiania.

Mange børn har søgt til Christiania, særlig dengang Børnemagt" fungerede derude. De blev dog efterhånden gennem samarbejde integreret i Christiania eller har forladt det igen.

Vedrørende bortløbne børn har vidnet iøvrigt forklaret, at kommunen har oprettet et døgncenter, som bygger på er- faringer fra Christiania.

Der er i tidens løb som en nødvendighed etableret flere arbejdspladser. Indkøbscentralen var en af de første. Den opstod på baggrund af diskussion på fællesmødet. Oprindelig var 6-8 beskæftiget,men efterhånden som den var etableret blev flere impliceret også ved deltidsarbejde. Der findes mange små- butikker, for eksempel en der sælger biodynamiske varer. Der er stærke kræfter for at anlægge et økologisk synspunkt. Der foregår en standende diskussion om regnskabsaflæggelse. I princippet skal alle aflægge regnskab. Overskuddet går ikke i Christianias kasse, men der har været tale om5at 5% skulle indgå i denne kasse.

Værtshusene, hvoraf der er 6-10, er Oprettet på privat initiativ. Der er vistnok beskæftiget op til 100 personer, dog ikke på heltidsbeskæftigelse. De tjener stort set til deres livsophold. Hvad der kræves'hertil er individuelt. Der findes et bageri, der arbejder sammen med fælleskøkkenet. Redskaber og ovne var overtaget fra kostforplejningens tid. Bageriet er udskilt og har fået en bygning,for sig selv, der er måske beskæftiget ca. 10 personer. Fælleskøkkenet, der også beskæftiger ca. 10 personer, drives som restauranterne. Et måltid mad, der oprindelig kostede 5 kr., koster nu lo kr. Men det er et fællesforetagende i den forstand, at priserne holdes på et minimum bortset fra, at de beskæftigede skal kunne leve af det. Fælleskøkkenet er etableret i "Tinghuset" og ligger centralt. På første sal ligger informationskontoret, der også varetager indgående post. Posten afhentes på post- kontoret af en christianit, der også udbringer den.

Efter aftale med forsvarsministeriet installeredes en telefon, som blev nedlagt den 1. april 1976. Der har været forhandlinger om en genOprettelse.

I forbindelse med aftalen om betaling for el og vand skete der en opdeling i ca. lo områder. Hvert område fik en kas- serer, der skal indkræve de 50 kr. om måneden. Man har derved en kontrol med, hvem der bor hvor, - en intern registrering. Registrering ved døbenavne og personnummer ville være i mod- strid med Christianias virkelighed. Udskiftningen af beboere er dog væsentlig mindre end ventet. Der er efter 1. april 1976 formentlig 1000 personer i Christiania og en større. stabilitet. Før 1. april 1976 var der 700-800, hvoraf ca. 50 blev udskiftet pr. år. Man får mange henvendelser udefra for eksempel fra forældre - om man kan finde frem til de en- kelte personer, og dette lykkes i vidt omfang. Til infor- mationscentralen er knyttet B-h personer.

Der findes et badehus, som er det oprindelige badehus fra militærets tid; men det var ved indflytningen ribbet for alt af klunserne. Badehuset betjenes af en gruppe på ca. 4 personer, der tjener derved. Christianitterne kan få bad mod betaling.

Der er desuden et "Sundhedshus", hvor man anvender alternativ behandling, for eksempel urtemedicin og zoneterapi. En sygeplejerske, en læge og en jordemoder kommer udefra. Hjemmefødsler er udtryk for en slags Christiania-holdning.

For at gøre noget for børnene oprettedes "Børnehuset".

I begyndelsen var der ca. lo børn, i dag er der ca. 15. En gruppe administrerer det i samråd med forældrene. Der betales 65 kr. om ugen for hvert barn. Personalets løn og børnenes mad og materialer betales heraf.

En del større børn gik i folkeskole udenfor Christiania. Der oprettedes ved skoleårets begyndelse 1975 hjemmeunder- visning for 6 børn fra 6 til 12 år, da det viste sig ureali- sabelt at Oprette en egentlig lilleskole. Skolestuen blev ind- rettet i den ene ende af børnehuset. Der undervises i dag kun 2 til 3 børn. Ialt findes måske ca. lo barn-i den skolepligtige alder. "Børnehuset" fik en slags anerkendelse derved, at nogle forældre af dagplejekontoret fik betalingen for børnenes ophold i børnehaven udbetalt efter samme regler som betaling til anerkendte børnehaver. En skoleinspektør kommer for at kontrollere, at hjemmeundervisningen er i overensstemmelse med folkeskolens krav.

Sundhedsplejersken, der har arbejdet på Christianshavn gennem mange år, har udtalt, at børnene i Christiania er de sundeste, hun har haft med at gøre på Christianshavn, ligesom Jordemoderen har udtalt sig meget positivt.

Man har etableret en løbende kunstudstilling, fordi der foregår en stor kunstnerisk aktivitet i Christiania. Man indgik samarbejde med Sct. Hans hospital vedrørende udstilling af arbejder af patienter.

Der findes en jazzklub, der arrangerer spilleaftener flere gange om ugen med orkestre udefra og indefra. Disse aftener er af betydning for Københavns musikliv.

Smedeværkstedet opstod også som en nødvendighed; man fandt på at lave ovne af olietønder. Brændslet var nedrivninge- brænde. Der er beskæftiget 6-10 personer.

Keramikværkstedet er gradvis gået over fra privat initia- tiv til at blive et kollektiv. Der er beskæftiget 3 personer.

En del christianitter arbejder ved sanering mod arbejdsløn og mod at få materialer.

Der findes en del småværksteder, systue, læderværksteder, vævestuer og lignende, hvoraf nogle også har arbejdet med ned- trapning af narkomaner.

Pressetjenesten giver'også en del arbedepladser. Ordkløveren" udgives regelmæssig. Der har været andre blade.

De er startet på privat initiativ, men alle og enhver kan give deres besyv med og få artikler Optaget. "Ordkløveren" kommer 1 oplag på ca. Boo og sælges i indkøbscentralen og de andre/butikker. Den væsentligste måde at kommunikere på er dog, at folk snakker sammen. Der har også været en intern radio i Christiania. Man havde felttelefoner, hvorfra der kun- ne svares, således at der var tale om tovejskommunikation.

Der var sendetid fra kl. 18 til 4 om morgenen. Vidnet kan ikke erindre,i hvilken periode radioen fungerede.

Christianias udadvendte aktivitet er også opstået som en nødvendighed i situationen". Blandt andet har teater- gruppen "Solvognen" fået tilholdssted på Christiania og har markeret sig på forskellig måde. Der er det såkaldte "Aktionsteater", og Christiania har endvidere en opera. Man har for- søgt at udbrede kendskab til Christiania ved hjælp af masse- medierne. En række filmgrupper har Optaget film, som har be- røring med'Christiania. Indtægterne fra en grammofonplade Christianiapladen" er gået til Christiania, uden at christia- nitterne havde tilsigtet at skaffe penge derved. Efter flere fællesmøder er man blevet enige om at oprette en "Støt Danmark" fond, da pengene bevirkede Splid i Christiania. Fonden har haft en frugtbar funktion.4-500.ooo kr. er blevet uddelt i og udenfor Christiania til formål svarende til Christianias ide.

Christianias udadvendte funktion henvender sig til Christianshavn og København som helhed. Der kommer for eksempel daglig mange børnehaver, pensionister og Sportsfolk i Christiania, således at Christiania fungerer som rekreativt område.

Der findes efter vidnets mening ingen klassedeling i Christiania. Der er nogle, der er bedre indlogeret end andre. Men det har intet at gøre med om man er velbjærget eller mind- re velbjærget, men om den enkeltes egne forudsætninger i det øjeblik,fhan kommer ind. Der findes stor veksling af-bolig sted. Det brede spekter af muligheder bevirker, at man finder det, der bedst passer til ens egen funktion.

Af organisatoriske rammer i Christiania findes fælles- møder, områdemøder og enkelte andre grupperinger. En forhand- lingsgruppe vælges man ikke ind i; men man diskuterer sagen på et fællesmøde, og de interesserede går derefter ind i for- handlingsgruppen. Den er moralsk bundet af fællesmødets diskus- sion. Forhandlingsgruppen kan ikke binde den enkelte christianit og heller ikke Christiania som helhed. Man vender tilbage og meddeler, at nu er der indgået den og den aftale, for eksempel om betaling for el og vand, og at den bør over- holdes. El- og vandaftalen har først været forhandlet over flere gange frem og tilbage mellem myndighederne og Christianias forhandlingsgruppe. Christiania "som sådan" havde påtaget sig at indsamle penge for vand og el og over- lade pengene til myndighederne. Ved forhandlingsgruppens med- underskrift på den foreløbige aftale af 31. maj 1972 er der ikke blot skabt ret, men også pligt for Christiania. Den be- tragtes fortsat som bindende, også for så vidt angår dem, der er flyttet ind efter den 31. maj 1972. Det er imidlertid den eneste skriftlige aftale, der betragtes som fortsat bindende.

Christianias sanktionsmulighed overfor den enkelte christianit er kun af moralsk karakter. Folk, der er kommet til Christiania efter den 31. maj 1972, er blevet bekendt med aftalen, vel ikke i enkeltheder men "hen ad vejen", blandt andet når områdekassereren er kommet for at kræve penge op. Aftalen er ikke opslået i Christiania. På infor- mationskontoret er man ikke nmiddelbart bekendt med, hvem der flytter ind og hvornår. Kontoret fører ikke kontrol.med ind- og udflytning men har til en vis grad kendskab dertil»

Christiania ei- i princippet åbent for alle,: både med hen- syn til bosætning og med hensyn til aktiviteter. I praksis" forsager man ved samtale at pejle sig ind på folk. Igennem denne proces afklares det overfor den enkelte, om der er be- tingelser for bosætning. De pågældende gøres samtidig bekendt med, at der er forpligtelse til betaling for el og vand.

Fristaden har forskellige konti. Dels fælleskassen, dels el- og vandkontoen, som er en checkkonto. Vidnet er ikke helt klar over, hvem der har hæveret til checkkontoen; hovedkassereren har det i hvert fald. Han er valgt af fælleSmødet. Der har kun været tre i tidens løb. Der har været månedlige møder for-områdekassererne. ” x

Størstedelen af beboerne lever af en løn, der er af Christiania-størrelse, ca. Boo kr. om ugen, dog med mange varianter. Vidnet anslår, at han selvtredie lever for ca.

Boo kr. om ugen.

Vidnet har været medlem af forhandlingsgruppen fra om- kring-februar 1972. Ved de indledende møder i begyndelsen af 1972 var Spørgsmålet om lejekontrakter fremme. En slumstormer- kontrakt blev af Birgitte Oxdam udleveret ved slutningen af et møde. Den var eksempel på, hvordan man arbejdede ved for- søg på forhandling med kollektiver. Man gik dog aldrig ind i en detaildrøftelse herom. Andre problemer kom i forgrunden, for eksempel spørgsmålet om betaling for el og vand. Man ønskede en accept af, at det var rimeligt, at beboerne var der, og at det måtte strække sig over et vist tidsrum, for at man kunne få den fornødne tryghed. Man ønskede en skriftlig sik- kerhed for, at man kunne være der. Men ville opfylde rimelige betingelser, men ikke alle lovkrav; man var der på egne betingelser. I normalisering lå der, et men skulle søge en rimelig kontakt med myndighederne. I tilfælde af uoverens- stemmelser mellem Christianias betingelser og samfundets be- tingelser måtte spørgsmålene løses ved forhandlingf Man foouserede" ikke på, hvad der skulle ske, hvis problemerne ikke lod'sig løse ved forhandling. Betaling for el og vand blev blandt andet Opfattet som et praktisk springbræt i forsøget på normalisering.

Om de første forhandlinger med kontektgruppen har vidnet forklaret, at man kredsede om, at Københavns kommune var den kommende ejer, ligesom Københavns kommune havde de praktiske, sociale problemer inde på livet. Bortset fra aftaleforhand- lingerne deltog københavns kommunes repræsentanter på lige fod med de øvrige deltagere i forhandlingerne. Det var helt klart, at der var interessemodsætninger mellem kommunen og de to ministerier. Kulturministeriet havde forestillet sig be- byggelse med kulturelle formål. Kommunen ville udnytte arealet til boligbebyggelse og institutioner. Da forsvarsministeriet endeligt rykkede ud, var kommunens og kulturministeriets in- teresser kølnet på grund af de dalende konjunkturer.

om den foreløbige aftale af 31. maj 1972 har vidnEt nær- mere forklaret, at Christiania Opfattede aftalen som også gældende ved overdragelse til anden ejer. Vidnet anså af- talen for videregående end en egentlig lejeaftale. Den har kunnet fortolkes friere. En lejeaftale ville være mere "bang bang". Vidnet opfatter den foreløbige aftale som det centrale retsgrundlag for Christiania. Om aftalens enkelte punkter har vidnet blandt andet forklaret:

Ad pkt. 9:

Forhandlingsgruppen lagde megen vægt på'at få politiet inddraget i gruppen, fordi man havde uhyre mange vanskelig- heder med politiet.

Ad pkt. 10:

Der var lækager på vand- og elnettet, og målerne viste_ derfor alt for stort forbrug. Man var interesseret i at få nettet undersøgt for at få konstateret det reelle forbrug. Pkt. 10 var iøvrigt udtryk for en pointering af, at op- stående problemer skulle løses ved forhandlinger.*

Det håndskrevne notat (bilag llh d) er vidnets eget notat om den aftale, der blev indgået. Vidnet husker ikke, om det er skrevet under eller efter mødet. Formålet har sikkert været, at vidnet på grundlag deraf kunne fortælle de andre christianitter, hvad der var aftalt, og drøfte dette med dem. Vidnet tør dog ikke sige, om det eventuelt er skrevet før mødet som oplæg til dette.

Aftalen blev bekendtgjort for de øvrige beboere ved et fællesmøde; I "Ordkløveren" den 4. juni 1972 er den fore- løbige aftale gengivet uden kommentarer. Et tidligere fælles- møde fra engang i maj er kommenteret i samme blad. Den fore- løbige aftale er kundgjort ved, at man har snakket om det, og så er det gået videre Christiania rundt.

Vidnet ønskede Christiania betragtet som et "samfunds- ekSperiment". Han Opfattede selv Christiania som et spontant eksperiment, men det var ikke defineret som et eksakt begreb. Der var en ny situation, som man kunne drage nytte af ved at uddrage nye erfaringer, der kunne komme det øvrige samfund til gode. Der kom en positiv stillingtagen fra embedsmændene,. men de blev også hårdt presset.

I februar 1972 tog vidnet kontakt med dem, der arbejdede med kommunens dispositionsplan, navnlig arkitekterne Ole og Edith Nørgaard. Vidnet fik i store træk oplyst, hvad den gik ud på, og hvilken procedure, den skulle igennem. Forsvars- ministeriet var meget inde på, at nu skulle.der sælges. Salgs- forhandlingerne var i høj grad afhængige af, om der var reelle planer for området. Christiania ville benytte sig af indsigel- sesmuligheder overfor diSpositionsplanen, og man regnede med at påvirke det endelige resultat. Akademirådets planer om at rette henvendelse til myndighederne var vidnet ikke bekendt med dengang. Med hensyn til christianitternes kendskab til regerings- beslutningen af 6. marts 1973 har vidnet forklaret, at han mener, at han og andre beboere i Christiania overværede mødet i folketinget den 7. marts 1973, men han husker det ikke klart. Han anser det for sandsynligt. Man var ikke adviseret i forvejen, Christiania havde ikke fået speciel indkaldelse. Christianitter har formodentlig været til stede på grund af avisomtale. Der er straks blevet snakket om det i Christiania. Vidnets erindring om sin eventuelle overværelse af mødet i folketinget er så dunkel, at han ingen opfattelse har af, om der derved kan være givet Christiania et tilsagn. Efter at have gennemset sine lommebogsnotater, hvoraf fremgår, at han deltog i en del faglige møder i løbet af dagen, er vidnet kom- met i tvivl om, hvorvidt det har været ham muligt at være til stede i folketinget den 7. marts 1975.

Vidnet husker ikke, om han deltog i det møde, hvortil der indkaldtes i "Ordkløveren" for den 10. marts 1973 (bilag A), og hvor der skulle gives orientering om, hvad de 3 år dækkede. Vidnet har højst sandsynligt været til stede ved et formede til forhandlingsgruppemødet.

Artiklen "Christiania sejrede - er garanteret 3 år" i samme nummer af "Ordkløveren" er formentlig skrevet af Hans eller Keld Løvetand.

Det er muligt, at der er holdt et fællesmøde efter mødet i folketinget. Forsiden af bladet betyder, at der var tale om en indgang til en række af mange gange 3 år, - ikke om en begrænsning til 3 år.

Om sin artikel i "Ordkløveren" for den 16. marts 1973 (bilag B) har vidnet forklaret, at han betragtede afgørelsen som en accept af samfundseksperimenttanken. De 3 år kædede Christianitterne sammen med idékonkurrencen, som de for- øvrigt overvejede selv at deltage ft Det blev ikke Opfattet som en tidsmæssig begrænsning i udnyttelsen af området. Vid- net betragtede det som en indgang til at forhandle videre.

Vidnet har læst morgenavisen for den 7. marts 1973. Vidnet tænkte, at nu har vi da endelig fået anerkendt Christiania som et samfundsekSperiment, og der er 3 år til en idékonkur- renee.

Vidnet husker ikke, om han op til den 7. marts 1973 havde møder med Kjeld Olesen. Ifølge optegnelser i sine lommebøger har vidnet ikke talt med Kjeld Olesen eller Fält-Jensen i dagene op til den 6. marts, men det kan godt have været til- fældet alligevel. Det manglende notat udelukker ikke en sted- funden drøftelse.

Vidnet husker ikke sine reaktioner den 7. marts. Han husker ikke, om han ringede Fält-Jensen eller Kjeld Olesen op, men det er muligt. Vidnet husker ikke ChriSdanias reaktioner denne dag. Vidnet tror ikke,han talte med Kjeld Olesen efter mødet i folketinget; det ville han have kunnet huske.

Det er sandsynligt, at der har været afholdt fællesmøde efter folketings-udtalelsen.

På forhandlingsgruppemødet den 7. marts om aftenen var vidnet formodentlig til stede. Man har nok talt om, hvad de 3 år" dækkede. Vidnet ved ikke, hvem der orienterede. Christianias opfattelse af de 3 år var helt klart den, at det var indledningen til forhandling om, at det kunne strække sig ud over 3 år.

Efter avisomtalen forventede man en officiel tilkende- givelse fra ministrenes side, og vidnet formoder, at han formentlig ret hurtigt efter'den 7. marts 1973 - har været med til at rette opfordring om afholdelse af møde med ministrene. Det fremgår af vidnets lommebog, at han den 21. marts var i;" kontakt med Fält-Jensen, måske blot telefonisk. '”…r

En tilkendegivelse fra regeringens side skulle efter vidnets mening have været rettet til forhandlingsgruppen;

Om mødet den 14. juni 1973 (bilag lo, 11 og M) har vid- net forklaret, at han deltog deri, vistnok sammen med de.i bilag M nævnte christianitter. Mødet var vistnok indkaldt af kulturministeren, ikke af Christianitterne. Vidnet er ikke-i besiddelse af en skriftlig indkaldelse. Ved andre lejligheder er indkaldelse foregået formløst for eksempel pr. telefon. Der havde som sagt været et stadigt pres fra Christiania for at få et sådant møde. Formålet med mødet var at opnå en rede- gørelse fra ministrene om, hvad de lagde i talen om "socialt eksperiment".

Mødet blev optaget på bånd af Christianitterne med ministrenes indforståelse. Det er siden blevet overSpillet med jazz.

Vidnet har ikke tidligere kendt kontorchef Fålt-Jensens referat (bilag ll), men kan tiltræde, at hovedsigtet_med, ,;w mødet var at meddele Christianitterne, at Christiania kunne være der, indtil resultatet af idékonkurrencen kunne føre5m= ud i livet. De 3 år var begrundet i, at det skønnedes "rent fysisk" at ville tage 3 år at gennemføre en arkitektkonkurz. renee. De 3 år var kun et "skud". Man kunne tænke sig,at'den. kunne vare længere eller kortere tid. Det var uldent, hvad der skulle ske derefter. Kulturministeren talte om eventuel integrering af Christiania efter konkurrencentKjeld Olesen var bange for, at der kunne lægges for megen vægt på, hvad der skulle ske efter de 3 år. Eva Gredal sagde, at man først skulle se, hvordan det gik de første 3 år. Der var en vis interesse'fra Christianias side for at få noget at vide om, hvad-der skulle ske efter de 3 år. Men ministrene hæftede sig mere ved, at man nu havde de53 år. Det forekom dem muligvis lidt utidigt, at Christiania talte om tiden ud over de 3 år, når man havde helet den første del i land. Fra Christianias Side_ville man ikke bore mere i det, da der - af hensyn til oppositiönen - ikke hos ministrene var yderligere dækning for at tale om tiden videre.frem. Muligheden for at fortsæt- te andre steder blev nævnt. Vidnet har sammenfattet mødets forløb således, at Christiania blev accepteret som et sam- fundseksperiment; da kulturministeren var utilfreds med det foreliggende udkast til dispositionsplan, kædede man opret- holdelsen aszhristiania sammen med udskrivningen af en idé- konkurrence, og dermed kom man til "de formentlig 3 år".

Udtrykket socialt eksPeriment Opfattede vidnet som en videreførelse af christianitternes tanke-em et samfunds- eksperimentt Christiania måtte ikke blive en ny institution. Myndighederne havde en tendens til at ville gøre Christiania til en institution, og der stødte man mere og mere sammen. Christiania skulle fungere på egne betingelser. Han prøvede fra begge sider på at finde en form for dette, uanset om man. stødte an mod gængse normer. På mødet talte man så vidt vidnet husker ikke om eksPeriment i videnskabelig betydning; men man ville gerne fra ministrenes side tage vare på de erfaringer, som kunne uddrages af eksperimentet. EkSperimen-J tet var ikke formaliseret. Der var ikke tale om løbende systematisk Opgørelse af resultater eller i det hele evaluering af eksperimentet. Der blev ikke talt om kriterier for, hvad der skulle anses for godt eller dårligt. På mødet var der en klar enighed om at fortsætte kontakt- møder; problemerne skulle løses ved forhandling. Normaliseringen skulle fortsættes. Myndighederne ville ikke ensidigt diktere løsninger; de skulle findes på grundlag af en dialog. En del problemer er blevet klaret, men mange har endnu ikke fundet deres afklaring. Der er kommet mange løsninger ved+samarbejde mellem Christianias sociale grupper og de sociale myndigheder.

Der opstod en hel del problemer omkring bygningskrav.og moms. Krav fra kommunen fulgte umiddelbart efter mødet og Christiania følte det, som om kommunen ikke var tilfreds med, at Christiania havde fået tilsagnet på mødet den lhæjuni 1973.

F r i s t a d e n C h r i s t i sin 1 a 3 ,a d vxo k.a t ei? har til støtte for deres endelige påstande indledningsvisj blandt andet anført, at sagerne er af en helt særegen karakter, idet påstandene ikke blot har støtte i traditionelle Juridiske betragtninger, men tillige i synspunkter, der almindeligvis anføres i sociologiske og psykologiske sammenhængåfChristiania er Opstået som en reaktion mod det herskende politiske systems manglende evne til at løse de sociale og menneskelige'proble- mer, der i særlig grad er knyttet til tilværelsen i industri- samfundet. Ved den Juridiske afgørelse af sagerne-må.foræ tolkning og bevisbedømmelse afstemmes efter den sociale praksis, og»almindelige menneskeretlige principper børxindgå_

i bedømmelsesgrundlaget. Rettens funktion er ikke af ”blot" retsbevarende art; i særlige situationer som den foreliggende må retten også medvirke til afdækning af de virkelige'konä flikter i samfundet. Uanset at den nuværende benyttelse af Christiania-området er legitim, tales der stadig fra politiske højre-kræfters side om "ulovlig besættelse", og den i folketin- get den 10. april 1975 vedtagne dagsorden - som er det reelle grundlag for sagerne - er uhjemlet og må opfattes som et direktiv til domstolene i strid med grundlovens € Sht

Under en udførlig gennemgang af fristaden Christianias historie har advokaterne navnlig fremhævet følgende som sær- lig betydningsfuldt i retlig henseende:

Da forsvaret rømmede Bådsmandsstrædes kaserne og ammuni- tionsarsenalet, fremstod - måske for sidste gang i Københavns historie - muligheden for at råde over et stort og særpræget areal i byens midte. Så snart arealet var rømmet, trængte klunsere" derind og tilegnede sig værdier, hvorved der skete hærværk af betydeligt omfang. Hjemløse tog derefter arealet i deres besiddelse til gavn for sig selv, til skade for ingen og med bygningernes bevarelse til følge. Allerede i efteråret 1971 og vinteren 1971-72 etableredes sådanne kontak- ter mellem myndighderne og områdets beboere, at Christiania kan betragtes som stiltiende anerkendt.

Under fortsatte forhandlinger kom det på tale at befæste lovliggørelsen af forholdet til staten gennem Oprettelse af lejekontrakter med forbillede i de såkaldte slumstormerkon- trakter. Tanken herom blev ikke virkeliggjort, men i stedet f oprettedes den foreløbige aftale af 31. maj 1972. Denne af- tale har ikke mindst betydning derved, at der i alt fald fra dens Oprettelse forelå en bindende retlig anerkendelse af Christiania, således at Christianias brugsret ikke vilkårligt kunne bringes til ophør. Brugsretten måtte herefter af begge»_, parter forudses at vedvare uanset salg, indtil området skulle tages i anvendelse til andet formål, hvormed brugsretten ville være uforenelig.

Af afgørende betydning er endvidere den foreløbige af- tales tilsagn om forhandling med Christiania om alle spørgsmål. af væsentlig betydning. Medens der Oprindelig var en over- vejende positiv indstilling til Christiania, blev regeringens holdning fra sommeren 1972 mærkbart påvirket af den politiske opposition, der blandt andet fik udtryk i Spørgsmål i folketin- get. Sideløbende hermed behandlede Københavns borgerrepræsen- tation et udkast til dispositionsplan, der ikke gav plads for bevarelse af Christiania.

Møderne den 5. marts 1973 mellem forsvarsministeren, socialministeren og kulturministeren og den 6. marts 1973 i regeringen er af afgørende bevismæssig betydning, men mødernes nærmere indhold er efter advokaternes opfattelse ikke oplyst i tilstrækkeligt omfang. Af beslutningsreferatet (bilag V) fra regeringsmødet den 6. marts 1973 fremgår ganske vist, at det blev bastemt, at arealet skulle forblive i statens eje i 3 år, men der er ingen nødvendig sammenhæng mellem dette spørgsmål og spørgsmålet om, hvor længe Christiania skulle be- stå. Regeringsbeslutningen blev omtalt i folketinget den 7. marts 1973 af forsvarsminister Kjeld Olesen og den 14. marts l973 af økonomi- og budgetminister Per Hækkerup, men - uanset dens afgørende betydning for Christiania - blev den ikke direk- te meddelt Christiania. Beslutningen blev først nærmere om- talt overfor repræsentanter for Christiania på det møde, der blev afholdt i kulturministeriet den 14. juni 1973 efter opfor- dring fra Christiania. Omtalen af regeringsbeslutningen i Ordkløveren" for den 10. og den 16. marts 1973 kan ikke ud- lægges som en accept af, at brugsretten var begrænset til 3 år.

Mødet den 14. juni 1973 er den vigtigste kendsgerning i sagerne. De herom foreliggende referater i bilag lo, l1 og M giver alle dækning for den opfattelse, at Christianias brugsret til arealet kunne fortsætte, indtil reSultatet af en idé; konkurrence forelå, antagelig om 3 år. Det er endvidere her, at der gives tilsagn om at søge bosættelsen givet karakter af et äöéiaif eksperiment,

I den følgende tid træder det klart frem, at Københavns kommunes bygningsmyndigheder lægger hindringer i vejen for den fortsatte benyttelse af bygningerne i Christiania. I oktober 1973 blev Orla Møller forsvarsminister i stedet for Kjeld Olesen, og kulturministeriets bygningsfredningssager blev overført til miljøministeriet; det herefter den 15. oktober 19735afholdte møde mellem résSortministrene og re- præsentantér for Christiania blev et afgørende vendepunkt i negativ retning.

Denne negative holdning blev skærplet efter regerings- skiftet i januar 1974. Den ny forsvarsminister, Erling Brøndum, erklærede udtrykkeligt, at regeringen ikke anerkendte Christiania som et socialt eksperiment, og tilkendegav, at regeringen ville prøve at få de mest forsømte og ødelagte bygningEr på arealet nedrevet efterhånden. Advokaterne har i denne forbindelse gjort gældende, at forsvarsministeren i forståelse med kommunens bygningsmyndigheder skaffede sig et påskud for nedrivningSkravet ved overfor folketingets finansudvalgzat anslå udgifterne til"istandsættelse af byg- ningerne til 63. 19 millioner kr. Denne'henvendelså'til finansudvalget var blandt andet medvirkende til nedsættel- sen i maj 1ä74 af et særligt folketingsudvalg til at følge afviklingen af Christiania (Christiania-udvalget). Efter at en arbejdsgruppe under dette udvalg havde foretaget en kritisk revision af nedrivningsplanerne, og efter at der påny havde fundet et regeringsskifte sted, ansøgte forsvarsminister Orla Møller i marts 1975 finansudvalget om en bevilling på höo.ooo kr. til istandsættelse m.v. af bygningerne på Christiania-området. Denne ansøgning blev afslået af et fler- tal i finansudvalget.

På dette tidspunkt var planerne om udskrivning af en idé- konkurrence for området opgivet.

Om retsgrundlaget for de nedlagte påstande har Christianias advokater særlig anført følgende:

Det er karakteristisk for sagerne, at der ikke findes nogen nøjagtig skriftlig fiksering af den stedfundne over- ledelse af brugsretten til betragtelige værdier. Bevismate- rialet består - udover den foreløbige aftale af 31. maj 1972 i det væsentlige af notater og referater samt vidnefor- klaringer om, hvad der er passeret under mundtlige drøftelser.

Risikoen for en dermed forbunden bevisusikkerhed må på- hvile forsvarsministeriet, og enhver tvivl om aftalernes ind- hold må fortolkes til ugunst for ministeriet. Uden at sagerne påstås henført under lejelovens bestemmelser, derunder reg-* lerne om behandling ved boligret, er samtidig hermed peget på den almindelige grundsætning, som blandt andet har fundet udtryk i lejelovens & 4. Det er således forsvarsministeriet, der skal bevise, at Christianias brugsret var aftalt til at udløbe den 1. april 1976 eller kunne bringes til ophør til et vilkårligt tidSpunkt.

Christiania kan ikke mødes med den indsigelse, at rets- forholdet beror på en ensidig disposition fra forsvarsmini- steriets side; der er tale om et retsforhold, hvor hver part har fordele og byrder. Retsgrundlaget for aftalen mellem staten og Christiania er den foreløbige aftale af 31. maj 1972 og udfaldet af mødet i kulturministeriet den lå. juni 1973. Her mødte forsvars-, social- og kulturministrene som regeringens befuldmægtigede, uden at de havde bemyndigelse til at træffe videregående be- slutninger end hvad der fremgik af regeringsbeslutningen af 6. marts 1973. Efter det, der kom frem på mødet i kulturministeriet, skulle der udskrives en idékonkurrence for områdets fremtidige anvendelse, og beboerne kunne blive i Christiania, i hvert fald indtil udfaldet af konkurrencen forelå, samtidig med at der I blev givet bosættelsen karakter af socialt ekSperiment.

Efter regeringsskiftet i Januar l97h fragik regeringen anerkendelsen af Christiania som socialt eksperiment, og det blev for5øgt fremstillet på den måde, at aftalen indeholdt en nøjagtig tidsmæssig begrænsning på 3 år, uagtet notatet fra mødet den lå. juni 1973 udtrykkeligt sætter brugsrettens varighed i relation til idékonkurrencen.

Den indgåede aftale er i det hele misligholdt af re- geringen, dels ved at idékonkurrencen aldrig er blevet ud- skrevet, dels ved at det sociale eksperiment aldrig er ført ud i livet.

Selv om det er vanskeligt at angive det nærmere indhold af begrebet socialt eksperiment, må man kunne gå ud fra, at ministre, der med embedsmænd deltager 1 et møde for blandt andet at orientere herom, må have forestillet sig noget kon- kret dermed. Christiania har haft rimeligt grundlag for at forvente, at eksperimentet bestod deri, at man på beboernes egne vilkår afprøvede en hypotese under stadig iagttagelse fra faglig kompetent side, efterfulgt af en bedømmelse (evaluering), alt med omsorg for de mennesker, der var genstand for eksperimentet. Disse forventninger har regeringen skuffet ved i stedet at lægge hindringer i vejen for det sociale eksperi- ment, blandt andet ved at undlade at tilvejebringe en sikring af Christianias brandmæssige, bygningssikkerhedsmæssige og sanitære forhold og ved at træffe beslutning om nedrivning af et stort antal bygninger.

Vedrørende det på mødet den 14. juni 1975 passerede er der afgivet en række vidneforklaringer, hvorom advokaterne blandt andet har anført følgende:

Socialminister Eva Gredals forklaring om, at det netop var på møderne den 5. og 6. marts 1973, at de 3 år blev fast- lagt som gældende den tid, i hvilken beboerne skulle have ret til at blive boende på området, og at det samtidig med be- slutningen om, at staten skulle beholde arealet i 5 år, blev bestemt, at Christianitterne ikke kunne blive boende længere end til 1. april 1976, er i modstrid med statsminister Anker Jørgensens oplysninger om indholdet af regeringsbeslutningen af 6. marts 1973 (bilag V). Det må også være urigtigt, når vidnet forklarer, at det samtidig med regeringsbeslutningen om at beholde arealerne blev bestemt, at de skulle være basis for et socialt ekSperiment. Advokaterne mener herefter ikke, at dette vidnes forklaring har nogen beviskraft.

Tidligere forsvarsminister Kjeld Olesen udtalte sig under sin vidneforklaring langt mere forbeholdent.'Forklaringen må forstås således, at der er indrømmet Christiania en brugsret af en vis, ikke nærmere defineret varighed, og at den kunne fort- sætte, så længe Staten ejede arealerne, i hvert fald i 3 år regnet fra regeringsbeslutningen af 6. marts 1975, samt at datoen den 1. april 1976 ikke er nævnt. Vidnets forklaring om, at brugsretten ikke var knyttet til idékonkurrencen, kan derimod ikke være rigtig, når henses til det foreliggende notat fra mødet den la. Juni 1973 (bilag lo).

Kulturminister Niels Matthiesens vidneforklaring savnede efter advokaternes opfattelse en sådan indre sammenhæng, at der kan udledes noget af den.

Særlig vægt må derimod lægges på socialrådgiver Tine Brylds og arkitekt PerxLøvetand Iversens vidneforklaringer om, at de 3 år var knyttet til idékonkurrencen.

Advokaterne har endvidere anført, at konsekvensen af regeringens misligholdelse af aftalerne med christianitterne må være, at disse stilles, som om aftalerne var opfyldt. Christiania har herefter et retskrav på, at idékonkurrencen udskrives, og på at forblive på området, indtil idékonkurren- cen er afholdt, således at det tilsagte sociale eksperiment gennemføres i dette tidsrum. Selvstændigt Søgsmål med hen- blik på handlingädom forbeholdes.

En opgivelse af idékonkurrencen måtte i alt fald forud- sætte forudgående forhandlinger med Christiania; sådanne for- handlinger var endnu ikke indledt den 1. april 1976. Denne dato er i det hele en fiktion uden støtte i sagens bevis- ligheder; den beror alene på en grundlovsstridig folketings- beslutning.

Christianias advokater har supplerende bemærket, at den juridiske placering af sagerne må påvirkes af den omstændig- hed, at den ene part er en offentlig myndighed, til hvem man kan stille særlige krav. Forvaltningsretlige synspunkter fin- der anvendelse, selv om staten Optræder som privat grundejer. Dette medfører blandt andet, at enhver fortolkningstvivl går ud over staten, ikke mindst når det - som her - er staten selv, der har affattet dokumenterne.

Også efter forvaltningsretlige betragtninger er det klart, at retsforholdet mellem staten og Christiania ikke er en ensidig nådesakt fra myndighedernes side, men et gen- sidigt bebyrdende retsforhold. Statens motiv var ikke blot og bar velvilje; det drejede sig om en nøgtern vurdering af, at samfundet har brug for Christiania såvel økonomisk som menneskeligt. Det har kunnet betale sig for samfundet, og Christiania har således ydet et kvalificeret vederlag for brugsretten.

Efter aftalerne påhviler der først og fremmest staten en forhandlingspligt overfor Christiania. Denne pligt er klart tilsidesat af staten blandt andet derved, at der ikke siden den 24. januar 1974 har været afholdt kontaktmøder.

På mødet den 24. januar 197h blev man stillet overfor en alle- rede truffet beslutning om nedrivning af bygninger, og senere har staten kun udvist passivitet overfor Christianias ønsker om forhandling. Ifølge forvaltningsretlige grundsætninger

må en sådan manglende høring anses som en ugyldighedsgrund.

Den manglende høring vedrørende spørgsmålet om opgivelse af idékonkurrenoen må medføre, at Christiania så har krav på at kunne fortsætte brugsretten i det tidsrum, der svarer til den tid, afholdelsen af idékonkurrencen påregnedes at vil- le vare, regnet fra det tidspunkt, hvor meddelelse om Opgivel- sen gives Christiania.

Hvad særlig angår påstand 2) a) og b) har Christianias advokater anført følgende, idet de har-fremhævet, at de herom anstillede betragtninger tillige tjener som*anbringende til støtte-for påstand l): Om begge påstandene gælder, at staten - under tilside- sættelse af sin forhandlingspligt - har undladt'at iværksætte elementære sikkerhedsforanstaltninger og at opfylde vedlige- holdelsesforpligtelser. Dette retsbrud er endog blevet an- vendt imod Christianias beboere som begrundelse for krav om nedrivning af så stort et antal bygninger, at Christianias eksistens derefter var blevet umuliggjort.

Specielt om påstand 2) a) er det anført, at det følger af almindelige retsgrundsætninger, at ejeren har vedlige- holdelsespligt vedrørende de primære installationer, vand- ledninger, kloakker m.v.; denne vedligeholdelseSpligt er da også anerkendt af forsvarsminister Kjeld Olesen. Trods hen- stillinger fra stadslægen vedrørende kloakkerne (bilag lok) og adskillige pålæg og krav fra Københavns kommunes bygnings- mvndigheder vedrørende både sanitære, brandmæssige og bygnings- mæssige forhold (bilag 24 m.fl.) - alle rettet til forsvars- ministeriet - er de rejste krav ikke blevet efterkommet. An- svaret herfor påhviler forsvarsministeriet, der ikke kan fri- gøre sig ved at henvise til, at ansøgning om fornødne bevil- linger er afslået af folketingets finansudvalg. Selv om disse forpligtelser påhviler forsvarsministeriet i forhold til Københavns kommune, må der tilkomme Christiania søgsmåls- ret, da forskrifterne er givet i beboernes interesse.

Vedrørende påstand 2) b) er understreget, at en gennem- førelse af nedrivning reelt ville have betydet Christianias udslettelse. Den omstændighed, at beslutningen aldrig blev ført ud i livet, kan ikke udelukke Christianias påtaleret. Be- slutningen har hvilet som en trussel over Christiania og for- hindret gennemførelsen af det sociale ekSperiment. Beslutningen må stemples som ugyldig på grund af magtfordrejning, vildfarelse og tilsidesættelse af forhandlingSpligten.

Påstanden om ugyldighed på grund af magtfordrejning be- grundes med, at Københavns magistrat og forsvarsministeriet ud fra et fælles ønske Om at modarbejde Christiania - under urigtig anvendelse af byggelovens bestemmelser og mod bedre vidende - har været enige om at opstille og beregne ud- gifter til bygningernes istandsættelse til et så stort beløb som 19 millioner kr. for derved at tilvejebringe et påskud for kravet om nedrivning. Den københavnske_byggelovs & 2 giver ikke kommunen hjemmel til at stille bestemte krav med hensyn til eksisterende bygningers istandsættelse; der kan efter 5 61 alene meddeles påbud om afhjælpning af væsentlige mangler med hensyn til bygningernes forsvarlige og sømmelige til- stand. Opgørelsen af de 19 millioner kr. hviler på et løst og ufuldstændigt grundlag, hvilket fremgår af, at Christiania- udvalgets arbejdsgruppe senere opgjorde udgifterne til den samme istandsættelse til at andrage höo.ooo kr.

Hvis der ikke foreligger magtfordrejning, foreligger der i hvert fald en vildfarelse enten med hensyn til kravenes lovlighed eller med hensyn til udgifternes beregning.

Hvad angår påstanden om ugyldighed som følge af tilside- sat forhandlingspligt, er påny henvist til de forvaltnings- retlige grundsætninger om høringsmanglenf

Christianias advokater har ønsket, at udførlige oplys- ninger om livet og de faktiske forhold i og omkring Christiania hvad de kalder for Christianias virkelighed - indgår i sager- nes bedømmelsesgrundlag. De har i.så henseende navnlig peget på følgende:

Christiania dannerrammen om i hvert fald 7oo, måske looo menneskers tilværelse. Det drejer sig om mennesker med vidt forskellige forudsætninger, men de kan formentlig opdeles i 3 hovedgrupper: de der er tvunget til ophold i Christiania på grund af sociale tilpasningsvanskeligheder, de der er der frivilligt af samvittighedsgrunde, og de der blot ud- nytter Christiania og dermed skaber vanskeligheder for Christiania?

Den førstnævnte gruppe omfatter blandt andet kriminelle, stofmisbrugere, sindslidende personer og bortløbne børn. Christianias samlivsformer har for mange af disse haft en beundringsværdig positiv virkning. Der er - ikke mindst gen- nem politidirektørens redegørelse af 2. oktober 1975 - Opbyg- get en falsk myte om Christiania som arnested for kriminalitet,mer

Balvig-rapporten påviser, at det er lykkedes at holde kriminalite- ten i Christiania på et lavere niveau, end man skulle for- vente.

Også for så vidt angår stofmisbrug, tyder Balvig-rappor- ten på, at Christiania har en kriminalitetsdæmpende virkning. Dette er endvidere bekræftet af Københavns magistrat i skrivel- se af 13. juli 1976 til socialministeriet (bilag 219) og af vidnerne socialrådgiver Tine Bryld og direktør Ernst Helge Larsen. På dette område har Christiania haft et særdeles po- sitivt samarbejde med de institutioner, der tager sig af stof- misbrugere. Selv om der i Christiania er et betydeligt forbrug af hash, betyder dette ikke, at man går ind for brug af hårde stoffer; tværtimod har man altid bekæmpet salg og brug af disse i Christiania.

Hvad angår de sindslidende, er der henvist til, at 26, overlæger ved Københavns hospitalsvæsens psykiatriske af- delinger har udtalt sig positivt om Christianias evne til at hjælpe sådanne dårligt stillede til selvtillid og til at få en mening med tilværelsen: vednarende bortløbne børn er særlig peget på de gunstige Oplysninger, der fremgår af direktør Ernst Helge Larsens og socialrådgiver Tine Brylds vidneforklaringer. Den isolerede enklave, kaldet "Børnemagt", blev påvirket af de øvrige be- boere i Christiania og opløst, således at børnene blev optaget i Christiania.

Christiania har vist vilje til godt samarbejde med myn- dighederne, herunder også med politiet, som imidlertid har indtaget en negativ holdning, der særlig tydeligt har fundet udtryk 1 politidirektørens redegørelse af 2. oktober 1975.

Christiania er andet end et indadvendt socialromantisk foretagende; det har også en udadvendt virksomhed, blandt andet formidlet gennem Støt Danmark Fonden og Aktionsteatret. Det indgår i Christianias idé, at såkaldte sociale tabere efter at være hjulpet skal kunne vende tilbage til det almindelige samfund.

Christianias advokater har om de planlægningsmæssige og socialpolitiske forudsætninger for Christianias afvikling blandt andet udtalt, at Christiania ikke kan rømmes, med- mindre arealet nu skal overgå til anden anvendelse, og der' er tilvejebragt andre muligheder for Christianias beboere.

De; første forudsætning er klart kommet til udtryk gen- nem beslutningen om udskrivning af en idékonkurrence, men er trådt i baggrunden, efterhånden som reaktionen mod Christiania har taget fart. Selv om idékonkurrencen gyldigt kunne opgiveSf måtte det stadig være en betingelse, at man havde et andet formål med arealet. Den nu vedtagne byplan, der ikke er blevet til efter en tilstrækkelig omhyggelig overvejelse, men alene gentager diSpositionsPlanforslaget fra 1972, er blot en "facadelegitimation". Byplanen er iøvrigt ugyldig, fordi hovedformålet med den var at sikre overdragel- se af arealet til Københavns kommune; dette Spørgsmål fore- ligger imidlertid ikke til afgørelse under disse sager, der ikke vedrører forholdet til Københavns kommune. Byplanen er desuden uanvendelig, idet den nødvendige bebyggelsesplan vil- le forudsætte dispensation fra naturfredningslovgivningens bestemmelser om beskyttelseslinjer, og Overfredningsnævnet har tilkendegivet, at dispensation ikke kan gives.

Den socialpolitiske forudsætning for en afvikling af Christiania må klart have været den, at man kan henvise be- boerne til acceptable alternative beboelser, og denne for- udsætning må være Opfyldt, inden der kan gives dom til røm- ning? den kan ikke efterfølgende overlades til fogdens af- gørelse. Heller ikke på dette punkt har staten opfyldt sin almindelige forhandlingspligt. Der har ganske vist den 9. maj 1975 været afholdt et møde med forsvarsminister Orla Møller til drøftelse af Christianias afvikling (bilag 532), men der blev sletzikke fra statens side levnet repræsentanter- ne for Christiania nogen reel forhandlingsmulighed. Det må herefter være statens pligt at tilvejebringe det nødvendige alternativ til Christiania. Dette spørgsmål kunne tænkes løst enten af de sociale bistandsmyndigheder eller af forsvars- ministeriet som grundejer. Københavns kommune har imidlertid erklæret (bilag 2ll), at den ikke har ressourcer til at tilvejebringe et alternativ, og at genhusningspligten iøvrigt må påhvile grundejeren. Forsvarsministeriet har på sin side erklæret, at ministeriet ikke har en sådan pligt (bilag 298).

I anledning af kammeradvokatens nedenfor gengivne procedure har Christianias advokater tilføjet, at udtalelserne på mødet med forsvarsministeren den 9. maj 1975 ikke kan betragtes som gyldig opsigelse af Christianias brugsret. For så vidt angår den af kammeradvokaten påberåbte skrivelse af 30. september 1975 fra forsvarsministeriet (bilag C), der efter Christianias advokaters opfattelse i det væsentlige vedrører et Spørgsmål om aktindsigt: anføres det, at tilkende- givelsen om ophør af benyttelsen af området efter sammehængen knytter sig til den ulovlige folketingsbeslutning af 10. april 1975, og derfor må den - lige som folketingsbeslutningen anses for at være uden retsvirkning for Christiania. Det be- strides ikke, at brugsforholdet kan bringes til ophør gennem Opsigelse, men opsigelse kan ikke afgives uden forudgående forhandling derom.

K a m m e r a d v 0 k a t e n har til støtte for for- svarsministeriets påstande sammenfattende anført, at Christiania aldrig har fået tilsagt nogen brugsret til området udover den 1. april 1976, og at beboerne i Christiania også selv har været fuldstændig klare over dette. Beslutningen om at ud- skrive en idékonkurrence er ikke noget tilsagn til Christianias beboere. Efter at idékonkurrencen er Opgivet, har brugsforhol- det kunnet opsiges, og gyldig opsigelse er meddelt på mødet i forsvarsministeriet den 9. maj 1975 (bilag 332) og 1 skrivel- sen af 30. september 1975 (bilag C).

Der er herefter ikke anledning til at bringe sagen op i et retsfilosofisk eller politisk plan. Det erkendes, at Christiania kan pege på gode resultater, men det skyder over målet at hævde, at Christiania er befolkningens reaktion mod samfundets tryk; dertil er den personkreds, som er positivt engageret i Christiania af for ringe omfang. De grundlæggende menneskerettigheder skal som en bestanddel af retssystemet naturligvis tages i betragtning i disse sager som i enhver anden sag.

Det kan ikke gøres gældende, at folketingsbeslutningerne af 10. april 1975 og 30. marts 1976 antaster domstolenes uafhængighed, idet beslutningerne alene tilkendegiver, at folketinget har været af den opfattelse, at Christianias brugs- ret ophører den 1. april 1976; beslutningerne indgår ikke i rettens bedømmelsesgrundlag. Folketingsbeslutningen af lo. april 1975 pålægger alene forsvarsministeren at indlede for- handlinger om at fremskynde Christianias afvikling og er ikke noget pålæg til fogden eller domstolene iøvrigt.

Ved den retlige bedømmelse af Christiania må det tages som udgangspunkt, at Christiania er blevet til ved en ulovlig besættelse af arealet, som man kunne have imødegået med magt. Når forsvarsministeriet valgte at forhandle, måtte det også være ministeriet, der selv fastsatte vilkårene for de ind- trængendes forbliven på arealet. Forsvarsministeren tog sit standpunkt ud fra en social vurdering uden noget ønske om at etablere et ordinært lejeforhold. Forsvarsministeriet må som grundejer være stillet på samme måde som en privat grund- ejer og ikke som en offentlig myndighed; forvaltningsretlige synsPunkter kan herefter kun få sekundær betydning.

Det er dernæst afgørende for bedømmelsen, at Christiania ikke yder noget vederlag for brugsretten. Bestemmelsen i punkt 6 i den foreløbige aftale af 31. maj 1972 (bilag llh) angår alene betaling for el og vand; der er slet ikke tale om betaling for brug af bygninger og areal. Det er ubestrideligt, at Christianias eksistens sikrer bygningerne mod hærværk og Sparer det offentlige for nogle sociale udgifter. Det på- hviler imidlertid enhver bruger at bevare de pågældende loka- liteter; heri ligger ikke noget vederlag for brugsretten, og det gør der heller ikke deri, at udnyttelsen af brugsretten har samfundsgavnlige virkninger.

Selv om en del af lejelovens bestemmelser er udtryk for almindelige retsgrundsætninger, medfører dette ikke, at de specielle opsigelsesregler i lejelovens å IA kan finde anvendel- se på brugsretten. En brugsret, der som den nærværende ikke henhører under lejelovens bestemmelser, må kunne opsiges med rimeligt varsel, og'i så henseende må varslet på højst 6 måneder ifølge tinglysningslovens & 3 angive den yderste grænse for længden af et sådant varsel. Dette varsel er over- holdt ved Skrivelsen af 30. september 1975 (bilag 0).

Forsvarsministeriet legaliserede en ibrugtagning af' bygningerne i den tilatand, hvori de forefandtes, og har ikke påtaget sig videregående pligter med hensyn til istand- sættelse og vedligeholdelse end bestemt i pkt. 3 og 5 i den foreløbige aftale af Bl. maj 1972. Disse forpligtelser, der alene vedrører brandslukningsmateriel og toiletter, har- ministeriet opfyldt.

Ved fortolkningen af de givne løfter, som er afahelt speciel beskaffenhed og alene beror på imødekommenhed fra staten, må man i overensstemmelse med almindelige fortolknings- principper lade løftegivers opfattelse være afgørende.

Vedrørende påstandene om Christianias afvikling har kam; meradvokaten i anledning af modpartens procedure indlednings- vis bestridt, at der forud for den foreløbige aftale af 51. maj 1972 har foreligget nogen anerkendelse af beboernes til- stedeværelse på området. Det ér rigtigt, at der på et tidligt tidspunkt af forhandlingerne med Christiania hos embedsmænd har været overvejelser om Oprettelse af lejekontrakter med for- billede i de såkaldte slumstormerkontrakter. Disse kontrakter indeholdt imidlertid et ganske kort opsigelsesvarsel og på- lagde ikke udlejeren nogen genhusnings-.eller vedligeholdel- seSpligt. Derimod blev der pålagt lejebetaling og betaling- for forbrug af el og vand. Fra Christianias side viste man ik- ke nogen interesse for oprettelsen af sådanne lejekontrakter, og fra maj 1972 var der heller ikke fra statens side interesse derfor.

Den foreløbige aftale af 51. maj 1972 løste blot nogle praktiske problemer; man gav ikke nærmere tilsagn om brugs- retten, endsige om varigheden deraf. Dette bekræftes også af arkitekt Per Løvetand Iversens bemærkninger i den såkaldte fødselsdagsartikel af 26. september 1972 (bilag F) og i socialrådgiver Tine Brylds rapport af december 1972 "Christiania et samfundsekSperiment?" (bilag 301).

Det bestrides, at der på den foreløbige aftale kan støt- tes nogen generel forhandlingSpligtt og at der iøvrigt er givet noget tilsagn derom. En sådan pligt kan heller ikke støttes på almindelige forvaltningsretlige prinpippegf om- end partshøring nok er blevet mere og mere almindelig. Andet kan heller ikke indlægges i tidligere forsvarsminister Kjeld Olesens vidneforklaring om den foreløbige aftale. En tilside- sættelse af bestående høringsforskrifter medfører iøvrigt ikke uden videre ugyldighed.

Regeringsbeslutningen af 6. marts 1975 er gengivet i statsministerens redegørelse af 7. september 1976 (bilag V). Beslutningen om udskrivning af en idékonkurrence indeholder ikke noget løfte til Christiania. Beslutningen om at lade arealet forblive i forsvarsministeriets eje i 3 år forud- sætter, et der efter forløbet af den tid træffes ny be- slutning. Denne vedtagelse sætter en tidsmæssig ramme for den bemyndigelse, som de 3 ministre samtidig fik til at over- veje den foreløbige anvendelse af arealet. Bemyndigelsen gav ministrene en ret til at træffe de beslutninger, der blev omtalt på mødet i kulturministeriet den 14. juni 1973. Det er derfor ganske korrekt: når socialminister Eva Gredal som vidne har forklaret, at det var på regeringsmødet den 6. marts 1973, at de 3 år blev fastlagt som gældende den tid, i hvilken beboerne skulle have ret til at blive boende på området.

Det fremgår af bladet "Ordkløveren" for den 3..marts 1973 (bilag 0), at beboerne i Christiania allerede inden regeringsmødet var opmærksomme på, at der kunne ventes af- gørende beslutninger. Uagtet arkitekt Per Løvetand Iversens hukommelse ifølge hans vidneforklaring er påfaldende svag på disse punkter, fremgår det imidlertid klart af artiklerne i "Ordkløveren" for den lo. og den 16.marts 1973 og flere senere numre af bladet (bilag A, E, R, S og 187), et der ikke i Christiania har været tvivl om, at den indrømmede brugs- ret var begrænset'til et tidsrum af 3 år regnet fra marts 1973. Det er bemærkelsesværdigt, at brugsrettens varighed her ikke sættesei forbindelse med udskrivelsen af en idékon- kurrence eller andre vilkår

Når økonomi- og budgetminister Per Hækkerup i folketin- get den 14. marts 1975 (bilag Zoo, sp. h7ol) i sine suppleren- de bemærkninger til det stillede spørgsmål taler om foreløbig 3 år, ligger der ikke heri, at de tre ministre kunne dispo- nere udover denne tid.

Det af kontorchef Per Hansen udarbejdede notat om mødet i kulturministeriet den lh. Juni 1973 (bilag lo) har ikke været bestemt til overgivelse til Christiania, og det er uoplyst, hvordan det er kommet Christiania i hænde. Ind- ledningen til notatet, hvori udtrykket "formentlig 3 år" forekommer, tjener alene til Oplysning om baggrunden for mødet; det egentlige referat af, hvad der skete på mødet, findes på notatets side 2 og 3. Det er herefter klart, at det blev understreget, at det ikke kunne forventes, at Christiania kunne fortsætte indenfor området udover de 3 år.

Kontorchef Fält-Jensens referat fra mødet (bilag ll) er ikke godkendt af Kjeld Olesen og er alene kontorchefens egen huskeseddel vedrørende mødet.

Der kan på denne baggrund og på baggrund af den senere gengivelse af Kjeld Olesens udtalelse om, at Christiania har fået 3 år", ikke lægges afgørende vægt på Niels Matthiesens udtalelse om, at Christiania kan fortsætte, indtil resultatet af idékonkurrencen skal føres ud i livet. I Hans Løvetands referat af mødet (bilag M) tales der da også om "Regeringens beslutning om 3 års ekSperiment" og "de 3 år". Heller ikke i de foreliggende aktstykker fra tiden efter den lb. juni 1973 helt frem til sagsanlægget i december 1975 sættes brugs- rettens varighed i forbindelse med idékonkurrencen. En an- tydning fra professor, dr. jur. Ole Krarup under mødet med forsvarsminister Orla Møller den 9. maj 1975 (bilag 332, side 7-8) bliver ikke fulgt Op, og betragtningen gøres først gæl- dende i den af ham udfærdigede stævning.

Selv om tidsfristen måtte være knyttet til idékonkur- renoen, må opgivelsen, der har været berettiget, medføre, at brugsforholdet herefter har kunnet opsiges med rimeligt varsel. Dette er som nævnt sket.

De planlægningsmæssige forudsætninger for Christianias afvikling er Opfyldt gennem'vedtagelse af den for Københavns kommune bindende byplan for området. Overfredningsnævnets afslag på dispensation fra beskyttelseslinjerne medfører ikke, at byplanen bliver ugyldig, men alene at bebyggelseSplanen må tillempeSf

Med hensyn til Christianias anbringender om mislighol- delse af aftalerne har kammeradvokaten som hovedsynSpunkt anført, at en eventuel misligholdelse - hvad enten den gøres gældende som anbringende i forbindelse med Spørgsmålet om brugsrettens ophør eller som begrundelse for de selvstændige påstande 2) a) og b) - er uden betydning for bedømmelsen af sagens hovedspørgsmål, idet en eventuel misligholdelse i hvert fald ikke kan danne grundlag for en forlængelse af fristen for brugsrettens ophør.

Der kan ikke tales om misligholdelse af statens for- pligtelse til normalisering. Dels er dette begreb i sig selv uklart, dels har forsvarsministeriet på mødet den 14. juni 1973 alene givet tilsagn om at "søge" forholdene normaliseret, hvilket også er forsøgt.

Hvad angår tanken om et socialt eksperiment, må den siges at være gennemført, hvis man bruger ordet i dets triviale betydning. Der kan ikke være tænkt på eksperiment i videnskabe- lig forstand; man kan ikke forestille sig, et videnskabeligt uddannede offentlige underSøgere ville blive modtaget i Christiania, som stedse har hævdet at ville leve på egne be- tingelser og altid har vist modvilje mod enhver, der udøver en offentlig funktion. Selv om der ikke er foretaget nogen egent- lig "evaluering", har eksperimentet dog vist sig at være af væsentlig værdi, blandt andet som genstand for adskillige videnskabelige analyser. Også for eksperimentets vedkommende gælder, at man ville "søge" at give bosættelsen i området karakter af socialt eksperiment. Dette forsøg er foretaget. Omtalen af en idekonkurrence på mødet den 14. juni 1973, som gengivet i bilagene 10, 11 og M, giver ikke grundlag for en påstand om, at der er givet Christiania et tilsagn derom. Christiania var da heller ikke repræsenteret under de møder, hvor udskrivningen af idékonkurrencen blev forberedt.

Som allerede anført er de planlægningsmæssige forud- sætninger for Christianias afvikling opfyldt gennem den ved- tagne byplan. Ved indgåelsen af den foreløbige aftale af 31. maj 1972 (bilag llh) regnede man med, at afhændelsen af områ- det var nær forestående, og i så fald kunne der ikke for- ventes at foreligge nærmere planlægning vedrørende områdets anvendelse. Nu fandt der ikke salg sted som forudset, og i mellemtiden er der vedtaget en gyldig byplan!

Forsvarsministeriet har ikke nogen retlig forpligtelse til at tilvejebringe bestemte socialpolitiske forudsætninger for Christianias rømning. Dermed være ikke sagt, at forsvars- ministeriet ikke er indstillet på at tage sådanne hensyn i betragtning. Det var blandt andet årsagen til afholdelsen af mødet den 9. maj 1975 og nedsættelsen af den såkaldte Gyda-gruppe. For så vidt angår beboernes almindelige bolig- behov må der peges på, at der ikke består nogen egentlig genhusning5pligt; det ville heller ikke være tilfældet, der- som grundlaget for beboelsen havde været slumstormerkontrakter. Omfanget og karakteren af de foranstaltninger, der er påkræ- vede for at hjælpe de særligt socialt udsatte, kan først be- dømmes på det tidspunkt, da rømningen skal gennemføres, idet behovet veksler i takt med beboernes ti1- og fraflytning. Problemerne må til den tid klares efter den sociale bi- standslovgivning. Kommer det til en fogedsag, vil nutidens humane praksis sikre en lempelig løsning. Særlig vedrørende påstand 2) a) og b) har kammeradvokaten fremhævet, at Christiania-området omfatter en række bygninger, som aldrig har været bestemt til beboelse eller til erhvervs- mæssig benyttelse men er blevet taget i brug dertil af Christianitterne. Fra Christianias side har man imidlertid ikke gjort sig tilstrækkelig klart, at det følger af Københavns byggelovs 5 2, at bygningerne herefter i princippet skal op- fylde alle de krav, som bygningslovgivningen stiller til ny- bygninger, der bruges til sådanne formåft Det er denne situation, daværende forsvarsminister Erling Brøndum havde for øje, da han afgav redegørelsen af 25. april 1974 (bilag 41), hvori ud- gifterne til Opfyldelse af disse krav blev anslået til ca.

19 millioner kr. De h60.ooo kr. fra Christiania-udvalgets arbejdsgruppes undersagelse, som dannede grundlag for for- svarsminister Orla Møllers ansøgning af 17. marts 1975 (bilag 78) til folketingets finansudvalg, vedrørte alene den nød- tørftige istandsættelse uden hensyn til bygningernes Ulovlige brug, jfr. Københavns byggelovs & 61.

Spørgsmålet om magtfordrejning kan overhovedet kun ind- drages i sagerne,.såfremt Christiania tilvejebringer op- 1ysninger, som på forhånd peger i den retning, og det er ikke sket. Kommunens eventuelt udviste magtfordrejning, der må bestrides, ville iøvrigt falde uden for de foreliggende sager. Der kan heller ikke være tale om magtfordrejning fra for- svarsministeriets side, allerede af den grund at ministeriet alene har handlet som privat grundejer.

Påstand 2) b) er i realiteten et krav om en vejledende udtalelse fra domstolene om et abstrakt Spørgsmål. Nedrivnings- beslutningen er aldrig ført ud i livet, og ansøgningen til finansudvalget er for længst bortfaldet. Denne påstand bør afvises. Forsvarsministeriet kan ikke være uenig i, at den foreløbige aftale af 31. maj 1972 samt udfaldet af mødet den 14. juni 1973 udgør bindende retsgrundlag for forholdet mellem staten og Christiania. Der er imidlertid ikke fra Christianias side givet nogen begrundelse for, at dette anbringende gøres til en særskilt påstand, som Christiania skulle kunne kræve optaget i en domskonklusion.

Kammeradvokaten, der ikke mener, at spørgsmålet er af retlig betydning, bestrider ikke rigtigheden af de fremførte oplysninger om Christianias virkelighed.

I anledning af det således fremførte skal landsretten udtale følgende:

Der er under sagerne foretaget en omfattende dokumentation og bevisførelse til belysning af, hvorledes Christianias brugsret til området er blevet udnyttet, og hvilke resultater der er opnået herved. Dette skyldes, at det under argumentationen fra Christianias side har været et bærende synspunkt, at Christianias brugsret ikke blot beror på en ensidig disposition fra forsvarsministeriets side, men har karakter af et gensidigt retsforhold, hvor begge parter har såvel rettigheder som pligter. Det er endvidere særlig i disse sager, hvor betydningsfulde dele af bedømmelsesgrundlaget ikke er skriftligt nedfældet, af værdi at få nøje kendskab til sagernes baggrund. Endelig har Christiania været genstand for en så betydelig offentlig interesse, der blandt andet har givet sig udtryk i adskillelige debatter i folketinget, i videnskabelige undersøgelser og i henvendelser fra udlandet, at en klarlæggelse under judicielle former af Christianias forhold har været naturlig.

Den stedfundne bevisførelse har peget i retning af, at Christiania i den forløbne tid har udviklet samlivsformer, hvorunder også socialt, psykisk og fysisk vanskeligt stillede personer har kunnet udfolde sig og udvikle sig i positiv retning på en måde, der ikke har været dem mulig på egen hånd eller under hidtil anvendte behandlingsformer. Dette medfører imidlertid ikke, at retten er friere stillet ved sin vurdering af sagernes retlige problemer, end hvad der følger af sædvanlige principper for bevisbedømmelse og retsanvendelse.

Den retlige vurdering af sagerne findes at måtte foretages i lys af den kendsgerning, at bosættelsen i Christiania oprindelig skete gennem en ulovlig besiddelsestagen, som ejeren af arealet af praktiske grunde affandt sig med og søgte nærmere reguleret gennem forhandlinger, der førte til den foreløbige aftale af 31. maj 1972. Denne aftale kan hverken efter sin tilblivelse eller sit nærmere indhold betragtes som en lejekontrakt eller iøvrigt ligestilles med en sådan gensidig bebyrdende aftale.

Den i den føreløbige aftale af 31. maj 1972 omtalte forhandling om nedrivning og drøftelse af andre problemer mellem Christiania og myndighederne var et naturligt middel til yderligere normalisering, men der kan ikke deraf udledes nogen generel forhandlingspligt, hvis tilsidesættelse skulle kunne bevirke ugyldighed af dispositioner, som ikke er resultat af forudgående drøftelse med Christiania. Der er heller ikke grundlag for at antage, at der med den foreløbige aftale er tilsagt beboerne en fortsat brug, indtil anden anvendelse af arealet er blevet aktuel.

Udfaldet af mødet i kulturministeriet den 14. juni 1973 ændrer ikke forholdets ensidige karakter. Den omstændighed, at Christianias benyttelse af bygningerne på området har sikret dem mod hærværk og medvirket til deres bevaring, og at Christianias eksistens har sparet det offentlige for nogle sociale udgifter, ændrer heller ikke forholdets ensidige karakter, idet der ikke derved er ydet noget vederlag i retlig forstand.

Ved bedømmelsen af en sådan ensidig disposition får betragtningerne over, hvem der bør bære den bevismæssige risiko for mangelfuld skriftlig fiksering af retsgrundlaget, herefter mindre betydning, idet de i så henseende fra Christianias side fremførte synspunkter først og fremmest vedrører gensidig bebyrdende forhold.

Folketingets beslutninger vedrørende Christiania indgår ikke i rettens bedømmelsesgrundlag og har ikke karakter af direktiver til domstolene.

Sagernes hovedspørgsmål, hvorvidt Christiania kan kræves rømmet, derunder hvorvidt rømningen har kunnet kræves pr. 1. april 1976, kan ikke entydigt løses på grundlag af oplysningerne om indholdet af regeringsbeslutningen af 6. marts 1973 og udfaldet af mødet i kulturministeriet den 14. juni 1973.

Det fremgår af artikler i "Ordkløveren", at beboere i Christiania gennem forsvarsminister Kjeld Olesens og økonomi- og budgetminister Per Hækkerups udtalelser i folketinget - og muligt på anden måde - var bekendt med, at der af regeringen den 5. og 6. marts 1973 var truffet beslutninger om arealet, og at disse beslutninger blev forstået som en sikring af Christianias eksistens i 3 år, uden at perioden i de nævnte artikler blev sat i forbindelse med varigheden af en idékonkurrence. Da det efter bevisførelsen må lægges til grund, at direkte meddelelse om regeringens beslutninger først er givet til Christiania på mødet den 14. juni 1975, findes der imidlertid ikke at kunne tillægges artiklerne i "Ordkløveren" væsentlig bevismæssig betydning.

Ministrenes gengivelse på mødet den 14. juni 1973 af de af regeringen i marts'måned trufne beslutninger findes med føje at have kunnet opfattes af Christianias repræsentanter som et tilsagn om, at Christianias beboere kunne bruge arealet i et vist tidsrum. Længden af dette tidsrum blev sat i forbindelse med varigheden af idékonkurrencen og angivet til 3 år; men det kan ikke anses for godtgjort, at der på mødet fra ministrenes side fremkom nogen klar tilkendegivelse om, at brugsretten uden videre ophørte den 1. april 1976, når der var forløbet 3 år fra regeringsbeslutningen.

Meddelelsen på mødet den 14. juni 1973 om regeringens beslutning om udskrivning af en idékonkurrence om arealets anvendelse er ikke noget løfte til Christiania; den senere opgivelse af idékonkurrencen er derfor ikke en misligholdelse, som Christianias beboere kan støtte nogen ret på.

Selv om det - efter det på mødet den 14. juni 1973 passerede - havde været naturligt, om der var blevet givet Christiania meddelelse om opgivelsen af idékonkurrencen og den dermed ændrede forudsætning for tilsagnet om brugsret til arealet, findes denne undladelse dog ikke at kunne afskære forsvarsministeriet fra med rimeligt varsel at opsige brugsretten til ophør med udløbet af den 3-års periode, som en idékonkurrence ville have taget. Opsigelsen kunne afgives uden forudgående forhandling, idet forsvarsministeriet - som anført foran - ikke kan anses for at have tilsagt Christiania nogen særlig forhandlingsret, og da en almindelig forhandlings- eller høringsret heller ikke kan udledes af forvaltningsretlige grundsætninger.

Da forsvarsminister Orla Møllers udtalelser på mødet den 9. maj 1975 med repræsentanter for Christiania og i alt fald ministerens skrivelse af 30. september 1975 indeholdt en utvetydig og bestemt tilkendegivelse af, at forsvarsministeriet ønskede Christianias benyttelse af området bragt til ophør med udgangen af marts måned 1976, findes brugsretten med passende varsel at være opsagt pr. 1. april 1976.

For så vidt det fra Christianias side er anført, at de planlægningsmæssige forudsætninger for opsigelsens afgivelse ikke har været til stede, bemærkes, at der ganske vist forelå en af kommunen vedtaget byplan, men at der endnu ikke var udarbejdet nogen bebyggelsesplan, og at det iøvrigt af forsvarsministerens redegørelse i folketinget den 19. februar 1976 fremgår, at den fysiske påbegyndelse af nybyggeri kræver yderligere en tidsperiode til detailprojektering. Ud fra en rent samfundsmæssig betragtning kunne det nok forekomme betænkeligt at nedlægge Christiania med den konsekvens, at arealet derefter i nogen tid kom til at henligge uudnyttet, men en vurdering heraf ligger udenfor domstolenes kompetence.

Når det fra Christianias side yderligere er anført, at de socialpolitiske forudsætninger for en rømning af Christiania ikke har været til stedet bemærkes, at retten ikke heri finder noget grundlag for at tilsidesætte forsvarsministeriets opsigelse af brugsretten. Der består ikke for forsvarsministeriet nogen pligt til genhusning af Christianias beboere. Sagerne drejer sig om det principielle spørgsmål om brugsrettens ophør, og der kan først ved en eventuel tvangsfuldbyrdelse blive spørgsmål om den praktiske løsning af de sociale problemer, som er knyttet til en rømning af Christiania.

Når det fra Christianias side endelig er gjort gældende, at der er sket misligholdelse af et meddelt tilsagn om at give Christiania status af et socialt eksperiment, stemmer dette med, at der på mødet den 14. juni 1973 blev givet Christiania tilsagn om, at der skulle søges givet bosættelsen karakter af et socialt eksperiment. Foreløbig bemærkes, at en misligholdelse i så henseende i hvert fald ikke kunne anfægte selve opsigelsen.

Der vil herefter, for så vidt angår spørgsmålet om Christianias rømning, være at give dom i overensstemmelse med forsvarsministeriets påstande.

Med hensyn til Christianias påstand 2) i sag nr. 443/1975 bemærkes, at tilsagnet om at søge givet bosættelsen i området karakter af socialt eksperiment ikke med føje af Christiania har kunnet opfattes som vedrørende et egentligt, videnskabeligt eksperiment med heraf følgende overvågning og registrering ved hjælp af særligt sagkyndige og en efterfølgende evaluering. Det har derimod måttet forstås som et tilsagn om at søge gennemført et eksperiment i mere gængs forstand, således at der blev givet plads for en fri, eksperimenterende livsform og åbnet mulighed for, at interesserede fagfolk i samarbejde med Christiania kunne gøre iagttagelser. Ud fra denne forståelse af tilsagnet foreligger der ikke nogen misligholdelse fra forsvarsministeriets side.

Specielt vedrørende påstand 2) a) bemærkes, at forsvarsministeriet hverken ved den foreløbige aftale af 31. maj 1972 eller på andet grundlag har påtaget sig en almindelig pligt overfor beboerne i Christiania til at istandsætte og vedligeholde bygningerne og disses installationer. Efter brugsrettens særegne karakter tilkommer der heller ikke beboerne nogen ret til selvstændig påtale vedrørende de krav, som Københavns kommune som bygningsmyndighed har pålagt forsvarsministeriet som grundejer at opfylde. Det ligger udenfor denne sag at tage stilling til, om forsvarsministeriets adfærd har været retsstridig i forhold til bygningsmyndighederne.

Forsvarsministeriet vil herefter for så vidt være at frifinde.

Specielt med hensyn til påstand 2) b) bemærkes, at der ikke er fremført Oplysninger, som gør det antageligt, at forsvarsministeriets beslutning om nedrivning af bygninger i Christiania har haft nogen indflydelse på det sociale eksperiment i den ovenfor fastslåede betydning. Da beslutningen dernæst ikke er ført ud i livet og nu er bortfaldet, kan Christiania efter afgørelsen af sagernes hovedspørgsmål ikke have nogen retlig interesse i at få denne påstand påkendt af domstolene.

Påstanden vil herefter være at afvise.

Påstand 3), der er en gengivelse af forsvarsminister Orla Møllers foran citerede udtalelse i folketinget den 10. april 1975, indeholder ikke noget bestridt udsagn. Der er ikke godtgjort nogen retlig interesse i, at dette udsagn optages i dommens konklusion.

Påstanden vil herefter være at afvise.

Som følge af det anførte gives der dom i sagerne nr. 443/1975 og a.s. nr. 142/1976 som nedenfor bestemt.

Under hensyn til sagernes særlige karakter forholdes med omkostningerne i sagerne som ligeledes nedenfor bestemt.

T h ik e n d e sf o rr e t :

Forsvarsministeriet frifindes for de af fristaden Christiania under sag nr. 443/1975 nedlagte påstande 1) og 2)a), medens fristaden Christianias andre påstande i sagen afvises.

Fristaden Christiania tilpligtes uden varsel at rømme samtlige arealer og bygninger indenfor fristadens område, matrikelnumrene 314 A1, 314 B, 314 C, 314 D, 397 og 397 B, Christianshavn kvarter samt umatrikulerede arealer.

Københavns byrets fogedafdelings kendelse af 11. juni 1976 - a.s. nr. 142/1976 - ændres, således at forsvarsministeriets begæring om umiddelbar fogedforretning til udsættelse af samtlige beboere indenfor fristaden Christianias område tages til følge.

Ingen af parterne i sagerne betaler omkostninger til den anden part eller til statskassen.

(sign.)
---

Udskriftens rigtighed bekræftes
Østre Landsrets kontor, den. 15. FEB 1977

(sign.)
Vibeke Pedersen
Assistent