Catullus 8

Digt 8

Miser Catulle, desinas ineptire,
et quod vides perisse perditum ducas.
Fulsere quondam candidi tibi soles,
cum ventitabas quo puella ducebat
amata nobis quantum amabitur nulla.
Ibi illa multa cum iocosa fiebant,
quae tu volebas nec puella nolebat,
fulsere vere candidi tibi soles.
Nunc iam illa non vult: tu quoque impotens noli,
nec quae fugit sectare, nec miser vive,
sed obstinata mente perfer, obdura.
Vale puella, iam Catullus obdurat,
nec te requiret nec rogabit invitam.
At tu dolebis, cum rogaberis nulla.
Scelesta, uae te, quae tibi manet uita?
Quis nunc te adibit? cui videberis bella?
Quem nunc amabis? Cuius esse diceris?
Quem basiabis? Cui labella mordebis?
At tu, Catulle, destinatus obdura.

Fri oversættelse

Stakkels Catul, du skal holde op med at opføre dig som en tåbe
og det som du ser er ødelagt skal du anse for tabt.
Engang strålede de lysende sole for dig
når du kom hvor pigen dig førte
Elsket af os som ingen anden vil blive elsket
Der skete dengang de mange sjove ting
som du ønskede, og som pigen ikke afslog.
I sandhed strålede de lysende sole for dig
Nu vil hun ikke mere, og du skal også holde op, afmægtig som du er
Jag ikke hende, der flygter fra dig, lev ikke ulykkeligt
men med stædigt sind hold ud, gør dig hård.
Farvel pige, allerede nu er Catul hård
og han vil ikke bede dig der er uvillig.
Men du vil smertes, når du ikke bliver inviteret ud af nogen
Forbryderske, ve dig, hvilket liv er tilbage for dig?
Hvem skal nu opsøge dig? For hvem synes du smuk?
Hvem vil du elske? Hvis er du nu?
Hvem vil du kysse? Hvis læber vil du bide?
Men du, Catul, gør dig hård med fastsat sind.