Carl Georg Holck: Den danske Statsforfatningsret/§ 62
Fjerde Underafsnit.Om andre Grene af Kongens udøvende Magt.
§ 62.Om Kongens Myntret.
Ifølge Grl. § 28, s. Grl. 1849 § 33, Forfl. 1855 § 51, Grl. 1863 § 53, har Kongen Ret til at lade slaae Mynt i Henhold til Loven. Under Lovgivningsmagten henhøre navnlig Bestemmelser om Myntens Lødighed og Gehalt, s. Lov 4. Juni 1856, Skr. 29. April 1854, s. Udkast til Myntlov i Rigsraadstidende 2. ordentlige Samling Anhang A 1235 ff., om nye Inddelinger af Mynten, s. Folkethingstidende 5. Session 3167—68, 3171—72, jfr. dog Bkg. 10. Febr. 1854, samt om Inddragelse af hidtil gjældende Myntsorter, s. Lov 2. April 1855; endelig er ogsaa en Lov antaget for nødvendig til en forandret Benævnelse af den gjældende Myntfod, s. L. 10. Febr. 1854. Derimod er det Kongen, som lader Mynten slaae i sit Navn, som bestemmer Udmyntningens Størrelse, s. dog Rigsraadstidende 1. ordentlige Samling Anhang B 485, og som fastsætter Myntens Præg, s. Bkg. 16. Febr., 25. Apr., 8. Sept 1854, 2. Aug., 24.Dec. 1856, 18. Juni 1857, 17. Marts, 4. Mai 1864, 1. Sept. 1866. Imidlertid maae de med Myntningen forbundne Udgifter bevilges ved Finantsloven. De lovlig kourserende Mynter skulle med Undtagelse af Guldmynterne modtages som tvunget Betalingsmiddel saavel mellem Mand og Mand, som i de kongelige Kasser, dog med en vis Begrændsning for de mindre Mynters Vedkommende, s. Fdn. 31. Juli 1818 §§ 7, 8.
Kongens Ret til at slaae Mynt indbefatter ikke Ret til at udstede Pengerepræsentativer. Ved Oktroi 4. Juli 1818 § 42 er det nemlig tilsagt Nationalbanken, at der, saalænge dens Oktroi er gjældende, s. Oktroiens § 58, ikke fra Statens Side skal blive udgivet eller meddelt Tilladelse til at udgive noget repræsentativt Betalingsmiddel, men at der imod Nationalbankens Sedler skulle være det eneste, der som saadant skal kunne være gjældende mellem Mand og Mand og modtages ved Kongens og andre offentlige Kasser. En Betingelse for Bankens Eneret maa det herefter antages at være, at Repræsentativet har Karakteren af et tvunget Betalingsmiddel, og hertil kan det ikke fordres, at det baade skal modtages mellem Mand og Mand og i de offent lige Kasser, men det maa være tilstrækkeligt, at det mod tages i de offentlige Kasser, idet det ogsaa i dette Tilfælde fremtræder som tvunget Betalingsmiddel, s. Fundats 5. Jan. 1813 § 1. Et Repræsentativ, der ikke i nogen Henseende har Karakteren af et tvunget Betalingsmiddel, vil derfor frit kunne udstedes af Staten. Efter Sammenhængen med den i Oktroien 1818 § 42 paaberaabte Fundats 5. Jan. 1813 § 1 synes det derhos at maatte forudsættes, at Repræsentativet lyder paa Ihændehaveren, og at det ikke er rentebærende. Et rentebærende Papir synes ogsaa at have Mere tilfælles med en Obligation, end med et Repræsentativ, lige som det ogsaa paa Grund af Vanskelighederne ved Rentens Beregning mindre let og hyppigt vil blive omsat og følgelig ikke i nogen væsentlig Grad skade Bankens Sedler. Ligesom imidlertid disse Betragtninger tabe Endel af deres Vægt, naar Forskrivningen lyder paa en forholdsvis ringere Sum, saaledes synes det ogsaa efter de almindelige Udtryk i Oktroien 1818 § 42 betænkeligt, ubetinget at udelukke Dokumenter, der i det Hele eller tildels skulle have Karakteren af et tvunget Betalingsmiddel, fra Begrebet om et Repræsentativ, blot fordi de bære Rente. Der kan derfor være Anledning til ogsaa med Hensyn til Repræsentativer af denne Beskaffenhed at indrømme Banken Eneret til deres Udstedelse, i alt Fald, naar deres paalydende Sum ikke er større, end at de kunne betragtes som Omløbsmidler, s. Skr. 25. Juni 1851 med Anm. Med Hensyn til de rentebærende Kreditbeviser, som udstedtes i Henhold til Fdn. 5. Juni 1848, Lov 15. Mai 1850, 27. Jan. 1851, 26. Aug. 1864, jfr. Bkg. 30. Sept. s. A. og 27. Marts 1866, jfr. Bkg. 18. Sept. s. A., som lød paa indtil 100 Rd., s. dog Bkg. 18. Sept. 1866, og som skulde modtages i de kongelige Kasser, men ikke mellem Mand og Mand, blev ogsaa Bankbestyrelsens Samtykke til det sidstnævnte Punkt indhentet, s. Fdn. 1848 § 4, L. 1850 § 13, 1851 § 14, 1864 § 3, 1866 § 3.
Nationalbankens Sedler skulle modtages saavel mellem Mand og Mand, som i de kongelige Kasser, s. Fundats 5. Jan. 1813 § 4, Oktroi 4. Juli 1818 §§ 19, 20, Pl. 13. Mai 1845. Til Udstedelsen af nye eller Inddragelsen af gamle Sedler udfordres ikke Rigsdagens Samtykke, s. Bkg. 3. Dec. 1850, 25. Sept. 1860, 5. Jan. 1866, mfl. Derimod synes en Forøgelse af den cirkulerende Seddelmasse kun at burde skee ifølge Lovhjemmel, hvilket dog ikke er anerkjendt af Regeringen, s. Reskr. 4. Okt. 1854, 21. Okt. 1859.