Carl Georg Holck: Den danske Statsforfatningsret/§ 55
Andet Underafsnit. Om den udøvende Magts Virksomhed, forsaavidt den berører Lovgivningen.
§ 55.Om Kongens Myndighed med Hensyn til Lovens Fuldbyrdelse[1]).
Ifølge den i Grl. § 24 udtalte, med Sagens Natur og almindelige, konstitutionelle Regler stemmende Forskrift har Kongen at drage Omsorg for Lovens Fuldbyrdelse. Skjøndt den omtalte Forskrift i Grl. § 24 efter Ordføiningen kun synes at sigte til de af Rigsdagen vedtagne og af Kongen stadfæstede Love, kan det dog ikke betvivles, at den nævnte Myndighed maa tilkomme Kongen med Hensyn til alle ogsaa ældre Love, der behøve en saadan Fuldbyrdelse. Paa den anden Side maa Reglen i Grl. § 24 opfattes med den Begrændsning, som følger af Sagens Natur og den almindelige Lovgivnings Regler. Om mange Love gjælder det nemlig, at de ikke behøve nogen særegen Fuldbyrdelse, eller at denne maa foretages af andre Autoriteter. Hvad saaledes de Love angaaer, der ordne de privatretlige Forhold mellem Mand og Mand, vil det i Reglen beroe paa den ved kommende Berettigede, om han vil gjøre sin Ret gjældende eller ikke, og i første Fald er det de judicielle Autoriteter, der paa hans Begjæring have saavel at anvende Loven paa det foreliggende Tilfælde, som at bringe den trufne Afgjørelse i Udførelse. Fremdeles er det paa Strafferettens Omraade Domstolenes Sag at anvende Straffeloven, og efter Grl. §§ 80 og 81 skulle endog de foreløbige Afgjørelser om den Sigtedes Fængsling og om Husundersøgelser m. V. træffes ved en Retskjendelse. Den udøvende Magts Virksomhed indskrænker sig derfor her til at drage Omsorg for, at de under offentlig Paatale henhørende Lovovertrædelser bringes under Domstolenes Paakjendelse, samt til at fuldbyrde de idømte Straffe og bestyre Straffeanstalterne. En stor Mængde Anliggender, der i og for sig ere af administrativ Natur, ere endelig unddragne fra den almindelige, udøvende Magts Omraade og henlagte under Statsborgernes egen Raadighed, saa at den almindelige Statsmagt ind skrænkes til et Tilsyn. Hertil henhøre navnlig de kom munale Anliggender, s. Grl. § 91. Ligeledes ledes Rigsdagsvalgene fornemmelig af Kommunalbestyrelserne, dog under Regeringens Tilsyn og Medvirkning, s. Valglov 12. Juli 1867 §§ 8, 23 fif., 52, 56, 57, 59, 66, jfr. §§ 79, 90, og under Forbehold af det paagjældende Things Ret til at afgjøre Valgets Gyldighed, s. Grl. § 54. Undertiden kan Fuldbyrdelsen af en Lov indskrænke sig til, at Regeringen træffer en vis Foranstaltning, medens det overlades til de paagjældende Private selv, om de ville benytte den eller ikke, s. f. Ex. Afløsningsloven 4. Juli 1850.
Som en Lov, der henhører under den udøvende Magts egentlige Fuldbyrdelse, maa først og fremmes nævnes den aarlige Finantslov, s. Grl. §§ 48, 49. Fuldbyrdelsen af denne Lov har imidlertid en særegen Karakter, navnlig med Hensyn til de paa Finantslovens Udgiftsside bevilgede Beløb, idet Bevilgelsen af disse hyppig ikke medfører nogen Forpligtelse, men kun en Berettigelse for Regeringen til at afholde de paagjældende Udgifter, medens paa den anden Side de bevilgede Beløb i Almindelighed ikke bør overskrides og ei heller uden Fornødenhed fuldstændig anvendes[2]). Ligeledes henhøre under den udøvende Magts Fuldbyrdelse de i Grl. § 47 nævnte Love om Paalæggelse eller Forandring af Skatter, Udskrivning af Mandskab, Optagelse af Statslaan og Afhændelse af Domainer. Adskillige af disse Love ville dog i Almindelighed kun meddele Regeringen en Bemyndigelse til at foretage Noget, hvis dette efter Omstændighederne skulde findes nødvendigt eller hensigtsmæssigt, og kræve saaledes ikke nødvendigvis en Fuldbyrdelse af Loven, s. saaledes Lov 9. Marts 1850 om et nyt Statslaan, foreløbig Lov 4. Juni 1864 om Stiftelsen af en svævende Statsgjæld, Love 26. Aug. 1864, 27. Marts 1866 om Udstedelsen af Kreditbeviser, Lov 10. Mai 1867 om Salg af Snoghøi Færgegaards Jorder, mfl. Undertiden kunne ogsaa Love af anden Beskaffenhed indskrænke sig til at med dele Regeringen en saadan Bemyndigelse, s. Lov 24. April 1850. Endelig er det den udøvende Magts Sag at sørge for Fuldbyrdelsen af de Love, der ordne Statens Virksomhed for de forskjellige administrative Anliggender, saasom Lovene om Undervisningsvæsenet, Fattigvæsenet, Veivæsenet, Havne- og Fyrvæsenet, Forsvarsvæsenet, osv. Imidlertid indskrænkes Regeringens Virksomhed i saa Henseende med Hensyn til adskillige af disse Anliggender væsentlig derved, at de ganske eller tildels ere henlagte under Kommunalbestyrelserne, s. navnlig Landkommunallov 6. Juli 1867, to Veilove 21. Juni 1867, mfl.
Efter Grl. § 24 er det Kongen, der har at drage Omsorg for Lovens Fuldbyrdelse. Imidlertid er der Intet til Hinder for, at det ved selve Loven kan overdrages en enkelt Minister eller en anden Autoritet at træffe de fornødne Foranstaltninger til Lovens Gjennemførelse, s. f. Ex. Lov 28. April 1850 § 3, Lov om Forlagsvæsenet 4. Marts 1857 § 10, Lov om Retsbetjentes Lønning 19. Febr. 1861 § 10, Lov om Hærens Ordning 6. Juli 1867 § 185, Lov om Høiesterets Domsgrunde 8. Marts 1856 § 5. Forsaavidt nogle af disse Love bemyndige den paagjældende Minister til at afgjøre alle i Anledning af Lovens Gjennemførelse opstaaende Spørgsmaal, er Betydningen heraf, at det overlades den paagjældende Minister paa sit Ansvar at træffe den fornødne Afgjørelse, uagtet Tilfældet maaske ellers efter de gj ældende Bestemmelser skulde have været forelagt Kongen til umiddelbar Afgjørelse. Herved er imidlertid kun tænkt paa Foranstaltninger og Afgjørelser af administrativ Natur, og det er ingenlunde Meningen med hin Bemyndigelse at overdrage Ministeren at afgjøre saadanne Spørgsmaal, som efter deres Natur henhøre under Domstolenes Paakjendelse. Disses Kompetence kan kun antages udelukket, naar dette udtrykkelig tilkjendegives i Loven, s. f. Ex. Lønningslov for Ministeriernes Embedsmænd 31 Marts 1860 § 9, for Embedsmænd under Ministerierne 19. Febr. 1861 § 7.
I Kongens Ret til at drage Omsorg for Lovens Fuldbyrdelse er ikke indbefattet nogen Ret til at bestemme, naar Loven skal træde i Kraft. Naar dette skal skee, beroer nærmest paa Lovens egen Bestemmelse. Jevnlig vil Loven selv bestemme det Tidspunkt, naar den skal træde i Kraft, s. f. Ex. Næringslov 29. Dec. 1857 § 101, Stempellov 19. Febr. 1861 § 92, Straffelov 10. Febr. 1866 § 305, i hvilket Fald Loven dog strax bør kundgjøres paa lovbefalet Maade. Undertiden overlades det dog Regeringen at bestemme, naar Loven skal træde i Kraft, navnlig naar dette ikke kan skee, førend visse Foranstaltninger ere trufne, s. Lov om den vestindiske Landsoverret 15. Febr. 1857 § 8, Lov om svenske Domme 19. Febr. 1861 § 8, Lov om Kjøbstædernes kommunale Beskatning 11. Febr. 1863 § 19. Indeholder Loven, hvad der er det hyppigste Tilfælde, ingen Udtalelser af den angivne Art, maa den træde i Kraft strax ved Kundgjørelsen, og denne bør da foregaae snarest muligt.
Naar Loven selv har bestemt det Tidspunkt, til hvilket den skal træde i Kraft, synes Regeringen ikke berettiget til ved en simpel, kongelig Resolution at give Henstand med Lovens Udførelse, men hertil maa der uden Tvivl udkræves en foreløbig eller endelig Lov. Meddelelsen af en saadan Udsættelse vilde nemlig indeholde en meget indgribende Undtagelse fra Lovens Bud, der efter Grl. § 27 ikke vil kunne meddeles af Administrationen, medmindre den har Hjemmel i de før 5. Juni 1849 gjældende Regler; men ligesom der ikke før Grl. 1849 existerede nogen i Lov, Resolution eller Praxis grundet Regel om Meddelelsen af en saadan Udsættelse, saaledes vilde en saadan, forsaavidt den overhovedet maatte være meddelt, uden Tvivl nærmest være at opfatte som hvilende paa en Lovgivningsakt. En saadan Myndighed hjemles heller ikke ved Grl. § 24; thi den Ret til at drage Omsorg for Lovens Fuldbyrdelse, som her tillægges Kongen, er tillige en Pligt, og de Foranstaltninger, som i saa Henseende træffes, maae holde sig indenfor den ved Loven dragne Grændse. Det kan derfor ikke billiges, naar den ved Pl. 7. Febr. 1845 fastsatte Frist af 5 Aar, efter hvilke dens Bestemmelser om Arbejdsvognes Indretning i Kjøbenhavn skulde træde i Kraft, ved en kongelig Resolution 23. Dec. 1849[3]) blev forlænget indtil 1. Juli 1850. Kun hvor Regeringen selv i Henhold til den ved Loven given Bemyndigelse har fastsat det Tidspunkt, da Loven skal træde i Kraft, synes denne Bestemmelse, saalænge det fastsatte Tidspunkt endnu ikke er kommet, at kunne tilbagekaldes ved en Regeringsanordning.
At en Forlængelse af en temporair Lovs Gyldighed udover den i Loven fastsatte Tid kun kan skee ved en Lovgivningsakt, behøver ikke nærmere at begrundes, s. f. Ex. Lov om Sundhedsvedtægter 29. Dec. 1862 § 1. Naar der ved de paa blotte kongelige Resolutioner støttede Bekjendtgjørelser 30. Aug. 1856 og 23. Dec. 1857 blev tillagt Bestemmelserne i Lov 28. Jan. 1856 forlænget Gyldighed, grundede dette sig paa den særlige, i Lovens § 5 indeholdte Bemyndigelse.