Carl Georg Holck: Den danske Statsforfatningsret/§ 156
Andet Afsnit. Om det statsborgerlige Forhold i egentlig Forstand eller det undersaatlige Forhold.
§ 156. Begreberne Undersaat og Statsborger.
Til Undersaat kan henføres Enhver, der er en vis Statsmagt undergivet, og dansk Undersaat er da den, der er den danske Statsmagt undergivet. Det undersaatlige Forhold kan imidlertid være mere eller mindre fuldstændigt. Til Undersaatter kunne nemlig henregnes ikke blot de faste Undersaatter, der have fast Hjem eller bygge og boe i Riget, men ogsaa de, der blot midlertidig opholde sig her og endelig endog de, der slet ikke opholde sig her, men i visse begrændsede Forhold ere den danske Statsmagt undergivne, saasom danske Konsuler i Udlandet, s. med Hensyn til det lignende Forhold, hvori her bosiddende Personer kunne staae til fremmede Stater Fdn. 15. Mai 1834 § 4 Nr. 1, Pl. 25. Sept. 1834, Fdn. 8. Marts 1843 § 5 Nr. 1, jfr. Fdn. 6. Jan. 1857 § 2, Værnepligtslov 2. Marts 1861 § 1, mfl. Derimod kan man neppe til danske Undersaatter henregne dem, der boe og opholde sig i Udlandet, men som staae i Retsforhold her og som Følge heraf i visse Henseender kunne blive de danske Love undergivne, saasom de, der eie Gods, føre Processer eller afslutte Retshandler her i Landet. Under Begrebet dansk Undersaat i strengere Forstand indbefattes derhos kun den, der har fast Hjem i Riget, hvad enten han tillige opholder sig her eller midlertidig er fraværende, s. 1. 1. 5 »Kongens Undersaatter og alle de, som i Kongens Riger og Lande sig opholde eller handle«, smh. med Lovens Fortale.
Begrebet Statsborger i egentlig Forstand svarer til det angivne, snevrere Begreb om Undersaat, s. Lov om danske Skibes Registrering 13. Marts 1867 § 1. Det førstnævnte Udtryk, der betegner Vedkommende som Led af Statsforbindelsen, fremhæver ham nemlig som berettiget ligeoverfor Staten, medens Udtrykket Undersaat mere fremhæver hans Pligter mod Staten. Begrebet Statsborger er iøvrigt noget videre, idet Kongen er Statsborger, men ikke Undersaat. Statsborgerne kunne være aktive eller passive, eftersom de have en lovbestemt Adgang til at deltage i Statsmagtens Udøvelse eller ikke. Fremdeles kunne de være indfødte, der fra Fødselen af have været Statsborgere, eller optagne, der have været Statsborgere i en fremmed Stat, men ere traadte i Statsborgerforhold til den danske Stat. Denne Adskillelse falder ikke sammen med Adskillelsen mellem dem, der have Indfødsret, og dem, der ikke ere i Besiddelse heraf, idet dels de naturaliserede Udlændinge, forsaavidt de overhovedet staae i egentligt Statsborgerforhold til den danske Stat, maae betragtes som optagne Statsborgere, dels den, der ifølge Fødselen har Indfødsret, maa betragtes som optagen Statsborger, naar han efter at have været Borger i en fremmed Stat, atter tager Domicil her, skjøndt hans Indfødsret vil bevirke, at han indtager en eiendommelig Stilling, jfr. ovenfor § 154.
De Personer, der ifølge Folkerettens Regler have Exterritorialitetsret, kunne i intet Tilfælde betragtes som Statsborgere eller Undersaatter.
Udtrykkene »Fremmede« og »Udlændinge« benyttes undertiden i Modsætning til danske Statsborgere og Undersaatter om dem, der ikke have fast Hjem i Riget, s. 1. 2. 23, 3. 2. 2, Pl. 30. Nov. 1821; men i Almindelighed indbefattes dog under de nævnte Udtryk Alle, der ikke ere indfødte Undersaatter, selv om de ere faste Undersaatter, og selv om de ved Naturalisation have faaet Indfødsret, s. Fdn. 1776 §§ 3, 4, 6, 7, 9, Fdn. 30. Marts 1827 § 9, Straffelov § 16, Grl. § 51.