Carl Georg Holck: Den danske Statsforfatningsret/§ 14
Fjerde Kapitel. Begivenhedernes Udvikling indtil Kundgjørelsen 28. Januar 1852.
§ 14.
Efter den i 1848 udbrudte Krig mellem Danmark og Tydskland, s. ovenfor § 11 in fine, havde været afbrudt ved Vaabenstilstanden i Malmø 26. Aug. 1848 og Vaabenstilstanden i Berlin 10. Juli 1849, uden at man havde kunnet opnaae en definitiv Ordning af Stridsspørgsmaalene, enedes de krigsførende Magter d. 2. Juli 1850 i Berlin om at afslutte en saakaldet simpel Fred, hvorved begge Parter forbeholdt sig alle de Rettigheder, der gjensidig tilkom dem før Krigen, uden at nogen Løsning af de omtvistede Spørgsmaal fandt Sted, s. om Fredens Ratifikation D. T. 1850. 1057—58, 1377—78. Efter denne Fredstraktat skulde Kongen af Danmark overensstemmende med Forbundsretten kunne forlange det tyske Forbunds Mellemkomst for at gjenoprette Udøvelsen af sin legitime Autoritet i Holsten, idet han til samme Tid meddelte Forbundet sine Hensigter med Hensyn til Landets Pacifikation. Hvis Forbundet ikke vilde intervenere, eller dets Intervention blev virkningsløs, kunde Kongen udstrække sine militaire Forholdsregler til Holsten. Ved en Protokol af samme Datum fastsattes det, at Slesvig skulde rømmes af de preussiske og neutrale Tropper, som i Henhold til Vaabenstilstandskonventionen 10. Juli 1849 holdt det besat, og at den danske Regering derefter kunde tage de militaire Forholdsregler, som den maatte ansee for nødvendige.
I Henhold til denne Overenskomst besatte de danske Tropper Slesvig og fordreve Insurgenterne, der imidlertid havde sat sig fast i Sydslesvig. Bestyrelsen af Slesvig overdroges ved et Reskr. 11. Juli 1850, jfr. Bekendtgj. 13. Juli a. A. til Kammerherre Tillisch, hvem det paalagdes som overordentlig Regeringskommissair at overtage den civile Styrelse af Hertugdømmet Slesvig, med Bemyndigelse til under Ansvar til Kongen at træffe de Foranstaltninger, som han til Opfyldelse af det ham saaledes betroede Hverv maatte ansee for nødvendige. Regeringskommissairen benyttede sin Myndighed til med Kraft at gjennemføre en Række Foranstaltninger, som navnlig sigtede til at tilintetgjøre den overveiende Indflydelse, som det tydske Sprog under det tidligere Regimente havde vidst at skaffe sig, samt til at bryde de endnu bestaaende Baand, der knyttede Slesvig til eller gjorde det afhængigt af Holsten. I førstnævnte Henseende kan mærkes en Række lokale Anordninger angaaende Kirke-, Skole-, Rets-, og Forretningssproget, der dannede Grundlaget for den Ordning af Sprogforholdene, der senere optoges i et Tillæg til Hertugdømmet Slesvigs Forfatningslov 15. Febr. 1854. I sidstnævnte Henseende kan navnlig fremhæves Oprettelsen af en egen øverste Domstol for Slesvig, s. Bkg. 18. Sept. 1850, jfr. Bkg. 29. Juli s. A., Patent 5. Mai 1852, 6. Febr. 1854, Ophævelsen af det for Ansættelsen i juridiske Embeder i Slesvig foreskrevne, toaarige Studium ved Kiels Universitet, s. Bkg. 21. Nov. 1850, samt Ophævelsen af Toldforskjellen og Toldgrændsen mellem Kongeriget og Slesvig i Forbindelse med Oprettelsen af en Toldgrændse ved Eideren, s. Bkg. 28. Aug., 7. Sept. 1850, jfr. foreløbige Love 25. Aug., 15. Sept. og Lov 22. Dec. 1850. Ved Reskr. 5. Marts, Bkg. 9. Marts 1851 tilbagekaldtes Regeringskommissairens Beskikkelse som saadan, hvorhos han samtidig blev udnævnt til Slesvigsk Minister.
Hvad Ordningen af Monarkiets Forfatningsforhold angaaer, udstedte Kongen under 14. Juli 1850 et Manifest hvori der, foruden en almindelig Amnesti og Stadfæstelse af Embedsmændene i Slesvig, Holsten og Lauenborg, lovedes at saavel den tydske, som den danske Nationalitet i Slesvig skulde erholde de fornødne Garantier, og at Slesvig ikke vilde blive indlemmet i Kongeriet. Derhos udtalte Kongen den Hensigt at sammenkalde ansete Mænd fra Slesvig, Holsten og Kongeriget, for at høre deres Mening angaaende Ordningen af Slesvigs Forhold til Kongeriget paa den ene og Holsten paa den anden Side, s. Manifest 14. Juli 1850, Proklamation s. D. De udnævnte Mænd, der senere sædvanlig betegnedes som Notabler, sammenkaldtes ved forskjellige Reskripter 28. April 1851, s. D. T. 1851. 457, til Møde i Flensborg, hvor der forelagdes dem en, nærmest i eiderdansk Retning affattet Plan til Statens fremtidige Organisation, s. D. T. 1851. 465. Medens denne Plan anbefaledes af næsten alle kongerigske og slesvigske Notabler, foresloge de holstenske Deputerede en væsentlig slesvigholstensk Ordning[1]). Paa Grund af denne Divergents i Anskuelserne, og da de tydske Magter, der tidligere havde Planens Forelæggelse og tildels endog ligefrem bifaldt samme, nu ogsaa modsatte sig dens Gjennemførelse, ansaae Regeringen det ikke for rigtigt at bygge videre paa dette Grundlag, s. Kundgj. 28. Jan. 1852 i Begyndelsen.
Som tidligere anført, var det ved Fredstraktaten 2. Juli 1850 bestemt, at Kongen ikke selv skulde pacificere det oprørske Holsten, men at han i Overensstemmelse med Forbundsretten kunde reklamere det tydske Forbunds Intervention i dette Øiemed. Da det nu ikke lykkedes Kongen ad fredelig Vei at bevæge Holstenerne til Underkastelse, idet den ved Reskr. 28. Juli 1850[2]) af Kongen udnævnte Bestyrelseskommisair for Holsten og Lauenborg ikke kunde skaffe sig Anerkjendelse i Hertugdømmerne, maatte Kongen i September 1850 tage sin Tilflugt til Forbundets Intervention, idet han i Overensstemmelse med Fredstraktaten 2. Juli 1850 § 4 underrettede Forbundet om sine Hensigter med Hensyn til Landets Pacifikation ved at tilstille det Manifestet 14. Juli 1850. Pacifikationen, der forhaledes endel ved den dengang herskende Uenighed mellem Østerrig og Preussen, fandt derefter Sted i Begyndelsen af 1851, idet en østerrigsk og en preussisk Kommissair, ledsagede af et Armekorps for hver af disse Magter, nødsagede det oprørske Statholderskab til at nedlægge sine Funktioner, og i Forening med en dansk Kommissair overtoge Hertugdømmets Styrelse, s. Bkg. 2. Febr. 1851.
Efterat Pacifikationen var iværksat, vilde Forbundet imidlertid ikke overgive Magten i Kongens Hænder, før en Overenskomst var truffet angaaende Statens fremtidige Organisation. Denne Omstændighed, i Forbindelse med den danske Regerings Ønske om at formaae Østerrig og Preussen til at medvirke til den endelige Ordning af Spørgsmaalet om Arvefølgen i det danske Monarki, bevægede Regeringen til at indlade sig i Underhandlinger med Østerrig og Preussen, som af Forbundet havde modtaget Fuldmagt til dette Øiemed. I de i denne Anledning vexlede Depecher, der senere gave Anledning til saa megen Tvist, udtalte Kongen af Danmark den Hensigt, ad lovlig og forfatningsmæssig Vei, det er gjennem de raadgivende Provindsialstænder i Slesvig og Holsten hver for sig, og for Kongerigets Vedkommende gjennem Beslutninger af sammes Rigsdag, samt for Lauenborgs Vedkommende under Medvirkning af Ridder- og Landskab, at tilveiebringe en organisk og ligelig, forfatningsmæssig Forbindelse af samtlige Statsdele til et samlet Monarki. Fremdeles erklærede Kongen, at det ikke var hans Hensigt at inkorporere Slesvig i Kongeriget, eller at foretage Skridt, som sigtede dertil, men at han paa den anden Side ikke kunde samtykke i Noget, der kunde være eller lede til en Sammensmeltning af Holsten og Slesvig eller overhovedet en anden og nærmere Forbindelse mellem disse Hertugdømmer indbyrdes, end imellem hvert især af dem og Kongeriget Danmark. Den saakaldte Schleswigholsteinisme forkastedes derfor definitivt, hvorimod de Baand mellem Slesvig og Holsten, som beroede paa lignende territorial Beskaffenhed eller analoge Næringsforhold samt visse fælles Instituter af ikke statsretlig Natur og Ridderskabets ikke politiske nexus socialis, fremdeles kunde vedblive. Ved Siden heraf fordrede Kongen, at der ikke gaves hans Forpligtelser som Medlem af det tydske Forbund en videre Udstrækning, at hans Souverainetet over Holsten og Lauenborg ikke indskrænkedes mere end efter den nugjældende Forbundslovgivning, og at Forbundsdagen afstod fra enhver Kompetence i eller angaaende det danske Kronland Slesvig, og følgelig ikke af Forbundsbeslutningen 17. Sept. 1846, s. ovenfor § 9 in fine, udledede Rettigheder i denne Henseende udover sammes Ordlydende, s. Bilag 2 til Depecherne 6. Dec. 1851. Efterat Østerrig og Preussen i Svardepecher 26. og 30. Dec. 1851 havde erklæret sig enige i disse Kongens Hensigter, idet de dog akcentuerede Nødvendigheden af at give disse en bindende Karakter og derhos tilføiede nogle Bemærkninger med Hensyn til deres nærmere Forstaaelse, erklærede den danske Udenrigsminister i Depeche 29. Jan. 1852, at Kongen erkjendte den østerrigske Opfattelse af hans Hensigter for overensstemmende med sin egen, og fremsendte Kundgjørelsen af 28. Jan. 1852 som den Form, Kongen havde valgt til Udtalelsen af sine Hensigter. I Henhold hertil besluttede den tydske Forbundsdag under 29. Juli 1852[3]) paa Østerrigs og Preussens Andragende at anerkjende Bestemmelserne i Kundgj. 28. Januar 1852, forsaavidt de angaae Hertugdømmerne Holstens og Lauenborgs Anliggender og efter Sagens Beskeffenhed henhøre under det tydske Forbunds forfatningsmæssige Prøvelse og Kjendelse, som stemmende med Forbundets Love og Rettigheder, samt at meddele den forbeholdte, definitive Approbation paa den Bilæggelse af de hidtilværende Stridigheder mellem Danmark og Forbundet, der saaledes af Hans Majestæt Kongen er bleven bevirket i Samstemning med Østerrig og Preussens i Forbundets Navn handlende Regeringer. Allerede forinden denne Tid overgaves Regeringsmagten i Holsten i Kongens Hænder, de tydske Tropper rømmede Hertugdømmet, og Forvaltningen overdroges den nysudnævnte holstenske Minister, der atter beskikkede en lokal Bestyrelse, s. Bkg. 18. Febr. 1852 i D. T. 1097.
Anm. 1. De ovenfor omhandlede Depecher findes trykte som Manuskript for Rigsdagen under Titelen: »Aktstykker, betræffende det tydske Forbunds Intervention i Hertugdømmet Holsten«, see ogsaa Nyt historisk Tidsskrift 6. Bind S. 600—38, Martens: nouveau recueil de traités, continué par Samwer, Tome XV., Schleswigholsteins Gegenwort in März 1854, Jena 1854, Urkundenbuch zur Geschichte der Schleswigholsteinischen Angelegenheit im deutschen Bunde 1851—58, Frankfurt 1858, den dansk-tyska frågan S. 93—113, Aktenstücke zur neuesten schleswigholsteinischen Geschichte 1-3 Heft, Leipzig 1851—52.
Anm. 2. De allerede i denne Periode foretagne Skridt til Arvefølgesagens Ordning ville, for ikke at afbryde Sammenhængen, først blive fremstillede i næste Kapitel. Af samme Grund vil der ogsaa først da blive handlet om den Kompetence, af hvilken de forskjellige Landsdeles Specialrepresentationer vare i Besiddelse ved Udstedelse af Kundgj. 28. Januar 1852.