Carl Georg Holck: Den danske Statsforfatningsret/§ 121

by Carl Georg Holck

C. Om Rigsdagens Virksomhed med Hensyn til Statsregnskabet.

§ 121.

Kontrollen med Finantslovens Overholdelse og Finantsernes forsvarlige Bestyrelse finder navnlig Sted ved Prøvelsen af Statsregnskabet, der ligesom Finantsloven er aarligt. Denne Prøvelse er ved Grl. § 50 udelukkende overladt Rigsdagen, s. derimod Forfl. 1855 § 55, Grl. 1863 § 57. Rigsdagens Behandling af Statsregnskabet forberedes ved en detailleret Prøvelse af særegne, lønnede Revisorer, s. Grl. § 50, og indskrænker sig derefter væsentlig til at prøve de fra disse fremkomne Indstillinger, skjøndt saadanne naturligvis ogsaa selvstændig kunne gjøres af det nedsatte Udvalg eller enkelte Rigsdagsmænd.

1. Hvert Thing udnævner to Revisorer, s. Grl. § 50, ved hvilket Valg Thinget ikke er indskrænket til sine egne Medlemmer. Udnævnelsen pleier at skee paa et Aar, men der er i Øvrigt efter Grundloven Intet til Hinder for, at den kan skee paa længere Tid. Ifølge Grl. § 50 skulle Revisorerne have en Løn, hvis Størrelse fastsættes af Thinget, og som derefter maa opføres paa Finantsloven.^[1] Skjøndt Revisorerne udvælges af hvert Thing for sig, danne de en Enhed, vælge en Formand og arbeide i Forening efter en ved Overenskomst fastsat Plan.

Reglerne for deres Virksomhed indeholdes dels i Grl. § 50, dels i deres Instrux, der er fastsat ved en overensstanmende Beslutning af begge Thing af 16. Dec. 1858, s. Rigsdagstidende 10. Session Anhang A Sp. 935—40.^[2] De skulle efter Grl. § 50 paasee, at samtlige Statens Indtægter ere opførte i Regnskabet, og efter det tidligere Udviklede, s. ovenfor § 117, uden Tvivl ogsaa, at ingen Indtægt er medtaget uden Hjemmel i Finantsloven. Fremdeles skulle de paasee, at ingen Udgift udenfor Finantsloven har fundet Sted, s. Grl. § 50, jfr. derimod Forfl. 1855 § 55, Grl. 1863 § 57. Da der efter det ovenfor Udviklede, s. ovenfor § 118, bliver at erhverve Tillægs- eller Efterbevilling paa de Udgifter, som ikke have Hjemmel i Finantsloven, vil det navnlig blive Revisionens Sag at prøve, om de Udgifter, der formelt overskride den i Finantsloven eller Tillægsbevillingslovene bevilgede Sum, desuagtet maatte være hjemlede i Bevillingen paa Grund af dennes Karakter eller Betegnelse som kalkulatorisk. Paa den anden Side maa det undersøges, om ikke Anvendelsen af den bevilgede Sum, selv om denne ikke er overskreden, er uden Hjemmel i Finantsloven, idet de i denne foreskrevne eller forudsatte Regler, f. Ex. med Hensyn til Bygningsoverslag, licitation o. s. v. ere fravegne. I det Hele har Statsrevisionen at undersøge, om Statens Pengemidler have været anvendte paa forsvang Maade, hvilken Undersøgelse, som tidligere bemærket, ikke udelukkes derved, at det anvendte Totalbeløb er bevilget ved en Efterbevillingslov. Endelig maae de Poster prøves, paa hvilke der er søgt Efterbevilling, men som paa Grund af manglende Oplysninger ere henviste til Afgiørelse ved Statsregnskabet.

Revisorerne kunne fordre sig meddelt alle fornødne Oplysninger og Aktstykker, s. Grl. § 50. De gjorte Udsættelser tilstilles Finantsministeren, som indhenter Besvarelse, hvorpaa der udfærdiges endelig Vedtegning ved enhver Udsættelsespost, indeholdende et bestemt Forslag til den Beslutning, som Rigsdagen formentlig bør tage, s. Instr. 1858 § 4. Efter endt Arbeide indsende Revisorerne en Beretning til Rigsdagen, ledsaget af et Udtog af Statsregnskabet, der viser Statskassens virkelige Indtægter og Udgifter, Tilgodehavender og Beholdninger, samt, saa vidt muligt, en Sammenligning ved enhver Indtægts- og Udgiftspost med det i Finantsloven bestemte Beløb, s. Instr. 1858 § 5, jfr. Lov om Krigsskadeerstatning 17. Nov. 1865 § 8. I Reglen bør Beretningen forelægges den næste ordentlige Rigsdag ved dens Sammentræden, s. Grl. § 50, Instr. 1858 § 4.

2. Hvad dernæst angaaer selve Rigsdagens Behandling af Statsregnskabet, adskiller denne sig fra Behandlingen af Finantsloven deri, at Afgjørelsen ikke skeer i Lovsform, s. derimod Forfl. 1855 § 55, Grl. 1863 § 57, men i Form af en Rigsdagsbeslutning, der ikke bliver at stadfæste af Kongen. Et Andet er, at Ministrene muligvis kunne ønske ogsaa af Kongen at erholde Decharge med Hensyn til Regnskabet, s. Grl. § 14, jfr. Forfl. 1855 8. midl. Best., men en saadan er ikke grundlovmæssig nødvendig.

De særegne Regler i Grl. § 48 om Finantslovens formelle Behandling ere ikke anvendelige med Hensyn til Statsregnskabet. Navnlig er det ikke nødvendigt, at det behandles først i Folkethinget, s. derimod Grl. 1863 § 57, skjøndt dets Sammenhæng med Finantsloven vel kunde afgive nogen Grund til at vælge denne Fremgangsmaade. Faktisk er Statsregnskabet ogsaa, navnlig af Hensyn til en mere ligelig Forretningsfordeling mellem Thingene, jevnlig behandlet først i Landsthinget. Heller ikke har den ordentlige Rigsdag noget grundlovmæssigt Krav paa strax at faae Statsregnskabet forelagt, om dette end, saa vidt muligt, bør skee, s. Instr. 1858 § 4. Lige saa lidt er der Noget til Hinder for, at Statsregnskabet behandles paa en overordentlig Rigsdag, hvorom der dog sjeldnere vil blive Spørgsmaal.

Hvad angaaer Betydningen og Virkningen af Rigsdagens Beslutning, gaaer den ikke ud paa en Bevilling, men paa en regnskabsmæssig Afgjørelse. Forsaavidt der derhos i Statsregnskabet maatte forekomme Poster, som ikke have Hjemmel i Finantsloven, kunde det synes rettest at henvise dem til Erhvervelse af Efterbevilling, men da en saadan Fremgangsmaade vilde forsinke Sagen og desuden medføre adskillige praktiske Vanskeligheder, s. Rigsdagstidende 6. Session Anhang B Sp. 120-21, har man i Praxis foretrukket at afgjøre de paagjældende Poster ved selve Regnskabet.

Hvilken Betydning der i Øvrigt maa tillægges Rigsdagens Beslutning med Hensyn til Statsregnskabet, er tvivlsomt. Da Grl. § 50 bruger Udtrykket »Beslutning«, og da Landsthinget deltager i Beslutningen, medens Anklagemyndigheden kun tilkommer Folkethinget, kan det neppe forsvares at betragte Beslutningen som et blot Forarbeide for Anklagerettens Udøvelse. Denne Opfattelse laa til Grund for Udkastet til Grl. 1849 § 45, hvor Afgørelsen af Statsregnskabet var henlagt til Folkethinget alene, s. Rigsdagstidende 1848—49 Sp. 35, jfr. ogsaa Grl. 1863 § 58 i Slutningen, og lige saa lidt er der Grund til at antage den for en simpel Udtalelse af Rigsdagens Ønsker og Anskuelser Den korrekte Opfattelse er uden Tvivl at betragte Beslutningen som den statsregnskabsmæssige Afgjørelse fra Rigsdagens Side af alle af Revisionen i Anledning af Statsregnskabet reiste Spørgsmaal ligeoverfor de ansvarlige Ministre, s. Rigsdagstidende 6. Session Anhang B Sp. 113. Den kan altsaa hverken præjudicere den Private, hvis Ret er interesseret i Afgjørelsen, f. Ex. den Embedsmand, hvis Pension er bleven strøget, eller dække de underordnede Regnskabsførere mod den administrative Revisions og Decisions Erstatningskrav eller mod et eventuelt Straffesøgsmaal, men derimod synes den ligeoverfor Ministrene at maatte betragtes som en definitiv Afgiørelse, der ikke senere kan omstødes eller tilsidesættes. At denne Karakter tilkommer Beslutningen, hvor den gaaer ud paa at billige Udgiften eller, som det pleier at udtrykkes, at Udgiften passerer, er uden Tvivl klart, men Beslutningen synes ikke ganske at kunne forandre sin Karakter, fordi den i Realiteten faaer et modsat Udfald, idet Posten decideres til Ansvar.

Den trufne Afgjørelse kan imidlertid ikke umiddelbart fuldbyrdes, men Rigsdagen maa, naar den vil gjøre det ved samme begrundede Erstatningsansvar gjældende, gjennem Folkethinget henvende sig til Rigsretten. Denne Ret har da i ethvert Tilfælde at bedømme, om Decisionen er afgivet af den kompetente Autoritet, under lovlige Former og inden dens Bemyndigelses lovlige Grændser, ligesom den ogsaa synes selvstændig at maatte kunne afgiøre det Spørgsmaal, om der er skeet et Brud paa Finantsloven. Derimod kan Retten efter det Anførte ikke ansees for berettiget til at prøve Nødvendigheden eller Hensigtsmæssigheden af de uden Hjemmel i Finantsloven gjorte Udgifter eller Ministrenes Tilregnelighed med Hensyn til disses Foretagelse, s. Rigsdagstidende 6. Session Anhang B Sp. 114—15. Ligesom den i Medfør af Grundlovens Bud fattede Rigsdagsbeslutning ikke synes at kunne faae nogen fornuftig Betydning, naar Rigsretten selvstændig skal kunne bedømme dette Punkt, saaledes er det ogsaa vor Lovgivnings Regel, at Decisioner paa Statens Kassebetjentes og lignende Embedsmænds Regnskaber ikke kunne blive Gjenstand for Domstolenes Paakjendelse, s. Kassefdn. 8. Juli 1840 § 36, jfr. Skr. 26. Okt. 1848, hvilken Regel ogsaa synes at maatte gjælde i kommunale Forhold , s. Landkommunallov 6. Juli 1867 §§ 28, 54, 3. som Undtagelse Kommunallov 4. Marts 1857 § 18.

Efter Decisionen af de enkelte Poster, med Hensyn til hvilke der særlig har været reist Spørgsmaal, pleier Rigsdagen til Slutning for de uomtvistede Poster at give en almindelig Decharge for sit Vedkommende, hvilket nu sædvanlig skeer paa den Maade, at Rigsdagen med de tagne Forbehold frasiger sig Ret til at gjøre Ansvar gjældende med Hensyn til det paagiældende Statsregnskab.

Ifølge Slutningsforskriften i Grl § 50 kunne Forandringer i Paragraphens Bestemmelser skee ved sædvanlig Lov. Herved har det navnlig været Meningen at lette Adgangen til Oprettelse af en Regnskabsret, s. Forfl. 1855 § 55, Grl. 1863 § 57.

Forskjellig fra den egentlige Statsrevision, der kun angaaer det til Finantsloven svarende, almindelige Statsregnskab^[3]), og den til samme sig sluttende Decision ved Rigsdagens Beslutning, er den administrative Revision af de enkelte, fra de paagjældende Oppebørselsembedsmænd og andre Forvaltningsautoriteter indsendte Regnskaber og den til samme sig sluttende Decision og Kvittering, s. Kassefdn. 8. Juli 1840 §§ 36, 37, Bkg. 30. Juni 1860, Resol. 27. Aug. S.A., Bkg. 27. Marts 1865 Nr. 2, jfr. Forfl. 1855 § 55, Grl. 1863 § 57. En administrativ Kontrol med Indtægts- og Udgiftsvæsenet føres derhos ved Statsbogholderiet, hvor der føres Bog over samtlige Statens Indtægter og Udgifter, og hvor alle Ordrer angaaende Indtægter og Udgifter, der som saadanne fremtræde i Statsregnskabet, blive at notere, inden de afsendes, s. Resol. 15. Dec., Cirk. 29. Dec. 1848, Bkg. 15. Dec. 1855. Ligeledes blive samtlige Statsregnskabet vedkommende Sager at behandle her, s. Resol. 14. Dec. 1856.

D. Om den Rigsdagen i Øvrigt tilkommende Kontrol med Regeringens Ferelse.

§ 122.

Ifølge Grl. § 47 maa intet Mandskab udskrives uden ifølge Lov. Lovgivningsmagten har altsaa ikke blot i Overensstemmelse med Grl. § 90 at fastsætte Reglerne om Værnepligten, s. Lov 2. Marts 1861, men ogsaa at bevilge de ordentlige eller overordentlige Udskrivninger af Mandskab. Imidlertid er det ikke nødvendigt, at der for hvert

1. Rettebladet: "Statsrevisorernes Løn opføres ikke paa Fiantsloven, men den afholdes af den til Rigsdagen bevilgede Sum, hvilken Bevilling i det Hele taget har en særegen Karakter."
2. Rettebladet: "Her maa mærkes: Bestemmelse om Valget af Statsrevisorer i Rigsdagstid f. 1866—67, Anh. A, Sp. 2889."
3. Et Andet er, et Statsrevisorerne efter Grl. § 50 kunne forlange sig meddelt de specielle Regnskaber til Eftersyn.