Carl Georg Holck: Den danske Statsforfatningsret/§ 12

Den Gyldendalske Boghandel (F. Hegel) Kjøbenhavn

I

Carl Georg Holck - Den danske Statsforfatningsret - Første Del.pdf Carl Georg Holck - Den danske Statsforfatningsret - Første Del.pdf/1 21-23

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

§ 12. Forberedelserne til den frie Forfatning.

De i foregaeende Paragraph fremstillede Begivenheder havde gjort det umuligt at gjennemføre den ved Reskr. 28. Jan. 1848 bebudede Forfatning, og navnlig kunde den ved samme paatænkte Forbindelse mellem og Monarkiets øvrige Dele ikke realiseres ligeoverfor den Omdannelse af det tydske Statsforbund til en Forbundsstat, paa hvilken Tydsklands Bestræbelser gik ud, s. ogsaa Kongens Svar 24. Marts 1848. Desuden kunde den Gran af Frihed, som ved samme skulde indrømmes, heller ikke lægere ansees for tilstrækkelig, men der maatte arbeides paa en ganske ny Forfatning. De første Skridt i saa Henseende skete ved Resol. 24 Marts 1848, der foreløbig ordnede Ministeransvarligheden, samt ved provisorisk Fdn. s. D. der indførte væsentlige Lettelser i Pressens Stilling. Derefter udkom Kundj. 4. Apr. 1848, hvorved Kongen ophævede Reskr. 28. Jan. 1848 og de i Henhold til samme trufne Foranstaltninger, hvorimod kan erklærede, paa anordningsmæssig Maade at ville indkalde de raadgivende Provindsialstænder, saavel for Kongerige Danmark som for Hertugdømmet Slesvig, for i Overenstemmelse med Adn. 28. Mai 1831 § 8 at modtage deres Betænkninger, dels om Sammenkaldelsen af en Rigsforsamling, for hvilken der vilde blive forelagt Lovudkast om en Forfatning og angaaende Omorganisationen af Provindsialstænderinstitutionen, dels om et Udkast til en Valglov for Dannelsen af en saadan Rigsforsamlingen, s. ovenfor § 8. I Overenstemmelse hermed bleve Østifternes og Nørrejyllands Stænderforsamlinger indkaldte, henholdsvis ved Patent 4. Apr. og 29. Mai, hvorimod Krigsforholdene forhindrede den bebudede Indkaldelse af de slesvigske Stænder. Da man ikke troede paa Grund heraf at burde udsætte hele Forfatningssagens Ordning, udstedtes i væsentlig Overenstemmelse med de kongerigske Stænders Betænkning under 7. Juli 1848 Valgloven for Dannelsen af den ved Kundgj. 4. April bebudede Rigsforsamling. I Indledningen til denne Valglov bestemmes det, at den nye Forfatning skulde træde i Kraft, selv om Valget af de slesvigske Deputerede maatte blive forhindret paa Grund af de ulykkelige Forhold i Slesvig, men at den dog kun skulde være provisorisk, forsaavidt en folkelig Repræsentation for Slesvig, der vilde blive valgt efter de samme Principer, som den forestaaende Rigsforsamling, maatte ønske, at en ny Rigsforsamling tog hele Forfatningssagen under Overveielse, for i Forening med Kongen at vedtage de Forandringer, der maatte ansees for ønskelige.

Ifølge den nævnte Valglov 7. Juli 1848 skulde Rigsforsamlingen bestaae af 145 folkevalgte Medlemmer for Østifterne, Nørrejylland og Slesvig samt af 48 kongevalgte Medlemmer, hvoriblandt nogle Deputerede for Island og Færøerne. Da imidlertid Valgene i Slesvig paa Grund af den i Malmø afsluttede Vaabenstilstand af 26. Aug. 1848 ikke kunde iværksættes, foretog Kongen en forholdsmæssig Indskrænkning i de ham forbeholdte Valg, saa at Antallet af Rigsforsamlingen Medlemmer blev 152. Valgloven 7. Juli 1848 stemmer i mange Henseender med de senere Valglove for Rigsdagen, navnlig forsaavidt disse angaae Folkethinget. Afvigelserne bestaae navnlig i, at Valgloven 1848 hjemler et Etkammersystem og et betydeligt Antal Kongevalg. Valget af Etkammersystemet havde uden Tvivl sin Grund i den store Vanskelighed i at enes om det første Kammers Indretning og Ønsket om ikke at præjudicere Rigsforsamlingens Bestemmelse i saa Henseende. Kongevalgene ansaaes for nødvendige, da man savnede det moderende Element, som Tokammersystemet ellers afgiver, og da man havde anseet det for rigtigt blot at binde Valgretten til personlige Betingelser. Blandt de øvrige Afvigelser var den vigtigste den, at Valgretten kun kunde udøves af den, der særlig havde meldt sig til Optagelse paa Valglisten, medens der efter de senere Valglove af det offentlige drages Omsorg for Vælgernes Optagelse.