Carl Georg Holck: Den danske Statsforfatningsret/§ 103

Den Gyldendalske Boghandel (F. Hegel) Kiøbenhavn

II

Carl Georg Holck - Den danske Statsforfatningsret - Anden Del.pdf Carl Georg Holck - Den danske Statsforfatningsret - Anden Del.pdf/1 75-80

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

§ 103. Om Rigsdagsmandens Tiltrædelse af sine Funktioner og om hans senere Udelukkelse.

Ifølge Grl. § 55 aflægger ethvert nyt Medlem Ed paa Grundloven, naar Gyldigheden af hans Valg er anerkjendt. Udtrykket »nyt Medlem« forstaaes i Praxis om Enhver, der er nyvalgt, uden Hensyn til, om han tidligere har været Medlem af Rigsdagen eller ikke. Eden aflægges skriftlig i den sædvanlige Form og vil saaledes ikke kunne aflægges af den, hvis Trosbekjendelse er uforenelig med den almindelige Ed, og som heller ikke hører til et Samfund, for hvilket Lovgivningen har anerkjendt en særegen Edsformular. Forsaavidt en Saadan maatte blive valgt til Rigsdagsmand, følger det dog uden Tvivl af Grl. § 79, at der ad Lovgivningsveien maatte raades Bod paa denne Mangel, s. ovenfor § 80. Vægrer den Valgte sig ved at aflægge Eden, maa hermed uden Tvivl hans Valg bortfalde, s. Grl. 1863 § 35, jfr. Valglov 4. Dec. 1863 § 4. Først efter Edens Aflæggelse kan Rigsdagsmanden fuldstændig tiltræde sin Funktion som saadan, og da Eden først kan aflægges, naar Gyldigheden af hans Valg er anerkjendt, s. Grl. § 55, er det klart, at Thinget, naar det paa Grund af manglende Oplysninger udsætter Valgets Anerkjendelse, ikke kan tilstede den Paa- gjældende midlertidig at fungere som Rigsdagsmand.

Da Thingets Beslutning ifølge Grl. §§ 54 og 55 gaaer ud paa at afgjøre Valgets Gyldighed, og Grl. § 58 kun taler om den gyldig Valgtes Udelukkelse paa Grund af senere indtrufne Omstændigheder, synes Valget, naar det først er anerkjendt som gyldigt, ikke at kunne omstødes paa Grund af senere modtagne Oplysninger om Forhold, der allerede vare tilstede paa den Tid, Valget anerkjendtes, s. ogsaa Fdn. 15. Mai 1834 5 56. Dog synes en Undtagelse herfra at maatte gøres, naar der er Tale om en Kandidaten tilregnelig Brøde, saasom Bestikkelse, navnlig naar han tillige har virket til, at det paagjældende Faktum ikke skulde komme til Thingets Kundskab. Saafremt en saadan Omstødelse af Valget paa Grund af senere oplyste Omstændig- heder erkjendes at kunne fmde Sted, maa den uden Tvivl skee ved Thingets Beslutning, s. Grl. § 54 og nedenfor.

I Grl. § 58 bestemmes det, at den gyldig valgte Rigsdagsmand, der kommer i et af de Tilfælde, som udelukke fra Valgbarhed, mister den af Valget flydende Ret. Det maa vistnok ansees som afgjort, at en Rigsdagsmand ikke vil kunne udelukkes af andre Grunde[1]), om end vedkommende Thing maa antages for berettiget til foreløbig at udelukke ham fra sine Møder, naar han sættes under Tiltale for en i den offentlige Mening vanærende Handling, jfr. Grundsætningen i Grl. § 57.

Derimod kan det omtvistes, paa hvilken Maade den Paagiældendes definitive Udelukkelse skal skee, forsaavidt han ikke frivillig nedlægger sit Mandat. Man kan saaledes spørge, om Udelukkelsen skal skee ved en Beslutning af Thinget, eller paa anden Maade, navnlig ved en Afgjørelse af Domstolene.

At det ikke kommer i Betragtning, hvilken Autoritet Spergsmaalet først kommer til at foreligge, saasom de judicielle Autoriteter eller Aktionsmyndigheden efter Grl. § 57, Regeringen med Hensyn til Spørgsmaalet om Udskrivningen af nyt Valg, Thinget med Hensyn til Spørgsmaalet om den Paagiældendes Ret til at deltage i dets Forhandlinger o. s. v., behøver ikke nærmere at paavises.

Imod at indrømme Thinget den definitive Afgiørelse af Spørgsmaalet om Rigsdagsmandens Udelukkelse kan nu anføres, at Grl. § 54 ikke angaaer dette Tilfælde, i hvilket det netop forudsættes, at Rigsdagsmanden er gyldig valgt, og at Grl. § 58 ved sin Taushed synes at vise, at Afgjørelsen ikke skal skee paa samme Maade, som efter Grl. § 54. Til en forskjellig Behandling af de to, i Grl. §§ 54 og 58 omhandlede Tilfælde synæ der at være saa meget mere Anledning, som der her er Tale om en Rigsdagsmanden tilkommende, anerkiendt Ret, der ikke bør berøves ham gjennem en Majoritetsbeslutning af Thinget, ved hvilken politiske Hensyn let kunne gjøre sig gjældende. Det kan ogsaa bemærkes, at Forfl. 1855 § 25 foreskrev, at et Medlem af Rigsraadet kun kunde udelukkes af samme, naar Beslutningen herom fattedes af Rigsraadet med kvalificeret Majoritet og billigedes af Kongen, hvilke Garantier vilde savnes, naar man i Overensstemmelse med Grl. § 54 overlod Spørgsmaalet til Thingets Afgiørelse. Endelig kan erindres, at det af Folkethingets Formand er udtalt, at Thinget ikke kan erklære et Medlem, hvis Valg er anerkjendt som gyldigt, for udtraadt af samme, men at dette maa skee under en anden Form, s. Folkethingstidende 13. Session Sp. 269–70, hvorved uden Tvivl kun kan være sigtet til en Afgjørelse af Domstolene

Imidlertid tale vistnok overveiende Grunde for, at Myndigheden til endelig at afgjøre Spørgsmaalet om en Rigsdagsmands Udelukkelse maa tilkomme det paagaeldende Thing, s. ogsaa Larsens samlede Skrifter I 3 § 86, og dettes Beslutning man da i Mangel af anden Bestemmelse tages med sædvanlig Stemmeflerhed. Herfor taler først og fremmest Hensynet til den selvstændige Stilling, der saavel efter Forholdets Natur som efter Grundlovens Forskrifter tilkommer Thinget i dets egne indre Anliggender, hvortil navnlig ogsaa Spørgsmaalet om dets Medlemmers Stilling til samme maa henregnes, s. Grl. §§ 54, 57, og mod hvilken det i høieste Grad de stride, om et Medlem fuldstændig skulde kunne berøves Thinget ved en af en anden Myndighed fattet Bælutning. Naar derfor Grl. § 58, idet den fastsætter, at Rigsdagsmanden ved at komme i et Tilfælde, der udelukker fra Valgbarhed, mister den af Valget flydende Ret, ikke udtaler sig om den Maade, hvorpaa Spørgsmaalet om Udelukkelsen skal afgjøres, maa dens Taushed i dette Punkt suppleres ved en Overførelse af Reglen i Grl. § 54. Vel indbefattes dette Tilfælde ikke under Bogstaven i Grl. § 54, men en analogisk Anvendelse af sammes Bestemmelse er vistnok tilstrækkelig hjemlet. Der er i det foreliggende Tilfælde ikke Tale om vilkaarlig at berøve et Medlem en erhvervet Ret, men kun om at afgjøre, hvorvidt han ved visse Fakta har mistet denne Ret, en Afgjørelse, der er af en ganske lignende Beskaffenhed, som den, der finder Sted efter Grl- § 54, idet den gyldig valgte Rigsdagsmand ogsaa har en selvstændig Ret til at anerkjendes som saadan. I begge Tilfælde kunne Misbrug finde Sted, men mod disse maa Thingets Hensyn til sin egen Værdighed og Anseelse i den offentlige Mening antages at afgive et tilstrækkeligt Værn. Det fortjener ogsaa at bemærkes, at en lignende Myndighed efter Fdn. 15. Mai 1834 § 64 tilkom Provindsialstænderne, skjøndt disses Stilling i det Hele taget var mindre selvstændig end den, der tilkommer Rigsdagen og dennes enkelte Afdelinger. Fra Bestemmelsen i den ophævede Forfl. 1855 § 25 kan der paa Grund af denne Forskrifts rent positive Karakter og den mindre selvstændige Stilling, som Rigsraadet indtog, aabenbart ikke drages nogen Slutning, og navnlig kan den i ethvert Fald ikke paaberaabes til Fordel for Domstolenes Kompetence. At der endelig ikke til Fordel for Domstolenes Myndighed kan hentes nogen Analogi fra Bestemmelserne i Valglovens §§ 20, 58, 62, jfr. Valgloven 1849 §§ 16, 63, behøver ikke nærmere at paavises, og det er derfor ikke engang nødvendigt at dvæle ved de processuelle Vanskeligheder, hvortil et Søgsmaal af den angivne Beskaffenhed vilde give Anledning, idet det synes anomalt baade at lade Thinget gjennem sin Formand anlægge Sag mod det paagjældende Medlem til Fortabelse af hans Stilling som Rigsdagsmand, og at lade Thinget foreløbig udelukke den Vedkommende og denne derefter gjøre sin Ret gældende ved Domstolene.

Den omhandlede Myndighed maa ogsaa tilkomme Landsthinget lige over for de kongevalgte Medlemmer af samme, s. Grl. § 39, jfr. § 58, og der kan ikke være Tale om, at Kongen skulde kunne tilbagekalde sin Udnævnelse med den Virkning, at Paagiældende derved mistede sit Sæde i Landsthinget.

Grl. § 58 tilføier i Forbindelse med sin Hovedbestemmelse om, i hvilke Tilfælde en Rigsdagsmand mister den af Valget flydende Ret, at det nærmere ved Lov skal bestemmes, i hvilke Tilfælde en Rigsdagsmand, der befordres til et lønnet Statsembede, skal underkastes Gjenvalg. En saadan Lov er dog endnu ikke udkommet, s. en Interpellation desangaaende i Folkethingstidende 3. Session Sp. 3098 ff. Ved den nævnte Bestemmelse har man dels villet forebygge den Indflydelse, som Regeringen gennem Befordringer kunde udøve paa Rigsdagsmændenes politiske Optræden, dels villet raade Bod paa den mislige Stilling, hvori paagiældende Rigsdagsmand selv kunde komme, idet Befordringen, muligvis ganske uden Grund, kunde tilskrives hans politiske Færd. Imidlertid har Grl. ikke anseet det for nødvendigt ubetinget at kræve Gjenvalg, hvilket vilde medføre en uforholdsmæssig Vidtløftighed og i mange Tilfælde, saasom ved Befordring efter vedtagne Anciennitets- regler, være ganske ufornødent, men den har forbeholdt en nærmere Bestemmelse heraf ved Lov. Forskriften er anvendelig ikke blot paa nye Udnævnelser, men ogsaa paa Befordringer til et andet Embede, men angaaer i Øvrigt kun egentlige Statsembeder, der ere forbundne med Løn. Den er uanvendelig paa Meddelelsen af Titler og Ordens- tegn, paa Tilstaaelsen af Gagetillæg og pekuniaire Understøttelser, samt paa blotte Konstitutioner som Embedsmand.

§ 104. Om det Rigsdagsmændene tilkommende Vederlag.

Ifølge Grl. §§ 33 og 39 [2]) erholde Medlemmerne saavel af Folketbinget, som af Landsthinget, et lige stort, dagligt Vederlag, uden at det kommer i Betragtning, om de boe paa Rigsdagens Forsamlingssted eller ikke. Dette Vederlag er ved Valglovens § 99 bestemt til 3 Rd. for hver Dag, Rigsdagen er samlet. Derhos erstattes der de Medlemmer, som ikke boe paa Forsamlingsstedet, Reiseomkostninger efter indgiven Regning, der bifaldes og anvises af vedkommende Things Formand. Enhver Rigsdagsmand er forpligtet til at modtage den fastsatte, daglige Godtgørelse, s. Valglovens § 99 [3]). Denne ved første Øiekast noget

  1. Et ganske elendommellgt Forhold fandt Sted ved Stadfæstelsen af den nugjældende Grundlov 28. Juli 1866, idet denne, skjøndt Grundlovens Valgregler for Folkethingets Vedkommende vare ganske overensstemmende med Reglerne i Grl. 1849, antoges at bevirke, at de hidtilværende Rigsdagsmænds Mandater uden Videre ophørte, s. Aab. Brev 3. Aug. 1866, jfr. Aab. Br. 28. Juli s. A.
  2. Herved kan mærkes Grl. 1849 §§ 38, 43, Grl. 1863 § 33, s. derimod Fdn. 26. Juli 1854 § 15, Forfl. 1855 § 36, hvorved der var tillagt Rigraadets Medlemmer et ikke ubetydeligt, fast, aarligt Vederlag. Jfr. ogsaa Udkastet til 1849 !86. hvorefter kun Folkethingets, men ikke Landsthingets Medlemmer skulde erholde et dagligt Vederlag, s. Rigsdagstidende 1848-49 Sp. 35, hvilket Forslag i den endelige Grundlov 1849 ombyttedes med middelbare Valg og Valgbarhedscensus.
  3. De Rigsdagen og Rigsraadet i sin Tid vare samlede paa samme Tid, og det syntes ubilligt, at de Mænd, som vare Medlemmer af begge Forsamlinger, herfor skulde oppebære dobbelt Vederlag, renuncerede den største Del af disse paa et saa stort Beløb af Rigsraadsdiæterne, med Hensyn til hvilke ingen saadan indskrænkende Bestemmelse var truffet, at det tilbageblevne l Forbindelse med Rigsdagsdiæterne udgjorde det samme Beløb, som Rigsraadsdiæterne.