Bruger:Replayful/sandkasse

Store og små bogstaver.

Her optrykt efter Dania IV, s. 82—106 med de af dette tidskrifts redaktion tilföjede noter og de konjekturer, den har indföjet i teksten, i [].

---

[Nedenstående afhandling af vor berömte sprogforsker blev fundet efter hans død i en tilstand, der tyder på, at han vistnok længe har gået med manuskriptet i en frakkelomme; det er derfor ikke altid lige let læseligt, og på sidste blad er der endog revet et helt hjörne af; hvor det manglende ikke kunde erstattes ved simple konjekturer, er her hullet blot antydet ved prikker. Med undtagelse af de förste par sider, der er sirlig renskrevne, må manuskriptet nærmest betragtes som en klade: derved forklares forskellige inkonsekvenser i skrivemåden og ujævnheder i stilen, som redaktionen ikke har anset sig for beföjet til at rette; kun ligefremme skrivefejl er korrigerede. — Afhandlingen er skrevet kort efter fremkomsten af dr. E. v. d. Reckes skrift om samme emne (1888), sml. en forkastet indledning, sålydende: „Efterfølgende lille indlæg i retskrivningssagen var i sit hovedindhold sat på papiret, inden den ministerielle resolution i spörsmålet faldt. Dr. R.'s fanatiske piece om „Store og smaa Bogstaver” var udkommen og havde hvirvlet en hel del støv op i dagspressen.]

Skulde jeg have udpeget et passende motto for dr. v. d. Recke's piece „Store og smaa Bogstaver“, vilde jeg have valgt følgende strofer af et af hans egne lyriske digte:

„Hver evige Dag maa jeg høre,

..........

At jeg aldrig sætter en Dæmning

Imod mine Tankers Strøm,

At jeg klamrer mig til min Stemning

..........

Jeg veed det“. —

„For meget lyrik, for lidt videnskab“ er i få ord det indtryk, jeg har fået ved gennemlæsningen af dr. R.'s skrift, et indtryk, som vistnok enhver vil få, der under læsningen af hvad som helst har vænnet sig til ikke at lade forfatteren alene om at tænke. I én person at huse både en digter og en videnskabsmand er ikke forundt mangen dødelig. Dr. R. er en af disse lykkelige; thi at han er videnskabsmand, oven i købet en ganske dygtig videnskabsmand, har han ved anden lejlighed tilstrækkeligt lagt for dagen. Men en sådan dobbeltnatur medfører store farer, når den ikke er forenet med en energisk ligevægtsbestræbelse; det kan da let hænde sig, at digteren får overtaget over videnskabsmanden, at følelsen og fantasien løber af med den rolige tænkning, og resultatet bliver da et i æsthetisk henseende måske ganske net værk, men det, der deri skulde været videnskab, er blevet til lidenskab. Dette er tilfældet i dr. R.'s lille skrift. Den tilstand, der vil opstå, når de store bogstaver i hovedordene bukker under i kampen med de filologiske og pædagogiske Thurser, er i digterens fantasi voxet til en sand Ragnarökr, som i stærke farver og en smuk stil udmales for læseren, der rives med, glemmer, at det er en videnskabelig piece, han læser, og lægger bogen hen med den faste overbevisning, at de store bogstaver i hovedordene er nogle af de væsentligste samfundsstøtter for det åndelige liv i Danmark, og at man, så langt fra at rokke ved dem, snarere, som dr. R. foreslår, skal anbringe dem i endnu större antal. Men den prosaiske forstand, som fastholder, at piecen skal være et videnskabeligt indlæg, vil opdage, at netop der, hvor den lyriske bølgegang bruser höjest, netop der har man ondt ved at få öje på videnskabsmandens argumenter.

Der kræves en ikke ringe grad af selvovervindelse, når man vil tage til genmæle imod dr. R.'s skrift. Ikke fordi han tager en mængde forbehold med hensyn til, hvem han vil værdige noget svar, thi det behøver man ikke at lade sig skræmme af, når det kun er en om at göre at få sine modgrunde fremførte for publikums forum. Det, der gör en betænkelig, er den måde, hvorpå han har ment på forhånd at måtte karakterisere alle, der i dette rent videnskabelige spörgsmål har en fra hans afvigende opfattelse. Både for at bevise min påstand om den altfor overströmmende lyrik, og for at læseren kan vide, af hvad kaliber vi er, hidsætter jeg følgende blomstersamling af det for os udstedte skudsmål. Det hedder sig, at vi „omgive os med forloren Autoritet“, at vi „ikke have et Gran af praktisk Sagkundskab paa det Omraade, som vi ville reformere“, at vor „Argumentation gjennemgaaende er præget af en utrolig Futilitet", at vi „med fuldkommen Blindhed for Sprogets Tarv lade os lede af alleslags uvedkommende Hensyn og intet Middel skye for at naae vort Maal“, at vi ikke tilhører „den klarttænkende Part af det danske Folk“, at vor bestræbelse er „en af Uforstand og Overfladiskhed ledet Bevægelse, der med Fremskridtet som Løsen og under Civilisationens Banner søger at barbarisere Sproget“, at vi kun udgör „en lille Klike ensidigt dannede Lærde og Skolemænd, der savne al Competence til at bedømme den nedarvede Skrivebrugs æsthetiske Værdi“, at „det er en Anmasselse, naar Philologer, som blot ere tørre Lærde og Pædagoger, troe sig kaldede til at have den afgjørende Mening om denne Reforms Berettigelse“, o. s. v. Når jeg efter en sådan skylle alligevel har den anmasselse at fremsætte en fra dr. R.'s afvigende opfattelse, så sker det ingenlunde i medfør af min egenskab som tør filolog, men fordi også jeg i sin tid har lært at læse og skrive og endnu ikke har glemt denne idræt, og det må vel antages, at enhver, der f. ex. har lært skomageriet, må have lov til at have en mening, når talen er om fodtöj. I øvrigt kan det ikke i mindste måde falde mig ind at tage dr. R.'s ovennævnte skudsmål fortrydeligt; det er udstedt i kraft af digterens ældgamle privilegium på licentia poetica alene for effektens skyld, for at sætte læseren i den rette lyriske stemning; videnskabsmanden R. vilde udentvivl have forsmået dette middel.

Dog hele den lyriske side af piecen skal jeg lade ligge og kun holde mig til de videnskabelige argumenter. S. 25—31 søger R. at imødegå forskellige argumenter, som man har fremført til fordel for brugen af små begyndelsesbogstaver i hovedordene. Jeg skal ikke tage dem i forsvar, fordi ingen for alvor har betragtet dem som andet end biargumenter til det ene afgörende, hovedargumentet: hensynet til det pædagogiske. Den menneskelige natur glemmer heldigvis let overstandne genvordigheder, men kunde vi nu i voxen alder på ét bræt samle alle de bekymringer og sorger, alle de knubs og tårer, som de store bogstaver har voldet os i skolen, så måtte vi være hårdhjærtede barbarer, hvis vi ikke snarest muligt sårgede for at befri efterslægten for denne tortur, når ellers ingen anden samfundsinteresse kom til at lide derunder! Ja havde den lille regel: „alle hovedord skrives med store begyndelsesbogstaver“ noget åndsdannende ved sig, kunde den føre barnehjærnen til klar og logisk tænkning, så kunde man finde sig i det, thi barnet bragte da et gode med sig ud i livet, der ikke var købt for dyrt. Men gud hjælpe os, det begreb, der indbefattes under benævnelsen „hovedord“, er jo nok så vagt, så hullet på alle leder og kanter, at vi voxne, der har taget examen philosophicum, overalt støder på vilkårligheder, når vi fordyber os i regelen.

Jeg tör trøstig påstå, at det er umuligt, selv for den dygtigste lærer, i det korte spand af tid, der er tilstået folkeskolen — her er jo tale om samfundets store masse, ikke om den lille brøkdel, der har kunnet få en fyldigere undervisning — at bibringe barnet mere end en påklistret forståelse af hin regel; jeg tror ikke, at nogen almuelærer vil benægte dette. Men det således erhvervede fordufter i en fart, når barnet mister lærerens daglige indterpning, ryster skolestøvet af sig og kommer ud i det praktiske liv, hvor andre interesser lægger beslag på hjærnens virksomhed. Jeg kender fra min slægt og omgangskreds mangen en dygtig håndværker, der til trods for nogen fører en smidig pen, og også i det orthografiske i almindelighed, f. ex. brugen af nd og nn, har deres sager i orden: kun i brugen af de store bogstaver glipper deres evner, hvad de er sig bevidst og derfor stadigt føler som en pinsel. Kan man forundre sig over, at sådanne folk — og deres tal er ikke ringe i samfundet — ønsker de store bogstaver didhen, hvor peberet gror. Hvorledes det fra skolen medbragte mystiske ord „hovedord“ kan blive ved at spøge og göre fortræd i livet, kan man få et bevis for, når man tager sig en orthografisk-statistisk spadseretur — ikke, som dr. R. gör det, i den danske literatur, men igennem byens gader og stræder, og samler indskrifterne på de bekendte små trekantede rulleskilte. Man vil finde, at påskriften i de halve tilfælde er: „Her Rulles“, Det er en orthografisk bummert, men man må dog påskönne, at der er tænksomhed med i spillet: for rullekonen er det at rulle hovedsagen, følgelig må det efter hendes opfattelse være hovedordet og altså skrives med stort. Dog ingen plet på rullekonen for det, da selv folk som dr. R. og jeg ved en lapsus kan komme ind på hendes system: for mit eget vedkommende vil man nok fæste lid til min tilståelse, men at det også kan times dr. R., tror jeg at have læst mig til i hans piece, hvorom mere nedenfor.

Hvorledes stiller nu dr. R. sig til dette pædagogiske argument, hvis store vægt dog ingen formår at borteskamotere? Han erklærer, at det principielt må hævdes, „at det er Vanvid at ville lade blot pædagogiske Hensyn være rådende for et Sprogs Skrivemåde“. Man indvende ikke herimod, at overalt på jordkloden, hvor et helt folk har reformeret sin orthografi (f. ex. i Böhmen, Spanien, i Sverige, hvor der jo for tiden er en livlig bevægelse oppe på dette område), har hovedöjemedet været at simplificere det gængse system således, at tilegnelsen deraf blev lettere for fremtidig skrivende og læsende generationer. En sådan indvending gælder efter dr. R.'s mening her i Danmark til Wandsbeck, da det danske sprog har langt flere ord, der ser ens ud for öjet.

Om nu så skulde være, kunde man indvende, så gives der jo råd for det: når en mundtlig ytring misforståes, så ændrer man den således, at den ikke længere er tvetydig; når man har nedskrevet en sætning og sér, at den kan misforståes, så har man den selvsamme udvej; således bærer alle andre folkefærd sig ad. Hertil vil dr. R. svare, at vel kan videnskabsmanden og enhver anden, hvis opgave det kun er at finde et klart udtryk for tanken, bære sig således ad, men digteren, som skal skrive i bunden stil, arbejder under ganske andre vilkår; af ham kræver man ikke blot tankens klarhed, men tillige formens skönhed; det er kun digterne, „som Nat og Dag kæmpe med et ofte gjenstridigt Stof . . ., hvis Erfaring rækker videst i at bedømme, hvad der i det Ydre, Legemlige i Skriftsproget er af afgjørende Værd for Klarheden i Tanken og Letheden ved Tilegnelsen“. Det er alfa og omega i R.'s piece, at digterne alene véd, hvad der tjener til sprogets bedste; og digterne kan nu engang ikke undvære de store bogstaver i hovedordene.

Jeg har en fuld erkendelse af digternes betydning i staten, af deres værkers åndsadlende indflydelse på samfundet, og navnlig har jeg som sprogmand en klar opfattelse af digternes værd som kunstnere, der lutrer, udhamrer og udmejsler det ubearbejdede sprogmalm, sem slægtled på slægtled tager og giver i arv. Det er altså langtfra, at jeg hylder Malesherbes mening, at en digter ikke gavner staten mere end en dygtig keglespiller. Men hvis forholdene virkelig er så fortvivlede, at 2 millioner mennesker af hensyn til en forsvindende brøkdel i skolen skal plage sig med at indtage et uklart, tidsrøvende kundskabsstof, der for de allerflestes vedkommende falder over bord, når skolen er forladt, og altså bliver værdiløst for dem på livets videre sejlads, så kan jeg forstå, om en eller anden vilde mene, at det bliver digterens sag, når han i betryk for rim eller rhythme i ny og næ får fat på et uklart udtryk, at det så bliver hans sag at se sig om efter et andet udtryk for vedkommende vers eller linie. En kunde mene således; jeg gör det ikke, da jeg ikke har isinde at lægge endog et halmstrå ivejen for den digteriske produktion; kun retter jeg følgende spörgsmål til dr. Recke og andre lige så ivrige megalogrammatofiler: Hvis der kan stilles digterne fuldt betryggende sikkerhed for ikke at blive udsat for större misforståelser end den nuværende skrivebrug medfører, vilde det da ikke være urigtigt (jeg tör som prosaist ikke bruge ordet „vanvid“) at beholde hin åndelige tommelskrue som led i den danske skoleundervisning? Hvorledes dette skulde kunne lade sig opføre? vilde man spörge. Ihvorvel det kan synes, at der hersker en uløselig modsætning imellem pædagogernes berettigede ønske om at fritages for den fortvivlede opgave, det er i folkeskolen at bringe börnene til klar forståelse af de store bogstavers brug, og på den anden side forfatternes bestemte krav på at beholde de store bogstaver — dr. R. siger jo, at han taler „paa alle vore ypperste Forfatteres Vegne“ — så vil man dog, når man fordomsfrit og med roligt overlæg ser på sagen, finde, at der her ikke foreligger et enten-eller, men at der findes en udvej, der fuldt ud lader hver af de stridende parter få sin villie, uden at derved deres gensidige interesse lider mindste skår.

Mit forslag går i korthed ud på følgende: For retskrivningen i statens skoler opstilles som simpel regel, at de store bogstaver kun bruges i egennavne og efter visse interpunktionstegn. Denne regel er en gang for alle klar og trænger ikke til vedholdende regulativer fra undervisningsvæsenets side med henvisning til psalme- og ordbøger. Den er så letfattelig, at barnehjærnen hurtigt vil forstå den og — hvad der er hovedsagen — vil kunne fastholde den hele livet igennem. Barnet lærer altså at fæste sine tanker på papiret, at skrive efter denne regel. Men med hensyn til læsning i skolerne stiller staten til fordél for kontinuiteten i literaturen den fordring, at denne indøves med forfatternes egen orthografi, at disse i læsebogen møder frem lige fra Kristjern Pedersen og ned til den yngste digter i deres egen selvvalgte dragt. Der ydes forfattere og digtere den fuldeste frihed i valget af de midler til tankens udtryk, de finder fornødent; opstår der en forfatter, der mener at måtte trænge til endnu flere store bogstaver end dr. R., så er han lige så velkommen i læsebogen som de andre, og skulde en fremtidsforfatter få i sinde at kaste de store bogstaver helt bort eller måské kun beholde dem, hvor der kunde tænkes en tvetydighed i texten, så skal heller ikke han formenes adgang til skolens læsebog. Læreren giver sin elev den regel, at overalt, hvor hans öje i læsebogens texter møder et stort bogstav, som ikke kan motiveres ved hans egne retskrivningsregler, der har han at søge det substantiviske begreb, hvis der kan tvivles herom. Eleven vil hurtigt komme til en forståelse heraf, thi dette er jo himmelvidt forskelligt fra at lære barnet selv at udfinde og dekorere, hvad der i texten (efter hvis skön?) bør opfattes som substantivisk.

Hvis sagen lader sig ordne på denne måde, skönner jeg ikke rettere, end at de store bogstavers forkæmpere må kunne føle sig tilfredsstillede. Man indvende ikke, at det vil volde eleven vanskelighed at lære at læse to forskellige texter, texter med store bogstaver og texter uden sådanne; jeg behøver kun at henvise til den lethed, hvormed børnene nu lærer at læse såvel gothisk som latinsk text, hvor dog hver enkelt bogstavform er forskellig. Netop den modsætning, som barnet vil finde mellem sine egne og forfatternes texter, vil skærpe dets opmærksomhed for de store bogstavers betydning i sidstnævnte i langt höjere grad end det nu er tilfældet. Ét er det, at kunne forstå og nyde en komponists værker, et andet er det selv at sidde inde med theoretisk kendskab til kompositionskunsten. At kræve af den læsende, at han ikke blot skal kunne forstå de store bogstavers betydning hos en forfatter, men at han også selv skal kende den kunst at anvende dem rigtigt, er en lige så urimelig fordring som at forlange af en koncertgænger, at han skal have studeret generalbas. Med vort nuværende retskrivningssystem uddanner folkeskolen elever, der som mennesker vel kan blive ret „gute Leute“, men som orthografer gennemgående bliver „schlechte Musikanten“. Indførelsen af små bogstaver i hovedordene vil være et zigöjnersystem, som enhver vil kunne tilegne sig, og som for den store mængde vil være fuldt tilstrækkeligt i livets daglige koncert, og når så skolen tillige giver eleven evne til at læse de store og små sprogkomponisters værker, så synes mig, at alle rimelige fordringer er opfyldte.

Ved en undersøgelse af de store forbogstavers brug i hovedordene må man först og fremmest göre sig denne skrivebrugs historiske oprindelse klar, komme på det rene med, hvad der i sin tid har været motivet til dens indførelse. Brugen af store bogstaver (majuskler) var i de ældre håndskrifter indskrænket til at angive begyndelsen af större afsnit i texten; senere trængte de i håndskrifterne lidt efter lidt ind i det indre af texten for at bruges som forbogstaver i egennavne og til fremhævelse af enkelte ord, og bogtrykkerkunsten optog denne brug, så at dens förste frembringelser, f. ex. Luthers bibeloversættelse og hos os Kristjern Pedersens, Peder Plades og Hans Tausens skrifter er trykt på denne måde. I løbet af det 16. årh. anvendte de tydske bogtrykkere de store bogstaver i stedse större udstrækning som en slags pynt, der skulde bryde textens ensformighed, men de ampliceredes aldeles vilkårligt uden nogen bestemt regel, og for at få lidt orden i sagerne fandt man så henimod det 17. årh. på fortrinsvis at give hovedordene privilegium på hin udmærkelse. Denne brug kom lidt senere med tydske bogtrykkere til os, og nu var vi velsignede med det system, som vi endnu den dag idag må trækkes med. Brugen af de store forbogstaver skyldes altså slet ikke nogen trang fra sprogets side; det er simpelt hen et tydsk bogtrykkerpåfund, en ny mode med pisk og pung, som ikke vore forfattere, men bogtrykkerne har importeret til os daraussen fra, og som vore forfattere i förstningen har fundet sig i og senere selv optaget. At det forholder sig således, ser man tydeligt hos vor literaturs fader, Holberg. Det er vistnok en almindelig udbredt tro, at Holbergs orthografi var den, der foreligger i hans skrifter, men det er ikke tilfældet. Holberg skrev således, som han havde lært i sin skolegang, og som de gamle danske forfattere skrev, uden anvendelse af store forbogstaver i hovedordene, hvad man kan overtyde sig om af hans autografer, f. ex. af epistelbrudstykket i det store kgl. bibliothek (ny kgl. saml. no. 2020 m, 4°); et faksimile heraf findes i P. Hansens danske literaturhist. I, s. 569. Udstyrelsen af sine værker har han overladt til trykkeriet, og til udstyrelsen har han også regnet ampliceringen af de store bogstaver, en ting, der åbenbart i hans öjne hverken har kunnet göre til eller fra i hans stils klarhed. Spörgsmålet således som det foreligger, er altså det, om denne tydske hårpisk siden da er groet så inderligt sammen med vort sprog, at den er bleven en integrerende, organisk bestanddel, hvad dr. R. påstår, eller om det endnu er muligt uden synderlig ulempe at skaffe sig dette generende attribut fra halsen.

Vor grammatik inddeler, som bekendt, sprogets hele ordforråd i forskellige ordklasser, og det kan for en overfladisk betragtning se ud, som om denne sortering af stoffet er den letteste sag af verden. Dette er den dog ikke. Der gives hverken i vort eller i noget andet sprog en skarp, fast grænse imellem ordklasserne, lige så lidt som der i noget sprog findes en bestemt grænselinie imellem det, som grammatiken kalder böjning, og det, den kalder orddannelse; af ethvert udsagnsord kan vi danne tillægsformer, der står på grænsen over til tillægsordene og i sprogbrugen mer eller mindre kan smøge det verbale schibboleth, tidsbegrebet, af sig (i klingrende frost, på et hængende hår), så at man tilsidst ikke kan skelne tillægsformerne fra tillægsordene; ligeledes kan vi af ethvert udsagnsord danne et såkaldet nomen agentis (en sover, elsker) og et nomen actionis (en soven, elsken), og når disse af vore grammatiker ikke optages i udsagnsordenes paradigma, men regnes for hovedord og sorteres ind under orddannelsen, så beror dette kun på, at vort grammatiske system er baseret på den antike grammatik, der grupperede dannelserne på denne måde. En mængde ord kan i dansk både høre til biordenes og til forholdsordenes klasse, og hvilket der er tilfældet, afgår kun ordets stilling i sætningen. At nogle sprog udenfor vor sprogæt ejer en ordklasse, der hverken er vore hovedord eller vore udsagnsord, men et konglomerat af begge dele, hvad dr. R. nærmere udvikler s. 29 f., viser bedst, hvor flydende grænserne er mellem det, vi kalder ordklasser. Og et blot flygtigt kendskab til sproglivet overhovedet lærer, at det ikke kan være anderledes, idet der under et sprogs leven gennem tiden er en jævn og stadig gliden af stofpartikler fra den ene ordklasse over i den anden. Ordet sær, den gamle hensynsform til stedordet sig, har i tidens løb skiftet ham og optræder nu som et ganske upåklageligt tillægsord, og der må have været en periode, hvor det var umuligt for den reflekterende sprogfølelse at afgöre, til hvilken skuffe dette sære ord egentlig hørte. Ordet hjem i udtrykket at gå hjem har oprindeligt haft syntaxielt brev på at være genstandsformen til et hjem, men sprogbrugen har degraderet det fra hovedordenes privilegerede til biordenes menige klasse og berøvet det dekorationsretten. Hovedordet mand har sat en aflægger man ind i stedordenes klasse. Og så fremdeles. I enhver periode af et sprog gives der således grupper af ord, der befinder sig på vandring fra den ene ordklasse til den anden, og dette viser klarligt, at bogtrykkerideen at ville udskille og med et særligt tegn udmærke en enkelt ordklasse, er stridende mod sprogets natur, og at det er spildt möje, når vi endnu den dag i dag vil vedblive at spænde hovedordene på de store bogstavers Prokrustes-seng. Dog på dette punkt er jeg i en glædelig overensstemmelse med dr. R., der i sin kraftige stil udtrykker sig således s. 35: „man vil forgjæves lede Verden rundt for i nogen Nations sproglige Vedtægter at finde Noget, der i forargelig Meningsløshed kan maale sig med den Regel, at „ægte Substantiver“, og kun disse, skrives med stort Begyndelsesbogstav“.

Man skulde nu tro, at vi, enige om præmissen, det meningsløse i at ville fremhæve hovedordene, måtte komme til den, som det synes, nærmest liggende konklusion, at vi så dog omsider skulle se at komme bort fra denne meningsløshed. Nej, desværre! Medens jeg, ifølge ovenstående udvikling om det flydende i ethvert sprogs ordforråd og vistnok i samklang med alle, der kender lidt til et sprogs liv, påstår, at det er ligeså umuligt at göre et skarpt udsnit af et sprogs ordforråd, som det er umuligt at drage bestemte grænser mellem regnbuens forskellige farvegrupper, mener dr. R., at et sådant udsnit alligevel er praktikabelt, når det blot sker på rette måde. Fejlen er efter hans mening den, at man indskrænker sig til at udskille hovedordet, medens det er hovedordsbegrebet, der skal fremhæves med stort bogstav.

Jeg har hidtil levet i den tro, at det er en af erfaringen givet almengyldig regel, at man ved forstandsoperationer helst skal søge at göre sig de mødende fænomener så konkrete som muligt, da man derved har sikrere fodfæste, end når man giver sig ud i det abstrakte, i begrebernes elastiske sfære. Om en vis gris kan kaldes velnæret, det er noget, Per og Povl kan tage og føle på og derfor i regelen vil kunne komme til enighed om; begrebet „velnærethed“ derimod er noget andet, som de vil kunne debattere syv lange og syv brede uden at nå til enighed. Om et ord er et hovedord, kan jeg i de fleste tilfælde med lethed afgöre efter de kriterier, som formlæren giver (brugen af den efterhængte artikel o. s. v.). Hvad der derimod i en sætning fungerer som hovedord, har hovedordsbegrebet, uden at det selv behøver at være hovedord, det er noget, jeg först kan afgöre, når jeg har filosoferet over sætningens tankeindhold og fået rede på hver enkelt bestanddels funktion ifølge ordföjningslærens kriterier; men det véd enhver, at netop ordföjningen er det område af grammatiken, på hvilket de subjektive opfattelser går videst fra hverandre. Man har derfor grund til at tvivle om rigtigheden af dr. Reckes påstand, at det er lettere at udpege hovedordsbegrebet end hovedordet selv, og at vi her har den talisman, der skal føre os til det forjættede mål, fasthed og ensartethed i brugen af de store forbogstaver. Dog lad os ved et par exempler prøve, hvorvidt dette har sin rigtighed i praxis.

I sætningerne „at snakke tydsk“, „at tale dansk“ har vi to oprindelige tillægsord (tydsk, dansk), der dog i denne forbindelse ifølge ordföjningslæren ikke kan fungere som sådanne. Et af to er da muligt: enten kan man opfatte sætningerne i analogi med „at snakke kragemål, at tale sanskrit“, altså søge navneordsbegrebet, eller man kan i analogi med sætningerne „at snakke bagvendt, at tale vildt“ finde biordsbegrebet i tillægsordene; om man skal bruge stort eller lille forbogstav, afhænger af dette alternativ. Dr. R.'s sprogfølelse siger ham, at vi her har navneordsbegrebet, og at man altså bør skrive „at snakke Tydsk, at tale Dansk“. Min retskrivning fritager mig for at bryde min hjærne med sådanne dybsindige spörgsmål, men skal jeg endelig göre det, må jeg tilstå, at begge opfattelser synes mig lige mulige. Rådfører jeg mig nu med vore bedre forfattere, finder jeg, at Baggesen i Gengangeren 1807 s. 37 skrev:

„At tale kiøbenhavnsk med Kiøbenhavn.

Med Fyenboer fyensk, og selv lidt jydsk med Jyder“,

altså har Baggesen her haft følelsen af biordsbegrebet. Hvem har da ret, dr. R. eller Baggesen? Lad Oehlenschlæger være opmand. Han skrev (Digterværker, supplementbind 1854, s. 145[?]): „at snakke tydsk, fransk, engelsk og slet dansk“, men 7 sider senere i samme afhandlig har han: „med dem kunne vi altsaa tale Dansk“. Resultat: tre digtere, hver med sin opfattelse: så mange hoveder, så mange sind. Alle kender vi betydningen af talemåden „at tage vare på noget“, men der hører ligefrem intuitionsevne til at afgöre, om der i ordet vare gemmer sig et navneords- eller biordsbegreb. Dr. R. sér i dette ord et biordsbegreb og skriver som følge deraf „at tage vare“ (Smaadigte 1883, s. 38); Svend Grundtvig derimod, som vidste, at ordet efter sin etymologi (on. taka vara) var et navneord, angiver i sin håndordbog „at tage Vare“; den skoledreng, som får denne talemåde dikteret, må helst i forvejen kunne oldnordisk. Hvor ætherisk fin den tråd er, i hvilken hovedordsbegrebet sommetider hænger, sés bedst deraf, at en og samme forfatter kan tabe sin opfattelse fra den ene bog til den anden. Jeg kunde bringe adskillige exempler fra danske forfattere, men beråber mig her kun på dr. R., der 1876 (Lyriske Digte s. 50) skrev „at holde Stik“, ligeså 1883 (Smaadigte s. 87), men iår har tabt navneordsbegrebet og nu mener, „at ingen Regel holder stik“ (piecen s. 36).^[1]

Man kunde indvende, at de anførte exempler er stereotype talemåder, men hvad er sprogtilegnelsen andet end en indsamlen af stereotyper? Barnet, som lærer at tale, tager fra sine omgivelser sprogstoffet ikke i isolerede former, som når vi i skolen lærer latinske gloser, men i sætninger og sætningsdele, og det tilegner sig efterhånden evnen til som en mosaikarbejder på mangfoldig vis at föje disse brudstykker sammen til talens lydbillede. Barnet tager det hørte for gode varer og reflekterer ikke over stereotypens enkelte bestanddele; den voxne talende anstiller ligeså lidt betragtninger over, hvilke ingredienser der er tilstede og om de er anvendte rigtigt efter grammatikens kogebogsopskrifter; det er först den skrivende, der skal göre holdt i sin tankes ström for at løse et grammatikalsk spörgsmål, hvis afgörelse, når han da ikke er særdeles øvet, hvert öjeblik vil føre ham til tvivlsmål som i de ovennævnte sætninger. Man lade blot en række beslægtede stereotyper, f. ex. med ordet ondt, passere revue og iagttage, hvor kaleidoskopisk begrebet i dette lille ord vexler imellem det navneordsagtige og det biordsagtige. Ordet ondt skriver jeg i hver sætning med det forbogstav, som angives i ordbøger (Molbech, og Dansk-fransk ordbog af Sundby og Baruël): „Han får Ondt“ (men f. ex. Bagger, Chr. Winther, Goldschmidt Hjemløs II, s. 597 og Holg. Drachmann: ondt); „det gör mig ondt for ham“, „det gör mig (intet, noget) ondt; han har Ondt, han har ondt i hovedet, hun har Ondt i sinde, jeg har ondt af ham, at tænke ondt om en“, men „at tale Ondt om en“ (dog f. ex. Henr. Hertz, Lyr. og dram. Digte II 1844 s. 1924: „jeg vil langtfra tale ondt om det Slags Dandse“; sml. endvidere Goldschmidts „det foraarsagede ham ondt i Hjertet“, Hjemløs II s. 210 og 291).

Navneordsbegrebet er noget så subjektivt, at det som bærer af de store forbogstaver absolut må lede til vilkårligheder og forvirring og ingensinde kan føre til det, som må være enhver praktisk retskrivnings mål, uniformiteten. Det råd, dr. R. giver os, til at bringe retskrivningen på det törre, nemlig „for de substantiverede Ords Vedkommende at gjøre Skridtet tilbage og gjenoprette Continuiteten med vor Literaturs Guldalder“^[2] (s. 45), er, som man ser, ikke andet end at vi skal vende tilbage til et alt tilbagelagt stadium i vor retskrivning. Når man en gang har været på den rette vej, kunde man nu spörge, hvorfor blev man da ikke på den? Simpelthen, fordi erfaringen lærte, at det princip, man fulgte i literaturens guldalder, navneordsbegrebets fremhæven med stort bogstav, førte til en forvirringens tidsalder for retskrivningen, og da samtidigt retskrivningen ved sine subtile finesser blev mere og mere brydsom for skolen, kom der ganske naturligt fra dennes side en reaktion, der endte med de ministerielle rundskrivelser af 9. august 1871 og 21. febr. 1872, ved hvilke ikke længere navneordsbegrebet, men det virkelige navneord (de „ægte substantiver“) blev lagt til grund for anvendelsen af store forbogstaver.

Brugen af de store forbogstaver, således som bogtrykkerne har anvendt dem i Holbergs texter, holdt sig hos forfatterne århundredet ud (Eilschov, Tyge Rothe, J. S. Sneedorf o. s. v.) indtil Baggesen medregnet. Regelen var den, at store forbogstaver foruden i ægte substantiver kun kom til anvendelse i én ordklasse til, nemlig adjektivernes, dog kun, når disse umiskendeligt brugtes substantivisk (den Fremmede, Lærde, Vise; det Nye, Gode, Sande). Hvor ordföjningen ikke absolut krævede det, fandt man intet substantivisk ved adjektivformen og skrev som følge deraf f. ex. „noget (intet, adskilligt) nyt, godt, sandt“, idet man, ligesom i nutidens dagspresse f. ex. „Nationaltidende“ gör det, opfattede adjektivet som vedföjet, hvad der kan være syntaxielt berettiget. Og selvfølgeligt afholdt man sig fra den senere meningsløse brug at søge noget substantivisk i sprogets rent adverbielle talemåder som på ny, fra nyt af, fra först af, for det förste, til det sidste, i det mindste, i det hele taget, på det bedste o. l. Men den væsentligste forskel mellem denne gamle skrivebrug og den senere ligger dog i brugen af de små forbogstaver. Disse kom til anvendelse, foruden i de ordklasser, hvor de endnu har hjemme, i alle stedord og talord, hvad enten de i sætningen havde en substantivisk eller adjektivisk funktion, og man skrev derfor altid f. ex. enhver, nogen, den ene den anden, slig, mangen med små forbogstaver. Det samme fandt sted ved en række i tale og skrift hyppigt forekommende ordformer, der ved at betyde noget påpegende eller en kvantitet viser sig at være i slægt med hine ordklasser, og som i de nyere grammatiker tildels også henregnes til disse: sådan, deslige, samme, al, alting, ingenting, adskilligt, nok, mange, flere, de fleste, de allerfleste, få, færre, de færreste, lidt (lidet), mindre, det mindste, meget, mere, det meste. Det vil af dette sés, at man ved brugen af store bogstaver i forrige århundrede vel ikke holdt sig indenfor de ægte substantivers ramme, men gik, dog kun på et enkelt punkt, udenfor denne og ikke videre, end at man beholdt nogenlunde fast grund under foden og sjældent kunde komme i tvivl om, hvor man skulde sætte stort forbogstav og hvor ikke. Sin svage side havde denne skrivebrug i vanskeligheden ved at holde de rent adverbielle ordgrupper som i det höjeste, i det mindste ud fra sådanne, hvor der i adjektivet virkeligt ligger noget substantivisk: „Englene i det Höjeste, en i det Mindste gaaende Undersøgelse“. På dette punkt var der vaklen hos de gamle forfattere, og man vil i dagspressen støde på den samme vaklen f. ex. i „Nationaltidende“, der følger denne „förguldalderlige“ skrivebrug.

Enkelte af det 18de århundredes forfattere, f. ex. Birckner, omgik sidstnævnte skær på en ret snild måde, nemlig ved at göre en distinktion mellem adjektivets substantiverede intetkönsform, der skreves med lille forbogstav (det mindste, det höjeste) og dets substantiverede fælleskönsform, der betegnedes med stort forbogstav (den Mindste, den Höjeste). Ikke blot formelt, men også i betydningen er de to grupper skarpt adskilte fra hinanden, idet den fårste indeholder lutter abstracta, der ikke kan bruges i flertal, den sidste kun concreta med flertalsformer. Da nu adjektiverne i de adverbielle stereotyper altid er tilstede i intetkönsformen, var der på denne made tilvejebragt fasthed på hint svage punkt. Ved denne videre indskrænkning i brugen af store forbogstaver nærmer disse forfatteres skrivebrug sig stærkt til det standpunkt, som den af kultusministeriet for skolerne approberede retskrivning indtager, men undgår samtidigt det, som mange, f. ex. prof. Rovsing i „Konservative Sprogbemærkninger“ s. 84 finder stødende ved denne, vexlen af store og små forbogstaver i ord, der i deres betydning er ligestillede i setningen: voxne og Börn, Jøder og kristne, Haandværkere og handlende, menige og Befalingsmænd o. s. v. Af nutidsforfattere gör Karl Gjellerup (f. ex. i „Arvelighed og Moral“) den samme fornuftige distinktion mellem de substantiverede adjektiver, men følger i øvrigt i brugen af store forbogstaver guldalderens forfattere. Derimod står Hostrup i et og alt på Birckners standpunkt, og jeg fatter ikke, hvorledes dr. R. s. 33 i sin piece kan beråbe sig på ham til støtte for sit guldalderlige retskrivningsprogram.^[3]

Med sin mådeholdne anvendelse af store forbogstaver var det 18de århundredes skrivebrug unægteligt ganske fornuftig: i sin begrænsning havde det sin styrke, idet den skrivende undgik at komme ind på de talrige glapstier, som den senere utrerede brug af store bogstaver forte til. Sammenligner man Holbergs texter med Baggesens, vil man finde, at medens retskrivningen i mange andre henseender har gennemløbet en udvikling, så har den dog på dette ene punkt bevaret sin fasthed, og havde vi i vort århundrede holdt os indenfor denne af de gamle forfattere givne ramme, vilde vi vistnok, ligeså vel som tydskerne, nu have haft en nogenlunde reguleret retskrivning.

Men med det nye århundrede indtrådte der for vor retskrivning en vending ikke til det bedre men til det værre. Det var det spekulative konsekvensmageri, der gjorde sig gældende, ikke indført af sprog- og skolepedanter, som efter dr. R.'s mening (s. 5 og 43) har særligt privilegium på denne idræt, men af forfatterne selv. Man argumenterede som så: Når det substantiverede adjektiv (en Fremmed) skal betegnes med stort bogstav, så må man også konsekvent betegne substantiveringen i enhver anden ordklasse (stedordene og talordene) på samme måde. Den nye parole blev altså den, som systemets nutidsapostel dr. R. indtrængende prædiker for os i sin piece, at det er substantivbegrebet, der skal lægges til grund for de store forbogstaver. Man havde ingen anelse om, at man på denne måde kom fra dynen og i halmen, at guldalderen på literaturens område blev til en forvirringens tidsalder på retskrivningens område. Först da man sad til halsen i uføret, anede man uråd, der indtrådte en reaktion, og på flugten fra guldalderens hængesæg i forskellig retning er vor orthografi nu nået til et standpunkt, som ingen nation kan opvise magen til; vi kunde på indeværende års udstilling [1888] for udlændingenes beundrende blik have fremlagt vor periodes literatur som et broget mønsterkort på så godt som alle de systemer, der har været oppe, siden vi for noget over halvandet hundredår siden begyndte at praktisere med de store forbogstaver. Alle føler vi nødvendigheden af at samle os påny, men når dr. R. nu blæser til appel til det sted, hvorfra flugten begyndte, og skriver genoprettelsen af kontinuiteten med vor literaturs guldalder på sin fane, så betvivler jeg, at han vil få nogen, der har lidt mere end et overfladisk kendskab til hin guldalders skrivebrug, til at tro, at frelsen ligger i den retning.

Guldalderens ny retskrivningsæra begyndte mærkeligt nok sit konsekvensmageri med at være ukonsekvent, men grunden er den, at man strax vilde have latterliggjort sit eget system, hvis man havde fastholdt konsekvensen. Man skulde nemlig have ventet, at de stedord, der kun kan bruges substantivisk, f. ex. jeg, vi, os, han, hun, hvo, hvem, som, der, man, o. s. v. også måtte forsynes med det substantiviskes distinktioner, men det undlod man, da i så fald omtrent hvert tredje ord i texten vilde blive dekoreret, og det fandt man dog var for meget af det gode. Det fik nu endda at være, når man så havde øvet retfærdighed imod de mange resterende stedord og givet dem alle, hvad der tilkom dem, når de fungerede substantivisk, men også herfra gjorde man tre undtagelser, nemlig ved det spörgende stedord hvad og ved de påpegende den og denne, der allevegne skreves med lille forbogstav. Kun J. L. Heiberg er rettænkende nok til også at unde disse et stort forbogstav, når de står substantivisk. Ikke sandt? til en begyndelse har vi her – i modsætning til den simple förguldalderlige brug at skrive alle stedordene med små forbogstaver – en ret artig regel, som sig hør og bør, med undtagelser og undtagelsers undtagelser, en smule sund hjærnegymnastik for det barn, som skal lære at skrive sit modersmål.

Ovenfor har jeg allerede ved et par exempler søgt at påvise, at substantivbegrebet er noget så vagt og af den subjektive opfattelse så aldeles afhængigt, at det som basis for de store forbogstaver absolut må føre til vilkårlighed og forvirring. Når man ved læsningen af guldalderens forfattere fixerer deres brug af de store bogstaver, vil man finde dette bekræftet ikke på ét, men på mangfoldige punkter. Selv ved dagligdags på hver side mødende ordforbindelser træffer man den forskellige opfattelse og dermed den forskellige skrivemåde hos de forskellige. I forbindelsen af adjektivet al med de påpegende stedord den og denne, skulde man mene, vilde der blot kunne være tale om at bruge små forbogstaver, altså f. ex.:

alt det, alt dette, alle dem,

og således er også skrivebrugen hos de fleste forfattere, men studerer man så Goldschmidt, opdager man, at hans hjærne må have fundet noget substantivisk i adjektivet, idet han anser det for rigtigst at skrive:

Alt det, Alt dette, Alle dem,

og når hertil föjes, at J. L. Heiberg ifølge sin opfattelse betragter skrivemåden:

alt Det, alt Dette, alle Dem,

som den rette, så har vi igen det særsyn, at tre personer, gående ud fra et og samme retskrivningsprincip, hver for sig kommer til en forskellig skrivemåde.

Når adjektivet al ikke som i ovenstående exempler er foranstillet stedordet, men efterstillet^[4], gælder ingen andre retskrivningsregler. For intetkönsformens vedkommende opfattede guldalderens forfattere adjektivet som substantiveret og skrev altså „det Alt“, hvortil dr. R. slutter sig:

Han er her, – han kom i sin Vrede

At styrte det Alt i Grus,

Eders Frihedsbøge, I frede,

Eders Altar og Afgudshus –

(Spredte Blomster, s. 20).

Om fremmede Stæder har Moder fortalt,

Jeg husker det Alt.

(Smaadigte, s. 55).

Sammenlign dog Smaadigte 154:

Hvad jeg dig i Rhythmer byder,

Det er alt en Mellemsort.

Ved flertalsformerne (de alle, dem alle) synes der – thi skrivebrugen er stærkt vaklende – hos guldalderens forfattere at gælde følgende interessante regel: Når stedordet refererer sig til levende fornuftvæsener, så fungerer adjektivet alle som substantiv og skrives med stort bogstav; refererer stedordet sig derimod til væsener, der vel er levende, men umælende, eller til livløse genstande, så beholder adjektivet sin egentlige funktion. Exempler fra dr. R.s digte:

Levende fornuftvæsener:

Og han lader Landets Vismænd,

Seer og Stjernetyder kalde:

„Herre, du har kort tilbage!“

Lyder Svaret fra dem Alle.

(Spredte Blomster, s. 91; sml. Smaadigte, s. 96).

Levende, men umælende væsener:

Jeg red fra Skoven, alt som jeg kom;

Smaafuglene sunge paa Grene;

Det var, som spurgte de alle om,

Hvi jeg monne ride saa ene.

(Smaadigte, s. 104).

De er alle smukke, især de tre

(talen er om sex kattekillinger, Smaadigte, s. 64).

Livløse genstande:

Som Penelope jeg væver,

Daglig paa det lange Lin,

Og jeg væver mine Minder

Ind deri som Tegning fin.

Gjennem alle gaaer et Billed

Med den samme Liliekind;

I dem alle er som Islæt

Savn og Længsel vævet ind.

(Smaadigte, s. 143).

I Verset (Spredte Bl., s. 29).

Og jeg har otte Kjærester, og det er Mor og Far

Og Maren og Fru Clausen og en Hyr'edreng, hun har,

Og Smeden og Eulalia og En, som hedder Thor;

Dem vil jeg alle giftes med, naar jeg engang bli'er stor.

Og naar jeg bliver stor engang, saa bygger jeg et Slot,

Og de skal alle bo deri, og faae det – aa, saa godt!

underretter det talende barn ved de to små a'er os om, at der imellem de otte kærester idetmindste har været én umælende (Thor?).

Föjes alle til flertalsformen af et personligt stedord, kan det, som ovenfor, enten være foranstillet eller efterstillet. I förste tilfælde (alle vi, I, os, jer) har det umiskendeligt adjektivisk funktion ligesom i „alle mennesker“. Efterstillet opfattes det af guldalderens forfattere som substantivisk og skrives med stort forbogstav: vi, I, os, jer Alle^[5].

Man skulde nu tro, at parallelismen måtte medføre, at de forfattere, som skriver „vi, os, I, jer Alle", også skriver „vi, os, I, jer Begge“. De fleste, f. ex. J. L. Heiberg, Pal. Müller, Goldschmidt o. a. gör det. Hos andre er der vaklen: Chr. Winther skriver f. ex. i Hjortens 103 Flugt, 2. opl.: „i Roholt, hvor vi begge vare budne til Gjæst" (s. 42), „os begge der de kasted i et nederdrægtigt Hul" (smst. s. 134), men „og hvad saa Tiden fordrer af os Begge, det skee!" (smst. s. 126).

Jeg kunde slutte her, idet jeg tror at have påvist, at vort nuværende orthografiske system lægger uoverstigelige hindringer i vejen for det, som igennem folkeskolen dog må vedblive at være en af statens hovedopgaver, at lære den store alménhed at udtrykke sig skriftligt i en nogenlunde korrekt form, og jeg mener at have påpeget en vej, ad hvilken disse hindringer vil kunne bortryddes, uden at det höjere åndsliv lider noget skår derved. Men når striden står om en ændring eller ikke-ændring i vor retskrivning, så er der endnu et argument, som i den hidtidige debat ikke eller næsten ikke er blevet gjort gældende, men som ved varetagelsen af det åndelige livs interesser herhjemme må være – jeg tör nok sige – af afgörende betydning.

Vort land er i tidens løb med progressiv hastighed blevet mindre og mindre. Enhver forfatter, kunstner og videnskabsmand véd af egen erfaring, hvilken kuende indflydelse dette lilleputteri har på hans virksomhed; men forhåbentlig vil også ethvert tænkende individ i samfundet forstå, hvor ulykkeligt vi ved vor lidenhed er stillede i væddekampen med de större os omgivende statssamfund. For kunst og videnskab har vi kun ét arnested herhjemme, akademiet og universitetet: universitetslæreren giver sine tilhørere sine ideer, sin opfattelse, der går i dem som guds ord i en student; fra examensbordet bringes disse anskuelser ud i landets skoler og ledes til de enkelte individer, der på denne måde alle syes over én og samme læst. En svensk student hører sin videnskab foredraget i Lund; senere tager han til Upsala og hører af en anden mund den samme videnskab fremstillet med en opfattelse, der for ham er noget helt nyt, og set fra synspunkter, hvis tilværelse han ikke havde anet; så kommer den sammenlignende afvejning af de forskellige opfattelser i følge med kritik, og så fødes i studenten selvtænkningen, der er og bliver det åndelige livs bevægende kraft. Kun vore små forhold og intet andet bærer skylden for, at vi hertillands lærer formegen autoritetstro og forlidt selvtænkning; det skorter os på krydsningens friske og forfriskende blod. Vi kan sammenligne os med de fåtallige indbyggere på en lille isoleret ø: de er sig selv nok, gifter sig indbyrdes og fører legemligt en ganske behagelig tilværelse; men statistiken mener, at netop disse små samfund leverer det forholdsvis störste kontingent til sindssygeanstalterne.

I denne vor uforskyldte elendighed har vi dog hidtil haft ét lyspunkt, det nemlig, at der udenfor vort landområde lever et ungt, livskraftigt og fremadstræbende folk, der har betingelsen for et åndeligt fællesskab med os, brugen af et og samme sprog. Literaturfællesskabet mellem Danmark og Norge er for begge parter et så uvurderligt gode, at kun den mest fanatiske selvgodhed og bornerthed kan nægte, at det må være vor opgave at holde fast ved dette fællesskab, så længe det på nogen måde er muligt. Ingen kan være blind for, hvor mægtigt et opsving udvexlingen af åndsprodukter mellem Norge og Danmark har taget i de sidste årtier, og hvor pulserende et liv denne krydsning har fremkaldt i literaturen og på skuepladsen. Men hvorledes stiller nu Norge sig til spörgsmålet om store og små bogstaver? Om dette synes der herhjemme at herske almindeligt ukendskab. I det mindste må det tilskrives ukendskab til de norske forhold, når dr. R. s. 7 lader sin digterhalvdel tabe den tirade fra pennen, at alle talentfulde digtere har holdt fast på de store bogstaver, bortset fra „et Par norske, hvem Paradoxer og en kunstigt opskruet Selvstændighed altid har været vigtigere end sund Fornuft“. Man må uvilkår[ligt sm]ile, når man véd, at „et Par norske“ er en omskrivning for Björnson og Ibsen, [hvis værker] udkommer på samme forlag som dr. Reckes, trykte med den orthografi, [som vilde lægge] den danske literatur øde. Men det er synd og skam af dr. Recke alene [at lade sine norske kol]legaer være syndebukke; ved en ny udgave af sin piece må han rette be[brejdelsen mod] hele det norske samfund.

...... nemlig som statssamfund har officielt givet de store bogstaver i hovedordene løbepas ...... en sagkyndig ven meddelt mig følgende oplysninger.

...... til den udelukkende brug af små bogstaver i hovedordene er i Norge ...... som efter dr. Reckes mening overalt – kun ikke i Norge – må ...... ved ændringer i retskrivningen; ej heller er initiativet udgået ...... filologer, men fra den tidligere moderate norske regering selv, [fra] den autoritet, der er den naturlige leder af en sund og ensartet udvikling af et folks retskrivning, undervisningsdepartementet. For en halv snes år siden udsendte dette et cirkulære med forespörgsel til landets samtlige rektorer, om de fandt en ændring i den angivne retning hensigtsmæssig og tilrådelig; da flertallet svarede bekræftende, var dermed sagen afgjort, og så blev den udelukkende anvendelse af små bogstaver (bortsét fra egennavne og efter visse skilletegn) administrativt gennemført ved alle landets skoler. Nu trykkes alle skolebøger med denne orthografi; efter fødselsstatistikens forhold vil de små bogstaver brede sig i samfundet; efter dødsstatistikens forhold vil de store bogstaver forsvinde; om en menneskealder vil det nye være det herskende; om et par menneskealdre vil den nuværende retskrivning være en saga blot. Hvad er det altså, Björnson og Ibsen har gjort sig skyldige i, siden de skal dadles i så velvalgte udtryk? De har resolut og uegennyttigt ― uden frygt for at „miste alle deres abonnenter” ― kastet deres lod i vægtskålen for hurtigere at bringe samfundet over overgangstilstanden. Gid vore forfattere vilde handle ligeså „paradox” og med ligeså „kunstig opskruet Selvstændighed”, når reformen engang kommer hos os.

Det er altså et faktum, man må regne med, når man debatterer retskrivningsreformen herhjemme, at Nordmændene allerede har overskredet Rubicon, og der er vel ingen, der for alvor kan tro, at de vil vende tilbage og bede om at få de store bogstaver igen. Nordmændene har talt; vi har nu ordet. Afgörelsen ligger hos os. Bliver resultatet af vor retskrivningsdebat da, at alt skal forblive ved det gamle, er dette det samme som opsigelsen af literaturfællesskabet med Norge. Det må man være klar på. For vore forfattere og forlæggere kan det dog næppe være ligegyldigt, om den norske læsekreds går tabt. Men selv om så var, må dog den store dannede almenhed, det læsende publikum herhjemme, have billigt krav på, at de norske åndsfrembringelser, det hidtil har kunnet glæde sig ved, ikke stænges ude fra det og efterkommerne. Dette krav vil melde sig atter og atter med stigende styrke, indtil det bliver tilfredsstillet, og der behøves ingen spådomsevne til at forudsige, at om reformen ikke kommer i vor levetid, så vil den komme i den følgende generation, så vist som den sunde fornuft ikke i længden lader sig forvirre af fordomme og fraser.

---

1. Når dr. R. (piecen s. 6) skriver: „kun de, hvem fremfor alt Sproget er et Middel og ikke selve Maalet“, men s. 42: „den gode Stil og fremfor Alt Versformen kan og vil ikke bruge den Slags Omskrivning“, så fører jeg dette over på sætterens konto; derimod formoder jeg, at distinktionen mellem sætningerne „dette har ikke saa Meget at sige“ (s. 8) og „det vil af denne Undersøgelse kunne skjønnes, hvor lidet vidende om Sagforholdene de Folk ere“ (s. 24) beror på en finesse, som ikke er bleven mig klar af kontexten.
2. Ved literaturens guldalder forstår dr. Recke Oehlenschlæger og den cyklus æsthetiske forfattere, der fulgte efter ham indtil dette århundredes midte, af hvilke flere endnu [1888] er i live.
3. [Forf. har her begyndt på en sætning: „At slå Hostrup som orthograf i hartkorn med de andre repræsentanter for literaturens guidalder, er at göre ham uret“; måske har forf. derved villet göre opmeerksom på den kendsgerning, at Hostrup i „Sange og digte fra 30 år“, 1872, skriver substantiverne med små bogstaver.]
4. Hvor ordstillingen i dansk også tillader at indskyde verbet: „dem har jeg alle“.
5. Ved et indskudt udsagnsord kan det skilles fra stedordet; man kan både sige: „vi alle er mennesker“ og „vi er alle mennesker“ og i begge tilfælde bruger guldalderens forfattere stort A; men hvorvidt den samme skrivebrug bør anvendes ved den tredje mulige ordstilling „alle er vi mennesker“, det er jeg endnu ikke belæst nok til at kunne afgöre.