Bruger:Peter Alberti/testside
For dem, som maaskee ikke have læst dette
lidet Skrift i det tydske Sprog, hol-
der jeg fornødent, kortelig at vise Aarsagen,
hvorfore det er oversat efter Mendelsohns
tydske og ikke efter Platos græske Original.
Skrifter kan i det Tydske hartad ansees for
original, saasom Mendelsohn har aleene be-
tjent sig af Platos Indklædning, Orden og
Veltalenhed, men indrettet og tilskaaret de
metaphysiske Beviisgrunde efter disse Tiders
Smag. I den første Samtale har han holdt
sig ganske nær til sit Mønster, og aleene nøie-
re udviklet nogle Beviisgrunde, hvor de hos
Plato syntes at behøve samme. I den an-
den Samtale saae han sig nødt til at forlade
Plato, og antage et Beviis for Siælens
Immaterialitæt, som nogle af Platos Di-
sciple have brugt og adskillige nyere Philoso-
pher efter dem antaget. Men i den tre-
die Samtale maatte han ganske tage sin Til-
flugt til de nyere, og lade Socrates tale som
en Philosoph as det syttende eller attende
Aarhundrede. Disse ere Mendelsohns egne
Ord, der tillige vise mine Læsere Aarsagen,
hvorfore jeg har maattet bruge hans og ikke
Platos Original. Dersom denne Overseet-
telse maae vare saa lykkelig at finde billige
Læsere, da skal det fornøie mig at høre deres
Domme, saavel over dens Mangler, hvor-
af den indsigtsfulde Læser vist vil finde ad-
skillige, kanskee grovere end jeg selv troer,
som over dens saa, maaskee indbildte, Fuld-
kommenheder.
Socrates, en Søn af Billedhuggeren Sophroni-
scus og Jordemoderen Phænareta, den Viiseste
og Dydigste af alle Græker, blev, i det fierde Aar af
den syv og halvfierdesindestyvende Olympiade, fød i
Athenen i det alopeciske Qvarteer. Faderen holdt ham
i sin Ungdom til Billedhugger-Konsten, hvori han maae
have bragt det temmelig vidt, hvis de iklædte Gra-
tier, der stode paa Murene i Athenen bag ved Mi-
nervæ Billedstøtte, vare, som adskillige ville forsikre,
hans Arbeide. Tider, i hvilke en Phidias, Zeuris
og Myron levede, kunne ikke have indrømmet noget
middelmaadigt Arbeide en saa vigtig Plads.
I hans tredivte Aar, da hans Fader for længe
siden var død, og han, uden synderlig Tilbøielighed
men af Nød, endnu immer drev Billedhugger-Konsten,
lærde Crito, en fornemme Athenienser, at kiende ham,
bemærkede hans høie Talent, og dømde, at han ved
sin Eftertanke kunde blive det menneskelige Kiøn meget
nyttigere, end ved sit Haandarbeide. Han tog ham
da af Konstens Skole, og bragde ham til de Tiders
Viife, for at lade foreholde ham Skiønheder af en
høiere Orden til Betragtning og Efterlignelse. Lærer
Konsten at efterligne Livet i det Livløse, at giøre en
Steen liig et Menneske; saa søger derimod Viisdom-
men at efterligne det Uendelige i det Endelige, at brin-
ge Menneskets Siæl saa nær til hiin oprindelige Skiøn-
hed og Fuldkommenhed, som det er mueligt i dette Liv.
Socrates nød Underviisning og Omgang af de berøm-
teste Folk i alle Videnskaber og Konster, af hvilke hans
Discipler nævne en Archelaus, Anaxagoras, Prodicus,
Evenus, Isimachus, Theodorus, og andre.
Crito forsynede ham med Livets Nødvendigheder,
og Socrates lagde sig i Begyndelsen med megen Flid
efter Naturlæren, der paa den Tid gik meget i Svang.
Men han mærkede meget snart, at det var Tid til at
drage Viisdommen tilbage fra Naturens Betragtning
til at betragte Mennesket. Denne er den Vei, som
Philosophien altid bør tage; Den maae begynde med
at undersøge de udvendige Formaal, men ved hvert
Skridt, som den giør, kaste et Øie tilbage paa Men-
neskene, til hvis sande Lyksalighed alle dens Bestræbel-