Bruger:InsaneHacker/sandkasse

Heller ikke de af tinglige Rettigheder udspringende Krav, som gaa ud paa at gjøre selve den tinglige Ret gjældende, f. Eks. Vindikationskravet, henføres under Obligationsretten^[1]. De Fordringsrettigheder og Krav, som saaledes ikke omfattes af Obligationsretten, ere dog ofte i vidt Omfang undergivne dennes Retsregler.

Den nærmere Afgrænsning imellem Fordringsrettighederne og andre Formuerettigheder, navnlig Raadighedsrettighederne eller de tinglige Rettigheder, skal ikke omhandles her^[2]. Ved de tinglige Rettigheder siges Tingen, som Retten haves over, at være Rettighedens Gjenstand (Objekt). I denne Forstand kan der ikke tales om nogen Gjenstand for Fordringsrettigheder^[3]. Hvad enten man som Gjenstand vilde betegne den Ydelse, som kan kræves, eller den Person, som Kravet haves imod, vilde Forholdet imellem den Berettigede og „Gjenstanden“ her være et ganske andet end ved Raadighedsrettighederne; der kan ikke haves Rettigheder over Personer, men kun mod Personer. Ved Fordringsrettighederne bliver der derfor ikke at tale om nogen Gjenstand for Retten , men kun om dens Indhold; derimod kan det, der skal ydes, betegnes som Ydelsens Gjen­stand (ofte betegnes det som Ydelsen).

De enkelte Led i den givne Bestemmelse af Fordrings­rettighederne blive herefter Rettighedernes Indhold, Subjekter og Retsbeskyttelse. Herom skulle nogle almindelige indledende Bemærkninger gjøres i de følgende Paragrafer (§§ 2—4).

§ 2.

Fordringsrettighedernes Indhold^[4].

I.   Indholdet af Fordringsrettighederne blev ovenfor an­givet som en Formuefordring imod en Person. Den ene Person kan tjene den andens formueretlige Øjemed dels ved sine Formuerettigheder, dels ved sin Arbejdskraft, dels endelig ved sin Erhvervsevne. Herved giver sig Hovedformerne af For­dringsrettighederne efter deres Indhold:

1.   Kravene paa positive Ydelser af Formuerettigheder (Raadighedsrettigheder eller Fordringsrettigheder). Inden­for denne Gruppe kan atter sondres imellem de Tilfælde, hvor Kravet gaar ud paa a) Erhvervelse af Formuerettigheder fra Skyldneren, f. Ex. Sælgerens og Kjøberens almindelige Rettig­heder efter Kjøbekontrakten, og b) dem, hvor Kravet gaar ud paa, at Formuegoder skulle stilles og holdes til Fordringshave­ rens Raadighed uden dog at overføres til ham,^[5] f. Eks. den uigjenkaldelige Bemyndigelse til at udøve en Andens Ret. Denne sidste Gruppe vil forøvrigt i dansk Ret, jfr. derimod i Romer­ retten f. Eks. Læren om locatio-conductio^[6], ikke være af stor praktisk Betydning.

2.   Kravene paa positive Arbejdsydelser, f. Eks. Hus­bondens Krav efter Tyendekontrakten, Forvaringsgiverens Krav efter Forvaringskontrakten.

3.   Det Retsforhold imellem to Personer, ifølge hvilket den Enes Erhvervsevne er bunden til Fordel for den Anden, saaledes at hins Erhvervelse af Formuegoder indenfor videre eller snævrere G ræ nser kommer denne umiddelbart til Gode,^[7] f. Eks. Interessentskabsforhold og Kommissionsforhold, Retsfor­hold, der fremkomme ved anteciperet Pantsætning, K. L. 25. Marts 1872 §§ 152, 153, ved Fledføringskontrakten, D. L. 5—1—9, og ifølge K. L. 25. Marts 1872 §§ 1 og 3 smh. m. § 5. De her omtalte Retsforhold kunne foreligge, uden at Skyldneren er pligtig til at udfolde nogen Erhvervsvirksomhed til Fordel for Fordringshaveren. De falde ikke ind under det fra Romerretten nedarvede Obligationsbegreb, som kun omfatter Kravene paa Ydelser (1, 2 og 4)^[8].

4.   I Almindelighed nævner man ogsaa som en Gruppe af Fordringsretsforhold de saakaldte negative Obligationsforhold (obligationes non faciendi), hvormed menes, ikke den al­mindelige Pligt til ikke at krænke Andres Rettigheder, men den paa særlig Retsgrund hvilende Pligt for en Person til ikke at benytte en ham efter almindelige Regler tilkommende Hand­lefrihed, f. Eks. hans Pligt til ifølge derom afgivet Løfte ikke at benytte sin Ting paa en vis iøvrigt tilladelig Maade eller ikke at drive en vis Næring. Idet en Ret bestemmes som et retsbeskyttet sædeligt Gode, ligger det nær at nægte de nega­tive Obligationsforhold Karakteren af selvstændige Retsforhold og at opfatte dem som Eksempler paa Retsbeskyttelse for posi­tive Goder udenfor de almindelige Grænser for Retsbeskytskyttelse^[9]. Rigtigt er det nu ogsaa, at Anerkjendelsen af de negative Obligationsforhold bunder deri, at deres Formaal nor­malt er Beskyttelsen for et positivt sædeligt Gode. Men at et saadant oplyses at foreligge, er ikke Betingelse for Rettens Eksistens. Bibeholdelsen af den nedarvede Betegnelse negative Obligationsforhold er derfor maaske dog mest retvisende^[10]. Men det maa erindres, at adskillige af de Retsregler, der gjælde for Obligationsforhold i Almindelighed, ikke komme til Anvendelse paa denne særegne Underart^[11].

II.   Indenfor hver af de nævnte Hovedformer af Obliga­tionsforhold kan Indholdet atter frembyde mangfoldige Forskjelligheder. Navnlig de ved Løfter (Kontrakter) skabte Fordrings­rettigheder ville ifølge Kontraktsfrihedens Grundsætning kunne forekomme med en Rigdom af Forskjelligheder. Men visse Grænser maa dog ogsaa her anerkjendes. For det første kan Retsordenen ikke anerkjende nogen Pligt til Ydelser, som ere umulige (impossibilium nulla est obligatio). Denne Sætning maa, som selvfølgelig, gjælde baade om den faktisk umulige Ydelse, f. Eks. at levere en til Grunde gaaet Ting, og om den retligt umulige^[12], f. Eks. at overdrage Ejendomsret over en Andens Ting, og baade om den absolut eller objektivt umu­lige Ydelse ↄ: den som efter sin Beskaffenhed ikke kan erlægges af Nogen, f. Eks. Udførelsen af et Arbejde, der skal udføres af den Paagjældende selv, men som overstiger hans legemlige eller aandelige Kræfter, og den relativt eller subjektivt^[13] umulige Ydelse ↄ: den, som vel kan erlægges, men ikke af den Paagjældende, f. Eks. selv eller ved Andre at udføre et Arbejde, som man paa Grund af Sygdom og Penge­mangel ikke kan faa besørget, eller at betale Penge, naar man Intet ejer. Men Sætningen gjælder naturligvis kun saalangt, som Umuligheden rækker. Den, der har paataget sig at betale Penge d. 1. Maj, er altsaa ikke forpligtet til at betale dem d. 1. Maj, naar han paa denne Dag Intetsomhelst ejer, men der paahviler ham stedse en Pligt til at betale Penge, naar han atter kommer til Midler^[14]. Og det Bemærkede udelukker paa ingen Maade, at den, der har lovet en umulig Ydelse, kan være pligtig til at yde et muligt Ækvivalent for denne, se her­om nedenf. § 44. Dernæst maa, for at der kan foreligge en Fordringsret, Ydelsen være saaledes bestemt, at det uafhængigt af Skyldnerens rene Vilkaarlighed overhovedet kan bestemmes, hvad Fordringshaveren skal have Retsbeskyttelse for, se nær­mere nedenf. § 20. I. Endelig er der, dels af Hensyn til En­kelte, dels af Hensyn til Samfundet, fastsat Undtagelser fra Kontraktsfriheden, se nedenf. § 20. III om Løfter, som stride mod Lov og Ærbarhed, saa at det maa fremhæves, at der ikke kan anerkjendes Pligter til at foretage det Utilladte eller det Usædelige.

III.   Medens den i det Enkelte gaaende Sondring imellem de i Indhold forskjellige Grupper af Obligationsforhold hører hjemme i Obligationsrettens specielle Del, skal her fremhæves nogle Sondringer af mere almindelig Betydning. Ved gjensidige^[15] Obligationsforhold forstaas de, der tilsigte en Ombyt­ning af Ydelser, saa at begge Parter ere forpligtede til Ydelser, der forholde sig som Vederlag, f. Eks. Kjøbe- og Salgskon­trakten, Tyendeforholdet, hvoraf følger, at Pligterne og Ydel­serne staa i et ejendommeligt Afhængighedsforhold til hinanden, se nærmere nedenfor navnlig i § 18. III, § 42. II, § 65. Naar man i Modsætning hertil betegner alle andre Obligationsforhold som ensidige, maa det erindres, at denne Betegnelse egentlig kun passer paa de Tilfælde, hvor kun den ene Part er forplig­tet, f. Eks. det rene Gjældsforhold, men ikke paa dem, hvor begge Parter ere forpligtede, uden at Ydelserne dog staa over­for hinanden som Vederlagsydelser, f. Eks. det vederlagsfrie Depositumsforhold, hvor den Forvaringsgiveren muligvis paa­ hvilende Pligt til at erstatte Forvareren visse Udlæg ikke er Vederlag for dennes Pligt til at forvare den modtagne Ting. Forhold som det sidstnævnte betegnes undertiden som ufuldkomment gjensidige. Af Betydning er dernæst Sondringen imellem velgjørende Kontrakter (Erhvervelser ex causa lucra­tiva), der kun tilsigte den ene Parts Fordel, i Modsætning til de bebyrdende, der paalægge Opofrelser for Fordele (Erhver­ velser ex causa onerosa).

Sondringen imellem delelige og udelelige Ydelser^[16] forstaas undertiden saaledes, at Ydelsen kaldes delelig, naar den kan opløses i en Række af Ydelser, der kun kvantitativt ad­skille sig fra den samlede Ydelse, f. Eks. Pengeskyld i Mod­sætning til Pligten til at opføre en Bygning. Undertiden be­tegnes Ydelsen som delelig, naar Skyldneren har Ret til delvis Frigjørelse ved delvis Erlæggelse. At disse tvende Bestemmel­ser ikke falde sammen, er klart; den, der har Penge til Gode, er f. Ex. kun i Undtagelsestilfælde, jfr. saaledes V. L. 7. Maj 1880 § 37, pligtig at modtage delvis Betaling, og omvendt kan det f. Eks. ved Kontrakter om Byggeforetagender være ved­taget, at delvis Aflevering skal kunne finde Sted. Ogsaa andre Betydninger af Betegnelsen delelig Ydelse forekomme i Syste­merne, og hvor man bruger denne Betegnelse, bør man derfor nærmere angive, hvad dermed menes. Forbigåaende kaldes Ydelsen, naar den pligtmæssige Erlæggelse foregaar i et Øje­blik, f. Eks. Pligten at overdrage Ejendomsret over en Ting, hvorimod den kaldes vedvarende, naar den pligtmæssige Virk­somhed strækker sig ud over et Tidsrum, f. Eks. Udlejerens og Tyendets Forpligtelse.

Individuelt bestemt siges Ydelsen at være, naar intet Valg med Hensyn til Ydelsesgjenstanden tilkommer Parterne, f. Eks. Kravet paa en bestemt Hest, Husbondens Ret overfor Tyendet, jfr. L. 10. Maj 1854 § 23. Generisk bestemt^[17] kaldes Ydelsen, naar den kun er bestemt ved Slægts- eller Artsmærker, f. Eks. en Pengesum, et Kvantum Sæd af en vis Be­skaffenhed, Udførelse af et Arbejde, som ikke skal udføres af en bestemt Person, jfr. Fdn. 27. Maj 1848 § 8, saa at Valg haves imellem alle de Ydelser, der have de fastsatte Egenska­ber. Med Hensyn til generisk bestemte Ydelser siges det ofte, at Ydelsesgjenstanden ikke kan gaa til Grunde saaledes, at Ydelsen bliver objektivt umulig (genera non pereant), men ganske nøjagtig er denne Sætning naturligvis ikke, jfr. f. Eks. Vin af Høsten 1890 fra et bestemt Gods. Den undertiden opstillede Sætning, at den generisk bestemte Ydelse bliver individuelt bestemt derved, at Skyldneren har foretaget, hvad der fra hans Side udkræves til Ydelsen, er tildels misvisende^[18]. Alternativt bestemt er Ydelsen, naar Kravet gaar ud paa en eller en anden af flere forskjellige Ydelser. Som det vil ses, udelukke Begreberne alternativt og generisk bestemt Ydelse ikke hinan­den, og den omtalte Tredeling^[19] er ikke udtømmende, jfr. f. Eks. det Tilfælde, at man har forpligtet sig til at levere et vist Kvantum af en bestemt Dynge Korn, Kbl. § 3.

IV.   Indenfor det enkelte Obligationsforholds Indhold opstilles forskjellige Sondringer. Ved Kontrakter sondres der saaledes imellem deres væsentlige Indhold (essentialia negotii), hvorved forstaas den Del af Kontraktens Bestemmelser, der gjør den til en Kontrakt af en bestemt Art, i Modsætning til de uvæsentlige Bestemmelser, der ikke kræves af Kon­traktens Begreb (accidentalia negotii). I Lejekontrakten er saa­ledes Aftalen om Brugsoverdragelse mod Vederlag væsentligt Indhold, men Aftalen om, at der skal ydes Renter af Lejesum­men, naar den ikke betales i rette Tid, uvæsentlig. Undertiden forstaas ved Kontraktens væsentlige Indhold den Del af dette, som for en Part har været Bestemmelsesgrund for Kontraktens Indgaaelse, jfr. Læren om Forudsætninger nedenf. § 18. Der sondres imellem Hovedydelsen og Bipræstationen, som staar i akcessorisk Forhold til hin, f. Eks. Konventionalbod og Renter. Ved Renter^[20] i snævrere Forstand (jfr. § 98. V) forstaas den Godtgjørelse, der ydes en Fordringshaver for Afsavnet af Penge eller andre fungible Ting og er fastsat som en Brøkdel af Hovedydelsen. Endelig sondres der imellem den principale Ydelse og den Ydelse, der skal erlægges, fordi den principale Ydelse ikke erlægges, som Ækvivalent for denne og dens Udeblivelse, Opfyldelsesinteressen. Efter en strængere Sprogbrug betegnes denne sidstnævnte Ydelse, naar Grunden til, at Skyldneren skal erlægge den, er den, at hans Ikke-Opfyldelse var retsstridig, som en Erstatningsydelse, hvorimod den betegnes som en Subsidiærydelse eller Garantiydelse, naar den skal erlægges, uagtet Ikke-Opfyldelsen ikke var retsstridig, se nedenf. § 41, men i Almindelighed bruges Udtrykket Erstatningsydelse som Fællesbetegnelse for begge Arter. Pligten til at yde Opfyldelsesinteressen er en Underform af Pligten til at yde Erstatning^[21] ↄ: Godtgjørelse for en Skade. Erstatningspligtens Omfang bestemmes undtagelsesvis (f. Eks. § 29. III, § 145. I. 3) ved en objektiv Maalestok, det krænkede Godes almindelige Værdi (vera rei æstimatio)^[22] men i Almindelighed bestemmes det individuelt, saaledes at det er den Tablidendes Interesse^[23] ↄ: hans individuelle Tab eller — som det ofte men ikke ganske korrekt udtrykkes — Forskjellen mellem hans Formue, som den nu er og som den vilde have været, dersom den paagjældende skadevoldende Kjendsgjerning ikke var indtraadt, der skal erstattes ham. Plig­ten til at yde Interesse kan hvile paa meget forskjelligt Grund­lag, paa Kontrakt, enten som dennes principale Indhold, f. Eks. Forsikringskontrakterne, eller som dens subsidiære Indhold, se nedenf. § 41. III, paa Retsbrud, se navnlig nedenf. § 36, eller paa andre forskjelligartede Kjendsgjerninger, se nedenf. §§ 32—35 og 48. Der kan følgelig ikke paa Forhaand med Sikkerhed siges noget om den i Almindelighed; der kan ikke tales om ét „Interesseprincip“, men der maa anerkjendes flere saadanne. I Læren om Kontrakter bliver navnlig at fremhæve Modsætningen imellem Pligten til at yde Opfyldelsesinteressen, der, som be­mærket, gaar ud paa ved et Ækvivalent at stille Fordrings­haveren, som om Skyldnerens Forpligtelse behørig var bleven opfyldt, og Pligten til at yde den negative Kontraktsinteresse^[24], der gaar ud paa at erstatte Modparten det Tab, han har lidt ved at stole paa Kontrakten, altsaa stille ham, som om Kontrakten ikke var bleven indgaaet, se f. Eks. L. 27. April 1894 No. 70 § 1 og Fdn. 24. April 1839 § 3, hvorefter den Umyndige, som ved falske Foregivender om at være myndig f. Eks. har forledt en Anden til at indgaa en Byttekontrakt med sig, aldrig er pligtig at yde den af ham lovede Ting eller Opfyldelsesinteressen, men derimod efter Omstændighederne maa erstatte Medkontrahenten det Tab, denne har lidt ved Kontrak­tens Indgaaelse, f. Eks. Værdien af den Ting, som den Umyn­dige har tilbyttet sig og forbrugt.

V.   Fordringsrettighederne kunne være begrænsede ved Betingelser og Tidsbestemmelser^[25]; navnlig ville disse Begrænsninger hyppigt forekomme ved Kontrakter. Betinget er Fordringsretten, naar den er gjort afhængig af en uvis Begi­venhed, og der sondres i saa Henseende imellem opsættende (suspensive) Betingelser, f. Eks. A. lover B. en Penge­ydelse, dersom han indgaar Ægteskab, og den opløsende (resolutive) Betingelse, f. Eks. et aarligt Underholdningsbidrag loves en Person, indtil han opnaar en vis Stilling. Indenfor Tidsbestemmelserne sondres imellem Begyndelsesterminen, f. Eks. A. lover at betale B. en Pengesum næste Lørdag, og Slutningsterminen, f. Eks. A. bortfæster sig som Tyende indtil 1. Maj næste Aar, eller der fastsættes en Dag, inden hvilken en Kautionsforpligtelse skal være gjort gjældende for fremdeles at kunne bestaa (jfr. § 120. II). Medens Forskjellen imellem Betingelsen og Tidsterminen er klar nok, idet den førstes Indtræden er uvis, hvorimod den sidstes er vis, kan det undertiden være tvivlsomt, om en Kjendsgjerning i en Retshandel er at opfatte som en Betingelse eller som en Tidsangivelse^[26]; det kan f. Eks. naar en Ydelse er lovet, saaledes at den skal erlægges paa en Persons 25-aarige Fødselsdag, undertiden være tvivlsomt, om Ydelsen ubetinget skal erlægges paa den saaledes bestemte Kalenderdag, eller om Ydelsespligten er betinget af, at den paagjældende Person op­ naar 25 Aars Alderen. Naar en Kontrakt har fastsat en Fordringsrets Indtrædelse under en opsættende Betingelse eller ved en Begyndelsestermin, vilde det være misvisende at betegne Forholdet saaledes, at Retten først er stiftet ved Betingelsens eller Terminens Indtrædelse; Retten er straks stiftet^[27] som betinget og tidsbegrænset. Ligesom der f. Eks. i Tilfælde af Skyldnerens Konkurs gives Fordringshaverne Udlæg for For­dringsrettigheder, hvis Begyndelsestermin endnu ikke er kom­men, K. L. § 131, saaledes maa der for suspensivt betingede Fordringer gives Udlæg af Boet^[28], Sk. L. § 46, jfr. L. 9. April 1891 No. 66 § 23. 3°, medens Udbetalingen dog bliver at ud­sætte, indtil Betingelsen er indtraadt, jfr. K. L. § 132. Natur­ligvis kan der ved Obligationsforhold ogsaa forekomme andre Tidsbestemmelser end de omtalte Terminer; naar Gjenstande forsikres indtil Udgangen af 1895, er det saaledes ingenlunde Meningen, at Forpligtelsen skal ophøre ved det angivne Tids­punkt, men Meningen er den, at Forsikreren kun skal hæfte for den Skade, som indtræder forinden Tidspunktet. Ikke sjæl­dent vil der opstaa Tvist om, hvad der er ment med en Tids­angivelse i en Kontrakt^[29]. Som Tidspunkter, der ere af særlig Betydning, fremhæves Forfaldstiden, det Tidspunkt, paa hvilket Fordringshaveren kan fordre Ydelsen erlagt, Handlingstiden,^[30] det Tidspunkt, paa hvilket det er Skyldnerens Pligt at erlægge, og Frigjørelsestiden eller Betalingstiden, det Tidspunkt, paa

1. Jfr. Dernburg Pandekten II § 1 Note 12, Planck II S. 5.
2. Se herom Torp Hovedpunkter §§ 1 og 2, Torp-Grundtvig § 1, H. Scheel Norsk Tingsret § 2. Jfr. Windscheid §§ 38—45, Planck III S. 3—10.
3. Jfr. herom Windscheid § 252 Note 1 og § 262 Note 1, Planck II S. 9.
4. Aagesen S. 140 og § 7, Larsen §§ 3 og 5—8, Gram S. 54—78, 99—102, 131—132, Aubert §§ 7, 8, 4, Evaldsen § 9, Serlachius §§ 7—13. Jfr. Windscheid §§ 252—255, 262, 264 og 81, Planck II S. 9.
5. Herom nedenf. § 143.
6. Lassen R. R. S. 527—528 (Læreb. S. 324), nedenf. § 88 Note 2—5.
7. Nedenf. § 144.
8. Lassen R. R. S. 423—424 (Læreb. S. 258—259).
9. Goos I S. 156— 160, jfr. II S. 137, Kohler hos Ihering XVII S. 263.
10. Bentzon A. R. S . 41, jfr. Grundtvig Reklamation S. 4 Note 1, Aagesen S. 185 —186, 245—247
11. Dernburg II § 7.
12. D. i U. f. R. 1886. 593, H. R. T. 1901. 198 (U. f. R. 1901. 599).
13. Herimod Goos II S. 217—220, jfr. nedenf. § 41 ved Note 9 ff. Andre bestemme Sondringen imellem objektiv og subjektiv Umulighed paa anden Maade, f. Eks. Torp i U. f. R. 1880 S. 355. Se nærmere om Æmnet nedenf. §§ 44, 67, 20. II.
14. H. R. T. 1887. 283 (U. f. R. 1887. 982), nedenf. § 67 ved Note 4.
15. Gram S. 15—19, Evaldsen S. 134—136, Serlachius § 20, Windscheid §§ 320, 321.
16. Gram d. 57—58, Windscheid § 253, Dernburg II § 47.
17. Jfr. Torp-Grundtvig § 4 Note 24.
18. Se nedenfor § 62 Note 33.
19. Aagesen S. 183—184, Evaldsen S. 130—131, Hagerup S. 6—7 og 45—46; Windscheid § 225, Kohler hos Ihering XVII S. 391—392: I alternative Obligationsforhold ere de forskjellige Ydelser, som staa til Valg, økonomisk forskjellige, i generiske Forhold økonomisk éns.
20. Gram S. 75—78, Evaldsen S. 132—134. Jfr. Windscheid §§ 259—261, Dernburg II § 43.
21. Gram S. 66— 74, Aubert §§ 11 —13, G. W. Gram S. 12—15.
22. Jfr. Ihering Geist des römischen Rechts II. 1. S. 110 ff., Lassen R. R. S. 434 (Læreb. S. 266).
23. Se nedenfor navnlig § 36. II—IV, § 41. IV, § 43. I, Windscheid §§ 257, 258, jfr. § 101 Note 14. Federspiel Begrebet Interesse i Læren om Forsikring S. 44 ff.
24. Munch-Petersen Den saakaldte negative Kontraktsinteresse i T. f. Rvdsk. XI S. 1 ff., jfr. nedenf. § 38, Planck I ad B. G. B. § 122, Stang i T. f. Rvdsk. XVIII S. 307 Note 2, Serlachius § 27.
25. Torp Hovedpunkter § 6.
26. H. R. T. 1883. 491 (U. f. R. 1884. 69), jfr. Windscheid § 96^a Note 5—7.
27. Torp l. c. S. 105—106, 111—112, Larsen Sml. Skr. II. I. S. 109—111, Gram S. 203—204, Jul. Lassen i T. f. Rvdsk. I S. 112, III S. 218, Torp T. f. Rvdsk. II S. 124, Deuntzer Skifteret S. 188—189, D. i J. T. XXVI. 224, U. f. R. 1900. 587, Aubert S. 301, Nordling S. 2 28—229, Aagesen R R. II S. 276 —277, Program 1872 S. 11 Noten, Wharton § 548. Den modstaaende Anskuelse, der gaar ud paa, at der indtil Betingelsens Indtræden (undertiden antages det samme om Tids­terminen) kun eksisterer en retsbeskyttet Adgang til en Ret, jfr. Scheel Privatrettens almindelige Del II S. 38—40, Windscheid § 67 Note 2, § 89 Note 11 og 13^a, § 96 Note 3—5, D. Entw. Mot. II S. 255, B. G. B. §§ 158, 163, Planck 1 ad § 158 No. 2 og ad § 163, Mourlon II S. 657 (men derimod om Tidsbestemmelser S. 667), afviger forøvrigt i Al­mindelighed vistnok kun terminologisk fra den i Teksten antagne. Jfr. om Æmnet i det Hele B. G. B. §§ 158—163, Dernburg I §§ 148—157, Wharton § 603, U. f. R. 1877. 215, Schw. Art. 171, 172, code civil art. 1179—1181, 1185. Efter det i Teksten Bemærkede bør Betingelsen og Terminen ikke betegnes som retsstiftende Kjendsgjerninger, hvorimod der, da Indtrædelsen af disse Fakta dog forandrer den allerede stiftede Rets Egenskaber, ikke kan indvendes noget imod at betegne dem som supplerende retsstiftende Kjendsgjerninger, Aagesen R. R. I S. 168—170, Goos I S. 208—209.
28. Deuntzer Skifteret S. 212, 477, jfr. Hagerup Civilproces IV S. 88, D. K. O. §§ 66, 67, 154, 171. Om Løftet „jeg vil, hvis jeg vil“ o. desl. se nedenf. § 10 Note 2, § 98 Note 53.
29. Se f. Eks. H. R. T. 1877. 819 (U. f. R. 1878. 594), nedenf. § 69 Note 5, § 120. II, H. R. T. 1904. 277 (U. f. R. 1904 B. 285), U. f. R. 1896. 834.
30. Denne Terminologi er foreslaaet af Aagesen R. R. II S. 100. En særlig Betegnelse for dette Tidspunkt er der Trang til, navnlig i Læ­ren om Skyldnerens Mora; andre Betegnelser ere f. Eks. Leveringstid, (saaledes Kbl.), Ydelsestid. jfr. Hagerup S. 120 Note 7, Aubert Vek­selret S. 182.