Breve fra Niels Ditlev Riegels

by Niels Ditlev Riegels

Breve fra Niels Ditlev Riegels

Alle tidligere trykte breve fra Niels Ditlev Riegels (1755-1802) findes her. Undtaget er dog de breve som Riegels selv trykte i diverese skrifter, og som mere har karakter af debatindlæg end personlige tekster. Uddragene og dateringer af udaterede breve er alle foretaget af forfatterne eller udgiverne af de bøger som brevene har været trykt i.

Til Peter Frederik Suhm, 2. Maj 1778

(fra C. Bruun 1898, s. 32*)

Høy og Velbaarne Hr. Kammerherre!

Ubeskrivelig er den Glæde, Haabet afmaler mig at Nordens Suhm, ey allene tilgiver mig min dristighed at ieg som fremmedt tør tilskikke ham et ungdoms arbeyde, men at han endog vil med sine skarpseende øyne giennemlæse det – og at ieg da af hans dom kan vente opmuntring, eller varsel. De haver viist verden hvorledes man bør behandle de gamle Kilder, De veed hvor møysommeligt arbeydet er, hvormeget man maae læse, for med overbeviisning intet at tabe, ved at glemme det – Lysten hos mig er stor til saa, at giennemgaa alle Secula liige til det 14 sec: og maaskee ieg kunde bane vey til en Historia dogmatum, den fattes fordi en kiede af paafølgende Slægters arbeyde udfordres dertil. Glad om min heele leve Tiid kan skienke materialia dertil. Petavius tordner, Calow og Chemnitizius fremsætter Kietterierne for at aabne dem selv en vey til at giendrive og viise Iver. Nyere modtager electriske stød af de ældre og sælger os ofte gamle urigtigheder i nye klædninger, og de allernyeste forstaar mesterlig saa at skrive at de ere ganske usporlige. Den store Cramer haver, omendskiøndt ey fuldstændig, dog viist hvorledes Kiettere bør behandles. i hans Bossuet ere Scholastikerne mesterlig afhandlede. Men hvad Ret haver ieg til med mit brev at berøve Deres arbeyder Tiiden?

Forsikkret om, at de tilgiver mig, skal ieg aldrig undlade med ubrydelig Høyagtelse at forblive Deres Velbaarenheds underdanigs Tiener.

Niels Riegels Kiøbenhavn d. 2. May 1778. P.S. logerende i Skiibet paa Vestergaden.

Til Peter Frederik Suhm, 28. februar 1780

(fra C. Bruun 1898, s. 32*-33*)

Høy og Velbaarne Her Kammer Herre!

Jeg vilde blottet fra Deres Godhed føre et elendigt Liv i Kiøbenhavn. Deres ypperlige Bogsamling giør at jeg ey haver foretrukket mange maaske for min Sundhed mere passende opholds Steder. De maa da nu og tillade mig at aflegge Regnskab for de af Dem saa ofte laante Rigdomme, og hvor lykkelig hvis De troer at ieg haver anvendt dem vel. Ingen haver ieg, hvis Dom ieg anseer for at være af nogen værdie, naar det gielder om Kirkehistorien, Schønheyder lader jo Natalis Alexander være den yderste Grad af Fuldkommenhed i dette fag. Rohte kan gierne philosophere over Beretninger oversadte i frandsk eller tydsk, kort ieg kiender ingen her der overseer Historien i sin fulde Strækning undtagen De og vore store Schiønning, hvilken maaskee Professor Schlegel allene kan succedere, fordi han tør alt, hvor skal jeg henvende mig? ingen haver ieg at tale med, Jeg var da dristig nok til at sætte en prøve paa om Deres Høy Velbaarnhed vilde paatage sig den umage at siige mig de feyl De fandt i Udkastet til denne Kirkehistorie paa Dansk, ieg vil saa nødig gaa gandske allene – mig fattes ikke paa Collectanea, den skal snart blive færdig, naar Deres Velbaarenhed først biefalder Udkastet. Jeg kan ikke just heri føre lærde beviiser af grædske og latinske Scribentere, minst om Kietterierne, men maa da i Registeret, som kommer senere, henviise til den latinske afhandling som udførligen og critisk skal behandle de 4re første aarhundreder – skulde Tiiden ikke kunde tillade Dem at siige mig Deres Dom, maa ieg skikke det til Cramer i Kiel, der hidtil har ophiulpet mig ved sin opmuntring til at lade det af mig skrevne trykke, men sandelig veed ieg ikke i det Historiske at giøre forskiel paa Dem og Cramer. Jeg er med uryggelig Høyagtelse

Deres Høy Velbaarnheds underdanige Tiener

N.D. Riegels Kiøbenhavn d. 28 Febr. 1780 Boendes i Strandstrædet Num: 145

Desuden den Kirkehistorie er et underhaanden befalet arbeyde, disse pleyer sielden at lykkes.

Til Johan Bülow, 25. juni 1784 (uddrag)

(fra J.H. Bang 1867, s. 4-5)

Ved sidste Samtale med Hs. Excellence Geheime Raad Bernstorff lod det til, som han ikke misbilligede mit forslag at skrive Kron Prindsens Opdragelses Historie lige til den 14de April, og da at sætte den ved siden af Christian d. Ivdes; thi i sig selv imodsadte synes de dog at have frembragt een Virkning, nemlig landets store Haab og Glands. Christian d. Ivdes haver jeg mesten færdig og tvivler ingenlunde paa at jo Etats Raad Berger i Kiel, vist af Venskab for mig vil forsyne mig med sin Tiids Efterretninger. Dette samme skulde man have fra Etats Raad Sporon nu Conference Raad Pralhans. Geheime Raad Numsen talede jeg herom med i Dag og han meente jeg kunde best henvde mig til Deres Høy-Velbaarenhed, som hafde Ret til at forlange det skriftligen af Conference Raad Sporon, og maatte han letteligen kunde give een skriftlig Beretning fra Aar til Aar hvorledes han haver indrettet sin Underviisning med nøye Benævnelse af de brugte Bøger, og dernæst lade medfølge de af ham selv sammenskrevne Compendier i een eller anden Videnskab. Nytten af dette Arbeyde torde maaske blive større, end man i første Øyekast forestiller sig, da Christian d. Ivdes opdragelse er eet Mesterstykke og Guldbergs Nedrighed overalt fremstikker, i Sporons Villighed til at være hans Redskab. Naar disse beretninger bleve mig igiennem Deres Høy Velbaarenhed tilstillede – skulde jeg snart forfærdige Udkastet, og overlevere Dem det til Eftersyn da de allene er i stand til at prøve dets Rigtighed, og trykke Sandheds Stempel derpaa. Det forstaar sig dette Arbeyde skal fra min side blive drevet med yderste forsigtighed og saaledes at det allene skulde komme Hans Kongelige Høyhed og hans fortrolige til Nytte og Eftersyn

Jeg forbliver p.p.

P.S. Condillac, Flechier have jo giordt sig een Ære af selv at forelægge den lærde Verden hvorledes de have opdraget de dem betroede Prindser. Sporon bør ogsaa villig giøre det, men længere end trende Ugers tiid bør ham af visse Aarsager ikke gives – han maatte ellers letteligen kunde retfærdiggiøre sig med antidaterede Breve fra Aarhus^[1] og flensborg ^[2] og fredensborg ^[3]

Til Johan Bülow, 29. juni 1784 (uddrag)

(fra J.H. Bang 1867, s. 5-6)

Det var maaske muligt i følge senere Aftale med Grev Bernstorff at jeg inden føye Tiid kunde komme til at giøre een Reyse, for ham ikke uvigtig – den kommende afbrudne Tiid vilde altsaa ikke sætte mig i stand til alvorligen at bearbyde det omtalte æmne, hvis Udførelses Nødvændighed ingen let kan tvivle paa. Jeg vilde derfor ikke nu forlange derom Audience hos Hans Kongelige Høyhed, men opsætte samme indtil intet hindrer mig fra i flere Maaneder at udarbeyde een for flere Slægter saa vigtig Historie – ikke at tale om at mange Kilder vilde stoppes for mig, naar jeg ikke hafde Befalning at forevise, paa denne venter jeg thi den kan best bestemme Øyemedet hvori Beretningen skal ordnes – Min Reyse i Morgen til fyhn og siden til Lolland sigter ikke alene til at bestyrke min paa nogen Tiid vaklende Helbred – men for og at overtyde den Mand om, hvis Segl jeg skar af til Dem at jeg ikke er minde end betydende hos det 14de Apriils Partie – og J[uliane] M[arie] Dr[onningen] for at vise sin indflydelse, hielper mig allerbest, da hun har sagdt til Signetets Herre at paa hendes forbøn var jeg saa vel kommet fra hende;^[4] Hvorved da den forønskede Rende Hest beholdes og ved fraværelsen ligesom bestyrkes.

Grev Bernstorff synes mig i Dag ikke gandske Vel, feberen har [i] Dag meldt sig igien, Himmelen selv give ham Kræfter – kuns han kan styre for os i den underlige Giæring, Keyseren synes at sætte Europa i.

p.p.

Til Johan Bülow, 3. januar 1785 (uddrag)

(fra J.H. Bang 1867, s. 6-7)

Ikke vil jeg giøre mig Umage for at trænge igiennem de Vildereder der forfølger mig saa underligen, et lidet forsøg i dette nye Aar haver overbeviist mig om, at mine Venner i Nøden, intet ønsker hellere end at jeg var fraværende. Jeg haver ogssa udfundet et Middel hvorved jeg uden at attraae Embede uden megen Møye kan blive sadt i den Stand paa Landet at kunde være mig selv til Nytte uden at ekle Ministrene. Det er forgives at nogen Minister vil overtale mig til at kalde kroget, ret, den Egennytte, familie Aand, Tydskhed, Uorden biefalder og fortier jeg aldrig. Disse vare ikke Vilkaarene der laae til Grunde i forbindelsen indgaaet 1783. Himmel! Hvorofte har man ikke i de forløbne 20 Maaneder glemt landet for bie Hensigters Skyld.

Overladt mine philosophiske Betænkninger paa Landet skal jeg stræbe saa upartisk som mulig at overlevere Hds. Kongelige Høyhed den hele Historie af den 14de April fra 1780 til dato. Her i Byen møder mig al for ofte smertende Uerkendtlighed fra deres Side, hvor jeg mindst fortiente den, heraf flyder en Tungsindighed der ikke kan andet end standse min Pen.

p.p.

Til Johan Bülow, 30. maj 1786 (uddrag)

(fra J.H. Bang 1867, s. 8-9)

Halv udmattet hafde jeg i fredags besluttet at gaae paa Landet for at samle Kræfter, men snart samlede jeg disse ved at see det tilsendte. jeg haverlykkeligen til mit Øyemed uddraget hvert Nummers Kierne. Enhver seer at i Guldbergs meest despotiske tiid de sidste 2½ Aar haver han protocolleret en ubetydelig Deel af sine Sottiser – maaske haver Guldberg taget Staatz Secretairats Protocollen med sig?

Jeg haaber det kan tillades mig oppe hos dem at gjennemløbe Reventlovs Annotata.

findes der i Cabinets Papirerne intet hvoraf jeg kunde øse Efterretninger fra 1766 til 1773 den 9. Marty da Guldberg begynder. Uhrkunden eyer jeg de hielpe lidet.

Nu fattes mig Blot een Ting, og heri maae de endelig være mig behielpelig, enten at opsætte Deres Tanker om Kr. Pr. Opdragelse, og sammes forsømmelse, eller og tillade mig at sende dem et Udkast hvilket da af dem efter Hds. K. H. Villie kan forandres, Dette maatte jeg have for i Historien selv ved Hielp af denne ubedragelige Kilde atr kunde imodsige de løgne Cabinettet lader Kongen i denne Henseende sige.

Om Sex Uger kommer jeg ventelig igien for at overlevere min Kirkehistorie, da skal jeg bringe en Deel med af den hemmelige Historie. for at skiule dette mit Arbeyde for andre, holder jeg mig til deres Løfte at de forskaffer mig Høyers Frid. IV. Historie, thi da heder det overalt at jeg arbeider for dennes Udgivelse.

Vores 14 Aprils Historie kan ikke allene blive god, men endog retfærdiggiørende for Kr. Pr. Og os.

Jeg begriber nu ret klarligen hvorfor B[ernstorff] og R[eventlow] ikke vil have mig til Historiographus, Sagen er: de vidste naar jeg saae deres Handlinger under Cabinettet bilver de andre folk, end de lykkeligen bildte mig ind at de vare. De Høystærede Hr. Bodendicl og jeg, vi tør see dem alle, Venner og fiender under Øyne, vi skal glædes over at læse vores Idrætter og Handlinger, naar Hine snart maae skielve, snart nedslaae Øynene p.p.

Til Johan Christian Bodendick, udateret (sandsynligvis 1786)

(fra J.H. Bang 1867, s. 10-11)

[J.H. Bang indleder: Han har faaet Lyst til en formuende Enke, og vil have Bülow skal anbefale ham, da]

Callisen, der, som hendes Læge haver hendes Fortrolighed, og han haver sværtet mig, ja paa detr nedrigste afbildet min Nedrighed den 14. April, her kan ingen igien opreise mit Rygte uden Bülow. --- stem Bülow og alt er vundet. At jeg ikke duer til det politiske, vil en Samtale med Grev Bernstorff snart overbevise dem om. Schack Rathlou haver i sit sidst Brev af 19. August paalagt mig helligen, at melde Bernstorff det jeg havde tilskrevet ham, og da det skal skee nødes jeg til at tale reent ud, og sige ham at han langt fra ikke er ligegyldig for Printzen af Hessen og hans Sager. Jeg vil haabe om de efter denne Post taler ham om mig, vil han vel rose mig men i Hiertet brænde mig. Skeer det omskrevne^[5] moqverer jeg mig over ham og hans hele slæng og jeg skal troligen sige dem Alle deres daglige Sottiser, hielper det ikke til andet, giør det dem varsomme, og de torde vel lade dem, Bülov og mig i Fred som det benstofianske Partie saa ideligen rider paa. Naar saandanne mærke at man ikke trænger til dem, ere de langt føyeligere, helst jeg haver lov til at tale med, jeg haver og sagt til Bernstorff, fædrenelandet gisber Døde i Møde under byrden af de Mange skiønner løfter for den 14. April om finance Plan og finance Regnskab – og denne Maade at love meget drives daglig. slige Sandheder ere drøie. – Bülow kunde jo foregive at han hafde glemt min addresse, kuns erindrende at jeg opholdt mig i hendes Naboe laug, han kunde jo bede hende at overlevere mig enten, Opdragelsens Historie i en pacque eller et Brev hvori Grev Rohdes Brev var.

p.p.

Til Bolle Willum Luxdorph, 2. Juli 1785

(fra Jens Møller 1823, s. 68-72)

Deres Excellence Høi og Velbaarne Hr. Geheimeraad!

Bogtrykkeren haver ladet mig sige, at Deres Excellence haver under mit Navn ladet fordre følgende Skrift til Kiøbs^[6]; Den Vægt Deres Excellences Excellences Fortienester giver dem i den lærde Verden, ja det høye Trind paa hvilket de i samme staar, vare for mig Grunde nok til at antage dem som dette Skrifts milde Dommer; 14ten Aars Forfølgelse af Bispen imod mig kunde gierne anføres som en Undskyldning, uagtet jeg stedse hidtil haver foragter hans Bestræbelser imod mig, jeg kunde som en fornærmelse føye noget til om hans underlige Skumlerier over eet og andet Kietterisk i min trykte Kirkehistorie hvorved dens Afsætning ikke lidet standses – dog paa denne maade at undskylde mit giordte Skridt, var at give hans domme for megen Værd, skulde man røres over dem? Som Videnskabs Elsker troede jeg at skylde mit fædreneland at vise at man ikke biefaldt Bispens Oplysning qvælende Brev; at man endnu mindre biefaldt hans enfoldige Klage over de tyske Høyskoler og det engelske folk; man kunde lægge til: at tie til hans Skrift er at vise fremmede at vi i Oplysning ere tvende Aarhundrede tilbage. Dernæst maatte Deres Excellence naadigst tilgive mig om jeg hist og her synes for skarp; jeg kiender af Kirke Historien for nøye Bispe Rænkerne til at jeg ikke kraftigen skulde advare mine Medlevende imod dem naar jeg opdager dem – Hvorledes blev Bispen sadt af Kongen til at afpæle Oplysnings Grændserne, hertil maa den danske forstand komme og ikke videre – hvortil da? Over Pauli mindre Breve kan man undvære alle Skrifter naar man haver Bispens forklaring. Vil man læse Indvendinger imod Religionen besvarte, strax skal danske Præster holde sig til Bispens Prædikener og latinske Lære Bog; I Veltalenhed vil Bispen og være Mønster, Sandelig han synes at burde læses af dem der ved at vogte sig for feil vilde danne sig efter store Mønstre Chrysostomus, Asterius, Bossuet, Saurin, Zollikofer. Kort Bispen misbruger høyligen sit Embede anseer han det blot for Egoismens Skiul eller eet Middel til at overtale Præster til eene at læse hans Skrifter. Endnu kommer hertil at aldrig er en Medbroder blevet lumskere angrebet end Bastholm i Bispens Brev, og til 32 Provster paa Kirkemødet i Roeskilde uddeler jo Bispen selv dette uhæderlige Brev imod sin Medbroder – denne Rænke opirrede mig allermest. Thi alt det han siger imod Recensentere er latterligt og vidner om hvilket Sindelag der ligger skiult under hans sagtmodige Ord – Jeg haver ofte Renceseret faar derfore mærkelige Hilsener af Bispen, disse sendes ham her tilbage den ene Høflighed er den anden værd. Jeg troede det stedse mildere med Satyre-blandet Stiik at sige sine tanker om end^[7] Mand end som Bispen først at giøre Modstanderen til Judas og siden at indslutte ham i sine Bønner til Guds Langmodighed – slige Bispe Bønner have i de mørke Tider været pestførende Skyer for mange Riger – tilsidst haver Balle og Bentzon været enige i at nedsætte Bastholms Navn hvorfore skal da ikke efter gradations Lovene Bispen ligesaavel snærtes som Bentzon de ere begge skyldige i lige Forbrydelse – Jeg haver saaledes blottet mit Hiertes Inderste for Deres Excellence – beder skyldigst at dette Brev efter Giennemlæsning maatte strax sønderrives – Jeg haver stedse troet at intet qvælede mere Videnskaberne end menneskelig Anseelse, og En Mands bydende og indvuggende Tone – have Videnskaberne lykkeligen i Pavens og Geistlighedernes Personer brækket Dumhedens Vælde, da undrer man sig ikke over at man strax stræber at qvæle mindste fremspirende Myndigheds Spire i den lærde Verden – Oplysnings Solen kan jo ikke med sine Veldædige Straaler brække igiennem det tykke Mørke der omgiver Bayren; hvo sammenpakker disse Skyer? blot geistlige – denne Materie er for vidløftig, udleende alle Bispens Bestræbelser for at skade mig tager jeg mig den underdanige Frihed at forsikkre at jeg med uryggelig Høyagtelse forbliver

Deres Excellences Underdanige Tiener

N.D. Riegels,

Boende i No. 254. lille Viol Strædet. Kiøbenhavn d. 2 July 1785.

P.S. Den Preussiske Minister en videnskabs Elsker haver ofte yttret inderlig lyst til at see Deres Excellences rare samling af Autores Class. torde jeg til min tiener udbede mig naadig tilladelse paa hvilken Tiid vi maattte komme i Morgen eller Mandag.

Jeg troede endnu i gaar at kunde have faaet rettet nogle trykfeyl, men forgieves og her er Aarsagen hvorfor Deres Excellence ikke fik Skriftet i Aftes.

Til Peter Frederik Suhm, 12. August 1788

(fra C. Bruun 1898, s. 33*-34*)

Høy og Velbaarne

Her Kammerherre! De Godes Tal her paa Skue Pladsen bliver alt mindre og mindre. Den Almægtige overøse Dem med al Sundhed og Glæde. Oplysningen, hele Fædrenelandet sukker derom. Fru Lysholm skrev mig ret bedrøvet til om Deres Sind, for alting lad det ikke nedslaaes, men det er haardt ar erindre Dem om Deres Tab^[8]. Viis mig den Godhed og und denne Fortale Deres Opmærksomhed, og tillader Deres Tid Dem det, da sig mig om De ikke finder det rigtigt at tale den physiske Opdragelses Sag som Grundvolden hvorpaa al moralsk Forfinelse skal grundes, alle vore moralske Evner ere jo blot physiske forfinede. Sommeren er for varm til deri at anatomere, dog giør jeg mange forsøg paa dyr, der alle sigte til dette foresadte Oyemeds Opnaaelse. Naade virkninger, Bønnens Kraft, Catechismi Vælde, Omvendelsens Umulighed er noget underligt, som den philosophiske Anatomicus ikke kan begribe. Just derfore maa han stedse kiempe med Theologerne der finder alt daarligt, der strider imod deres ensidede vrantne Kundskab uden for deres vedtagne Indsigter. Man haver skrevet mig til at Kongen af Sverrig haver tilbudt Kayserinden Fred endog i en bedende Tone, det er vel ikke sandt. Ahnelser tør man ikke troe, efter disse skulde Rusland og Sverrig ikke have Kræfter til at udholde Krigen med. Med uryggelig Høyagtelse forbliver jeg Deres Velbaarnheds

Tienstskyldigste Ven og Tiener

N.D. Riegels

Vestensborg pr Nykiøbing Paa Falster d. 12 August 1788.

Til Peter Frederik Suhm, 30. november 1790

(fra C. Bruun 1898, s. 34*-36*)

Høy og Velbaarne Her Kammer Herre!

Aldrig følte jeg større Glæde, end da Geheime Raad Walmoden forsikkrede mig om Deres Sundhed og Munterhed. Gid disse, Livets sandeste Gode, i en lang Række af Aar aldrig maa forlade Dem. Det er efter Deres Raad at jeg vil give i Trykken hvad jeg haver om Christian den femte og Friderich den fjerde, Vi Danske maa i alting sige Noget er bedre end intet. Med Christian den femtes Historie kan jeg begynde Trykningen til Paaske. Jeg haver i Udarbeydningen lagt Hendrich d. Ivdes Historie af Pierrefixe til Grund. Men hvor vanskeligt at sige noget klogt om Finanzernes Forvaltning, og Videnskabernes Tilstand under en Regiering, hvor Bestyrerne selv ikke kiendte noget til disse Ting. Skulde Deres Velbaarnhed ingen Brev Vexling have enten fra Statholder Ahlfeld, General Ahrensdorff, Geheime-Raad Moht, Geh. Bolle Luxdorf, Stadtholder Güldenlöwe, Dronning Sophia Amalia, eller nogle forordninger fra 1670 til 1683, hvilke af Delene hensigtende til Christian den femtes indvortes Regiering, som enten Skatte Beregning, Told Intraderne eller Antallet af Coffardie Skibene o.s.v. Deres Velbaarnhed maatte have, kunde de sikkert sendes mig med den lollandske Post med Udskrift Trykte Sager. Min Sal. Fader haver efterladt mig rare Samlinger til den ældre og nyere danske Statistik, hvoraf sees at Magnu Durells Relation til Dronning Christine om Dannemarks Indtægter ere anførte paa Beram for dog at sige noget. Hans Mantal er derimod rigtigt, siden det efter anstillede Forsøg synes meget troværdigt. Saaledes stemmer det til Punkt og Prikke med det Mantal, Printz Christian 1643 skikkede sin Fader over Falster og Lolland. Mit Liv haver jeg inddeelt i trende Dele, om formiddagen pusler jeg med den svage, forædte og af Adspredelser fortumlede Christian den femte, om Eftermiddagen træde Rotter, Katte og Hunde i Monarchers, Ministres og Bispers Sted, hvor tørre ere ikke disse imod hine? Den største og bedste Deel er opoffret min Henriette. Det er ikke liden Lettelse for Sielen naar saddan en betydelig Deel af Nerver, som de Kierligheden haver Magt over, staae under en god Kones Herredømme. Det beste Instrument forstemmes, naar for mange spiller paa det. Jeg kan ret fornøye mig over de mange Skabere Kiøbenhavn er fuld af, alle skabe af usundt Materie eller af intet. Printz Carl vil giøre af en Printz en Admiral. Bernstorf af adelige Holstener dulige Embedsmænd i Dannemark. Schimmelman af Pialter Guld og Sølv. Reventlow af Fæevandte Bønder, kyndige, sædelige og ærekiære Borgere, og det som al Skabning strax, ikke engang bruger 6 dage dertil. Ligeledes agter Colbiørnsen at omskabe Jyder, ney just Jyde-Proprietairerne agte med deres privilegier i Munden og en Bonde i Lotterie, i hver Haand at møde Colbiørnsen med Stevne Maal og Tingsvidne lige for Guds Domstoel. Her vinder vist Colbiørnsen neppe her paa Jorden, hvor Geh. Brandt og Bernstorff ja Reventlow selv tale Adelens Sag. Politiemesteren vil og være med iblandt hine Pottemagere, han vil af forfattere dreye Skiødehunde, der kan slikke Ministrene hvor de vil have det. Ærede jeg ikke Politiemesterens gode hierte, hafde jeg ikke selv trukket ham hiem, hans politiforhør over Julemærkerne skulde blive ham dyr. Manden er svag, ustudered, elsker høyere Ministres Smiil end Sandheds.

Næst min underdanige respect til hendes Naade haver jeg den ære med uryggelig Høyagtelse at forblive

Deres Velbaarnheds underdanige Tiener

N.D. Riegels. Nykiøbing paa Falster d. 30te November 1790.

Til Peter Frederik Suhm, 14. December 1790

(fra C. Bruun 1898, s. 36*-37*)

Høy og Velbaarne Hr. Kammer Herre!

Inderlig var min Glæde, da jeg af Dem selv erfoer Deres Helbred og at De gik ordentlig i Seng, troe mig Søvnen før Midnat er ulige vigtigere end man forestiller sig. Mange Gietninger kunde anføres om Luftens Electriske Dele, Seige Dele, og uendelige vandagtige tunge Partikler, som Solens længere frastand fra vores Atmosphære er Skyld i, og hvorledes Lungerne der for endeel meddeler vores Blod de for vores Sundhed passende Dele af Atmosphæren just arbeyder herpaa ved Søvnen, og at denne maaske er en Hvile for Lungerne. Saameget tør jeg med Vished raade Dem, at De hafde ingen urolig Søvn at vente, hvis Luften i Deres Sovekammer er tempereret, og om De i en Krog hafde staaende enten en balle vand eller Iis, til alle Aarsens Tider. Var jeg creeret Doctor, talte jeg med Vished, men nu som et uskabt Væsen tumlende mig i mit Intet, kan mine diætetiske Raad ey være af Vægt. Imellem os haver dog Forsøg paa Dyrenes Søvn og Lunger frembragt slige overbeviisninger hos mig. Naar Canceliet bliver fisker Kierling, nødes snart Kongen til at kysse den første fisker Kierling, Canceliet hver sin og Politiemesteren dem alle. Ildesindet er da Julemærkernes forfatter^[9], frækhed er den Aand han besieles af. Regieringsringen handler tvertimod Julemærkerne, den sunde fornuft afsiger dommen, ikke jeg, men Canceliet maatte maaske rødme ved at høre den. Hvorfore mon Canceliet ikke taget fat paa mit Brev til Procuratoren og besørger Sag anlagt. Jeg ksal bede Politiemesteren om at indlevere dette Brev i Canceliet. Aldrig haver nogen vovet at sige prosit til et helt Consistorium, uagtet det haver nysset høydt nok under hver Konge.

Min Broder Capitain Riegels, en god mathematicus og virkelig vel belæst Mand, der vis vil æres af Dem, naar De kiender ham, overbringer Dem dette Brev, tillige haver jeg bedet ham om at tage de manuscripter ud, som jeg ønsker mig til Christian 5s Historie. Dette Arbeyde hafde jeg aldrig paatage mig, hvis ikke en Qvart kaldet Christiani 5te Historie var faldet mig i Hænderne i Manuscript som indeholder gode Materialier. Og nu med Kammer Herrens Hielp skal jeg stræbe at levere noget, der alletider er bedre end intet. Udenlandske Sager agter jeg for Danmark for mindre vigtig end indenlandske, og her møder stedse gode forordninger, men ingen Overholdelse, ingen Execution. Næst min og min Kones underdanige Respect til fruen, haver jeg den ære, med et oprigtigt Hierte fuld af de varmeste ønsker for Deres Velbaarnheds uafbrudte Vel og Helbred i mange Aar, at forblive

Deres Høy Velbaarnheds underdanige Tiener

N.D. Riegels Nykiøbing d. 14 December 1790.

Til Frederik Thaarup, 9. februar 1791 (uddrag)

(fra Niels Christian Øst 1835, s. 331)

Fra Nyekjøbing paa Falster, d. 9. Febr. 1791. Saa meget synes dog Oplysningen i vore Tider at have vundet, at den ikke allevegne kastes uhævnet i Lænker. Var den ikke utrættelig i sin Natur, siden den nedstegen fra Himlen allene arbejder for Evigheden, maatte den snart mistvivle i Danmark at kunne gavne. Endog De haver vist allerede ofte følt i stille Ensomhed Oplysningens Vederqvægelse, naar den opmuntrede Dem til, trods alle Vanskeligheder, at arbejde paa dens Forherligelse og Grundfæstelse. Sandelig, jeg haver ikke Barm for Smiger, men Deres Statistisk haver underviist, moret, og qvægnet mig. Deres Kjerlighed for det Sande, for det Heles Vel, fremlyser saa ofte af Deres Skrift, ja Deres Iver for Oplysnings og gode Sæders Udbredelse havder gandske indtaget mig. Lad for Alting ikke Deres Magasin standse. Men, Høistærede! tilgiv mig min Daarlighed, der afskyes af Ministre, at jeg vil anatomere mit Fædreneland, som mine Dyr. Oplysning vil jo, at man ikke maa taale Mysterier. At vide: Hvorfor? er jo Sejersfanen man skal skride under. Nu nogle Spørgsmaal, som De allene kan besvare mig. [...] ^[10]

Deres Skrift haver indgydet Fortrolighed til Dem, neppe vil De fortørnes over denne Virkning

Til Frederik Thaarup, 1. marts 1791 (uddrag)

(fra Niels Christian Øst 1835, s. 332)

Nyekjøbing, d. 1. Marts 1791.

De slipper mig ikke saa let. Endeligen maa De paa nogle Dage med første Post sende mig: Fortegnelsen over Statens Udgifter for 1691. Det er vist den, som blev brugt til at styrte Overrentemester Brandt med. Ikke kan De nægte en vildfarende Skippet et Søkaart^[11]. Jeg haver kun lovet femte Christians Historie, som en Indledning til fjerde Frederiks, og saadan er min bleven. Danmarks Archiver maae ikke tro, at de ere istand til at forsyne pragmatiske Historikere. Naar ti Aar forløbe med at finde det Sande i Archiverne, saa er Lysten og Alderen borte til at skrive Historier philosophisk. Kuns saare faa Aar haver den mandlige Alder physisk Styrke til at være sand Historiker.

Til Peter Frederik Suhm, 25. oktober 1791

(fra C. Bruun 1898, s. 37*-38*)

Høy og Velbaarne Her Kammer Herre!

Ved en Hændelse reddede jeg denne anden Deel af Jacob Sachons ikke almindelige Udgave af Virgilius fra at friste samme Skiebne som Æneidos at foræres af Præste-Konen til Bønder-Konerne for at sættes paa Kiste Lougene. Maaske De vil unde den Plads i Deres Bogsamling. Præsten, der sidst eyede den, kunde ikke andet end opvække Forundring, han havde 400 Vidner paa coitus, han hafde forrettet hele Sognet igiennem. Da disse ikke vare uden enkelte, forblev han som en kydsk ubesmittet Præst i sit Embede. Torde jeg udbede mig en liden Tieneste, at De vilde gennemløbe nærværende Correctur Ark af femte Christians Historie, men ey at lade nogen Skriftborer eller Skrift Kag Pidsker faa dem at see, og da at sige mig Deres Tanker derom. Af Fortalen vil man erfare, hvorfore jeg ikke citerer Skrift for Skridt mine Kilder. De trykte Bøger ere faa, som kunde fortælle om femte Christian, disse kiende enhver. Af Haandskrifter fortæller jeg en Deel, og hvorledes her citere Lapper, Calendere, Obskrifter i Postiller og Psalm-Bøger, Kirke Bøger etc. Hvorfore kan man ikke have samme Ret som Suetonius, Salustius, helst jeg kun skriver Forsøg til en Historie, der er strax villig til at forandre det Fortaldte, naar bedre Grunde fordre det. Haver jeg skrevet noget friemodig er det begribeligt, siden jeg som Bonde ikke saae at Bonde Standen var ved Souverainiteten nærværende, ey heller af samme høstede mindste godt.

Deres Velbaarnheds Biefald vilde gandske opflamme mig til at fortfare med at arbeyde paa fierde Friderichs, hvor jeg blot er Høyers oversætter og abbreviator. Næst min Henriettes underdanige respect til Deres Velbaarnhed og Hendes Naade forbliver jeg med uryggelig Høyagtelse

Deres Velbaarnheds underdanige Tiener

N.D. Riegels Nykøbing paa Falster d. 25 Octob. 1791.

Naar disse Blade mig sendes, skal nogle friske være følgagtige, hvis deres læsning maatte behage.

Til Peter Frederik Suhm, 16. november 1791

(fra C. Bruun 1898, s. 38*)

Høy og Velbaarne Hr. Kammer Herre.

Da De yttrede formodning at jeg gik femte Christians Character for nær, da viis mig den Tieneste efter at have læst disse sidste Ark om jeg kunde den historiske Sandhed uskadet lade ham vederfares større Ret.

Jeg er med Høyagtelse Deres Velbaarnheds underdanige Tiener

N.D. Riegels Nykiøbing d. 16 November 1791.

Jyden kalder ikke uretteligen flad-luus Præste Krebs, det værste er at deres Nid, Liv, Roes, Bagtalelse er ligesaa ubehagelig, ligesaa vedhængende. Mourier fordrives ikke uden med unguentum Neapolitanum, smør lidt paa Gehren, der fandtes vel og nogle Capellaner der kunde trænge.

Til Frederik Thaarup, 25. november 1791 (uddrag)

(fra Niels Christian Øst 1835, s. 332-334)

Nyekjøbing d. 25. Novb. 1791.

Mag det saa, at jeg kommer i Forslag som en af de Commissarier, der skulle eftersee de nu med Bønderne trufne Foreninger om Hoveriet. Tro mig, Bønderne blive ved disse gjorte til meget bundne Slaver; det vilde være let for mig at bevise, naar jeg dertil blev kaldet. Opdraget paa Herregaarde, meget vel bekjendt med disses Underfundigheder, og for Bonden trykkende Rettigheder, føler jeg Kald til at kunne nytte mit Fædreneland. De kan jo ikke tabe ved at bringe mig i Forslag hos deres Venner i Kamret. Jeg skulde lettelig i Trykken kunne bevise min Duelighed til denne Commissions Udførelse. Lyst til at være nyttig opmuntrer mig ene til at bringe mig i Forslag. Alle Landcommissarier, enten selv Proprietairer eller til Proprietairerne gjeldbundne, kunne visselig ikke mandigen og uegennyttigen udføre denne Revision, hvorpaa Nydelsen af den skjenkede Frihed saa meget beroer.

[...]

Aldrig have Videnskaberne viist sig mere glimrende end i Nord-Amerika; de begynde der som fordum da Aristoteles tog fat paa dem. Frie fra Meninger, Systemer, Vaner, Navnes Myndighed gaae de lige paa Spor, med Frihed og Styrke i Sjelen, efter Sandhed. De søge denne, hvor den er at finde, i Naturen. Min anatomiske Afhandling de usu glandularum superrenalium in animalibus, nec non de origine adipis haver trængt til Philadelphia. Jeg har lært den store Natur-Philosoph Rush^[12] der at kjende. Nu haver jeg en Afhandling for: de philosophia Erinaceorum. Denne skal endnu mere aabne mig Vejen for lærd Bekjendtskab i dette lykkelige Land. Sært er det, at man i sit Fædreneland skal miskjendes. Vel skrige Lægerne i Smug imod min Recension i Kritik og Antikritik (9de Hefte 1791) Nr. 8 s. 116 over Andre. G. Alexander Kølpins Afhandling de placenta prævia in partu, men see om de gjendrive mig offentligen. Aldrig skal jeg meer melde mig hos vores danske Natur-Selskab. Min Afhandling om Sælhunden forglemmes reent^[13], og tænk: man vil ikke rette Præste Piatten om Sælhundens indvortes Dele efter min, men heller udgive denne forkortet. Jeg forudseer, at jeg i Tiden nødes til paa Latin, naar jeg udgiver Philosophia Phocæ, at redde min Ære imod dette Selskabs Direction.

[...]

Efterskrift: Svarer De mig intet, er jeg vis paa, at Ingen fandt mig duelig til at være Commissair, ligesom saare faae fandt mig duelig til Bibliothekarius og Historigraphicus, fordi jeg ej forstod mit Modersmaal, Arabisk og Tydsk, og fordi jeg saa inderlig elskede Sandhed, hadede Privilegier, Pensioner, Chatol-Ranerie, og Skjørte-Fortjenester phosphoriske Glands. – Vil De forsikre mig inden tvende Postdage at disse Blade^[14] kan være læste af Dem og den gode Notarius Publicus Schmidt, sendes De dem paa Vilkaar, at ingen anden Dødelig seer dem. Siig mig begge oprigtig, kan vel nogen anfalde mig for det jeg haver skrevet, jeg haver jo ikke skabt den forbigangne Tid? Hvad kan jeg for, at det er galdegrønt for mig, som er glindsende og behageligt for andre? Mit Correctur-Exemplar seer De selv jeg ikke kan undvære, til derefter at giøre Register, Tillæg etc. Gjennemgaae det strængt, deres Dom er mig vigtig.

[Niels Christian Øst: Resten af Brevet er om en Ansøgning fra nogle Bønder angaaende en Udskiftnings-Sag. I Thaarups Svar paa dette Brev meddeeltes Riegels nogle Betænkeligheder, som han og Schmidt havde ved Christian d. 5tes Historie;f.Ex. ved S. 405, hvor imod Commerce-Collegiet yttres en Beskyldning, der syntes vel saa betænkelig som Heibergs Yttring om Holmen; - ligeledes hvad der S. 421 bemærkedes: “kan vor oplyste Tids Rentekammer endnu lægge Skatter paa efter det urimelige Ord: Hartkorn, da maa Himlen vide, naar Oplysning skal virke paa dette Collegium.” Man gjorde ham og opmærksom paa den Mængde Trykfeil i Skriftet, og deriblandt nogle slemme.]

Til Peter Frederik Suhm, udateret (sandsynligvis 1794)

(fra C. Bruun 1898, s. 38*-40*)

Trofaste Velynder!

Tiden haver næsten med Jomfru Maria det eneste tilfælles, at den er evig svanger, føder evig og man veed ikke, hvorfra undfangelsen med, eller uden Stød kom. Utrolige Ting have i vores Taushed udviklet sig. Vi have seet hele folkeslag, før Vellystens forkielede Maddiker, at blive til glubende Tygre og Havheste, - og disse dyr at tale saa ypperligen om friehed og dyd – midt imellem Bajonet Orden og lydighed see vi Konger forjagne og hele drifter af Polakker med deres Heste og oxser at drives til armeerne. Hvor afskyeligt det franske folk der dræber en kronet drukkenbolt – Hvor ærværdigt de trende kronede Hoveder, der med Alliancer kagpidsker Polens Konge og jager ham ud af sit land – I Pohlen fattes der ikke paa Guds Engle Adelige Jorddrotter, de skulde med gloende Sværd vogte at Synderne ikke køre ind i Paradis – Gud veed! hverken Kayserinde Catharina eller den gudfrygtige Kong Wilhelm ere Syndere – De fordre af mig Beskrivelse over Waldemars Rudera ved Wordingborg. Opholdende mig hos Stiftamtmand Juul i Lolland paa nogen Tid, kan jeg ikke gandske opfylde Deres Ønske. Ey heller veed jeg hvorledes De ønskede Efterretningerne. Som en sand Ven af Waldemars Efterfølger Kammer Herre Calmette, kunde jeg i Sommer indhendte der paa Stedet de allerudførligste. Kortelig kan jeg blot melde Dem hvad der er at see ved Wordingborg –

1. Basin for hans Flaade, der var bedækket med Fæstningsværker.

2. Et overmaade stort Vagt Taarn, hvorfra Fienden kunde sees langt ude i Søen.

3. Wordingborgs Slot med alle sine Grave og Udværker.

4. Hans Nyeboder paa Knuds Hoved, eller Matros Baracquer, hvorfra hans faste Søe-Folk hafde frie Huus, Jord og Hauger at dyrke.

5. Hans betydelige Lande Veye.

6. Canalen fra Wordingborg til hans frilles lystslott Gurre, hvori han, plaget af podagra og chiragra, blev i en Baad trukket af en Hest for at faae hos hende fordelende og opvarmende Raad.

Naar De nu melde mig hvorledes De befale disse Efterretninger Dem meddelte, skal jeg giøre alt hvad jeg kan for at indhente dem. De Manuscripter jeg ikke uomgiengelig bruger til fierde Friderichs Historie skal visselig med Skibsleylighed blive sendt.

Min Kone og hendes tvende Drenge leve vel og fornøyet. Det er snart svigefuldt med Børn i vore Tider, hvor Egge Stokken er enrolleret eller sadt i Requisition. Glad er jeg ved at have tvende Drenge, den ældste lærer at være Hiulmand – og at flye Præster som Bussemænd. Jeg troer han bliver meget gudfrygtig, siden han begynder saa tidlig med Overtroe. Noget er bedre end intet, er alt det, der kan siges om fierde Friderichs Historie. Og De have Ret, at de længes efter Fortsættelsen siden Berlingianerne haver afmalet den som Praxiteles’s Venus NB at jeg er Konstneren og fordums Fru Brigaderinde Ros den Venus ieg hafde udarbeydet.

Iøvrigt haver jeg blot tvende Øyemede hvortil jeg med al min Pønsen stræber. Det er til Noorets udgravning og Ret at lære fittets Oprindelse, Nytte, Sygdomme og Helbredelse at kiende – Mine historiske Arbeyder udfylde blot den Tid hine Arbeyder levne mig. Et vist Selskab vilde for min Afhandling om Huudlungerne have mig til Doctor Medicinæ, men da de ikke vilde giøre mig til Doctor philosophiæ animalium, vilde jeg ikke blandes ind mid i Charlatans Hoben. De kan troe mig, Grouvelle er ingen Dumrian, han er ret besielet af Videnskabernes høye Værd og Vigtighed. Balles Psalmer og den nye Lærebog bevise det samme at være den herskende Smag hos os. Endelig have vi faaet en dansk Zollikopher i Capellanen Clausen, og derfore maa han leve af 200 rd. aarlig, og prædike for Masser. Jeg haver opfundet et Tale Rør igiennem hvilket Jeg kan tale med Masser alen uden at røre Forstanden eller Hiertet. Sproget haver jeg lært mig selv af nye Kooge Bøger, og siden jeg taler dette Sprog, bagtales jeg af ingen Præst.

Min Kone udbeder sin Respect formeldet til Hendes Naade, og næst at tilønske Dem varig Helbred og uafbrudt glade Dage er jeg med sand høyagtelse

Deres underdanige Tiener

N.D. Riegels

Høyet paa Falster pr. Nykiøbing^[15].

Jeg helbreder ogsaa Syge – Gaae De med blaadt Bay paa Deres smertefuldeste Steder og lad Dem indrive over gløer, oleum medullæ equin: fortsat med noget calomel og opium, De skal opleve sære Forandringer. Disse ting formaae at helbrede den Syge sit Huude og at rense Huudlungerne ved at fremkalde den i chiragra og podagra saalænge qvalte Huududaanding. Medicamentet er mit eget Opspind, men sandelig probat, helst naar frisk luft dermed forbindes.

Hvorledes kan man med faa linier forlade en Suhm. Jeg længes ret efter at fordrive behagelige Timer hos Dem. Men Aristocraterne gaae jo efter mig med Mølle Stenen – og Præsteren raabe jo see her er den fra hvilken foragelsen kommer.

Til hofboghandler Simon Peter Poulsen, 28. Januar 1794

(Fra Niels Christian Øst 1824, s. 346-347)

Min Herre!

Deres Iris haver på. 323 fældet en haard Dom over mig. Det er en Vanære for mig at være iblandt de Autorer Baden laster, spotter, overspidser, overspyer, banker, fodser. Vil de bruge medfølgende? Er det dem overladt at gjøre dermed hvad dem lyster. Hvorfor Professor Tode hader mig, begriber jeg ikke. Jeg ærer ham for meget til at spørge ham offendtlig hvorfore han kaster de Castanier efter mig, han haver for Andre taget ud af Ilden. Tale de med ham, da siig ham, at jeg erkiender ingen anden Regent end Sandhed, enten saadanne findes i en Rotte, Pindsvin, blaa Ridder, Kayser, Pitt eller Marat Mirabeau og Robertpierre. Saadan haver jeg nu i 16 Aar viist mig for det danske Folk som Forfatter. Alvorlige Ting lader sig ikke mere trykke, værdige Afhandlinger Om Fidtets Oprindelse, microscopiske Iagttagelser, nævnes end ikke af nogen recenseet. I Naturhistorien, som om Dyrenes Naturphilosophie vil de vel ikke trykke paa Latin og give mig for Arket hvad dem lyster? meget beder jeg Gudenraht at hilse, maatte deres Bud bringe medfølgende hen til Professor Vahl.

Jeg er med sand Høyagtelse

Deres Tienstskyldigste Tiener

N.D. Riegels

Høyet d. 28de January 1794.

Det er for mig ubegribeligt at ikke Boghandlere de som handle med indelandske og udenlandske Skrifter ey kan blive indbyrdes enige at sende tvende Lærde de vigtigste nyeste Skrifter til recension, at vi dog kunde faa acta eruditorum hos os. Jeg vilde paatage mig den Historiske og Anatomiske samt philosophiske og pædagogiske Deel. Skrifternes Indhold, ingen Hudfletninger eller Drenge Flaggren.

Til hofboghandler Simon Peter Poulsen, 5. Februar 1794

(fra Niels Christian Øst 1824, s. 347-348)

Høystærede!

Erfarenhed lærdte mig, at ikke Tyve Aars Flid anvendt paa at kiende Alderdommen, Naturen, og Cansler Baco, have kundet forskaffe mig Agtelse iblandt danske Skriftdommere. Jeg ved ikke hvorledes de Skrifter skal være for at kunde behage som nu skal skrives. Meld mig om Afhandlingens første Deel som herved sendes er dem til Behag. Lad den sande lærde og skarpsindige Gudenrath gjennemsee, rette og forbedre dem som han lyster – de vilde melde mig med et par Ord om de ønskede fortsættelsen da jeg skal reenskrive den. Overalt slet de selv ud hvad dem ikke synes passende i det jeg sender dem. Brevet til Tilskueren er noget ubehøvlet Bondespøg og derfor gandske vist mishager. Bruges det ikke, ombeder jeg mig Brevet snarest muligt tilbagesendt. Nu er jeg i deres Gield for Iris – og igenre ønskede jeg nogel af de nyere Skrifter , men Aristocraterne forfølge mig uden Lige – og det skal blive lagt for Dagen naar jeg trods dem haver skaffet 100 nye Familier rigelig Ophold af Land vundet fra Havet. Naar jeg da faaer mine udlagde Penge til dette Store forehavendes Begyndelse, kan jeg nok betale. Lev vel og tro mig

Deres Hengivne Ven og Tiener

N.D. Riegels.

Høyet den 5te February 1794.

Til hofboghandler Simon Peter Poulsen, udateret (sandsynligvis marts 1794)

(fra Niels Christian Øst 1824, s. 349-350)

Høystærede!

Jeg sender dem Quintessencen af 24 Aars Flid. De sende mig ikke en Skilling, i hvor meget jeg just i denne Tid trænger. Dannemarks Ulykke er stor, kiende de nogle af de forudlykkede da meld mig noget hvis de skrive^[16]. Spørg efter Conference Raad Nielsens og Hr. Bodendicks Skiebne samt Politie Mesterens, her sige man dem qvalte af Røgen.

Lev vel og tro mig uforandret deres hengivne

N.D. Riegels.

Til hofboghandler Simon Peter Poulsen, 9. April 1794

(fra Niels Christian Øst 1824, s. 350)

Høystærede!

Hvis ikke Ildebranden havde reent forvildet den Kongelige Casse der skulde opfylde sit Løfte til mig, skulde jeg ikke anmode dem om med første Post at sende mig nogle Penge. Folkelønninger forestaae mig, og i denne Skynding veed jeg ingen andenstedst at tye hen end til dem. Vil de have godt af Min Pen maa de hielpe mig denne Gang – Hvis ikke taber jeg reent lysten til at bruge den, naar den ikke engang formaar at redde mig af en saa liden ulejlighed. Min Brev Vexling med franske Lærde ligger til Grund i denne Oversættelse og det efterfølgende er vigtigt – som og dette er det. Sandelig uvigtigt skal de ikke faa fra min Haand, Natuur Sandheder og ikke Smaaheder fængsle min Granskning.

Altid deres Hengivne Ven.

N.D. Riegels.

Høyet den 9de April 1794.

Ombedes Brevene til Politie Mester og Bogtrykker Holm saasnart muligt Venligst besørgede.

Til hofboghandler Simon Peter Poulsen, 8. Juli 1794

(fra Niels Christian Øst 1824, s. 351. Brevets original findes på Tartu Universitetsbibliotek som har indscannet det i PDF-form her)

Høystærede!

For 4 Rdlr. Arket kunde jeg ikke sætte mine Livs Kræfter til. Grandskning lider mere paa Nerverne end Oversættelse, og hverdags Tale og Snak indførdt i Skrifter. Andre Boghandlere vilde give mig 7 Rdlr. for Arket. Altsaa hvis de vil have mere fra mig faaer jeg dog noget til Gode. Hr. Wolf beder jeg meget takket for hans gode Correctur. Naar han er vejledet af nærværende latinske Afhandling udbeder jeg mig den tilbagesendt. Det er ingen Tab for Danne Mark, at de kan ringeagte mine Skrifter, da de have bedre Skribenteres Arbeyder at vælge imellem.

Altid deres hengivne Ven

N.D. Riegels.

Høyet den 8de July 1794.

Til Peter Frederik Suhm, 29. oktober (sandsynligvis 1794)

(fra C. Bruun 1898, s. 41*-42*)

Sande Velynder!

Ikke mindes jeg nogensinde, at have med saa megen Glæde læst, ja atter læst et Brev som Deres. Af Deres Siels Munterhed slutter jeg til Deres Legems Sundhed. Udødelig er De, mens at De maatte vandre mange Aar iblandt os. Med Dem nedstyrter al Oplysning i Danmark i evig ligegyldighed. De allene holder den i Veyret. Her have nogle Bisse-Kræmmere bragt følgende Rygter: At Sorøs Acadamie burde forlegges til Exerceer Huuset i Gothersgaden, at hele Universitetet skulde indlemmes i Guld Huuset. Man fik da til Priis Materier i Mathematiken. Hvor mange triangler gaar der til et Par Buxer. I Medicinen. Er ikke Frottering med Hassel Stokke det sundeste for hele absorptions Systemet. I Physiologien. Om ikke Hiernen kunde saaledes med Traade fra Ungdommen omgives, at man kunde ved Hielp af disse regiere den blot ved at sige om igien og at trække i Traadene. Men Spøg tilside sadt, saa haver vores kiere Fædreneland aldrig været barbariet nærmere end nu man taler i hver en Vraa om Oplysning. Man sagde mig engang, den Conference Raad er en oplyst Mand, jeg kom ikke længere end i Forstuen, der skinnede nogle gamle Silde Hoveder og jeg hafde nok. Ingen bedømmer min Mening om fittets Oprindelse, ingen læser min Afhandling ‘’de inspiratione et expsiratione cellulosa’’. Ingen vil have min grandskende Dyr Beskrivelse i Trykken. Alle Naturphilosophiers Arbeyder hvile, uden i Breve til Lærde, de moere sig dog med mig. Fierde Friderich er den triste sire, giver jeg ham ledebaand vil han gaae end og falder over sine egne tombede Been. Giver jeg ham faldehat paa, troer han det er Nordens tredoppelte Krone og da er han selvklog, uregierlig og stedse gnisk. Naar jeg undtager Høyers fortieneste af de Holsteenske Stridigheders Historie, er hans Historie om Fierde Friederich høyst mager. Lidet haver han om landvæsenet, intet om Videnskaberne, jeg maa være glad ved min fader og de haandskrifter jeg selv nu i 9 aar haver kundet rapse fra Urtekræmmere etc. I de som De sendte mig vare dog nogle Perler. Jeg skal skrive den saa godt jeg kand. Smiger skal vist ikke være Haarene i min Pen.

Alt tilsendte og laante skal rigtig blive erkiendtligen tilbagesendt. Tael nu et godt Ord for mig hos Kal, jeg skrev ham paa deres Ord til om at laane mig Høyer. Var Bülow den han lod til at være? Maaske Bonden i Høyet kiendte ham. At han foragtede og forfulgte mig, moerede mig stedse ligesaa meget som at Baden nu paa engang tog mig op fra 3die lectie og giør mig til dux i Mesterlectie, lærer mig Rhetorica, logica verborum, Æstetik paa en advarende Maade for hele lection, som ikke allene baske sig træt paa mig med sin og Kones ferle, harker og spytter paa mig, slaar Hatten af mig og siger omsider nu kan I have lov. Ikke agter jeg at svare denne værdige Olding noget, det glæder mig oprigtigen, at han ved at læse mig sparer at kiøbe squilla. Vil De kiøbe Chimærer for godt Kiøb, sælges de indbundne i november Maaned hos Boghandler Malling.

Borgia haver sendt mig Systema Brahmanicum, dette med alphabetum tibetanum, sammenlignet og eftersporet i Manichismum, kunde bevise hvor underlig Traditionen kan blive ukiendelig. Jeg gad skrevet Systema Bamamnnicum Lutheranense. Jeg haver en Brahmaner, der haver 150 Gies inde at fede, hvilket herligt ævnesystem.

Franzosen blev endnu ikke opædt: ney det gik hastigere at æde Polakker, disse drak man fordum, nu fortæres de paa alle maader. Smuk ligevægt at eye de ¾ af Verden. Bernstorfs Erklæring giør os ingen Skam. Siig nu, at De skrev en Bonde til, han sendte Dem sludder nok.

Min beste Jette og raske Drenge hilse, og er jeg med Høyagtelse, beste Velynders

underdanige Tiener

N.D. Riegels

Høyet d. 29 October^[17]

Hvorfor Natur Directionen er vred paa mig, begriber jeg ikke. En Rotte giordte jeg geyl ved at electrisere hans testiculer. Jeg gider knap mere talt om naturphilosophie. Naar Chymie og electricitet ey vil hielpe mig, bliver jeg med alle anatomister blot ved Skalle. Det er sandt, jeg skal sige Glose Kundskab, prosit Hr. Tacitus der tog feyl af Julius Agricola og Bisp Harboe. Prosit Hr. Lexicopgraphus der glemte den herlige Høst der findes af glemte Bemærkelser i Miscellanea Lipsiensia. Det er sandt Amberg er ikke Menckenius. Prosit Hr. Editor Virgilii, som om Heyne aldrig hafde giort det samme. Prosit Hr. Journal Skriver, der kaster Publicum Støv i Øynene og kalder alt det pamphlets som beder Professorerne om at regne rigtig.

Til hofboghandler Simon Peter Poulsen, udateret (sandsynligvis sidste halvdel af 1794)

(fra Niels Christian Øst 1824, s. 351-352)

Høystærede!

Jeg haver vel før merket at 14 Timers daglig Arbeyde foraarsager omsider Hoved Svindel, denne sidste hindrer mig fra at sende dem Slutningen af denne Afhandling der vist vil udgjøre endnu 6 Ark. Kirke Vanens Historie^[18] er vigtig, thi det er den som endnu holder os nedsenket i Ufrieheds, Hof Smigers og Vanedorskheds Dynd. Neppe kunde de afslaae mig at sende mig nogle Penge for mit Arbeyde. Jeg er med sand Høiagtelse.

Deres sande Ven N.D. Riegels.

Jeg kiender ikke dagens Smag, derfor lad alt hvad jeg sender dem hvile.

Til hofboghandler Simon Peter Poulsen, udateret (sandsynligvis sidste halvdel af 1794)

(fra Niels Christian Øst 1824, s. 352)

Høystærede!

Ikke hverdags og leyligheds Sager, sender jeg dem. Det synes fornedrende at slige originale Arbeyder skal betales lige med Prædikene, som giøres gabende, og ikke pønsende. Begge mine senere Afhandlinger om Grundenes udvandning, og denne om Jordens Figur, have forskaffet mig store lærdes Høyagtelse, og disse Arbeyder skal i fædrenelandet intet betyde. Sandelig de viiste mig en Tieneste at sende mig med denne Post nogle Penge ellers overbevise de mig om at jeg er en ussel Medarbejder for deres physiske Samling, og at de intet mere vil have fra mig.

N.D. Riegels.

Til Peter Andreas Heiberg, 25. marts 1795

(fra Birket Smith 1884, s. 107-109)

Høystærede!

Hvad man kan bevise, tør man mindst sige. Jeg vilde ellers sige, at det nye Testaments Tider vare endnu ikke komne. Der skabes daglig hos os af uhumsk Materie eller et Intet Ypperligheder, med Moses’s Kiep eller en Tomme Stok opløfter man Havene. Eseler perorere og recensere, Præster ligesaavel som Propheter ligge hos Horer. Naar Stormænd Josvaiter byde Solen at staae, staar den, og Havene reyse sig og vige for deres Aasyn. Præsterne tage endnu det fedeste af Kirkens Gods, de 7 mavre Kiør Leverandeurene opæde endnu de 7 fede. Ved Hoffet som i Ægypten fattes ikke paa Frøer og utøy. Morder Englen Adelsbanden gaar hveer Nat om og dræber den førstefødte, det er den fortiendte og dulige Borger, at ingen af hans Idrætter skal komme frem, og endelig ere vi begge Patrioter jo det Danske Folks Forsonings Buk, der skal bære dets Synder og af Aristocrater og Præster jages ud i Ørknen. – Men Spøg vil jeg lade fare. Hermed sendes Dem et latinsk Brev fra Videnskabernes Selskab i Stockholm, som jeg udbeder mig af Dem paa Embeds Vegne oversadt paa Dansk in forma notariali og da give det til Her Boghandler Soldin, som skal indføre det i det Uge Blad, jeg vil udgive under Titel af Archiv for Sund Fornuft og Menneskeligheders Rettigheder^[19]. Vilde De vise mig den Tieneste at besørge dette første Nummer, naar Oversættelsen er tilføyet, til Hr. Soldin, da han kunde lade tvende Nummere følge med Subscriptions Planen strax, da Læserne strax kunde see, hvad de i Fremtiden hafde at vente. Vil de være MedArbeyder, skal de have Tak, og vil De læse Haandskrifterne igiennem, inden de trykkes, vises mig en sand Tieneste. Hilse Deres gode Svigerfader, og troe mig stedse Deres sande Ven

N.D. Riegels

Høyet d. 25 Martij 1795

Torde jeg udbede mig indlagdte Brev befordret til Hr. Soldin. Finde De det fornødent, følger mit Brev med til Oversættelse. Maaske er det best, at de begge aftrykke in originali; i mit er vist Skriver Feyl, thi currente calamo tager jeg Extract af slige Breve. Jeg vil snart byde Dem noget Fransk fra den offendtlige Underviisnings Comission i Frankrig, der mishandles jeg ikke for mine videnskabelige Opdagelser til Nytte for det borgerlige Liv, hos os udpibes jeg for sligt – vale et fave. De maae nok være paa Raad med hos Soldin, at alt i det første Nummer af Archivet kan komme paa sit rette Sted.

Til Peter Andreas Heiberg, 22. april 1795

(fra Birket Smith 1884, s. 109-110)

Høystærede!

En canonisk Helt maatte omtales i det canoniske Sprog. De er Aristocraternes kierest Barn, Dem tugte de tidlig, mig derimod seypine de, lige til at true med Indførsel, slet ikke vil tage imod 4 doppelt Pant, og sligt er galt nok, hvor alt ligger af Penges Værd i Korn, og ingen rige Venner haver jeg. Tænk, man vil klæde mig nøgen af for 400d., da ja kan afbetale 50 d. Quartaliter og stille Pant. Hvilken Hiramsk Menneske Kierlighed! I en kold Biørns^[20] Barm kan ikke slaae et varmt Hierte. Naar Tiden tillod Dem det, kunde De vel tilskrive mig Dommene over min fierde Friderichs Historie^[21], den legger mig i Graven, og det skyndelig, det er alt det, jeg veed om den. Det forekommer mig selv, som Christian den Anden ey er slet forsvart^[22], endog den bliver vist i Consistorium udpebet, siden trisser Baden som Samsons Ræve om med den bag i Buxerne antændt som en Brand og foraarsager blot en slem Stank. Mon Soldin ey er Aristocrat, mon han ey af disse lader mit Haandskrift først læses? Hvad han bier efter, forstaar jeg ikke. Gak til ham og beed ham at trykke det første Nummer af Archivet, bestaaende 1) af Brevet om Midlerne at forekomme, at Folk ey levende begraves, 2) det Manuscript med Selskabets Brev, De have. Skynd paa ham, thi det er mig vigtigt, at dette sidste Brev af alle læses.

Tænk, hvorledes Patrioten er i Dannemark den spedalske. Kammer Presidenten sagde, Østersøen syntes ikke fra Nooret^[23]. Dette haver ingen Fald. Handtlangeren Capitain Recke siger det samme, thi han haver over 2000 d. Aarlig ved at yndes af Presidenten. Nu passer Recke paa, at jeg ingen Land-Maaler kan faae til at nivellere, at jeg ey heller kan faa Instrumenter, at hvor jeg vender mig til Mathematici^[24]. Recke er mægtig, han haver vist ikke Uret.

Galilæus sagde, Jorden var rund, den hele rettroende Kirke var mægtig, hafde Ret – Hvo haver nu ret? Lev vel og tro mig stedse Deres sande Ven.

Høyet d. 22 April 1795. N.D. Riegels.

De vilde vise mig den Tieneste strax at besørge dette Brev.

Til Peter Frederik Suhm, 6. April 1796

(fra C. Bruun 1898, s. 43*)

Høy og Velbaarne Her Kammer Herre!

Zen-Vesta, alcoran, Sibyllæ-Bøger, Gammel og Nye Testamenter maae dog nok ikke være komne i lige linie ned fra Himmelen, siden de ikke kan føre deres dyrkere lige dertil. I det mindste haver Bispens fristerinde den høyfornemme Dame vist ikke fundet det i Biblen og Bibellæsningen, hun søgdte^[25]. Hun siger vist, skal Guds Ord være nyttige til alting, maa de apocryphiske Bøger ikke glemmes. Hvilken Tænkefærdighed! Canoner styre Comedie Smagen – oven paa Bomber og Granater hviler hele landets Bogsamling, der styres af en Jesuit, der ikke værdiger at svare paa danske Breve. Det er en lykke for Skribentere, at Artilleriet kan bruge deres Skrifter til Carduuser – og at Banquen og elsker Trykkerie, ellers vilde i Monarkierne Bogtrykker Konsten snart tabe sig – forordninger, Psalme-Bøger og Cathecusmusser eller Excelleencerne iblandt disse lære Bøgerne, ere jo de eneste Skrifter, Canonerne ynde – Saare faae Videnskaber behøves der og til at holde disse i Gang.

Hermed sendes Dem noget af det der kan erfares fra Wordningborg, vilde De opgive mig Spørgsmaale skulde jeg stræbe at skaffe dem besvarede. Lad Dem give af den unge Apoteker Manthey oleum Medullæ equinæ cum opio albo saturatum, giør det varm over Ild og gnie dermed Deres pinefuldeste og stiveste Steder, og De skal vist finde lindring. Lad aldrig nogen dødelig vide, at De have dette uhørdte Middel fra et Intet, fra en upromoveret Bønhas – min underdanige Respect fra min Jette og mig til Hendes Naade, forbliver jeg med den sandeste Hengivenhed

Deres underdanige Tiener

N.D. Riegels

Høyet pr. Nykiøbing paa Falster d. 6. April 1796.

Slottet er mærværkdig deraf, at V. Friderich som Kronprinds lærdte her at drikke, og at han forærede det til v. Osten. Det vilde moere Dem at besee Wordingborg selv, vidste jeg Deres Komme, skulde jeg vist skaffe Dem alt at see.

Til Peter Frederik Suhm, 1. oktober 1796

(fra C. Bruun 1898, s. 44*)

Høy og Velbaarne Her Kammerherre!

Ikke haver jeg længe følt større Glæde, end at være et Øyenvidne til Deres Siels og Legems Sundhed. Himmelen selv forlænge Deres for den sande Oplysning saa vigtige Dage indtil det sidste Maal og menneskelige leve aar – hvorfra den skyldfrie Siel saa glad flyver over i hine salige Egne, og træt af at kiempe med Tiden gierne overlader denne det Rov den søger. De laante mig, beste Velynder af Deres Bibliotheck i Aarene 1787-88-89-90 nogle faa Bøger og en Deel Haandskrifter til femte Christians og fierde Friderichs Historie, De laante mig disse som ven og kyndig Historieskriver, der vilde lette mig Arbeydet, ved at lade mig beholde Alt dette til laan indtil jeg med begge disse Kongers Historie var færdig. Jeg maae da bede Dem om forladelse at jeg ikke haver sendt Dem disse historiske Hielpemidler før, men maa endog udbede mig denne Godhed lagdt til alt det øvrige gode De i 24 Aar have viist mig, at de vilde melde mig, om det ikke var Deres fulde Mening, da jeg laante disse Papirer, som De nu paa nye stadfæster, at jeg maa beholde dette laan indtil jeg er færdig med femte Christians og fierde Friderichs Historie. Vist vil tvende Aar endnu medgaae inden jeg reent kan henlegge fierde Friderich.

Nu veed jeg ingensteds mere at laane Bøger som arbeydsom lærd, thi chicaner, formaliteter, tydsk hovent Væsen, theologisk Hofmod, jesuitisk lumskhed, aristokratisk Dumhed, nedrig Snuhed for denne ere ikke de liflige Træer det Academie skal være beplantet med, hvor lærde samle lyst og mod til at grandske og meddele Borgerne nyttige Grandskninger. Revisor Andersens Skatte bør ikke være for Dem ubekiendte, thi hvor De finde en Perle, er den ægte. Næst tusend Tak for sidst og min underdanige Respect til Hendes Naade forbliver jeg

Deres Velbaarenheds underdanige Tiener

N.D. Riegels

Høyet pr. Nykiøbing paa Falster

d. 1ste October 1796.

Til Peter Andreas Heiberg, 26. oktober 1796

(fra Birket Smith 1884, s. 111-112)

Høystærede!

Det ene Ord skal kome Dem dyrt at staae. De sagde, jeg skrev en læselig Haand. Mine Krage Tær skal forfølge Dem vaagende og sovende, Endtil De komme i Touren med at sende efter Aftale med Grouwelle^[26] de franske Journaler og lærde Blade, der flyve omkring paa Deres Borde; send dem blot i en Convolut hver Løverdag Formiddag enten til Soldin i Myntergaden eller til Bogtrykker Holm. Tænk paa Araberens Ordsprog: den, som nægter en fortørket Vandrings Mand Vand, er en doppelt Manddraber – han dræber hin og sin egen Erindring af en forsømt Menneske Kierligheds Pligt. Er denne Sag ugiørlig, maa jeg tigge his Andre, og skielv for mit af Tørst forstenede Aasyn, naar jeg kommer til Kiøbenhavn. Jeg skal electricere min Kone, hun Deres, og De skal da vist føle Stød eller Ovidius’s ignis subter cutem, der hos David kaldes Kraft fra det Høye.

Megen Bedrøvelse haver strømmet ind i min Barm, siden jeg saae Dem sidst. Døden frarev mig voldsom en fiire Aars deylig Dreng. Min Kone, indhyllet i Tungsindighedens mørke Skye, syntes næsten at følge sin elskte Glut i Graven. – Jeg haver i mange Dage maattet holde Sengen og haver saare faa Kræfter til at fuldføre dette Brev. Phebus er ikke min Ven, saadan som han er Adelens, han er deres accoucheur og beviser sin Ubiquitet, at han boer i Stiernerne, de bære paa Brystet, for dem smile alt, for mig næsten intet. Om De lagde Deres bekiendte Patriotiskheden (sic) for Dagen ved at samle Subscribentere til Noor Udgravningen? Deres Svigerfader tegner sig vist. Sæt andre gode Patrioter i Gang med samme Arbeyd. En heel Provinds som Amager vinder ved denne ene Udgravning, og kommer Udgravnings Compagniet i Stand, vare der i Lolland og Falster over trende saadanne Provindser endnu at vinde.

Dog, hvor daarligt at vilde med Spaden vinde Lande – disse skal indtages med Bajonetten, thi denne er Viisdommens og Almagtens Finger – men vist ikke Algodhedens. Her have De Subscriptions Lister; betegn Grouwelle og de andre Franzoser deres Indhold, og de tegne sig snarere til Noorets Udtapning end hele danske Adelskab. Tael med Seidelin, med Land Inspecteur Zelmer, de kan som gode Mathematiker sige Dem, hvor let dette Foretagende er. Lev vel og tro mig stedse

Deres sande Ven

N.D. Riegels

Høyet d. 26 October 1796.

Til Rasmus Nyerup, 27. december 1796

(fra Birket Smith 1884, s. 255-256)

Høystærede!

En vis D.G. Moldenhauer^[27] tilsendte mig en trykt Kiøbmands Notice, hvori han tvært imod Forordningen af 1773 dristigen beraaber sig paa, at Kongen selv, uden at lade det gaae igiennem Canceliet eller Stats Raadet, haver befalet ham ved Øvrighedens Biestand at indkræve de fra det Suhmisk Bibliotheck laante Bøger. Denne illegale og i Bülows Handtering (sic) saa dadlede Fremgangs Maade kunde jeg ikke som Underssat adlyde. Men af Efterskriften finder jeg mig forpligtet til at tilsende Dem for at aflevere paa det Kongelige Bibliothek ikke allene Sibbern og Hoyer, men endog Voyage dans le Dannemarck par Vernon. Skulde man ellers ved Bibliotheket vilde tvinge mig til at aflevere det, Suhm haver laant mig til femte Christians og fierde Friderichss (sic) Histories Forfærdigelse, da skyder jeg mig ind under følgende skriftlige Tilladelse fra Kammerherre Suhm, der først af en Dommer skal underkiendes. Min Hensigt var, ere Suhms Ord i sit Brev til mig, da jeg laante Dem nogle Bøger og endeel Haandskrifter til Deres historiske Arbeyde, at De maatte beholde dem saalænge, indtil De var færdig med de Kongers Christ. 5. og Friderich. Historier, da det vilde blive for vidtløftigt og besværligt for Dem at udskrive dem, og de fleste neppe kan faaes hos nogen anden. Og da Doctor Moldenhauer er en Videnskabs Mand, saa troer jeg gandske vist, at han efter sin bekiendte Nidkierhed for Studeringerne lader Dem begolde disse Sager til Brug, saa længde De dem behøve, helst naar han faar at vide, at det var min Hensigt, De skulde beholde dem saalænge, da jeg udlaante dem. Saavidt Kammerherren. Professor Moldenhaur haver jeg engang tilskrevet, og han haver ikke værdiget mig Svar. De vilde da for gammel Kiendskabs Skyld rette paa denne Sag, Men for alting betegne den Moldenhauer, der taler saa umiddelbar i Kongens Navn, at jeg dog haver meget paa min Side, naar jeg troer, at leye gaar for eye, og at ene Despotisme kan byde mig at aflevere det af Suhm laante, inden fierde Friderichss Historie er færdig. – Aldrig aandede Videnskaberne friere end i vore Dage, aldrig var Musernes Tempel yndigere end ovenpaa Canoner, Bomber og Bajonetter – o, Himmelske Oplysning, der ikke kan andet end udvælde af dette saa uudtømmelige aristocratiske Kilde Væld.

Min Helbred er svækket, mine Dage kan ikke være mange. Min usle Forfatter Pen skal ikke mere forurolige Despotismens Drabantere. See De Seidelin, hils ham fra mig, denne sieldne Danne Mand, og troe mig stedse Deres

Hengivne

N.D. Riegels.

Høyet pr. Nykiøbing paa

Falster. 1796 d. 27 Decbr.

Til Peter Andreas Heiberg, 26. december 1797

(fra Birket Smith 1884, s. 112-114)

Gode Ven!

I min slemme Giikt maa jeg ofte bruge Draaber; send De mig nu og nogle; jeg er gandske vis paa, at Deres Lægemidler vist vilde sætte mit Blod i Bevægelse. Tænk paa jeg endnu intet haver læst af alt, Commissionen over Tanker, Ord og Gierninger i Dannemark^[28] vedkommende. Disse Guder paa Jorden rane fra Alherren alle hans Egenskaber, lader ham blot til eget Brug beholde Retfærdigheden og Viisdommen. Quaternioniterne eller de, som antoge 4e Personer i Guddommen, bleve fordum haardt behandlede, maaske fordi de ey hafde Bestalning paa at træde sammen i en Commission. I en Commission af trende Personer blev jo Verden skabt, i en Commission af 6 – Treenigheden, Adam, Eva og Slangen – blev jo Syndefaldet decreteret, atter i en Commission af fem – Treenigheden, Maria, Tømmer Svenden Joseph – blev Forløsningen jo decreteret, den samme Treenighed, Pilatus, Bødlerne etc. blev jo den, der fortsadte sine Commissions Forhandlinger over Lidelsenog Korsfæstelsen og skal jo, Pilatus undtagen, komme igien til Domme Dag og udgiøre et med vores Commission over Skrivefrieheden og dømme det Menneskelige Kiøns Ord og Gierninger samt Tanker. See, hvor Guddommelig og ypperlig er ikke Commissions Indretningen.

Min Autor Pen er for evig henlagt. Scalpeller vil jeg føre i dens Sted og giøre mine Anmærkninger med Blyant, dennes Brug er jo ikke forbudet. Om jeg kommer i Nærheden af Dem, skal vi dog have nogle muntre Øyeblik sammen. Send mig nu en heel Pacqve pièce, De kan jo faae dem ligesaa gode igien.

Med sand Høyagtelse er jeg Deres

Oprigtige Ven

N.D. Riegels.

Høyet d. 26 December 1797.

Intet glæder mig mere end at komme Dem og Deres Svigerfader saa nær, at vore Begreber kan electriseres; den Lysning, deraft opkommer i vennehuld Omgang, er for mig den eneste Glæde, jeg attraaer i denne sublunariske Myre Tue, hvor en Hof Snog kan giøre saa megen Tummel.

Til Peter Andreas Heiberg, 17. januar 1798

(fra Birket Smith 1884, s. 114-116)

Et glædeligt Nye Aar!

Det kan man vel ønske sine Venner hver Time paa Dagen, thi da dette Aarhundred er en Maaneds Due med at udklække Stater, kan man jo ikke vide, naar Nye Aar begynder midt inde i Aaret, og er De da meget vred over mit sildige Ønske, da giv 12 Dr. 3 Sk. Ud til det Danske Cancelie, og den 17 January, Guds Doms Dag, bliver strax giordt til den første, den faar Rang, Gang og Sæde med Nye Aars Dage. Er dette vanskeligere for Cancelie Almagten at byde Tidens Strøm gaa tilbage end at befale over Naturens Kræfter, at der skal være Jomfruedom, hvor der ingen var i Mands Minde, at der skal være Lærdom, Gudsfrygt, Dyd, hos den Stand, hvor det er lige saalænge siden, at der var noget sligt, ja hvor det er beviist, at der aldrig kan komme, saalænge Standen skal være hellig, besieles af den hellig Aand og ikke af sund, oplyst Fornuft. Nær hafde jeg ventet Dem herover for at oversætte nogle Skibs Papirer ved et Strandet Skib, hvis Ladning lod heel contraband, det var ladt fra Tetens med Finanz Regnskaber for at føres over til Canalen og Digerne, at stoppe Huller med der, siden de saalænge have stoppet dem i Kiøbenhavn. Tak skal De have for tilsendte mange Bøger, og Tak skal De have, om De vil i dette Tilfælde være min Postmester og besørge denne Pacque efter sin Addresse til Utreckt. Mere end 1 D. Kan den vel ikke koste derhen, jeg vilde gierne betale den franco til Stedet, med Skibsleylighed kan den vel ikke komme fra Helsingør af. Lad Deres gode Svigerfader læse, hvorom Her Brez og jeg brevvexler. Her Brez, Secretair ved Natur Historie Selskabet i Utreckt, mener, at Luften kommer ikke videre ind i de dyriske Legemer fra Overfladen af, end at den blot berører NerveEnderne og saaledes opvække[r] Følelse af Kulde og Varme. Jeg derimod haver med anatomiske Grunde godtgiordt, at den varme Luft trækker i Damp indsvøbt ud af Legemet, og at den koldere udvændige Luft igien trænger sig ind. Nu er Spørgsmaalet, om denne Friction af varm og kold Luft, som stedse haver Sted i Legemernes HuudHuller, ey gierne kunde opkomme en sagte electrisk Strøm, og om electrisk Materie kan kaldes andet end Ilden opkommet af den koldere Lufts Gniening paa den varmere. Kold, paastaar jeg, er al Luft – dennes Gniening og Giæring frembringer allene Ild og Varme. Gaz-azote, Gaz acide carbonique, Gaz oxygène ere alle i deres rolige Tilstand kolde, ja endog meddele Blodet indaandet af Lungerne meget Kulde. Hvor gierne ønskede jeg herom at kunde tale med Deres Svigerfader. Sidst i May Maaned haaber jeg at kunde slip[p]e desangaaende. Hollænderen skal dog stride med Natuur Grunde, ikke med Bog Grunde, hentede hos Boerhave og Gaubius, der begge vare Bog Helte, men ikke Dyr Granskere. Nu til Slutningen et alvorligt Nye Aar. Jeg ønsker Dem Lykke til at erhverve sig Balles Ærlighed og Hellig Væver Aand med tilhørende Gewant af phosphorisk Glands. Jeg ønsker Dem Moldenhauers Trofasthed, Foragt for alt Stort og Smiger, hans og Kones Kydskhed. Jeg ønsker Dem Hornemanns Dybskuenhed og Iver for Videnskaberne. Himmelen sende Dem Münters ordentlige StudereMaade, mandige Siel og af de foragteligste Ting Honning trækkende Kraft. Guderne giøre Dem deelagtig i Eggers’ Blyefærdighed over egen Roes, hans varme Følelse af hans Kundskabers Ringhed og ubetydelige Vægt i Europas’s (sic) Bestyrelse. De underjordiske Incubusser sende Dem SkibsPapirer i Mængde, og omsider 50000 rdr. Lad Naturens Orden tildele Dem varig Sundhed og et fornøyet Sind, der er Aristocraternes Rotte Krudt, og troe De mig med uryggelig Høyagtelse Deres

Hengivne Ven

N.D. Riegels

Høyet d. 17 Janu. 1798.

Til hofboghandler Simon Peter Poulsen, 11. Februar 1799

(fra Niels Christian Øst 1824, s. 348-349)

Høystærede!

Hermed sendes dem Afhandlingens Anden Deel. Den tredie haster det vel ikke med, den kan gierne komme for sig selv. Iblandt mine excerpter haver jeg meget at gaa igiennem for at fuldføre den, og hertilv vil mere end fiorten dages Tid. For Alting formaa enten, den herlige Gudenraht til at læse mine Arbeyder igiennem, han bortfiile og sætte til hvad ham lyster. Skulde han ikke kunde, saa overtal den gode Odin Wolff, hans latinske Læsebog behager mig meget. Siig ham fra mig han kunde nok have ladet et logikalsk Ord Lexicon følge med paa Festuss Viis, uden sligt, læres og bruges ingen Sprog ret. Jeg gad være med at oversætte visse Bogstaver af Nonius Marcellus og Festus samt Plutarchi philosophiske Lexicon, tilligemed Dictionaire de l’academie Francoise. Dannemark trænger haardt til denne Hielp. Baden haver blot handlet og skagret med Cellarius, Stubeliuss, og Gesners gamle Klæder farver dem op og lader dem bæres endnu engang^[29].

Gierne ønskede jeg at de vilde paatage dem Udgaven af dette Ugeblad for Land Almuen. Jeg haver Cuurer og Dissectioner i Forraad vist til mere end trende Aargange. Lad og dette for Canceliets Hilsen Skyld ogsaa blive læst af en Ven inden det trykkes udelad det som dem lyster. Aristokraternes forfølgelse imod mig skal diplomatisk blive naar Tiden kommer lagt for Dagen. De have just nu vidst at sætte mig i Forlegenhed, forlangt de Summer strax betalte de havde lovet mig credit paa. Kunde de, sendte de mig vist med næste Post nogle Penge til Afdrag paa de Ark jeg leverer dem. Noget skulde jeg dog have for min Umage helst jeg paa offendtlig Auction haver solgt 160 Ark af mine Værker til Macculatur for 1 Mk. 8 Sk. Hielp om de kan og tro mig

Deres hengivne

N.D. Riegels.

Høyet den 11te February 1799.

Nogle Nyheder kunde de vel melde mig. Indlagdte Correctur beder jeg Hr. Holm strax tilstillet.

Henvisninger

1. J.H. Bangs note:Guldberg
2. J.H. Bangs note: Schack
3. J.H. Bangs note: Arveprindsen
4. J.H. Bangs note: Med 1200 Rd. i Pension
5. J.H. Bangs note:dvs faaer han Enken
6. Jens Møllers note:...et Brev fra Riegels til Luxdorph, hvori han udøser megen Gift imod Balle i Anledning af dennes Hyrdebrev: ‘’Vei til Hæderlighed’’, hvorimod Riegels – da man ei vilde modtage hans Recension til lærde Efterretninger – udgav et Nidskrift [‘’ Breve mellem tvende venner angaaende Vei til Hæderlighed for Gejstlige’’], som uden Tvivl ledsagede dette Brev...
7. Jens Møllers note: “end” NB. Ingen Trykfeil.
8. C. Bruuns note: Fru Karen Suhm var død den 11. Juli 1788
9. C. Bruuns note: Riegels udgav: ‘’Julemærker fra Landet og Byen’’, Kbh. 1790
10. Niels Christian Østs bemærkning: Det første af disse Spørgsmaal angik den i Ths. Statistiks 1ste Udgave S. 294 hensatte Liste over Statens Indtægter og Udgifter. Riegels sluttede Spørgsmaalet saaledes: “Eggers veed det, men har faaet den afdøde Kakke-Dues Sukkerbrød hos Grevinde Schimmelmann, og er taus, som hans Svigerfader.” De andre Spørgsmaale angik Christian d. 5tes Finantser.
11. Niels Chirstian Østs note: Fortegnelsen blev tilstillet Riegels. Det er den som i hans Skrift: ‘’Femte Christians Historie’’, s. 551-587 er indført.
12. Dr. Benjamin Rush, medunderskriver af den Amerikanske Uafhængighedserklæring
13. Niels Christian Østs note: Denne Afhandling blev siden trykt i Naturhist. Selskabets Skrifter 2den Deel, rec. I l. Efterr. 1793 Nr. 53
14. Niels Christian Østs note: Nemlig af hans Christian den 5tes Historie.
15. C. Bruuns note: 1794?
16. Talen er sandsynligvis om Christiansborgs brand 26. februar 1794.
17. C. Bruuns note: 1794?
18. ’’Oplysning og Ansvar stærkere end Vanen, denne stærkere end Enkeltes Viisdom’’ & ‘’Vanen eller Dyriskhed, ingensteds hos Grækerne, Romerne, i Kirken efter Reformationen, brækket af lyse Fornuft-Grunde, sidder paa Folkeslagenes Throner og er langt mægtigere end enkelte Borgeres Viisdom’’, i: ‘’Statistisk, juridisk og litterært Bibliothek, III 1794, s. 38-87 & 150-193.
19. Birket Smiths note: Udkom under Titel; Fornuftens og Menneskehedens Rettigheders Archiv. Nr. 1-8 Kbh. 1795-97.
20. Birket Smiths note:Ordspil på: Colbiørnsen.
21. Birket Smiths note: Første Hefte af dette Værk var udkommet 1794.
22. Birket Smiths note: Formodentlig i Riegels’s ‘’Skilderie af Christian den Anden’’, som er den første Afhandling i 1ste Del af R.s ‘’Smaa historiske Skrifter’’. Dette Værk udkom rigtignok først ved Nytårstid 1796, men Riegels kunde jo gjerne tidligere have sendt Heiberg de rentrykte Ark af sin Afhandling, som iøvrigt allerede i 1789 væsentlig havde været trykt i ‘’Borger-Vennen’’.
23. Birket Smiths note: Talen er om et Nor, vistnok på Falster, som Riegels vilde have udtørret.
24. Birket Smiths note: Noget er glemt.
25. Jvnfr. Morten Petersen, ‘’Oplysningens gale hund – en biografi om Niels Ditlev Riegels’’, Aschehoug, 2003, s. 215-221
26. Birket Smiths note:Den franske Republiks Minister i Kjøbenhavn, til hvem Heiberg stod i fortroligt Forhold.
27. Birket Smiths note: Riegels vidste naturligvis meget vel, at Moldenhawer var Overbibliothekar ved det kongelige Bibliotek, i hvilket Suhm’s Bibliothek kort i Forvejen var indlemmet.
28. Birket Smiths note: Den i 1797 nedsatte Kommission, som skulde gjøre et Udkast til en Trykke-Anordning.
29. Niels Christian Østs note: Riegels’s Vrippenhed imod afg. Prof. Baden maa man tage for hvad den er: hypochondriske “Tak for sidst ;” thi Baden foer ikke lempeligen med ham.

Kilder

• J.H. Bang, Anden fortsættelse af Meddelelser fra den Bülowske Manuskriptsamling i Sorø Akademis Bibliothek i: Indbydelsesskrift til den offentlige Examen i Sorø Akademis Skole i Juni og Juli 1867, 1867.
• C. Bruun, P. F. Suhm – en levnetsbeskrivelse, 1898.
• Jens Møller, Nyt theologisk Bibliothek, 3. Årgang 1823.
• S. Birket Smith, Til Belysning af literære Personer og Forhold i Slutningen af det 18de og Begyndelsen af det 19de Århundrede – en Samling Breve, Andr. Fred. Høst & Søns Forlag, 1884.
• Niels Christian Øst, Archiv for Psychologie, Historie, Literatur og Kunst, 1. Årgang 1824.
• Niels Christian Øst, Materialier til et dansk biographisk-literarisk Lexicon, indeholdende: Fortsættelser af, Tillæg til, Rettelser i de indtil 1835 udkomne Lexica, om Danske, Norske og Islændere, nr. 42, 1835.