Breve fra Helvede/6
VI.
Lad mig skildre Dig Lili. Men jeg forudseer, at jeg ved Skildringen af Barnet Lili ikke ganske vil kunne holde Kvinden Lili ude. Og udtrykkelig maa jeg tilføje, at det er med en langt sildigere Tids Blik, at jeg nu seer Lili for mig. Dengang saae, kjendte jeg hende ikke, uagtet jeg formelig anatomerede hende med mine Øjne. Det var en reen kjødelig Betragtning; Intet er saa blindt som Begjærligheden.
Hun var altsaa Kreolinde. Fine, yndige, skjøndt ikke klassisk regelmæssige Træk, en glindsende sort, silkeblød Haarfylde, Øjne som Stjerner, af saa dybt et Blaa, at Man maatte kalde dem sorte, lange Øjenhaar, hvorunder Blikket paa forunderlig henrivende Maade vidste at tilsløre sig; af Skikkelse let, smidig, af en fuldendt Symmetri, fiin, men rund og fyldig, snarere lille end stor, Fødder og Hænder smaa og sjelden smukke. — Det var i kort Begreb Lilis ydre Menneske. Det Dejligste hos hende var dog hendes Øjne. Hvo kjender ikke Kreolindernes Øjne? Lilis Øjne see mig endnu lige ind i Sjælen. Aldrig i Evighed vil jeg kunne glemme dette Blik med den fugtige Glands, der halv var Smiil og halv var Taare, dette tungsindige og dog saa forjættelsesrige Blik, der til enhver Tid kunde smelte mit Hjerte.
Man tillægger i Almindelighed Kreolinderne et lidenskabeligt, lunefuldt, egenvilligt Væsen. Intet var fjernere fra Lili end dette. Vistnok, en glødende Natur havde hun; men det var en ligesaa mild som dyb Glød, der ikke trængte til heftige Udbrud, men opløste sig i indre, velgjørende Varme. Hvad Lune var, kjendte hun sletikke. En meget bestemt Villie derimod havde hun med Hensyn til Alt, hvad hun ansaae for Ret, hvad hun meente, at Sandheden eller Kjærligheden fordrede af hende. I alt Andet var hun Føjeligheden selv. Egenkjærlighed var hende ganske fremmed. Hengivelse var hendes Væsens Lov og Trang. Arme Barn, uheldigere kunde hun ikke have truffet det! Hun var falden i med et Menneske, som var lutter Egenkjærlighed og intet Andet.
Hun var ligesom idel Hjerte. I en mere udviklet Alder udtalte Lægerne den Formening om hende, at hun havde en organisk Fejl i Hjertet; nogle sagde, at hendes Hjerte var for stort. Intet var mere troligt end dette. Aldrig har jeg kjendt nogen Sjæl saa følsom, saa let at røre som hendes. Alting gik hos hende op i Ømhed, og Kjærlighed var det Eneste, hun forlangte. Der behøvedes ofte kun et kjærligt Ord, ja kun et kjærligt Blik, for at bringe hende til at falde mig om Halsen og klynge sig op til mit Bryst. Der hørte saa uendelig lidt til at faa Hjertet til at brænde i hende. Hvad Mennesker prøvede, hvad Mennesker lede, hvorledes det gik dem i Lykke og Ulykke, i Glæde og Sorg, det var hendes Hovedinteresse i Livet. Hun levede og aandede i Medlidenheden.
Det kunde ikke Andet end stundom falde mig ind, at saadan, som hun var, syntes hun ikke skabt til at leve i denne Verden. Det er da ogsaa begribeligt, at hun med et saadant Væsen ofte maatte føle sig tilbagestødt og saaret i Omgangen med sine Jævnlige, føle sig som en Fremmed iblandt dem. Derfor omgikkes hun ogsaa helst med sig selv — og med mig, jeg Elendige!
Hertil kom, at hendes Væsen i mærkeligste Grad var eenfoldigt. Men det var af den Art Eenfoldighed, som er fuld af Aand, ikke Tossens Eenfoldighed, men Geniets. Jeg er overbeviist om, at, selv om hun var bleven gammel og graa, vilde hun indtil det Sidste have beholdt Barnet i sig. Intet var lettere end at indbilde hende Noget, hvorimod ikke hendes opvakte moralske Følelse tog hende i Forvaring. Det faldt hende aldrig ind, at Nogen kunde faa isinde at bedrage hende. Nogle Gange foretog jeg i Letsindighed Prøven, men derefter aldrig mere. Jeg maatte bitterlig fortryde det. Selve Frækheden vilde være gaaet afvejen for denne hellige Uskyldighed. Hun var een af disse udvalgte Naturer, som Man nu og da med Studsen træffer paa i Livet, ved hvilke Verdens Smuds ikke synes at ville hefte. Jeg fristes til at sige, at hun kunde være gaaet igjennem Syndens og Elendigheden's Huler og være forbleven lige uskyldig, reen og skjær. Hun lod sig af Intet forarge; det faldt hende aldrig ind at tro ondt om Nogen. Hun fik aldrig Øjnene op for den store Sandhed, at det er en ond Verden, Menneskene leve i. Synd vidste hun, hvad var; i sit barnlig fromme Væsen havde hun endog den allerdybeste Bevidsthed derom. Men hvad Last var, det fik hun aldrig at vide, medens hun paa flygtig Fod betraadte Jorden.
Jeg vilde gjøre Uret mod mig selv, dersom jeg sagde, at jeg først nu føler dette. Nej, jeg følte det dog allerede dengang, saa fordærvet jeg end var. Men jeg maa atter sukke: — Hvilket Par, hun og jeg! Det var idel Aand imod idel Kjød. Arme, arme Lili!
Kun Lidt fik hun lært heri Verden, naar Man vil regne efter Gjenstandenes Mængde. At Historien maatte blive den udvalgte Gjenstand for hendes Lærelyst, er let at forklare sig. Der er jo Tale om Mennesker, om deres Stræben og Strid, deres Bedrift, Lykke og Lidelse. Det var Menneskene, hun følte for; det var Mennesker, hun søgte i alle sine Bøger. Fandt hun dem ikke, var det kun døde Bogstaver for hende, som piinte hende, ja, truede med at tage Livet af hende. I de mekaniske Færdigheder stod hun derfor tilbage; det viste sig umuligt, tilgavns at lære hende endog blot eet eneste fremmed Sprog. Det var naturligt, at hun i dette rene Følelsesliv blev tankefuld og drømmende; Forstanden havde kun Lidt at sige hos hende. Vi gjorde os til Pligt at udrive hende deraf, saa meget og saa ofte, som muligt; men det er altid en utaknemlig Gjerning at forsøge Noget imod Naturen. Indesluttet var hun dog ikke; mig i det Mindste betroede hun gjerne Alt, hvad der rørte sig i hende.
Den hellige Historie beholdt dog stedse Fortrinet fremfor al anden. Det var den første Næring, hendes Aand fik. Og det var eet af de dybeste Indtryk, hun modtog: Guds Søn, som elskede de fortabte Mennesker indtil Døden, Døden paa Korset. — Ja, dette Indtryk blev det dybeste af alle; aldrig rørte Noget hende senere som denne Kjærlighed og denne Lidelse. Uophørlig læste hun den samme Historie om igjen; en Engel maa have talt de Taarer, hun fældede derover. Dette første dybe Indtryk blev afgjørende for hele hendes Liv. I alt Andet vistnok ganske uliig Maria Magdalena, lignede hun hende fuldkommen i Eet, i en brændende Kjærlighed til den Korsfæstede.
Senere gjorde Korstogenes Historie Epoke i hendes Liv; hun blev i den Grad betagen deraf, at hun en Tidlang var ganske borte. Den Korsfæstede var hendes første Kjærlighed, Korstogene hendes første Sværmeri. I faa Uger syntes hun at være bleven Aar ældre; saa mægtig havde Ideen grebet hende. Indtrykket fortog sig; men Ideen blev tilbage. Fra denne Tid af var det hellige Land, hvor Guds Søn havde levet og lidt, Gjenstanden for hendes inderligste, sværmeriske Længsel. Ved et Par Lejligheder kom det udtrykkelig frem; men det maatte hun bitterlig fortryde. Hendes smaa Veninder gave hende Øgenavnet: Korsfarersken. Endog med Laas for Munden kunde de ikke lade hende ifred. Idet de gik forbi hende, lagde de to Fingre overkors; det var en saare udtryksfuld Pantomime. Forløserens Kors var i en vis virkelig Forstand ogsaa blevet hendes Kors. Denne Spot saarede hende dybt, og fra den Tid talte hun aldrig mere om det hellige Land. Men Hjertet omfattede maaskee desto inderligere, hvad Læben ikke længer turde nævne. Jeg siger: maaskee; thi en følgende Tid gav mig Formodning derom; med Vished veed jeg det ikke.
Men er det ikke sandt, at hun ej syntes skabt for denne Verden? For min Verden i det Mindste ikke.
Havde jeg ikke været den Usling, jeg var, maatte jeg blot ved at betragte hende have faaet en Anelse derom. Smuk, reen som en Engel. Men al Formens Skjønhed hos hende var dog Intet imod hendes Væsens Skjønhed. Jeg gik, saalænge jeg levede i Verden, kun efter Skjønheden og efter Nydelsen. Men aldrig har jeg kjendt noget mere henrykkende end dette Barnehjertes fuldkomne Hengivelse, dette Hjertes, hvori der ikke var Draabe af ondt eller ureent Blod, intet Gran af Usandhed, ingen Skygge af Egenkjærlighed. Aldrig har jeg kjendt noget mere Henrivende end denne englelige Ømhed, saa ganske uden Sky og uden Forbehold, som saa aldeles glemte sig selv og var saa ganske uden Fordring, som ansaae sig selv for saa ringe og fattig, og dog bar sig ad, som om den havde havt tusinde Liv og tusinde Lyksaligheder at bortgive i Kjærligheden.
Saa ung jeg var, stak der dog allerede et godt
Stykke af en Vellystning i mig. Uden Følelse for de
hellige Magter i hendes Væsen kunde jeg umulig blive;
til sine Tider, især senere, da hun ej kunde kaldes
Barn længer, var denne Følelse endog meget levende.
Men dog, jeg maa bekjende det, var det fra Begyndelse
til Ende med vanhellige Blikke, at jeg betragtede hende.
Hastig var jeg i mit Hjerte gaaet ind paa min Moders
Forslag. Jeg ikke alene vogtede, jeg ligesom rugede over
det smukke Barn. Hun var allerede et Rov for min
Begjærlighed; jeg beregnede forud, hvad hun engang i
Tiden vilde kunne indbringe mig. Hun var ikke
vanskelig at vinde; jeg vandt hende ganske og aldeles. Naar
jeg vilde, laa hun i mine Arme, rakte mig sin Kind til
Kys, lod sin søde lille Haand blive borte i mine. Med
ringe Kunst forstod jeg at bringe hendes Ømhed op til
Lidenskabs Højde, under Form af Savn og Længsel,
ogsaa Anger. Men det var mig, ikke hende, der havde
Noget at angre.
Saaledes gik det henved et Par Aar; da fandt min Moder det atter nødvendigt at gribe ind. — Dette gaaer ikke; — sagde hun til mig: — Du optager din Lykke forud, og vil forspilde den. Hun vil modnes altfor tidlig, skal det saaledes blive ved. I maa for en Tid skilles. Rejs, bliv nogle Aar borte! Jeg skal imidlertid opelske Lili til Glæde og Lykke for Dig. Rejs, min Søn! Du skal engang komme til at takke mig ogsaa for dette. —
Jeg følte, at min Moder havde Ret, at det saaledes var nødvendigt, og jeg betvang mig selv i Fornuftens, eller rettere, i den kjødelige Begjærligheds vel forstaaede Interesse. Det var netop kort iforvejen i Firmaet blevet bestemt, at een af Deeltagerne skulde rejse til Udlandet og der tage Ophold i længere Tid. Om min Onkel, Firmaets Chef, kunde der ikke være Tale; min Fætter, den anden Compagnon, vilde kun nødig; paa min Moders energiske Tilskyndelse erklærede jeg mig villig til at rejse. Og jeg rejste; Man maatte slide den i Graad opløste Lili fra mig. Men jeg tænkte, skjøndt selv inderlig bevæget: — Vi sees igjen, min lille Brud, og da vil jeg have vundet Mere, end Du nu har tabt. —
Mit Ophold i Udlandet varede meget længer, end
jeg eller Nogen havde ventet. Endelig kunde jeg da
løsrive mig. Under Fraværelsen havde jeg hyppig faaet
Breve hjemmefra, ogsaa fra Lili. Forunderlige Breve!
De syntes at være blevne til ved en Engels Haand,
disse fine, ulegemlige, ligesom svævende Skrifttræk. Og
englelige vare i Virkeligheden ogsaa de Forestillinger og
Tanker, som de udtrykte. Intet kunde ligge mig fjernere,
være mig mere fremmed end Indholdet af disse, om jeg saa maa sige, ætheriske Meddelelser; men kun saa meget
forunderligere var det for mig, og gjorde saa meget
dybere Indtryk Paa mine Sandser. Det var mig en
unævnelig, men rigtignok langtfra hellig Glæde at kunne
sige: — Dette uskyldige, hellige Pigevæsen tilhører mig!
Det er mig, som engang skal bringe hende til at føle,
at ogsaa hun er Kjød og Blod, et Barn af Verden! —
Jeg kom tilbage og saae hende endelig igjen. O Henrykkelse! Min Forventning blev endog overgaaet! Der stod hun for mig, slank og fiin og smægtende, ubeskrivelig yndig, med let rødmende Kind og dybt nedslagne Øjne, det unge Bryst heftig bevæget, lige paa Grændsen af den jomfruelige Alder, endnu ikke femten Aar! Men i samme Nu, jeg udtalte hendes Navn, slog hun de mørke Øjne ivejret, og fæstede paa mig et Blik saa straalende af Glæde og Ømhed, at det gjennembævede mit Inderste. Det var kun eet Blik; men det sagde mig Alt. I næste Nu laa hun i mine Arme.
Skal jeg kalde det en lykkelig Tid, som nu oprandt for mig? I alt Fald var den ogsaa fuld af Pine. Naar jeg saae Lili for mig, var det mig livagtig, som om jeg atter læste hendes Breve; dog var Nydelsen uden Sammenligning større. Men Tilfredstillelse var der ikke deri; det maatte jeg snart under den daglige Omgang komme til at føle. Hendes Iid var saa himmelvidt forskjellig fra min; det fornam jeg endog, naar jeg henrykt favnede hende som min egen. Det samme Barn som før, kun mere udviklet, hengav hun sig ligesaa uforbeholdent som nogensinde. Men ved denne Hengivelse beredte hun mig ofte Marter. Thi hvad der for hende var fuld Sandhed og Virkelighed, var for mig kun Forfængeligheders Forfængelighed. Hendes og min Kjærlighed vare to meget forskjellige Ting.
En kort Tid levede vi saaledes sammen; da lagde min Moder sig atter derimellem og foreholdt mig, hvad Fornuften og Anstanden fordrede: — Hun maatte have Ro og Frihed til at udvikle sig; ellers vilde det aldrig gaa godt med et saa fiint og skrøbeligt Væsen. Desuden vilde hun ved en daglig og i den Grad fri Omgang med mig snarest komme til at føle for mig som en Søster, og dermed var jeg dog ikke tjent. Ikke at tale om, hvad der under saadanne Omstændigheder var passende og sømmeligt. Jeg maatte herefter bo og leve for mig selv; vilde jeg dertil gjøre mig lidt kostbar med mine Besøg, var det saa meget desto bedre. Forøvrigt turde jeg gjøre mig saa behagelig og nødvendig for hende, som jeg vilde og kunde. Men det hellige Løfte maatte jeg aflægge, ikke at tale til hende om Kjærlighed førend efter det fyldte syttende Aar. —
Min Moder var uimodstaaelig; jeg aflagde Løftet og flyttede. I det Hele saae jeg min Fordeel og følte mig tilfreds med Forandringen. Lili var tilbage i sin Udvikling, og havde aabenbart ikke havt godt af at leve saaledes under min Aande. Jeg paa min Side fik fra nu af ligesom bedre Syn paa hende og fandt hende dobbelt dejlig. Jeg mærkede ogsaa tydelig, hvorledes der begyndte at udvikle sig et eget Forhold imellem os. Hun var ikke længer den Lille, og begyndte at undsee sig for mig. Jeg maatte omgaaes hende vaerligere; denne Nødvendighed var en sand Velgjerning ogsaa for mig. Ikke desto mindre, en Prøvetid var det, og det een af de strengeste, uagtet de Saligheder, hvorpaa den var saa riig.
Jeg forhørte mig angaaende Anna. Hendes Fader var for længe siden død; hvad der var blevet af hende selv, vidste Ingen. Udentvivl vidste min Moder det; men det stak mig i Hjertet, og jeg vovede ikke at spørge. Jeg slog det hen, og ved Lilis ubevidste Hjælp faldt det mig ikke vanskeligt.
Snart fik jeg ogsaa andre Bekymringer; Lili begyndte øjensynlig at skrante. Hun befandt sig i en Krisis. Kvinden i hende vilde ikke være Barn længer, og gjorde store Anstrengelser for at udvikle sig. Men Naturen var kun fiin og skrøbelig. For at styrke Naturen under denne Krisis, og tillige for at adsprede mig og hende, blev det besluttet, at vi skulde gjøre en Vinterrejse i Syden. Lili var bleven meget tankefuld, og sank ofte hen i dybe Drømme. Det var naturligt, og aldrig havde hun været yndigere end under disse Forsøg paa at løse sit Livs Gaade. Men i Forbindelse med andre Symptomer var det tillige foruroligende. — Hun maatte ligesaa kraftig som blidt oplives. — Det var den Dom, Stadens første Læger fældede over hende.
Saa rejste vi da, Moder, Lili og jeg, tidlig om Efteraaret. Her begynder den lyse Tid i mit Liv; der er næsten ikke mere Mørke i den, end der er nødvendigt til Skygge. Lilis Tilstand foruroligede mig snart kun i ringe Grad; Lidenskaben voldte mig kun en forbigaaende Pine; der forløb et Tidsrum af henved et Aar, jeg vil ikke sige, uden Plet og Lyde, men uden at jeg havde noget Væsentligt at bebrejde mig. Kort sagt, det var et Elysium. — Men nu er jeg i Helvede!
Hvor lykkelige vare vi ikke med og ved hverandre, vi Tre! Min Moder var naturligviis Elskværdigheden selv; jeg var i det Mindste maneerlig; Lili levede øjensynlig op i denne frie Tilværelse, saa fuld af Afvexling og de reneste Nydelser. Stedse kjækkere hævede hun sit smukke Hoved, stedse friere lod hun sit straalende Blik svæve ud over den skjønne Verden; baade legemlig og aandelig udviklede hun sig i en ubeskrivelig Skjønheds Fylde. Hun havde faaet den Vane, nu og da at tage sig til Hjertet; derpaa agtede Ingen; det var kun en ny Ynde hos hende. Et halvt Aar virkede en forbausende Forandring. Kvinden var traadt frem af hende i sin første og fagreste Ungdomsglands, saa frisk og fiin og skjær som en Rose, der nys har udfoldet sig i Morgenduggen. Og samtidig fuldendtes den begyndte Forandring i hendes Forhold til mig. Lige øm og hengiven, holdt hun sig dog i ubevidst Selvfølelse tilbage. Hun var ikke længer den Lille, som kun levede i sine Omgivelser; hun havde fundet et Liv i sig selv, uudgrundelig rigt og skjønt. Vi omgikkes fra nu af paa mere lige Vilkaar. Jeg siger: lige Vilkaar; — nej, det vare de dog ingenlunde. Hun var mig langt overlegen baade i Aandens og Hjertets Gaver. I kort Tid vandt hun en forunderlig Indflydelse, en uforklarlig Magt over mig. Jeg hengav mig med Glæde derunder; det var en ny Vellyst, ædlere og bedre end nogen anden, jeg hidtil havde kjendt. Hun hævede mig over mig selv, uden at jeg vidste, hvorledes; nye Følelser, nye Interesser og Idrætter kom i Mængde frem hos mig; stedse tydeligere gik det op for mig, at der var Noget i Verden, som var højere og bedre end Egenkjærligheden og den sandselige Nydelse. Fra Dag til Dag blev mit Væsen i Omgangen med hende luttret og forædlet. Jeg var paa Veje til at blive et godt og fromt og elskeligt Menneske, eller, lad mig kort og godt kun sige: et Menneske.
Hendes Blik havde vide aabnet sig for Verdens Dejlighed, en ganske anden Dejlighed, end jeg hidtil havde kjendt, og jeg kom efterhaanden til at see med hendes Øjne. Men uafladelig hævede hendes Blik og Iid sig over Verden; den formaaede dog ikke at fængsle hende. Intet Under, det var jo, som om hun saae Himlen aaben over sig. Og, kan Du tro det, mig tog hun med sig, saa tung i Kjødet jeg end var! Hvilken Kraft og Magt hos et saa fiint og svagt Væsen! Men det kostede hende ingen Anstrengelse. Hun rev mig med sig; jeg glemte Alt over hende. Jeg lyttede til Røsten fra hendes Læber som til en Profetindes Røst, der forjættede mig Velsignelsens Fylde, og blev med hende borte fra Verdens En ganske ny Verden, en Aandens Verden aabnede sig for mit studsende Blik; endog det evige Liv, Fuldendelsen af Alt, begyndte at gaa op for mig. Hvor mange opløftende, salige Timer mindes jeg ikke fra hiin Tid! — Min Gud, hvilken Tid, hvilke Erindringer, — og hvilken Pine!
Jeg begyndte inderlig at blues over mig selv, naar jeg tænkte mig tilbage. Denne Kjærlighed, som jeg saa længe havde følt for Lili, — Kjærlighed var det, men hvilken Kjærlighed! — hun vilde være bleven forfærdet, hvis hun havde kjendt den. Men hun lærte den aldrig at kjende. Vistnok gaves der endnu Øjeblikke, da den gamle glubende Natur igjen gjorde sig gjældende i mig; svimlende af Lidenskab var jeg nærved at tabe Herredømmet over mig selv. Jeg rev hende til mit Bryst og knugede hende med flammende Ild i mine Arme. Eller jeg kastede mig ned for hende, favnede hendes Knæ, kyssede hendes Fødder, under brændende Taarer. Hun blev dødelig forskrækket over denne min Heftighed, og hun greb sig til Hjertet, som om Aanden skulde forgaa hende. Men hun forstod mig ikke; Meningen af alt dette laa altfor langt borte fra hendes kydske Tanke. Hun følte i sin Uskyldighed kun den inderligste Medynk med mig, og tænkte kun paa at berolige mig. Hun gav mig de kjærligste Navne, hvoriblandt dog intet, som kunde opflamme Sandserne; hun lod sine Taarer flyde sammen med mine, to meget ulige Strømme, den ene smudsig og muddret, den anden reen og klar som Krystal. Og det lykkedes hende altid, ved en vis Uskyldighedens Kraft, igjen at bringe mig til mig selv. I det yderste Øjeblik greb jeg mig sammen i det hellige Løfte, jeg havde aflagt til min Moder. Det kostede ofte en uhyre Overvindelse; men jeg fandt Styrke i den Forestilling, at snart, snart var Fristen udrunden. Og naar Paroxysmen var overstaaet, kom der atter blide, usigelig lykkelige Dage. Ved denne sidste Bekjendelse er vort Forhold paa det Udtrykkeligste forklaret: Der var et vildt Dyr i mig, men hun, hun havde tæmmet det.
Det var atter Foraar; vi tænkte paa at vende hjem. Lili havde nogle Gange lidt under et temmelig alvorligt Tilfælde; Landets Læger, i det Mindste halve Charletaner, kaldte det Hjerteklemsel. Vi befandt os dengang paa de joniske Øer. Men vi lode os ikke i nogen synderlig Grad forurolige deraf. Lili havde jo i den sidste Tid udfoldet sig saa kraftig og smukt, og stod i Ungdommens fejreste Fylde. Vi vare altfor lykkelige ved hende, og i vor Lykke altfor trygge. Men en vis, besynderlig Uro kom der over Lili, da vi begyndte at tale om Hjemrejsen. Jeg trængte ind paa hende, og til min Overraskelse kom det for Dagen, at ogsaa Lilis Hjerte havde sin utilfredstillede Længsel; og den var sandsynligviis gammel, endnu ældre end min. Forstaaer sig af sig selv, at den ogsaa var af en fra min ganske forskjellig Art. Pludselig var hiin Barndomsnykke, betræffende det hellige Land, vendt tilbage. Eller havde den aldrig forladt hende, var den bleven til et stille, skjult Sværmeri? Det er det Rimeligste. Hun bad, hun besvor mig, ikke et vende om, førend jeg havde ladet hende see det hellige Land, om end nok saa kort og flygtig. Det var hende, som om hun uden dette aldrig vilde finde Fred. Men kom hun did, ved min Hjælp, vilde hun evig velsigne mig.
Jeg ansaae det kun for en sværmerisk Grille; men jeg kunde ikke Andet end beundre den Trofasthed, hvormed hun havde bevaret den lige fra sin Barndom. Jeg ikke alene beundrede, men følte mig rørt derover, og besluttede at anvende hele min Indflydelse til Gunst for hendes Ønske. Havde hun end bedet mig om en langt urimeligere Ting, jeg havde ikke kunnet modstaa hendes Bønner. Naar hun bad saa inderlig, var det mig, som om jeg holdt hendes Liv i mine Hænder.
Jeg talte med min Moder; modstræbende gav hun sit Samtykke, og denne sidste Udflugt blev besluttet. Den vilde, meente vi, kun medtage nogle faa Uger. Saa rejste vi da. Det Blik, hvormed hun takkede mig, dette søde, englelige, kjærlighedsfulde Blik brænder endnu i mit Hjerte, og vil brænde indtil Dommedag. En himmelsk Fred udbredte sig fra denne Stund over hendes Væsen. Hun var bleven mere stille; men hun var fuldkommen lykkelig.
Kun faa Ord endnu, og min Fortælling er sluttet. Hvorfor skulde jeg martre mig selv med en lang Forklaring? Min Kval er stor nok endda heri Helvede.
Vi betraadte den hellige Kyst. Som en Prindsesse lod jeg Lili betræde den; jeg var kun hendes første Tjener. Men hun havde aabenbart ikke Prindsessen i Tanker, men kun den ydmyge Pilgrim. I nogle Uger valfartede vi langsomt omkring fra Sted til Sted. Lili var lidende, mere end vi anede; men hun havde ingen Ro paa sig. Det var et farligt, allerede vidt udviklet Hjerteonde, hvoraf hun leed; vi havde ligesom været slagne med Blindhed. Jeg siger: vi; der er dog Grund til at tvivle for min skarpsynede Moders Vedkommende. Et ulykkeligt Sammentræf af Omstændigheder bevirkede, at det brød frem paa en ligesaa frygtelig som pludselig Maade. I et Kloster i Bethlehem, hvor vi maatte trygle os ind, udaandede hun sit Liv, nogle faa Dage, førend hun skulde fylde sit syttende Aar. Hun døde med en Helgenindes lyksalige Smiil paa Læberne; hun havde jo naaet sit Livs Maal. Hendes jordiske Tilværelse havde kun været en Valfart til det hellige Land.
Døden havde i hende mistet al sin Gru. Ligesom forklaret laa hun der, bleg, men dejlig i en højere Forstand end den jordiske, med Hænderne foldede over det fromme jomfruelige Bryst, hvori Verden aldrig havde fundet Bolig.
Du vil neppe kunne tro mig, naar jeg siger, at hun selv i sine sidste Timer, da jeg saae det visse Tab af hende for mig, hævede mig med sig højt op over Forkrænkeligheden. Jeg følte mig saa trøstig, som om den jordiske Tilværelse var for Intet at regne, som om jeg snart vilde være samlet med hende paa et bedre Sted, hvor der ej gaves Sorg eller Graad eller Pine, ej heller nogen Død eller Skilsmisse mere.
O, hvilken Indbildning!
Hendes sidste Ord — saa sagte løde de, saa aandeagtig, som om de kom til mig fra en anden Verden — hendes sidste Ord vare Tak og Velsignelse:
— Tak, Otto! Jeg er lykkelig! — Gud velsigne Dig! — —
Jeg var af Smerte nærved at miste Besindelsen. Men i mit Inderste havde jeg en Følelse, som om ogsaa jeg om Lidt vilde have forvundet alle Smerter. I et helligt Kys opfangede jeg hendes sidste Aandedrag.
Men neppe var hun bleven kold, førend jeg paa frygtelig Maade kom til mig selv igjen; det gamle brutale Menneske brød fortvivlende frem i mig. Det havde kun een Tanke, hvad det i hende havde tabt, hvilken Skat af Dejlighed og Ynde, — hvilket Maal af Nydelse. Og saa nær havde jeg været min Lykke! Kun nogle faa Dage, og hun havde været min. Jeg rasede som et vildt Dyr, hvilket Man har frarevet dets Bytte. Hun var undsluppen mig, hun, hun! Det var Frugten af saa mange Aars Selvfornægtelse, saa mange Offre, saa megen Skaansel! I hende havde jeg samlet Alt, Aar for Aar, og i et Øjeblik mistet Alt! — — Og dog, var det ikke godt, skulde jeg ikke glæde mig over, at hun undslap en saa sørgelig Bestemmelse som den, der havde ventet hende i mine Arme? O Lili, Lili! — Nu troer jeg, at jeg kunde glæde mig derover, — hvis jeg ikke var i Helvede!
Min Moder sørgede ogsaa, men tabte ikke Fatningen; det var mest for min Skvld, hun var bedrøvet. Vi rejste tilbage, efter at have begravet Lili i den hellige Jord. Hun hviler under en Sykomore, ikke langt fra det Sted, hvor Frelseren blev født til Verden.
Vi vendte tilbage. Det var ved Tilbagekomsten fra denne Rejse, at jeg fandt og optog Drengen Martin, ulykkelig Ihukommelse.
Saa blev jeg det Menneske, jeg skulde blive. Jeg hengav mig ganske i Verden; jeg levede kun i mine Sandser. Jeg elskede kun mig selv, maaskee med Undtagelse af min Moder og min Plejesøn. Jeg siger maaskee; thi svare for, at jeg ret egentlig elskede dem, det tør jeg ikke. Jeg lod mig kalde en Christen; men jeg var det ikke. Vistnok fandtes jeg ikke blandt dem, der haanede det Hellige; — men, efterat Lili var død, gaves der i Virkeligheden intet Helligt for mig mere. Det skulde da have været mine Barndomserindringer. Nu og da prøvede Barnet fra fordums Dage paa at komme frem i mig; men jeg var bange derfor, og undertrykte det hvergang hastig. Forøvrigt billigede jeg lethen, hvad Man kaldte Christendom, med det Forbehold, at tro saa lidet eller saa meget deraf, som jeg vilde. Og min Tro blev Mindre end Lidet.
Min Moder ældedes; men Aarene syntes ingen Magt at skulle faa over hende. Hun vedblev at være smuk, hun vedblev at være den fuldendte Dame, almindelig beundret. Altid havde hun været from; nu blev hun hellig, og lagde an paa at gjøre mig hellig. Men saa vidt strakte hendes Magt sig dog ikke. Hun bragte det aldrig videre med mig, end at jeg for hendes Skyld iagttog christelig Skik og Sædvane. For min egen i Skyld iagttog jeg Anstanden under alle Udskejelser.
Og hermed er jeg færdig. Det faldt haardt nok at komme til Ende med disse Bekjendelser. Ikke maa, Du tro, at jeg har havt nogen egentlig Tilfredstillelse deraf. Men imidlertid, jeg har dog ligesom en Følelse af, at det lettede. Og det er allerede Meget.