Breve fra Helvede/34
XXXIV.
Lyset er paa Hældingen. Min Tanke vender uophørlig igjen tilbage til Lili. Der finder jeg dog altid Noget, som i det Mindste ligner Fred.
Hvorledes kæmpede hun ikke mod Sygdommen, saalænge Kamp var mulig, hvor stærkt gjorde sig ikke hendes fine, ømme Væsen for at berolige og trøste os!
Hun havde tilsidst ingen Ro paa sig. Vi tænkte kun paa, saa snart, som muligt, igjen at indskibe os til Europa. Men hun forlangte at komme tilbage til Bethlehem, og vi kunde ikke Andet end føje hende. Med saa stor en Omhu og Forsigtighed end denne lille Rejse blev iværksat, følte vi os dog urolige for Følgerne. Men Lili forsikkrede, at hun befandt sig bedre og kun trængte til Hvile.
En stor Deel af Dagen tilbragte hun under Solsejl oppe paa en lille Terrasse over Klostermuren. Der sad jeg hos hende, — jeg var næsten aldrig mere fra hendes Side — jeg kunde gjerne sige, bedrøvet indtil Døden. Der var det, at hun, for at vise mig, hvor rask, hvor oplivet hun følte sig, fortalte mig sin sidste Historie. Ja, det blev hendes sidste. Det var ikke Anstrengelsen, — det lykkelige Smiil, hendes Stemmes blide, søde Melodi vidnede derimod — nej, det var selve Døden, som var hende for stærk.
— Det var i Morgendæmringen. Der begyndte at komme Liv i Nattetaagen, som hvilede i Kløfterne mellem Oliebjerget og Staden Jerusalem. Nedad Bjerget skred Apostelen Jakob, Herrens Broder, med Tilnavnet: den Retfærdige. Han havde tilbragt Natten paa Bjerget i Andagt og Bøn efter sin Mesters Exempel. Fremfor alle Steder var dette Sted ham dyrebart, hvor Herren havde stridt sin sidste haarde Strid i Bønnen.
Natten var tilende, og han gik nu hjem til sit Huus. Da han traadte frem af Olivenlunden, standsede han et Øjeblik, paa den frie Skrænt over Dalen. Solen var ved at staa op; langsomt hævede Taagerne sig, og spredtes for Morgenvinden. Tætved var Gethsemane Have; nede i Kløften slyngede sig Kedrons Bæk. Hiinsides hævede Jerusalem sig med sine mægtige, men forfaldne Mure; højt over samme traadte Templet frem i straalende Herlighed, Templet, som snart skulde lægges øde.
Dog Jakob haabede, at han ikke skulde faa denne Ødelæggelsens Vederstyggelighed at see, som vist vilde komme. Thi han elskede sin Stad og sit Folk. En lykkelig Følelse, som ej kunde svige, sagde ham, at han vilde have udstridt forinden og vundet Kronen. Ja, det var en lykkelig Følelse; thi højere end sin Stad og sit Folk elskede han Herren, og det var for hans Tanke Salighedens Fylde, bestandig at være hos Herren.
Han vilde gaa videre, da en Kvinde kom ham imøde, ung og smuk, men Sorgens udtrykte Billede. Hun var kun sytten Aar. De stride Taarer randt hende nedover Kinderne, og hun vred i dybeste Smerte sine Hænder. Da hun kom nær, faldt hun Apostelen tilfode og bad ham forbarme sig over hende. — Hendes Mand havde nylig overstaaet en hidsig Feber, men svandt hen som en Skygge. Ingen Læge vidste Raad, og fattige vare de. Han vilde dø, ak, dø! Og de elskede hinanden saa inderlig. —
Apostelen svarede ikke, men betragtede hende med et Blik, som trængte igjennem til hendes Inderste; han syntes at læse i hendes Sjæl, ligesom i en Bog. Han kjendte hende. Oftere havde hun været tilstede ved hans Forkyndelse af Naadens Evangelium. Men Troen havde endnu ej kunnet fæste Rod i hendes Hjerte. Hun havde endnu for stor en Tillid til Verden; hun elskede endnu sig selv altfor højt. Det syntes hende altfor tungt, i saa ung en Alder at opgive Verden, og endnu tungere at opgive sig selv.
Længe forblev Oldingen taus, medens han betragtede den arme unge Kvinde. Hun følte sig underlig tilmode under dette Blik; ja, hun bævede derunder. Thi, saa mildt det end var, laa der et Alvor og en Myndighed deri, som alene Gud kan forlene. Endelig brød Apostelen Tausheden, idet han spurgte:
— Kvinde, elsker Du ham da saa højt? —
— Ja, Fader, jeg elsker ham. — svarede Kvinden med skjælvende Røst.
— Saa højt som Dig selv? — spurgte Apostelen videre.
— O højere, meget højere! — udbrød Kvinden, og kunde neppe faa Ordene frem for Hulken.
— Nuvel, min Datter, der gives eet Middel, hvorved Du kan bevare din Ægtefælle for Livet. Det er møjsomligt, men tænk paa, det er det eneste! Gak omkring i Staden, fra Huus til Huus, og trygl om milde Gaver til din Mand! —
— Ak, Fader, Penge, frygter jeg for, kunne ikke længer gavne ham. —
— Ikke om en Skjærv af Penge skal Du bede, hvor Du kommer frem, men om en Skjærv af Tid. Alle de Levedage, som gode Mennesker i barmhjertig Hu ville afsee, skulle ved Guds Naade komme din Mand tilgode. —
Kvinden tænkte: — Der gives mange gode Mennesker, og Menneskene i Almindelighed agte deres Livsdage for meget ringere end deres Penge. Paa de sidste holde de sammen, medens de ødsle med og ikke vide, hvorledes de skulle faa Ende paa de første. — Hun takkede Oldingen, med Hjertet fuldt af Velsignelser, og gik trøstet bort.
Og saa gav hun sig til at gaa omkring i Jerusalem, med ydmyg, inderlig Begjær, idet hun fortalte om sin døende Ægtefælle, og om den Guds Mand, som havde henviist hende til fromme Menneskers Barmhjertighed. — Velsigne Eder Gud, — saaledes sluttede hun: — om ikke Mere, saa dog blot et Par Dage! —
Men hun havde kun ringe Held med sig. Nogle — spottede hende og meente, at hun nok havde mistet Forstanden; Andre joge hende uden videre med Skjældsord paa Døren; atter Andre fandt, at det var en prægtig Spøg, men vovede dog ikke at indlade sig paa Spøgen. Mange Steder fæstede Man dog Liid til hendes Tale; men der var Ingen, som havde endog blot een eneste Dag at undvære. De Fleste undskyldte sig med, at de selv vare svagelige og ikke havde lang Tid at leve i; eller de havde endnu saa meget at udrette i Verden, eller de havde saa stor en Familie at forsørge. Hver Dag var disse Mennesker kostbar. Og, mærkeligt nok, de Mennesker, som ødslede allermest med Tiden, vare i Almindelighed de mest paaholdne. Men nogle Steder maatte hun lide de bittreste, grusomste Krænkelsen — —
— — — Saa vidt kom hun, og ikke længer. Eet af hine frygtelige Tilfælde, hvorpaa jeg endnu ikke kan tænke uden Gru, afbrød pludselig Fortællingens Traad, og selve Livets Traad var brudt med det Samme. Fra denne Stund rejste hun sig, gjorde hun sig aldrig stærk mere. Skuffe os kunde hun i det Mindste ikke. Livet i hende var kun som en Lampe, der nu og da flammer ustadig og ængstelig ivejret, inden den brat udslukkes.
Der henrandt Aar paa Aar, ja, femten Aar vare henrundne. Jeg var ikke ung længer. I denne Tid var Lilis afbrudte Fortælling tidt og ofte runden mig ihu; i en veemodig Erindrings Time havde jeg, som jeg tydelig mindes, ogsaa meddeelt en Ven den, og han havde yttret sin levende Beklagelse over, at der ikke gaves nogen Fortsættelse af denne Historie.
Altsaa femten Aar, og disse femten Aar vare blevne saare ilde anvendte, paa en Lilis Minde i det Hele uværdig Maade. Da faldt mig en Dag et gammelt Heste af et bekjendt Tidsskrift ihænde. Blandt Fortællingerne standsede jeg studsende ved een, som havde til Overskrift: — Betlersken, Legende.
Ja, mig Anelse havde ikke skuffet mig, det var virkelig Fortsættelsen af Lilis Historie. Vistnok var den ikke just saadan, som Lili vilde og kunde have fortalt den. Men Udviklingen var ganske i Lilis Aand; der lod sig overhovedet ikke tænke nogen anden Slutning.
Her følger altsaa Fortsættelsen:
— Først bankede hun paa hos en riig Vexelleer og Kjøbmand. Han havde den anseeligste Bod i Templets Forgaard, og i fortroligt Samkvem med sine Venner roste han sig endog stundom af, at han havde selve Landshøvdingen i sin Lomme. Og Ingen tvivlede om, at han jo talte Sandhed. Dette første Besøg var ikke uden Haab. Den gamle Rabbi betænkte sig, efter at have hørt hendes Andragende. Han betragtede nemlig Sagen som en Speculation. Maaskee havde den Døende Penge, mange Penge, og vilde kjøbe dyrt, hvad der maaskee, ret beseet, ikke var en Denar værdt. — Hvad Priis vilde han give for en Dag, en Maaned, et Aar? — Ak, Haabet havde bedraget hende! Hendes syge Ægtefælle havde ikke mange Penge.
Da hun gik videre, mødte hun en romersk Centurion. Der var vistnok kun ringe Udsigt til, at Hedningen skulde have Hjerte for hende, Jødinden. Men han saae saa god ud; hun kunde jo sagtens forsøge det.
Centurionen forstod hende bedre, end hun havde ventet; thi, hvad Troen ikke udrettede, det udrettede hos ham Overtroen.
— Min stakkels Tøs, — svarede han, idet han strøg sig om den buskede Hage: — mit Liv er saa usikkert; jeg veed igrunden ikke, om jeg har noget. Allerede imorgen den Dag kan det være ude med mig. Saa indseer Du vel, at det vilde være meget letsindigt af mig, at raade over, hvad jeg ikke har. Guderne forbyde! Det strider ogsaa ligefrem mod Krigsartiklerne. Mit Liv, som det er, tilhører ganske Kejseren. — Ved Herkules, det gjør mig ondt for Dig! Mit stakkels Barn, vil Du have Penge? —
Nej, Penge vilde hun ikke have. Saa skiltes de ad, og Centurionen gik med tunge Skridt og klirrende sin Vej.
Hun traadte derpaa ind hos en stor Haandværker. Hun traf ham paa Værkstedet, hvor mere end hundrede Hænder vare i travl Bevægelse. Det var een af de ti Spedalske, som Herren engang havde forbarmet sig over, og af hvilke kun een var vendt tilbage for at takke. Men han var ikke denne Ene. Tilfældigviis anraabte nu Kvinden ham netop i de samme Ord, hvormed han engang i sin Elendighed havde anraabt Guds Søn: — Herre, forbarme Dig over mig! — Men han forbarmede sig ikke. Han pegede hen paa det travle Liv i Værkstedet og svarede: — Kvinde, see, hvorledes Arbejdet gaaer! Alligevel kan jeg ikke overkomme, hvad der forlanges af mig. Kan Du efter dette tro, at jeg har Noget, endog blot den mindste Deel at undvære af det mig saa knapt tilmaalte Liv? Kvinde, Du maa gaa andre Steder hen, seer Du vel. —
Men Kvinden vedblev: — Herre, for Rabbi Ben-Mirjams Skyld, som engang forbarmede sig over Dig, forbarme Dig nu ogsaa over mig Elendige! —
Manden studsede, og blev først rød, saa bleg; det varede Noget, inden han svarede:
— Du er fuld af Urimelighed, Kvinde. Du veed, at mit Liv er saa meget kortere end Andres; jeg begyndte først at leve, da Spedalskheden veg fra mig, i en vidt fremrykket Alder. Og alligevel forlanger Du af mig, at jeg skal afknappe mine Dages Tal for din Skyld! Gaa, Du staaer Folkene ivejen! Jeg har allerede offret Dig Mere af min Tid, end jeg havde til Hensigt og kan forsvare. —
Da hun igjen kom ud paa Gaden, var hun ikke — langt fra Templet. Saa optagen, den stakkels Kvinde end var af sin Sorg, forglemte hun dog ikke, idet hun gik forbi, at lægge sin Skjærv i Blokken. Da hun gik videre, mødte hun en Præst, som efter endt Tempeltjeneste vendte hjem til sin Bolig.
— Du Abrahams Gud! — udraabte Præsten, idet han drog sin Talar til sig, hvis Flig Kvinden gjorde Mine til at ville kysse: — Du Abrahams Gud! — gjentog han med opløftede Hænder, da han havde hørt Kvinden ud: — Hører Du denne Kvinde? Hvorfor har hun netop valgt mig til at udgyde sine Uhumskheder over? Enten maa hun være forrykt, eller hun er en Troldkvinde. —
— Herre, jeg er ikke forrykt. — indvendte Kvinden ydmyg.
— Ja, saa er Du en Troldkvinde! — afbrød hende Præsten, idet han spyttede ad hende: — Vogt Dig, at Du ikke hjemfalder Dommen og bliver stenet! —
Det næste Sted, hun forsøgte sig paa, var hos en fornem Syrer, af fyrsteligt Blod, som var kommen ; til Jerusalem for at nyde Livet. Og han havde nydt det, i mere end fulde Drag; han var ganske nær ved Bærmen. Sløv, som han var, vidste han ikke længer at faa Ende paa Tiden. Havde Kvinden vidst dette, vilde hendes Haab atter betydelig have hævet sig.
Uden Vanskelighed blev der tilstedt hende Adgang. Over en Gaard, som var et lille Paradiis liigt, hvor herlige Marmorbilleder lyste frem af det mørke Buskads, hvor Kilderne sprang og Fuglene sang, og Verdens dejligste Blomster havde forenet sig om at udsprede deres Duft, — igjennem Værelser, som straalede af tyrisk Purpur, romersk Mosaik, Marmor, Guld og Elfenbeen, hvor der fandtes en kostbar klædt Tjener ved hver Dør, hun kom igjennem, — blev hun ført ind i det Gemak, hvor Husets Herre strakte sig efter Badet. Han laa døsig paa en Løjbænk med halv tillukkede Øjne. Ved hans Hoved sad en abyssinsk Slavinde, saa mørk som Natten, og tilviftede ham Kjølighed med en Vifte af Paafuglefjer; ved hans Fødder sad en græsk Slavinde saa lys og skjær som Dagen, og strøg ham med blød Haand under Fodsaalerne. Begge vare dejlige, hver paa sin Viis; men derpaa agtede den stakkels bønfaldende Kvinde ikke. Endnu mindre tænkte hun paa, at hun selv, midt imellem Sort og Hvidt med sin klare brunlige Hud, forenede Nattens og Dagens Skjønheder i sin Person, og var endnu smukkere end nogen af de Tvende.
— Kvinde, — svarede den unge Mand hende døsig: — det er sandt, jeg sætter just ikke stor Priis paa Livet; det er i Grunden en elendig Tilværelse, jeg fører. Men hvorfor jeg skulde gjøre Dig en Gave med det, jeg selv har Nok eller Mere end Nok af, det veed jeg dog virkelig ikke. Jeg gjør ikke Fordring paa at gjælde for ædelmodig. Jeg vil have Noget for Noget, og hvad har Du vel at give mig? Gaa til dine Egne, Kvinde! Lad mig blive, hvad jeg er, en Fremmed for Dig! —
Den arme Kvinde vilde fjerne sig. Men et pludseligt Udbrud af den unge Mand standsede hende. Han havde endelig faaet Øjnene op for hendes paafaldende Skjønhed. — Vent lidt! — udbrød han, idet han rejste sig op fra Løjbænken: — Jeg har endnu Noget at sige Dig. —
Han havde faaet et lyst Indfald. Han trængte til at pirres; men Pirringsmidlerne vare blevne sjeldne. Dog her var eet lige ved Haanden.
— Jeg sagde: Noget for Noget, lige Parti. — vedblev han: — Mine Livsdage staa til din Raadighed, faa eller mange, som Dig behager; men Du maa sætte noget Tilsvarende op derimod. Lad os faa os et Spil! Her er Tærninger. Jeg sætter en Part af mit Liv ind, og Du din Dyd, eller en Part af din Dyd, ligesom Du vil kalde det. Hvor meget kan vel din Dyd være værd? Gjør Dig nu blot ikke altfor knibsk og kostbar! Lad os sige: sex Maaneder af mit Liv! — Er det for lidt? Nuvel, jeg er ingen Gnier, et fuldt Aar da, — to Aar, om Du forlanger. — Ved Templet, for en ringe Ting giver jeg ikke slip paa Dig! — vedblev han, idet han greb hende om Haandledet: — Jeg siger da: tre Aar! Det er en høj Priis, og et højt Spil. — Du vil ikke? Taabe, din Mand behøver jo aldrig at faa det at vide! Du behøver jo kun at bade Dig i Jordan; saa er den Synd aftvættet, og Du er lige reen og skjær. — Det er altsaa Alvor, Du vil ikke? — Nu, saa rejs til Gehenna! —
Blussende af Skam, med hede Taarer forlod den unge Kvinde Syrerens Huus. Længe varede det, inden hun atter vovede at vise Nogen sit Ansigt.
Men det var en hellig Sag; hun turde ikke opgive den endnu. Saa traadte hun da i Guds Navn ind til een af de rige Mænd, som hver Dag levede i Herlighed og Glæde, og lod Andre leve med sig. At nyde, det var for ham at leve; udenfor Nydelsen gaves der slet intet for ham. Engang havde han kjendt en bedre Tilværelse. Fra Ungdommen af havde han holdt Budene og sat sin Hu til det evige Liv. Det var nemlig hiint unge Menneske, som engang var kommet til Herren og havde sagt: — Jeg har holdt Budene fra min Ungdom. Gode Mester, hvad fattes mig endnu? — Og Herren havde svaret: — Vil Du være fuldkommen, saa gak hen og sælg Alt, hvad Du har, og giv de Fattige det! Saa skal Du have en Skat i Himlen. Og saa kom og følg mig! — Men, da han havde hørt dette, var han gaaet bedrøvet bort; thi han havde meget Gods.
Fra denne Stund havde den unge Mand ganske opgivet Tanken om det evige Liv. Han var gaaet over til Sadducæerne, som lære, at der ikke gives noget Liv efter Døden, og var bleven een af deres svorne Disciple. Den stakkels Kvinde kunde følgelig ikke let være kommen noget uheldigere Sted. Den rige Mand lo hende ud og sagde:
— Du Daare! Jeg har ikke uden det samme Liv, og Du forlanger, at jeg skal stykke ud deraf til Krethi og Plethi! Viid, at hver Dag af dette mit Liv er mig kostbar, og ikke til at opveje med Guld! Du er kommen ind i den fejle Gade, mit Barn. Bøj om Hjørnet og gak til Farisæerne! —
Og hun gik til Farisæerne. Hun traadte ind til een af de mest ansete Lovkyndige, eet af Israels store Lys. Ikke alene kunde han gjøre Rede for Thora'en indtil den mindste Tøddel; men paa den fuldkomneste Maade lod han den ogsaa fremtræde i sit Liv. Hans Retfærdighed var saa straalende, at den oplyste endog de mørkeste Vraaer, hvor han kom frem. Derfor var naturligviis ogsaa hans Roes i Alles Munde. Heller ikke den unge Kvinde var han ubekjendt.
Farisæeren saae, at Kvinden var ung og smuk. Han tog derfor mere end venlig imod hende, og syntes medlidende at tage sig hendes Bøn tilhjerte.
— Arme Barn, — sagde han, og fordrejede Øjnene til stor Opbyggelse for de i Taleværelset forsamlede Klienter og Disciple. — Arme Barn, jeg maa høre Dig nøjere. Følg med mig ind i mit Lønkammer! —
I Lønkammeret lod Farisæeren uden alle Omstændigheder Masken falde. Han fik pludselig en paafaldende Liighed med de grimme, stive Satyrbilleder, som, ifølge nyeste Mode, dannede Dørstolperne til den prægtige Portal, gjennem hvilken hun var kommen ind i Huset. Han tog grinende den unge Kones Haand i sin, trykkede den ømt og sagde:
— Lad nu det fare, min Smukke! Her ere vi ganske ene. Lad mig nyde din Ungdom og Skjønhed, medens Du nyder dem selv! Stor skal din Løn og din Lykke blive. Med din Mand er det ude; det er tydeligt nok. Lad ham dø og samles til sine Fædre. Men Du, min Yndige, lev for Glæden, sammen med mig! —
— — Stille! Det kan ikke nytte, at Du hæver Røsten! Der er Ingen, som hører Dig. — — — Skamløse Kvinde, forgjæves frister Du mig! Veed Du ikke, at Folket ligesom med een Røst kalder mig den Retfærdige og Hellige? — Pak Dig, Bolerske! Og, hører Du, Tand for Tunge! Du vilde maaskee gjerne give den kydske Susannes Rolle om igjen. Men vogt Dig, prøv ikke derpaa! Selv ikke nogen Daniel skulde kunne frelse Dig! —
Skjælvende paa alle Lemmer, halv afmægtig forlod hun den Retfærdiges Huus.
I to Dage gik hun saaledes om fra Huus til Huus. Kun nu og da løb hun hjem for at see til sin syge Mand, hvem de fattige Naboer skifteviis plejede. Men hendes angstfulde Bønner havde Intet indbragt hende, slet intet uden hist og her haarde, krænkende Ord, og det, som var meget værre. Endelig den anden Dags Aften opgav hun det fortvivlende. Opløst af Træthed og Smerte sank hun ned ved Damascusporten. Der laa den Arme, og ligesom ragede over sin Elendighed. Men pludselig standse hendes Taarer, et Smiil gaaer som et Solglimt hen over hendes lidende Træk. Som om hun ikke kjendte til Træthed, rejser hun sig og iler videre for at opsøge Apostelen.
— Nu, min Datter, hvad Held har Du havt? — spurgte Oldingen hende med inderlig Medlidenhed.
— O Fader, Menneskene have ingen Barmhjertighed; Verden er ond, og tænker kun paa sig selv i sine kjødelige Begjæringer. —
— Det er sandt, mit Barn! Barmhjertigheden er hos Gud alene. —
— Ja, min Fader, og det er til den, jeg vil henfly. Der er Ingen, som har villet skjænke mig saa meget som een eneste Dag, og der hører mange Dage til et Liv, der udfordres mange Dage til at bevare mig min Huusbond. Jeg var nærved at fortvivle. Men da randt mig pludselig ihu, at jeg selv havde et Liv, efter min Ungdom at regne, endog et langt Liv. O, Du Guds Mand, kan jeg da ikke selv alene under Eet give, hvad de Mange ej vilde give ved at lægge Skjærv til Skjærv? Min Ægtefælle er mig mit halve Liv. Saa lad ham da faa mit halve Liv! Saa kunne vi leve og dø med hinanden. Eller lad ham, om det er nødvendigt, kun faa det hele! Jeg døer gjerne, naar han blot maa leve! —
Saaledes talte hun under blidt rindende Taarer. Men Apostelen lagde velsignende sin Haand paa hendes Hoved og sagde med bevæget Røst:
— Min Datter, vær frimodig! Du har fundet Naade for Gud. Gak hjem! Din Huusbond vil leve, og Du skal leve med ham! —
Det er Fortællingen. Vent ikke, at jeg skal udvikle for Dig, hvilket Indtryk den gjorde paa mig! Det være Nok at sige, at det var mig livagtig, som om Lili talte til mig fra den anden Verden, og at jeg lod mit Hoved synke i mine Hænder og græd bitterlig, ikke saa meget over hende, som over mig selv.
Eet stod klart for mig, og i denne Tanke fik jeg ligesom nogen Oprejsning: Dersom dette Vilkaar var blevet mig stillet, vilde ogsaa jeg med Glæde have deelt mit Liv med Lili, ja, jeg troer det vist, jeg vilde ubetinget have hengivet Livet for hende. Saaledes havde jeg elsket hende. Men hvad var nu Historien mig værd? Kun nogle Taarer, som Ingen maatte see, kun nogle Taarer!
Det er ved det sidste, hastig svindende Lysskjær, at
jeg slutter dette Brev. Jeg gruer, jeg gruer. En stor
Deel af den Rædsel, som dette Dødsmørke indeslutter,
skyldes Forestillingen om den yderste Dag. Naar vil
den komme? Hvo veed det? Men den vil, den vil komme
engang!
Fortabt! — det er et skrækkeligt Ord. En sand Afgrund af Rædsel, Kval og Elendighed aabner sig deri. Men er jeg ogsaa virkelig fortabt, for evig fortabt? Nej, endnu ikke; det føler jeg sikkert. Men nu paa den anden Side, er der da nogen Mulighed for at blive frelst? Til dette Spørgsmaal har jeg intet Svar. Baade Ja og Nej er for meget. Stundom synes mig, at der er en Mulighed. Men det er kun et Glimt; jeg kan ikke fastholde den, saa piinlig jeg end anstrenger mig derfor. Undertiden, naar jeg har stridt og lidt allerhaardest, kommer der ogsaa en forunderlig Fred i min Sjæl, en forunderlig Trøst. Men neppe er jeg bleven mig det bevidst, førend det igjen er borte.
Heri Helvede kan vistnok ingen Omvendelse finde Sted. Men hvad vi lide og prøve, i Erindringen og i Virkeligheden, skulde det ikke maaskee kunne berede Sjælen til Omvendelse, saa at den i samme Øjeblik, den bliver udløst herfra, at stedes for Dommen, henflyer til Frelseren og finder Naade og Fred lige paa Fortabelsens Skrænt? Skulde det end vare tusinde Aar, ja titusinde, o, hvor stort vilde dog ikke dette Haab være! Titusinde Aar i Pine vilde være Røverkjøb for en saadan Frelse i det yderste Øjeblik!
Lili, jeg veed jo, at hun elsker mig, og det med Frelserens egen Kjærlighed. Dersom det er Mere end en Fabel med den underfulde Magt, som Kjærligheden har, saa er der dog i det Mindste endnu eet Baand mellem mig og Livet. Og jeg kjender Lili, dette Baand vil aldrig i Evighed briste. Men et Baand, som ikke kan briste og ikke betinger Forening engang, vilde være en Uting i Tilværelsen.
Og kan Lili blive salig foruden mig? Det er et andet Spørgsmaal. Kan hun blive salig, naar jeg fortabes? Kan Gud nænne at lade hende savne, hvad der var hende dyrebarest i Verden, hvad der, næst ham, er hende dyrebarest endnu? Jeg kan ikke forestille mig det. Altsaa er der dog et Haab tilbage, og dette Haab knytter sig til hende. Ikke fordi hun har Magt til at frelse mig, men fordi det blev hende givet at føre mig til Frelserens Fødder. Maaskee vil det engang blive hende forundt, at slaa Kors over mig, ligesom jeg i Døden slog Kors over hende. Sagde hun ikke i sine sidste Timer, at vi skulde samles igjen? Og i denne Forvisning hensov hun salig. Kan det være muligt, at Gud har givet hende en salig Død, begrundet paa en Usandhed, en forsmædelig Vildfarelse? Nej, det er umuligt. Altsaa — Slutningen ligger nær; men jeg tør — jeg tør ikke gjøre den!
Men dog, igjennem hele Helvede gaaer der en Anelse om Muligheden af Forløsning og Frelse, inden det sidste Ord er blevet talt, og Alting er ude. Her dukker atter Haabet frem, og det et stort, saa svagt og dunkelt det end er. Kunde Gud taale, at et saadant Haab lysnede gjennem utallige Millioner af elendige Sjæle, dersom det blot var en daarlig Indbildning? Nej, det er umuligt. Retfærdig er Gud Herren. Vi lide kun, hvad vi have fortjent. Men ligesaa vist er det, at Gud er barmhjertig. Der kan ingen Skuffelse finde Sted! — Og dog, kunde Skuffelsen ikke høre med til Straffen, kunde den ikke, ligesom alt det Øvrige, være en naturlig Følge af det Liv, vi have ført i Verden? — O, jeg Elendige! Hvor er Haabet blevet af, som nylig klarede op i min Sjæl? — Det er atter idel, idel Mørke!