Breve fra Helvede/3
III.
Hvor længe jeg sad saaledes, ligesom indmuret i mig selv og Mørket, hvor længe denne Fortabelsens Nat varede, det kan jeg ikke sige. Kunde der end være Tale om Tid heri Helvede, noget Maal paa Tiden gives der ikke. Det kan ligesaa godt have været Aar som Timer. Thi vist er det, i denne ene Nat gjennemlevede jeg hele mit elendige Jordeliv. Begriber Du, hvad dette vil sige?
Endelig begyndte det da igjen at dæmre, med en ubeskrivelig Langsomhed. Lidt efter lidt blev Mørket mindre tykt, en svag Lysning trængte igjennem; den tog umærkelig til, og jeg kunde atter skimte. Denne Forventningens Tid, om jeg saa maa kalde den, var den mindst piinlige, jeg endnu havde oplevet i Helvede. Medens jeg med spændt Forventning higede det tilbagevendende Lys imøde, kom der endog ligesom en Skygge af Glemsel over mig. Og Glemsel er det Lykkeligste, vi her kunne forestille os. Jeg siger Lys! Ak, til Lys bliver det heri Helvede aldrig! Derfor bliver det heller aldrig til Virkelighed med Glemselen. Ogsaa den er kun en Indbildning.
Men Lysskjæret oplivede mig; ja, der kom virkelig en vis ny Livsdrift i mig. Jeg samlede min ynkelige Person sammen, og foer igjen afsted, i Retningen af den fremstigende Dæmring. Hvor længe og hvor langt jeg foer, gjør Intet til Sagen; nok sagt, snart var jeg midt inde i Helvedes Elendighed, og ikke længe varede det, inden jeg havde naaet mit Sted. Da kunde jeg atter lade Hvile falde paa mig. Sagde jeg: Hvile? Een Gang for alle maa jeg bede Dig, ikke at lade Dig vildlede af slige taabelige Udtryk, som jeg endnu kun bruger af gammel Vane. Her paa dette Pinested kan der naturligviis ikke i nogensomhelst egentlig Forstand være Tale om Hvile. Jeg meente kun: her havde den ifølge indvortes Drift saa og saa længe fortsatte Fart foreløbig Ende.
Det er forunderligt, saa hastig jeg blev orienteret, saa hastig jeg fandt mig tilrette i disse forrykte, indtil Fortvivlelse tomme og forsmædelige Forhold og Tilstande. Ligesom ifølge Instinkt bar jeg mig ad ligesom alle Andre, naturligviis dog paa en med min Individualitet overeensstemmende, ejendomlig Maade. Jeg bidrog Mit til at gjøre Helvede til et Skygge- og Vrængebillede af den Verden, jeg havde forladt, og kunde ikke Andet. Var jeg mig end bevidst, at det var mig selv til bittreste Haan og Spot, saa maatte jeg dog gjøre det.
Enhver føler nemlig en uimodstaaelig Trang til at efterabe, hvad han har kjendt i Verden, til at gjøre efter, hvad han med syndig Forkjærlighed har gjort i Verden. Og Enhver kan saa det, som han vil; han behøver kun at forestille sig en Ting, saa er den der. Lidenskaberne og Lysterne regjere her ganske som i Verden, kun saa meget frygteligere, som Stoffet fattes dem. I Verden vare de nok saa smukt iførte Kjødet; saa vild og hæslig deres Iid end var, saa var den dog i det Mindste naturlig. Men her ere de ligesom Beenrade, der i deres kjødelige Drifter byde al Natur Trods, som ville Alt, hvad de engang have villet, men i Virkeligheden Intet formaa uden at vise Tænder ad hinanden. Al Idræt heri Helvede er huul og tom, uden al Sandhed og Virkelighed, uden al Tilfredstillelse. Men det er netop Helvedes Straf og Pine, at vi ere nødte til at frembringe dette Forfængelighedens Væsen omkring os, at vi ere nødte til at hengive os i denne dræbende Tomhed, ak, saa nødig vi end ville. Om end Erkjendelsen af det Tomme og Forfængelige er nok saa levende, om end Modbydeligheden er nok saa stor, vi maa føje og bøje os, vi maa uden Ophør prøve paa at være, hvad vi engang vare.
Naar en Hob Aander blive enige om: — her skal være en Stad, — saa er der en Stad. Enhver frembringer Sit, ifølge sit Væsens ejendomlige Drift, saa er Staden færdig. Naar de saa fremdeles blive enige om: — her skal der ligge en Kirke, her et Theater, og her skal være Promenade, hist skal der ligge en Skov og hist en Sø, hist skal der hæve sig Bjerge, — saa er det altsammen tilstede. Ikke alene, at Enhver seer, hvad han i forfængelig Hu har frembragt; det er ogsaa synligt for Andres, for Alles Øjne. Men det er altsammen kun Skygger. Nej, endogsaa dette er for meget sagt: det er altsammen kun Indbildning. At der i denne Tingenes Orden er en bestandig Omskiftelse, det forstaaer sig af sig selv.
Paa tjenende Aander til at sætte dette Skygge- og Narreværk i Scene, er der aldrig Mangel. Hvo som vil bygge et Palads og føre en glimrende Huusholdning, har til Overflødighed Valget mellem utro Forvaltere, tyvagtige Kjældermestere, forræderiske Tjenere. Man skulde tro, at kun Faa eller Ingen vilde indtage slige underordnede Stillinger; men det er ikke saa; den fra Verden medbragte Livsvane gjør Udslaget. Hvo som vil danne en Armee, forudsat, at han har havt nogen at kommandere i Verden, — thi uden Reputation kunde det rigtignok ikke nytte at forsøge derpaa — vil finde nok af bramarbaserende, rov- og blodgjerrige Vagabonder, som ikke due til Andet. Den, hvis Smag gaaer i Retningen af et Harem eller et Bordel, vil finde en utrolig Overflødighed af godvillige Kvindfolk baade med og uden Navn af Skjøger. Og saaledes i det Uendelige.
Efter disse Oplysninger vil det ikke undre Dig at erfare, at jeg endnu, som tidligere, boer i min yndige Villa ved F—søen, tæt udenfor Staden, at jeg fører et fiint Huus, og giver den fine Mand. Jeg hylder naturligviis nu, som altid, især Selskabeligheden, og de deri givne, saavel hemmelige som aabenbare Kilder til Nydelse. Faa Mennesker have kjendt disse Kilder saa vel som jeg, og saa vel benyttet dem. Men nu — jeg siger ikke: — beklag mig, min Ven! — thi ingen Medfølelse vilde nu kunne gjøre mig godt. Jeg siger alene: — Der har Du Helvedes Elendighed for Dig, beskreven i to Ord: — Jeg vil nyde, jeg vil svælge i Nydelse nu som før, og det uden Sandser, sat udenfor al Virkelighed! Er det ikke Vanvid? Men saaledes, saaledes skal det være.
Bekjendte har jeg fundet i Mængde, ogsaa en god Deel Venner. Men jeg hilser fra Ingen. Jeg har endnu ikke glemt, hvor fiintfølende Verden er. Det vilde jo være Synd at blamere de arme Familier, og Hilsenen kunde jo desuden ingen Glæde volde dem. Lad kun disse Henfarne i Verden fremdeles gjælde for salige! Helvedes Pine bliver dem derfor ikke ringere.
Tør jeg gaa ind paa en Beskrivelse af Helvede? Lader Sligt sig overhovedet beskrive? Jeg er nærved at tvivle derom. Men lad mig dog i faa Træk forsøge det! Helvede har naturligviis ogsaa sin Geografi. — Hvor udstrakt Landet er? Ingen formaaer at sige det. I det Uendelige; det er det eneste Svar, som kan gives. Jeg tænker, om Man tog Jord og Sol og Maane og alle Planeter, saa vilde de dog langtfra kunne udfylde Helvede. Dog, hvad snakker jeg? Der gives her vel ligesaa lidt noget Rum, som der gives nogen Tid. — Helvedes Grændser? Kun paa een Side veed Man af nogen Grændse at sige, og den er umaadelig langt borte, endog efter Aanders Begreb, der bevæge sig med en utrolig Lethed og Hast. Om Nogen har naaet den, veed jeg ikke; kun det veed jeg, at denne Grændse er til. Paa alle øvrige Sider er det vist, at aldrig nogen Grændse er funden.
I Retning af det vexelviis fremvældende og aftagende Lysskjær gives der en uhyre Kløft, en umaadelig Afgrund; den skiller imellem Pinestedet og Paradiset. Altsaa hiinsides er Paradiset; det er derfra, Lysglandsen udgaaer. I bestemte, udentvivl regelmæssige Mellemrum vælder Mulmet frem af Afgrunden. Eftersom dette bliver tykkere, aftager Lyset, indtil det er ganske mørkt. Det er vor Nat. Da er Afgrunden ligesom en flammende Glød; men Flammen lyser ikke. Det er Djævlekrogen, de Fordømtes Opholdsted. Med Gru og Bæven taler jeg derom. Efter et Mellemrum opsluger Afgrunden atter Mulmet, lidt efter lidt; Lyset kommer igjen tilsyne. Det bliver stærkere og stærkere, indtil det har naaet sit Højeste i et blidt, forunderlig klart Tusmørke. Pludselig er det, som om et Taagedække brast. I almægtige, overvældende Strømme bryder Lyset igjennem. Først bliver Helvede blændet og ligesom truffet i Hjertet; dernæst seer det med alle sine Øjne. I Glands og aldrig anet Herlighed aabenbarer sig hiinsides Afgrunden Paradiset for de Fordømtes Blikke. Nej, lad mig ikke sige: Fordømte! Vi ere jo nemlig ikke dømte endnu. Jeg meente: for de Forpiintes vansmægtende Blikke. Man ikke alene seer ind i Paradiset — Intet er skjult —; men Man seer ogsaa, hvem Man vil, af de kjære salige Sjæle. — — — —
Alt dette har jeg ladet mig fortælle; endnu har jeg ikke selv oplevet det. Men jeg gaaer nu med den tiltagende Dæmring denne Stund imøde, — skal jeg kalde det: lyksalige eller ulyksalige Stund? Hvor længe Lyset er om at tage til og igjen tage af, det veed jeg ligesaa lidt, som jeg har noget Begreb om, hvor længe vor saakaldte Nat varer. Det er maaskee efter timeligt Maal en Udstrækning af flere Aar. Hvad selve Paradiisglandsen angaaer, da varer den vistnok kun et flygtigt Øjeblik, endskjøndt Mange sige, at den varer dem bitterlig længe. Skal jeg glæde mig til, skal jeg grue for dette Øieblik?
Igjennem hele Helvede slynger sig en mægtig Flod, med mørke, grumsede, slimede Vunde. Du tænker udentvivl strax paa Lethe? Ak nej, min Ven, det er ingen Lethe, hvoraf der lader sig drikke Forglemmelse. Lethe er kun en Fabel; men denne Flod er grum Virkelighed. Den har sit Tilløb fra Verden; Alverdens Løgn og Uretfærdighed flyder i den. Det forklarer noksom, hvorfor den er saa sort, grumset og slimet; mangen Gang ligner den endogsaa størknet Blod. I uregelmæssige Mellemrum svulmer den op og flyder over, saa ofte nemlig een eller anden stor Løgn eller Uretfærdighed bliver disket op i Verden. Da gaaer Floden over sine Bredder og efterlader et ækelt, stinkende Dynd. Plage kommer til Plage; det er neppe til at udholde. Men vi holde Alting ud, vi haardføre Aander i Helvede.
Saavidt jeg erindrer, har jeg vist allerede i Forbigaaende talt om den Kvalme og Vammelhed, hvoraf Man heri Helvede stadig lider. Det er ikke saa underligt, efter hvad jeg har faaet oplyst. Alverdens Vrøvl farer nemlig lige lukt til Helvede, og danner ligesom en Atmosfære omkring os. Det maa vel give Vammelhed. Jo mere Vrøvl, desto tykkere Atmosfære og desto værre Kvalme. Kunde Man blot komme til at kaste op! Men det er umuligt. Thi var det muligt, vilde Man komme til at kaste Verden op, hvoraf Man er fuld, Man vilde komme til at kaste sig selv op, og da vilde det jo være forbi med Helvedes Pine. Jeg er en Logiker endnu, seer Du. Ak, Gud hjælpe mig!
Undertiden skal det regne og snee heri Helvede. Men det hører til de mindre Onder. Det skeer, naar Daarskaberne og Forfængelighederne hobe sig op i Verden over det Almindelige. En god Deel kan Verden fordrage; det er jo dens Natur. Men det kan dog stundom blive den for meget. Saa falder Overmaalet ned heri Helvede, og vi sige ifølge gammel Vane: det sneer eller regner.
Der hersker heri Helvede ikke alene en vis naturlig Tidsfølge, men ogsaa en vis politisk Orden. Ikke heller ere Sympathierne ganske udelukkede. Slægterne bo her ligesom skifte- eller lagviis: de Aander, som høre til samme Tid, bo i Almindelighed sammen. Ved Siden heraf gjøre dog ogsaa Racen og Kulturudviklingen sig gjældende. De sidst ankomne indtage gjerne den yderste Plads i Helvede. Men, eftersom nye Hobe trænge frem, rykke de tidligere ankomne tilbage. I det Enkelte er der dog mangfoldige Undtagelser fra denne Hovedregel. De, som i Verden have havt Tænkemaade og Idræt tilfælles, slutte sig gjerne sammen, om de end have tilhørt vidt adskilte Tider og Folkefærd. Ligesaa udgjøre hyppig de Mennesker et Heelt for sig, som i Verden have dannet eet eller andet udelukkende Samfund eller som tilhøre visse i sig selv afsluttede Tider. Saaledes gives der en „Uretfærdighedens Stad, ogsaa kaldet Politikernes Stad, den hellige Inqvisitions By, den uhyre Jødestad, Mormonstaden, Sodomiternes, Prænoachiternes Stad”, og mangfoldige andre. Ved disse spredte afsluttede Samfund antager Helvede for en stor Deel Karakteer af et koloniseret Land. Forøvrigt have Lyst og Lune ganske det samme Spillerum her, som de havde i Verden.
Lidt efter lidt er det stedse klarere gaaet op for mig, hvad Tilværelsens Lov er heri Helvede. Den er ligesaa simpel som naturlig. Begjærlighed og Nag drive hele Værket. Jeg var lige ved at sige Anger istedetfor Nag. Men jeg tog mig i det; ak, Anger kjende vi jo ikke. — Pinen er en dobbelt, men gaaer ud paa det Samme. Den ene store Deel maa følge de samme Lyster og Begjærligheder, som den fulgte i Verden, dog uden al Tilfredstillelse, eller øve de samme Misgjerninger, som den forøvede i Verden, med unævnelig Modbydelighed og Gru. Den Gjerrige, til Exempel, kan kun tænke paa Penge, Vellystningen kun paa Uteerlighed, Fraadseren kun paa Mad og Drikke, Morderen kun paa sin blodige Gjerning. Den anden store Deel derimod maa efterjage netop det, som den foragtede og forsømte heri Verden; den pines af Attraaen efter at oprette og erstatte, og føler, at det er umuligt. Den Uretfærdige tænker kun paa at gjøre sin Uret god igjen, den Ubarmhjertige kun paa at øve Barmhjertighed; den unaturlige Moder har kun Tanke for sine stakkels Børn, Selvmorderen tænker kun paa at bevare sit Liv, og saaledes fremdeles.
Alle ere nødte enten til at gjøre, hvad de gjorde paa Jorden, men ikke skulde have gjort, til at eftertragte, hvad de engang eftertragtede, men ikke skulde have eftertragtet, eller omvendt, til at gjøre, hvad de ikke gjorde i Verden, men skulde have gjort, til at eftertragte, hvad de engang undlode at eftertragte, men skulde have eftertragtet.
Men, hvad der lides i Helvede, maa dog vist ikke betragtes som nogen Straf. Straffen forestaaer endnu, og først kommer Dommen. Nej, det er en ligefrem, naturlig Følge af vort Forhold i Livet. O, I, som endnu leve, tænker dog paa Følgerne! Enhver Ting, om end nok saa lille, har sine visse Følger, og de strække sig vide ud over Jordelivets Grændser, dybt ind i Helvede; — Himmerige kjender jeg ikke Noget til. Men, ere de simple Følger saa frygtelige, hvad maa da ikke engang Straffen blive?
Det er altsaa den Lov, den forfærdelige Grundlov, som hersker heri Helvede: Vi blive ikke piinte; vi maa pine os selv. Men, mærk Dig, det, hvori Alt løber ud, og hvorpaa sluttelig Alt kommer an, er, om vi have levet i Troen paa Guds Søn, som engang hengav sig for os. Vore Synder veje kun for saa vidt i Vægtskaalen, som de enten have været tilhinder for Troen, eller vidne imod dens Tilværelse. — Undre Dig ikke over, at jeg nævner Guds Navn. Ak, han er jo dog ogsaa vor Gud! Og ligesaa nævner jeg Guds Søn. Vi vide, at Gud har en Søn, og at han engang kom til Verden for gjøre Syndere salige, at han elskede de Fortabte indtil Døden, Døden paa Korset. Men alligevel vide vi ikke det Mindste til Frelse og Forløsning; Alting er glemt lige indtil Frelserens Navn. Ofte udtømme vi os i kvalfulde Anstrengelser for blot at gjenkalde os en Smule deraf. Forgjæves, end ikke Navnet! — Rundt blot Navnet os ihu, og vi kunde udtale det, vilde vi, derom kan jeg ikke tvivle, være forløste. Men vee, vee os alle! Det er for silde!
Det er i det Hele umaadeligt, hvad jeg har glemt; jeg kunde gjerne sige, at jeg har glemt Alt undtagen mig selv. Ja, medrette taler jeg saa. Mig selv har jeg ikke glemt; tværtimod, Alt, hvad der angaaer mit Væsen og mit Levnet, erindrer jeg til en Grad af Fuldkommenhed, der er ligesaa piinlig som forunderlig. Men. hvad der engang ligesom blev mit Væsen paahængt, det er ganske borte. Kundskaber, Indsigter, Færdigheder ere svundne tilligemed alle Mammons og Kjødets Herligheder. Det er ikke saa underligt, at denne Følelse af Nøgenhed vedbliver at være saa levende hos mig.
Ja, kun mig selv har jeg beholdt tilbage. Og naar jeg undersøger, hvad dette mit Selv indeholder, saa finder jeg: et brændende Nag, som aldrig vil blive udslukt; glødende Begjærligheder, som aldrig ville blive tilfredstillede; en daarlig Længsel efter det, jeg har forladt, og som ikke er til for mig længer; en umaadelig Mængde af store og smaa Minder, som for største Delen foraarsage mig ulidelig Kval, og som tilhobe ere bittre og smertelige. Der har Du mig, som jeg er, — o min Gud, min Gud, i Helvedes Pine!